Bibelen under angreb

Som indledning skal vi se på to Jesus-citater fra NT. I det første siger han dette til farisæerne og de skriftkloge, som er kommet for at høre ham:

“Hvor smukt, at I ophæver Guds bud for at holde jeres egen overlevering.., I sætter således Guds ord ud af kraft ved jeres overlevering, som I har lært folk; og meget andet af den slags gør I”, Mark. 7:9, 13.

I det næste taler han til sine disciple og siger:

“Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham”, John. 14:23.

I 2000 år har bibelen været under angreb. Årsagen hertil er, at Satan hader bibelen, dels fordi Guds frelsesplan er så tydeligt beskrevet i den, og del, fordi at Jesus i den ophøjes, æres og tilbedes som Guds Søn og verdens frelser. Derfor gør han alt, for at alle, også de kristne vil miskreditere bibelen som Guds levende og virkende ord, og sandheden deri. Efter min vurdering sker et sådant angreb på Guds ord indirekte i den bibeloversættelse, som netop er udgivet, og som Det danske Bibelselskab kalder ‘Hele Danmarks nye bibel’.

Det danske Bibelselskab (fremover blot Bibelselskabet) har selvfølgelig ikke markedsført denne nye bibel som et angreb på Guds levende ord, og det ved de ikke engang selv. Jeg er ikke i tvivl om, at de virkelig mener, at de med denne nye bibel har udgivet en af de mest forståelige oversættelser nogensinde – idet de har valgt at erstatte mange ord, som de mener, læserne ikke længere kan forstå. Det gælder fx ord som salig, nåde, synd og retfærdighed. De mener altså, at de har givet danskerne en god bibeloversættelse, men så vidt jeg kan se, så har oversætterne været så påvirket af denne verdens tidsånd, at det selvsagt har fået en stor betydning i tolkningen af, hvilke ord, der skulle bruges som erstatning for de allerede nævnte vigtige kerneord.

For mig ser det nemlig ud til, at Bibelselskabet med den nye bibel, ‘i læsbarhedens navn’ bevidst har valgt at nedtone bibelen som Guds ord, for i stedet udgive en mere sekulariseret, humanistisk bibeloversættelse. For, hvis man ville, så kunne de nemlig sagtens finde på nogle andre nudanske ord, som ville være mere dækkende ift. grundteksten end dem, de har fundet frem til. Det har man i alle fald kunnet finde ud af i de mange andre bibeloversættelser, som er udgivet i de senere år fra flere forskellige lande.

Undervejs skal vi se på en del eksempler, hvor det endda ser ud til, at man i den nye bibel bevist har villet gøre vigtige bibeltekster mere uklare, samtidig med, at der kan sættes et stort spørgsmål ved, om teksterne i den nye bibel forståelsesmæssig virkelig er så meget bedre end de ældre bibler, som Bibelselskabet hævdes.

For at forstå, hvad det egentlig er på spil, når vi taler om bibelens overlevering som Guds ord, må vi ganske kort se på det, der skete i apostlenes tid, og i de første århundrede. Allerede da evangelierne og brevene i NT blev skrevet, kan vi flere steder i disse læse om nogle, der forvanskede Guds ord, så det kom til at sige noget helt andet end det, der faktisk står skrevet. Det siger sig selv, at dette blev gjort for at nedtone det, Gud har sagt, og angreb dermed sandheden deri. Allerede på Paulus’ tid kan vi se, at der var nogle breve i omløb, som han skriver, ‘foregives at være fra os’, og i disse breve var der falske budskaber, som gjorde de kristne skræmte, 2. Tess. 2:2. Den falske lære havde så alvorlig fat, at han i omkring år 57 måtte skrive dette til menigheden i Korint:

“Jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva med sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus. Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus en ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri”, 2. Kor. 11:3-4.

Et andet sted beskriver han, hvordan det vil gå, efter at han er gået bort:

“Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter dig. Vær derfor årvågne..”, Apg 20:29-31a.

Og det skete nøjagtig sådan, som Paulus havde sagt. For, går vi 50 eller 100 år, og længere frem, kan vi se, at de falske lærere, der havde forvansket og forfalsket Guds ord på apostlenes tid, havde fået mange disciple, og forskellige udgaver af både evangelierne og apostelens breve begyndte i stigende mængder at dukke op overalt. Mange kristne blev derfor rådvilde, for var det skrift, de havde fået overleveret, et autentisk skrift fra apostlene eller ej. Nogle af disse kunne være ganske gode skrifter, og måske også autentiske, selvom de ikke kom med i den bibel, vi har den i dag, som fx Barnabasbrevet, men i andre var der falske lærdomme, som til tider var direkte imod det, der er den rette sunde og sande lære.

