Der er nu gået ca. 400 år, siden jøderne kom til Egypten under den store syvårige hungersnød, dengang, hvor Josef herskede som medregent i Egypten. I bibelen læser vi, at de efterhånden var blevet til ‘et stort folk’. Hvor mange de var, og hvor stort folk de var blevet til, er beskrevet således i begyndelsen af 2. Mosebog: “Men israelitterne var frugtbare, det vrimlede med dem og de blev mange; de blev uhyre talrige, så landet blev fuldt af dem”, 2Mose 1:7.
Gamle rabbinske skrifter fortæller, at de udover deres antal også var indflydelsesrige, og det tilsammen gjorde, at den regerende Farao, som i 1526 f.Kr. var ved magten, og ikke kendte noget til Josef og hvad han har gjort – begyndte at se jøderne som en trussel og indskrænkede deres bevægelsesfrihed.
Han, og Egyptens ledere var nemlig bange for, at de kunne finde på at gå i forbund med landets fjender, og på den måde tage magten i Egypten. Han sagde derfor dette til sine embedsmænd: “Se, Israels folk bliver talrigere og stærkere end vi. Velan, lad os gå klogt til værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i krig, at de går over til vore modstandere og kæmper mod os og til sidst forlader landet”, 2Mose 1:9-10
Farao satte derefter nogle brutale opsynsmænd til at gøre Israels folk til regulære slaver: “De satte så hoverifogeder over dem, som skulle plage dem med tvangsarbejde, da Faraos forrådsbyer Pitom og Ramses skulle bygges.. og de tvang israelitterne til trællearbejde og gjorde dem livet bittert ved hårdt arbejde med ler og tegl og alle hånde markarbejde, ved alt det arbejde, de tvang dem til at udføre for sig”, 2Mose 1:11, 13-14.
Ifølge den jødiske historieskriver Josefus bestod dette arbejde, udover det, som allerede er nævnt, også i at grave kanaler og bygge mure rundt om byerne. Det hårde arbejde nedsled jøderne, men det reducerede ikke deres antal, tværtimod! “jo mere man plagede dem, des flere blev de, og des mere brede de sig, så egypterne fik rædsel for dem”, 2Mose 1:12.
Det var på dette grundlag, at Farao beordrede, at jordemødrene skulle dræbe alle nyfødte hebræerdrenge, mens pigerne fik lov til at leve. Men denne taktik lykkedes ikke, fordi jordmødrene var gudfrygtige: “Da lod egypterkongen jordemødrene kalde og sagde til dem: Hvorfor har I båret jer således ad og ladet drengebørnene leve? Men jordmødrene svarede Farao: Hebræerkvinderne er ikke som de ægyptiske kvinder, de har let ved at føde; inden jordemoderen kommer til dem, har de allerede født. Og Gud gjorde vel imod jordemødrene, og folket blev stort og såre talrigt..”, 2Mose 1:18-20.
Her er der to ting, vi skal lægge mærke til:
- Her får vi et (generelt?) glimt af troen blandt folket.
- Det er ikke forkert at lyve i sådanne situationer.
Da Farao så, at hebræerdrengene ikke blev slået ihjel, fandt han på en anden grusom metode.
“Da udstedte Farao den befaling til hele sit folk: Alle drengebørn, der fødes, skal I kaste i Nilen, men pigebørnene skal I lade leve”, 2Mose 1:22.
Historieskriveren Josefus, som havde adgang til kilder, som nu er gået tabt, skriver, at Farao havde beordret, at hvis en familie ikke adlød hans krav, skulle hele familien henrettes. Det blev nu hårde tider for Israels folk. Udover det at være slaver, fik drengemordene selvfølgelig alvorlige konsekvenser for næsten alle familier. Det var så på denne tid, at Moses blev født i Egypten. Ifølge 2Mose 6:19-20 var hans far en levit, som hed Amran, altså af præsteslægten, og hans mor hed Jokebed. De var begge troende, og sammen med folket råbte de til Gud om hjælp.
Josefus beskriver Amram som en bønnens mand, der havde stor medlidenhed med sit folk. Han skriver videre, at Gud kom til Amram i en drøm og sagde, at han har set folkets lidelser, og vil befri dem ved den søn, de skulle få.
Ifølge Josefus sagde Gud også, at barnet ville blive beskyttet, så det ikke blev dræbt, og skal vokse op på en måde, de ikke selv kunne udtænke. Amram delte derefter sin drøm [eller synet] med sin kone, og de troede begge på det, Amram havde fået at vide.
