Det umulige håb (Heb 6:4-6)

Heb. 6:4-6 er på græsk en lang sætning og ser ud til at lære, at kristne, der falder fra, umuligt kan blive kristne igen? Problemet er vel, at vi alle på et eller andet tidspunkt i vores kristenliv har vendt os fra Gud. Mange af os kender måske også nogen, som var kristne og kom i kristne sammenhænge, men så vendte Jesus og kirken ryggen, for derefter at komme tilbage efter 5, 10, 15 eller flere år.

Disse vers strider altså mod den kristne erfaring. Hvordan skal vi forholde os til det? Vi ønsker selvfølgelig at være bibeltro og ikke erfaringstro. Bibelen er vores rettesnor for kristent liv og lære, ikke vores erfaringer, der så let kan snyde os. Samtidig er det da bemærkelsesværdigt, at dette skriftsted syntes at gå mod, hvad det meste af kirken i det meste af historien har erfaret. Hvad værre er, syntes Hebræerbrevets forfatter i denne tekst at gå stik mod det Jakob lærer os i det femte kapitel af hans brev.

Selve teksten lyder i den danske oversættelse fra 92 således: For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot. (Heb 6:4-6)

Umuligt betyder umuligt

Nogen har argumentet for, at umulig i vers 4 i virkeligheden betyder vanskeligt, så det skulle lyde “for det er vanskeligt at føre dem til ny omvendelse… men ifølge Vincent’s word studie¹ “er det umuligt at udvande dette ord til vanskeligt.” Selve det græske ord er dunatos (magtfuld eller i stand til) med et negativt alfa (det første bogstav i det græske alfabet) foran, altså: adunatos. Ordet får så den modsatte betydning (magtesløs eller ikke i stand til). Det er for øvrigt det samme, vi gør på dansk med social og asocial.

Ordet adunatos figurerer 10 gange i grundteksten og ved at se på hver eneste forekomst, kan vi danne os et overblik over, om det altid skal oversættes med umuligt.

Mat 19:26; Mar 10:27; Luk 18:27; er det oversat med “umuligt” (i betydningen »For mennesker er det umuligt at frelse sig selv, men for Gud er alting muligt.« – Altså ikke svært for mennesker at frelse sig selv og nemt for Gud, men umuligt for mennesker og muligt for Gud).
Apg 14:8; oversat med “ikke kunne bruge” (i betydningen: Han var lam fra moders liv og havde aldrig kunnet gå. – Altså ikke svært for en lam at gå, men umuligt).
Rom 8:3; oversat “ikke kunne” (i betydningen: Det er umuligt for loven at befri mig fra syndens og dødens lov, det kan kun Jesus. – Altså ikke svært for loven at føre mig til retfærdighed, men umuligt).
Rom 15:1; oversat “svages.” Her ser det ved første øjekast ud til, at det ville være mere fornuftig at oversætte adunatos med svag (vanskelig?) og ikke umulig, og dog alligevel ikke. For Rom 15:1 er ikke starten på et nyt emne, men hænger sammen med kapitel 14² “den kristnes samvittigheds overbevisning.” Verset lyder: Vi, som er stærke, (gr. dunatos: i stand til; dvs. til at spise hvad som helst [Rom 14:2]) skylder at bære de svages (gr. adunatos: dem der ikke er i stand til; dvs. nok mulig i handling, men umulig i tros overbevisning at spise andet end grøntsager [Rom 14:2,23]) svagheder (gr. asthenēma: samvittighedsskrupler) og ikke tænke på os selv. Pointen er altså, at os, der ikke har samvittighedsskrupler ved maden, skal afholde os fra den, når vi er sammen med brødre, der umuligt kan spise maden pga. samvittighedsskrupler ved deres trosoverbevisning og derfor ville blive domsfældet, skønt al mad er ren.
Heb 6:4; verset vi kigger på.
Heb 6:18; oversat “som udelukker” (i betydningen: det er umuligt for Gud at lyve – altså ikke det er svært for Gud at lyve, nej det er umuligt, for så går han mod sit eget væsen [se 4Mose 23:19; 1Sam 15:29; Rom 3:4; 2Tim 2:13; Tit 1:2;]).
Heb 10:4; oversat “umuligt” (i betydningen: for blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort, det kan kun Jesu blod – altså det er ikke svært for tyreblod at tage synder bort men umuligt, ellers er Jesus jo død for intet).
Heb 11:6; oversat “umuligt” (i betydningen: at det er umuligt at være Gud til behag uden i tro at komme til ham. Det er klart, at man må tro på at Gud findes, før man kan følge hans vilje og være ham til behag, det magter det ugenfødte menneske ikke. [Rom 8:8]).

