Billede: James Tissot & Ipuwer Papyrus

Første del Moses i Egypten, 1. del blev afsluttet med beskrivelsen af, at Moses efter sin flugt fra Egypten tog ophold hos præsten Jetro i Midjans land, og her giftede han sig med en af hans døtre, og fik to sønner. I de næste 40 år hjalp Moses sin svigerfar Jetro med at vogte hans småkvæg. Denne lange periode og afslutningen på den bliver beskrevet med disse få ord i bibelen: “Således gik der lang tid hen, og imidlertid døde ægypterkongen. Men israelitterne stønnede og klagede under deres trældom, og deres skrig over trældommen nåede op til Gud. Da hørte Gud deres jamren, og Gud ihukom sin pagt med Abraham, Isak og Jakob, og Gud så til israelitterne”, 2. Mos. 2:23-25a.

Vi husker nok alle beretningen i 2Mose 3, som beskriver, hvordan Gud åbenbarede sig for den nu 80-årige Moses, ud fra den brændende tornebusk ved bjerget Horeb [Sinai] bjerg, og sagde: “Se, nu er israelitternes klageskrig nået til mig, og jeg har også set den trængsel, ægypterne har bragt over dem. Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Ægypten”, 2Mose 3:9-10.

Af fortsættelsen læser vi, at Herren gav Moses magt til at gøre tegn og undere for den farao, der nu regerende i Egypten, for at han derved skulle tvinges til at befri det hebraiske folk fra slaveriet. Som medhjælp gav Gud ham Aron. Straks derefter forlod Moses sin svigerfamilie og sin hustru, og tog den lange vej tilbage til Egypten. Han gik i fuld tillid til Guds ledelse, og han frygtede derfor ikke, hvad der evt. kunne ske, når han nåede Egypten, for før hans afrejse havde Gud nemlig sagt dette til ham: “Vend [roligt] tilbage til Ægypten, thi alle de mænd, der stod dig efter livet, er døde”, 2Mose 4:19.

Moses tilbage i Egypten

Der var som tidligere nævnt gået 40 år, siden Moses flygtede ud af Egypten. Ifølge den egyptiske historie hed den farao, som nu var ved magten, Amenhotep 3., og hans ældste søn, som var udpeget til at være kronprins, hed Tutankhamon.

Da Moses var kommet tilbage til Egypten, gav Gud ham befaling om at gå til landets farao med ordene: ‘Lad mit folk gå’. Men før han gik, sagde Gud til ham: “Jeg ved vel, at ægypterkongen ikke vil tillade jer at drage bort uden med magt; men jeg skal udrække min hånd og ramme Ægypten med alle mine undergerninger, som jeg vil gøre der; så skal han give jer lov til at drage af sted..”, 2Mose 3:19-20.

Efter forskellige forberedelser – og flere indvendinger fra Moses, som Gud besvarer, var Moses [og Aron] klar til at gå til farao med kravet om, at han skal lade Israels folk rejse, som nu i så lang tid har været Egyptens slaver og billig arbejdskraft.

Historiske beviser i Egypten på, at Israels folk har været slaver i landet

Inden vi går videre i den bibelske beretning om, hvad der skete, da Moses kom til farao med kravet om at lade folket rejse, skal vi se, om der i det hele taget er nogle beviser i Egypten, der taler for, at Israels folk har været i landet. Det er der nemlig mange, som benægter. Det skete fx i en dok. udsendelse i Tv om ‘Israelitternes saga’ 1:4, og her blev der bl.a. sagt følgende:

‘Dér [i Egypten] begynder Israels historie.., men er historien sand.. De fleste arkæologer har opgivet at underbygge denne beretning. Der er ingen beviser’¹.

Denne påstand er blevet gentaget så mange gange, at mange tager den som en sandfærdig påstand. Men det er den bare ikke! Det er nemlig igen født ud af en bibelkritik, hvor man automatisk søger at miskreditere det, der står i bibelen – bare fordi det står i bibelen. Der er nemlig mange beviser på, at Moses såvel som det jødiske folk har været slaver i Egypten, nøjagtig som det berettes i bibelen. Der er fx gjort utallige fund på eksempelvis relieffer af et omfattende slaveri i Egypten, også i den 18. dynasti, som var ved magten i landet, da Moses blev født, og under hans opvækst².

Blandt disse omtalte slaver ses og beskrives også slaver, som har klare semitiske træk, dog uden, at man helt kan afgøre, at de er israelitter. Men, som vi skal se, så er der en del, som tyder på dét. I en Tv-dokumentar udsendelse fortæller et forskerhold, bestående af arkæologer, religionshistorikere og naturvidenskabelige forskere, at nye arkæologiske udgravninger i Nil-deltaet viser tydelige tegn på, at der har boet et palæstinensisk semitisk [dvs. israelsk] slavefolk i dette område; i det område, hvor de ifølge bibelen slog sig ned, og hvor de senere blev Egyptens slaver³. Der er fx fundet knoglerester af slaver, forskelligt antal af begge køn – ikke så mange drenge som piger, måske fordi alle nyfødte drenge blev dræbt over en periode, som det står i 2Mose 1:22.

