I enkelte af de store europæiske lande, som deltog i den store krig, er det en køn skik, at man den 11/11 Kl. 11 formiddag standser al trafik, al handel, endog sin gang tværs over gaden et halvt eller helt minut til minde om våbenstilstanden, der blev sluttet det klokkeslet, den dato i året 1918; men andet end en køn skik er det ikke blevet, thi efter det halve minut går man videre uforandret, lader sig ikke af den grund afholde fra at berede sig til den næste endnu langt forfærdeligere krig, som vi jo ubønhørlig nærmer os på trods af alle gode forsætter og løfter, blev givet, da den første som en dødsmare havde endt sit mareridt.

Man kan passende her citere bibelen, Luk. 4:13: »Da Djævelen ikke havde mere at friste med, forlod han ham for en tid.«, — ja, kun »for en tid«, thi er det ikke det forfærdende, det djævelske, at ingen af disse stormagter ønsker krig, men alle ruster de om kap alligevel, må gøre det, tvinges dertil, siger de, af forholdene, af »de andre», som ligeså nødigt vil have krig igen; — »den, som gør synd, er syndens træl«, og trællen kan ikke gøre sin egen vilje, men må gøre sin herres, enten han vil eller ej; det er hans trællemærke.

Der står i Joh. Åb. 8:1 » Og da Lammet brød det syvende segl, blev der stilhed i himlen hen ved en halv time.« Det er, som man ser stilheden gribe alle de himmelske helteskarer, som nu skal i lag med de indholdstunge begivenheder på jorden; man ligefrem hører stilheden og gribes, og det er denne stilhed, — ikke det halve minut — men denne himmelske stilhed, man kunne ønske sin tid, var det end kun for »en halv time».

Åh, man havde lyst til at se en af Guds gamle profeter, en Elias eller en Jonas gå ind i vor store stads gader, på dens torve, og råbe med tordenrøst: »Stands! stå stille! land, land, land, hør Herrens ord!« — og så høre ham tale til alle de stakler, hvoraf tusinder på jagt efter vind midt i hvirvlen iler en forfærdende undergang i møde.

Hvis de fortolkere, som efter den store krig med de øjne, den gav dem, nu ser på Johannes Åbenbaring, har ret i, at det sjette segls brydelse forud i billeder har skildret verdenskrigen, i hvis dødvande vi endnu driver om, uden at kunne komme løs, — da »Solen», det store åbenbaringslys, kristendommen, mistede sit skin, blev sort som en »som en sæk«, viste sin afmagt til vor dybe skuffelse og beskæmmelse; — da »månen«, jødedommen blev som blod, dvs. da jøder i begge fjendtlige lejre i hundredtusindvis måtte bløde og dø for en sag, som ikke var deres egen; — da »stjernerne« faldt ned på jorden, som et figentræ kaster sine frugter i en storm, dvs., da mange af kirkens store faldt, da fyrster så deres kroner rulle hen af jorden; — da hvert »bjerg« og hver »ø« blev flyttet fra deres plads, dvs., da verdenskortet blev malet med nye farver jorden over, — hvis de har ret, så står vi nu for Åbningen af det syvende segl, da lever vi i øjeblikket i den alvorlige tid, da Gud i sin nåde vil mærke alle sine venner, sine børn med sit ejendomsmærke på deres pander som tegn på, at de ikke må skades af stormen fra de fire verdenshjørner, den som nu gennem den store trængsel skal rasere hele den stakkels faldne Jord. (Åb. 7:1 fl.).

Det er dette forfærdende alvorlige, som er ved at ske, men hvor er de, som låner øre til den tale, ja! hvor er de, som låner tunge til den tale? Vi prøves, lægges på vægtskålen, og efter vor troskab mod vor Herre og frelser og hans store sag, bliver vi enten »mærkede« eller »givet hen«.

Det er så alvorligt, at det næsten er knusende; i Ez. 9 har Herren forud malet det for os; der står:

»Da kom seks mænd ind fra den øvre port, der vender mod nord, hver med sin hammer i hånden. En af dem var iført en linneddragt og havde en skrivetavle ved hoften. De gik hen og stillede sig ved siden af bronzealteret. Israels Guds herlighed havde løftet sig fra keruben, som den havde stået over, og flyttet sig til templets tærskel. Nu råbte Herren til manden, der var iført en linneddragt og havde sin skrivetavle ved hoften; Herren sagde til ham: »Gå igennem byen, igennem Jerusalem, og sæt et kryds i panden på dem, der sukker og stønner over alle de afskyelige handlinger, der begås dér.« Og til de andre hørte jeg ham sige: »Gå bag efter ham igennem byen, og hug ned uden barmhjertighed og skånsel! Gamle, unge mænd og piger, kvinder og børn skal I dræbe og udrydde; men ingen, som har et kryds i panden, må I komme nær. I skal begynde i min helligdom.« Og de begyndte med de gamle mænd foran templet. — Manden, der var iført en linneddragt og havde sin tavle ved hoften, aflagde beretning og sagde: »Jeg har gjort, hvad du befalede mig.«.«

Sådan står der, men de, som det gælder at nå, læser ikke Ezekiel eller Johannes Åbenbaringen. På os, som tror, ligger det store ansvar for, at de ved, hvad der står for døren, og hvad det drejer sig om, for at undgå »alle disse ting«.

