Jesu opstandelse fra de døde er af så stor betydning, at alt vedrørende vores tro falder sammen, hvis ikke opstandelsen har fundet sted. Alligevel fattede disciplene ikke, hvad Jesus talte om, når han nævnte opstandelsen.
Jesus fortalte gentagne gange, at han skulle lide, dø og opstå på den tredje dag. »Men de forstod ikke, hvad han sagde; det var skjult for dem, så de ikke kunne fatte det« (Luk 9:45). De kunne ikke forholde sig til det.
To mænd, som var på vej fra Jerusalem til Emmaus, er et godt eksempel på den forvirring, Jesu død og opstandelse skabte. De sagde til manden, som indhentede dem: »Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde at han lever« (Luk 24:21-23).
Det, der optog disse to mænd, var egentlig ikke budskabet om Jesu opstandelse, men at hans lig ikke var i graven. Nogen må have stjålet hans lig. Meddelelsen om, at han skulle være opstået, gør kun forvirringen total. En stærk skepsis fyldte disciplene i deres første møde med Jesus, efter hans opstandelse.
Kunne Gud da ikke have hjulpet disciplene? Hvorfor indbød han dem ikke til påsketræf ved graven. Så kunne de da se og forstå. Men ved Jesu grav var der kun en flok soldater. Da Jesus opstod, faldt de om på jorden som døde. Der var ingen, der så hans opstandelse. Heller ikke disciplene. De forstod ikke hans forkyndelse om opstandelsen, og de var ikke til stede, da det skete. De var med andre ord ikke særligt godt forberedte på at fejre påskedag.
Han bankede ikke på
Troen på en opstanden frelser er ikke noget selvfølgeligt. Selv om vi har hørt om hans opstandelse, er det ikke ensbetydende med, at vi også tror, det er sket. Der skal et under til. Dette under skete op ad dagen påskedag. De bange disciple havde fundet sammen. De sad og talte med de to mænd fra Emmaus. Pludselig står der én mere i lokalet. Han bankede ikke på. Pludselig stod han der bare. Det var Jesus. Den korsfæstede og opstandne Jesus. De kunne ikke tro det.
Så sagde han til dem: »Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det måtte opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven og profeterne og i salmerne.« Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, og han sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag« (Luk 24:44-46). Dét, som før var skjult for dem, så de ikke kunne fatte det, åbnede Jesus nu for dem. Han åbnede deres sind, så de kunne forstå Skrifterne. Der er ikke tale om, at de nu havde fået en hjernekapacitet, der kunne rumme opstandelsens gåde.
Jesus gav dem troen på ham, som den korsfæstede og opstandne frelser. Han gør det, ved at henvise til Skrifternes forudsigelser om frelseren. Det, som var skjult for dem inden Jesu død og opstandelse, blev nu gjort levende, ved at Jesus åbnede deres sind, så de troede Skrifterne. Det var ikke oplevelsen af at se Jesus opstå fra graven, der skulle skabe tro. Troen kom af Skriftens vidnesbyrd om den opstandne.
Bange disciple finder sammen
Der er stadig en tendens til, at bange disciple finder sammen. Det er der ikke noget forkert i, tværtimod. Men hvis de bange disciples fællesskab er inde bag lukkede kirke- eller missionshusdøre, er der noget galt. Så er de i samme situation, som disciplene var, før de fik besøg af den opstandne Jesus. Så mangler der noget meget væsentlig i fællesskabet, nemlig den opstandne, som kommer for at åbne deres sind, så de kan forstå Skrifterne.
Jesus er i det kristne fællesskab, for at gøre Bibelen levende. Men hvad hjælper det, hvis han ikke må virke med sin opstandelseskraft i den enkeltes liv, og i fællesskabet i øvrigt. Så vil et sådant liv og fællesskab vidne om en død Jesus, der ligger i graven, fordi døden var stærkere end ham. En Jesus med store og velmenende ord, men uden magt til at føre dem ud i livet. Er det sådan, du eller dit fællesskab har det med Jesus? Da er situationen som kvindernes påskedag. De ville ud til gravstedet, for at ære den døde. De var fyldt af sorg og smerte på grund af alt, hvad de havde mistet.
Ind i fællesskaberne, hvor glæden over en levende og opstanden frelser er afløst af mismod, lyder det som til kvinderne påskemorgen: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?«
Jesus vil gøre påskemorgens budskab levende
Han er ikke her, han er opstået (Luk 24:5-6). Vi skal ikke bare mindes en korsfæstet og død mand. Vi må tro på en korsfæstet og opstanden frelser. Ind i mit liv og det fællesskab jeg er en del af, vil Jesus møde os og åbne Skrifterne for os, og vores sind for Skrifterne, så Jesus ikke længere er en teori, som forstanden forholder sig til. Jesus vil gøre det under, at påskens budskab bliver levende. Der hvor det sker, åbnes ikke bare hjerterne, men også fællesskaberne. Der åbnes kirke- og missionshusdøren til mission, så mange flere kan møde den opstandne Jesus. Så er Jesus ikke længere én, der tales om, mindes, som da kvinderne ville lægge »en krans« på hans grav. Nej, så er Jesus den levende, opstandne frelser, som vi følges med i vores hverdag. For nu er det ikke længere mig der lever, men ham, der lever i mig.
Ja, vi tror på påskemorgen.
Klamrer os til påskedag.
Glæde har nu afløst sorgen.
Håbet fået overtag.
Alle kristne råb det ud:
Jesus lever og er Gud.
Han har vundet. Død må vige.
Vi har vundet Himmerige.
(Preben Olsen, FS.112,1)
Kilde: IMT 2003 nr. 15-16
Egild Kildeholm Jensen
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
Post your comments