Dette førte med til, at man samledes for at beslutte, hvad der hører med til det, vi kender som NT, i én kanon, dvs. til én samlet enhed – og således blev alle de skrifter, der ikke med sikkerhed var skrevet af apostlene, eller af deres disciple, sorteret fra. Som eneste undtagelse kan nævnes Markusevangeliet, som man mener, Peter har dikteret, og så Lukas, som var Paulus’ tro følgesvend.

Det, at man samlede NT til én enhed gjorde, at de kristne ikke behøvede at være i tvivl om, hvad der var Guds ord, og hvad der ikke var det. Men angrebet mod bibelen stoppede ikke der. Mange falske lærere har nemlig både dengang og op gennem tiden hævdet, at en del af det, der er kommet med i NT, ikke burde havde været det, og en del af det, der var blevet kasseret som ikke-værende Guds ord, burde havde været kommet med. Hvad skal vi sige til det? Jeg er for min del overbevist om, at Gud styrede udvælgelsesprocessen, så vi akkurat fik det med i NT, som han forud har bestemt det. Jeg tror derfor, at det samme kan siges om hele bibelen – som da Gud nogle århundrede tidligere havde sagt dette til Jeremias, før han trådte frem for folket:

 “.. alle de ord, jeg har pålagt dig at tale til dem; udelad ikke ét ord”, Jer. 26:2.

Det stemmer helt med, at der i NT står, at hele skriften (dvs. både GT og NT) er indblæst (eller indåndet) af Gud. Det betyder konkret, at alt det, der er kommet med i skriften, helt igennem er villet af Gud. Det stemmer også med, at Jesus vidnede om dette og sagde:

“Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå”, Matt. 24:35.

Jesus står altså som garant bag de håndskrifter, som de kristne med stor nøjagtighed kopierede og nedskrev i de første århundrede. Det siger sig selv, at alle kristne også dengang gerne ville have hver deres kopi af Guds ord, og på den måde blev bibelen mere og mere udbredt. I dag har vi stadig ca. 25.000 af disse håndskrifter (de fleste på græsk eller latin), og det er disse, der normalt omtales som grundteksten. Fælles for alle disse er, at de, med kun ganske få og små afvigelser, er så enslydende, at de er et mægtigt vidnesbyrd om deres autenticitet og troværdighed.

Dog var der også nogle håndskrifter i omløb, som man kan kalde for meget dårlige kopier af NT, og derfor har de heller aldrig hørt med til grundteksten. Disse håndskrifter stammer næppe fra de sande kristne, for de har altid været meget nøje med at afskrive korrekt. Mange af de nævnte dårlige håndskrifter indeholder endda tekster, som tydeligt er inspireret af den falske gnostiske lære, som fx benægter Jesu guddom, den klassiske forståelse af frelsen, helvedes eksistens, og mange andre afvigelser fra den sunde og sande lære. Fælles for disse er, at de i modsætning til den omtalte grundtekst tilsyneladende bevidst har ændret eller helt fjernet mange vigtige ord og udsagn i Guds ord.

Det er især tre af disse håndskrifter, som er vigtige for os at kende til, da det er disse tre, der har haft den måske største betydning for alle de danske bibeloversættelser, der er udgivet siden 1881. Bibelselskabet henviser ofte til disse tre håndskrifters i en fodnote under de enkelte vers i alle de tidligere udgivne bibler – og de går under navnene Codes Sinaiticus, Codes Vaticanus og Codes Alexandrius. Den første blev (vistnok) fundet i en skraldespand på det katolske kloster på Sinai (årstal angives ikke). Det næste i Vatikanets bibliotek i 1841, og den sidste i Alexandria i 1602. Fælles for disse tre er, at de oprindelig stammer fra Alexandria, fra den samme bestilling, som, da de blev skrevet, var et gnostisk højborg.

