En vurdering af den nycalvinistiske lære

Jeg har netop haft en længere brevveksling med en, som bl.a. forsøgte at overbevise mig om, at hvis man er blevet frelst, så kan man ikke miste den igen. Han kaldte det ’en gang frelst, altid frelst’! En lære, som i øvrigt er identisk med læren om ’evig sikkerhed’.

Han påpegede nogle vers fra bibelen, som efter hans mening beviste det. Bibelvers, som jeg kommer tilbage til i denne artikel. Men der var noget galt! Han havde nemlig kun taget de skriftsteder med, som underbyggede hans påstand, mens alle de vers blev ignoreret, som handlede om, hvad der også står skrevet.

Det er for resten på nøjagtig den måde, de fleste falske lærdomme er fremkommet. Som bekendt kan man få bibelen til at underbygge hvad som helst – som fx Jehovas Vidner og fremgangsteologien har gjort det. Jeg gjorde ham derfor opmærksom på nogle af de ca. 200 skriftsteder i NT, som klart viser, at det at være frelst ikke betyder, at man ikke kan falde fra på et senere tidspunkt, og det derfor er vigtigt konstant at være årvågen og på vagt.^(A) Men alle de vers fra Guds Ord prellede fuldstændig af på ham – han havde fundet ’sandheden’! Desværre lod han sig ikke påvirke af de mange bibelske advarsler, som klart modsagde hans bibeltolkning. I den videre brevveksling stod det klart, at han ikke ville bøje sig for skriftens samlede vidnesbyrd, men klart valgte at ignorere dem fuldstændig. Og det er noget af det værste, man kan gøre, hvis man ønsker at vandre i Sandhedens lys.

Han var nemlig blevet grebet af den nycalvinistiske lære, som især i de sidste par år har bredt sig med lynets fart – også i Danmark. En lære, som er dødsensfarlig, fordi den tilsidesætter Guds alvorlige formaninger om at være på vagt overfor enhver synd og mod at falde fra den levende og frelsende tro. Læren går nemlig ud på, at den kristne kan være 100 % sikker på den evige frelse, uanset om den kristne lever i et syndigt eller helligt liv. Det kommer fx til udtryk på denne måde:

”Der er ingenting der kan hindre en troende fra en dag at blive herliggjort.. Når en person først er retfærdiggjort, er hans frelse garanteret – han er så sikker, som hvis han allerede var blevet retfærdiggjort i Himmelen”¹

Selvom denne lære, hvis tilhængere i øvrigt kalder for nycalvinistisk kristendom², så er den ikke forenelig med bibelens sunde lære, og må beskrives som både farlig og falsk. Alligevel er den blevet populær, især blandt dem, som bekender sig til at være såkaldte nyevangeliske kristne.³ Fælles for dem er nemlig, at de i et tæt samarbejde har forsøgt at gøre kristendommen populær for det moderne menneske. Hvis man skal forsøge at vurdere den lære, som nycalvinismen står for, så bliver man også nødt til at undersøge dens kilder og inspiration. Og derfor bliver vi nødt til kort at se på, hvad den nyevangeliske bevægelse såvel som calvinismen står for, og derefter gå over til en grundigere redegørelse af læren ’en gang frelst, altid frelst’, som jeg har valgt at kalde læren.

Lidt om den nyevangeliske bevægelse

Hvis man kort skal beskrive den lære, som præger den nyevangeliske bevægelse⁴, så bliver hovedtemaet, at de i deres ivrighed for at udbrede evangeliet har nedtonet bibelens ’strenge’ omtale af omvendelse, efterfølgelse, helligelse, og taler derfor ofte om ’alles frelse’ og benægter, at der er et helvede for dem, som ikke bliver frelst (Gud kan ikke nænne, at nogen ikke blive frelst, eller går fortabt). Velvidende, at der er forskelle på de nyevangeliske menigheder, så er der alligevel nogle fællestræk, som adskiller dem fra den klassiske kristendom. Vi skal se på nogle af de væsentligste:

1. de afviser, at der behøver at være en adskillelse mellem dem og verden, såvel som mellem diverse kristne samfund.
2. Den bibelske omtale af at være adskilt fra verden er erstattet med dialog med den.
3. de afviser de negative aspekter (og omtale) af bibelsk kristendom.
4. de benytter sig af en ’døm ikke’ filosofi ved læremæssige forskelligheder.
5. de ophøjer kærlighed og enhed mellem kristne som værende over den bibelske lære.
6. de har en anti-fundamentalistisk holdning, hvorved de bibelske sandheder bliver relative.
7. de har en modsigende inkonsekvens i læren.
8. de deler de bibelske sandheder op i disse to kategorier: vigtigt og ikke-vigtigt.
9. de ophøjer social politisk aktivitet op på samme niveau som missionsbefalingen.
10. de er neutrale i forhold til den åndelige krigsførelse.⁵

Lidt om John Calvin, grundlægger af calvinismen.

Jean Calvin (1509-1564) sluttede op om reformationen i 1534 og var, efter Martin Luther den mest betydningsfulde reformator. Efter 1536 virkede Calvin som prædikant i Geneve, hvor han sammen med Guilaume Farel⁶ skabte en reformeret menighed. I 1559 grundlagde han et præsteakademi i Geneve, og fik stor indflydelse på reformationens udvikling i store dele af Europa. Det vigtigste af hans mange skrifter er ’Institutio religionis Christianae’ (på dansk: Instruktion i den kristne tro), som bl.a. omfatter:

1. læren om retfærdiggørelsen ved troen på Jesus,
2. betingelsesløs udvælgelse, hvor han mente, at nogen var forudbestemt ^(B) til evigt liv, andre var forudbestemt til evig fortabelse (se næste afsnit), og
3. som følge deraf fulgte læren om ’imodståelig nåde’. Calvin mente, at når nogen var forudbestemt til frelse, så ville det selvfølgelig ikke være muligt at miste den. Calvin beskriver bl.a. denne umulighed således: ’Når Gud suverænt havde til hensigt at frelse nogen, så vil denne person selvfølgelig også være (forblive) frelst”^7 og 8

Efter hans død byggede hans efterfølgere ’en mur omkring hans læresætninger’. De sagde, ”vi holder os til Calvin”, – og de kaldtes fremover calvinister. Baggrunden for at forstå den calvinistiske såvel som den nycalvinistiske lære om ’en gang frelst, altid frelst’ kan ikke forstås uden at man også kommer ind på læren om forudbestemmelse. Denne lære betyder nemlig, at nogle simpelthen bliver født til at blive frelst, mens andre er født til at gå fortabt.