En evighed kan ikke gøre godt og oprette, hvad der nu, før det sker, forsømmes for vor lunkenheds og vantros og ukærligheds skyld. Trængsel og undergang skal ramme de genstridige, de vantro, de letsindige, men » enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses,« for » den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort,« siger den trofaste frelser endnu i ellevte time. Hvor mange ved det? Hvor mange af os, som tror, har vort liv præget af denne usigelige alvor, os som skal tale til de andre?

Måtte da Gud give stilhed en halv time! Den halve time kunne få evighedsbetydning for vore sjæle.

Lad mig i korthed fremstille, gentage, hvad der er kendt af mange, men skjult og ukendt af uendelig mange flere.

Denne vor stakkels faldne jord skal gennem skærsildsluer, fødselsveer og usigelige trængsler lutres og gå under, da alt, hvad der minder om synd, skal udslettes, (Es. 65:17 flg.) og Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor, dvs., hvor kun de sjæle bor, som af hjertet har taget imod vor Herre og frelser Jesus Kristus og har deres Liv i ham.

Intet menneske kan komme i himlen eller frelses, fordi han tilhører en bestemt kirke, eller fordi hans forældre eller nærmeste hører Jesus til; han må personlig tro på ham med hjertet og bekende ham med munden og leve hans liv, det evige, guddommelige; mindre end det kan ikke gøre det.

Vi er ved den ellevte time af verdens lange arbejdsdag, kongesønnens bryllup skal fejres i aften; vi venter brudgommen, som kommer langvejsfra, og derfor kan det nøjagtige klokkeslet ikke angives.

Lad os derfor ikke falde i søvn med lamperne i skødet; Olien kunne spildes, så vi med skam lukkes ude fra brudehuset; lad os hellere holde dem tændt og gå ham i møde og opmuntre hinanden med sang og tale, holde os fra løs snak og verdslig skæmt, al leg med verden og synden, at vi dog den korte tid, der er tilbage, altid må være, hvor Gud kan velsigne os, og være rede til som hans vidner at aflægge regnskab for det håb, som bor i os, overfor alle, som begærer det.

Intet jager Guds Ånd på flugt som »grinet« og løsagtig skæmt; man kan nu engang ikke flirte i dette minut og i næste bøje knæ med en bange sjæl og lede den til frelse i Jesus Kristus. Hvor mange af dem udenfor har ikke af den grund ventet åndelig hjælp hos os forgæves.

Hvad vil det da sige at drage brudgommen i møde? — efter ordene i 1Joh 3:2-3: »Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.« vil det sige, at vi ved fælleskabet med ham renses og forvandles efter hans eget billede og hjælper andre til det samme gennem bøn og hellig færd og tjeneste.

Denne dom over vor faldne syndsbesmittede jord skal komme gennem en stor trængsel, som skal ramme alle, som bor på jorden, og som skal være så stor og forfærdelig, at dens lige aldrig har været eller skal komme; end ikke syndflodens rædsler nåede det højdepunkt, denne vil nå.

Tager man dagbladene, aviserne i hånden dag for dag og læser dem med øjnene åbne og indstillede på den sag, som den omtales af Jesus i Matt. 24 og paralleller, så ser vi, at alt lægges til rette, ja er lagt til rette til den store verdensbrand, der meget snart kan være der; der er jo næppe et punkt på hele verdenskortet, hvor det ikke allerede syder og gærer; der mangler kun gnisten, som Herren i sin time tænder, så flammer bålet op, fordi det skal.

Det, der endnu mangler, er, at Herren får mærket alle sine udvalgte på deres pander; når de alle er beseglede, som vi allerede har hørt om, så kommer ulykken som veerne over den frugtsommelige, og ingen af dem, der ikke har modtaget beseglingen, skal undfly.

Jeg ved, at, der er tusinder, der gør som Lots svigersønner, da han aftenen før Sodomas og Gomorras ødelæggelse bad dem om at flygte med sig og familie bort fra undergangen, de lo af ham, eller som der står: »hans svigersønner troede, han holdt dem for nar.«

De tænker rimeligvis om denne lille artikel, som Guds Ånd driver mig til at skrive: »at han gider!« men hør! lad os for et øjeblik antage, at jeg tager fejl; Jesu genkomst og trængslerne, de usigelige, om hvilke Jesus siger, at om Gud ikke forkortede dem af sin nåde, »da blev intet menneske frelst«, ikke er for døren i øjeblikket; der kan endnu gå en rum tid, uvist hvor længe, — hvad tab har jeg da lidt? hvad ulykker rammer der os, som forventer ham, hvad dag det skal være, uden dette, at vi »stakler« sætter vort liv ind på at møde ham med fryd, på at rense os, som han er ren, og leve et liv med ham langt rigere og fuldere end uden dette håb? Hvad tab? Svar os!