Men, selvom disse håndskrifter aldrig har hørt med til grundteksten, og som hører til de kristnes arv, så hævder Bibelselskabet alligevel (og mange med dem), at det netop er dem, som er de mest pålidelige. Som forsvar for, at disse tre er de bedste, argumenterer de til stadighed for, at de er de ældste bevarede håndskrifter, vi har. Sandheden er dog, at de hverken er det ene eller det andet. Fx kan man se, at mange af de mange overstregninger og rettelser, der er foretaget i disse, stammer fra det 6. eller 7. årh., altså langt senere end alle de andre håndskrifter. For det andet er der så mange fejl i disse, og ofte med flere manglende vers efter hinanden, at det er tydeligt, at afskriverne ikke har haft det mindste respekt for Guds ord, og er således bestemt heller ikke de bedste. I Codes Vaticanus er der fx, alene i evangelierne, optalt 1491 fejl og afvigelser ift. grundteksten. Hvor mange tusinder fejl er der så ikke i resten af NT?

Disse tre håndskrifter har altså aldrig hørt med til grundteksten, hvori Guds ord er bedst bevaret – men alligevel er det disse tre, som Bibelselskabet og andre oversættere fra andre lande har taget til sig som de bedste håndskrifter. En af hovedårsagerne til, at de har valgt disse tre – og nogle få andre, vi ikke hører så meget om, skyldes den tiltagende såkaldte videnskabelige bibelkritik. Det siger sig selv, at indflydelsen derfra har haft en stor indflydelse på, hvordan bibelen siden er blevet oversat. Vi skal se på nogle få eksempler på, hvordan dette har gjort, at Bibelselskabet i stigende grad har valgt at slette vigtige ord og passager fra alle de bibeloversættelser, der er udkommet derfra i nu 125 år, og dét, selvom de hører med til grundteksten. 

I min 1881 bibel, hvori man stadig havde respekt og ærbødighed i oversættelsen fra grundteksten, står der fx igen og igen, at mennesker faldt ned for Jesu fødder og tilbad ham – som fx i Matt. 14:33. Men læser vi i de senere bibler, står der nu blot, at

“.. de, der var i båden, kastede sig ned for ham og sagde: Du er sandelig Guds Søn”.

Den eneste grund til, at man har fjernet ordene, der siger, at ‘de tilbad ham’, er, at disse ord ikke er med i de tre omtalte håndskrifter. Ifølge Bibelselskabet hører de nemlig ikke med til den oprindelige tekst. Det betyder konkret, at disse tre håndskrifter har fået en større betydning for en oversættelse, end alle de andre ca. 25.000 andre håndskrifter tilsammen. Vi skal altså ikke vide, at grundteksten entydigt vidner om, at Jesus så mange gange, som tilfældet er, tager imod folket tilbedelse – og som han for øvrigt tillader, fordi han er Guds Søn og Gud selv.

Det tydeligste eksempel i de nyere bibler på, at Bibelselskabet har valgt at fokusere på de tre nævnte og dårlige håndskrifter, og lade dem få den største betydning i oversættelsen, kan vi se i de mange bibeltekster, hvor de lader ord og hele vers være indklamrede, og med en fodnote under versene, hvor der står, at ‘de indklamrede ord mangler i de ældste håndskrifter’. Med disse ord henvises der som regel til de nævnte tre håndskrifter, men nogle gange dog kun til to af dem, som det fx sker i beretningen i Mark. 16:1-8.

Det betyder, at når de tre håndskrifter ikke har den tekst med, som Bibelselskabet har indklamret, så sker det, fordi de ikke regner med, at disse ord er kommet til senere (selvom de er med i grundteksten). At de virkelig mener dette, afsløres ved, at de indklamrede ord, vi har i vores nuværende eller ældre bibeloversættelse, ofte er fjernet helt i de nyere udgaver. Det sker fx, når der i John. 3:13 fra min bibel fra 1948 står:

“Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen, [som er i Himmelen].

Som vi ser, så er de sidste ord i verset indklamrede, og med den kommentar, der er nævnt ovenfor. Og når vi så går til den næste bibeloversættelse, altså den fra 1992, så er ordene helt forsvundet. På samme måde er mange andre tekster (der er faktisk langt over 1000) forsvundet ud af NT i de sidste ca. 125 år, og er aldrig kommet tilbage igen.

En af de meget vigtige tekster, der for længst er forsvundet ud af de danske bibeloversættelser, er 1. John. 5:7-8, og hvori Jesu guddom bevidnes. I 1907 kom den ene del af den beskrevne vidnesbyrd til at stå med indklamrede ord, men i den næste bibeloversættelse var den helt forsvundet. Lad os først læse teksten, som den – meget forkortet – står i vor nuværende bibeloversættelse:

”Thi der er tre, som vidner: Ånden og vandet og blodet; og de tre stemmer overens”.

Men, ifølge grundteksten står der mere, nemlig følgende:

”For der er tre, som vidner i Himmelen, Faderen, Ordet og Helligånden: og de tre er ét. Og der er tre, som vidner på jorden, Ånden, vandet og blodet, og de tre er enige”.

