Messiasprofetier i salmernes bog: Salme 8

Hør Salmen oplæst her: (bibliasound)

Lad os begynde med at læse det første vers:

“Til sangmesteren. Al-haggitit. En salme af David”, v. 1.

En salme af David, står der. Selvom salmernes bog generelt omtales som Davids salmer, så er der faktisk kun 53 salmer, hvor han direkte omtales som forfatter. Men, tæller man alle dem med, som ser ud til at være skrevet af ham, så når vi op på et sted mellem 75-80 salmer. Salmen er, som det er tilfældet med alle andre salmer, skrevet, for at de kunne blive sunget.

Derfor står der da også, at den er til sangmesteren – i dag ville vi nok sige korlederen. Midt i verset har vi et hebraisk ord, som ikke er oversat, og det er ‘Al-haggittit’, som ifølge min bibel har denne fodnotetekst:’ Musikudtryk af ukendt betydning’. Den er dog ikke så ukendt endda, idet Al-haggittit direkte oversat betyder: ‘På et instrument fra Gat’, og henviser sikkert til musikledsagelsen. Lad os læse det næste vers:

“Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord, du, som bredte din højhed ud over himlen”!

Salme otte er blot en af de mange lovsange, vi finder i salmernes bog. Salmen ender, som den begynder, nemlig med at lovprise Herrens store og herlige navn. Tilsyneladende stiller David herefter et spørgsmål, som begynder med et ‘hv..’. ‘Hvor herligt er dit navn..’! Men, som det kan ses af udråbstegnet, som følger, så stiller David det alligevel ikke som et spørgsmål – men mere som en konstatering, for det er alligevel alt for stort til, at nogen kan fatte det eller forstå det.

Alligevel giver han udtryk for denne ufattelige og store ‘Guds herlighed’ gennem hele salmen. Hvor herligt er dit navn, Gud. At omtale Guds navn er, som altid, et udtryk for hele Guds underfulde væsen. Salmen begynder med at åbenbare hans store og herlige navn ‘Herren’, som er oversat fra det hebraiske YHWH, som de fleste oversætter til Jahveh. Dette navn bruger Gud om sig selv over 4000 gange i GT, og 266 gange i NT. I både GT og i NT åbenbares det forunderlige, at navnet Herren ikke bare henviser til Gud (Fader), men også til Helligånden og til Sønnen.

Det mest kendte sted, som viser, at Jesus er Herren, er nok i juleevangeliet, hvor en Herrens engel fortæller dette vidunderlige budskab til hyrderne på marken: ‘Eder er i dag en frelser født i Davids by. Han er Kristus, Herren’. At Jesus kaldes med de samme navne som Gud Fader, skyldes selvfølgelig, at han selv er Gud og et med sin Fader.

At han er det, fremgår fx i det kendte vers fra Es. 9:6, som i profetien beskriver Jesus således i forbindelse med hans fødsel: “Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evighedsfader, Fredsfyrste..”.

Dertil kommer alle de andre af hans navne, som der er åbenbaret os gennem ordet, og som beskriver, hvem han er. Nogle få af disse navne er: Jeg Er (den, som altid er den samme), Herrens arm, Herrens højre hånd, Herrens åsyn, Frelser, Genløser, Israels konge og -hyrde, osv.

I Fil. 2 nævnes endnu et navn; et navn, som ikke bliver åbenbaret. Der nævnes blot, at fordi Jesus ydmygede “sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors”, så har Gud (derfor også) “højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ engang skal bøje sig.. og hver tunge skal bekende, til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre”, v. 8-11.

Dette nye navn, som omtales her, er måske den samme som i Åb. 3:12, som nævner, at “den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra, og jeg vil skrive på ham min Guds navn og navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og også mit eget nye navn”.

