Hvordan skal den kristne forholde sig i forhold til dem, som mener, at vi pga. Guds lov er forpligtet til at holde sabbatten som helligdag?
Sabbatten – et pagtstegn.
Intet er tydeligere end dette: Befalingen til at holde sabbatten var givet til Israel. Og denne befaling er aldrig givet til noget andet folk.
2. Mos. 31 :13-17 ’Du skal tale til israelitterne og sige: Frem for alt skal I holde mine sabbatter, thi sabbatten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt… I (jøderne) skal holde sabbatten…den, som vanhelliger den, skal lide døden, ja enhver, som udfører noget arbejde på den, det menneske skal udryddes af sin slægt. Israelitterne skal holde sabbatten (ikke andre), så de fejrer den fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt (for jøderne). Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israelitterne’.
5. Mos. 5: 1-2 , 14-15 ’Hør Israel, de anordninger og lovbud, som jeg kundgør eder i dag! Herren sluttede en pagt med os (jøderne) ved Horeb… Men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du (Israel) intet arbejde udføre, hverken du selv eller… Kom i hu, at du selv var træl i Ægypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd… det er derfor, Herren din Gud har pålagt dig at fejre hviledagen.
Sabbatten og lovgivningen.
Så kommer vi til lovgivningen på Sinai, 2. Mos. 20:8-11. Denne lovgivning er allerede berørt, da sabbatten som lov ikke kan adskilles fra dens betydning som pagt. Men for oversigtens skyld er den opdelt.
I lovgivningen ser vi, at Israel skulle overholde sabbatten som et lovkrav. Vi skal lægge mærke til, at dette lovkrav blev givet til Israel som et af de 10 bud. At loven blev givet til Israel og ikke til andre folk/folkeslag er klart nok. Ingen kan være i tvivl om, at der tales direkte til det jødiske folk.
Sl. 147:19-20 ’Han kundgør sine vedtægter og lovbud for Israel. Så gjorde han ikke mod andre folk, dem kundgjorde han ingen lovbud.
De 10 bud hører sammen. Den blev givet til dem, som ’bevogtedes under loven’, Gal. 3:23. Det kan ikke være andre end Israel, som var under loven, da de var de eneste, som havde fået loven. Og derfor er der heller ikke andre end Israel, som er eller har været bundet af sabbatsbudet.
Der er en del forvirring omkring loven for mange. Mange kristne mener, at vi er skyldige at overholde de 10 bud. Men trods nidkærhed for at leve, som Gud vil det, misforstår de evangeliet og sætter den lov som rettesnor for deres liv, som fandtes indtil det nye liv begyndte med Kristus, se Gal. 3:23-24, 1. Tim. 1:8, Rom. 7:4. Argumentet som bliver brugt er: Mennesker (altså kristne) vil blive ’uhellige, hvis de ikke har en lov at være bundet til’. Men i virkeligheden kan ingen forandres eller helliges pga. Loven, da dette alene sker ved Helligånden. Dette sker, fordi de er døet bort fra det, de holdtes fangne under, og nu lever i den frihed, hvor de kan sige nej til al ugudelighed.
Sabbatten – et forbillede
Kol. 2:16-17 ’Med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat er det alt sammen kun en skygge af det, som skulle komme, men sagen selv kom med Kristus’.
Her er det indlysende, at når virkeligheden kom, så ophørte og forsvandt det, som førhen kun var en skygge. For de var jo kun pålagt indtil den tid, da den rette ordning indføres, se også Hebr. 9:8f. Da Kristus kom og frembar sig selv som offer for os, så var det slut med alle GT ofringer og seremonier. Inkl. Sabbatten, som jo også er et forbillede på sabbatshvilen i Kristus. Når nogen, f.eks. adventisterne, alligevel fortsætter med at holde sabbatten, så fornægter de i handling, at den kun var ’en skygge af’ noget virkeligt, som kom senere ved Jesus Kristus.
Hebr. 4:3-11 Her læser vi en redegørelse over, hvad sabbatshvilen indebærer. I v. 4 står der: ’Og Gud hvilede på den syvende dag fra alle sine gerninger’. I 2. Mos. 20:8-11 gives den begrundelse for sabbatsbudet, at Gud selv hvilede på denne dag, derfor skulle folket gøre det samme. Men selv om de holdt sabbatten, så kom de alligevel ikke ind i hvilen, v. 6. Det kunne de ikke pga. deres ulydighed. Men Gud havde beredt en anden hvile til hans folk, som sabbatten kun var et forbillede på. Der står i v. 3: ’Thi kun vi, som er kommet til tro, går ind til hvilen’. Den hvile, der omtales her, er altså ikke en ugedag (heller ikke søndag), men handler om hvilen i Kristus, som først kommer efter en renselse fra synd, v. 11-16.