Det, der her siges, har vi her det tydeligste vidnesbyrd i NT om, at Faderen, Sønnen og Helligånden er ét, og er derfor også en uhyre vigtig tekst, som djævelen hader, og som derfor bliver angrebet.  Ifølge bibelen er der et lovmæssigt krav om to eller tre vidner, for at en sag kan stå klar og uimodsigelig, jfr. 5. Mos. 17:16, 19:15. Og her er det så, at Gud ikke ’nøjes’ med kun to vidner, men stiller med tre vidner på jorden, og med tre vidner i Himlen, der stadfæster det, han har iværksat på jorden. På denne måde skulle disse ord være et mægtigt vidnesbyrd fra Gud om, at Fadere, Ordet som er Jesus, og Helligånden er fuldkomment ét.

Bibelselskabet mener altså, at de kan kassere en tekst, alene fordi det ikke står i de tre nævnte håndskrifter. De hævder nemlig, at ’det sidste århundredes (bibelkritiske) forskning har gjort os klogere’. Men mon ikke det snarere skyldes, at de ikke længere har den respekt og ærbødighed for Guds ord, som man tidligere havde, og har med dette vendt sig fra Guds Ånds røst, og som har medført, at de tror, at det er løgnen, der er sandheden? Som der står skrevet:

”Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer”, Rom. 1:22, jfr. 1. Kor. 1:25-29.

Her i den sidste del skal vi se på Bibelen 2020, som Bibelselskabet har markedsført som ’Hele Danmarks nye bibel’. Inden jeg begynder på det, vil jeg indskyde, at jeg selvfølgelig ikke tror, at Bibelselskabet har villet udgive en dårligere bibeloversættelse, men at de har haft et ærligt ønske om at give danskerne en mere letlæselig bibel. Men, som allerede nævnt: når de bevidst har valgt at tro mere på de tre meget upålidelige håndskrifter end på alle de andre ca. 25.000 håndskrifter tilsammen, så bliver resultatet selvfølgelig derefter. Og når de på denne grundvold lader deres egne tanker og meninger tolke skriften, så siger det sig selv, at de hverken kan forstå eller gengive skriftens ånd og dybereliggende budskab. Så vidt jeg kan se, så er det dette forhold, der i en større grad end alle tidligere ligger bar den nye bibeloversættelse.

Faktisk var vi lidt forberedt på indholdet i den nye bibel, for med en lettere redigering er NT i den nye bibel stort set den samme, som vi kender det fra ’Den nye aftale’, som blev udgivet første gang i 2007. Det er fx den, der har oversat ordet ‘salig’ i fx Jesu saligprisninger med ‘heldig’. Tidligere kunne man læse, at Jesus sagde: ‘Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres’, Matt. 5:3, men nu er vi ifølge Bibelselskabet altså heldige, hvis vi fx ‘er fattige og har fået Helligånden’. Hvis oversætterne var inspireret af Guds Ånd til at finde et andet ord for ‘salig’, så ville de let havde kunnet finde et langt bedre ord. Det kunne fx være ordet ‘velsignet’, som man har gjort i flere andre nyere bibeloversættelser i andre lande. Det er også i ‘Den nye aftale’, at man i læsbarhedens navn har udskiftet ord som nåde, synd og retfærdighed ud med langt mindre dækkende ord. Ordet ‘nåde’ bliver således skiftet ud til at betyde, at ‘Gud bærer over med’, selvom nåde er langt mere end dette. Og ordet ‘synd’ er ændret til blot at være ‘fejl’. Jeg kommer tilbage til disse og flere andre uheldige ændringer i gennemgangen af den nye bibeloversættelse.

For at se, hvordan en tekst ser ud efter at være kommet forbi Bibelselskabets ’tolkningsmaskine’, vil jeg i det følgende tage udgangspunkt i salme ét, og sammenligne det med de gamle oversættelser (og det uanset hvilken), her dog citeret fra min 1932-bibel. I salmens seks vers, som der er citeret fra herunder, står ’1932’ for denne bibel, mens ’2020’ står for den nye:

V. 1  ”Salig den mand, som ikke går efter gudløses råd, står på synderes vej eller sidder i spotteres lag”, 1932.

”Hvor er det godt for den, som ikke hører på de onde, ikke følger dem, der glemmer Gud ikke omgås med Gudshånere, 2020.

