Den betingede nåde

Billed af salvi-burton

Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.(Luk 6:36-42)

En læge fortalte mig engang, at det i psykiatrien har vist sig, at der på bunden af en neurose næsten altid ligger et eller andet, som patienten ikke har kunnet tilgive en eller anden.

Det skal nok passe. Det er nok derfor, alle mennesker snart er neurotiske. Fordi de gør hinanden så meget ondt og er på vej til helt at glemme, hvad tilgivelse er. Fordi Guds Ånd så sjældent får en chance for at tale til hjerterne nu.

Det med tilgivelse er nemlig ikke noget, man kan komme til rette med på et blot intellektuelt-teoretisk plan. Så længe man forsøger på det, er man en blind ledet af blinde. Man har en bjælke i øjet, som man ikke kan fjerne, dybest set fordi man ikke vil.

Gamle Adam, eller Eva, vil ikke. Selvfølgelig kan de godt sige, at de tilgiver den og den det og det. De kan endda få sig selv til at tro det. Men nede i sjælegrunden gnaver det stadig af nid og nag, og neuroserne ætser videre. Megen “tilgivelse” er i virkeligheden blot et middel til yderligere at trampe på den “tilgivne”.

Sand tilgivelse er noget, der kommer, når du opdager, hvad du selv behøver tilgivelse for, ikke bare i det konkrete forhold, men i det hele taget. (Før i tiden hed det “man”, nu siges der “du”; det er vistnok en anglikanisme, men somme tider ganske praktisk.) Sand tilgivelse bliver der tale om, når du opdager, at de synder, som andre har begået mod dig, er for intet at regne mod de synder, du selv har begået mod andre. Og det opdager du ikke bare intellektuelt-teoretisk. Det opdager du kun, når Guds Ånd tager bjælken ud af dit øje, så du pludselig ser.

Det er rædselsfuldt. Det er helvede på jord. Hvad andre har gjort mig, holder ligesom op med at eksistere, men det, som jeg har gjort, forslår evigheden ikke til at græde over.

Sikke noget patetisk hysteri, gurgler gamle Adam fra sin selvretfærdigheds hængedynd. Sådan en erfaring har han aldrig gjort, og han ønsker heller ikke at gøre den. Næ nej, sådan er han ikke, han gør sit bedste, skønt han ustandselig bliver udsat for nederdrægtigheder fra andre. Vov at påstå det, din hykler. Har du aldrig slukket lyset i øjnene på et barn, der famlede efter din kærlighed? Har du aldrig forrådt det dybeste i dig selv og det dyreste, du ejer? Har du aldrig i din bundfrosne selvoptagethed svigtet der, hvor der på liv og død var brug for dig? Dit skinhellige kræ, som sidder og tuder over den lille pige med svovlstikkerne – er du ikke klar over, at hele din livsvej er kantet af små piger med svovlstikker, som du gik forbi?

“Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os,” skriver Johannes. Han udtrykker sig jo nogle gange så mildt.

Kære Adam og Eva, I må hellere se at fatte det, mens tid er. Det gælder nemlig ikke bare det med neuroserne; det gælder evigheden. “Tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser,” siger Jesus rent ud i Bjergprædikenen. Det er den sammenhæng, der også er indbygget i Fadervor: “Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Og lignelsen om den gældbundne tjener, som Jesus engang fortalte som svar på et spørgsmål fra Peter om tilgivelsens omfang, er ikke til at misforstå: Tjeneren, der havde fået eftergivet ti tusind talenter, men ikke ville eftergive sin medtjener hundrede denarer, blev overladt til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Hvornår mon han fik det?

“Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin brodér,” sagde Jesus.

Hvad bliver der af evangeliet her? Er der alligevel noget, vi skal præstere for at få del i Guds nåde? Er hans tilgivelse ikke betingelsesløs?

Jo, for den angrende synder. Det kan godt være, at det med angeren ikke betyder så meget i gamle Adams teologi, der nu fejrer så store triumfer. Men det gør det altså i Bibelen.

Og når du har klaret den præstation, opdager du, at det aldeles ikke var noget, du præsterede. Det var Gud, der tog bjælken ud. Set udefra var det et krav – set indefra var det en gave. Det var allerede Guds nåde. Det var allerede himlen på jorden.

Så er det faktisk først, at du rigtig ved, hvad evangeliet er.

Poul Hoffmann

Kilde: Kristeligt Dagblad, 8. juli 1995

Lignende indlæg:

Paven: Benægtere af klimaforandringer er stædige og dumme Folk, der tvivler på klimaforandringer, er dumme. Det mener pave Frans, der mandag har leveret en bredside oven på en række ødelæggende orkaner, der har raseret dele af Mexico, […]
26. September: Kong Kyros, Guds redskab KONG KYROS, GUDS REDSKAB ”I perserkongen Kyros´ første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros´ ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes.” (Ezra 1:1) Umiddelbart virker […]
4. Oktober: Paulus afskedshilsen PAULUS AFSKEDSHILSEN "Fred være med brødrene, og kærlighed og tro fra Gud Fader og Herren Jesus Kristus!" (Ef 6:23) Paulus har skrevet et mellemlangt brev til menigheden i Efesos. Han […]
Spillede bønnekald under gudstjeneste: Nu er de sigtet Antiislamister afbrød en gudstjeneste i Roskilde Domkirke med et bønnekald fredag. Nu er personerne bag sigtet. Bønnekaldet i den velbesøgte domkirke var en aktion af to personer […]