Vi ser altså, at det ifølge teksten selv, de fleste kloge hoveder og den bibelske teologi er klogest at holde sig til oversættelsen: ”For det er umuligt”.

Falske brødre?

Nogen teologer har ment, at de folk, der bliver talt om i teksten her, overhovedet ikke er kristne, men tværtimod nogle, der lader som om, de er det. De er altså falske brødre. Men selve teksten er meget klar og nævner fem kendetegn, der netop viser, de var kristne: 1) De var blevet oplyst. 2) De havde smagt den himmelske gave. 3) De havde fået Helligånden. 4) De havde smagt Guds gode ord. 5) De havde smagt den kommende verdens kræfter.

Der er ingen tvivl; disse mennesker var ikke fup kristne. Fup kristne har ikke brug for ny omvendelse, men omvendelse. Fup kristne kan måske foregive at have Helligånden, men de kan ikke få den, for det øjeblik de gør det, går de fra at være falske kristne til at være sande kristne (Joh 3:3-7; Rom 8:9,14). Fup kristne kan nok holde op med at komme i kirke, men de kan ikke ”falde fra”. Nej, disse mennesker, teksten taler om, er desværre mennesker, der engang havde været kristne og nu er faldet fra. Men Guds ske tak og lov er der håb for den uden håb, og det skal vi se på nu.

Græsk grammatik

Selve vores tekst er tredelt; der er et ”hvad”, et ”hvem” og et ”hvorfor”.

Første led: ”Hvad”: Hvad er det teksten proklamerer? At det er umuligt at føre nogen til ny omvendelse.

Andet led: ”Hvem”: Hvem er det umuligt at føre til ny omvendelse? Dem, der er faldet fra.

Tredje led: ”Hvorfor”: Hvorfor er det umuligt? Fordi de for det første korsfæster Guds søn igen, og for det andet gør ham til spot.

Vores lille redningskrans af håb kommer, når vi ser på den græske grammatik i de tre led. Nu bliver det lidt nørdet, men det bliver det nødt til at blive for at kunne forstå, hvad der ligger i ordene. Når vi ser på det andet led”falder fra” (gr. parapiptō), står det på græsk i en særlig slags datids form: ”Aorist”. Det vil sige, at det er en afsluttet eller gennemført handling. Ser vi derimod på tredje led: ”De korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot”, har begge dele formen aktiv og præsent. Aktiv viser os, at det er disse mennesker, der er de handlende: ”De korsfæster og spotter”. Nutidsformen, præsent, viser os, at det ikke er noget, der er sket engang for alle ”da de faldt fra”, men at det tværtimod er noget, der sker igen og igen; noget de så og sige gør hele tiden.

Det er desværre en virkelighed mange af os har oplevet; at den største modstand og den største hån og spot som regel ikke stammer fra dem, der aldrig rigtigt har haft noget med kristendommen at gøre, men fra dem der er vokset op i den. Fra dem, der engang var meget aktive kristne og nu uvist af hvilken grund er faldet fra. Det er som om, at disse mennesker har givet Djævelen og deres egen kødelige lyster et særligt råderum i deres liv til at fryse og brøle op af vrede mod Jesus på korset og hans folk. Det er en virkelighed, jeg ikke håber, vil ramme en eneste, som du elsker, men også en virkelighed jeg godt er klar over vil ramme rigtig mange af os (2Thess 2:3; 1Tim 4:1-2; 2Tim 3:1-3; 4:3-4;).

Håb for den uden håb

Der er Gud ske tak en lille redningskrans af håb i den græske grammatik. Det betyder, at hvis disse frafaldne eks-kristne vil ophøre med at korsfæste og spotte Guds søn, så går det tredje led fra nutid til datid, og derfor forsvinder vores første led; vores ”hvad”: At det var umuligt at føre til ny omvendelse. Hvorfor? Fordi vores tredje led, vores ”hvorfor”, ikke længere er aktiv. Hele fundamentet for umuligheden er slet og ret ophørt med at eksistere, altså er det nu igen muligt at blive omvendt til Jesus. Havde det været tekstens mening at første leds umulighed havde været permanent, ville tredje leds ”de korsfæster og spotter” også havde stået i ”aorist”.

