FOR ET PAR ÅR SIDEN blev min søn indskrevet i sfo og skole. I den forbindelse blev jeg, i lighed med alle andre forældre til ”førskolebørnene”, indkaldt til en ”overleveringssamtale” i børnehaven.
På forhånd følte jeg en modvilje, men mødte alligevel op til samtalen, hvor overleveringspapirerne skulle skrives. Jeg husker ikke præcis, hvad der skulle noteres, men det har formentlig været oplysninger om skolemodenhed, sociale færdigheder med videre.
Min modvilje mod overleveringssamtalen blev mødt med undren.
Det er forståeligt, at personalet undrede sig over min modvilje: Pædagogerne er, i lighed med alle andre, der er født i dette land fra 1960’erne og frem, produkter af den institutionalisering, der fulgte med 68-oprøret og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. En institutionalisering, der i dag virker så naturlig, at de færreste sætter spørgsmålstegn ved den. Min generation synes i vidt omfang at acceptere institutionaliseringens præmis om, at professionelle ved bedst, når det handler om vore børn.
De love, der vedtages, afspejler samtiden og fortæller os noget om de herskende værdier.
Af formålsbestemmelsen for dagtilbud (lovens paragraf 7) fremgår det blandt andet, at dagtilbud i samarbejde med forældrene skal give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst (stykke 2). Det skal fremme børns læring og udvikling af kompetencer gennem oplevelser, leg og pædagogisk tilrettelagte aktiviteter, der giver børn mulighed for fordybelse, udforskning og erfaring (stykke 3). For blot at referere noget af formålsbestemmelsen.
DET ER ALTSÅ ANDET og mere end blot omsorgsfuld pasning, som dagtilbuddet skal varetage i forældrenes fravær. Ja, formålsbestemmelsen synes ligefrem at afspejle den opfattelse, at det i sig selv er et mål at gå i børnehave: Den lyder som en beskrivelse af en nærmest fuld opdragelsesopgave. En opdragelses- og dannelsesopgave, som altså skal varetages i et samarbejde mellem forældre og daginstitution. Da der er tale om et ”samarbejde”, må man vel også acceptere, hvis børnehaven har det halve at skulle have sagt om ens barn? Eller måske ligefrem det hele?
Problemet er, at dagtilbudsloven blot er ét blandt flere eksempler på, at staten ad såvel formelle som mere uformelle veje kiler sig mere og mere ind imellem børn og forældre og tiltager sig den autoritet, der naturligt burde ligge hos forældrene.
Når vi accepterer, at staten udøver gradvist mere autoritet i forhold til vores børneopdragelse, bliver vi som forældre usynlige og holdningsløse, hvor vi skulle være tydelige og retningsanvisende over for vores børn. Denne usynlighed og holdningsløshed er katastrofal for vores børn, for den betyder, at de kommer til at mangle det fundament, fra hvilket de skal tage deres afsæt, når de springer ud i livet.
At støbe det fundament ved at tage ansvar for sine børns opdragelse og gøre dem til hele mennesker, der kan træffe egne duelige valg, er en kæmpe opgave.
Louise Kobbernagel er jurist.
Læs hele indlæget her: Jurist: Staten kiler sig ind i mellem børn og forældre – Kristeligt Dagblad
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