Derimod! — hvis vi har ret, hvis dagen er nær, måske meget nær, hvis vor Herre og frelser er her, før solen går ned i aften, før klokkerne ringer til Guds hus på søndag, eller før nytårskrudtet tændes, – tænk tanken ud til bunds! — Hvis det virkelig nu skal ske, dette store, som har båret os igennem og udover så mange trange dage, og kun de, som i det sekund er rede med de tændte lamper, går ind med ham til hans glæde, hvorimod de andre — Gud se i sin usigelige nåde til os alle! — lades tilbage til trængslerne, ubønhørligt, hvem har så tabt?

For sene angers tårer er de tungeste; intet på jorden kan genoprette det, som da tabes; fortvivlelsen, angeren, boden kommer for silde.

Læg mærke til mine ord eller bedre til biblens ord om Guds frelse: Der er ingen trøst og bliver det aldrig for dem, der ikke er og ikke vil være vor Herres Jesu Kristi disciple, men for dem, der er det og vil være det, er der en trøst så rig, som Guds kærlighed og nåde er stor og rig, — uden personsanseelse.

Mange ønsker at revidere deres omvendelse, men for den, der vil, for den oprigtige er Guds egen Helligånd revisor og talsmand.

Den rige trøst, jeg omtalte, er denne, at som Gud i sin nåde så til Noa i syndflodens dage og til Lot i Sodoma, sådan har Jesus lovet at se til sine udvalgte, sine troende venner. Han vil komme i skyen og i mindre end et sekund, et øjeblik (1Kor. 15:51-52; 1Thess. 4:15-18) bortrykke dem til sig, at de skal være, hvor han er.

Når Jesus i Lukas 17:26-36 taler om bortrykkelsen, siger han: »Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To mænd skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.« osv., osv.

Altså med denne fremstilling af bortrykkelsen, synes det at være klart, at den skal finde sted, før trængslerne bryder løs, hvis det da virkelig skal gå, ligesom det gik i Noas og Lots dage; og her er vi ved det punkt, som i denne store forunderlige sag samler den største interesse, idet det jo ikke er eller kan være ligegyldigt, om Herrens venner skal delvist eller helt igennem den store antikristelige trængsel, eller om de slet ikke skal være på jorden, så længe den skal vare.

Meningerne er her delte, idet nogle fortolkere får dette, andre hint ud af de steder, hvor genkomsten omtales.

Lad os et øjeblik se på de vigtigste og klareste af dem, der taler om bortrykkelsen, og se, om der ud fra dem falder lys over spørgsmålet: delagtighed i trængslerne eller ej.

Vi har lige omtalt Lukas 17:26-36, som bestemt synes at love fritagelse af trængslerne, idet disse ved de to lejligheder, hvormed Menneskesønnens åbenbarelse i skyen sammenlignes, først brød løs, det øjeblik da Herrens venner var bragt i sikkerhed.

Dermed stemmer også omtalen af bortrykkelsen i Johannes Åbenbaring. i det 12. Kapitel.

Man ser Guds menighed under billedet af en kvinde, som er frugtsommelig og i barnsnød under fødselsveer. Mere træffende kunne billedet ikke tegnes i øjeblikket.

Her har vi den religiøse uro, gæringen, længslen, råbet efter »mere af Gud», efter Guds Ånd, efter den dag, da han selv, »Floden fra de evige bjerge« skal komme og skylle alt uægte, al halvhed, al stinkende egoisme, al urenhed bort og nyskabe dem, hvis eneste håb står til ham, som kommer for at gøre alle ting nye.

Det er imidlertid ikke menigheden som sådan, der skal bortrykkes, så lidt som det er alle ti jomfruer (der dog er billedet på Guds rige, hans menighed, ikke på »verden« og menigheden), som kommer med ind til brylluppet, men det er dem, »der er rede«, dem som »følger lammet, hvor det går«, der lever Jesu liv, her i Johannes Åbenbaring 12:4-5 »Drengebarnet« (Overvinderne, »dem der sejrer«. Åb. 2:26-27; 3:21), dem der fremgår af, fødes af kvinden i barnsnød; de bortrykkes (samme verbum, som er brugt om bortrykkelsen i 1Thess. 4:17) trods al dragens, satans arvågenhed lige for hans øjne til Guds trone.

