– Jeg assisterede blandt andet ved aborter. Også de sene aborter hvor fosteret er så stort at man må skære det i småstykker for at få det ud af livmoderen, fortæller Argaw om sin tid som laboratorietekniker på Yirga Alem Hospital i Sydetiopien. Det var før han flygtede ud af landet. – Jeg var ikke kristen dengang og tænkte ikke videre over det. Det var et job der skulle gøres. Men nu har jeg det rigtigt skidt med at jeg har været med til at slå børn ihjel.
I dag er Argaw selv far og har desuden ansvaret for 26 børn på et kristent børnehjem som han driver i Sydetiopien sammen med sin kone. Hans rejse til mødet med Gud førte ham rundt i verden, og Gud førte ham tilbage til Etiopien selv om han ikke ville.
Den unge Argaw var godt tilfreds med sit liv. .. Men så kom Etiopien i krig med nabolandet Eritrea i 1998, og mange unge mænd blev indkaldt til militæret – blandt dem to af Argaws brødre. Argaw ville ikke i krig, så han gav sit hus til en ven der til gengæld hjalp ham med at flygte til Ukraine. Ikke fordi han ville dertil, men det var den mulighed der var.
I Ukraine søgte han visum til England og flere andre lande, men fik afslag… så til sidst lod han sig smugle ud af landet. Efter en måneds nervepirrende rejse som menneskeligt smuglergods kom Argaw til en flygtningelejr i Ungarn.
Mest for at få tiden til at gå, gik Argaw til de bibeltimer som en amerikansk missionær holdt i flygtningelejren hver dag. – Der mødte jeg Jesus og fik et helt nyt liv. Jeg blev kristen, fortæller han. Argaw fik opholdstilladelse som flygtning, og han havde forskellige opgaver som frivillig i kirken. Efter et stykke tid sørgede præsten for at han kom på en bibelskole.
– Der mødte jeg min kone, Rachel. Rachel fra USA fortalte Argaw at hun ville være missionær i Etiopien. Det havde hun følt et kald til siden hun var 15-16 år. Hun vidste næsten intet om landet og spurgte Argaw ud om hans hjemland…Jeg ville absolut ikke tilbage til Etiopien, men på den anden side: Måske var det der Gud havde en opgave til mig?
Argaw og Rachel blev snart gift, og i 2006 flyttede de til Etiopien med lidt økonomisk støtte fra hendes menighed i USA. I Etiopien undersøgte de mulighederne, og i 2008 fik de myndighedernes tilladelse til at åbne børnehjemmet Ebenezer i Hawassa.
I dag er Ebenezer hjem for 26 børn. De fleste er forældreløse fra Hawassa som myndighederne har anbragt på børnehjemmet.
Otte af børnene kommer dog fra hamarstammen der hører hjemme langt sydvest for Hawassa. Deres forældre har været tvunget til at skille sig af med deres barn fordi dets første tand kom i overmunden i stedet for undermunden, som er det mest almindelige. Det opfatter hamarstammen som en forbandelse der kun kan afværges ved at forældrene dræber barnet – eller i det mindste skiller sig af med det. Gør forældrene ikke det, bliver de fuldstændigt udstødt af samfundet. Hamarbørnenes forældre og deres lokalsamfund ved godt at børnene bor på Ebenezer.
En af de ledende embedsmænd i hamarstammens område, anerkender vores indsats for at redde disse børn. Han siger at de er hamarstammens fremtid fordi de på Ebenezer får mulighed for at gå i skole og få en uddannelse, forklarer Argaw.
Kilde: redigeret artikel fra Promission #1 / Maj 2014
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
Post your comments