Skabelsen

Hvorfor har Gud skabt Verden? Svaret bliver: Af sin frie Almagts vilje skabte Gud verden, men desuden i sin evige kærlighed for at meddele af sin salighed og derved forherlige sit navn (se Rom. 11:36 og Åb. 4:9 og 11).

Hvorved skabte Gud verden? Ved Sønnen, ved Ordet (Joh. 1:1-2) skabte Faderen alle ting. Derfor hedder det også om Sønnen, at han bærer alt med sit mægtige ord (Hebr. 1:1-3). Og Guds Ånd svævede over vandene og meddelte skabningen de underfulde kræfter, den nu ejer. Af intet, ved ordet alene (SI. 33:9), frembragtes alle ting. Men Gud skabte ikke således, at der ikke skulle behøves en udvikling. Indenfor visse grænser har det skabte fået betingelser for en selvudvikling, og det er denne af Guds kraft bårne og fastsatte udvikling, der ligger til grund for de såkaldte naturlove. Disse love er også i hans hånd, der fastsatte dem. Når det behager ham, kan han gribe ind, som den, der er over alle naturlove, og sådan indgriben kalder vi underet.

Bibelens skabelsesberetning står uendelig højt over alle de hedenske sagn om verdens tilblivelse. Ofte er skabelsens »seks dage« bleven angrebet. Men også videnskaben, der dog endnu kun ved så lidt om tingenes virkelige væsen, må indrømme, at der er forskellige trin i skabelsen svarende til bibelens beretning.

Ordet står fast og skal nok bevise sin sandhed til sidst for alle. Spørger vi: Hvordan kunne Moses, der nedskrev det, vide dette om skabelsen, da svarer vi: Gud åbenbarede ham det. Derfor er det ikke gamle hebraiske sagn, vi møder på vor bibels første bade, men virkelighed, Guds åbenbarede Ord.

»I Begyndelsen«, står der, skabte Gud himmelen og jorden, for med verdens skabelse indtræder det, vi kalder tiden i modsætning til evigheden. Indenfor tiden ligger det, vi kalder historien, hvormed vi betegner den fremadskridende udvikling henimod målet. Skriften sætter derfor også tidens afslutning i den nye Jords og himmels skabelse. Da er evighedsriget oprunden, det rige, om hvilket der står, at det ikke kan rokkes (Heb. 12:28). Da er tiden gledet ud i evighedens fylde.

C. Asschenfeldt-Hansen

Kilde: Den sunde lære s. 15-16 Lohse 1922 (artiklen er moderniseret en smugle)

Lignende indlæg:

Åbenbaring & Kirkens Læresymboler Den almindelige Åbenbaring. Når vi spørger om Gudserkendelsens kilde, hvorfra vi har vor viden om Gud og Guds rige, da må vi svare, at Gud har åbenbaret sig, og vi skelner imellem den […]
31. januar: Hvem kan så blive frelst? HVEM KAN SÅ BLIVE FRELST? Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« (Matt 19:25) Jesus møder en rig ung mand, der gerne vil have Jesus til […]
Skabelsens morgen »Hvad er meningen med livet?« spørges der stadig på ny i den afkristnede nutid, træt og opgivende. Noget svar, der er værd at høre på, gives sjældent. Men det værste er, at også […]
Mens vi venter på den store advent Det er måske den mest tragiske nedsmeltning i vor apokalyptiske tid, at forventningen om Kristi genkomst, den store advent, opfyldelsen af det kristne Håb med stort H at den […]