Hvad er det for en vision, der inspirerer os, når vi på Jesu befaling sætter os for at evangelisere verden? Det er, at denne plagede jord til sidst skal se Guds rige.

Men hvad er det, vi nøjagtigt mener, hvis vi taler om Guds rige som målet for evangeliets forkyndelse? Tænker vi hovedsagelig på en åndelig begivenhed, som finder sted, skjult i menneskers hjerter, eller henviser vi til en ny verdensorden? Vil en sådan ny verdensorden blive virkeliggjort her og nu, eller ser vi den som en fremtidig begivenhed, som vi kun kan håbe på? På hvilken måde kan vor evangeliske indsats medvirke til oprettelsen af Guds rige?

Evangelisation: “At indbyde til nådens rige” 

1) Det evangelium, som Jesus prædikede for jøderne, var de “glædelige nyheder” til dem, eftersom det forkyndte opfyldelsen af Israels centrale håb, den endelige oprettelse af Guds messianske herredømme.

Proklameringen af Guds rige (Himmeriget) danner kernen i Jesu og hans apostles evangeliske gerning (Matt. 4:17). Jesus fremhæver riget som selve årsagen til, at han er kommet: »Jeg bør også forkynde evangeliet om Guds rige for de andre byer; thi dertil blev jeg udsendt”(Luk. 4:43)

Hvorfor valgte Jesus denne tanke om Guds rige som sit yndlingstema? Den lærde tysker Wilhelm Bousset har korrekt fastslået: ”Summen af alt, hvad Israel forventede af fremtiden, var Guds rige”. Derfor indførte Jesus ikke en ny tanke, når han talte om riget. Han henviser meget snarere til det vigtigste begreb i Israels tro og håb. Det gamle Testamente havde overladt jøderne til ét grundlæggende problem:

På den ene side havde Israel altid troet og bekendt sig til, at dets Gud allerede er den suveræne hersker over hele sin skabning. Han havde specielt valgt Israel til at tage del i hans herredømme ved at blive et kongerige af præster blandt alle folk (2Mose 19:5-6).

På den anden side måtte Israel også erfare, at nationerne ikke anerkendte Guds herredømme. Til tider syntes Gud ikke en gang at være i stand til at beskytte sit eget folk mod dets hedenske fjenders angreb. Var Gud konge uden kongerige?

Svaret, som blev givet Israel gennem profeterne, var dette: Det er på grund af Israels egen ulydighed mod Guds hellige bud, at den særlige pagt blev brudt. Derfor har Gud overgivet israelitterne i hedningefolkenes hænder. Men Gud opgiver ikke sin hensigt om at gøre hele jorden til stedet, hvor han skal æres, og om at bruge Israel til at oprette sit herredømme over alle nationer. Den dag vil komme, da Gud igen vil demonstrere sin magt og manifestere sig som kongernes konge på jorden. Han vil gribe ind i historiens gang og forandre sit folks skæbne. Dette vil ske på den såkaldte HERRENs dag.

Herrens dag repræsenterer den lange række af eskatologiske begivenheder, hvor Gud endeligt vil genopbygge sit folk Israel, både åndeligt og materielt. Gud vil udgyde sin ånd over sit folk for at fremkalde en åndelig genfødelse (Ez 37:9-10; 39:29, Joel 2:28-29, Zak. 12:10). Han vil sende Messias som frelsens formidler. Gennem ham vil Gud oprette sit fredsherredømme på Zions bjerg. Dette herredømme vil udstrække sig til alle folk på jorden (Es 2:1-5; 9:1-7; 11:1-16). Kongerne vil frivilligt komme til Jerusalem for at tilbede Israels Gud og sige ja til hans love. Og på den måde vil de leve i fred, retfærdighed og lykke. Det er, hvad “Malkut Jahweh”, dvs. HERRENs rige, betød for Israelitterne.

Og nu gør vi to vigtige iagttagelser:

Den første iagttagelse er, at det netop er i forbindelse med den profetiske forkyndelse af “HERRENs dag”, at begrebet »evangeliets forkyndelse« blev til allerede i gammeltestamentlig tid. Ordene »bringe evangeliet« er første gang anvendt i deres typisk bibelske betydning i det 52. og det 61. kapitel hos Es. Profeten modtager et syn, som han er drevet til at kundgøre for sit folk. Han ser HERREN vende tilbage til Zion og tiltræde sit universelle herredømme (Es 52:7-8). Evangelistens egen opgave antager messiansk karakter.