I Hebr. 11:23 står der dette om forældrenes tro: “I tro blev Moses kort efter sin fødsel skjult af sine forældre i tre måneder, fordi de så, at drengen var dejlig, og de lod sig ikke skræmme af kongens befaling”.
Hvad der herefter skete, læser vi om i 2Mose kap. 2.
“Da ikke kunne holde drengen skjult længere, tog hun en sivkurv, tætnede den med beg og tjære, lagde barnet i den og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred”, v. 3.
Moderen bad derefter hans søster Miriam om at følge med i, hvad der skete med ham. Og det gjorde hun. Som vi så det ovenfor, så var denne handling ikke en panikhandling, for de troede Gud. Selvom deres tro blev prøvet, så havde moderen sikkert tænkt, at ‘når Gud har åbenbaret sin vilje med hensyn til barnet, så vil han også beskytte det’. Hvad der videre skete, står i vers 5:
“Nu kom Faraos datter ned til Nilen for at bade, mens hendes piger gik frem og tilbage på flodbredden. Hun fik øje på kurven mellem sivene og sendte sin tjenestepige ud efter den”
Ja, at det her skete, var virkelig et stort under. Udover det med sivkurven var det også på en anden måde en meget usædvanlig situation. Historikere har nemlig fundet og udgravet Faraos paladser, og de nævner, at de kongelige havde deres egne ‘swimmingpool’ lige ved, og derfor ville en kongedatter normalt ikke bade i Egyptens floder – og derfor var det, der skete den dag, umuligt at forudse. Historikere mener også, at hun gjorde dette, for at et ægyptisk sagn (som Gud brugte) fortalte hende, at tiden var kommet til, at guden Phats søn ville komme til dem gennem vandet, i en lille båd. Derfor tog Faraos datter, som ifølge historikere hed Thermuthis, den dag ned til vandet, og benyttede lejligheden til ligefrem at spejde efter dette sagnunder. Det kan man da kalde forud beredte gerninger.
Vi læser videre:
“Da hun åbnede den, så hun barnet, en dreng, der lå og græd. Hun fik medynk med ham og sagde: ‘Det er et af hebræernes børn’. Hans søster sagde til Faraos datter: ‘Skal jeg gå hen og hente en amme hos hebræerkvinderne, som kan amme barnet for dig’? ‘Ja, gør det’, sagde Faraos datter, og pigen gik hen efter drengens mor. Faraos datter sagde til hende: ‘Tag denne dreng med, og am ham for mig; jeg skal nok betale dig’. Så tog kvinden drengen med og ammede ham. Men da drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos datter, og denne antog ham som sin søn, og gav ham navnet Moses, thi, sagde hun, jeg har trukket ham op af vandet”, v. 6-10.
Moses blev altså reddet og adopteret af Faraos datter, selvom hun vidste, at han var et hebræerbarn. Det er oplagt at konkludere, at hun må havde holdt denne viden hemmelig for alle, for drengen ville jo ikke havde være sikker for Faraos vrede i hans eget palads. Hun har derfor sikkert stukket sin far en nødløgn, indtil, ‘drengen var blevet stor’, da præsenterede hun Moses for sin far, og tilkendegav, at hun havde antaget ham som sin (adoptiv)søn. Hun holdt det heller ikke hemmeligt, hvordan hun havde fået drengen. Hans navn afslører jo, at han er trukket op af vandet.
Josefus skriver, at Thermuthis, som selv var barnløs, gav drengen dette navn ud fra følgende forhold: ‘Egypterne kaldte vand for ‘mo’, og den (dem), som blev reddet fra vandet [fx ved drukning], blev kaldt ‘uses’, så det navn, barnet fik, var Mo-uses1. Denne forklaring på Mose navn stemmer i øvrigt godt med det, der står ovenfor i bibelteksten.
Som førnævnt er det usandsynligt, at hun havde fortalt sin far, at han var et hebræerbarn. Og det, at han desuden uden videre blev adopteret ind i familien som ‘faraos søn’, viser, at han straks var blevet betragtet som noget ganske særligt. Jeg tror, at baggrunden var, at de alle troede, at det måtte være Phats søn, som blev legemliggjort. Jeg kan i alle fald ikke finde på andre sandsynlige forklaringer. Det ser da også ud til, at han blev en meget betydningsfuld person.