Denne bortrykkelse forårsager kamp i himlen, som har til følge, at den gamle drage, slangen, bagvaskeren bliver styrtet ned på jorden med alle sine onde engle, og himlens ny beboere hilses af engleskaren: »fryd jer da, himle, og I, som har bolig i dem« nu er de udvalgte udenfor hans rækkevidde til evig tid; hvorimod der råbes et »ve« over jorden og havet, (Folkehavet), da djævelen nu er kastet ned på jorden og »med stort raseri, fordi han ved, at hans tid er kort« han forfølger nu kvinden, der fødte drengebarnet, og de øvrige af hendes øvrige børn, hvormed der antagelig menes de mennesker, der ved bortrykkelsen af dem, der var rede, blev drevne til at søge og finde frelsen i Jesus; de kom ikke med til bortrykkelsen; de må nu igennem trængselen og ved deres liv og død ære ham som hans vidner, — Blodvidner.

Dette altså om bortrykkelsen, men tidspunktet for den? er den før eller efter trængselens begyndelse? — det, vi har omtalt, står i Johannes Åbenbaring. 12:1-17; i Kapitel 11s. slutning står om den sidste, den syvende basun (Kap. 11:15, jfr. 1Kor. 15:52 og 1Thess. 4:16), som giver tegnet til bortrykkelsen og begyndelsen af den store trængsel; der synges da i himlen en lovprisning til Gud, som nu har »taget verdensherredømmet« og vil skaffe de døde ret, lønne sine tjenere, profeterne og de hellige og dem, der frygter hans navn, de små (vore børn er ikke glemt!) og de store, — og så står der i det sidste vers af kapitlet som overgang til bortrykkelseskapitlet, at Guds tempel nu blev set i himlen.

I kapitlets begyndelse (Kap. 11:1) blev det målt, dvs. Guds sande troende (derfor ikke »templets ydre gård« med) blev tagne under Guds særlige varetægt.

Lige efter bortrykkelsen kalder djævelen, som nu må tage tiden i agt, på sin svorne medhjælper i kampen mod Gud og hans rige »Dyret fra havet«, Antikrist (Kap. 13:1), og derefter vers 11 kalder han på den falske profet, så den djævelske treenighed, der er ét i ondskab, dermed er komplet.

Det første, Antikrist tager sig for, er at bespotte Gud og hans navn og hans bolig, »dem, der har bolig i himlen«, dem, han ikke mere kan nå.

Vi ser altså, at også efter dette andet steds omtale af bortrykkelsen, finder denne sted, før den antikristelige trængsel begynder.

Jeg sætter en streg under antikristelige af grunde, som vi nu skal forstå; der står jo nemlig intet sted i bibelen, at Jesu venner skal slippe for al trængsel, og i Luk. 21:34-36 og Åb. 3:10 står et par udtryk, som ved første øjekast volder os vanskeligheder; Nej! lad mig hellere sige, at ved første øjekast stråler de som solen, ved andet formørkes de, som solen kan formørkes, men ved tredje viger formørkelsen, og de stråler atter i deres fulde glans.

Der står: Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«

I Åbenbaringen 3:10 står der: Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, der bor på jorden.

Ikke sandt! ved første øjekast synes de jo netop at sige det, vi allerhelst vil høre om den sag, nemlig at Guds troende venner ikke skal med til trængslerne, men bevares fra dem, undslippe dem.

Ser man imidlertid nærmere til og tager det græske ny testamente frem, for at se den nøjagtige oversættelse, så er der i begge udsagn brugt et lille græsk ord, (det ene sted forbundet med verbet) som betyder »ud af«, »ud fra«, og da man ikke så helt let kan komme ud af en ting, uden at man har været inde i den, synes denne lille sproglige ændring helt at vælte det, som vi ellers havde fundet ud af, stod fast og sikkert; denne lille præposition »ek« »ud af«, synes med stor klarhed at sige, at vi i alle tilfælde skal med til begyndelsen af den store trængsel, et større eller mindre stykke ind i den. Det var det andet øjekast, som formørkede solen.

Nu er det givet som skriftens lære, at »Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige.« (Apg 14:22), at »Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.« (2Tim 3:12). Det er endogså sagt i 2Thess. 1:6, at Jesus ved sin åbenbarelse fra himlen til bortrykkelsen vil »gengælde dem, der volder jer trængsel, med trængsel, og gengælde jer, der lider trængsel, med lindring sammen med os« altså at han vil frelse dem ud af en vis trængsel; men det er alt sammen kun om de trængsler og besværligheder, den møje, der rammer kristenlivet alt i alt, der på en vis måde kunne retfærdiggøre brugen af det lille ord »ud af«, hvad en salig hjemgang til faderhuset altid må blive, hvad der også finder udtryk i en mængde af vore salmer, som for eks.:

Bort fra verdens land at ile,
bort fra møje hjem til hvile
er jeg rejsefærdig til,
når min Herre Jesus vil,

og mange andre.

