Beretningen om Jesus og kvinden, der blev grebet i hor, har altid fascineret mig. Det er, som om jeg ikke kan blive færdig med den. Begivenheden udspiller sig, medens Jesus er i Jerusalem under løvhyttefesten. Før begivenheden med kvinden har Jesus dagen i forvejen haft et opgør med nogle af lederne i Jerusalem om forholdet til Moses. Her havde Jesus meget klart påpeget, at de ledende jøder, al deres fromhed til trods, brød med Moses.
Det må unægteligt have været en hård kamel at sluge. Måske havde lederne i Jerusalem også fattet, at det meste af den diskussion, de var havnet i dagen før, havde handlet om deres traditioner. Det var bestemmelser, som de vel nok havde fastsat af egen vilje, men som de faktisk ikke desto mindre havde vedtaget med det formål ikke at bryde vejledningen fra Moses. Men de lærdes vedtægter havde det problem, som altid er til stede ved selvlavede regler: De er ikke Guds ord og derfor ikke alment gældende.
Det kan være fint og godt, at jeg i mit liv sætter nogle grænser for ikke at bringe mig selv i fristelsernes vold. Har jeg for eksempel svært ved at have orden i pengesager, kan det være en god regel for mig ikke at blive kasserer i en forening. Men jeg skal huske, at det jo ikke betyder, at kristne ikke kan have kassererposter.
Måske har det også skabt lidt uro hos farisæerne, at en af deres egne, Nikodemus, medlem af jødernes store råd, dagen før faktisk havde forsvaret Jesus.
Nu havde lederne sovet på gårdsdagens nederlag, og så var der opstået en oplagt mulighed for at sætte Jesus til vægs. En kvinde var blevet grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud.
Sagen var helt klar. Der herskede ikke den mindste tvivl om, hvad Moses sagde: »Når en mand gribes i at have samleje med en gift kvinde, skal de begge dø, både manden, som havde samleje med kvinden, og kvinden selv. Du skal udrydde det onde af Israel« (5Mose 22:22).
De har sikkert været ret sejrssikre på vejen op til Tempelpladsen, hvor Jesus underviste folkemængden. Men der er mange spørgsmål, jeg gerne ville have stillet dem. For eksempel: Hvor blev manden af? Var hun ikke grebet på fersk gerning? Nå, lad det ligge.
De følte sig sejrssikre. Jesus havde én af to muligheder. Enten svare, som de forventede, og tage den svages parti. Så ville han gå imod Moses’ klare ord. Eller han kunne opfordre til at tage Moses alvorligt, hvilket højst sandsynligt ville medføre, at menneskemængden ville stene kvinden. Men derved ville han komme i karambolage med myndighederne. Han havde ingen ret til at ophidse folkemængden endsige afsige en dom.
Tilgivelsens vej
Men Jesus vælger en tredje vej. Han svarer slet ikke. Han har uden tvivl vidst, at kvinden intet betød for dem, der anklagede hende. De nævnte hende end ikke ved navn. Det var ikke deres retfærdighedssans, der plagede dem, men spørgsmålet om, hvorvidt Jesus ville gå i fælden.
Jesus havde beskyldt dem for at bryde med Moses. Men hvad ville han selv gøre i denne sag, der kunne bringe ham på kant med Moses?
Jesus svarede slet ikke.
Den udvikling tilfredsstillede dem ikke. De blev ved, indtil Jesus til sidst holdt op med at skrive i sandet og reagerede. Hvilket svar: »Den, der er ren!« De kan ikke have forstået det alene i forhold til det sjette bud, men helt ren i forhold til alt det, Moses havde lært dem. Den, der ikke har brudt med Moses!
Der var kun én, der denne dag var helt ren, og som havde ret til at dømme – Jesus.
Jeg kan levende se situationen for mig. Langsomt, meget langsomt er stenene faldet ud af hænderne på dem, der allerede havde samlet dem op.
Kvinden hørte til sidst stilheden. Hun var paralyseret i sin skræk, indtil Jesus spørger hende, om der ikke var nogen, der fordømte hende.
På hendes benægtelse svarede Jesus: »Jeg fordømmer dig heller ikke«.