Der står ikke meget i bibelen om Mose barndom og ungdom. I Stefanus’ tale i Apg. 7:2 får vi kun dette at vide om ham: “Faraos datter.. opfostrede ham som sin egen søn. Og Moses blev oplært i al Egyptens visdom; og han blev mægtig, både i ord og i gerning”.
Det, der siges her, betyder selvfølgelig, at Moses fik den bedste uddannelse, og kom ikke til at mangle noget med hensyn til materielle goder eller andet. Ifølge den egyptiske historie og gamle jødiske skrifter var han endda udset til at blive den næste Farao. Historieskriveren Josefus fortæller følgende om ham:
“Mens Moses stadig var ung, blev Egypten angrebet af Etiopien. Etiopierne sejrede og tog sig flere og flere friheder i Egypten. I denne anstrengte situation vendte egypterne sig til deres orakler og profeter, og de fik at vide, at de kunne gøre brug af hebræeren Moses. Farao udnævnte derefter Moses til general med kommando over den Egyptiske hær. Moses gik ikke ind i Nildalen, som etiopierne havde gjort, men valgte en helt anden strategi. Det var vanskeligt at bevæge sig gennem ørkenen og udføre knibtangsmanøvrer, fordi der var giftige slanger i området… Derfor medbragte Moses sine ibisser, slangernes værste fjender. Moses medbragte fuglene i bure og slap dem løs på de steder, hvor slangerne var talrige. På den måde var egypterne i stand til at vælge en uventet rute og bevæge sig hurtigere end normalt. Moses vandt en afgørende sejr, og vandt efterfølgende det ene slag efter det andet. Da etiopierne var stillet over for udsigten til at blive slaver i Egypten, flygtede de til deres egen hovedstad, Sheba”2.
Trods denne sejr blev Moses mere og mere upopulær. Josefus fortæller, hvad der videre skete (ikke gengivet helt ordret):
Mange af de Egyptiske ledere blev herefter bange for Moses. For det første var Moses en udlænding, og for det andet var han selv blevet meget magtfuld, fordi han som general havde slået etiopierne. Alt dette gjorde, at mange frygtede, at nu, hvor han havde magten til at gøre det, måske kunne finde på at indføre nye skikke i landet. I en blanding af misundelse og frygt ønskede mange, selv Farao [som sikkert havde hørt på sladderen om Moses], at dræbe ham. Moses vidste, at folket [og Farao] lurede på et påskud til at dræbe ham, og det er så i denne situation, at han begår sin store fejltagelse3.
Den fejltagelse, Josefus beskriver, er bl.a. refereret i Apg. 7:23-24, hvor vi læser: “Da han [Moses] blev 20 år gammel, opkom det i hans hjerte, at han ville besøge sine besøge sine ‘brødre, Israels børn, og da han så, at en af dem led uret, tog han den mishandlede i forsvar og hævnede ham ved at slå egypteren ihjel”.
Hvis Josefus har ret i, at Moses’ far havde hørt Gud sige, at deres søn skulle befri hans folk fra deres trældom, er det sandsynligt, at han har sagt dette videre til Moses selv under hans opvækst, hvor han besøgte dem fra tid til anden. I alle fald havde han fået en tro på, at Gud ville bruge ham på denne måde, og tog derfor sagen i egen hånd. Men der lå også mere i det. Det ser nemlig ud til, at det omtrent var på denne tid, at Moses havde gjort kendt, at han ikke længere ville være søn af Faraos datter, noget, han eller var blevet kaldt, og opdraget til under hele hans opvækst. I Heb 11:25-26 forklares hans handling med disse ord:
“I tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk frem for at nyde synden en stakket stund; han regnede det for større rigdom end Egyptens skatte at dele Kristi skændsel”
Alt dette satte ham selvfølgelig i et særdeles dårligt lys, og nu havde han slået en egypter ihjel. Det var i orden at slå en slave ihjel, men en egypter. Det var der simpelthen dødsstraf for. Jeg tror, det bagvedliggende motiv ikke var vrede, men at han ville gøre Guds vilje. I Apg 7:25 står der: “Nu mente han, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville give dem frelse, men det forstod de ikke”
Det ser altså ud til, at da Moses så, at en af hans israelske brødre blev mishandlet, havde tænkt: ‘Nu er den tid måske kommet, hvor jeg har magt og må gøre Guds vilje ved at begynde at befri hans udvalgte folk fra slaveri og mishandling’. Men det var dog ikke ved menneskelig magt og styrke, at Gud ville befri folket. Moses så på sine egne præstationer, og derfor skulle der gå yderligere 40 år, borte fra Egypten, inden han var rede. Indledningen til hans flugt ud af landet begyndte på denne måde:
“Da han næste dag igen gik derud [til sine brødre], så han to hebræere i slagsmål med hinanden. Da sagde han til ham, der havde uret: ‘Hvorfor slår du din landsmand?’ Han svarede: ‘Hvem har sat dig til dommer over os? Vil du slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel?’ Og Moses blev bange og tænkte: ‘så er det [at jeg slog egypteren ihjel] dog blevet bekendt!’..”, 2Mose 2:13-14.