Stærkest er det vel skildret Heb 11:35-38; … »andre blev pint til døde og afviste at lade sig købe fri, for at de kunne opnå en bedre opstandelse. Andre igen måtte udstå spot og piskeslag, ja, lænker og fængsel. De blev stenet, gennemsavet, døde for sværdet eller gik omkring i fåreskind og gedehuder og led nød og trængsler og blev mishandlet; de var for gode til denne verden og måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i huler og i jordens kløfter. «

Mon disse, som ved den opstandelse i 1Thess. 4:16-17 kommer med, ja snarere forud for de til den tid levende troende som »en førstegrøde for Gud og Lammet«, ikke kunne siges at komme »ud af« den store trængsel, da de beseglede deres tro med deres blod?

Dog stærkere end disse tanker er dette, at det klare, omtalte sted om bortrykkelsen i Luk. 17 slet ikke giver os indtryk af nogen svær trængselstid eller krigstid; de åd og drak, købte, solgte, plantede osv. osv., indtil dagen kom, så gik de til grunde, og sådan skal det jo gå den dag, da Jesus åbenbares.

Det stemmer da også med det klare ord af Paulus i 1Thess. 5:2-3, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: »Fred og ingen fare!« da er undergangen pludselig over dem

Men endnu er vi under solformørkelsen fra andet øjekast; spørgsmålet »ud af« ligger endnu som en byrde. Ja, det lå virkelig som en byrde på mig, og jeg gjorde det til genstand for min bøn for nogle dage siden; jeg sagde til ham, at hvis hans ord virkelig skænkede os denne forunderlige gave og lærte os om bortrykkelsen før trængselen, så måtte og kunne der ikke være modsigelser i udtalelserne derom, og jeg bad ham da forklare mig denne tilsyneladende modsigelse.

Næste morgen, da jeg slog øjnene op og så opad, strålede lyset mig i møde, solformørkelsen var der ikke mere; ved tredje øjekast stod solen op med lys over stedet, og jeg frydede mig som et barn. Hvad var det da, Gud viste mig?

Det var Luk. 21:36 i den sammenhæng, hvor i det står; Verset lyder: Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe (altså: »ud af«) alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.

I vers 28 står der: Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.

Først en lovprisning af Guds visdom, at der gennem alle slægterne fra den dag, da Jesus sagde dette indtil nu, i disse Jesu ord har været nok til at holde frimodigheden og håbet oppe hos alle dem, der forventede ham, for »disse ting« begynder at ske i hvert slægtled.

Og nu siger Jesus: Når disse ting begynder at ske, krige, rygter om krige, pest, hungersnød, jordskælv, racehad, oversvømmelser, ødelæggelser osv. så våg, så ved I, at jeres forløsning stunder til og er nær, men så vogt jer, for det er endnu ikke enden. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer og våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe — ud af — alt det som skal komme så universelt, at det skal ramme alle dem, der bor på Jordens overflade.

Hvor passer nu ikke det lille ord »ek« — »ud af«; det kunne, når det skulle siges nøjagtigt, slet ikke udtrykkes anderledes, for alle disse ting er begyndt at ske, og i en grad, som dels forfærder os, når vi dag for dag læser om alle de store ulykker, der sker, hvor tusinder rammes, — dels fylder os med hellig forventning om, at han, hvem vi har givet vort ja af hele vort hjerte, er »nær for døren«.

Ikke sandt, nu brød solen frem og spredte skyerne?

Nu er der imidlertid et andet sted i bibelen, som de fleste fortolkere anvender mod vor opfattelse, idet de hævder, at der med rene ord står, at Jesus ikke kan komme og bortrykke sin menighed, før det store frafald er kommet, og Antikrist, det »lovløshedens menneske«, »Fortabelsens søn« åbenbaret.

Lad os læse de tre pågældende Vers 2Thess. 2:1-3; lyder: Vi beder jer, brødre, når det gælder vor Herre Jesu Kristi komme, og hvordan vi skal føres sammen med ham, (alt om Jesu åbenbarelse og bortrykkelsen, hvorom alle er enige), så lad jer ikke straks bringe ud af fatning eller skræmme, hverken af en profeti eller af et ord eller af et brev, der skulle være fra os, om at Herrens dag er lige forestående. Lad ingen på nogen måde forlede jer. Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn

Der kan I se, siger man, kan det siges klarere, at Antikrist må komme med trængselen, før Jesus kan komme til bortrykkelsen? Det står der jo for enhver, som kan læse.

Inden vi går nærmere ind på spørgsmålets kærne, har jeg lyst til at stille et spørgsmål, som det vil blive svært at svare på.

Vi befinder os i 2Thess. brev, skrevet ikke lang tid efter 1Thess. I første brev er bortrykkelsen med ord af Jesu mund (4:15) omtalt så klart som ingen andre steder i bibelen, uden billeder og uden mulighed for misforståelser. Dette budskab blev af Paulus som af alle læserne forstået som en trøst af rang (4:18). Man kan også se det af 2Thess. 1:4-7, hvor Paulus atter trøster dem med det samme store håb, der skal virkeliggøres ved Jesu åbenbarelse i skyen, når de befries fra trængslerne, som de i den lille menighed så rigeligt var udsat for.