Der blev der blev for lidt over 100 år siden gjort et fund i Egypten, af et vigtigt dokument fra ca. den samme tid, hvor Moses levede og jøderne var slaver i Egypten, som siden dengang er blevet kaldt ‘Brooklyn papyrussen’ [fordi den findes på Brooklyn museet]. Dette dokument lå i bunke på ca. 5-600 fragmenter, og det tog lang tid om at få disse sat sammen til en 182 cm. lang papyrus. Først i 1950’erne var man i stand til at læse hele teksten, og man så, at den bl.a. havde ‘en liste [med navne] over udenlandske slaver’, med en beskrivelse af slavernes familiestruktur og pligter⁴.

På denne liste omtales 79 slaver, som har været tjenestefolk i en egyptisk husholdning ved Theben. Heraf er 33 egyptere, 45 er syriske eller palæstinensiske semitter [altså israelere], og til sidst én ukendt. På listen er 20 mænd, 43 kvinder og resten børn. Mindst 30 af slaverne på listen har da også semitiske/israelske navne. En af slaverne hedder fx ‘Sifrah’ [eller Sjifra], og dette navn er identisk med det, den hebraiske jordmoder havde, som er nævnt i 2Mose 1:15. Andre hebraiske navne er fx Aqab [den egyptiske navn på Jakob], Menahem, Aser, for blot at nævne nogle få⁵. Som vi ser, bekræfter den gamle egyptiske liste dermed den bibelske beretning om israelitternes slaveri i landet.

Andre egyptiske fund af semitiske navne forbinder ligeledes israelitterne med en slavetilværelse i Egypten. Derfor er der heller ikke på dette punkt nogen grund til at anfægte den bibelske beretning af deres ophold eller slaveri i landet. Ud over det, som allerede er bevidnet, så er det også bevidnes i gamle rabbinske skrifter, såvel som af forskellige historieskrivere som fx Josefus, som havde adgang til kilder, der nu er gået tabt.

De 10 plager: Guds undere eller bare en logisk række af begivenheder?

Bibelen forklarer, at de 10 plager kom som mange selvstændige plager som følge af Guds suveræne indgriben for at befri sit folk fra slaveriet. Det har den moderne bibelkritik som nævnt haft svært ved at acceptere, efter min vurdering, fordi de har valgt at lukke øjnene. Andre søger at bortforklare, at der er tale om overnaturlige undere. Disse benægter således ikke, at de 10 plager har fundet sted, men forsøger i stedet at opstille en logisk rækkefølge for, at de nævnte plager er opstået naturligt lige efter hinanden. Dette sker fx i bogen ‘Bibelens dyreliv’⁶. Her bliver den første plage først citeret, som den er beskrevet i bibelen:

“Moses og Aron gjorde, som Herren bød; Moses løftede staven og slog vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans tjenere, og alt vandet i Nilen forvandledes til blod; fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så ægypterne ikke kunne drikke vand fra Nilen, og der var blod i hele Ægypten. Men de ægyptiske koglere gjorde det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster..”, 2Mose 7:20-22.

Derefter giver bogens forfatterne frem til følgende ‘logiske’ forklaring af disse vers:

“Da Faraos præster og koglere kunne gøre kunsten efter, er det ikke udelukket, at Aron, der sammen med Moses var oplært i al Ægyptens visdom, blot har kommet et kemisk stof i vandet, således at dette er blevet rødt som blod og er blevet giftigt for fiskene”.

Hvis dette argument var sandt, så er der jo i virkeligheden ikke længere tale om undere, og dermed fratages de 10 plager allerede fra begyndelsen Guds suveræne og overnaturlige indgriben. Desuden halter forklaringen også af en anden grund: Hvis Moses skulle have så meget gift med, at det kunne dræbe alle Nilens fisk, så ville det fylde så meget, at det straks var blevet opdaget og latterliggjort. Bibelen beskriver da også, at det skete på en helt anden måde. Det eneste, Moses behøvede at gøre, var at løfte sin stav og slå vandet i Nilen med den, fordi det var Gud, som stod bagved og greb ind for at frelse israelitterne og dømme det egyptiske folk.

Jeg citerer videre fra den ovenfornævnte bog, hvor vi nu skal se på den næste plage, som bliver kommenteret på denne logiske måde

“Ægyptens anden plage, frøplagen, kan opfattes som en naturlig følge af denne første plage. Når vandene, frøernes ynglepladser, blev forgiftede, var det rimeligt, at frøerne søgte op på landjorden og ind i husene og andre skyggefulde steder bort fra den brændende sol. Det er da heller intet under, [fordi] Faraos præster og koglere, der kunne gøre vandet til blod, også kunne få frøerne til at vrimle i land. Den tredje plage, myggeplagen, var Aron dog ene mester for. Faraos præster sagde da også, at det var Guds finger”.

Herefter citeres 2Mose 8:17, som beskriver den tredje plage således: “Aron udrakte sin hånd med staven og slog støvet på jorden dermed. Da kom der myg over mennesker og dyr, alt støvet på jorden blev til myg i hele Ægypten”.