Han bliver åndeligt identificeret med den ventede Messias, hvis embede igen er beskrevet som en profetisk funktion. Det er et forunderligt eskatologisk frelsesbudskab, der er indholdet af denne evangelieforkyndelse: ”Den Herre HERRENs Ånd er over mig, fordi han salvede mig, han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter for at udråbe frihed for fanger og . . . udråbe et nådeår for Herren, en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger …” (Es. 61, l-2).

Vor anden iagttagelse er denne:

Den samme profetiske forståelse af evangelieforkyndelsen som en bekendtgørelse af Guds riges befriende frembrud i historien tages igen op i Ny Testamentes evangelier. Men der er nogle afgørende nye elementer i Det nye Testamentes forståelse af riget. Jesus selv kaldte de nye elementer rigets hemmeligheder (Matt 13:11), som han forklarede i sin egen undervisning.

2) Riget, som er proklameret i nytestamentlig evangelieforkyndelse, er centreret i Jesus Kristus.

I den første prædiken i Nazarets synagoge identificerede Jesus sig med den messianske profet i Esajas 61:1, »HERRENs ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige«. Hans overraskende kommentar til denne berømte tekst er: ”I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse”.

Dette betyder ikke, at riget, sådan som det så stærkt var ventet af jøderne, allerede var totalt oprettet ved Jesu gerning (realiseret eskatologi). Der er endnu ikke den gennemgribende forandring i historien og naturen, som vil markere det messianske riges shalom, fred. Men hans proklamation og hans gerninger demonstrerer vitale elementer i det. De er ikke riget fuldt ud, men de er tegn, som peger på Jesus selv som den, der kommer med riget. Faktisk er han det vigtigste og centrale element i riget. Alle det messianske riges gaver er indeholdt i personen Jesus Kristus og formidlet gennem hans messianske embede.

Det er et embede, som er temmelig forskelligt fra de iøjnefaldende politiske forventninger hos samtidens jøder, særligt farisæerne og zeloterne, for det kulminerer i Messias´ stedfortrædende død (Matt. 16:21-27). Det forarger endog hans egne disciple, selv om det allerede var forudsagt i sangene om HERRENs tjener (specielt Es. 53). Men det er den underlige måde, hvorpå Guds rige måtte indvarsles i overensstemmelse med Guds plan.

Derfor er al forkyndelse af evangeliet, som udførtes af apostlene og den tidlige kirke, Kristus-centreret. I virkeligheden er det sådan, som det korrekt er blevet iagttaget, at netop den placering, riget har i Jesu forkyndelse, den indtages i Paulus’ og Johannes’ breve af Jesu person (2Kor. 1:20). Det er Kristi komme, hans soningsdød, hans sejrrige opstandelse og hans genkomst i herlighed, som nu udgør grundpillen i den evangeliske prædiken, både for jøder og hedninger. “Thi jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, vi derimod prædiker Kristus som korsfæstet . (1Kor.1:22f).

Kristus må derfor ligeledes fortsat være centrum i vor forkyndelse af evangeliet. Og det må være den sande Kristus, sådan som han er forkyndt og lært i Ny Testamentes apostolske skrifter.

Den store fare i kirkernes mission i dag er, at de fuldstændig forandrer Guds vej fra Det gamle til Det nye Testamente. Det gamle Testamentes beskrivelser af rigets velsignelser, befrielse og eskatologiske ”shalom” er genopdaget. Men ofte bliver de isoleret fra Kristus som rigets formidler og Herre og fra den måde, hvorpå han gennemførte genoprettelsen af Guds herredømme over mennesker.

Dette er naturen i en efterkristen ideologi. Det er rystende at opdage, hvordan nogle teologer og kirkeledere i dag endog drager paralleller mellem nytestamentlig frelse og den frelse, som skaffes eller loves af moderne ideologier og religioner. For såvidt disse stadig henviser til Jesus, bliver han reduceret til en befriertype, som i øvrigt har mange betydningsfulde paralleller mellem Kyros og Mao TseTung.

Det er en forfærdelig forvrængning af det bibelske evangelium om riget. For selv hvis det af profeterne forjættede rige allerede var synligt virkeliggjort, ville det ikke være til nogen gavn for os, hvis Jesus ikke var at finde i det (Salme 78:25).

