Guds plan for verden

Guds plan

facebook - Jørgen Bloch2Ved syndefaldet forbandede Gud jorden, men en dag vil han lade sin velsignelse vende tilbage og skabe en ny jord.

For en del år siden var der en film med titlen »På ørnevinger«. Kort fortalt handlede den om en dreng, der ofte fløj med sin onkel i et lille topersoners fly. Drengen havde mange spørgsmål om, hvorfor det går, som det går i denne verden. Gennem flyvningerne erfarede han, at man ofte har lettere ved at se, hvorfor for eksempel en vej ikke altid kan føre direkte til målet, men må sno sig eller endda føre ad lange omveje. Flyvningen gav ham mulighed for et større perspektiv. Det blev en undervisning for ham om, at vi ofte kun ser små glimt af, hvordan denne verden udvikler sig, men at Gud har det store overblik.

Vi kan også have svært ved at forstå det, vi oplever i livet. Men når Gud giver os lov til at se tingene lidt på afstand, fatter vi, at han har denne verden i sine hænder, og at han når sit mål.

En af de opfordringer, Gud igen og igen gav sit folk Israel, var, at de skulle mærke sig hans indgriben i historien. De skulle rejse mindesmærker, der kunne vidne om for eksempel overgangen over Jordan (Jos 4). De skulle holde fester for at minde folket om Guds handlen i historien, så de kunne vide, hvad han havde gjort for dem, og få tro og tillid til hans råd. For eksempel skulle påsken minde om befrielsen fra Egypten, mens pinsen mindede om åbenbaringen af Guds ord på Sinaj (3Mose 23).

Vi lever mange år efter disse begivenheder. Det betyder, at vi har fået det store privilegium at have hele Bibelen, hvor vi møder beretningen om, hvordan Gud har handlet op gennem hele historien. Vi kender bogen, der bevidner for os, at Gud ikke blot er en Gud, der sidder et sted i det fjerne og betragter os, eller en Gud, der engang imellem rækker hånden ud for at rette lidt op, når det er blevet for rodet i denne verden. Bibelen vidner for os, at Gud har et mål for denne verden og usvigelig sikkert fører sin plan frem til målet.

Vi vil i denne artikel prøve at brede Bibelen ud som et stort kort og på dette kort se nogle linjer, der fortæller os, hvor vejen går, og hvad der er målet. Vi vil altså ikke dykke ned og se på detaljer i landskabet, men fæste os ved nogle pejlemærker.

Velsignelsen

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Det, der er værd for os at bemærke i denne sammenhæng, er, at Gud ikke alene skabte verden, han velsignede den også. Tre gange lyder Guds velsignelse over det skabte. Første gang er det de første levende væsner på jorden (1Mose 1:22). Dernæst velsigner Gud kronen på skaberværket, nemlig mennesket (1Mose 1:28). Dermed er alt levende skabt af Gud også velsignet af ham.

Tredje gang velsigner Gud hviledagen, den syvende dag, sabbatten (2Mose 2:3). I en evig velsignet hvile var vi mennesker skabt til at leve sammen med Gud, se hans ansigt og leve i hans nærhed. Der var ingen disharmoni, intet der forstyrrede. Ikke før det raslede i løvet, og slangen gjorde sin entre over for mennesket.

Forbandelsen

Djævelen fik med sin fristelse bragt alvorlig forstyrrelse ind i verdensbilledet. Det kommer stærkt til udtryk i beretningen i 1Mose 3. To gange møder vi her velsignelsens absolutte modsætning: forbandelsen. Først forbander Gud slangen (vers 14). Dernæst forbander han det sted, vi mennesker skal leve, og den jord, vi skal leve af (vers 17).

Men mellem disse to forbandelser bryder Gud ind og tænder et håb. Det skal ikke forblive sådan for altid. Der skal en dag komme én, der skal knuse slangen (vers 15). Dette tænder et håb om, at når forbandelsens årsag bliver knust, så vil også forbandelsen slippe.

Velsignelsens vej

Mange år gik. Store katastrofer indtraf. Mennesker glemte den Gud, som havde sat hele skabelsen i værk, og gjorde deres egne guder. Men Gud glemte ikke. I byen Ur fandt Gud en mand, han valgte at bruge (1Mose 12:1-3). Der findes ingen forhistorie, som begrunder dette valg. Han havde ikke skilt sig ud fra mængden, men boede netop midt i en af de store byer, hvor afgudsdyrkelsen havde gode kår.

Gud valgte Abraham. Formålet var enkelt. Gud vil velsigne. For det første ville Gud velsigne Abraham, og dernæst ville han gøre Abraham til en velsignelse.

Otte mennesker havde overlevet den store syndflod og kunne fortælle om Herrens mægtige gerninger. De var nu ved at være døde, og deres efterkommere havde ikke de samme erfaringer, og for størstepartens vedkommende glemte de, hvem de skyldte livet. Abraham skulle nu blive en velsignelse gennem dette, at han kom til at kende Gud. Og mere end det. Abraham skulle blive til en velsignelse for alle folkeslag. Guds plan fra begyndelsen var, at menneskeslægten skulle leve i hans velsignelse. Nu synliggør han det håb, han tidligere havde tændt for Adam og Eva.