En tilhænger skriver, hvordan han er kommet til tro på læren om forudbestemmelsen

En tilhænger af læren om forudbestemmelse skriver på sin hjemmeside, ’hvorfor han blev calvinist’⁹. Han skriver videre, at det var Charles Spurgeon¹⁰, som inspirerede ham til at vende sig til denne tro og lære. Senere i artiklen nævner han, at han egentlig ikke vil beskrive ham selv som calvinist, men at han ligesom Spurgeon bruger ordet, fordi det er en bekvem måde at forklare hvad han mener og står for – ’ligesom vi bruger ordet treenighed for at beskrive Gud’, skriver han og fortsætter:

”Men Spurgeons argumenter alene overbeviste mig ikke. Jeg ønskede mere end argumenter. Jeg ønskede beviser fra skriften. Arthur Pink¹¹ gjorde jobbet færdig for mig og gav mig disse værdifulde skriftsteder…:

• Es. 53:8 ’.. han ramtes for mit folks overtrædelser’,
• Matt. 1:21 ’for han skal frelse sit folk fra deres synder’,
• John. 10:11 ’den gode hyrde sætter sit liv til for fårene’..”.

Han fortsætter med at skrive, at han ud fra disse (og andre) skriftsteder blev overbevist om, at bibelens lære er, at nogle mennesker er forudbestemt til at blive frelst, og afslutter med denne konklusion af de ovenfornævnte vers:

”Bemærk, at han døde for SIT FOLK, han frelste SIT FOLK fra dets synder, og han døde kun for fårene (ikke for bukkene)..”

Man skulle tro, at alle kristne kan se, at denne udlægning er forkert og manipulerende. Men desværre er der mange, som mangler den nødvendige bibelkundskab for at kunne afsløre sådanne påstande som løgn. Teksterne henviser nemlig slet ikke om, at nogle er forudbestemt, men er en henvisning til, hvad Gud vil gøre for dem, som vender sig til ham og bliver ’hans folk’.

Et brev fra en fortvivlet kristen

For en tid siden skrev en meget fortvivlet kristen, at han var ude i en åndelig krise, efter at han havde læst en bog som bl.a. handlede om udvælgelse (forudbestemmelse). Forfatteren til bogen havde nemlig ud fra Rom 8:29-30 og Ef 1:5 forklaret, at det kun er dem, som fra evighed af var forudbestemt til frelse, der kan blive frelst. Men alle de andre, som ikke var forudbestemt til at blive frelst, kan derfor heller ikke blive det! Og han fortsatte med disse ord: ”jo mere jeg læser dette, desto mere synes jeg, at det må være sådan, som denne forfatter forklarede det. Og der står jeg uden at vide om jeg er en af dem, som er bestemt til frelse eller ikke”. 

Og han slutter med i fortvivlelse at spørge:

”Er der kun nogen enkelte mennesker, som er forudbestemte til frelse? I så fald, hvorledes kan jeg så vide, om jeg er en af disse forudbestemte?”

Hvad siger bibelen om forudbestemmelse?

Ordet forudbestemt (på græsk ’proorizo’) forekommer i alt seks gange i NT, men på ingen af disse steder bliver de brugt i forbindelsen med et menneskets frelse. Disse kan deles op i følgende emner:

• I Apg 4:28 bliver ordet brugt i forbindelse med Kristi død, hvor teksten siger at hans død var forudbestemt, altså fra evighed af.
• I 1Kor 2:7 bruges det samme ord i forbindelse med ’Guds visdom’, og verset skriver, at den var ’forudbestemt for at føre os til herlighed’.

De sidste fire følgende skriftsteder bruges ordet forudbestemmelse ganske vist i forbindelse med mennesker, men aldrig i forbindelse med frelsen:

• I de omtalte vers fra Rom 8:29-30 står der netop ikke, at ’dem som Gud forud kendte, dem har han også forudbestemt til at blive frelst”, som nogle lærer – men derimod, at ”dem som Gud forud kendte, dem har han også forudbestemt til at blive hans Søns billede lige”. Og det er jo noget helt andet. Den omtalte forudbestemmelse handler altså slet ikke om frelsen, men om, at de frelste engang skal forvandles til at ’blive hans Søns billede lige’
• De sidste to skriftsteder, som ofte trækkes frem som bevis for, at nogle er forudbestemt til frelse (og andre ikke), er Ef. 1:5 og 11. Men det handler disse vers jo netop ikke om. I stedet står der, at ’Gud i sin kærlighed har forudbestemt os til barnekår hos sig ved Kristus Jesus’. Teksten taler altså slet ikke om, at nogen er forudbestemt til frelse eller ej, men derimod om, hvad Gud i sin store nåde og kærlighed forud har besluttet at gøre ved dem, som tager imod ham.

