Hør Salmen oplæst her: (bibliasound)
Salmen i sin helhed.
“Til sangmesteren. En salme af David. Herre, kongen er glad ved din vælde, hvor frydes han højlig over din frelse! Hvad hans hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans læbers bøn – Sela. Du kom ham i møde (ordret: forkøbet) med rig velsignelse, satte en krone af guld på hans hoved. Han bad dig om liv, og du gav ham det, en række af dage uden ende. Stor er hans glans ved (pga.) din frelse, højhed og hæder gav du ham, med fryd for dit åsyn glæded’ du ham. Thi kongen stoler på Herren, ved den Højestes nåde rokkes han ikke. Thi alle dine fjender når din hånd, din højre når din hånd, din højre når dine avindsmænd. Du gør dem til et luende bål, når du viser dig; Herren sluger dem i sin vrede, ild fortærer dem. Du rydder bort deres frugt af jorden, deres sæd blandt menneskens børn. Thi de søger at volde dig ondt, spinder rænker, men evner intet; thi du slår dem på flugt, med din bue sigter du mod deres ansigt. Herre, stå op i din vælde, med sang og med spil vil vi prise dit storværk!” Citeret efter 1932-oversættelsen, som jeg også bruger i denne gennemgang.
Når vi læser en salme som denne, fremgår det klart, at den hører til en af de mange lovprisningssalmer, vi har i bibelen. Som det står i salmens overskrift (i nævnte bibeloversættelse, priser David Gud for hans miskundhed mod ham, og for hans sejr over fjenderne. Men, som vi skal se, er denne salme også en profetisk salme, hvor David fortæller om Messias, om Jesus Kristus.
Det betyder konkret, at selvom salme 21 som en naturlig ting handler om Davids egne forhold og erfaringer i sit liv, så er den alligevel på samme tid også inspireret af Helligånden således, at David i den kommer med nogle mægtige profetier om Jesu liv og frelseshistoriske gerning.
Denne salme er, som det er tilfældet med flere af Davids salmer, på en måde kun en halv fortælling, idet den synes at være en fortsættelse af det, der er beskrevet i salme 20. Det er således muligt, at salme 20 og 21 engang har hørt sammen? Baggrunden for disse to salmer er 2. Sam. 12, som beskriver Davids krig mod bl.a. ammonitterne. I salme 20 beder han først til Gud om sejr i denne krig, og vidner dernæst om sin tro på Guds hjælp dertil. Vi skal her kun læse to af versene fra denne salme:
“Nu ved jeg, at Herren frelser sin salvede (David) og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende vælde. Nogle stoler på heste, andre på vogne, vi sejrer ved Herren vor Guds navn”, salme 20:7-8.
Den vished om bønnesvar, David giver udtryk for i disse vers, blev ikke til skamme. Det fremgår klart i flere af hans salmer, at han vidste dét, som vi også ved, nemlig, at det ikke bare er vigtigt at bede til Gud om hans hjælp i alle situationer, men også huske at sige Gud tak for denne hjælp, for den var – og er jo ikke en selvfølge. For Gud er jo kun med og hører bøn, hvis vi vender os til ham med et rent hjerte. Sejren blev nemlig (vist nok) vundet lige efter sagen med Batseba – som vel var den sorteste plet i Davids liv. En sejr over fjenden så hurtig efter, at han fik Guds tilgivelse, blev for David en pant og et bevis på, at Gud virkelig havde tilgivet ham hans syndeskyld. Jo – det er virkelig sandt, at når Gud tilgiver, så gør han det helt!
Men Gud gjorde endnu mere. Gud gav ham ikke kun, hvad ‘hans hjerte ønskede’, v. 3, men, som der står i vers 4: “Du kom ham i møde med rig velsignelse, satte en krone af guld på hans hoved”.
Faktisk står der ordret: ‘Du kom ham i forkøbet med rig velsignelse’. Dvs., at før David havde givet udtryk for dét, der lå ham på hjerte, havde Gud allerede planlagt at bønhøre ham, og havde dermed på en måde allerede givet ham sejren. I en anden salme siger han: “Før ordene var på min tunge, Herre, se, da ved du det til fulde”, Salme 139:4.