Han sagde ikke, hvad han sagde ved andre lejligheder: »Din tro har frelst dig!« Eller: »Gå bort med fred!« Han sagde ikke, som han havde sagt til den lamme mand, som de fire venner havde firet ned gennem taget: »Dine synder tilgives dig!« Han frikender hende ikke. Han sætter hende i et valg. Omvend dig. Fat et andet sind. Tag imod forløsningen. Jeg fordømmer dig ikke!
Vi ved ikke andet om denne kvinde, end at hun var blevet grebet i hor. Var hun gift? Havde hun børn? Kendte de til hendes gerninger? Var hun prostitueret? Vi ved det ikke.
Men Jesus kendte hende, og nu talte han til hende.
I Jesu ord ligger der et løfte om tilgivelse. Men hvorfor siger han ikke direkte til hende: Din synd er forladt?
Skal vores synd tilgives, kræver det to ting. Jeg må først erkende, at det, jeg har gjort, er synd. Dernæst må jeg tage imod tilgivelsen. Kvinden blev stillet over for dette. Alene Jesus ved, hvordan hendes reaktion var.
Jesus føjede efterfølgende til: »Gå, og synd fra nu af ikke mere«. Jesus får hermed meget tydeligt sagt, at i mødet med ham må vores syn på synd ændres. I mødet med ham kan vi ikke vedblive at leve med synd.
Apostlen Johannes skriver: »Enhver, som bliver i ham, synder ikke; enhver, som synder, har ikke set ham og kender ham ikke« (1Joh 3:6).
Der er ikke tale om, at vi kan leve syndfrit. Men vi har et valg mellem et liv, hvor vi lever med accept af synden, eller et liv i aktiv bevidsthed om, at synden ikke skal have lov til at styre vores liv.
Da kong David erkendte sin synd, anråbte han Gud om tilgivelse. Denne anråbelse blev efterfulgt af en bøn om et ændret sind: »Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd!« (Salme 51:12).
Hvad kvinden valgte, ved vi ikke. Hvilken forskel det fik for det liv, hun vendte tilbage til, om det blev til et opgør med synden og bekendelse og anger over for dem, hun havde forbrudt sig imod, ved vi heller ikke. Men du og jeg ved, hvilken betydning Jesu ord har i vort eget liv.
Rummer teksten et profetisk vidnesbyrd?
Alt for ofte standser vores interesse for denne beretning her. Men hvad med lederne fra Jerusalem? Dem har vi måske allerede dømt ude. De fik, hvad de fortjente.
Gud siger flere gange gennem profeterne, at Israel er som en utro hustru. Hoseas er nok den profet, der får til opgave at male det stærkeste billede af dette. Hele debatten mellem lederne i Jerusalem og Jesus dagen før havde dybest set handlet om dette, selvom det ikke blev nævnt som et tema. Jesus havde anklaget dem for at leve i utroskab mod Moses og dermed mod Gud.
Hvordan lederne oplevede begivenheden med kvinden, ved vi af gode grunde ikke. Der er så meget vi ikke ved, men vi ved, at de erkendte, at de ikke var fejlfrie. Ingen af dem kastede så meget som én sten. Men der er et godt stykke fra at erkende, at vi ikke er fejfrie, og så til at erkende, at vi har et brudt forhold til Gud, og at Jesus er vores forløser og mellemmand (Messias).
Teksten siger det ikke direkte, men Bibelens øvrige vidnesbyrd stemmer godt med, at der ligger et profetisk vidnesbyrd i denne begivenhed. Hør blot Paulus’ ord: »Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke!« (Rom 11:1).
Mange har gennem tiden villet kaste sten på Israel. Desværre også i den kristne kirkes navn.
Blev denne situation, som fra første færd var tænkt som et anslag imod Jesus, i virkeligheden til et profetisk vidnesbyrd om flertallet i Israels folk, der var utro mod Gud?
Et profetisk vidnesbyrd, der forkynder, at Jesus ikke fordømmer dem, men rækker sin frelse og sin tilgivelse frem mod dem.
Nøjagtigt sådan, som han rækker den til dig og mig.
Hvorfor gør han det? Alene fordi både de og vi har brug for det, og fordi han vil det og længes efter at række tilgivelsen til os.
Kilde: Ordet & Israel maj 2012
Jørgen Bloch
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
Post your comments