3) Kristen forkyndelse af evangeliet prædiker et rige, som er virkeliggjort nu ved åndelig genfødelse.

Det andet særlige kendetegn ved den nytestamentlige forståelse af riget er, at dets natur dybest set er åndelig. Dette udelukker ikke, at det også en dag vil bryde frem med synlig styrke, ”med kraft og megen herlighed” (Matt. 24:30), og at det også vil omforme hele den fysiske verden. Men dets grundlæggende struktur er ikke fysisk (Rom. 14:17). Vi kan definere den nytestamentlige forståelse af riget på følgende måde:

Guds rige er Guds forløsende herredømme, der efterhånden vinder en sådan frigørende magt over menneskers hjerter, at deres liv og derved endelig hele skabningen (Rom. 8:21) bliver forvandlet til barnlig harmoni med hans guddommelige vilje. Dette er grunden til, at Guds rige aldrig kunne etableres ved politisk aktion. Og eftersom et syndigt menneske af naturen er imod Guds vilje, kan det aldrig genskabes ved moralsk opdragelse. Erkendelsen af Guds herredømme forudsætter en mirakuløs forandring af hjertet, som kun kan udføres ved et indgreb af Gud selv.

Ved Jesu Kristi kors har Gud skabt fred mellem den syndige verden og sig selv. Ved Helligåndens gaver, udgydt på pinsedagen og fremover skænket til hver omvendt troende (Apg 2:28), gør Gud det muligt for mennesker at modtage hans tilbud om forsoning og at leve et sejrende, nyt liv i barnlig forening med Gud (Rom. 8:1-27).

Indbydelsen til at modtage dette forunderlige tilbud er basisfunktionen i kristen forkyndelse af evangeliet. Evangelisten tilbyder med Kristi egen fuldmagt Guds nåde til en menneskehed, hvis egentlige ulykke er, at den er under Guds retfærdige fordømmelse (2Kor. 5:17-21).

Og de, som ved Helligåndens hjælp modtager budskabet om forsoningen, går allerede ind i Guds rige (Matt. 10:15; 21:31). Ved at være blevet medlemmer i det usynlige nådens rige nu, vil de, hvis de holder ud, højst sandsynligt blive deltagere i det messianske rige, når riget kommer i kraft og herlighed.

Rigets åndelige natur har altid været betonet af evangeliske kristne, selv under hensyntagen til kravene om dets sociale virkeliggørelse. Lidelsen under uretfærdigheden og undertrykkelsen i verdens nuværende tilstand og råbet efter frihed og fred er en nød, som brænder i samvittighedsfulde menneskers hjerter til alle tider og i alle kulturer. Som svar herpå er nye religioner og ideologier dukket op, og sociale og politiske bevægelser, der står for voldsomme omvæltninger i samfundet, er blevet grundlagt. I dag giver søgen efter total fornyelse genlyd med stadig større kraft end tidligere. Nogle kirker svarer herpå med såkaldte bevægelser til kirkelig fornyelse. Men det afgørende spørgsmål er: Fornyelse på hvilken måde? Er det gennem tilbagevenden til Guds ord eller gennem gruppedynamik og ideologisk indoktrinering?

I stadig højene grad hælder indflydelsesrige kristne til samme side som marxismen, der tror, at årsagen til al undertrykkelse og vold er at finde i de økonomiske love, som hænger sammen med vort nuværende kapitalistiske system og den forkerte magtfordeling i den etablerede verden, specielt i Europa og Nordamerika. Revolutionær forandring af alle politiske strukturer skulle så være svaret. I Bangkok l973 blev der råbt også på kirkerne om at komme og ”forny sig” gennem frigørelse fra ”fangenskabet under magten i det nordatlantiske samfund”.

Evangeliske kristne vil være enig i, at koncentrationen af udøvende magt og af økonomiske ressourcer kan være ødelæggende. Alt for ofte har de ikke været opmærksomme på den sociale og politiske side af den moralske ondskab og den institutionelle forevigelse. Men den grundlæggende vildfarelse i marxismen og en hvilken som helst anden form for humanistisk frelses-ideologi er, at den tror på menneskets nedarvede gode natur. Derfor er resultaterne, som opnås af sådanne former for revolutionær fornyelse meget ofte tydeligt den samme egoistiske og hjerteløse undertykkelse, nu flyttet over i hænderne på de af i går.