2 Mos 16:22f. Befalingen om at holde sabbatten blev i dette kap. givet til Israel for første gang. Dette skete, da de ved påskelammets død var udfriet fra Ægypten. Sabbatten kom til efter udgydelse af lammets blod, og Israels hvile blev et af resultaterne af deres forløsning. Dette er et af forbillederne af den hvile, som Guds skabninger har i Kristi forløsning.
Sabbattens overholdelse
De fleste, som holder lørdag som helligdag, gør det, fordi loven ’kræver det’. Men selvom de ønsker at gøre det rette, overser de, hvad sabbatshvilen er et billede på. For der tales jo ikke om en bestemt dag. F.eks. kan den person, som maler sit hus på en helligdag, være inde i Kristus-hvilen, men den som ikke gør det pga. loven, ikke er det. Den ’lovlydige’ ser måske skævt til den, som efter hans mening bryder loven, men ser ikke, at han selv er i en langt farligere situation.
For prøver vi at holde en dag hellig for lovens skyld, så forpligter vi os samtidigt at holde den, som Gud har befalet det i loven. Gud gav jo ikke bare Israel besked på at holde sabbatten, men sagde også, hvordan den skulle holdes. Der måtte f.eks. intet arbejde udføres på denne dag. Der måtte f.eks. ikke laves mad. Hvordan kan et menneske sige: ’Jeg holder noget af loven, men vi kan selv bedømme, hvad der ikke er vigtigt at overholde? For ’den, der holder hele loven, men på ét punkt snubler, er blevet skyldig i alle’, Jak. 2:10.
Når en person tager moseloven til indtægt for hviledagens overholdelse, da er denne person ikke på evangeliets grund, men er i virkeligheden faldet ud af nåden. Enten må vi holde os 100% til loven eller vi må holde os 100% til evangeliet. Der er ingen mellemvej. Mange ting er som nævnt tydelig ophørt i den nye pagt, som omskærelse, ofringer, forskellige GT-forordninger, men også sabbatten, se f.eks. Hebr. 8:5, 9:9, 10:1, Kol. 2:17. Se videre under punkt 6.
Sabbatten og de to pagter.
Gennem hele bibelen fremgår det klart, at der tales om to pagter. Om den første pagt står der:
2. Mos. 34:27 ’Og Herren sagde til Moses: Skriv disse ord op, thi på grundlag af disse ord slutter jeg (den første) pagt med dig og Israel’.
5. Mos. 4:13 ’Da kundgjorde han eder sin pagt, som han bød jer at holde, de 10 ord (bud), og han skrev dem på to stentavler’.
5. Mos. 5:2 ’Herren vor Gud sluttede en pagt med os ved Horeb’.
Denne pagt gjaldt for Israel indtil det sande påskelam, Kristus, døde på Golgatas kors for alle menneskers synder.
Gal. 3:19 ’Hvad skulle da loven? For overtrædelsernes skyld blev den føjet til, kun gyldig indtil det ’afkom’, hvem forjættelsen gjaldt, kom’.
Gud forudså, at en ny pagt var nødvendig for jøder såvel som hedninger.
Jer. 31: 31f. ’Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og Judas hus, ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre, dengang jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken pagt de brød, så jeg væmmedes ved dem… Nej, dette er den pagt, jeg i hine dage slutter med Israels hus: Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter (som sker ved den nye fødsel)’.
Hebr. 7: 22 ’Så vist er Jesus blevet den, der står inde for en bedre pagt’.
Hebr. 8:7, 9, 12-13 I dette kap siges det klart, at den nye pagt er bedre end den gamle. For havde den gamle været ’udadlelig, ville ingen have forsøgt at sætte en anden i stedet’. For der er jo intet menneske, som kan opfylde den gamle pagts betingelser. Derfor står der: ’De blev ikke i min pagt, derfor brød jeg mig ikke om dem’. For det, som mennesker behøver, er jo en pagt, som vi kunne blive i. Og derfor gav Gud os en ny pagt baseret på nåde. Men ’når han siger en ny pagt, har han dermed erklæret, at den første er forældet… og nær ved at forsvinde’. For der står skrevet:
Ef. 2:15 ’Ved sit kød afskaffede han nemlig loven med dens bud og forskrifter…’
Kol. 2:14 ’Han udslettede det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser…’
2. Kor. 3:6, 9, 14, 16 ’Gud gjorde os duelige til at være tjene for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens… thi når den tjeneste, der førte til fordømmelse, var herlig, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed (den nye pagt), endnu langt rigere på herlighed. Men deres (israelitternes) sind blev forhærdet; thi lige til den dag i dag er det samme dække blevet ved med at hvile over oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort (så de ikke kunne se nådens frihed og herlighed i den nye pagt); thi kun i Kristus (ved troen på ham) bliver det fjernet. Hver gang en omvender sig til Herren, tages dækket bort’.