Også dette under bliver gjort til en logisk fortsættelse af de to første, og bliver beskrevet således:

“Hvis man betragter den tredje plage rent naturhistorisk, synes den at være en følge af de to første plager. Da vandet blev til blod, altså blev forgiftet, døde fiskene, og frøene vandrede i land. Da nu både fiskene og frøene, der for en stor del lever af myggelarver, var borte, fjernedes dermed den vigtigste faktor for at holde myggebestanden nede, og myggene har da kunnet udvikle sig i millionvis og blive til en landeplage til lige stor gene for hoffet og præsteskabet som for folket..”⁷.

Og sådan bliver teksten ved med at forklare de 10 plager som kun ‘en logisk rækkefølge’. Hvis vi et øjeblik ser på det, der blev sagt i det netop læste afsnit, så dukker disse spørgsmål hurtigt op: Hvis 2. og 3. plage blot er et resultat af den første plage, hvordan kan det så være, at myggelarverne, så vel som frøene i vandet, ikke døde, når fiskene gjorde det. Det siger sig selv, at hvis det var gift, Moses brugte til at slå fiskene ihjel, så var der sandsynligvis ikke noget liv tilbage i vandet. Konklusionen må derfor være, at det ikke kan være sket på denne ‘logiske’ måde. Peger det ikke snarere på, at det, der skete under den første plage, og som kun ramte fiskene, var Guds suveræne indgriben, en dom over Nilens gud.

Vi husker sikkert, at Gud sagde, at der nu ‘vil gå dom over alle Egyptens guder’, 2Mose 12:12. Jeg tillader mig at komme med et logisk modspørgsmål: Hvis myggene er kommet som en naturlig reaktion på de første to plager, og så hurtigt, som tilfældet var, hvordan kunne der så være så mange efter kun ca. en uge, at luften var tyk af dem? For hvis de var blevet til så mange, fordi frøerne ikke var der til at spise myggelarverne, som bogens forfattere mener, så ville der være gået meget længere tid.

Enhver med lidt forstand på biologi ved nemlig, at for at formere sig skal myg først lægge deres æg i vandet – som de i sagens natur ikke kan leve i, hvis det ifølge teorien stadig må være forgiftet. Efter ca. 7 dage bliver disse æg derefter til myggelarver, som efter ca. 4 uger bliver til voksne myg. Det siger sig selv, at denne proces skal gentages mange gange, før der kan blive til så mange myg, som er beskrevet i bibelen, og som bogens forfattere ikke fornægter. Man har beregnet, at selv ved gunstige forhold ville tage et sted mellem 5 og 10 år.

Et andet logisk spørgsmål er, hvordan man ud fra en logisk ræsonnement kan forklare, hvorfor myggene ikke kom til de områder, hvor israelitterne boede? Og, endnu et spørgsmål: Hvis det går efter en logisk rækkefølge, hvordan kunne myggene så forsvinde igen så hurtigt [som med et knips med fingeren]. For bremserne, som kom lige efter myggene, spiser ikke myg, men alligevel er de pludselig væk. Er det ikke mere logisk at tro, at det skete på nøjagtig den måde, som der står i Bibelen, og som viser, at alle 10 plager ikke har nogen naturlig forklaring, men skyldes Guds indgriben i den egyptiske historie – for som nævnt at holde dom over folkets guder.

Der er ingen grund til at fortsætte med denne ‘logiske’ gennemgang af de 10 plager, som har til formål at forklare og bortforklarer de undere, der står skrevet i bibelen. For, hvis det hele kun drejer sig om naturlove og logik, så er den almægtige Guds handlen i historien jo i princippet afskaffet. Hvis dette er sandt, at der ikke nogen almægtig Gud bag bibelens beretninger, hvordan kan vi så vide, at alt det andet, der står skrevet i den, fx om Gud og hans frelse til os ved Jesus Kristus, er sandheden? Men der er heller ikke sandt. Gud er historiens Gud, og derfor tror vi også, at Hans ord er troværdige og sande, som han har sagt det. De arkæologiske vidnesbyrd, som vi er ved at se på, stemmer derfor også helt med det, som Jesus sagde til de vantro farisæere, godt nok i en lidt anden sammenhæng: ‘Hvis disse [disciple] tier, skal stenene råbe’. Det er netop det, arkæologien gør’.

Er der noget vidnesbyrd om de 10 plager i den egyptiske historie?

Der er ikke mange historiske beviser i Egypten på de 10 plager, som nævnes i bibelen. Det skyldes flere forhold. De to vigtigste af disse er:

1. at den egyptiske historie oftest ‘kun’ fortæller det, som kongen [faraoen] og landets ledere selv ønskede, at eftertiden skulle huske om den. Det betyder fx, at den ofte beskriver de forskellige faraoers mægtige sejre over fjenden, selvom det i virkeligheden kan være tale om det modsatte. Det siger sig selv, at sådanne beretninger derfor ikke kan betragtes som pålidelige historiske kildematerialer.
2. at den største del af den elite i Egypten, som var uddannet til at kunne skrive, døde i forbindelse med de 10 plager, eller under forfølgelsen af jøderne gennem Det Røde Hav. Dét, at kunne skrive, var nemlig forbeholdt de få. Uddannelsen var så kostbar, at den oftest kun blev givet til
   • a: familiens ældste søn, i reglen den førstefødte,
   • b: dem, som gjorde tjeneste hos, eller
   • c: tilhørte den herskende klasse i Egypten, som enten var administratorer eller militære officerer. Det siger sig selv, at da alle disse døde, fik det ganske alvorlige konsekvenser for den aktuelle historieskrivning.