Moses var som allerede nævnt blevet upopulær, dels, fordi han har afsløret, at han var hebræer, og dels pga. den sladder, der var i omløb efter hans sejr over etiopierne, og nu dette! Det var det ultimative bevis på, at han virkelig var gået blevet en af Egyptens fjender – og her er det så, at vi kan læse det næste vers: “Da Farao fik nys derom, søgte han at komme Moses til livs, men Moses flygtede for Farao og tyede til Midjans land”. 2Mose 2:15.
I Apg. 7:29 beskrives hans flugt og ophold i Midjans land således: “Da Moses hørte det [at Farao søgte at komme ham til livs] flygtede han bort og boede som fremmed i Midjans land..”.
I begge vers står der, at Moses flygtede, og det kan derfor godt se ud til, at denne flugt skete i panik, men ser vi på et vers i hebræerbrevet, som beskriver den samme hændelse, ser det ud til, at det ikke var tilfældet. Her står der nemlig, at “I tro forlod han Egypten uden at lade sig skræmme af kongens vrede; thi han holdt ud, som om han så den usynlige”, Heb 11:27.
Så vidt jeg kan se, havde Moses indset, at det, han havde gjort, da han slog egypteren ihjel, ikke var en del af Guds plan med ham, selvom han i begyndelsen troede, at han havde gjort det rigtige, idet han sammen med Guds folk var villig til at lide ondt for Kristus. Derfor forlod han Egypten i troen på, at Gud ville lede ham til at gøre det rigtige fremover. Han anede næppe, at der skulle gå 40 år, inden han kunne gøre det, han var født til, nemlig til at være sit folks befrier.
Inden vi fortsætter, så lad os lige et øjeblik se, hvor Midjan, som Moses flygtede til, lå (og ligger). Se vi efter i de landkort, der ligger i de danske bibler, er Midjan placeret på Sinaihalvøen, men det er forkert. På samtlige gamle kort er Midjan nemlig anført til at ligge øst for Sinaihalvøen, altså i det nuværende Saudiarabien, og således vises det da også i de fleste bibeloversigter end de danske, jfr. oversigten th. Vi skal senere se på nogle bibelvers, som viser, at det forholder sig således.
Derefter hører vi ikke meget til Moses i de næste 40 år. Vi får faktisk kun lidt at vide om, hvad der skete i denne periodes begyndelse, og i dens afslutning. Bibelen beretter ganske kort, hvordan han efter sin flugt tog ophold hos præsten Jetro i Midjans land, og hjalp ham med at vogte hans småkvæg. Vi får også at vide, at Moses giftede sig med den ene af hans syv døtre, og de fik en søn. Derefter hører vi først noget om Moses, da der var gået de ca. 40 år. Den lange periode bliver beskrevet med disse få ord:
“Således gik der lang tid hen, og imidlertid døde egypterkongen. Men israelitterne stønnede og klagede under deres trældom, og deres skrig over trældommen nåede op til Gud. Da hørte Gud deres jamren, og Gud ihukom sin pagt med Abraham, Isak og Jakob, og Gud så til israelitterne”, 2Mose 2:23-25a.
Vi kender nok alle beretningen i 2Mose 3, som fortæller om, hvordan Gud åbenbarede sig for Moses ud fra den brændende tornebusk og sagde bl.a. dette: “Se, nu er israelitternes klageskrig nået til mig, og jeg har også set den trængsel, egypterne har bragt over dem. Derfor vil jeg nu sende dig til Farao, og du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten”, 2Mose 3:9-10.
Inden vi går videre, skal vi lægge mærke til det første vers i kapitlet, som indleder Moses’ kaldelse: “Moses vogtede nu småkvæget for sin svigerfader Jetro, præsten i Midjan, og drev engang småkvæget hen hinsides ørkenen og kom til Guds bjerg Horeb”, 2Mose 3:1.
