Fundamentalistisk set

“Hvorfor bliver du ved at kalde dig fundamentalist?”, spørger venner mig undertiden. “Folk tror, du står for noget andet, end du gør”.

Jeg er ikke blind for problemet. Hos de fleste vækker begrebet i dag ubehagelige forestillinger knyttet til den såkaldte islamiske fundamentalisme noget med vild fanatisme og terror og barbariske straffe. Der tales også om en “marxistisk fundamentalisme”, nærmest identisk med stalinismen og de øvrige fænomener fra det kommunistiske tyrannis æra i østlandene.

Prøver man at gøre gældende, at det jo altså drejer sig om kristen fundamentalisme faktisk det modsatte af både den islamiske og den marxistiske melder der sig nogle forestillinger om “fundamentalister” i Amerika, der har ført sig frem som politisk højreradikale chauvinister, pengegale tv-evangelister indviklet i sex-skandaler eller forrykte ekstatikere, der danser med giftslanger i hænderne, fordi de “tager noget i Bibelen bogstaveligt”; dette sidste blev i en tv-udsendelse for få år siden præsenteret som “bibelfundamentalisme” af en journalist, der havde været en tur i Sydstaterne. Ordet “fundamentalisme” er godt på vej til at få en lignende klang og blive anvendt på lignende måde som ordet “racisme”. Hvorfor så blive ved at bruge det?

Til dels nok på grund af selve den praktiske provokation, det rummer. Det kan være en art genvej til realiteterne; alle misforståelser til trods er det stadig sådan, at bekender man sig som bibel-fundamentalist, vil de fleste umiddelbart være klar over, at det drejer sig om én, der både tror og erkendelsesmæssigt vil forfægte, at “alt, hvad der står i Bibelen, er sandt”, ikke alene, at Jesus er født af en jomfru og stået op af graven, men f.eks. også, at verden virkelig er blevet til som skildret i Første Mosebog. Det giver rene linier fra begyndelsen, sparer tid og ulejlighed for alle parter og plejer for så vidt også at blive hilst med tilfredshed.

Men dertil kommer, at der ikke rigtig findes noget andet ord for den holdning, som altså er vor, og som det ligger os på sinde at gøre gældende. Vi kan ikke kalde os “konservative”, for den glose er i brug som betegnelse for kristne, der ganske vist kan stå os nær i bibelsyn og på andre måder, men som godtager visse grundforestillinger i det, der almindeligt benævnes det historisk-kritiske bibelsyn (skønt det stadig på ny præges af konflikt med historiske kendsgerninger og en forbløffende mangel på kritisk sans).

De “konservative” godtager, i det mindste i princippet, at der i Bibelen findes historiske urigtigheder og indre modsigelser, og at nogle af de bibelske tekster har karakter af myter eller ikke stammer fra den angivne forfatter eller på anden måde er “uegentlige” i forhold til det, de umiddelbart fremtræder som. Disse grundforestillinger, der aflejres som en art spærrende fossillag oven på teksterne – hvilke fossiler de nærmere indeholder, afhænger af, hvornår vedkommende har studeret – skaber en forskel på de “konservative” og os.

At vi kalder os “bibeltro”, vil man slet ikke have. Det gør vi alligevel, men reaktionerne kan være indædte: “Hvad bilder I jer ind? Skal I sige, at vi andre ikke er bibeltro? Vi respekterer bare Bibelen som det, den er, med dens fejl og mangler, i stedet for at være bibelslaver som I!”

Bibelslaver ja, såmænd. Slave er man jo i en vis forstand af det, man elsker. Men er det så det, vi kan få lov at kalde os? Vil man, når alt kommer til alt, slet ikke unde os nogen betegnelse, som man ikke finder negativt ladet?

Det er nok, realistisk set, sådan det forholder sig. Og så synes vi, der falder lys over noget.

Det er ikke bare misforståelserne af “fundamentalismen”, der vækker harme; det er sagen i dens rette forståelse, der fremkalder en irrationel aggressivitet. Det er det, at vi er, hvad vi er, der findes utåleligt. Lige meget hvilket navn, vi ville vælge, ville det blive gjort til et skældsord.

Det er sært uhæmmede udfald, der jævnlig fremkommer mod “fundamentalisterne” i pressen, også fra ellers rimeligt urbane skribenter. Jeg tænker ikke på f.eks. Ernst W. Pedersens kronik i KD d. 13.2.91 om “Fundamentalismens fare”. Selvfølgelig er det en perfid formulering, når han f.eks. skriver, at fundamentalisterne bekæmper udviklingslæren, idet de giver den skylden for “autoritetsnedbrydning, værdinormers forvandling, kvinders ligeberettigelse m.m.”. Men dybest set er det vel blot endnu et udslag af, at han ikke rigtig ved, hvad han taler om.