Hvor herligt bliver det ikke, når hvert knæ skal bøje sig i Jesu navn – den dag, hvor alle siger det, som vi allerede nu både kan og vil give udtryk for, og vidne om: Herre, vor Herre, hvor herligt er (ikke) dit navn på den vide jord. Ingen kan udgrunde dette navns dybeste betydning – for selvom han har åbenbaret det for os, så kan vi alligevel ikke fatte, hvad han fortæller os om sig selv gennem sit navn. Tænk, at vi har fået Guds navn betroet, som er så stort, at alle Guds modstandere bæver for det. Men vi bekender og tror det, som David giver udtryk for, når han i det første og det sidste vers siger: Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord!

Vi ser nemlig Guds navns herlighed ud over jorden. I alt det skabte ser vi den, og i vore hjerter er det åbenbaret. Alle kan se denne herlighed, hvis de ønsker at se den. Det er det, Paulus giver udtryk for i Rom. 1:20, hvor han siger: “Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger”.

Det betyder konkret, at enhver, som ønsker det, kan se og erkende, at Gud har skabt alt. Et vidnesbyrd om dette er omtalt i to artikler i bladet Orego (april 2014). Artiklerne handler om den engelske forsker og professor ved navn Fred Hoyle (1915-2001), som bl.a. var hovedmanden bag ‘Big-bang teorien’, og har siden skrevet mange banebrydende artikler. Der står om ham, at han begyndte sin forskerkarriere som ateist, men endte med at blive den nok skarpeste kritiker af darwinismen gennem tiderne. Jeg skal ikke gengive den grundige redegørelse, som han giver herfor, men vil nøjes med at citere hovedårsagen til, at han ikke længere kunne stå inde for det, han tidligere var så overbevist om. Han skriver:

“Naturlovene kan ikke begrunde livets oprindelse, og darwinismen naturlige udvalg kan heller ikke forklare dets udvikling. Desuden er fossilfundene yders mangelfulde og ‘lækker som en si’. Hoyles beregninger af sandsynligheden for, at et liv kan opstå spontant viste sig at være så lille som et tal med 40000 nuller efter decimalkomma (10-40000). Dette er et tal, som er så lille, at der er temmelig umulig at forstå. Til en sammenligning er det omtrent lig sandsynligheden for at få 6-taller (hver gang) i 50000 kast ved en almindelig terning..”, s. 26.

Fred Hoyle blev naturligvis rystet, da han fandt ud af, at alt det, han i hele sit liv har troet, var sandheden, i virkeligheden var det stik modsatte. Gennem en mængde videnskabelige fysiske test så han nemlig det ene utrolige resultat efter det andet, og han kom derfor til den konklusion, at darwinismen ikke kan have ret, men at der tværtimod måtte stå en intelligent designer bag, nemlig Gud.

Det er netop det, Gud ønsker, at mennesker må og kan se, hvis de da vil være ærlige i deres søgen efter sandheden. Sker det, vil Gud også føre os endnu længere, nemlig til erkendelse af sandheden om Jesus. Det er denne vished, som er blevet David – og os – til del – og som fylder os med glæde. Det er det, David henviser til i en anden salme, hvor han skriver: “Glæd jer i Herren, i retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af hjertet”, Salme 32:11.

Må vi ligesom salmisten også altid lovprise ham, tilbede ham og forundres over, at vi har en så mægtig Gud, som vel er forudsætningen for al sand tilbedelse af Gud?

I bibelen åbenbares det, at alt det skabte er blevet skabt ved Jesus Kristus. I Kol. 1:17 står der om ham, at ‘han er før alt, og alt består ved ham’ – og lige før det: ‘I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse ved hans blod’, v. 14. I Joh 1:18 skriver apostlen Johannes dette om ham: “Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk”, Joh 1:18.

Vi kan aldrig fuldt ud forstå Guds højhed og herlighed, men i Jesus, ved ham og til ham, ser vi lidt af den. Dette vender vi tilbage til, når vi kommer til vers 6. For, inden David går videre af sin lovprisning af Guds skaberværk og herlighed, indsætter han et vers, som tilsyneladende ikke har meget med emnet at gøre. Og det har den så alligevel! For i vers 3 forklares, at Guds modstandere ikke vil bøje sig for denne, hans herlighed, og derfor har han rejst sig et værn, som skal bringe fjenderne til tavshed: “Af spædes og diendes mund har du rejst dig et værn for dine modstanderes skyld, for at bringe til tavshed fjende og hævner”, v. 3.