Og det er jo ikke blot Paulus men også de andre Apostle, ikke blot Thessalonikerne, men hele den første menighed, der ser frem til den dag med »Fryd og en usigelig herliggjort Glæde« (se 1Pet 1:6-9) — og på grundlag af denne i ny testamente anerkendte lære om omtalt dags forunderlige forløsning, er det jeg stiller følgende spørgsmål: Hvad er der hændet i den korte tid mellem de to breve? hvad kan der være sket, siden dette, at dagen for Jesu genkomst til deres befrielse »var nær« »stod for døren«, kunne drive dem fra vid og sans, fra besindelse ind i en angst, hvor de var ude af fatning?

Havde de ikke vidst dette hele tiden? havde ikke netop det været deres trøst og glæde, at den dag var nær? Hvad har da vendt op og ned på det hele? — Det har mennesker, som ikke deler vor opfattelse, have svært ved at forklare os fyldestgørende.

Og hvis de spørger mig: Hvordan vil du da forklare det, vil jeg med usigelig glæde gøre regnskab for det håb, som bor i mig.

Lad os da antage et øjeblik, — skriftbeviset kommer senere, — at tiden for »Jesu komme og vor forsamling med ham« i Vers 1 ikke falder sammen med »Herrens Dag« i vers 2, men at den antikristelige trængsel ligger derimellem med det store frafald, forårsaget ved denne uhyggelige persons blændende egenskaber, — så er der slet ingen vanskelighed mere, så følger angsten og skrækken ganske naturligt af, at »Herrens Dag« var nær for døren, for så ville det jo betyde, at bortrykkelsen var sket, uden at den lille Thessalonikimenighed var kommet med.

Nu var de ladt tilbage, skulle igennem »disse ting«, — ingen af dem agtede værdige til at undslippe dem, kun trængsel og angst og forfølgelse og martyrdøden vente for dem. Så forstår vi skrækken; og at denne tanke kunne opstå hos dem, finder vi ikke så underligt, når vi læser Paulus skildring af deres store trængsler i Kap. 1:4-6.

Så bliver spørgsmålet: kan det forsvares at opfatte de to udtryk i vers 1 og 2 som to forskellige ting? Ja! det kan slet ikke forsvares ikke at gøre det, selv om tanken for vor tids børn er ny og fremmed. Er den sand, så er den sand, og så må man lade den stå.

Det eneste, som skal kunne overbevise om sandheden af vor opfattelse, må fremgå af tekstens sammenhæng her. Ord andre steder fra i ny testamente, vil man let kunne sige om, at de intet har at gøre med sammenhængen her i 2Thess. 2; men hvis sammenhængen her godtgør, at det er Paulus selv, som gør denne adskillelse mellem de to begivenheder, så kan vi ikke se andet, end at modstanderne af vor opfattelse må revidere deres egen.

I 2 Thess. 1 omtaler Paulus to ting som ganske svarer til de to ting i Kap. 2 vers 1 og 2, og hvis det kan påvises, at de to ting i Kap. ikke kan være én og samme ting, så falder vanskeligheden i Kap. 2 med det samme.

Der siges i Kap. 1:7 at Jesus Kristus skal åbenbares fra himlen for at gøre ende på Thessalonikernes trængsel og give dem hvile sammen med Paulus (nl. ved bortrykkelsen; derom er der ingen uenighed). Ved samme lejlighed skal han, — står der —, med trængslens »flammende ild« tage hævn over dem, der har voldet Thessalonikerne trængsel og ikke været lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus (dette forstås også uimodsagt om den store trængsel).

Dernæst, siger Paulus, skal Jesus komme på »den dag«, (vers 10) for at idømme dem, der i den store trængsel har forvoldt Guds venner, straf, »evig undergang fjernt fra Herrens ansigt« (vers 9).

Hvis trængsel her på jorden er det samme som » evig undergang fjernt fra Herrens ansigt«, så kan man prøve at lade disse to udtryk skildre en og samme begivenhed, men hvis jordisk trængsel og evig fortabelse er to ganske forskellige ting, så må man give bibelen ret i, at den lærer disse to ting :

1. en åbenbarelse af Jesus i skyen for at samle alle sine troende venner om sig i himlen, førend den store trængsels luende ild flammer op, og
2. et Jesu komme efter den store trængsel, hvor han vil tilintetgøre antikrist med sin munds ånde og »blive herliggjort blandt sine hellige og blive hyldet blandt alle, som kom til tro« dvs. de bortrykkede, som nu er vendt tilbage med ham til jorden, hvor de skal regere med ham i tusind år.

Lad os et øjeblik antage, at modstanderne af vor opfattelse havde ret i, at de to udsagn i Kap. 2 vers 1 og 2 er om en og samme begivenhed, så må de enten falde i den ene eller den anden af to grøfter, nemlig at de troende må gennem hele trængslen, eller at trængslen den største del af tiden må undvære sit hoved antikrist selv, ham som har givet trængslen navn; for givet er det, at Jesus ved sit komme vil tilintetgøre ham, dræbe ham med sin munds ånde — Kap. 2:8.

