Jurist: Staten kiler sig ind i mellem børn og forældre

FOR ET PAR ÅR SIDEN blev min søn indskrevet i sfo og skole. I den forbindelse blev jeg, i lighed med alle andre forældre til ”førskolebørnene”, indkaldt til en ”overleveringssamtale” i børnehaven.

På forhånd følte jeg en modvilje, men mødte alligevel op til samtalen, hvor overleveringspapirerne skulle skrives. Jeg husker ikke præcis, hvad der skulle noteres, men det har formentlig været oplysninger om skolemodenhed, sociale færdigheder med videre.

Min modvilje mod overleveringssamtalen blev mødt med undren.

Det er forståeligt, at personalet undrede sig over min modvilje: Pædagogerne er, i lighed med alle andre, der er født i dette land fra 1960’erne og frem, produkter af den institutionalisering, der fulgte med 68-oprøret og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. En institutionalisering, der i dag virker så naturlig, at de færreste sætter spørgsmålstegn ved den. Min generation synes i vidt omfang at acceptere institutionaliseringens præmis om, at professionelle ved bedst, når det handler om vore børn.

De love, der vedtages, afspejler samtiden og fortæller os noget om de herskende værdier.

Af formålsbestemmelsen for dagtilbud (lovens paragraf 7) fremgår det blandt andet, at dagtilbud i samarbejde med forældrene skal give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst (stykke 2). Det skal fremme børns læring og udvikling af kompetencer gennem oplevelser, leg og pædagogisk tilrettelagte aktiviteter, der giver børn mulighed for fordybelse, udforskning og erfaring (stykke 3). For blot at referere noget af formålsbestemmelsen.

DET ER ALTSÅ ANDET og mere end blot omsorgsfuld pasning, som dagtilbuddet skal varetage i forældrenes fravær. Ja, formålsbestemmelsen synes ligefrem at afspejle den opfattelse, at det i sig selv er et mål at gå i børnehave: Den lyder som en beskrivelse af en nærmest fuld opdragelsesopgave. En opdragelses- og dannelsesopgave, som altså skal varetages i et samarbejde mellem forældre og daginstitution. Da der er tale om et ”samarbejde”, må man vel også acceptere, hvis børnehaven har det halve at skulle have sagt om ens barn? Eller måske ligefrem det hele?

Problemet er, at dagtilbudsloven blot er ét blandt flere eksempler på, at staten ad såvel formelle som mere uformelle veje kiler sig mere og mere ind imellem børn og forældre og tiltager sig den autoritet, der naturligt burde ligge hos forældrene.

Når vi accepterer, at staten udøver gradvist mere autoritet i forhold til vores børneopdragelse, bliver vi som forældre usynlige og holdningsløse, hvor vi skulle være tydelige og retningsanvisende over for vores børn. Denne usynlighed og holdningsløshed er katastrofal for vores børn, for den betyder, at de kommer til at mangle det fundament, fra hvilket de skal tage deres afsæt, når de springer ud i livet.

At støbe det fundament ved at tage ansvar for sine børns opdragelse og gøre dem til hele mennesker, der kan træffe egne duelige valg, er en kæmpe opgave.

Louise Kobbernagel er jurist.

Læs hele indlæget her: Jurist: Staten kiler sig ind i mellem børn og forældre – Kristeligt Dagblad

Lignende indlæg:

WIE97: Judasbrevet 11 Judas, Jesu Kristi træl og Jakobs broder, [[sender hilsen]] til dem, som er kaldede og elskede af Gud Fader og bevarede i Jesus Kristus: 2 måtte I få nåde og fred og kærlighed i rigt […]
DA31: Ezekiels Bog 371 HERRENS Hånd kom over mig, og han førte mig i Ånden ud og satte mig midt i Dalen. Den var fuld af Ben; 2 og han førte mig rundt omkring dem, og se, de lå i store Mængder ud over […]
DNPS26: Matthæusevangeliet 121 Ved samme Tid gik Jesus paa Sabbatsdagen gennem Kornmarkerne. Hans Lærlinge var sultne, og de begyndte at pille Aks og spise. 2 Men da Farisæerne saa det, sagde de til barn: Ser du, […]
Religiøse foreninger får stadig ulovlige afslag Tre år efter at kommunerne fik besked på ikke at forskelsbehandle religiøse foreninger, oplever disse stadig problemer med at få tilskud, de har ret til. Der var glæde i kirkelige […]