Da egypterne således var blevet kastet ud i det totale kaos, var det vigtigste for dem blot at overleve. Det gjaldt selvfølgelig også de skrivere, der måtte være tilbage i landet. De havde desuden heller ikke længere nogen at arbejde for, og havde derfor ikke nogen incitament til at skrive det, de så og hørte. Og den historie, som senere er er nedskrevet om det, der skete, fik en make-up, hvorefter det totale nederlag er blevet omskrevet, så den fik en mere glamourøs afslutning.

Det betyder dog ikke, at der så ikke findes arkæologiske vidnesbyrd i Egypten fra den tid, bibelen beskriver. Det er der, men det er tydeligt, at det ikke var ‘bestilt arbejde’, for det afviger så meget for den officielle historie, at det må være skrevet af skrivere, som bare på egen hånd ønskede at nedskrive det for eftertiden, som de havde hørt og var vidne til. En af disse beretninger om, at landet pludselig blev ramt af ulykker og pludselige katastrofer, findes fx i en beretning, som findes i det enestående ‘Ipuwer papyrusdokument’.

Ipuwer dokumentet

Dette dokument er som sagt et enestående dokument, fordi den vidner om forskellige slags plager i Egypten, som i høj grad minder om det, der er omtalt i bibelen. Dette dokument bliver også kaldt for ‘Ipuwers påmindelser’⁸. Det er 347 cm langt og er en lang beskrivelse af et samfund i total krise og kaos; og selvom dokumentet er tilpasset den egyptisk gudetro, så minder teksten alligevel så meget om det, der er beskrevet i bibelen, både om de ti plager og om et land uden ledere, at det må, eller kan være tale om de samme begivenheder. Dette ca. 3500 år gamle dokument er da også nedskrevet i begyndelsen det 19. dynasti; altså kort efter, at det, der er beskrevet i dokumentet, satte et punktum for det 18. dynasti.

Ipuwer, som er navnet på ham, som har skrevet dokumentet, gentager flere gange, at han er et øjenvidne til de katastrofer, han beskriver. Og det bliver gjort, som når man i dag hører en korrespondent, der står midt i en krigslignende situation, og derfra rapporterer om de forfærdelige følger af denne. Vi skal ikke gennemgå hans lange beretning, men kun se på nogle få uddrag. Det første står i selve indledningen, og prøv så undervejs at sammenligne det, der beskrives heri, med det, der står i bibelen i forbindelse med de 10 plager:

“Sandelig, landet drejer rundt som et pottemagerhjul. Byerne er ødelagt. Øvreegypten er blevet tør. Alt er ruin. Residensen er væltet på et minut. År af larm. Der er ingen ende på larm. O, at jorden ville holde op med at larme, og der ikke længere ville være forvirring.

“Sandelig, landet er fyldt med pine. Der er blod overalt, mange døde er begravet i floden. Sandelig, floden er blod. Alt vand i Nilen er forvandlet til blod, dog drikker folk af den. Mænd gyser tilbage ved smagen – menneskelige væsener, og tørster efter vand. Det er vort vand! Det er vor lykke! Hvad skal vi gøre ved det? Alt er ødelagt!^9“

Lad os nu sammenligne disse indledende citater i dokumentet med det, der står i bibelen om de 10 plager. Indimellem vil jeg dog også supplere med andre citater fra dokumentet, hvor Ipuwer omtaler og beskriver de enkelte punkter nærmere. Hvis det ikke er bibelcitater, så vil det, som i det følgende er markeret med anførselstegn, være citater fra dette dokument.

Lad os begynde med se på den tekst, hvor Ipuwer beskriver, at Nilen bliver til blod, og lad os derefter sammenligne denne tekst med den første af de ti plager. Først fra Ipuwer dokumentet: “Der er blod overalt, mange døde er begravet i floden. Sandelig, floden er blod. Alt vand i Nilen er forvandlet til blod, dog drikker folk af den.. Mennesker tørster efter vand. Det er vort vand. Det er vor lykke. Hvad skal vi gøre ved det?”

Lad os nu se på det samme ud fra det, der står i bibelen. I 2Mose 7:20-21 læser vi følgende: Moses og Aron gjorde, som Herren bød; Moses løftede staven og slog vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans tjenere, og alt vandet forvandledes til blod; fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så ægypterne ikke kunne drikke vand fra Nilen, og der var blod i hele Ægypten”.

Som vi ser, så er der en påfaldende lighed mellem de to beretninger. Begge beretter om, at vandet i Nilen blev forvandlet til blod. Begge beretter også om, at denne plage ikke kun ramte Nilen, men ramte alt vand i Egypten, over landets ‘floder, kanaler og alle vandsamlinger.., også det vand, som er i trækar og stenkar’, som det står i 2Mose 7:19.