Jesus citerede dette tredje vers (i Matt. 21:16) som en reaktion på, at ypperstepræsterne og de skriftkloge ville have ham til at irettesætte børnene, som jublede over hans komme til Jerusalem palmesøndag, og siger så, at deres lovsang er berettiget, da dette vers netop henviser til ham. For det er jo netop Guds herlighed, der nu er ved at blive åbenbaret for alle, men som Jesu modstandere så inderligt var imod. Hvad denne herlighed går ud på, ses senere i salmen. Men hvad menes der med, at Gud rejser sig et værn? Kan spæde og diende da værne ham det mindste?

Lad os først se, hvad Jesus kunne havde gjort. Kun fire dage senere, da Jesus stod overfor sin tilfangetagelse, siger han, at han kunne bede sin Fader om at sende 12 legioner (72.000) engle for at hjælpe ham – og de ville straks være kommet for at udfri ham fra lidelse, korset og døden. Han kunne havde bygge sig et værn af alle disse engle, for i salme 103:20 står der dette om dem: “I hans engle, I vældige i kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans røst’.

Guds engle ville have fulgt enhver befaling fra Jesus og udført den, så snart de hørte den – og således være et særdeles godt værn for den lidelse og død, der ventede forude. Men, der kom ikke en sådan befaling – for så ville ingen af os være blevet frelst – for af natur var og er vi alle hans fjender og modstandere. At det forholder sig således, bliver understreget mange gange gennem skriften, som fx i salme 14, hvor vi læser: “Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.. afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke én”, v. 1b+3.

Dette gentages i Rom. 3. Vi vil helst pynte lidt på disse ord, for hvem bryder sig om at blive omtalt på den måde? Men Gud pynter ikke på ordene, for det er jo netop sådan, vi er. Hvis vi prøver at ignorere, at det står så slemt til, så forstår vi heller ikke, hvor stor en frelser, han er for os. Hvis vi tror, at Jesus kun er kommet for at frelse os fra nogle småting, så har vi slet ikke fattet evangeliet.

Det, der er nævnt ovenfor, er hele menneskehedens situation! Derfor valgte Jesus, af kærlighed til os, ikke at blive fri, men i stedet tage vore synder på sig op på korsets træ – og derved gøre os fri. Det var jo derfor, han kom. Derfor gjorde Jesus heller ikke brug af de mægtige engle, for at de skulle udfri ham, da menneskemængden råbte ‘korsfæst ham’, eller da de senere hånede ham og sagde: ‘Stig ned fra korset, så vil vi tro ham’.

I stedet står der, at han rejste sig et værn af ‘spædes og diendes mund’ – som dog ikke synes at kunne hjælpe eller værne ham det mindste, for de trængte jo snarere til at blive værnet af ham. Men det var alligevel deres lovsang, Jesus brugte til at bringe sine fjender til tavshed. Det er disse små, som ser Guds rige i det, han gjorde og lærte, og som derfor lovpriser frelseren og afgiver deres vidnesbyrd til alle, som vil tro. Og således har Gud oprejst sig et ydmygt folk som et værn, for at de kan vidne om Guds herlighed, og således bringe Guds modstandere til tavshed. Peter beskriver det således i sit første brev:

“Vær altid rede til forsvar overfor enhver, der kræver regnskab for det håb, som er i jer, dog med sagtmodighed, så de, der håner jeres gode færd i Kristus, må blive til skamme, når de bagtaler jer”, 1Pet. 3:15-16.