Matt. 26:28 Som et forbillede på sin død på Golgatas kors for vore synder siger Jesus: ’Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse’. At der her ikke tales om Sinaipagten, er indlysende, da den blev kaldt den første pagt og blev oprettet ved et lam, som var et forbillede på den nye pagt, som Jesus kom og oprettede ved sit blod. Den kristne har aldrig fået befaling om at gå ind under den gamle pagt, da det er at ringeagte den nye.
Sabbatten – og menigheden
For at forstå menighedens forhold til sabbatten– og til loven, er der visse ting, vi skal forstå i denne forbindelse. Den kristne er en ’ny skabning’, og er et fuldstændigt nyt menneske i verden. I Kristus er jøder og hedninger blevet til én ny skabning, Gal. 3:28. Nu er der altså tre folk i verden. Disse nævnes i 1. Kor. 10:32: ’Bliv ikke til anstød for nogen, hverken for jøde eller græker eller Guds menighed’.
Guds handling med disse tre folk er vidt forskellig:
Rom. 9:4 ’De er jo israelitter, dem tilhører barnekårene og herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og forjættelserne’.
Ap.g. 13:46 ’Det var nødvendigt, at Guds ord først skulle gives til jer (jøderne under den første pagt), men siden I har forkastet det og ikke agter jer selv værdige til det evige liv, se, så vender vi os nu til hedningerne’.
Ef. 2:11-13, 15f. ’Kom derfor i hu, at forhen var I, der var født som hedninger… uden forbindelse med Kristus, udelukkede fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Ved sit kød afskaffede han nemlig loven med dens bud og forskrifter, for at han i sig kunne skabe de to (jøder og hedninger) til et nyt menneske og stifte fred og bringe begge parter, forenede i ét legeme, forligelse med Gud ved korset. Og han forkyndte fred for jer, som var langt borte (hedninger), og fred for dem, som var nær (jøderne)’. Bibelen siger klart, at begge parter har adgang til Faderen i og ved Kristus.
Bemærk, at jøderne også må gå ind i den nye pagt, fordi den gamle (første) pagt har tjent sit formål og derfor ikke længere er gyldig. I det nye testamente læser vi derfor heller intet om, at menigheden på nogen måde er blevet lagt under ’loven med dens bud og forskrifter’. Tværtimod står der: ’Ved Kristi legeme er I døde fra loven, så at I kan blive en andens, nemlig hans, som blev opvakt fra de døde, for at vi kan bære frugt for Gud’. Læg mærke til, at frugten først kan fremkomme, når vi er døde fra loven, Rom. 7:4
Når nogle jøde-kristne forsøgte at overholde noget af loven eller få de nyfrelste hedninge-kristne ind under samme lov, så rykkede apostlene derfor straks ud med en alvorlig advarsel mod dette. I Ap.g. 15 siger Jakob til de forsamlede under apostelmødet: ’Vi har hørt, at nogle af vore, uden påbud fra os, har forvirret jer med deres ord og vakt uro i jeres sjæle’. Hvad var der sket? De havde sagt, at det var nødvendigt at holde en del af loven (her omskærelsen) for at blive frelst. Peter forklarer derfor, at pga. den nye pagt er ingen forpligtet til at holde loven længere, for Gud ’gjorde ingen forskel på os (jøder) og dem (hedninger), idet han ved troen rensede deres hjerter’. Og derfor må de troende ikke gå tilbage til loven: ’Vi tror derimod, at vi bliver frelst ved Herren Jesu Kristi nåde ganske på samme måde som de…’! Læg mærke til, hvad der står: Jøder og hedninger bliver frelst på samme måde – dvs. ikke pga. gerninger (lov), men pga. Jesu Kristi nåde.
Ingen kan leve i to husholdninger på samme tid. Dette er umuligt! At forene lovens husholdning med nådens husholdning går ikke. Menigheden må ikke lade sig spænde i trældoms åg. Kristi menighed er af den grund ikke forpligtet til at holde loven, derunder sabbatsbudet. For den kristne gælder, hvad der står i Rom 8:4: ’For at lovens krav skulle opfyldes (af Kristus) i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden’. Bemærk, at der ikke står, at lovens kraft skulle opfyldes af os, dvs. pga. lovgerninger. Den, som ikke kender til denne forskel i sit liv, kommer meget let til at leve under loven.