Ifølge Guds Ord er ingen forudbestemt til frelse og andre til fortabelse. Tænk bare på det kendte vers Joh 3:16. Hvis man forestillede sig, at nogen var forudbestemt til evig frelse og andre til evig fortabelse, så ville eksempelvis Joh 3:16 være utroværdig, for her står følgende:

”Thi således elskede Gud verden (dvs. alle mennesker), at han gav sin Søn, for at enhver, som tror, ikke skal fortabes, men have et evigt liv”.

Ud fra denne tekst er der tre faktorer, som vi skal være opmærksomme på:

1. Hvis læren om forudbestemmelse var sandt, så ville Joh 3:16 være en stor løgn. For den siger jo, at Gud vil give frelsen til ’enhver, som tror’.
2. Det andet vi skal bemærke er, at når Skriften taler om ’enhver’, så menes der ’enhver’, og ikke blot nogle udvalgte.
3. Det tredje vi skal bemærke er, at dette vers såvel som bibelen i øvrigt altid forudsætter det enkelte menneskets ’frihed til at vælge’, hvem de vil tilhøre, som det fx kommer til udtryk i følgende vers:

”Jeg har forelagt jer livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, idet du elsker Herren din Gud og adlyde hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv…”, 5Mose 30:19-20.

Et svært vers gøres til et hovedbevis for den falske lære:

I gennemgangen af ’et bibelsk nej’ til forudbestemmelseslæren kommer man ikke udenom det vers i bibelen, som de hævder, er det ultimative bevis på, at de har ret. Her står der nemlig følgende: ”Da hedningerne hørte dette, blev de glade og priste Herrens ord, og de kom til troen, så mange, som var bestemt til det evige liv” Apg 13:48.

Dette vers kan ganske rigtigt umiddelbart forstås sådan, at de omtalte blev frelst, fordi de var forudbestemt til det. Men før vi forsøger at forstå tekstens mening, er det vigtig at huske, at Guds Ord aldrig modsiger sig selv. Dertil kommer, at enhver sag (inkl. udlægning af skriften) skal afgøres af to eller tre vidner. ^(C) Det er med tanke på dette, at Peter skriver: ”Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti (eller tekst) i skriften lader sig tyde egenmægtigt..”, 2Pet 1:20.

Det er nødvendigt, at vi altid husker denne gode og bibelske regel i tolkningen af Guds ord, for at enhver teori eller lære må blive bedømt ud fra ’den røde tråd’, som findes i hele bibelen. Ellers kan der let ske det, som er omtalt i Ef 4:13-14, og advarer os og siger, ”at vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse..”.

Det er nemlig vildfarelse at hive enkelte vers ud af den bibelske sammenhæng, og på dette grundlag lave eller forsvare en lære, som er fremmed for den bibelske helhedstanke- og budskab. Men det er netop det, som forkyndere af ’en gang frelst, altid frelst’ har gjort ved dette og andre vers.

Verset kan være svær at forstå, og kan derfor let blive misbrugt til falske lærdomme, hvis man ikke er agtpågivende. Det er netop med tanke på det svære i de breve, som Paulus har skrevet, at Peter kommer med følgende kommentar: ”I dem findes der ting, som er vanskelige at forstå, og som de ukyndige og ubefæstede til deres egen fortabelse fordrejer, ligesom de gør med de øvrige skrifter”, 2Pet 3:16.

Bibelen advarer os altså enhver imod at udlægge skriften på en måde, som i virkeligheden fordrejer Guds Ord, og som derfor får mennesker til at fare vild fra sandheden, og som kan resultere i fortabelse. Og så hjælper det ikke, at man har troet aldrig så meget på læren om, at man er forudbestemt til at blive frelst. Derfor er det langt bedre at tage sandheden til sig nu, end at bygge sin fremtid og frelse på en løgn, og dermed risikere ’for sent’ at miste det alt sammen.

Hvordan skal Apg 13:48 da forstås? Jeg har allerede været inde på, at den selvfølgelig ikke modsiger den øvrige skrift, som fx Joh 3:16. De græske ord, som er oversat til, at de var ’bestemte til’ evigt liv, handler derfor heller ikke om forudbestemmelse, men derimod om at være skikkede eller værdige til det evige liv. Meningen er da også, at de var værdige (og dermed bestemte) til det evige liv, fordi de havde taget imod Jesus Kristus som frelser. Dette, at de var værdige skal nemlig ses i modsætning til, at jøderne lige forinden havde modsagt og spottet det, som Paulus forkyndte, hvorefter han vendte sig fra dem med disse ord:

”Det var nødvendigt, at Guds ord først skulle tales til jer; men siden I forkaster det og ikke agter jer selv værdige til det evige liv, se, så vender vi os nu til hedningerne”, v. 46.

Årsagen til, at de forkastede evangeliet skyldes altså ikke, at de var forudbestemt til at gå fortabt, men fordi de af egen fri vilje havde besluttet at forkaste det. En fri vilje, som har trange kår for dem, som har tilsluttet sig læren om forudbestemmelse. I denne tekst har vi igen et vidnesbyrd om, at evangeliet efter Guds vilje også blev forkyndt for dem, men at det er den enkeltes ’ja’ eller ’nej’ som afgør, om de bliver det.

Argumenter for læren ’en gang frelst altid frelst’

Som de fleste andre falske lærdomme benytter fortalerne af læren ’en gang frelst, altid frelst’ sig også af bibelen som argumentation for deres påstande. Men det betyder ikke, at læren dermed er ’bibelsk’. Fælles for de nye kristendomsforståelser er nemlig, at man ensidigt tager de tekster frem, som kan tages til indtægt for det, man ønsker den skal sige, som fx: Der er ingen evig fortabelse; alle (eller de fleste) bliver frelst; de kristne er forpligtet til at holde loven, fremgangsteologi, troens magt, total sejr over synd, evig sikkerhed, en gang frelst, altid frelst, osv. Derimod udelades eller bortforklares de tekster, som taler imod denne specielle og yderliggående tolkning. Vi skal se på nogle af de tilsyneladende bibelske argumenter, som bliver brugt for at forsvare læren om ’en gang frelst altid frelst’, og derefter se på, om disse står prøve ved en nøjere gennemgang af Guds Ord.