De jødiske ledere ville have børnene til at holde op med at lovprise Jesus, men det kunne de ikke. Fæstningen holdt. Og det gør den også i dag, når vi – overfor fjendens mange anklager mod Gud og hans ord – ‘bliver som børn’ til at tro det, han har sagt – og til at lovprise hans navn, selvom fjenden hader, at vi gør det. Vi tror nemlig enfoldigt på ham som Himlens og jordens skaber, om så hele verden hævder, at det hele ikke er sket på den måde, som der står i hans ord – og vi priser ham for det. Fæstningen holder, fordi den bygger på skriftens klippegrund.

Gud bruger i øvrigt oftest det små og tilsyneladende uanseelige, til at fremme hans værk. For ikke så længe siden læste jeg om nogle kristne, som blev forfulgt af nogle mordere i en vildsom bjergegn. De fik øje på en hule og smuttede derind, men straks, det var sket, skete der det forunderlige, at en af Guds små skabninger, en edderkop, spandt sit net over indgangen – helt sikkert efter højere ordre. Forfølgerne kom forbi lidt senere, og de så hulen, men kom tilsyneladende til den konklusion, at ‘de er ikke derinde, for så ville spindelvævet være ødelagt’, og de fortsatte derfor jagten – dog uden at finde dem.

Et andet eksempel. Corrie ten Boom, som bl.a. har skrevet bogen Skjulestedet, har også skrevet bogen: ‘Han setter fanger fri’. Heri skriver hun om sit ophold i nazisternes koncentrationslejr Ravensbrück under 2. verdenskrig. Hun fortæller bl.a., at alt så ud til, at hendes bibel ville blive fundet og konfiskeret, da hun skulle ind i lejren. Alle blev nemlig grundig undersøgt, men så bad hun til Gud, om han ville sende en engel og skjule biblen. Og det gjorde han. Derefter beskriver hun, hvordan lopper og lus gjorde, at fangevogterne aldrig fandt ud af, at hun brugte bibelen til de daglige bibeltimer i lejren. Hun beskriver denne situation således:

“Hvis du bliver taget i at undervise i Bibelen, bliver du dræbt på en grusom måde. Men vagterne opdagede aldrig, at jeg havde en bibeltime to gange om dagen i barak 28. Dette store barakrum var beskidt og fuldt af krybende lopper og lus. Derfor var der ingen af vagterne, som ville sætte sine ben indenfor vores dør. Der ser du, hvordan Gud bruger både engle og lus for at jeg kunne få beholde min bibel”.

Disse to eksempler viser, at så lidt kan Gud betjene sig af. En edderkop – og nogle lopper og lus. Og så alligevel så stort, at mennesker, som stolede på Gud, blev reddet. Og sådan har Gud vist gang på gang, at han har en forunderlig småtingsafdeling, som mange gange har spillet den største rolle.

Her kan vi fx bare tænke på Moses’ stav og Davids småsten. Eller på enkens olie, som ikke løb tør. Hvem forestillede sig, at Jesus kunne forvandle et par fisk og 5 brød, så der var nok til 5000, plus kvinder og børn, som der står? Kender du noget så skrøbeligt som et spindelvæv? Og dog var det nok til at holde fjenden i skak. Eller de små irriterende lopper og lus. Corrie ten Boom skriver, at hun lærte at sætte pris på disse små dyr. Således bruger Gud også små, skrøbelig menneskekar som sine redskaber på jorden, som hans sendebud til en syndefuld verden – selvom det nok ville være mere imponerende, hvis han havde brugt sine mægtige engle for at vise sin magt og herlighed.

Vi skal nu se på de næste to vers:

“Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham”, v. 4-5.

I vers 4 går David fra det små over til igen at vende sit blik mod det overvældende store: ‘Når jeg ser din himmel, dine hænders værk..’. Nu taler han om noget af alt det, alle troende kender til, når de ser op mod himlens stjerner i det vældige univers. Astronomer har studeret universet i årtusinder, dog uden at være ved vejs ende. I dag ved man fx, at der er mindst 200 milliarder galakser, som er lig med, eller større end ‘vores’ mælkevej. I vores mælkevej alene er der 300 milliarder stjerner – og med en svimlende antal lysår imellem de enkelte stjerner.