For at undgå misforståelser, må det understreges, at det er Sinailoven som pagt, som er blevet ophævet, men ikke som moralsk norm, som opfyldes af Kristus i os. For ’det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs pga. kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse…’, Rom. 8:3. Derfor taler Paulus også om, at vi er som et brev fra Kristus, som ikke er skrevet med blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på stentavler (som de 10 bud), men på hjertets kødtavler. Og det er netop det, som er kendetegnet på Åndens virkning i den, som er blevet født på ny, jfr. Jer. 31:33, Titus 2:12.
Når nogen spørger, hvem der har ophævet sabbatten, så er svaret: Det er den samme Gud, som har ophævet omskærelsen og hele den pagt, som var indhugget i sten. Kristus kom for at opfylde loven. Og derfor skal Kristi menighed ikke lade sig indvikle i spørgsmål om ’mad og drikke, om højtid, nymåne eller sabbat’, Kol. 2:16-17. Læg mærke til, at der i NT derfor ikke findes nogen hentydning til budet om at helligholde sabbatten, fordi Jesus Kristus er vores sabbatshvile alle ugens dage.
Søndag som hviledag
Hvilken berettigelse har søndagen som menighedens hviledag/helligdag?
Først må vi bemærke, at søndagen ikke er en erstatning for sabbatten, som blot er henlagt til en anden dag i ugen. Sabbatten er ikke flyttet fra lørdag til søndag. Hvis nogen holder søndag for at holde hviledag efter lovens bud, da er han i sin uvidenhed alligevel gået ind under lovens krav. Gud bestemte at under den gamle pagts tid skulle jøderne holde den syvende dag som hviledag/helligdag. I dette forhold har ingen ret til at gøre nogen forandring. Vi finder heller ikke nogen steder i skriften, hvor Gud har forandret dagen for sabbatten. Det er at forfalske evangeliet at påstå, at 1) Gud har flyttet dagen, 2) at vi som kristne er forpligtet til at holde nogen bestemt dag og 3) at der er bestemte grænser for, hvad vi må på en sådan dag.
Søndag, ’den første dag i ugen’ er en ny (slags) højtidsdag i en ny husholdning. Denne dag er Kristi opstandelsesdag og menighedens fødselsdag. Som en naturlig følge af dette blev det hurtig praksis at antage ’den første dag i ugen’ som hvile- og taksigelsesdag. På denne dag kom de første kristne sammen til fælles opbyggelse og til Herrens måltid, og på den dag foretog de indsamlinger, som skulle være en hjælp til de fattige. Vidnesbyrdene derom er mange. I bibelen bl.a. i Ap.g. 20:6-7 og 1. Kor. 16:1-2.
Lad os se på, hvornår de kristne begyndte at holde søndag som helligdag. Det begyndte man faktisk allerede på i NT, læs Ap.g. 20:6-7, 1. Kor. 16:1-2. Der er mange historiske beretninger om, at man allerede få år efter at NT blev skrevet, som en selvfølge samledes den første dag i ugen (søndag) for at holde gudstjeneste. F.eks. står følgende i ’Barnabas’ brev’ som er forfattet senest år 130 efter Kristus:
’Vi holder den ottende dag (søndag) med glæde, den dag hvilken Jesus stod op fra de døde’.
Forinden har han redegjort for, at sabbatten er afskaffet.
Et andet eksempel er Ignatius, som var en discipel af Johannes og levede ca. 100 år efter Kristus. Han siger:
’Vi helligholder den ottende dag med glæde, den dag, på hvilken Jesus stod op fra de døde og siden, efter at have åbenbaret sig – fór op til himmelen’.
At vi har en helligdag hver uge betyder, at ingen kan undskylde sig med, at der ikke er tid til at høre Herrens ord – der er jo sat en hel dag fra. For den, som hører Herren til, må det være naturligt at sætte så meget tid som det er muligt til hengivelse i Herrens tjeneste. Derfor gør vi ligesom de hellige dengang også søndagen til ’Herrens dag’. Men det sker ikke pga. lov, så vi gør det af pligt, men vi gør det med glæde, fordi vi er under nåde. Og netop derfor er der ikke et skarpt skel mellem hverdagene og søndagen, fordi vi hver eneste dag lever i den sabbatshvile, som Gud har skænket os i Kristus.
Kilde: http://jesus-lever.homepage.dk/
Eskild Særkjær
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
Post your comments