Som vi ser, er ordet ’salig’ i verset ikke oversat med ’heldig’, som det er tilfældet i NT, men derimod med, at ’det er godt’. Men, som allerede nævnt: Når de nu absolut ville vælge et andet ord, hvorfor så ikke vælge et, der er langt bedre, som fx ’velsignet’? Og når der i den forbindelse står, at det er godt ikke at høre på de onde, så refererer det hverken til Guds bud eller vilje, som det gjorde i de gamle oversættelser, og dermed er sætningen i sit udgangspunkt flyttet over til en humanistisk tolkning. At ’høre på de onde’ er for øvrigt passivt, og svarer til, at man bare kan lukke ørene og gå sin vej. Altså noget helt andet end i de gamle oversættelser, hvor det aktivt handler om ikke at ’gå efter’ gudløses råd, som let kan føre til, at man ’står’ på synderes vej, for til sidst at ’sidde’ i spotteres lang. Som tidligere nævnt, så bliver ’synd’ ikke omtalt i 2020-oversættelse, og det samme er derfor også tilfældet med ’syndere’, som nu blot bliver omtalt som nogle, der har glemt Gud. Men ifølge grundteksten er synd noget langt mere end dét, og er ligesom versets første del, også noget langt mere aktivt. Og når dét at glemme Gud lige efter gøres identisk med ’ikke at omgås Gudshånere, så er det også et meget uheldigt ordvalg. Fx omgikkes Jesus jo netop med syndere, og disse var ikke nødvendigvis mennesker, som hånede Gud. Lad os nu læse det næste vers:

V. 2  ”men har lyst til Herrens lov, og som grunder på hans lov både dag og nat”, 1932.

”men glæder sig over Guds love og tænker på dem dag og nat”, 2020.                             

Som vi ser, så er Guds navn Herren (Jahve) udskiftet til ’Gud’, og dette til trods for, at han har sagt, at dette er hans evige navn, og at det er ved dette navn, at han skal påkaldes, og det er ved dette navn, at han vil åbenbare sig. Det er derfor en katastrofe, at dette hellige Guds navn fuldstændigt er fjernet i den nye oversættelse, ikke bare i denne salme, men overalt, og dvs. ca. 6000 steder. Bibelselskabet begrunder dette med, at Guds navn ikke siger mennesker noget mere. Det er således gjort af god vilje, men hvis de var ledede af Guds Ånd, så ville de næppe helt udelade Guds hellige navn, som tilfældet er. At ’Herren’ desværre heller ikke er en korrekt gengivelse, er også uheldigt, for Gud siger jo, som vi har set, at ’Jahve (eller YHWH) er mit navn’. Det havde Bibelselskabet til deres ros også gjort i 1992-bibelen, så de ved altså godt, at ’Gud’ ikke er hans navn, men snarere hans titel. Derfor er det mærkeligt, at de nu har valgt helt at udelade dette navn.

Samtidig med, at de har fjernet Guds navn, har de også helt fjernet omtalen af Gud Herren som ’Hærskareres Herre’, og nu står der i stedet blot ’Himlens hersker’. Det kan selvfølgelig bruges, for det er han jo, men henvisningen til, at han hersker over Himlens hære (af englevæsener) er nu helt borte. Desuden er alle henvisninger til Jesus, der i GT igen og igen har åbenbaret sig som ’Herrens engel’ også helt forsvundet. Og når Gud (Jahve) om den kommende frelser siger, at ’mit navn er i ham’, så kan vi ikke længere se, at der er en forbindelse med Guds navn Jahve (på hebraisk Yahveh) og Jesus (på hebraisk Yahskua).

Det næste vers er stort set ens i både den gamle og den nye oversættelse, så det vil jeg blot læse fra min 1932-oversættelse, hvor der står:

V. 3  ”han er som et træ, der, plantet ved bække, bærer sin frugt til rette tid, og bladene visner ikke. Alt, hvad han gør, får han lykke til”.

Vi går derfor hurtigt videre til det næste vers, hvor vi læser følgende:

V. 4  ”De gudløse derimod er som avner, vinden bortvejrer”, 1932.                     

”Sådan går det ikke de ugudelige; de er som tomme skaller, der hvirvles med af vinden”, 2020.

