Guds genfødende vej giver håb

Israel og det jødiske folk spiller en særlig rolle i Guds frelsesplan. (Foto: Ole Andersen)

I Bibelen er frelse ikke alene Guds tilbud til det enkelte menneske i form af fællesskab med ham. Frelse kommer også til udtryk i en frelsesplan, som åbenbares i historiske begivenheder.

På et tidspunkt gennemførte evighedens Gud en historisk begyndelse. I den begyndelse åbenbarede han sig som den skabende Gud. Han skabte himmelen og jorden, planter og dyr — og mennesket. Det er nærmere beskrevet i Bibelens to første kapitler. Det første kapitel fortæller, at mennesket hører til hos Gud, det andet, at mennesket hører til på jorden og her er udset til at være Guds viceregent.

Livet skulle udfoldes i en have, som Gud plantede. Midt i haven stod livets træ. Hermed kan der vel ikke tales stærkere om harmonien mellem Gud, mennesket og skaberværket i øvrigt.

Men mennesket lod sig friste til at kunne fastsætte normen for, hvad der er ondt og godt. Da brast harmonien.

Der er håb

Gud kunne vel have kasseret sit skaberværk, men valgte frelseshistoriens genskabende og omkostningstunge vej. For Jesus blev det en lidelsesfuld vej, hvor han gjorde op med den skyld, vi havde pådraget os over for den Gud, som skabte os. Vejen sluttede imidlertid ikke med hans lidelse, men med en sejrrig opstandelse. Dermed var dødsstødet samtidig givet til Guds modstander, som fristede mennesket over på sin side. I stedet for at bøje sig for tilbuddet fra denne verdens fyrste om magten over »alle verdens riger« (Matt 4:8-9) kunne Jesus helt fortjent udtale sin tronbestigelseserklæring: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden« (Matt 28:18).

Var Guds rige så dermed kommet? Ikke i sin endelige skikkelse; men det var kommet nær. I hvert fald så nær, at Jesu disciple fik besked på at arbejde for at gøre mennesker fra alle folkeslag til Jesu disciple (Matt 28:19).

Hvad blev konsekvensen? Gennem 2000 år har Guds rige været nær. Dog, som nævnt, ikke i sin endelige skikkelse. Men samtidig med et håb om, at det engang vil ske. Hvad indebærer det håb? Hvad tør vi håbe på?

1: Han er med os

Som Jesu disciple sætter vi vores håb til, at det står ved magt, hvad Jesus lovede sine efterfølgere ved sin tronbestigelse: »Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Det er netop sagt til Jesu disciple, mens de er beskæftigede med at gøre andre mennesker til Jesu disciple. Det er en særdeles vigtig besked. For det kan tære på frimodigheden, når succesen synes at udeblive. Til tider har det været forbundet med store anstrengelser — ja, det har for nogle kostet livet —når budskabet om Guds indbrud i verden og om frelse og frisættelse blev udbredt.

I den forbindelse er det vigtigt at huske, hvad Jesus selv sagde: »Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester« (Matt 10:25). Sommetider bliver det oplevet så virkeligt, hvad Jesus nævnte i lignelsen om sædemanden, hvor han sagde, at Djævelen kommer og tager vores vidnesbyrd bort fra dem, som har hørt det. Eller som Peter sagde: »Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge« (1Pet 5:8).

Alligevel opfordres vi til at arbejde frimodigt, når vi sætter vores håb til den herre, som kalder og sender sine disciple afsted. Og fordi Herren er med os, er det vores håb, at vores tjeneste lykkes, uanset at vi ikke registrerer frugt af vores arbejde.

2: De tusinde år

Vi har et håb om en periode i historien, hvor Guds rige bliver mere synligt. Perioden bliver i Johannes’ Åbenbaring 20:1 kaldt for de tusinde år. Forudsætningen for den periode er, at Djævelen bindes og nedstyrtes til afgrundens fængsel bag lås og segl.

Hvad det betyder i praksis, udtrykkes med ordene om, »at han ikke mere skal forføre folkeslagene« (20:3). Altså det modsatte af den virkelighed, som Peter (på sin tid) beskriver med ordene om, at Djævelen er løs. Hvilken forandring til glæde for dem, som lever på det tidspunkt! Djævelen vil da være afskåret fra at kunne fjerne det kristne vidnesbyrd fra dem, som hører det forkyndt. Når den tidsperiode er forbi, nævnes det i Johannes’ Åbenbaring 20:7, at Djævelen bliver løsladt, så han igen får mulighed for at »forføre folkeslagene«.