Dette vers er vigtigt at få med, fordi den forklarer, hvor det var, Gud åbenbarede sig for ham. Der står, at det var ved bjerget Horeb i Midjan. I bibelen er dette bjerg synonymt med bjerget Sinai. Det betyder konkret, at kan det bevises, at Midjan lå (og ligger) i det nuværende Saudiarabien, så er det også bevises, at bjerget Horeb også ligger der, og det er derfor også dér, vi skal lede efter de arkæologiske beviser for Israels folks vandring i ørkenen, og langvarige ophold ved bjerget Horeb (Sinai). Derom mere senere.
Er Moses og jødernes slaveri i landet optegnet i den egyptiske historie?
Hvis man spørger den moderne bibelkritik, er svarer et klart nej4. Men, det er der faktisk mange arkæologiske og historiske beviser, der modsiger denne påstand. Og det er netop det, vi skal se på i det følgende. For det første: Hvis Moses findes i den Egyptiske historie, så må der være historiske spor, der fortæller, hvornår det skete, og hvem han var. Det siger sig selv, at det ikke er helt så ligetil.
Mange har i årtier grundigt studeret den Egyptiske historie, og de er slet ikke færdige dermed, fordi de konstant støder ind i problemer med at finde ud af, hvem der reagerede hvornår og hvor længe. Den ene historiske kilde taler fx om den totale tid, der er gået, fra en Farao blev tronarving, mens en anden kun omtaler den tid, der er gået, efter at han var blevet Farao5. Dertil kommer, at den Egyptiske historie rummer mange forskellige dynastier [æraer], og hver periode havde hver deres faraoer [konger]; og de forskellig dynastier med deres farao’er kendte ikke noget som helst til de forrige. Denne viden stemmer godt med det, der står i 2Mose 1:8: “Da kom der en ny konge [farao] over Egypten, som ikke vidste noget om Josef”.
For at gøre det hele sværere, så regerede flere faraoer ofte sammen. Den ene farao kunne således være medregent for en anden, eller regere i en anden provins, uden at dette fremgår i den Egyptiske historie. Af disse og andre grunde er der fortsat stor uenighed om de enkelte faraoers rækkefølge, såvel som deres regeringstider. De forskellige forskere kan derfor ofte have en tidsforskydning på hundrede år eller mere, for de enkelte faraoer eller dynastier. Ud fra den egyptiske historie er det altså temmelig svært at datere en bestemt tid, men også et bestemt navn, især, når vi ikke kender hans egyptiske navn. Det kommer vi tilbage til.
For, først skal vi forsøge at tidsbestemme tiden for Moses’ liv med den bibelske kronologi, og derefter se, om vi kan finde en person i den Egyptiske historie, som synes at passe på Moses. Det første spor finder vi i 1Kong 6:1, hvor der står: “I det 480. år efter israelitternes udvandring fra Egypten, i det fjerde år af kong Salomos regeringstid over Israel, i måneden ziv – det er den anden måned – begyndte han at bygge Herrens tempel”.
Salomo påbegyndte altså at bygge templet 480 år efter israelitternes udvandring, og de fleste bibelforskere mener, at det skete ca. 967 f.Kr. Denne datering af templets opførelse og udvandring bekræftes af et Qumranfragment [AQ247], som er fra ca. 100 f.Kr. såvel som af ‘Den Apokalyptiske Kronologi’.
Lægger vi disse to kendte tal 967 + 480 sammen, kommer vi til tilbage omkring år 1487 f.Kr., hvor udvandringen skete. Ifølge bibelen var Moses 80 år gammel på dette tidspunkt, og det betyder, at han må være født ca. år 1507 f.Kr. Det er altså omkring denne tid, vi skal lede i den egyptiske historie efter Moses.
Hvis Moses findes i den historie, i hvilket navn finder vi ham så under?
Umiddelbart skulle man tro, at man bare kunne lede efter det navn, som Faraos datter kaldte ham, da han kom tilbage til hende efter, at hans mor i en tid havde ammet ham, og han var blevet stor. Det er dog usandsynligt, at det var dette navn, Moses blev kendt under i Faraos hus, og som blev hans officielle navn. Det var nemlig almindeligt, at betydningsfulde personer fik nye navne – som ofte også var deres titel – ved forfremmelser eller nye stillinger. Det har vi allerede set et eksempel på i forbindelse med det, vi læse om Josef, da den dengang regerende farao indsatte ham til at have Egyptens næststørste et embede. Som vi husker, fik han ifølge 1Mose 41:45 navnet Zafenat-Pahan, som betyder ‘Verdens frelser’ Og således var det også med de fleste andre kendte personer i den Egyptiske historie.
