Efter at vi i det foregående har set dels, hvad GT vidner om sig selv, og dels, hvad apostlene vidner om GT, skal vi nu gå et skridt videre i undersøgelsen af, hvad Bibelen lærer om sig selv. Til vor Bibel hører også Det ny Testamente. Hvordan forholder det sig da med disse skrifter? Når vi skal prøve på at vinde klarhed over det, må vi igen stille spørgsmålet: Hvad giver disse skrifter sig selv ud for at være? Hvilket »syn« har de på sig selv?
Det enestående ved en apostel
Vi finder her en nøje parallel til GT’s selvvidnesbyrd: ligesom de gammeltestamentlige profeter giver sig ud for at være åbenbaringsmodtagere og åbenbaringsformidlere i særegen forstand, således også med apostlene i NT. Det budskab, de forkynder i tale og skrift, er derfor heller ikke deres egne hjerters påfund, men hvad Herren selv har åbenbaret for dem ved Ånden og kaldet dem til som Hans befuldmægtigede sendebud og vidner at kundgøre også for andre.
Det er heri, den »husholdergerning« består, om hvilken Paulus i Efes, 3,2-5 skriver, at Gud i sin nåde gav ham den med henblik på dem: »at jeg ved en åbenbaring fik kendskab til den hemmelighed, hvorom jeg før i korthed har skrevet. Og når I læser det, kan I deraf skønne, at jeg har indsigt i Kristi hemmelighed, som i tidligere slægter ikke var kundgjort for menneskenes børn, således som den nu ved Ånden er blevet åbenbaret for Hans hellige apostle og profeter«.
I Gal. 1,11-12 understreger Paulus sit apostolske budskabs guddommelige oprindelse i meget stærke vendinger: »Det vil jeg nemlig sige jer, brødre! at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, er ikke menneskeværk; det er jo heller ikke af noget menneske, jeg har fået det eller har lært det, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus«.
Det er samme sag, han fremholder også i 1. Kor. 2,6-13, når han der omtaler det evangelium, han og de øvrige apostle og nytestamentlige vidner forkynder, som »en visdom, der ikke stammer fra denne verden . . . Nej, vi taler Guds visdom, den hemmelige skjulte, som Gud før verdensløbets begyndelse har forudbestemt for at føre os til herlighed . . . men den er, som der står skrevet, ‘hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker Ham’. Thi os har Gud åbenbaret det ved Ånden<?. -Ja, ikke alene evangeliets saglige indhold har Gud åbenbaret for apostlene ved Ånden, men Han har også ved den samme Ånd vejledt dem til at tale derom med de rette ord: »Men vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os; og derom taler vi ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting for åndelige mennesket« (v. 1213).
Hvad apostlene siger, det siger Gud
Om apostlenes forkyndelse i tale og skrift ‘gælder altså det samme, som var tilfældet med profeternes forkyndelse i GT: Hvad apostlene siger og skriver i deres egenskab af Kristi apostle, som Hans befuldmægtigede sendebud og vidner, det er ikke deres egne blot menneskelige ord, men Kristi ord, Guds ord. Derfor skriver Paulus også til menigheden i Thessalonika, at han takker Gud for, at de, dengang de modtog »Guds ord, som vi forkyndte, ikke tog imod det som menneskers ord, men som Guds ord, hvad det i sandhed er, hvorfor det også gør sin gerning i jer, som tror (1. Thess. 2,13).
Det, Paulus her gør gældende, omfatter ikke alene den apostolske forkyndelse af frelsesbudskabet i snæver forstand, men også hele den apostolske vejledning af menigheden og de forskrifter, de giver for såvel de enkelte kristnes liv som for menighedens forhold og ordning. Se f.eks. 1. Kor. 14,37: »Mener nogen, at han er en profet eller har åndelig gave, så må han også indse, at hvad jeg skriver til jer( forbudet mod, at kvinder taler i en menighedsforsamling] , er påbud fra Herren«; eller 1. Thess. 4,1-8: »I ved jo, hvilke bud vi gav jer ved Herren Jesus . . . Altså, når nogen agter dette [apostlenes etiske forskrifter] ringe, er det ikke et menneske, han agter ringe, men Gud, Han, som også giver jer” sin Helligånd« (jvf. 2. Thess. 3,6 og 12-15).
I 1. Pet. 1,12 omtales apostlenes forkyndelse af evangeliet »ved Helligånden« i nøje sammenhæng og helt på linie med profeternes forkyndelse i GT. Svarende hertil formaner Peter i 2. Pet. 3,2 de troende til at »mindes de ord, som er forudsat af de hellige profeter, såvel som det bud der af jeres apostle er givet jer fra Herren og frelseren«. Det fremgår klart af både disse og mangfoldige andre udsagn i NT, at såvel de gammeltestamentlige profeters som de nytestamentlige apostles »ord« og »bud« er talt ved den ene og samme Guds hellige Ånd og i den sidste ende stammer fra den ene og samme Herre og frelser. Han er i lige måde både det profetiske budskabs og de apostolske skrifters sidste og egentlige auctor (ophavsmand). Derfor kan Paulus også i 1. Tim. 5,18 anføre et apostolsk overleveret Jesus-ord (jvf. Luk. 10,17) som autoritativt skriftord helt på linie med en forskrift fra Mose lov (5. Mos. 25,4), og Peter ligesådan omtale Paulus’ breve helt på linie med »de øvrige skrifter, dvs. som inspireret og autoritativ »hellig skrift (2. Pet. 3,15-16)
Kilde: Bibelenes syn på sig selv – DBI 1979
Niels Ove Vigilius
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