Argumentet om, at kristne ikke kan gå fortabt

Gang på gang hævdes det, at den kristne ikke kan gå fortabt. Kendte kristne ledere er talsmænd for denne lære, som fx Charles Spurgeon, Billy Graham, Pat Robertson, Charles Stanley og Ray Comfort m.fl.¹². I artiklen ’Helvedes bedst bevarede hemmelighed’, hævder sidstnævnte bl.a.:

”Hvis Gud har frelst dem, vil Gud (også) bevare dem. Hvis de er født af Gud, vil de aldrig dø. Hvis han har begyndt sin gode gerning i dem, vil han fuldføre den til dén dag. Hvis han er troens ophav, han vil også være den, som fuldender deres tro… Han er i stand til at bevare dem fra fald og præsentere dem som fejlfri for Hans herligheds nærvær med overvældende glæde. Jesus sagde, at ingen kan rykke dig ud af min Faders hånd”¹³

Alt dette er på en måde sandt, men det får slagside, når han benytter sådanne citater til at bevise, at de kristne, pga. Guds kærlighed og forudbestemmelse vil blive frelst. Ifølge ham er denne frelse nemlig sikret, uanset om de lever i synd eller ej. Hvis ’helvedes bedst bevarede hemmelig’ levede op til sit navn, så burde den i stedet omhandle det virkelige helvedes bedst bevarede hemmelighed.

Dan Corner, en kristen forkynder, som advarer mennesker mod læren ’en gang frelst, altid frelst’, lader djævelen sige følgende som en illustration af denne læres farlighed:

’Det er den bedste løgn jeg har fundet på imod de retfærdige. Hvis du er som de fleste, så er der mulighed for, at jeg vil (kan) bedrage dig og tage dig til fange igen’¹⁴.

Når synd forties eller ignoreres, så kan de af den grund let miste det evige liv, som de ellers er så sikre på at have opnået. Bliv ikke bedraget af djævelen, når ’helvedes bedst bevarede hemmelighed’ bliver forkyndt.

I bogen ”The Five Points of Calvinism”, som forsvarer den calvinistiske tanke, udtrykkes den guddommelige sikring således: ”Sande troende falder i fristelser, og de begår alvorlige synder, men disse synder forårsager ikke at de mister deres frelse eller adskiller dem fra Kristus” (s. 56).¹⁵

Det kan ikke siges tydeligt nok: Det er en af djævelens bedst bevarede hemmeligheder, at den kristne kan være sikker på at blive frelst, uanset hvordan den kristne har levet sit liv.

Argumenter som bliver brugt til forsvar for læren ’en gang frelst…’

Fortalerne for læren ’en gang frelst, altid frelst’ bruger tilsyneladende mange gode og bibelske argumenter for at forsvare deres synspunkter. Men man skal ikke undersøge deres tekster ret meget, før man finder ud af, at de ikke stemmer med den sunde lære. I store træk beskrives læren næsten ens, selvom der selvfølgelig også er nogle mindre forskelle i tolkningen af den. En af tilhængerne beskriver læren om ’en gang frelst, altid frelst’ på denne måde:

’En kristen er født på ny (genskabt) når de tror (Joh 3:16, Tit 3:5)! For at en kristen kan miste sin frelse, er det nødvendigt at han bliver ugenskabt. Bibelen giver ingen beviser for at den nye fødsel kan blive taget fra os.’.

Og videre:

”Joh 3:15 stadfæster, at enhver der tror på Jesus Kristus vil ’have evigt liv’. Hvis du tror på Kristus i dag, og har evigt liv, men mister det i morgen, så var det aldrig ’evigt’ liv overhovedet. Derfor: hvis du mister din frelse, vil løftet om evigt liv i bibelen være en fejl”.

Efter mange lignende udsagn kommer han med følgende konklusion:

”Når vi først er frelst, er vi altid frelst. Vores frelse er helt bestemt en evig sikkerhed”¹⁶

Det samme er Sven-Jørn Hougaard inde på i sin bog ’Menighedens stilling i Guds plan’, hvor han bl.a. hævder, at det ikke muligt for den frelste at falde ud af nåden. Alle talsmænd for denne lære argumenterer for, at den nye fødsel garanterer de kristne ’evig sikkerhed’ (som er synonym med ’en gang frelst, altid frelst). Tilhængerne af læren citerer ofte en masse skriftsteder for at bevise, at den er bibelsk. Den nye fødsel næsten altid opstillet på bevislisten som den første, største og bedste bevis, som det også fremgår af eksemplet ovenfor. Se i øvrigt den grundige udredning af den falske lære, hvor mere end 50 af de såkaldte ’beviser’ for ’en gang frelst, altid frelst’ bliver gennemgået, men som i bibelens lys bliver afsløret som den falske og dødsensfarlige lære, den er.^17 og 18

Uanset om tilhængerne af læren ’en gang frelst, altid frelst’ har taget den til sig pga. ønsketænkning, manglende bibelforståelse, falsk forkyndelse eller dæmoniske lærdomme, så kan en gennemgang af dens lærepunkter ikke holde til en bibelsk bedømmelse, og læren må derfor beskrives som sekterisk, farlig og ubibelsk. I næste afsnit vil jeg berøre nogle af de skriftsteder, som bevidst eller ubevidst bliver ignoreret eller tvangsfortolket ud af deres sammenhæng for at få den bagvedliggende teologi til at fremstå som bibelsk – og vil på dette grundlag søge at give et bibelsk modsvar, vise hen til dets helhedssyn og pege på det, som der også står skrevet.