Jeg tænker mere på f.eks. en pastor Peter Holm, der i en kronik med titlen “Folkekirkens tyranner” i en byge af ukvemsord kræver, at biskopperne skal sørge for, at “ansøgere, som har et fundamentalistisk bibelsyn”, ikke får mulighed for at få embede i Den danske Folkekirke. Eller på en tredje præst, som i en tredje avis for nylig betegnede fundamentalisterne som vor tids skriftkloge og skrev: “For den skriftkloge er Himmeriget som et vod, et garn han kan kaste ud for derefter at have sin perverse fornøjelse i at sortere de efter hans mening, som han ikke tøver med at kalde både Guds og englenes gode og de ubrugelige”. (Det drejede sig om en neo-modernistisk anti-udlægning af Matt 13:47-52.)

En sådan ytring er som fostret af et fremmed, dæmonisk væsen, der er brudt ind på ledningen. Det er den fornemmelse, der ofte pånøder sig én, når man ser, hvad der sættes på tryk for at komme “fundamentalisterne” til livs: al fornuft og anstændighed viger for en søgen efter sprogets værste gloser og de mest ærekrænkende påfund, som om det er et andet intellekt end det pågældende menneskes eget, der tager styret.

Der kan selvfølgelig være tilfælde, hvor man fristes til at psykologisere det. Hvis en mand gennem mange år har talt og skrevet ud fra det historisk-kritiske bibelsyn og på den basis gjort sig gældende som forsker eller gejstlig og så pludselig får fornemmelsen af, at det bibeltro standpunkt ikke er den historiske raritet og videnskabeligt let nedlagte fejltagelse, som han gik ud fra, men kan vise sig at være erkendelsesmæssigt holdbart og trække tæppet væk under hans egen fossil-fundamentalisme, kan det være en traumatisk oplevelse, der fremkalder affekt-reaktioner.

Men den tilsyneladende helt absurde optræden og sprogbrug over for folk, der bare tror, at alt, hvad der står i Bibelen, er sandt, ligner sørgeligt velkendte fænomener i dybere vande end de psykologiske. “Magterne og myndighederne, verdensherskerne i dette mørke, ondskabens åndemagter i himmelrummet” hader Bibelen og troen på Bibelen. Hvormed hverken være sagt eller antydet, at alle, der taler imod fundamentalismen, er besat af onde ånder (sådan skal der nok øjeblikkelig være nogle, der vil udlægge det), endsige, at alle fundamentalister altid går rundt og er fyldt af Helligånden (sådan er der vel trods alt ingen, der kan finde på at udlægge det).

Men verdensherskerne i dette mørke kan underfundigt bruge os alle, hvis vi ikke er på vagt. Jeg mindes stadig med beskæmmelse, hvordan en præst i sin tid gjorde mig opmærksom på, at jeg i mine romaner lå under for tidsåndens evindelige karikering af præster.

Når nederdrægtigheder og insinuationer mod “fundamentalisterne” vælter ud i et læserbrev eller andet, er det ikke sikkert, at skribenten selv er en sjover. Det kan være, at det “blot” drejer sig om denne verdens had til Guds sandhed, som den pågældende måske selv på andre måder lider under.

Det er i den situation, at vi finder, at vi hellere må blive ved at kalde os fundamentalister lidt endnu.

Kilde: Kristeligt Dagblad, 22. februar 1991

Poul Hoffmann

Lignende indlæg:

Af en fundamentalists erindringer Bibelfundamentalisme er det eneste videnskabeligt holdbare standpunkt. At arbejde ud fra antagelser, der er i strid med Bibelen, er i bedste fald spild af tid Det var et par år […]
Aldrig noget lignende De blev slået af Jesu myndighed – en myndighed som stadig findes Teksten Jesus sagde: "Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi […]
Hvad står der i bibelen – om bibelen? Lad os som indledning se på et vers fra Johannes evangeliet, kap. 1: "Filip finder Nataniel og siger til ham: Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi […]
Den utrolige Sandhed Hele den kristne Sandhed anses for utrolig, i toneangivende kredse i det moderne samfund, men er den så utrolig endda? Er det uvidenskabelig at tale om skabelse, om engle og undere? […]