Gud, som kendte Davids hjerte til fulde, han sørgede også for, at hans ønske blev opfyldt – og gav ham endda endnu mere: ‘Du satte en krone af guld på hans hoved’. Den krone, der nævnes, kan være den, der omtales i 2. Sam. 12:30, hvor der står:
“Efter erobringen af Rabba tog David kronen af Milkoms hoved; den var af guld og vejede en talent (30-50 kg), der var en ædelsten på den, og den blev sat på Davids hoved”.
Milkom var en afskyelig krigsafgud, som modtog menneskeofringer, og er vistnok identisk med Molok. Der er derfor altid grund til lovprisning og sejrsråb, når djævelens magt gennem sådanne afguder bliver brudt. Som et symbol for denne sejr blev kronen derefter, som det var sædvane, sat på sejrherrens hoved. Her er i øvrigt tankevækkende, at David skriver: ‘Du (altså Gud).. satte en krone af guld på hans (Davids) hoved’. Det gjorde Gud selvfølgelig ikke bogstaveligt, men David vidste, at det var ham, som havde givet ham sejren og kronen.
Det med kronen kan selvfølgelig også forstås i overført betydning. I nogle bibler er der, under verset, en henvisning til salme 132:18, og her står der om den, der sejrer eller frelses, at ‘på ham skal kronen stråle’. Det stemmer med det, Johannes beskriver i Åbenbaringen, hvor han i sit syn af det himmelske ser, at de hellige engang bliver “iførte hvide klæder og med gyldne sejrskranse (ordret: ‘sejrskroner af guld’) på deres hoveder”, Åb. 3:5.
Kan det være disse kroner, kronen i salme 21:4 er et forbillede på? Det er tænkeligt! Det er i alle fald ganske almindeligt, at en historisk hændelse i bibelen også har en åndelig og evig betydning. Derfor kan det, der står i vers 4, også være et forbillede på det, der skete, da Jesus sejrede på korset; for da greb Gud ind, står der i Hebr. 2:7, og ‘med herlighed og ære kronede du ham’. Det passer jo også ganske godt med det, der står i de omkringliggende vers. For samtidig med, at David her tilsyneladende ‘kun’ taler om sin egen glæde over bønhørelse, frelse, ophøjelse og evigt liv, så er det tydeligt, at han gennem sine ord også taler profetisk om Kristus.
Når der fx i vers 3 står, at Gud gav ham, hvad hans hjerte ønskede, og afslog ikke hans læbers bøn, så stemmer det jo med Jesu vidnesbyrd i John. 11:41-42, hvor han takker sin Fader for, fordi han har bønhørt ham – og tilføjer: ‘Jeg vidste vel, at du altid bønhører mig; men jeg sagde det for skarens skyld.. for at de skal tro, at det er dig, der har sendt mig’, John. 11:42.
Her får vi vidnesbyrdet: Gud bønhører altid! Altid..? Blev Jesus bønhørt, da han i Getsemane bad til ham, der kunne frelse ham fra døden? Han fik jo ikke sin bøn opfyldt – eller gjorde han? Jo! Ifølge Hebr. 5:7 gjorde han:
“Og han (Jesus) har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra sin angst”.
Han blev bønhørt! Han blev friet fra sin angst for døden – for døden var selv for ham en fjende. Bønhørelsen fik den konsekvens, at Jesus kunne nå frem til Golgata uden at give op. For, det var jo kun dér, på korset, at han kunne blive ophøjet og kronet, ikke bare med tornekronen, men med herlighed og ære. Han fik en langt finere krone end den, David fik, da han i kraft af en evig Ånd besejrede døden, og opstod i kraft og herlighed. Det er denne, hans sejr, der tales videres om i det næste vers.
I vers 5 støder vi på et udsagn, som igen peger på løfternes Messias, og derefter også indirekte på David selv – såvel som alle de frelste. Ud fra sin pinseprædiken vidnede Peter fx direkte om, at David er død ligesom alle andre, og ligger i sin grav. Peter gik ud fra det indlysende, det som alle vidste, nemlig, at ‘det er menneskers lod én gang at dø, og derefter dømmes!’ Det betyder konkret, at den dag kommer, hvor ethvert menneske skal opstå fra de døde, enten til liv eller til død; men ikke endnu..! Først skal Jesus dø for alle, og opstå igen, for at vi ved ham kan få evigt liv:
“Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til..”, 1. Kor. 15:22-23.