Den “fornyelse” som Gud tilbyder, er langt mere radikal. Det er en fornyelse af vort sind, en fornyelse og forvandling til Jesu Kristi sindelag (Rom. 12:2). Dette tilbud overgår langt alle menneskelige løsninger. Dette tilbud gives i forkyndelsen af evangeliet. Jesu hele opgave bestod i at lære, forkynde evangeliet og helbrede (Matt. 5:23; 9:35; 10:7-8). Forkyndelsen af evangeliet har en speciel funktion i denne samlede missionsopgave: Den er afgørende for at tænde ønsket om et nyt liv i Kristus. Men så snart dette liv er født, vil det ytre sig i en virksom kærlighed (Gal. 5:6). Vi burde aldrig betvivle værdien af Guds tilbud gennem vor opgave med evangeliets forkyndelse og hemmeligt bytte vor førstefødselsret bort for en ideologisk ret linser. Det burde heller ikke hævdes, at en sådan åndelig fornyelse alene forbliver noget indre eller individuelt. Måske har evangeliske kristne til tider været fristet til at reducere fornyelsens gaver til denne dimension. Men dette er en karikatur af sand evangelisk forståelse af rigets gaver.

Hvis et menneske virkelig er fornyet i Kristus, vil denne fornyelse begynde i dets indre. Dette er og forbliver sandt. Men hvis dette nye åndelige liv udvikler sig på en sund måde, vil det lade sig mærke på alle områder af et menneskes liv og sociale berøring. De kristnes medmenneskelige relationer er forbindelsen mellem personlig genfødelse og samfundsforvandling ved rigets kraft (Matt. 5:13-16). Sandt genfødte mennesker er bedre som borgere. For deres kristne liv frembringer også i dem en ny spontanitet og udfoldelse i moralsk handling, ny ansvarsfølelse i borgerlige hverv, som betros dem, og ønsket om at udbrede forsoning, solidaritet og fælles deltagelse. Det er allerede blevet bevist mange gange i historien. Jeg tænker på den evangeliske medvirken til afskaffelse af slaveriet og de sociale reformer til beskyttelse af enker og faderløse eller institutionen for kærlighedsdiakonatet.

Hvilke praktiske konklusioner kan vi drage af denne forståelse? Der er to:

For det første: Tilbuddet om genfødende åndelig kraft må vise sig virkelig gennem budbringerens eget åndelige liv. Hele den kristne menighed har behov for en ny vækkelse og befæstelse af dens liv i Helligånden. Kun da kan vi være glade vidner om frelsens gode nyheder. Den hellige Ånd kom ind i vort hjerte, da vi blev født påny; men ofte blokerer vi Hans arbejde ved ulydighed mod Gud og ved ikke at nære vort åndelige liv. En sådan indre forhindring forsvinder, når ordet fra Gud, i det det prædikes for os, driver os til omvendelse og ny indvielse. Lad os derfor lede frem til ”mission til mission”. Der bør opmuntres til små grupper og til regelmæssige sammenkomster, ligesom Keswick-møderne, som koncentrerer sig om opgaven at forny arbejderens indre liv ved Bibelens budskab, rådgivning og bøn.

For det andet: Evangeliske missionsselskaber burde udvikle overbevisende former for socialt og politisk engagement, som er frembragt og ledet af Kristi forløsende kærlighed. Den personlige kontakt med mennesker, med hvem vi deler det nye liv, vil afdække både deres åndelige og legemlige behov. Hvis vi kommer nærmere ind på disse behov, vil det vise sig, at også de fysiske, sociale, økonomiske og politiske problemer har deres rod i det faldne menneskes tørst efter Gud som livets kilde. På den anden side vil sand forkyndelse af evangeliet vise, at ikke en eneste side af menneskelivet og dets lidelser er uvedkommende for Kristus og hans kirke. Her vil læren om de forskellige gaver og opgaver, som er overdraget lemmerne på Kristi legeme, udfolde sig i praksis. Dette leder os til vor næste bibelske sætning:

4) Forkyndelsen af evangeliet fører ind i kirken, som rigets nye messianske samfund.