Et lysår er som bekendt den afstand, det tager for lyset at tilbagelægge på et år. Med den store regnemaskine bliver det til i alt 9460 milliarder kilometer. Hvor at forstå, hvor stor mælkevejen egentlig er, kan nævnes, at det tager 100000 år for lyset at nå fra den ene ende til den anden. Til sammenligning tager det kun lyset et sekund at tage turen fra månen til jorden. Og kun otte minutter fra solen. Og den nærmeste stjerne er, bortset fra solen, 4,365 lysår længere væk.

Lad os tage et par eksempler mere: Nordstjernen, som er en af de meste kendte stjerner på nattehimlen, er 7 lysår borte, og Sirius, som er den klareste stjerne, er kun 8,6 lysår borte. Til sammenligning er stjernerne i Orions bælte, som vi med det blotte øje ser som tre stjerner, men som virkeligheden består af millioner af stjerner, 5000 lysår borte. Disse stjerner bliver i øvrigt nævnt flere steder i GT som eksempler på Guds fantastiske skaberværk og visdom. Et eksempel er i Amos 5:8, hvor profeten beskriver den levende og almægtige Gud således: “Syvstjernens og Orions skaber, han, som vender mulm til morgen og gør dag til nattemørke, som kalder af havets vande og gyder dem ud over jorden. Herren er hans navn”.

Jo, vi har en stor Gud! Han er jo himlens og jordens skaber. David så op mod himlens stjerner og forundredes. Hvor meget mere bør vi så ikke også gøre det, vi, som ved endnu mere om alt det, Gud har skabt i sin visdom. Astronomer kan fx måle, at der er galakser så langt borte som 2000 millioner lysår. Ikke fordi det stopper, men man kan bare ikke måle længere ud – endnu. Bliver der mon ved med at være galakser og stjerner helt ud i det uendelige? Nogle astronomer siger ja! Eller, kan det tænkes, at de pludselig holder op med at være der? Hvis dette er tilfældet, så kommer det logiske spørgsmål: Hvad afløses de så af? Et lufttomt rum uden noget? Nej! ikke uden noget! Alle, både astronomer og astrofysikere, er enige om, at selvom vi ikke ved, hvad der er der er derude, millioner af lysår borte, så fortsætter universet sikkert i det uendelige – dvs. det er uden ende. Vi kan ikke fatte de store tal – eller forestille os universets uendelighed. Det er så stor, at vi ikke kan begribe det.

Bare det, at universet eksisterer, er dermed et stort vidnesbyrd om selve evigheden.

Her vi oppe imod nogle facts, vi mennesker har svært ved at forholde os til. Det ligger indgroet i os, at ‘alt må have en begyndelse og alt må have en afslutning!’ Men nu siger videnskaben, at universet måske aldrig ophører, at det er ‘fra evighed til evighed’. Altså ligesom Gud er det. Jo, himlen giver virkelig et stort vidnesbyrd om Skaberens storhed og magt.

Gud har dog ikke blot skabt universet i sin tid, men ifølge verset har han stadig sine ‘fingre’ deri. Vi tror nemlig både på en skabende og opretholdende Gud – det var det, Grosbøll, og nu også den nye biskop i Ribe, og mange andre har benægtet. Men det bliver det dog ikke anderledes af. I Es. 40:26 nævnes det, at Gud har givet alle stjerner navne. Jeg er overbevist om, at Gud ikke har givet disse utallige stjerner tilfældige navne, men at han gjorde det med en bestemt hensigt. Ifølge gamle kilder har Gud nemlig givet de første mennesker en viden om disse stjernenavne, som har nedskrevet det, og det er tydelig for enhver, som studerer disse navne, at Gud har fortalt hele sin frelseshistorie i de navne, han har givet stjernerne – og de stjernebillederne, som vi ser på himlen. Det er det, der ligger i de ord, vi finder i Job. 38:31-32. Her udfordrer Gud Job og spørger ham, om han kan gøre det, som han har gjort med himlens stjerner og stjernebilleder. Gud spørger ham derfor:

Job 38:31-32: Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker? Kan du føre dyrekredsens stjernebilleder frem i rette tid. Eller kan du lede Store Bjørn med sine unger? (Her citeret efter grundsproget).