Mange kristne, blandt andet jeg selv, er overbeviste om, at Israel (som et Jesus-troende folk) har en væsentlig rolle i de tusinde år. Der er jo ikke sket en tilbagekaldelse af det kald og den opgave, som Gud gav Abraham og hans efterkommere i landet (1Mose 12:2 + 7 samt Rom 11:29). Det skete, at Israels folk mistede opholdstilladelsen i landet — men ikke løftet om landet.

Med hensyn til en nærmere begrundelse for denne forståelse kan henvises til Ole Andersens bog »Når Guds rige kommer«. Her skal blot henvises til Peters ord i Apg 3:20-21, hvor han taler om opfyldelsen af løfterne i Det Gamle Testamente. Den opfyldelse kan jo være grunden til, at Guds fjender efter de tusinde år vil omringe »den elskede by« (Åb 20:9).

3: Den nye jord

Til det kristne håb hører dernæst en ny jord. I den kommende verden vil der stadig være en jord. Men forskellen fra den gamle jord er, at der på den nye jord ikke længere vil være hverken synd eller syndens konsekvens, død (for eksempel 1Kor 6:10). Til gengæld vil Guds bolig (Åb 21:3) og retfærdigheden (2Pet 3:13) være at finde på den nye jord.

Når man tænker på tilstanden i den nuværende verden, er det godt nok en befriende tanke: kun retfærdighed, ingen løgn, spot, drab, skilsmisse og så videre. Reelt er det vel ikke muligt konkret at forestille sig dette nye. Hvis man tænker, at det kan blive ensformigt og dermed kedeligt, er det vel, fordi man bruger tilstanden i den nuværende verden som referenceramme.

Paulus omtaler det kristne håb i Romerbrevet 8:18-23. Her sker det med en tilknytning til den universelle katastrofe, som indtraf ved syndefaldet. Den fik ikke alene konsekvenser for vores første forældre, men også hele skaberværket blev revet med i faldet. Det er årsagen til, at »skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares«. Når menneskets situation ændres til herlighed, får også dét konsekvenser for skabningen. Derfor taler Jesus også om »verdens genfødelse«, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone (Matt 19:28).

I begyndelsen af artiklen blev det nævnt, at Gud efter syndefaldet vel kunne have kasseret sit skaberværk, som tilsyneladende udviklede sig mislykket. Men han valgte den genfødende vej. Det er åbenbart Guds metode, både når det drejer sig om det faldne menneske, og når det gælder det faldne skaberværk.

At nå målet

Bibelen taler altså om fremtid og håb. Ikke alene for Jesu disciple, men også for den skabte verden. Det giver grund til glæde, også på skaberværkets vegne.

Men midt i den glædelige forventning kan et spørgsmål nage: Bliver målet nået både for mig selv og for dem, som jeg har kær? Vil jeg savne nogle, eller vil mine kære savne mig? Egentlig vover jeg ikke at svare. Men ved jeg i dag: Herrens arm er ikke for kort til at frelse!

Dernæst skal vi huske ikke at betragte den kommende verden med den nuværende verdens øjne. Her kommer jeg til at tænke på Esajas’ Bog 65:17, hvor der står: »Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere skal ikke huskes, og ingen skal tænke på det.«

Samuel Roswall

Kilde: Ordet & Israel 9/2017

Lignende indlæg:

6. juni: Magt i Guds ord MAGT I GUDS ORD Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. (Joh 17:17) Mange kristne ønsker og spørger sig selv, hvordan kan jeg dog få et mere helligt liv, hvordan kan mit liv dog […]
Barukh Binah, Israels ambassadør i Danmark En lørdag formiddag på Amager. Kirsten Nielsen taler med Barukh Binah, Israels ambassadør i Danmark, om mad, konflikten, forholdet mellem Danmark og Israel, antisemitisme, vejret, […]
DA31: Amos’ Bog 11 De Ord, som Amos, der hørte til fårehyrderne fra Tekoa, skuede om Israel, i de Dage da Uzzija var Konge i Juda, og Jeroboam, Joas's Søn, i Israel, to År før Jordskælvet. 2 Han sagde: […]
Præster dumper regeringens indsats for forfulgte kristne Regeringen har klart tilkendegivet, at den vil arbejde for at beskytte forfulgte kristne rundt om i verden. Målsætningen er ligefrem skrevet ind i regeringensgrundlaget. Men spørger […]