Peter fastslår derfor også i den samme tale, at David skrev dette ‘med tanke på Kristus’. Han henviser godt nok her til salme 16, men det gælder også for salme 21. I alle hans salmer øjner vi nemlig en skikkelse, som intet menneske kan fylde ud. Han taler tydeligvis om en anden; nemlig om en, der var før David, ja, før Abraham, og som dog skulle fødes som et menneske, i Davids by: Det er Jesus Kristus, vor Herre og Frelser! Han er Davids søn, men han er også Guds Søn! Han er Herren! Det er det, han vidner om i salme 110, som indledes således: “Herren sagde til min Herre, sæt dig ved min højre hånd”.
Dette forstod tilhørerne ikke helt. De vidste, at Messias ville være Davids søn, og de vidste også, at han ville være fra evighed af, og vil blive til evig tid. Det vidste de især fra en profeti om Messias i Dan. 7, hvor han kaldes Menneskesønnen; men de forstod ikke, at han først måtte komme for at dø for dem – og for os; at han er Herren Gud, som er kommet til jord, for ved sin død og opstandelse give enhver, som tror, et evigt liv.
Han lever for evigt. ‘Hans række af dage er uden ende’, står der videre. I NT vidner Jesus igen om dette og siger: “Jeg er den første og den sidste og den, der lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har døden og Dødsrigets nøgler”, Åb. 1:18.
Det er pga. dette forhold, at David fortsætter og siger: “Stor er hans (altså Jesu) glans pga. din (Guds) frelse”, v. 6a.
Det, der tales om her, er Jesu storhed, dvs. hans ophøjelse, som begyndte, da han hang på korset. Det er dét, Jesus henviste til, da han sagde: “Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig”, John. 12:32.
Lige efter siger bibelteksten, at han hermed talte om sin død på korset. Det er nemlig gennem hans død, at vi får livet, det evige liv. Dette bevidnes da også i det næste kapitel hos Johannes, hvor Jesus siger:
“Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø”, John. 11:25-26.
Det, Jesus siger er, at hans sejr over døden er vores sejr, ligesom det var Davids sejr. Skriften siger jo, at Jesu frelse gælder for enhver, som tror og tager imod. Det er jo netop, fordi de troende har taget sin tilflugt i ham, at Davids ord kan blive deres. Det ligger helt på linje med det, David siger i salme 68: “Hos den Herre Herren er der udgange fra døden”, Sl. 68:21.
Skal vi tage et enkelt vers mere med fra GT, så lader vi Job få ordet:
“Jeg ved, at min løser lever, over støvet vil en forsvarer stå frem.. hvem skal jeg.. se på (ved) min side? Ham skal mine øjne se, ingen fremmed, kun ham alene”, Job. 19:25, 27, citeret efter King James.
David fortsætter i vers 6 og siger, at ‘højhed og hæder lægger du på ham’. Dette stemmer også profetisk med det, der står om Jesu højhed og herlighed, som han fik af sin Fader. I sin ypperstepræstelige bøn bad han til ham og sagde: “Herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til”, John. 17:5.
Senere, i forbindelse med, at Peter vidnede om Jesu død og opstandelse, sagde han, at “Vore fædres Gud har herliggjort sin tjener Jesus”, Ap.g. 3:13.
Det, der her siges, betyder konkret, at de troende kan se, i det mindste lidt af den herlighed, som omstråler Jesus. Det er det, Johannes beskriver således:
“Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”, John. 1:14.
I vers 7 fortsætter beskrivelsen af denne herlighed: “Ja, evig velsignelse gav du ham”. I vers 4 lød det: “Du kom ham i møde med rig velsignelse”, og nu tilføjes det så, at denne velsignelse er en evig velsignelse. I bibelen er denne velsignelse identisk med Guds nærvær og frelse. Vi skal se et par eksempler på dette:
“Siden skal israelitterne omvende sig og søge Herren deres Gud, og David deres konge, og bævende skal de komme til Herren og hans velsignelse i de sidste dage”, Hos. 3:5.
