»Hvad er meningen med li­vet?« spørges der stadig på ny i den afkristnede nutid, træt og opgivende. Noget svar, der er værd at høre på, gives sjæl­dent. Men det værste er, at også kristne undertiden synes at mangle et klart svar.

I Bibelen er svaret lysende klart: Meningen med livet er kærlighed. Gud selv er kærlig­hed (1Joh 4:8 og 16). Han skabte verden i kærlighed til kærlighed og mennesket i sit billede som kærlighedsvæsen. »I Guds billede skabte Han det, som mand og kvinde skab­te Han dem« (1Mose 1:27); det vil sige, at kærligheden mellem mand og hustru og dens udvidelse i familiekærlig­heden er kraftcentret i skaber­værket.

Kærligheden er essensen i al væren, ville en filosof sige. Guds navn er JEG ER (2Mose 3:14); i Guds billede er også mennesket. Kærlighed og liv er egentlig samme sag, som synd og død egentlig er samme sag.

Skal vi rigtig fatte skabelsens hemmelighed, må vi begynde med at besinde os på kærlighedens hemmelighed. Meningen med livet er, at vi skal elske Herren vor Gud af hele vort hjerte, af hele vor sjæl, af hele vort sind og af hele vor styrke, og vor næste som os selv (Mark 12:30-31. At spørge efter nogen anden mening er — me­ningsløst; og derfor bliver alle svar også meningsløse.

Det er ikke muligt at overbe­tone kærligheden i den kristne gudsforståelse, menneskeforståelse og verdensforståelse (når der vel at mærke er tale om virkelig kærlighed i bibelsk forstand og ikke noget af alt det sværmeri og tit nok djævel­skab, som man i nutiden finder på at kalde for kærlighed). Det var den evige kærlighed, der sang i skabelsens morgen, i jord og luft og vand, i vækster og dyr og mennesker, sådan som vi stadig hører den synge i den mægtige lovprisningshym­ne, som skabelsesberetningen i Bibelen er (samtidig med, at den selvfølgelig beretter, hvor­dan det faktisk gik til). Det var den evige salighed, der herske­de i alt, hvad der udgik fra Skaberens hånd, salighed er simpelt hen navnet på kærlig­hedens fuldbyrdelse. Og det er kærligheden og saligheden, vi stadig fornemmer i det, vi kal­der skaberværkets herlighed.

Det er vigtigt at holde reali­teterne fast her. I den nuvæ­rende tidsalder, mellem synde­faldet og genoprettelsen, er skabningen besmittet af synd og død. Meget af den »miljø«-lyrik og henrykkelse over natu­rens indretning, der kommer til orde i nutidens stadig mere dominerende New Age-tænk­ning, er hul og forvrøvlet. Mennesket har vendt sig fra Gud, djævelen er denne ver­dens fyrste, og tingene funge­rer efter hans orden. Ondskab, hæslighed og undergang trium­ferer alle vegne, alle kæmper mod hinanden og æder hinan­den, hele eksistensen flyder i blod og genlyder af skrig. »Vi ved jo, at hele skabningen til­sammen sukker og er i veer endnu i denne stund« (Rom. 8:22).

Men end ikke syndens og dødens besmittelse har kunnet skjule, at verden oprindelig er skabt af Gud i kærlighed til kærlighed. At også ugenfødte mennesker stadig væk kan se det, er faktisk grunden til, at de kan gå så fatalt fejl af virkeligheden; mange gange udarter naturbegejstringen sig jo til en afguderisk dyrkelse af skaberværket i stedet for Ska­beren. Det er et pust af den evige kærlighed og salighed, der kan mærkes en forårsmor­gen i blomsterduften eller en sommerdag ved stranden, eller for den sags skyld i en efterårs­skov eller en stjernestille vin­ternat. Og den kristne, som ikke fortaber sig i beskuelsen af skaberværket, men i besku­elsen vender sind og tanke mod Skaberen, kan få en umiddel­bar erfaring af skabelsens un­der, ja, af Edens Have. Særde­les meget i vor salmebog er udsprunget af den erfaring.

Og det er en væsentlig erfa­ring. Den er ikke mindst væsentlig, når det gælder at fast­holde en sund bibelsk lære og erkendelse i de store spørgsmål om en kristens forhold til ver­den og det kristne håb. Megen forkyndelse i kirken har været og er dybt inficeret af gamle hedenske forestillinger om en forløsning fra skaberværket i stedet for det bibelske evangeli­um om skaberværkets forløs­ning. Bibelens budskab er, at Gud, som skabte verden i kær­lighed, også har frelst den i kærlighed og vil nyskabe den i kærlighed, dvs. skabe den på ny, sådan som den efter Hans vilje og plan var fra begyndel­sen, da alt var såre godt. Det kristne håb er verdensgenfødel­sen (Matt 19:28) og alle tings genoprettelse (Apg 3:21) i Kristi evige Rige. Det er dét og ikke noget andet, som De helli­ge Skrifter taler om igen og igen og på mange måder (f.eks. Es 11:1-10; Rom 8:18-23; Åb 21:1-7).

Paradiset, som kommer, er paradiset, som var, kun aldrig mere truet af synd og død og djævel. Det er, hvad den krist­ne ved i troen, håbet og kærlig­heden. Og i troens, håbets og kærlighedens liv bliver det af Guds nåde også paradiset, som er:

Det ånder himmelsk over støvet,

det vifter hjemlig gennem løvet,

det lufter liflig under sky

fra paradis, opladt på ny,

og yndig risler ved vor fod

i engen bæk af livets flod.

(DDS nr. 247)

Kilde: IMT 15/1990

Poul Hoffmann

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Skriften

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)

• Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
• Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
• Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
• Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
• Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023