Hvad siger bibelen?

Når et menneske omvender sig og kommer til tro på Jesus Kristus, modtager det Guds Ånd til syndernes forladelse og bliver født på ny, og er dermed frelst. Den kristne bliver dermed et Guds barn, Kristi medarvinger og får borgerskab i Himlen. Alt dette har Gud gjort for os i Kristus. I ham er vi tilgivet! I ham er vi frelst! Det er sket! Men vi kommer ikke uden om, at bibelens også lærer, at frelsen på samme tid også er noget fremtidigt!

Bibelen sondrer mellem ’nu’ og ’endnu ikke’

Gang på gang sondrer bibelen nemlig mellem nutid og fremtid, mellem et ’nu’ og et ’endnu ikke’.

Et par eksempler herpå:

• 1Joh 3:2 ”I elskede! nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er”.
• 1Pet 1:8-9 ”Ham elsker I uden (nu) at se ham; på ham tror I uden nu at se ham, og over ham skal I fryde jer med en usigelig og forherliget glæde, idet I når troens mål, jeres sjæles frelse…”

Vi skal bemærke, at der tales om, at vi (som har taget imod Kristus) nu er blevet Guds børn (frelst), og derfor kan/skal vi allerede nu fryde os over at kunne tro på ham. Men samtidigt er frelsen også noget fremtidig, som først fuldt ud bliver opfyldt den dag, hvor vi har nået troens mål, som er den dag, hvor Jesus åbenbares. Det er denne store bibelske beskrivelse af et ’nu’ og et endnu ikke’, som klart viser, at selvom vi er begyndt (godt) på vejen til Himlen, så er vi endnu ikke nået frem, jfr. Gal 3:3. Og på den vandring vi har foran os, advarer Gud os gang på gang mod de mange farer og fjender, som forsøger at lokke os væk fra Ham, som er Vejen, Sandheden og Livet. Vi skal læse, hvad Paulus skriver om dette:

Giv agt på dem, som forsøger at lokke os væk…

”Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte med sit eget blod. Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig. Vær derfor årvågne… (Apg20:28-31).

Hvorfor blev denne alvorlige advarsel skrevet, hvis det var umuligt, at kristne kan falde fra troen og på den måde miste det evige liv? Hvorfor advarer Paulus de kristne mod ’glubske ulve, som ikke vil spare hjorden og om ’mænd, som fører falske tale for at drage disciplene efter sig’ – hvis det ikke netop betyder, at der er en stor fare for, at det vil ske og dermed mister frelsen såvel som det evige liv. Det er netop derfor, at bibelen så mange gange formaner os om at ’give agt’ og være ’årvågne’.

Et eksempel fra Israels historie

Ud fra Israels historie giver hebræerbrevet med et eksempel på, hvordan jøderne, efter at Gud havde frelst dem ud af Ægypten, alligevel faldt fra ham og mistede frelsen, Heb 3:7-11. Der står, at eksemplet er skrevet som en advarende belæring til os om, at vi på lignende måde kan miste frelsen,

Flere lignende eksempler fra jødernes historie finder i 1Kor 10, hvor mange forskellige typer af frafald bliver nævnt. Men det var for vores skyld, at disse eksempler kom med i bibelen. For at vi kan lære af dem, så vi ikke går fortabt. De blev til advarende eksempler for os, står der i både v. 6 og 11. Og Rom 15:4 fortsætter ”alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb (frelse)”.

De mange advarende eksempler er altså givet til os, for at vi på vores vandring mod himlen skal undgå det, som jødernes vandring mod det forjættede land var et billede på. Eksemplerne er netop taget med, for at advare de kristne om, at enhver troende kristen på lignende måde kan falde fra på vandringen mod himlen. Risikoen for et sådant frafald og den evige fortabelse fremgår klart af de efterfølgende vers:

”Se til, brødre! At der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud. Men forman hverandre hver dag, så længe det hedder ’i dag’, for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndens bedrag. Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste”, Heb 3:12-14.

Læs disse vers igen! Tilhængere af læren ’en gang frelst, altid frelst’ vil aldrig høre denne alvorlige advarsel fra deres egne forkyndere. De bliver nemlig let og elegant sprunget over, fordi de hverken stemmer med ens forudfattede meninger eller passer ind i den bagvedliggende teologi. Hvordan nogen tør ignorerer sådanne advarsler er uforståelig, for det betyder jo at de på denne måde spiller hasard med deres egen og andres frelse.

Den alvorlige formaning fra Israels historie i hebræerbrevet afsluttes med disse alvorsord:

”Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile, for at ingen skal falde fra som de og blive et lignende eksempel på ulydighed”, Heb 4:11

Af nåde er du frelst – men betyder omvendelse og efterfølgelse så intet?

Det er moderne at påstå, at det evige liv nærmest automatisk kan erhverves. Du skal bare tro, så vil Gud frelse dig, siges der overalt i den moderne forkyndelse. Og det er da også en del af sandheden, men det er bare ikke hele sandheden. Bibelen siger nemlig utvetydigt, at den enkelte også må omvende sig. Paulus skriver eksempelvis, at Gud har udsendt ham med frelsens budskab

”for at åbne deres øjne, så de må omvende sig fra mørke til lys, fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndernes forladelse og arvelod…”, Apg 26:18

Allerede her ser vi, at for at forblive (eller blive) frelst vi må være villige til at omvende os. Med til omvendelse hører, at vi må angrer vore synder, bekender dem for Gud og ønsker at leve et helligt liv. Det er på dette grundlag, at Peter skriver:

”Men ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd”, 1Pet 1:15.

At omvende sig til Gud er ikke noget, der kun skete engang for måske mange år siden. Og på samme måde betyder det at være frelst heller ikke, at det der skete dengang, automatisk giver dig adgang til himlen. Hvis vi skal have et ret og vedblivende fællesskab med Gud, så må vores frelse og indvielse til ham stadig fornyes. I 1Joh 1:9 står der derfor:

”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed”.