I NT siges det på denne måde: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse”. Ef. 1:3.
Det stemmer helt med det, der står i salmerne, som fx i Sl. 89:34, hvor Gud giver David dette vidnesbyrd: “Ja, evig velsignelse gav du ham.. min nåde tager jeg ikke fra ham”.
Alle de vers, vi har gennemgået indtil nu, peger alle hen på Jesu gerning, frelse og ophøjelse, men også på os, der har taget sin tilflugt i ham. Der er således intet, der hindrer os i at sige: ‘Alt det, der er sagt, passer på den, der tror – altså også på mig!’ For, i Kristus har vi alt, hvad vi behøver. For ‘ved ham’ vil Gud bønhøre os, sætte en krone på vore hoveder, give os evigt liv, velsigne os, og som det sidste, vi har set på indtil nu, vil han dermed også glæde os.
I det næste vers (v. 8) taler David om sig selv, og vidner om, at netop det at stole på Gud og hans nåde og frelse gør, at han aldrig skal rokkes. I salme 16:8 er det sagt med lidt andre ord: ‘Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke’. Hvor er det et vidunderligt vidnesbyrd! Uanset hvor meget det stormer rundt omkring os, så holder troen på Gud os fast, så vi ikke rokkes.
Det, der lige er nævnt om, at troen på Gud holder os fast, er på en måde rigtig nok, og så alligevel ikke helt. Det er nemlig ikke vor tro, som holder os fast, for der står jo, at det er ‘den højestes nåde’, dvs. Jesus, som holder David, såvel som hver enkelt af os fast og giver os tro. Det er altså ikke os, som holder fast på ham, men ham, som holder fast på os. At tro betyder nemlig ikke, at vi skal fokusere på at tro – som i øvrigt er det samme som at have tillid til, at Gud har al magt til at gøre det, han har sagt til os i sit ord.
Dette er altså sagt om David – og om os, der tror. Men ordene passer også her på Jesus. I Hebr. 2:13 henvises der til en profeti om Jesus i GT, hvor han siger: “Jeg vil sætte min lid til ham”, altså til Gud. Det er da også denne tro, der kommer til udtryk ud fra hans sidste ord på korset: ‘Fader! I dine hænder betror jeg min Ånd’.
Salmen taler altså stadig om Kristus, samtidig med, at den taler om David. Men, når vi læser de næste vers, er det tydeligt, at det, David beskriver i disse, nu ikke længere handler om noget, han selv har oplevet, men derimod om det, der skal ske, når Jesus kommer igen.
Vi glæder os til hans tilsynekomst, men det gør hans fjender ikke. Det er årsagen til, at ‘alle jordens stammer skal jamre ved hans komme’, som der står i Åb. 1:7. I Matt. 13:41 siger Jesus, hvad der skal ske derefter:
“Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed, og de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren”.
I salme 21:10 siges det samme på denne måde: “Du gør dem til en luende bål, når du viser dig; Herren sluger dem i sin vrede, ild fortærer dem”.
Når bibelen taler om, at Guds fjender skal fortæres, eller tilintetgøres, så er det vistnok altid i betydningen, at de mister deres magt. Det kan vi se et eksempel på ved at sammenholde det, der står om Antikrist i henholdsvis 2. Tess. 2: 8 med Åb. 19:20. På det første sted står der, at ham “skal Herren Jesus dræbe med et åndepust af sin mund og (skal) tilintetgøres ved sit synlige komme”.
I Åb. 19 får vi derimod en anden og tilsyneladende modsat oplysning om Antikrist: “Dyret (Antikrist) blev grebet og sammen med det den falske profet, som for dets øjne havde gjort tegnene, hvormed han havde forført dem, der tog dyrets mærke på sig, og dem, der tilbad dets billede. De blev begge kastet levende i ildsøen, som brænder med svovl”.