Når Ipuwer tilføjer, at mange døde er begravet i floden, så henviser teksten muligvis ikke kun til dem, som er døde af at drikke af det rådnende vand (fra de døde fisk), men også til, at der under de 10 plager var så mange døde i landet, at der ikke var tid til at begrave dem – som det faktisk også nævnes i dokumentet, og derfor havde man muligvis kastet mange af de døde i Nilen?

Der er meget, der tyder på, at de enkelte plager ikke ramte tilfældigt, men var, som nævnt, målrettet til at fælde dom over ‘Egyptens guder’. Ikke sådan at forstå, at de er guder, for de var jo afguder, som ikke kunne hjælpe dem i deres nød, og dette ville Gud nu afsløre. Således ramte den første plage den afgud, som ifølge egypterne var ‘Nilens beskytter’, og ‘Nilguden’. Kvægpesten og byldepesten ramte derimod Egyptens tyregud og troldomsgud. Og farao, som var den inkarnerede solgud RA, kunne ikke forhindre, at der kom mørke over hele Egypten, undtagen der, hvor hebræerne boede. Og da faraos førstefødte døde, og en uges tid senere også farao selv, så var det et bevis på, at Egyptens døds- og opstandelsesgud Osiris også havde svigtet dem.

Vi kan sammenligne disse Guds domme over Egyptens guder med den tragikomiske beretning i 1Sam 5, hvor filisterne havde taget Guds pagts ark i krigsbytte, og stillede den op i Dagon, deres guds hus. I vers tre nævnes, hvad der så skete:“Tidligt næste morgen, da asdoditterne gik ind i Dagons hus, se, da var Dagon faldet næsegrus til jorden foran Herrens ark. De tog da Dagon og stillede ham på plads igen”, v. 3

De troede sikkert, at det blot var et tilfælde, at deres gud var faldet til jorden foran Herrens ark; men det, de oplevede næste morgen, fik dem til at forstå, at nu kunne det ikke længere være blot være et tilfælde: “Da de kom tidligt næsten morgen, se, da var Dagon faldet næsegrus til jorden foran Herrens ark; hovedet og begge hænder var slået af og lå på tærskelen; kun kroppen var tilbage af ham”, v. 4.

Hvis de ikke allerede havde forstået det, så blev de det hurtigt. Lad os læse de næste vers, som minder om den plage, Gud ramte Egypten [og dens gudelærer] med under den 5. og 6. plage: “Herrens hånd lå tungt på asdoditterne; han bragte fordærvelse over dem, og med pestbylder slog han Asdod og hele egnen deromkring. Da asdoditterne skønnede, hvorledes det hang sammen, sagde de: Israels Guds ark må ikke blive hos os, thi hans hånd tager på os og på Dagon, vor gud”, v. 6-7.

De næste vers beskriver, hvordan filisterne sørgede for, hurtigst muligt, at sende Herrens ark tilbage til Israels folk. Som i dette tilfælde er der flere eksempler i bibelen, hvorigennem Gud anskueliggør sin dom over afgudsdyrkere ved at dømme deres guder [afguder]. Dette var denne situation, der også ramte Egypten, da de 10 plager kom over landet, da Gud som førnævnt ‘holder dom over alle Egyptens guder’.

Tilbage til det, der står i Ipuwer dokumentet om de plager, som ramte Egypten. Lige efter forrige citat står der følgende i indledningen til Ipuwer-dokumentet: “Alt er ødelagt! Træerne er ødelagt. Der findes ingen frugter eller urter. Til visse porte, søjler og mure er opslugt af ilden (som fulgte haglen). Nedreegypten græder.. hele paladset er uden statsindtægter. Til det hører rettelig hvede, byg, gæs og fisk. Til visse, korn er forsvundet overalt. Ingen frugter eller urter findes.. [i dokumentet nævnes mage kendte og ukendte frugter og træsorter]. Der er [kun] hunger. Alle dyr, deres hjerte græder. Kvæget brøler. Se, kvæget er ladt herreløst, og der er ingen til at samle det sammen. Hver mand griber selv det, der [er] mærket med hans navn. Landet er uden lys”¹⁰.

Dette vidner igen om den store katastrofe, der ramte landet. Det er svært nøjagtig at vide, hvad de enkelte udsagn henviser til, men det er muligvis et sammendrag af de forskellige plager, som ramte landet, måske især den. 7. plage, som er haglplagen. I bibelen står der følgende om den: “Moses rakte sin stav op mod himmelen, og Herren sendte torden og hagl; ild slog ned på jorden, og Herren lod haglene falde ned over Ægypten; og der kom et haglvejr, med ildsluer flammende mellem haglen, så voldsomt, at dets lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket; og i Ægypten slog haglen alt ned, hvad der var på marken, både mennesker og kvæg, og alle markens urter slog haglen ned, og alle markens træer knækkede [splintrede] den [her tænkes der på frugttræerne]; kun i Gosen, hvor israelitterne boede, faldt der ikke hagl, 2Mose 9:23-26.