Vi ser altså, at vor daglige bøn om tilgivelse er nødvendig. Bønnen er en beskrivelse af, hvordan vi forholder os til synden, samtidigt med at den er nødvendig for at vi må modtage Guds tilgivelse. Men ønsker vi den?

Menneskets frie vilje bliver nemlig ikke sat ud af kraft, fordi Gud i sin store nåde har frelst det fra syndens og Satans lænker. Bibelen advarer os bl.a. med disse ord:

’hvorledes skal vi kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse’, Heb 2:3

Svaret er, at det kan vi ikke! Hvis vi fravælger ham, hans nåde og tilgivelse, så kan vi heller ikke blive frelst! Og det uanset hvor meget vi forsøger at bilde os selv ind, at alt er i orden. Lyt til, hvad Guds ord også siger:

”Hans hus er vi, såfremt vi til det sidste holder urokkelig fast ved vor frimodighed og vort håb, som vi priser os lykkelig over”, Heb 3:6.

Såfremt vi holder fast! Det er vigtige ord, som er blevet glemt af mange i den moderne forkyndelse. I 1Kor 6:9-11 kan vi læse, hvor galt det kan gå. Teksten handler om nogle kristne, som er begyndt godt på vejen. Deres synder er blevet aftvættet; de er blevet retfærdiggjort og helliget ved Jesus Kristus og ved Guds Ånd. Men på et tidspunkt har der været noget, der er gået galt! Måske har de bare stolet på et lignende budskab som i dag om ’en gang frelst, altid frelst’ – og har derfor ladet stå til? Måske har de troet, at uanset hvordan de lever det kristne liv, så var frelsen garanteret? Men så var det, at Paulus måtte formane dem, og advare dem mod ikke at fare vild og miste frelsen. Og han skrev derfor til dem, og mindede dem om, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige. Det betyder kort og godt til dem, som levede på den måde, at de så ville miste frelsen og gå fortabt.

Gang på gang fastslår bibelen, at Gud har gjort frelsen betinget af det enkelte menneskets reaktion på den:

• om vi i det hele taget ønsker at blive i ham, også når det koster noget at være en kristen;
• om vi vil følge ham, når han beder os om at gå i hans fodspor, i daglig overgivelse
• og om vi ønsker at leve et helligt liv ved Åndens hjælp?

Der er en (lang) vej at gå, inden vi er hjemme: Den kaldes den smalle vej, men til gengæld kan vi være sikre på at komme frem til det himmelske mål, fordi Gud har lovet at ville bevare os og holde os fast, til vi er helt fremme ved Guds evige rige.

Hvis vi et øjeblik forestillede os, at det ikke var muligt at falde fra troen, som bekendere til ’en gang frelst, altid frelst’ læren hævder, så var der ingen grund til bibelen advarer os så kraftigt mod, at det sker. Men sandheden er da også, at advarslerne om at være agtpågivende overfor frafald såvel som enhver falsk lære, i den grad hører med til den sunde lære. Ja, det vil være umuligt at forkynde evangeliet uden også at advare mod dens efterligninger, også dem, som er nævnt i denne artikel.

Bibelske eksempler på, at kristne kan falde fra den levende tro?

Bibelen giver os utallige eksempler på, at kristne kan falde fra, og det derfor er nødvendigt altid at være på vagt overfor synd, falsk lære og dæmoners påvirkning. Jeg vil her nævne nogle enkelte:

• ”Er I da så uforstandige? I begyndte i Ånd (i Kristus); vil I nu fuldende i kød (dvs. uden livet i Kristus). Har I da oplevet så meget til ingen nytte?” Gal 3:3-4
• ”Som medarbejdere formaner vi jer også til, at det ikke må være forgæves, I har modtaget Guds nåde (dvs. frelsen)”. 2Kor 6:1
• ”Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme”, 1Tim 4:1
• ”Thi der kommer en tid, da de (troende) ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres ører”, 2Tim 4:2.

I modsætning til de moderne forkyndere så Paulus, at mennesker konkret faldt fra nåden, led skibbrud på deres tro, forlod Gud, vendte sig fra Jesus for i stedet at følge Satan, osv. For Paulus var det ikke et spørgsmål om, hvorvidt de har været sande troende eller ej, som nogle mener. Det er simpelthen skriftforfalskning at påstå, at alle disse aldrig har været frelst. Når nye kristne lytter til sådanne skrift citerende falske hyrder og profeter, så er de i stor fare for at miste fodfæste.

Hvordan forsvarer tilhængerne af læren, at nogle alligevel falder fra?

Når der undervises om tesen ’en gang frelst, altid frelst’, så bliver konklusionen som vi allerede har set, automatisk den at den kristne ikke kan falde fra, uanset hvor syndigt de måtte leve. Det betyder ikke, at synden benægtes, men snarere at den i forhold til frelsen ingen grund er til at bede om tilgivelse for den, eller anspore de kristne til at leve helligt. Efter at Ray Comfort har talt om, at det er umuligt for en kristen at falde fra, så siger han:

”Siger jeg, at en ægte omvendt aldrig synder? Selvfølgelig ikke.. Enhver kristen har en kamp med verden, kødet og djævelen. Og nogle gange falder han i synd”.¹⁹

Der er altså enighed om, at også kristne synder. Men forkyndelsen har en slagside, fordi man efterlades med et indtryk af, at alt er i orden, samt at den enkelte ikke behøver at tænke så meget på, hvordan de lever. Igen og igen lægges hovedvægten på garantien for, at man ikke kan miste frelsen, som man først har modtaget den. Ray Comfort siger det fx således:

”.. dette kommer til at lyde lidt radikal, men hvis nogen er virkelig frelst, han vil aldrig falde fra”²⁰.