Når man studerer de stjernenavne, der nævnes i denne tekst, er det tydeligt, at Gud har sat dem til at fortælle evangeliet om Jesus. Vi skal dog ikke her gennemgå de enkelte stjernenavne, men nøjes med en hurtig overfladisk betragtning. Når Gud siger, at han fører de enkelte stjerner og stjernebilleder frem ‘i rette tid’, betyder det konkret, at de hver især er sat på himlen til at fortælle evangeliet om Jesus – i rette tid. Dvs., at Guds frelseshistorie løbende bliver fortalt og virkeliggjort blandt mennesker på jorden i bibelen til mennesker i den gamle og nye pagt, såvel som på himlens bue – billede for billede, som når man bladrer i en bog. Gud ønsker nemlig, at hans evangelium bliver forstået, selv af dem, som ikke kender bibelen, for at også de kan søge ham og påkalde ham, og på den måde finde ham, som er Vejen, Sandheden og Livet. Så vidt jeg kan se, har Gud givet menneskeheden mange af disse stjernenavne, for at de skal være et synligt vidnesbyrd for alle mennesker på jorden. Det skal understreges, at der her selvfølgelig ikke er tale om astrologi, som er en djævelsk pervertering af den oprindelige og gudgivne astronomi, som oversat betyder ‘stjernelov’; en lov, som Gud har givet os som tegn på himlen til et evigt vidnesbyrd om ham.

Hvad har det med bibelen at gøre? Det står i vor tekst, men det står endnu tydeligere i salme 19, hvor David omtaler og uddyber himlens vidnesbyrd på denne måde:

“Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide. Uden ord og uden tale, uden at lyden høres, når himlens røst over jorden vide, dens tale til jorderigs ende..”, salme 19:1-5.

Så vidt jeg kan se, så henviser disse vers, som jeg allerede har nævnt, også til det evige evangelium, Gud har skrevet på himlen, som et evigt vidnesbyrd for alle mennesker til alle tider.

Efter, at David således er blevet fyldt med undren og ærefrygt over Guds skaberværk på himlen, stiller han sig selv – og Gud, dette spørgsmål: I forhold til dette store, ‘.. hvad er da et menneske’? Et fnug? Nogle gange bliver menneskeheden faktisk omtalt på denne måde i bibelen. Et eksempel er disse vers hos Esajas:

“Se, som (en) dråbe på (eller i) spand er folkene, at regne som fnug på vægt, som et gran vejer fjerne strande.. Alle folk er som intet for ham, for luft og tomhed at regne”, Es. 40:15, 17.

Er det underligt, at i forhold til Guds storhed, er ‘alle folk er.. som luft og tomhed at regne. I det lys kan man undre sig over, at vi mennesker kan have nogen som helst interesse for den vældig Skaber?

Selvom vi ikke forstår det, så kender David – og vi – alligevel svaret; for igen og igen taler Gud til os i skriften om, at vi er dyrebar i hans øjne. Men, hvad har vi da gjort, siden han ser på os små mennesker på denne måde? Mange gange i salmernes bog beskriver David udførligt, at han ved, at det ikke skyldes noget, som vi har gjort, for vi har ikke noget som helst godt at fremvise – men det skyldes alene Guds kærlighed, og hans nåde og barmhjertighed.