Det er muligt, at mange ikke længere ved, hvad der menes med avner, der blæses væk, når det tærskede korn kastes op i luften, men spørgsmålet er, om det så er bedre at omskrive disse til ’tomme skaller’, der hvirvles med af vinden? Jeg tror ikke, at der er mange, der med dette ordskifte forstår teksten bedre, snarere tværtimod. De eneste skaller, de fleste umiddelbart kan komme i tanke om, er nok muslingeskaller, æggeskaller og hovedskaller, men da de som bekendt ikke kan hvirvles væk af vinden, så er det selvfølgelig ikke de, de tomme skaller henviser til. Måske er der nogle, der er kvikke nok til at tænke, at det må dreje sig om ’kornets skaller’, men indlysende er det ikke. Hvis dette så i det mindste stod skrevet i en fodnote under verset, men det gør det ikke. Bibelselskabet har nemlig valgt, at der ikke skal være én eneste (forstyrrende) fodnote i den nye bibel, og derfor heller ikke en eneste henvisning til andre skriftsteder under de enkelte vers. 

Vi går nu til det næste vers, hvor vi læser:

V. 5  ”Derfor består de gudløse ikke i dommen, og syndere ikke i retfærdiges menighed”, 1932.

”Derfor står de ikke fast når dommen falder. Gudsglemmerne kan ikke være i selskab med godhed”, 2020.

Her går det helt galt! De gamle bibeloversættelser taler ligesom i grundteksten ikke om at stå fast, når dommen kommer (hvad det så end betyder), men derimod om ikke at blive dømt skyldig på denne dag. At stå fast kan let lede end tanker hen på, at dommen afhænger af ens egne anstrengelser. I de gamle bibeloversættelser knyttes ordene da også sammen med syndere, der ikke er (eller består) ide retfærdiges menighed den dag, dommen kommer.

Som allerede nævnt, så har Bibelselskabet konsekvent valgt andre ord i stedet for syndere og for retfærdighed. Derfor oversættes ’syndere’ altid med andre ord, og oftest som ’nogle, der ikke følger loven’, men her dog med ’Gudsglemmere’. Gør dette ord tekstens mening lettere at forstå? Næppe! Ifølge bibelen er ’synd’ da også noget langt mere alvorligt end ikke at følge loven, eller at glemme Gud. Jesus siger fx meget klart, at synd er, ’at de ikke tror på mig’, John. 16:9. Og når der står, at ’Gudsglemmere ikke kan være i selskab med godhed’, så leder disse ord direkte læserne på afveje.

Ud fra de gamle oversættelser forstår vi, at syndere ikke trives i de retfærdiges (dvs. i den sande Guds) menighed, men hvad menes der med, at de omtalte ikke kan være i selskab med godhed, vel i betydningen ’gode mennesker’, jfr. næste vers. Ifølge den nye oversættelse er det altså de gode mennesker, der tilhører Gud! Men det er jo ikke sandt! For der er mange ikke-kristne, der er gode, og dertil kommer, at de kristne ikke tilhører Gud, fordi de er gode, men fordi de er (gjort) retfærdige. For det andet, så kan de, der har glemt Gud, da godt være sammen med disse. Her kan vi igen tænke på, at Jesus jo netop omgikkes alle mennesker.

Den nye bibels ordvalg i verset er dermed blevet til en tekst, der direkte strider imod den sunde og sande bibelske lære. Som allerede nævnt, så hævder Bibelselskabet, at ord som synd og syndere, såvel som retfærdig og retfærdiggjort er blevet udskiftet, fordi de fleste ikke længere kan forstå sådanne ord. Derfor er ordet ’retfærdig’ næsten overalt blevet omskrevet til, at det er mennesker, der gør det, Gud vil – og det betyder konkret, at der nu tale om at være god (god nok!), samtidig med, at Bibelselskabet har skjult, at der i virkeligheden tales om dem, der har taget imod Guds frie nåde.

Det er for resten heller ikke korrekt, når Bibelselskabet argumenterer for, at de fleste ikke kan forstå, hvad ordet ’retfærdighed’ (og mange andre udskiftede ord) betyder. Hvem har fx ikke hørt en og anden sige, at ’det og dét er ikke retfærdigt’, og hvem har ikke hørt mennesker, som i desperation har spurgt: ’Hvordan kan Gud være retfærdighed, når dette sker..?’ Jo, det moderne menneske kan godt forstå dette ord, selvom de selvfølgelig, ligesom mange andre ord – skal have forklaret, hvordan ’Gud retfærdiggør dem, der tror på Jesus’. Det er det, Jesus henviser til, når han på et tidspunkt sagde:

”Jeg er ikke kommet for at kalde (de, der i egne øjne regner sig som) retfærdige, men syndere til omvendelse”, Luk. 5:32.

