Vær stærk ved nåden

nåde

facebook - Egil3I Guds rige er styrke ikke noget, som du bidrager med ved alt det, som du gør for Gud. Tværtimod. Du er stærk, når du er svag. Du vinder, når du taber til Gud. For styrken ligger i din totale afhængighed af alt det, som Jesus har gjort for dig – i nåden.

Og du, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus! (2Tim 2:1). Dette vers bliver ofte citeret, og vi glædes over de dejlige ord. Men hvad betyder det egentlig at være stærk i Guds rige? Er det noget med at styrke de åndelige muskler ved gode gerninger? Jo mere du gør for Gud og mennesker, des stærkere skulle din tro så blive. Forholder det sig sådan?

Udmarvende tjeneste

Som et Guds barn skal du ikke styrkes ved alt det, du kan gøre for Gud. Men du styrkes ved det, Jesus har gjort for dig. Du styrkes ved nåden. Du styrkes ikke ved at vise alle dine kræfter frem for Gud, men ved at modtage hans kraft.

Tænk på Martha og Maria. I Luk 10:38-42 fortælles, at Jesus var kommet indenfor som gæst i deres hjem. »Mar­tha var travlt optaget af at sørge for ham,« står der. Kan man tænke sig noget bedre? Det må da være det bedste, der kan siges om et menneske. Har du travlt med at sørge for Jesus? Travlt med at vidne, gå til møde/kirke osv.? Er du aktiv i det kristne arbejde, hvor du bor? Går meget af din tid med at give Jesus gode vilkår der, hvor du bor? Har du sammen med Martha travlt med at sørge for Jesus?

Så er du måske også dén, som undrer dig sammen med Martha. Undrer dig over Maria. Hun bestiller jo ikke noget. Hun er nærmest uvirksom. »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig?« Men Jesus overrasker Martha og mange med hende, når han siger: »Et er fornødent: Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«

Hvad gjorde Maria da? Hun lod sig betjene af Jesus. Hun modtog det ord, som Jesus var kommet for at aflevere til hende … og til Martha. Maria valgte den gode del, men Martha valgte »bekymringer og uro for mange ting«. Sådan går det, når vi mennesker vender tingene på hovedet. Det største og første er ikke at tjene Jesus, men at lade sig betjene af Jesus … vælge den gode del. Derved styrkes du i troen.

Du, som har fundet hvile i først at lade dig betjene af Jesus, for derefter at tjene, er et lykkeligt menneske. Din tro næres, og du bærer vidunderlige frugter.

Du, som vil tjene Jesus, uden først at lade dig betjene af ham, af hans ord og ved hans bord, er jo ikke lykkelig. Du jager jo efter at gøre så meget for Jesus, men synes alligevel ikke, du slår til. Du er fuld af bekymring for alt det, der venter. Mon du nu kan klare det? Du bliver så optaget af dig selv, af det, du kan … og det, du altså ikke kan. Dit liv bliver så lovisk. Du har stadig de rigtige meninger og holdninger, »men er fuld af bekymringer og er urolig for mange ting«. Alt imens du suges for kraft og saft. Du slider dig ihjel for Jesus og glemmer, at han sled sig ihjel for dig.

Den svages styrke

Vi forlader hjemmet i Bethania og følges ad til Galilæa. På en bjergskråning ned mod Genesaret Sø fortæller Jesus noget om de, som styrkes ved nåden. Han omtaler dem, som »de fattige i ånden«, og siger endda videre, at »Himmeriget er deres« (Matt 5:3).

Vær stærk ved nåden

Den fattige i ånden er total afhængig af Jesus. Han siger i sit hjerte: Jeg har ikke noget i mig selv, der kan danne grundlag for, at du frelser mig Gud, men det har du. Det er den fattige i ånden, der bliver frelst. Det er den fattige i ånden, der styrkes ved nåden. Er du fattig i ånden? Er du så fattig, at du behøver den rigdom, Jesus vil betjene dig med?

Den fattige i ånden kender kun én rigdom, hvorved han styrkes. Den rigdom hedder Guds nåde.