Det var også det almindeligste, da Moses blev født og levede. Som allerede nævnt fik den næste farao ofte et nyt navn, da han blev kronprins, men også, hvis han fx blev forfremmet. Da Moses voksede op i Egypten blev flere [måske alle?] faraoer kaldt for Ramses, en titel, der blev brugt for at tilkendegive, at de alle var inkarnationer eller sønner af solguden Ra. I det 18. dynasti fik de fleste medregenter [kronprinser] navnet Thutmosis [1., 2., 3., osv.], og alle faraoer fik navnet Amenhotep [1.,2.,3.,osv]. Der er altså mange navne eller titelnavne at holde styr på. Det er ikke ualmindeligt, at en højtstående egypter havde helt op til 5 forskellige titel/navne i løbet af deres karriere.
Findes der nogen information i den historie om en mand som Moses?
Det er så i denne jungle af navne, at vi skal se, om der dukker et navn op, som kan være et af de navne, Moses fik, da han begyndte sin karriere som ‘Faraos søn’, som i øvrigt også er en titel. Og ja, sådan en person dukker faktisk op. Denne person var på dette tidspunkt udnævnt til kronprins, og på dette tidspunkt fik han navnet Senmut. Lad os se på bevismaterialet:
På den tid regerede en farao, hvis titel/navn var Amenhotep 1. Han havde ikke en søn, som kunne arve tronen, men han havde en datter, som er meget velkendt i Egyptens historie. Som prinsesse hed hun Nefure, og senere, sandsynligvis, da hun en kort tid blev dronning, blev hendes titel/navn ændret til Hatshepsut. Flere statuer viser en ung kvinde med et lille barn i skødet eller på sine arme. Teksten på disse statuer fortæller, at det er Nefure og Senmut. På flere statuer (dog ikke på det til venstre herfor) bærer barnet Senmut et kongeligt smykke på sit hoved, som indikerer, at han er kongelig, og i denne sammenhæng også kommende arving.
Der er meget, der tyder på, at Nefure var den prinsesse, der fandt og adopterede Moses, og fik det egyptiske navn Senmut. Selve navnet Senmut betyder i øvrigt ‘adopteret’. Ellers står der ikke meget om hans ungdom, men det nævnes dog, at han hurtigt steg i graderne, og blev general, som Josefus også nævner. Den egyptiske historie fortæller også, at han juridisk set var arving til tronen, alt sammen noget, der godt kan passe med det, der står i bibelen. Dertil kommer, at ligesom det var tilfældet med Senmut var Moses også ugift. Som vi ved, giftede Moses sig først efter, at han havde forladt Egypten. Men så skete der det, at han ‘pludselig (blev) afklædt alle sine privilegier og forsvandt (ud af fra den Egyptiske historie) under mystiske omstændigheder’6, og den grav, der var tilregnet ham, blev efterfølgende vanhelliget.
Til orientering kan nævnes, at man altid begyndte at bygge en fornem fyrstes gravkammer, mens vedkommende, som engang skulle lægges i den, stadig var ung. Men, i stedet blev det altså skændet, og hans monumenter blev vandaliseret. I et bevidst forsøg på at udslette hans navn og minde i den egyptiske historie, blev de fleste af de relieffer og statuer ødelagt (efter hans svigt og flugt). Den egyptiske historie er tavs vedr. hans død. En ægyptolog skriver: “Hvad kan der være sket med ham? Gåden om Senmuts pludselige forsvinden har drillet ægyptologer i årtier7“.
Det er dog ikke en gåde for dem, der kender bibelen. Vi ved jo, at han flygtede til Midjan, for derefter, efter 40 år, at komme tilbage til landet, og på Guds befaling befri folket fra dets trældom. Det er det, vi skal se nærmere på i det næste afsnit i beretningen om Moses.
Eskild Særkjær
Kildemateriale:
- Flavius Josefus: The Antiquities of the Jews, bind 2, kap. 9.
- samme, bind 2, kap. 9.
- Dr. Lennart Möller: Exodus- udvandringen fra Egypten, side 109
- ‘Israelitternes saga’ 1:4, som blev vist på DR2 d. 9/10 2012
- Dr. Lennart Möller: Exodus- udvandringen fra Egypten, side 128
- Samme, side 123
- Samme, side 124
Kilde: Jesus-lever.dk
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023