I begge beretninger nævnes ilden, der fulgte denne ødelæggelse, og det henviser muligvis til den kraftige tordenvejr, som nævnes i bibelteksten. Vi hører indimellem også om kraftige tordenvejr i verden i dag, som kan minde om det, der beskrives i forbindelse med den 7. plage, og hvor der indimellem hører om hagl så store som appelsiner. Haglene i Egypten var givetvis større, idet den slog alt ned, mennesker og kvæg, markens urter og alle markens træer. Det er muligvis den ødelæggelse, der får Ipuwer til at skrive dette lidt længere fremme i dokumentet: “Der er blod overalt, ingen mangel på død.” Hvor mange mennesker, der døde som følge af denne plage, nævnes ikke.

Dertil kom, at ilden (lynene?) gjorde, at mange huse brændte. På denne baggrund kan man godt forstå, at Ipuwer klager og siger: Der er hunger. Alle dyr græder! Og lidt senere i dokumentet: ‘Der mangler materialer til alle slags håndværk’. Og videre: ‘Der er mangel på mad.. Stor sult og lidelse… Damer siger: Vi ønsker at spise, kvinder er golde, ingen undfanger.., deres legemer lider i klude.., pakhuset er tomt’.

Denne og mange lignende citater fra Ipuwer-dokumentet beskriver udførligt, hvordan der pga. de nævnte plager kom en stor hungersnød over dem som følge af de plager, som ramte landet. Et sted taler han om, at “der mangler mad, folk lider og sulter, lagrene er opbrugt.. situationen er utrolig vanskelig”.

Når Ipuwer nævner, at kvinderne er barnløse, betyder det muligvis, at børnene er døde af sult. Når dokumentet kort efter omtaler, at “landet er uden lys”, henviser det muligvis til den 9. plage, som er omtalt i 2Mose 10:22-23, hvor der står, at ‘der kom et tykt mørke over hele Ægypten i tre dage, [så] den ene ikke kunne se den anden.., men overalt, hvor israelitterne boede, var der lyst’.

Efterhånden, som de ti plager ramte Egypten, blev hele befolkningen selvfølgelig grebet af frygt og forfærdelse. Ipuwer gengiver det, som de tænkte på og talte om, og skriver: “Vi ved ikke, hvad der sker i landet. Vi har aldrig hørt eller oplevet noget lignende”.

I begyndelsen mente Egyptens mirakelmagere, at de kunne efterligne det, der skete ved Guds hånd. Men efterhånden blev de, ligesom Asdods befolkning, klar over, at dette er Guds værk, og sagde til farao: “Det er Guds finger”, 2Mose 8,15. De forskellige plager lå simpelthen udenfor deres fatteevne og kontrol. Det blev mere og mere tydeligt for dem, såvel som for hele folket, at deres kendte guder ikke kunne hjælpe dem, men at de (som det var tilfældet med asdoditternes gud) måtte bøje sig for Israels Gud. At det forholder sig således, vender jeg tilbage til lidt senere.

Israelere får guld og sølv af egypterne

Inden vi fortsætter og ser på den sidste 10. plage, som kom over Egypten, skete der også noget andet i landet, En hændelse, der synes at passe med det, som Ipuwer også nævner. Men lad os først læse den bibelske tekst: “Israelitterne gjorde, som Moses havde sagt, og bedt ægypterne sølv- og guldstykker, og om klæder; og Herren havde stemt ægypterne gunstigt mod folket, så de havde givet dem, hvad de bad om. Således tog de bytte fra Ægypten”, 2Mose 12:35-36.

Ipuwer fortæller samstemmende om et fattigt slavefolk, som pludselig var blevet velhavende: “Fattige mænd er blevet velhavende.. guld, lapis lazuli (en smykkesten), sølv og turkis, karneol (rødlig halvædelsten), ametyst, andre kostbare sten … bliver hængt om halsen på slavinder.. der mangler guld (dvs. der var ingen værdier tilbage i Egypten)”.

Læg mærke til, at han skriver, at ‘kostbare sten.. bliver hængt om halsen på slavinder’. Et andet sted nævner han, at slaver har fået sølv, guldbægre, fine garner, ædelstene, røgelse, og flere andre værdier nævnes. Ipuwer fortæller ikke, hvordan disse fattige slavefolk var blevet så rige – men, når han lige efter siger, at ‘der mangler guld’ [i landet], antydes der en sammenhæng til det, der berettes i bibelen om, at de tidligere fattige og trælbundne israelitter havde en stor del af Egyptens rigdom med sig, da de nogle dage senere udvandrede fra landet. Det er bl.a. denne rigdom, som er forklaringen på, at de 40 dage senere, da de var komme til bjerget Sinai, kunne efterkomme Guds befaling, da han som en forberedelse til tabernaklets opførelse, gav denne befaling til Moses:

“Sig til israelitterne, at de skal bringe mig offerydelser; af enhver, som i sit hjerte føler sig tilskyndet dertil, skal I tage min offerydelse. Og offerydelsen.. skal bestå af guld, sølv, kobber, violet og rødt purpurgarn, karmoisinrødt garn, bussus, gedehår, rødfarvede vædderskind, tahasjskind, akacietræ, olie til lysestagen, vellugtende stoffer til salveolien og røgelsen, sjohamsten og ædelsten til indfatning på efoden og brystskjolder, og du skal indrette mig en helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem”, 2Mose 25:2-8

Og Herren fortsætter og siger: “Du skal indrette boligen og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil vise dig [på bjerget]”, 2Mose 25:9,40..