Et andet ord, som den fattige i ånden lever af, lyder: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed« (2Kor 12:9). I Guds rige vendes tingene ofte op og ned. Du styrkes i magtesløshed. Du er stærk, når du er svag. Du vinder, når du taber til Gud. Det er så underligt ulogisk og dog så vidunderligt sandt. Den magtesløse rækker sine tomme hænder frem i bøn om, at Jesus vil tage ved hånd og lede, følge, bære, bjerge, frelse.

Den fattige i ånden, som samtidig er hjælpeløs, styrkes ved det, som bliver tilført udefra – fra Jesus. Han giver uden mål og styrker troen derved … og han frelser os hjem i sin herlighed af nåde.

Af nåden er du frelst

Det lyder altså til Guds børn, at de skal være stærke ved nåden. Men hvad er da nådens indhold? Paulus har netop fortalt om det i det foregående kapitel (2Tim 1:9). Vi standser for fire udsagn:

1. »Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som er givet os i Kristus Jesus for evige tider siden.« (2Tim 1:9). Nådens indhold nr. ét er, at Jesus har frelst os ved tro. Baggrunden er ikke det, vi gør eller ikke gjorde, men hvad han har gjort. Dét er nåde.

2. Guds nåde, »som nu er åbenbaret ved vor frelsers Kristi Jesu tilsynekomst« (2Tim 1:10). Jesu tilsynekomst er hans komme til vor verden julenat. Det er en nåde, altså en gratis gave. Jesus kom jo for at leve livet – for dig – i dit sted – i stedet for dig. Han kom, for at hans hellige liv kunne gælde for Guds øjne, fremfor dit beskidte, syndige liv. Tænk! Når Gud ser på sine børns liv, ser han dem gennem Jesu fuldkomne liv. Han ser sine børn lige så fuldkomne som hans enbårne søn. Det er nåde, og det er sandt. Du har fået del i Jesu fuldkomne liv.

3. Guds nåde er, at Jesus »tilintetgjor­de døden«. Det er nåde. Da Jesus nåede til vejs ende, fik han del i dit liv. Alt det ufuldkomne, egoistiske, al din synd, blev gjort til Jesu ejendom. Alt, som havde bragt død ind over dit forhold til Gud, gjorde Jesus til sit og modtog Guds straf for det. Da Jesus døde for dig, tilintetgjorde han døden for dig. Nu er dit forhold genetableret – af Jesus – for dig. Det er da nåde.

4. »Han bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet« (2Tim 1:10). Jesus opstod på den tredje dag. Graven var tom. Jesus opstod med et liv, som døden ikke magter. Det er det liv, Guds børn har fået del i ved dåb og tro. Et evigt liv. Det er da nåde.

Af nåden skal du leve

Kære Guds barn! Du må leve af Guds nåde og styrkes i troen derved. Som den fattige i ånden må du hente din styrke i nådens indhold. Glem ikke Jesu hilsen til dig: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed« (2Kor 12:9). Det største er det, Jesus har gjort for dig. Det må du hvile i, takke for og styrkes ved. Her er nåde nok til hver dag, du får i tjeneste for ham.

Kilde: IMT 43/1996

Egild Kildeholm Jensen

Lignende indlæg:

  • Der skal et under til Jesu opstandelse fra de døde er af så stor betydning, at alt vedrørende vores tro falder sammen, hvis ikke opstandelsen har fundet sted. Alligevel fattede disciplene ikke, hvad Jesus […]
  • Jesus – Guds tegn til verden Kender du til at søge bevis for at du tror - fx ved at se efter om du har den rette glæde i hjertet? Kender du til at søge efter beviset for frelsesvisheden i dit hjerte - fx ved at […]
  • Herligt kræfterne tiltage Engang var der et kært menneske som gjorde mig opmærksom på tre linjer fra et vers i sangen »Giv mig Gud en salmetunge« af Grundtvig: »mens i alderdommens dage herligt kræfterne […]
  • Troens opfindsomhed Egild Kildeholm Jensen deler her en kort belæring om forbøn ud fra beretningen om den "lamme og hans venner" teksten finder vi i Matthæus evangeliet kapitel 9 vers 1 til […]

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development