Ordet ’retfærdig’ står altså i diametral modsætning til den ’godhed’, som den nye bibel har omskrevet ordet til. Det samme ser vi er tilfældet i salmens sidste vers, hvor der står:

V. 6  ”Thi Herren kender de retfærdiges vej, men gudløses vej brydes af”, 1932.

”Gud kender de godes vej, men for dem, der ikke tror på Gud, ender vejen blindt”, 2020.

Som vi ser, er ordene ’de retfærdiges vej’ blevet omskrevet til ’de godes vej’, og dermed har Bibelselskabet, ligesom det er tilfældet i det forrige vers, igen fjernet det guddommelige perspektiv, der ligger bag. Der er mange gode mennesker i verden, også nogle, der tror på (en) Gud, og det er åbenbart kun disse, som Gud ifølge Bibelselskabet vil vedkende sig. Det er dog både en lovisk og en panteistisk udlægning, og teksten leder derfor læserne til en særdeles u-bibelsk forståelse. Det er derfor tragisk, at Bibelselskabet har valgt at bruge nogle ord, der kan få læserne til at tro, at Gud vil frelse dem, fordi de er gode, eller fordi de tror på en (anden) gud. I modsætning hertil står der i de gamle oversættelser korrekt, at det kun vil ske for dem, der er retfærdige, dvs. retfærdiggjorte.

I den sidste del af ves 6 står der i den nye bibel, at ’for dem, der ikke tror på Gud, ender vejen blindt’. Med disse ord virker det som om, at Bibelselskabet af teologiske grunde ikke vil sige, at de tiltalte ’går til grunde’ eller ’går fortabt’, som de hebraiske ord bedst kan oversættes til. Når der i den gamle danske oversættelse står, at de’ brydes af’, så er det derfor heller ikke en god oversættelse, men det er jo ikke nogen undskyldning for at vælge en endnu dårligere oversættelse i den nye bibel. Når vi læser den nye bibeloversættelse, ser det overalt ud til, at Bibelselskabet ikke ønsker, at mennesker skal vide noget om den evige fortabelse – som med ganske få undtagelser er blevet oversat med død, tilintetgørelse, straf eller undergang. Lad os se et par eksempler på dette:

I alle tidligere oversættelser står der fx korrekt, at ’den brede vej fører til fortabelse’, men det er nu ændret til, at den ’fører til undergang’, Matt. 7:13. Og når der i den nye bibel i deres gengivelse af Fil. 1:28 står, at nogle skal dø, mens andre bliver frelst, så er det meget svært uden forudgående bibelkendskab at forstå, hvad der menes med, at der kun er nogle, der skal dø (og ikke andre). Læserne får således ikke at vide, at der faktisk skulle så, at nogle går fortabt, og således har man også her kraftigt nedtonet bibelens alvorlige tale om, hvad der sker for dem, som ikke tager imod Jesus som frelser. Der er utallige lignende eksempler på, hvordan man har manipuleret med Guds ord for at få det til at stemme med Bibelselskabets teologiske og liberale bibelkritik. Derfor er det kendte vers fra John. 3:16 ændret til følgende ordlyd:

”Gud elskede nemlig verden så højt, at han ofrede sin eneste søn for, at den, der tror på ham, ikke skal dø, men få evigt liv”.

Alle vegne ser vi det samme. I stedet for at skrive, hvad der faktisk står, har Bibelselskabet (i læsbarhedens navn?) stort set konsekvent valgt at fjerne de ord fra bibelen, der kan vække anstød, og taler derfor ikke længere om, at mennesker kan gå fortabt, man at de nu (blot) skal dø. Dermed er de helt på linje med ateisterne, adventisterne, Jehovas Vidner og mange andre, der altid har hævdet, at død og tilintetgørelse er de ikke-troendes afslutning.

De nævnte eksempler er for mig at se bevidste ændringer, der er sket for at nedtone bibelens alvorlige budskab om evig fortabelse. Dertil kommer, at den nye bibel meget ofte bestemt heller ikke er lettere at læse, selvom det ifølge Bibelselskabet er formålet med udgivelsen, og har endda brugt 20 år på at finde den bedste oversættelse, som de siger. Helt galt går det i omfortolkningen af 1. Tim. 2:15, hvor der i de gamle oversættelser står om Eva, at ’hun skal frelses under opfyldelsen af sit moderkald’, underforstået, at ’gennem hendes æt skal Jesus fødes til frelse for alle.’ Men i den nye oversættelse står der i stedet, at selvom ’kvinden føder børn, kan hun alligevel blive frelst’. Med denne oversættelse kan det godt se ud til, at kvinden (alle kvinder?) kun kan blive frelst med nød og næppe, når hun gør det, som Gud ellers har velsignet. Det giver simpelthen ingen mening.