Det er altså umuligt for en frafalden at blive omvendt på ny, men ikke for tid og evighed, kun så lang tid vedkommende aktiv spotter og korsfæster Jesus på ny. Det er håbet til den uden håb, det er trøsten til dem af os, der har en elsket, der har vendt Jesus ryggen. ”Den ugudelige skal forlade sin vej, det onde menneske sine planer og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed, tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse.” (Es 55:7).

Når vi derfor står overfor sådanne frafaldne kristne, må vi ikke opgive håbet men gå ind i en kamp for dem. En kamp, der kræver megen kærlighed og tålmodighed og bøn til den Hellige og sanddru, som har Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op (Åb 3:7). Så kan vi ved ord, ånd og hans nåde frelse deres sjæle fra døden. Derfor kan Herrens bror Jakob også skrive i hans brev: ”Mine brødre, hvis en af jer forvilder sig bort fra sandheden, og en anden får ham til at vende om, skal han vide, at den, der får en synder til at vende om fra den vildfarelse, han lever i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler mange synder.” (Jak 5:19-20)

Hunden vender tilbage til sit eget bræk

Når det så er sagt, og vi kan se, at der i teksten selv er en lille redningskrans af håb, må vi endelig ikke lade det stå i vejen for tekstens alt overskyggende budskab: At det er frygteligt at falde ud af den levendes Guds hånd. Vi må hver især vogte vores hjerter for hvem og hvad, vi lukker ind. Her gælder det, som en kristen, ikke igen at lade os besnære og overvinde af verdens urenhed men at arbejde med frygt og bæven på vores frelse, så vi i stedet for verdens værdier konstant lukker Gud ind i vores hjerte. For det er Gud, der virker i os, så vi både vil og virker for hans gode vilje. (Fil 2:12-13) Jeg beder om, at den der har et øre, vil høre, hvad Ånden ved Peter advarer os om:

”Hvis mennesker gennem erkendelsen af vor Herre og frelser, Jesus Kristus, har gjort sig fri af verdens urenhed, men igen lader sig besnære og overvinde af den, er det sidste værre for dem end det første. For det havde været bedre for dem slet ikke at have lært retfærdighedens vej at kende end først at lære den at kende og siden vende sig fra det hellige bud, som de har fået overdraget; så er det gået dem, som ordsproget træffende siger: »Hunden vender tilbage til sit eget bræk,« og: »Når en so er vasket, vælter den sig i sølet.«” (2Pet 2:20-22)

Kære bror hold dig nær til Gud og lad ikke dit liv gå i hundene!

Nicki Andersen

It is impossible to dilute this word into difficult.
Kapitel og vers inddelingen af vores Bibel er ikke Gudsindåndet, men er kommet til senere for, at vi lettere kan henvise til Bibelen. Det var Masoreterne, der først inddelte det gamle testamente i vers, men det var den franske Robert Stephanus, der i hans bibel fra 1553 første gang benyttede den inddeling af hele Bibelen, vi stadig bruger i dag.

Lignende indlæg:

Helligånden – Et frisk pust Helligånden er Guds kraft men mere end det, Helligånden er Gud selv. Gud skabte mennesket ved at blæse ånden ind i des næsebor (1Mose 2:7) Men syndefaldet kom og hele menneskeslægten […]
Salige Vished Johannes skrev sit første brev til os der tror på Guds søns navn, for at vi skulle vide vi har det evige liv. (1Joh 5:13) Ved, ikke tror, du at du har, ikke får, Det evige liv? Har du […]
Hvis Jesus var Gud, hvem bad han så til? En af de store anstødssten i kristendommen er for mange mennesker læren om Treenigheden. Vagttårnet gør hvad den kan for at misinformere, forlede og forvirre dets medlemmer og andre […]
Om Bortrykkelsen og Den Store Trængsel Hvorfor siger bibelen så meget om den store trængsel, hvis vi (som kirken) slet ikke kommer til at opleve den? Mange steder i bibelen bliver den kommende store trængsel omtalt, bl.a. i […]