Et ’men’ er der dog. Velsignelsen vender ikke uden videre tilbage. Gjort kan ikke gøres ugjort. Velsignelsen findes alene på den vej, Gud har planlagt, nemlig gennem Abraham. At vrage Abraham eller forbande ham vil medføre forbandelse.

Ordet

Senere, da Gud har brugt Moses til at føre Abrahams efterkommere op fra Egypten, lyder det i 5Mose 11:26–28:»Se, jeg stiller jer i dag over for velsignelsen og forbandelsen, velsignelsen, hvis I lytter til Herren jeres Guds befalinger, som jeg giver jer i dag, og forbandelsen, hvis I ikke lytter til Herren jeres Guds befalinger, men viger fra den vej, jeg i dag befaler jer at vandre ad, og følger andre guder, som I ikke før har kendt.«

På Sinajbjerget havde Gud givet Israels folk sit ord. De havde fået Guds vejledning i, hvordan deres liv skulle leves som Guds folk på denne jord. Han havde gennem alle offerlovene givet dem en demonstration af, at de behøvede en stedfortræder, hvis de skulle leve i velsignelsen.

Nu siger Gud så til Israel, at de har et valg. Valget burde være enkelt – de skulle vælge mellem velsignelsen og forbandelsen.

På samme måde, som han bandt velsignelsen til Abraham og hans efterkommere, binder han nu velsignelsen til sit åbenbarede ord. Velsignelsen gives, hvis de lytter til Guds vejledning. Det handler om, at de vil høre efter! Høre det, så det når deres hjerte, ikke kun deres forstand. Høre det, så ordet bliver deres liv.

At vælge ordet fra er at vælge forbandelsen.

Jesus

Mange år senere gik en tømrer fra Nazaret rundt og postulerede, at han var den, der skulle opfylde løfterne og bringe velsignelsen fuldt og helt tilbage til menneskeslægten.

Det skete med sætninger som: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand« (Joh 7:37 – 39). Og: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre« (Luk 10:23-24).

Jesus knytter på denne måde velsignelsen sammen med sin egen person. Den, som vælger ham, vælger velsignelsen. Den, som vrager ham, vrager velsignelsen.

Jesus går endnu længere, for forbandelsen er jo i denne verden, og forbandelsen har en årsag: synden. Jesus gør op med forbandelsen ved at påtage sig forbandelsen. Da Jesus dør på korset, er det ikke i solidaritet med os, det er i stedet for os.

Som Paulus udtrykker det: »Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: ’Forbandet er enhver, der hænger på et træ’ for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os« (Gal 3:13).

Der findes nu et sted, hvor forbandelsen bliver vendt til velsignelse. Stedet hedder Jesus.

Den nye jord

Vi befinder os et sted, hvor også vi i vores folk har hørt, at Gud har gjort alvor af at lade velsignelsen vende tilbage til menneskeslægten. Vi, der har lært Jesus at kende, har smagt denne velsignelse. Alligevel må vi erkende, at målet ikke er nået. Forbandelsen, synden, er stadig i denne verden.

Det er netop, når vi ser hvor megen forbandelse, der i verden, at det er vigtigt for os at se Guds store linjer. Se, hvordan Gud midt gennem fald, svigt, nederlag, ondskab, ja synd i al sin gru, har ført sine løfter om velsignelsens vej frem til denne dag.

Han knyttede løfter til, at velsignelsen skal bringes til denne verden gennem slægten efter Abraham. Det sker direkte gennem personen Jesus.

Han gav løftet om, at velsignelsen skulle gives gennem det at lytte til hans ord. Ordet står der stadig, ikke et komma er gået til grunde. Hvert eneste løfte kan efterprøves, og det står ved magt. Helt konkret erfarer vi det ved, at Jesus er Guds ord.

En dag ude i fremtiden – Gud give, at det må være snart – ruller Gud denne jord, der blev underlagt forbandelsen, sammen. Alle, der fik del i velsignelsen, som han har ladet vende tilbage, skænker han en ny jord. En jord, der ikke er forbandet, men velsignet. Velsignet, fordi Guds bolig for evigt skal være på denne jord:

»Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.« (Åb 21:1-4)

Kilde: “Ordet & Israel” juli 2008

Jørgen Bloch

Lignende indlæg:

  • Hoseas’ Bog: Guds elskede hustru – Israel Profeten Hoseas havde et dramatisk liv. I denne artikel fortæller Jørgen Bloch Jensen om Hoseas og hans bog. Op igennem historien har Gud på mangfoldige måder talt og illustreret […]
  • Den store plan om Guds rige Gud har lagt en plan for, hvordan hans herredømme igen kan blive udøvet på jorden. Samuel Roswall skriver om planen og om gennemførelsen af den. Hvad er det, hele Guds frelsesplan […]
  • Jesus – Israels konge Jesus blev kaldt Messias, og han betegnede sig selv som sådan. For os er det blevet naturligt at bruge det græske udtryk, Kristus, og vi bruger det så tit at enkelte tror det er hans […]
  • Reddet af kobberslangen Beretningen om kobberslangen er et stærkt eksempel på, hvordan Det Nye Testamente tager udgangspunkt i Det Gamle Testamente. Israel havde færdedes længe i ørkenen. Folket havde oplevet […]

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development