Men hvad så med dem, som har været kristne, men som tydeligt for alle ikke længere er det! Er deres frelse også sikret? Da forkyndere af læren ’en gang frelst, altid frelst’ påstår, at det er umuligt at falde fra – og de så alligevel gør det (!), så forklares deres ’frafald’ på denne smarte måde: De har i virkeligheden aldrig været kristne.

Ray Comfort hævder eksempelvis ud fra lignelsen om sædemanden i Matt 13, at enhver plante, som Jesus omtaler og som spirer frem og vokser, og efterfølgende visner og dør, i virkeligheden aldrig har haft livet i sig. Han påstår, at deres (kristne tro og) liv aldrig har været ægte, men har kun bestået af en falsk tro. Han henviser derefter til John MacArthur, som har sagt nøjagtig det samme. Kan denne udlægning være sand? Hvis du spurgte en gartner, om han mener, ’at en plante dør fordi det aldrig har været liv i det’, så ville han nok le af dig og undre sig over, at du kan sige sådan noget sludder. Men det er hvad disse mennesker lærer.²¹

Og et andet sted siger han: ’Det, som vi fejlagtig kalder tilbagefald, er det ikke. De, som synder og falder (fra troen), er nogle, som aldrig har været der (i den sande tro) fra begyndelsen.’ Ja, falske forkyndere kommer ofte ud i en masse sludder for at bortforklare det indlysende.

Lærens konsekvenser

Tilhængerne af læren om ’en gang frelst altid frelst’ siger vist nok aldrig direkte, at det ikke betyder så meget, om man som kristen synder eller ikke. Men det er jo det, der menes, når der gang på gang understreget, at synd aldrig kan bringe din frelse i fare. Og resultatet er da også, at i kølvandet af, at læren udbredes, opstår der ofte ligegyldighed overfor synd og syndsbekendelse, efterfølgelse og helligelse, og er derfor med til at skabe åndelig lunkenhed og død. Deres efterhånden store fællesskab med den såkaldte nyevangeliske bevægelse gør, som tidl. nævnt ikke sagen bedre. Det er svært at afgøre, hvilke af de to bevægelser, som smitter hinanden mest, men de nyevangeliske er nok de mest liberale og tillader mere verdslighed. Men efterhånden blandes disse to bevægelser godt og grundigt sammen, og derfor finder ofte, at calvinistiske og ’nyevangeliske’ holdninger trives i hinandens selskab, og at forkyndere erklærer sig at være både det ene og det andet²².

Begge bevægelser mener da også, at Gud pga. Jesu forsoning ikke længere ser deres synd, og kan derfor i princippet risikofrit synde uden konsekvenser. Som følge deraf giver det indirekte en autorisation til både verdslighed og liberalisme, hvor alt åndeligt er ’lige godt’, og hvor synd og hellighed nærmest bliver ligeværdige alternativer i menighederne. Hvorfor skulle en tilhænger anstrenge sig for at adlyde evangeliet og gå i Jesu fodspor efter en sådan undervisning, eller angre og bekende sine synder, eller bede om at leve et helligt liv, når han får at vide, at det ingen betydning har for frelsen.

Den smalle vej gøres bredere

Velvidende, at der blandt disse er mange nidkære kristne, som ikke kan drømme om personligt at tage det let med synden, så er det et faktum, at læren indbyder tilhængerne til at gøre ’den smalle vej’ til Himlen til en bred boulevard, som vil frelse de fleste, hvis ikke alle. Der er efterhånden mange fortalere for dette synspunkt. De henter bl.a. inspiration til denne tolkning fra bibellærere og forkyndere som eksempelvis Charles Spurgeon, som var en ivrig fortaler for Calvins lære²³.

Charles Spurgeon: de fleste bliver frelst.

I sin prædiken ‘himlen og helvede’²⁴ tager Spurgeon udgangspunkt i Matt 7:13-14, hvor Jesus siger, at vejen til himlen er smal, og der kun er få som går på den, mens vejen til helvede er bred, og der er mange som går på den. Men i stedet for at advare mennesker mod den brede vej, så går han i sin forkyndelse hurtigt over til, at sådan havde Jesus ikke ment det:

”Jeg må bekende! Jeg har ingen ønske om en meget ubetydelig himmel, og elsker at læse i bibelen, at der er mange rum i min Faders hus.. Hvor ofte hører jeg ikke, at mennesker siger: ’Åh! Snæver er porten og smal den vej som leder til livet, og der er kun få som finder det. Der vil kun være få i himlen, for de fleste vil gå fortabt’. Mine venner, jeg er uenig med jer. Tror du at Kristus vil lade djævelen overvinde ham? At han vil lade djævelen få flere i helvede end der vil være i himlen? Nej! Det er umuligt! For da ville Satan kunne le af Kristus. Der vil være flere i himlen end der er bland de fortabte! Gud siger, at ’et stort antal, som intet menneske kan tælle, vil blive frelst’. Men han siger aldrig, at ’et stort antal, som intet menneske kan tælle, vil gå fortabt!’ Og det er gode nyheder for mig! Hvis der er så mange, som bliver frelst, hvorfor skulle jeg så ikke blive frelst? Hvorfor skulle du ikke? Hvorfor skulle mennesker derovre i mængden ikke kunne sige: ’Er jeg ikke en af de mange, som vil blive frelst?’..”