Kommer han da i begyndelsen af trængslen, så bliver denne hovedløs, uden leder resten af tiden (ganske mod bibelens lære); og kommer han ved trængslens slutning, som Johannes Åbenbaring tydeligt lærer (Kap. 19:19-20), ja, så er der ingen bortrykkelse nødvendig, så har menigheden været med gennem det alt sammen, men også det er imod bibelens lære i evangelierne, brevene og Åbenbaringen, — et af to.

Forstår vi derimod stederne i Kap. 2 som dem i Kap. 1 om de to begivenheder, så er der den klareste enighed mellem de to opfattelser.

Tro mig nu, — Gud er mit vidne — det er ikke lyst til at diskutere (thi dertil duer jeg slet ikke) eller rethaveri, der får mig til at skrive alt dette, men det er de troendes store håb, jeg vil have og bringe klarhed over.

Vi, som er ordets forkyndere og kirkens tjenere, må vide, om vi på biblens grund har ret til med den første menigheds fryd selv at se hen til det forunderlige komme i skyen med håb, og ret til at tilråbe de andre, af hans venner: Se! Herren kommer snart! stå op og gå ham i møde med lamperne tændt, eller om vi skal slå de tusinders håb ned.

Hvad biblen lærer, må vi bøje os for. Der er mange ting, vi endnu trænger til lys over i denne store sag. På den anden side er der mange ting, menigheden nu har lys over, som det aldrig for 50 år siden faldt teologerne ind at granske over. Gud sagde til Daniel mere end en gang : »holde ordene skjult og forsegle bogen til endetiden« (Daniel 12:4 og 12:8-10).

Der skulle, — sådan var det villet af Gud, — ikke være lys og klarhed over disse ting, før tiden, »endetiden« var der, men om denne hedder det så da samtidig: »Mange skal granske i den, og Kundskaben skal blive stor.[DA31]« og »Mange skal sigtes, renses og lutres, men de gudløse handler gudløst, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de forstandige.[DA31]«

Intet ville jeg nødigere end lede mennesker vild på dette punkt. Er jeg ved det, da hjælp mig og vis mig tilrette, men ud fra biblen. Det er ikke nok at afvise sagen med et: »Sværmeri!« eller et: »Spørgsmålet ligger ikke for endnu», for det gør det netop.

Der er i vore dage tusinder, som trænger til, tørster efter og begærer den hjælp og støtte i dens åndelige liv, der ligger i at leve med dette håb i dagligstuen til hverdag, og ikke blot høre det strejfet i en prædiken en af søndagene i advent, når det er lovbefalet. Det er deres ret, så vist som al biblens trøst er deres, skænket dem af Herren selv.

De har ret til at vente hjælp, lys og klarhed af kirken, og rækker kirken dem det ikke, ja, så går de andre steder hen og bliver måske fyldt med forvirret tale og usunde lærdomme, for svar vil de have for enhver pris.

Ingen har — af frygt for den store trængsel eller den del af den, som de efter den gængse opfattelse skal med til, — haft frimodighed til at hente velsignelsen og glæden ud af de allersidste ord i biblen. De lyder: »Han, der vidner om dette, siger: »Ja, jeg kommer snart.« og Johannes svarer på brudens vegne: »Amen, kom, Herre Jesus!« —

Dette skal i en ganske anden grad end hidtil blive menighedens tusindtungede råb, ja længselsskrig, at han, som alene kan »hele alt det brudte«, vil komme snart og gribe ind og bringe det alt i lage, så at vi — hvem ved, om hvor kort tid — kan være på den anden side den store trængsel med Jesus midt iblandt os og alle de bortrykkede om ham og med ham, og han herliggjort blandt sine hellige og hyldet blandt alle, som kom til tro (2Thess. 1:10). — Det behøver ikke at vare mange år; jeg håber da endnu stadig efter 32 års forløb at opleve det. —

Forunderlige trøst! Frydefulde håb at kvæge sin sjæl ved dag for dag. Lad os da tage stilhed i det aller-allermindste en halv time daglig til bøn og betragtning, at vi må være rede til at møde ham, dag og nat vasket hvide i Lammets blod; og gennem de trængsler, der skal modne os, og som hver enkelt af os, hans venner selv bedst kender, da de jo fører os gennem selvets død, lad os da rette os op og løft vort hoved, for vores forløsning nærmer sig med alt det usigelige, som dette ord indeholder, — at vi skal se ham selv, forvandles efter hans billede, helt uden synd, og altid være hos ham. —

At dog ingen af os og vore kære må savnes i den jublende skare, som den store dag, der er så nær gennem ordet, skal gøre den forunderligste rejse, der er gjort på jorden siden Enoks og Elias’ dage.

Kom Herre Jesus! ja kom! — vi længes!

Amen!