Det er altså kun ved at se opad, at David for alvor kom ned på jorden, og ser sig selv som den, han er; nemlig som en, som har brug for Gud – og det var netop det, der gør, at Gud bliver stor for ham. Sådan er det også for os. Derfor står der så meget om de ydmyge i bibelen, som fx i de tre følgende citater fra salmernes bog:

“De ydmyge skal spise og mættes; hvo Herren søger, skal prise ham, deres hjerter leve for evigt”, Salme 22:27.
“Han vejleder de ydmyge i det, som er ret, og lære de ydmyge sin vej”, Salme 25:9.
“Herren har behag i sit folk, han smykker de ydmyge med frelse”, Salme 149:4-

Bibelen underviser os om, at det er kun ved at være ydmyg, at vi kan forstå, at det ikke handler om, hvad ‘jeg kan og vil’, men alene på Guds kærlighed, nåde og barmhjertighed. De ydmyge kan se og erkende det, og forundres over, at den store, evige og vældige Gud kommer os i hu. Han er ikke en fjern og upersonlig isbjerg, men han har et hjerte, der vidner om hans kærlighed til sin skabning.

Derfor har han heller ikke efterladt noget menneske ‘uden vidnesbyrd om sig selv’, som der står i Apg. 14:17, og derfor er han heller ‘ikke fjern fra en eneste af os’. Intet menneske forsvinder ud i det tomme intet, heller ikke, når det dør, for Gud har jo også dannet det med sine egne hænder, og har derfor heller ikke glemt os. Læg mærke til de to vigtige udsagn, som vidner om, at Gud gør: ‘Du kommer ham i hu’ og ‘du tager dig af ham’. Tænk, at du, Gud, gør alt dette for mig.

Det, der her siges, betyder konkret, at ‘jeg er i Guds tanker og hjerte’. Det er det vigtigste af alt. Tænk, at den almægtige Gud tænker på mig og har omsorg for mig. Det vidste David, så spørgsmålet, han stiller, er også en del af svaret: Et menneske er en skabning, som Gud kommer i hu og tager sig af. Det er det, der er det enestående ved det at være et menneske! Hvorfor Gud har gjort alt dette for os, kan vi ikke udgrunde ud fra det, vi er i os selv. For vi er jo alle, pga. syndefaldet gået bort fra ham og hans kærlighed. Men, hør nu Guds grund til at tage sig af os:

“Du gjorde ham lidet ringere end Gud, med ære og herlighed kroned du ham; du satte ham over dine hænders værk, alt lagde du under hans fødder, småkvæg og okser til hobe, ja, markens vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, alt, hvad der farer af havets stier”, v. 6-9.

‘Du gjorde ham lidet ringere end Gud’. Et menneske er Guds skabning, og ikke bare det – for det samme kan jo siges om hele Guds skaberværk. Men, til forskel fra den øvrige skabning er mennesket skabt i Guds billede, og dette billede er ikke noget ringe afbillede – kun lidt ringere end Gud. Sådan var det ved skabelsen. Det fører naturligt frem til det næste trin: ‘Du satte ham over dine hænders værk’. Den ypperste skabning får den ypperste stilling. Mennesket er altså Guds husholder på jorden, sat til at forvalte og være herre over skaberværket. Teksten siger endda, at ‘alt lagde du under hans fødder’, v. 7. Dvs., at mennesket er skabt til at være Guds stedfortrædende konge på jorden, og hans herredømme strækker sig, som der står i vers 8-9, både over tamme dyr og vilde dyr, over himlens fugle og havets fisk, over kort sagt ALT. Er der nogen sinde sagt noget større om, hvad det er at være menneske?

Sådan havde Gud skabt mennesket, men, som vi ved, så kom syndefaldet ind i verden, og vi mistede gudsbilledligheden. Det stemmer helt med det, der står i et af versene i salmen: ‘Den yndigste rose er funden’: ‘Alt siden vi tabte den ære, Guds billedes frugter at bære, var verden forvildet og øde, vi alle i synden bortdøde’.

Vil det sige, at det, salmen fortæller os om mennesket storhed og ophøjelse, kun er fortid? Både ja og nej. Et ja, fordi synden kom ind i verden, og den førte mennesket bort fra Gud, og kunne derfor ikke længere afspejle Gud. Og så alligevel også et nej. For selvom gudsbilledet i os blev skamferet ved syndefaldet, er menneskeslægtens udspring alligevel det samme, for, som der står: ‘Mennesket er skabt i Guds billede’, og et andet sted: ‘således elskede Gud verden..’. Det er grunden til, at han vil tage sig af os, som vi læste det i vers 5. Det betyder konkret, at han fra tidernes morgen havde planlagt at genoprette sin faldne skabning.