Hvem ville ikke ønske, at alle mennesker blev frelst? Eller i det mindste ’de fleste’? Vi ved, at Gud gør det! Det var derfor Jesus døde! Hvorfor bliver alle så ikke frelst? Fordi mennesker ikke bliver frelst ved hverken ønsketænkning eller forudbestemmelse, men om vi af egen fri vilje vælger ham eller ej. Derfor er det farligt at tage udgangspunkt i en lære, som ikke findes i bibelen, men måske nok passer godt med ens egne forudfattede og logiske meninger. Bibelens omtale af, at et stort antal mennesker kommer i himlen, eller dens henvisning til, at dér er der ’mange rum’, tilsidesætter jo på ingen måde ikke Jesu udsagn om, at der kun er få som går på den vej, som fører til livet, mens der er mange som går på den vej, som fører til helvede. Hvilken myndighed har han – og alle andre, som hævder det samme som ham– til at gøre den smalle vej til en bred vej, og til at hævde, at bibelens omtale af, at der kun er få (i forhold til de mange) ikke gælder. Og endelig manipulerer han med Gud ord, når han i sin udlægning af, hvor mange der bliver frelst ikke tager højde for, at det ikke er antallet af frelste, som afgør om ’jeg’ bliver frelst, men om jeg har taget imod Jesus Kristus som min frelser.

Epilog

Paulus beskriver nogle, som tilsyneladende er kristne ledere, men i virkeligheden er de ”falske apostle, svigagtige arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle”. Og Paulus fortsætter med at sige, at dette ikke er mærkeligt, for Satan giver sig jo også skin for at være en lysets engel, 2Kor 11:13-15. Det kan være svært at afsløre alle de mange falske lærdomme, som tilsyneladende kommer fra Gud, men som i virkeligheden stammer fra løgnens fader, djævelen. For de hellige gælder det derfor om hele tiden at være på vagt, så de i alt må være agtpågivende overfor Guds Ord, og har et lydhørt øre overfor Helligåndens vejledning. Det alvorlige er, at når mennesker lytter til en falsk forkyndelse som den, der er beskrevet i denne artikel, så får de let en forkert forståelse og overbevisning om, at de er frelst og dermed adgang til Himlen, når de skal herfra, også selvom det ikke er sikkert, at det er tilfældet.

Hvis det er dig, der tror, at det hele nok skal gå, og måske derfor heller ikke interessere i at undersøge sagen nærmere, så vil jeg sige følgende til dig (med en lille omskrivning):

”Jeg formaner dig til at holde øje med dem, som volder splittelserne og føre mennesker til fald ved at afvige fra den lære, du modtog; hold dig borte fra dem”, Rom 16:17

Må Gud velsigne dig, så du ikke tager fejl af målet, og kan undfly enhver falsk lære.

Kilde: jesus-lever.homepage.dk

Eskild Særkjær

 

————

Fodnoter:

(A) fx Matt 7:13-14, 24:4-5, 11, 24, Luk 21:8, 26, 1Kor 6:9, 10:5-14, Gal 1:6-9, Kol 2:8, 1Tim 6:10, 2Tim 3:13, 1Pet 4:7, 5:8, 2Pet 2:1-2, 15, 18-19, 3:16-17, 1Joh 4:6, 2John 9, Åb 2:16, 3:2-3, 16, 22:18-19.

(B) Prædestination betyder ’forudbestemmelse’, dvs. Guds forudbestemmelse af mennesker til frelse og fortabelse. Nogle teologer har talt om en ’brudt forudbestemmelse’, hvor Gud har udvalgt nogle mennesker til frelse men ikke nogen til fortabelse, mens andre mener at forudbestemmelse kun er mulig hvis den gælder både til frelse og fortabelse (Calvin). http://www.kristendom.dk/leksikon/P/

(C) Se 5Mose 17:6, 19:15, Matt 18:16, 20, 1Kor 14:29, 1Tim 5:19, Heb 10:28, 1Joh 5:7-8.

1. http://www.gotquestions.org/Dansk/gang-frelst-altid.html

2. se fx http://xroads.virginia.edu/~ma95/finseth/evangel.html

3. Se gennemgangen af læren på: http://logosresourcepages.org/Positions/timothy_2.htm

4.  http://logosresourcepages.org/Positions/timothy_2.htm#A%20REPUDIATION

5. http://www.wayoflife.org/fbns/fundamen2.htm

6. Guilaume Farel (1489-1565), en reformationsleder, som Calvin samarbejdede meget med i Schweiz

7.  http://en.wikipedia.org:80/wiki/Five_points_of_Calvinism

8.  http://www.biblelife.org/calvinism_grace.htm

9. http://www.kurthutchison.com/calvinism.html

10. Charles Spurgeon (1834-1892) var baptistpræst, men var en ivrig forsvarer og fortaler for calvinismens lære, som han mente var Guds åbenbarede sandhed. Se fx  http://www.spurgeon.org/calvinis.htm

11. Arthur Pink (1886-1952), kendt bibellærer indenfor calvinismen, som har uddybet teologien.http://www.pbministries.org/books/pink/pinks_archive.htm

12.  Se fx  http://www.evangelicaloutreach.org/billy.htm

13.  http://www.evangelicaloutreach.org/raycomfort.htm

14.  http://www.evangelicaloutreach.org/cat1c.htm

15. http://tagryggen.dk/show_article.php?num=395

16. http://www.gotquestions.org/Dansk/gang-frelst-altid.html

17. http://eternalsecurity.us/fifty_reasons_why_a_saved_person.htm

18. http://eternalsecurity.us/eight_pillars_of_eternal_securit.htm

19. http://www.evangelicaloutreach.org/ComfortTranscript.htm

20. http://www.evangelicaloutreach.org/ComfortTranscript.htm

21.  http://www.evangelicaloutreach.org/ComfortTranscript.htm

22. Se fx http://www.americanpresbyterianchurch.org/institutions.htm

23. Se fx http://www.pbministries.org/articles/Spurgeon/a_defense_of_calvinism.htm

24. Hele prædiken kan læses på: http://www.biblebb.com/files/spurgeon/heavhell.htm