Men før helligdommen blev bygget, bestemte folket sig desværre til at bruge noget af guldet til et andet formål. I 2Mose 32 læser vi om, hvordan de lavede sig en guldkalv, der som bekendt resulterede i, at mange blev ført vild og forlod Herren, deres Gud. Men det er en helt anden historie, som vi ikke skal komme nærmere ind på her.

Den 10. og sidste plage

Vi er nu kommet til den 10. og sidste plage, som kom over Egypten, da landets farao nægtede at lade Israels folk rejse, som Gud havde krævet. Forud for denne sidste plage sagde Gud: “En plage endnu vil jeg lade komme over Farao og ægypterne, og efter den skal han lade jer rejse herfra;.. Ved midnatstid vil jeg drage igennem Ægypten, og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, der skal arve hans trone, til den førstefødte hos trælkvinden, der arbejder hos håndværkerne, og alt det førstefødte af kvæget”, 2Mose 11:1,5.

I forbindelse med det, vi lige har læst om de førstefødtes død i Egypten, er det interessant at vide, at der også her vidner den føromtalte Ipuwer-dokument om denne katastrofe. Optakten til denne begynder med, at det nævnes, at “skrivere er slået ihjel.. deres bøger er ødelagt”. Når det kun er skriverne, der omtales her, skyldes det ikke, at det ikke var andre, som døde, men nok mere fordi, at det især var dem, der var blandt de førstefødte. Årsagen hertil var var, at disse førstefødte ofte blev udvalgt og uddannet til at blive skrivere. Og da de fleste af disse døde i forbindelse med den 10. og sidste plage, så var der stort set ingen tilbage til at nedskrive det, der efterfølgende ramte Egypten.

Der var dog også nogle skrivere i landet, som man kan kalde ‘overklassens børn’. De var ikke nødvendigvis førstefødte, og døde derfor ikke i forbindelse med den 10. plage – men mange af disse døde en uges tid senere, da farao, såvel som landets ledere og den egyptiske hær, forfulgte israelitterne ud i Det Røde Hav og druknede. De få tilbageværende skrivere, som måtte være i landet, havde pludselig ikke længere noget job og havde derfor heller intet incitament til at nedskrive noget som helst.

Det fundne Ipuwer-dokument viser heldigvis, at der var undtagelser. Måske er det den 10. plage, der fik Ipuwer til at fortsætte sin beretning således: “Der er stønnen over hele landet, blandet med klageskrig. Til visse, de, der var balsamerede, ligger over jorden..’¹¹.

Det er forståeligt, at der stiger en stønnen og en klage op i hele landet. Bibelen beskriver det, der skete, således: “Ved midnatstid ihjelslog Herren alle de førstefødte i Ægypten, lige fra faraos førstefødte, der skulle arve hans trone, til den førstefødte hos fangen, der sad i fangehullet, og alt det førstefødte af kvæget. Da stod farao op om natten tillige med alle sine tjenere og alle ægyptere, og der lød et højt klageskrig i Ægypten, thi der var intet hus, hvor der ikke fandtes en død”, 2Mose 12:29-30.

Der var intet hus, hvor der ikke fandtes en død. Ifølge 2Mose 11 døde faraos førstefødte søn, som skulle arve tronen, også under den 10. plage. I den forbindelse er det interessant, at den egyptiske historie fortæller meget om denne søn under hele hans opvækst, men holder så pludselig op med at nævne ham. Den nævner heller intet om, hvor han var blevet af. Måske ønskede farao ikke at forevige, at landets mange guder [afguder] ikke kunne beskytte hans søn mod den almægtige Guds vrede? Men det er mere sandsynlig, at der pga. ovenstående grunde ikke var mange overlevende skrivere til at nedskrive det, som der skete i landet, men som vi kan læse om i bibelen.

Det er i den forbindelse også interessant, at faraos førstefødte søn heller aldrig blev begravet i den grav, der var tiltænkt ham. Årsagen kan være, at hans søn først skulle balsameres, en tid, som normalt ville tage 70 dage. Man havde sandsynligvis begyndt balsameringen, som det var skik, men det kan også være, at de hverken havde overskud eller tid til tænke på ret meget andet end at sørge og klage. Det kan være det, Ipuwer henviser til, når han taler om de mange balsamerede, der ligger over jorden, og et andet sted: ‘Mange døde er begravet i floden’.

Det, der her beskrives, er en så markant afvigelse fra den sædvanlige måde at håndtere og begrave de døde på, at det er en tydelig indikation på, at der må have været tale om en exceptionel situation som den, bibelen nævner: De balsamerede bliver ikke begravet behørigt, og alle de andre ‘begraves’ i floden (Nilen).

Det er i denne forbindelse tankevækkende, at det ikke kun var faraos søn, som ikke kom til at ligge i den grav, der var tiltænkt ham. Ifølge arkæologien skete det samme for hans far, den dengang regerende farao, Amenhotep 3. Den egyptiske historie er også her fuldstændig tavs, men det kan konkluderes, at der skete et eller andet katastrofalt, som gjorde, at han ligesom sin søn heller ikke blev lagt i graven, som var tiltænkt ham. Vi skal med andre ord til bibelen for at få svaret: Han druknede i Det Røde Hav. Derom mere senere.