Hvordan han vil gøre dette, bliver beskrevet andre steder i bibelen. Den underviser os om, at pga. menneskets (Adams) fald, var det nødvendigt for Gud at blive menneske ved at lade sig føde ind i vor fortabte slægt, for at han ved sin ophøjelse på korset kunne frelse os, hvorved han gav os en himmelvendt og ny natur, som hører til det sande Guds billede i os. Ved den nye fødsel bliver vi altså til det, Gud oprindelig havde skabt os til at være. Det var netop det, Jesus gjorde for os, da han en kort tid ‘blev gjort lidet ringere end Gud’, for det er jo ham, der er årsagen til vores genoprettelse. Ved det, der åbenbares for os i NT, ser vi, at disse vers i salme 8 først og fremmest handler om Jesus, der ved sin stedfortrædende død for os blev kronet med ære og herlighed. Hans sejr over synden, døden og djævelen har ført menneskeheden (tilbage) til Gud. Bibelen siger, at det er pga. Jesus, at alt det, der blev givet ham, også bliver givet os. Det er det, som Johannes skriver om i sit første brev:

“Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn, og vi er det.. I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er”, 1Joh 3:1-2.

Engang skal vi se ham, som han er..! Vi er stadig på vej til vor himmelske hjem, hvor vi skal se ham ansigt til ansigt. Men i teksten er der også et ‘nu’. Det betyder, at det, der tales om, også er nu. Derfor står der klart og tydeligt i bibelen, at vi allerede ejer det, han har lovet os, som fx, når der står, at Gud allerede nu har sat os i det himmelske ved Kristus. Selvom vi endnu ikke er der, så er det sådan, at i Kristus ser Gud på os, som om vi allerede er der. Det stemmer med det, der står i Kol. 1:13, hvor der står, at ‘Gud har friet os ud af mørkets magt og ført os over i sin elskede Søns rige’. Fra Guds perspektiv er det allerede sket.

På spørgsmålet om, hvad et menneske egentlig er, så er svaret JESUS! Det er nemlig kun i ham og ved ham, at vi kan blive de mennesker, som salmen handler om; nemlig det, Gud havde tiltænkt fra begyndelsen. Det er, som førnævnt endnu ikke sket fuldt ud, men ifølge bibelen vil den dag snart komme, hvor Jesus Kristus åbenbares, hvorefter vi altid skal være sammen med ham.

Guds nåde, barmhjertighed og kærlighed til det faldne menneske er nøglen til, at han sendte Jesus, for at det kan blive forvandlet, og igen blive det, der beskrives i salmen. Et menneske, som har taget imod hans frelse og nåde i sit hjerte, ser Guds store skaberværk overalt, og hvad vi er skabt til at være. Derfor både kan og vil vi synge med på den lovprisning af Gud, som salmen afslutter med:

“Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord!”

Amen

Eskild Særkjær

Kilde: Jesus-lever.dk

Lignende indlæg:

Moské: Vil have egen stat Selvom der umiddelbart er langt fra Aarhus til Irak og Syrien, så er der ikke langt, når det kommer til holdninger. Talsmanden for moskéen på Grimhøjvej i […]
For få børn Fødselstallet rasler ned. Folk får ikke børn - enten kan de godt, men har ikke lyst lige nu, eller også kan de ikke, fordi de har udskudt det for længe. Der fødes nu så få børn, at den […]
15. September: Hel eller halvhjertet? HEL ELLER HALVHJERTET? Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, men ikke helhjertet (2Krøn 25:2) Hvis man trænger til opmuntring, skal man bare læse i bibelen eller hvad? Der er […]
Bibler til fattige og forfulgte kristne Biblerne blev uddelt til kristne i Sri Lanka der er så fattige at de ikke selv har råd til at købe en bibel. Hør dem fortælle om hvad det betyder for dem at de nu endelig har fået […]