Strål frem, du frydefulde dag,
Med fromme,
På hvilken alt så vel i lag
Skal komme;
Når englesangen
Og når harpeklangen
Skal hilse Livets Sol, som er opgangen!

Men du, bered mig, Herre Krist,
At vente
Den store morgen, når du vist
Vil hente
Fra tåredalen
Og fra jordekvalen
Mig hjem til himmerig, til frydesalen!

EFTERSKRIFT

Hvad jeg har skrevet og kaldt »de sidste tings A. B. C.«, er alt andet end udtømmende, er heller slet ikke anlagt på at være det.

Der er tusinder af spørgsmål, som trænger sig på og vil have svar, når man begynder at røre ved dette emne, men de er ikke søgt besvaret her.

Dette skal blot være et råb: Vagt! i gevær! Jeg rammes nemlig undertiden af rædsel og rådvild sorg, når jeg tænker på, hvor fjernt de tanker, som har beskæftiget os i denne lille artikel, ligger gennemsnitsmennesket af dem, der regner sig for troende, i vore dage. Sæt, Jesus kom nu, førend vi fik læst denne sætning til ende, for sådan vil han en skønne dag komme, når vi mindst venter det, — hvad ville det ikke fremkalde for et rædselens og fortvivlelsens skrig hos de titusinder! men da vil det være for sent.

Det er for at vække det skrig nu, før det endnu er for sent, at jeg har skrevet, som jeg har skrevet. Jeg har prøvet – og det alene var mit mål, – at gå Lots gang (den han gik til sine svigersønner aftenen før ulykken kom, 1Mose. 19:14) til mine samtidige i den danske menighed. Måtte jeg have nåde til at udrette mit ærinde som »Guds Mund«, at spørgsmålet må stå dem klart. – Om de så vil reagere eller ej, må enhver på eget ansvar overfor Gud afgøre.

Det er det personligste af alle spørgsmål, det gælder, — og det haster at få det klaret, for »Herren er nær«.

Guds nåde dertil.

p. t. Sanatoriet »Dianalund», November 1930.

E. Prip.

ANMÆRKNING

Et spørgsmål, der ikke på den måde kommer dette mit formål ved, men som spiller så stor en rolle i menneskers
fantasi og tanker og ofte skyder mange vildskud, er det om Antikrist. — Lad mig derfor til sidst blot trække et par bibelske linjer op angående ham, hans komme og gerning — til klaring.

Johannes Åbenbaring taler i gåder, hver gang den omtaler ham, men løser også selv alle gåderne — ganske enfoldigt, men kun for dem, der lader ordet stå og ikke lægger sine egne tanker ind for at forklare den himmelske forklaring af englemund, der gives i Kap. 17:7 flg.

Englen forklarer hemmeligheden med disse ord: »Dyret, du har set, (Antikrist jfr. 13:1 flg.) var og er ikke mere, og det skal stige op af afgrunden og gå sin undergang i møde.« dvs. skal komme igen og lede ondskabens og helvedes sidste kamp mod Gud og Lammet, før det kastes i ildsøen.

Disse få ord af englemund giver os nøglen til løsningen af alle gåderne. I år 96, vor tidsregning, da Johannes. skrev sin Åbenbaring på øen Patmos, siger englen til ham: »Det dyr, du så, har en gang levet på jorden før nu (år 96 e. Kr.); på et eller andet tidspunkt, som jeg ikke nærmere kan sige dig, har det hersket som konge over et af de 5 faldne verdensriger, døde så som andre mennesker dør, men det skal stige op af afgrunden, skal stå op fra de døde, blive levende og for en stor del på grund af dette under fordreje dem, der bor på hele jordens kreds, og få dem til at følge sig.» (Slå op og læs Åb. 13:3 flg. 13:12 og 17:8).

Også gåden i 17:11 er bleven gennemsigtig ved englens ord: »Som tidligere repræsentant for et af de syv verdensriger (nærmere bestemt endda for et af de 5 første) skal han i de 3 ½, år, som hans tid varer, også blive den 8de uindskrænkede hersker over den hele jord og ved satans magt samle den stakkels forblindede verden til det sidste oprør mod Gud, før Herlighedsriget kommer.« Komme dit rige, Herre Jesus! ja, komme dit rige!

Det vil således være klart, at al snak om, at Antikrist er født og lever et eller andet sted i verden, rimeligvis som en af Sovjets ledere — ja nogle, har jeg desuden hørt, nævne Mussolini som den rette, — er og bliver løs ubibelsk tale.

Forgæves er det derfor også at ville udregne dyrets tal (Kap. 13:18), før tiden er inde.

Lad dette være nok som orienterende bemærkninger.

Jeg har tidligere behandlet spørgsmålet udførligere i min bog »Antikrist«.

Einar Prip

Kilde: Er Herren nær? – De sidste tings A.B.C. – J. Frimods Forlag 1931 (artiklen er moderniseret en smugle, dog er det søgt at bibeholde det fyldige gamle danske sprog)