Det skal i den forbindelse nævnes, at der er endnu to grave i Egypten, der er tomme. De er begge omtalt tidligere, og skal derfor kun nævnes ganske kort igen. Den første er Josefs grav, som blev tom, da Moses 400 år senere, efter Josefs udtrykkelige ønske, tog ‘hans ben’ med ud af landet for at genbegrave dem i løfternes land. Den fjerde og sidste tomme grav i Egypten var tiltænkt Moses, som blev kendt i Egypten som Thutmosis 3. Vi husker, at han faldt i unåde og måtte flygte, og graven blev som følge heraf skændet og ødelagt. Den egyptiske historie fortæller heller intet om hans endeligt, men også her giver bibelen forklaringen: Moses flygtede ud af Egypten, hvorefter han opholdt sig hos præsten Jetro i 40 år, og efter alle disse år vendte han tilbage til Egypten, hvor han under Guds stærke hånd og ledelse førte Israels folk ud af landet, og kom efter yderligere 40 år frem til det forjættede land, men ifølge bibelen kom Moses ikke selv derind. Han døde som 120-årig, og hans død er omtalt således i 5Mose 34:5-7:
“Moses, Herrens tjener, døde der i Moabs land [det nuværende Jordan], som Herren havde sagt. Og han begravede ham i dalen i Moab lige over for Bet-Peor. Indtil denne dag har intet menneske kendt hans grav”.

Den første påske

Vi skal her til sidst ganske kort se på det, der skete for Israels folk i forbindelse med den 10. plage.

Gud havde jo bevaret dem gennem de øvrige, og som sædvanlig sørgede han også for, at heller ikke denne sidste plage ramte hans folk. Årsagen skal findes i det løfte, som Gud har givet til alle, som tror på ham. Et eksempel finder vi i 1Thess 5:9, hvor der står: “Gud bestemte os ikke til at rammes af hans vrede, men til at få frelsen i eje ved vor Herres Jesus Kristus”.

Ligesom i den nye pagt ønskede Gud også at frelse alle dem i den gamle pagt, som tror og stoler på ham. På hans befaling sagde Moses derfor dette til alle Israels ældste: “Gå ud og hent jer småkvæg til jeres familier og slagt påskeofferet; og tag jer ysopkoste, dup dem i blodet i fadet og stryg noget deraf på overliggeren og de to dørstolper, og ingen af jer må gå ud af sin husdør før i morgen. Thi Herren vil gå omkring og slå ægypterne, og når han da ser blodet på overliggeren og de to dørstolper, vil han gå døren forbi og ikke give ødelæggeren adgang til jeres huse for at slå jer..”, 2Mose 12:21-23.

Som de fleste nok husker, så taler skriften her om den første påske, hvor lammets blod blev udgydt for at frelse alle dem, som tror på Gud – og benytter sig af blodet for at redde livet. De fleste ved sikkert også, at denne første påske peger frem mod – og er et forbillede på Jesus Kristus, som en dag ville komme som det Guds lam, som bærer [borttager] verdens synd, jfr. Joh 1:29. Jøderne blev således ikke frelst ved loven, som nogle tror, for i den gamle pagt blev de frelst på nøjagtig samme måde som vi, som i den nye pagt tror på Jesus Kristus og hans frelsesværk på Golgata.

Dette fremgår fx tydeligt i Heb 9:15, hvor der står, at Jesus er “mellemmand for en ny pagt, for at de kaldede må få den forjættede, evige arv, efter at død har fundet sted til forløsning for overtrædelser under den første pagt”.

En har engang sagt: Den største forskel på dengang (i den gamle pagt) og nu (i den nye pagt) er, at de så frem på Guds frelse på Golgata ved Jesus, mens vi ser tilbage på den.

I den næste artikel skal vi følge Moses og Israels folk vandring ud fra Egypten. Vi skal bl.a. se, hvordan Gud lagde alting tilrette for dem, og hvordan der den dag i dag foreligger næsten utallige beviser for, at Gud er historiens Gud, som ikke har efterladt sig uden tydelige spor herpå.

Bibliografi:

1. ‘Israelitternes saga’ 1:4, som blev vist på DR2 d. 9/10 2012
2. http://www.touregypt.net/featurestories/slaves.htm
3. DR K, d. 10. maj 2012
4. Dr. Lennart Möller: Exodus, udvandringen fra Egypten, s. 115
5. TEL, udgivet af Selskab for Bibelsk Arkæologi, nr. 9/1998
6. Vilh. Møller-Christensen og K.E. Jordt Jørgensen
7. samme, side 144
8. Dr. Lennart Möller: Exodus, udvandringen fra Egypten, side 153.
9. ‘Tell’ marts 1999, udgivet af ‘Selskab for Bibelsk Arkæologi’
10. samme.
11. samme.

Kilde: Jesus-lever.dk

Eskild Særkjær

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Skriften

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)

• Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
• Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
• Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
• Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
• Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023