Og således kunne vi blive ved og ved, da der hele tiden dukker tekster op, hvor man enten ikke forstår meningen, eller er omfortolket så meget, at budskabet ligesom er blevet helt væk. Desuden er der en del eksempler, hvor det ser ud til, at Bibelselskabet ligefrem ændrer en tekst ved at digte videre på den, for måske at gøre den mere spændende for læserne? I det følgende skal vi se et eksempel på dette. I det tredje kapitel i Ruts bog har vi beretningen om, at da Ruts svigermor No’omi finder ud af, at en mand ved navn Boaz er Ruts løser (et billede på frelsen i Jesus), så får hun dette råd fra hende, at hun skal lægge sig ved hans fødder, og så lade Gud råde, v. 3-4. Så vidt de gamle oversættelser, som derved gengiver grundteksten korrekt. Men i den nye bibeloversættelse bliver det gjort til, at No’omi siger til Rut, at hun skal gå hen til ham, tage tøjet af og lægge sig ved siden af ham. Dermed er der tydeligt lagt op til, at Ruts svigermor beder Rut om, at hun skal forsøge at forføre Boaz, for om muligt at blive hendes løser. Det er dog fri fantasi, hvis mål efter min vurdering er at få læserne til at fjerne fokus fra det, der er det vigtigste i kapitlet.

Vi har nu i denne gennemgang set lidt på bibelen, der gennem tiden har været under angreb som Guds levende ord, og set, hvordan nogle få dårlige fejlbehæftede kopier i stigende grad er blevet brugt af Det danske Bibelselskab til at nedtone og ændre det bibelske budskab til den nye generation. Og det er selvfølgelig ikke i orden! Det er nemlig en oversætterregel, at alle tolkninger eller ændringer i en given tekst skal ske indenfor nogle ganske fastsatte rammer. Det betyder konkret, at hvis man fx vil ændre et eller flere danske ord i en sætning for at gøre en tekst mere forståeligt, så må denne/disse ændringer ikke ske på bekostning af det oprindelige budskab. Det forkerte er altså ikke, at Bibelselskabet gerne vil udgive en bibel, der er mere letlæselig, og derfor må gå lidt længere væk fra en for gammel talemåde, som det ville være tilfældet ved en ordret oversættelse. Det har man altid gjort. Men det forkerte er, hvis oversætterne ikke i bøn og i stor kærlighed til, og respekt for det levende ord lader sig lede af Guds Ånd til at oversætte den, så budskabet og dets hellighed alligevel fuldt ud bliver bevaret.   

Selvfølgelig findes der passager i den nye bibel, der både er letlæselig og hvor Guds ord oprindelige betydning er bevaret. Når jeg så alligevel ikke vil anbefale den til nogen, så er det, fordi den ikke har bevaret respekten og ærbødigheden for bibelen som Guds ord, men er for mig at se intet andet end en kamufleret angreb på den via en bibelkritisk tilgang. Derfor er det intet mindre end en tragedie, hvis ’hele Danmarks nye bibel’ bliver den nye bibel for den næste generation, som Det danske Bibelselskab har provomeret den til at være.

Eskild Særkjær

Kilde: Jesus-lever.dk

Lignende indlæg:

  • Profetier om Jesus og hans fødsel Vi skal igen være sammen om det mest vidunderlige budskab, som findes. Jesus Kristus kom ned til jorden og blev menneske. Målet var at give sit liv for at frelse os fra synden, døden […]
  • 125 bibelske navne og titler på Jesus Kristus På forskellig måde er hele Bibelen fyldt med henvisninger til Jesus Kristus. Han er nemlig den evige Gud, som i GT var med sit folk, og som forud forkyndte budskabet om Guds frelse, […]
  • Benny Hinn afsløret: En præsentation af en storsvindler og bedrager Mange kristne menigheder i Danmark er begejstret: Benny Hinn kommer til København! (2006) Forskellige kristne hjemmesider overgår nærmest hinanden med at anbefale Benny Hinn på det […]
  • Er det et mirakel eller er det bluff? Fra svensk TV4 dok. udsendelse ’Mirakel eller bluff’ den 19/3 03 oversat og redigeret af Eskild Særkjær Den grundlæggende kraft bag mirakler og helbredelser har været den samme i […]
The following two tabs change content below.

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development