Det, der her siges, er, at selvom Antikrist dræbes og tilintetgøres, så skal han alligevel, som alle andre ugudelige, opstå til dom og fortabelse. Det gælder også dem, som i salme 21:9 kaldes for ‘dine (altså Guds) fjender’; det er dem, som her i dette liv ‘søger at volde dig (Gud) ondt’, og ‘spinder rænker’, som der står i v. 12. Deres endeligt bliver som nævnt det, der er beskrevet i vers 10.
Der er mange kristne, der søger at bortforklarer det, der står i bibelen om Guds vrede over synd og om fortabelsen. Nogle gør det, fordi de ikke kan forene Guds straf med hans kærlighed. På den måde kan kristne forsøge at bortforklare det, der står i Guds ord, men i sidste ende nytter det intet, for det, Gud har sagt, kommer til at ske.
At teksten virkelig handler om, og henviser til Jesu tilsynekomst, hvor han vil komme for at dømme sine fjender, bliver endnu klarere, når vi læser v. 9: “Din højre skal finde alle dine fjender. Din højre afslører dem, der hader dig”.
I bibelen henviser ‘Guds højre’, eller som der står på grundsproget: ‘Guds højre hånd’, altid til Jesus, enten som den, der sidder ved Guds højre hånd eller som den, der som ‘Guds højre hånd’ virker på jorden og er med os. Lad os se fire eksempler på det sidste, hvor jeg bruger den ordrette beskrivelse ‘Guds højre hånd’:
- “Dig klynger min sjæl sig til, din højre hånd (Jesus) holder mig fast”, Sl. 63:9.
- “Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre hånd (Jesus) styrker, ja hjælper, ja, støtter jeg dig”, Es. 41:10.
- “Går jeg i trængsel, du værger mig livet, mod fjendernes vrede udrækker du hånden, din højre hånd (Jesus) bringer mig frelse”, Sl. 138:7.
- Job. 40:14: “Så vil jeg også love dig for sejren, din højre hånd (Jesus) har vundet”.
Når vi læser salme 21, er det tydeligt, at det også her er Jesus, som er og kaldes Guds højre hånd – og derfor er det tydeligvis også ham, der tales om, når teksten fortsætter og beretter om, at han ved sit komme ‘skal finde alle Guds fjender’, hvorefter han ‘vil afsløre (dvs. dømme dem), der hader ham”, som der står på grundsproget.
På samme tid opfyldes det, som Gud igen og igen har sagt til alle de hellige til alle tider, nemlig, at han ‘kommer (igen) for at vise sig herlig i sine hellige og underfuld i alle, der blev troende’, 2. Tess. 1:9. Snart kommer den dag, hvor Herren står op i sin vælde, som det står i sidste vers.
Vi er nu nået til det sidste vers, som begynder med denne bøn: Herre, stå op i din vælde. Ordet vælde var også nævnt i vers to, og henviser til, at Gud har al magt i himmelen og på jorden, og derfor vil alt det, han har sagt til os gennem de hellige skrifter, også komme til at ske. Det er ham, der som den stærkere kan gå ind i den stærkes hus og røve byttet, og tilintetgøre syndens, dødens og djævelens magt.
Hvilken herlig dag, når Gud kommer og gør en ende på al ondskab og synd på jorden. Derfor er der grund til at gøre det, som salmen ender med:
“Med sang og med spil vil vi prise dit storværk” – ordret ‘dine gerninger’.
Guds gerninger står i flertal. Det er nemlig alle hans gerninger, der tænkes på.
- Her kan vi fx tænke på alt det, han har skabt – ikke bare Himlen og jorden, men også alt liv på den. Helt særligt er dog mennesket, som Gud skabte i sit billede, og som han elsker.
- Eller, vi kan tænke på alt det, han har gjort gennem tiden. Han er har været med sit folk, og udført store undere for deres øjne, og rækker sine hænder ud for at frelse enhver, som vi tage imod ham. Han siger, at længe før, vi blev til, havde Gud planlangt og beredt at frelse os, og give os livet, som vi mistede, tilbage til os.
Jo, der er virkelig grund til at prise Gud for alle hans gerninger.
“Ham, som sidder på tronen, og lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder”, Åb. 5:13.
Eskild Særkjær
Kilde: Jesus-lever.dk
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023