Et af de indviklede spørgsmål i nytestamentlig teologi er forholdet mellem Guds rige og kirken. Der er to yderstandpunkter i besvarelsen af dette spørgsmål. På den ene side er den højkirkelige tradition gået i retning af at sætte lighedstegn mellem riget og kirken. Al mission bør da bidrage til at etablere og fremme kirken. På den anden side er der de liberale teologer, som med Loisy hævder, at Jesus var så besat af tanken om rigets snarlige komme, at han ikke på noget tidspunkt tænkte på at grundlægge en kirke. Det bibelske svar imødegår begge disse syn. Budskabet om Guds rige er hverken identisk med læren om kirken, ej heller udelukkes den heraf.

Sandheden er, at det messianske rige forudsætter et messiansk fællesskab. Det er Guds specielle folk, bestemt til at udføre den messianske opgave over for resten af folkeslagene.

Kirken er ikke identisk med Guds rige. Men den er dets midlertidige officielle skikkelse i den nuværende tidsalder, og ved sin kirke udfører Kristus et særdeles vigtigt embede på vej mod rigets synlige komme. “I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys” (1Pet. 2:9).

Dette er af vældig betydning for vor forståelse af evangeliets forkyndelse. Forkyndelsens mål er ikke alene at skabe enkelttroende. Forkyndelsens mål er at overtale disse troende til at blive indlemmet som ansvarlige medlemmer i kirken som Guds messianske samfund.

I missionens altomfattende gerning fortsættes arbejdet med evangeliets forkyndelse ved plantningen af lokale kirker i hvert folk. Selv som en lille minoritet må en sådan kirke hilses som den første frugt af Kristi frelsende kærlighed for hele folket og skal, derfor, stiftes på selvudbredende basis (Church Growth).

Dette fører os til kirkens undervisende opgave. Missionens opgave er ikke kun at samle nyomvendte sammen i kirkerne, men at hjælpe disse kirker at vokse til fuld modenhed. Dette betyder både at udvikle det indre liv i kirken ved at grundfæste deres åndelige kendskab og fællesskab og at gøre kirken opmærksom på omgivelsernes behov. Bibelklasser, bibelskoler, kristne akademier og træningscentre for ledere har en afgørende rolle at udføre med at opdrage kristne til at blive ansvarlige medlemmer af deres kirker i stedet for får, som simpelt hen følger med.

En ny fastholden af det almindelige præstedømmes betydning må ikke forstyrre vor interesse for at forbedre den teologiske uddannelse med henblik på embedet i de yngre kirker. Dette betyder, at de fuldtud må have indfødt ledelse på ethvert plan, hyrder og lærere, som er i stand til at hævde, forsvare og sprede den kristne tro, både i ægte forbindelse med. den historiske tradition og relevant i forhold til disse kirkers specielle omgivelser.

Evangelisation som forberedelse til herlighedsriget

Ægte kristen tro på Guds rige har altid været markeret af en viden, som på samme tid er glædelig og smertelig: Det er glæden, at nådens rige allerede er kommet med Kristi første komme. Og det er smerten, at Kristus endnu ikke er kommet igen for at oprette sit rige i kraft og herlighed ved at demonstrere sin sejr for hele menneskehedens øjne. Der er stadig noget, som modsiger Jesu Kristi herredømme.

5) Modsætningen mellem Guds rige og Satans rige sætter evangelisten ind i en krigsførelse.

Når vi ser betydningen af evangeliets forkyndelse inden for rammen af Guds kommende rige, må vi stadig tage hensyn til tilstedeværelsen af den modstående metafysiske kraft, som Johannes Evangeliet kalder ”denne verdens fyrste” (Joh 12:31; 14:30; 16:11). Den verden, som skal vindes for Kristi rige gennem forkyndelsen af evangeliet, er ikke noget neutralt område. Den er i en tilstand af aktivt oprør.

Menneskers afguderiske religioner er måder, hvorpå Satan forfører hedninger til at dyrke ham (1Kor. 10:20; 2Kor. 6:16). Deres personlige, kulturelle og sociale liv er under dæmonisk herredømme, hvor kærlighed til Gud og ens næste er erstattet af mistænksomhed og fjendtlighed (Rom. 1:24-30) Denne uhyggelige kendsgerning giver en dramatisk forestilling om begreberne både i Kristi rige og i forkyndelsen af evangeliet. Kristi riges fremadskriden finder sted under en successiv detronisering (afsættelse fra tronen) af Satan (Luk. 10:17-19).

Den afgørende sejr er allerede vundet på korset, hvor Satan mistede sine lovlige rettigheder til menneskeheden (Joh 12:31). Derfor bliver forkyndelsen af evangeliet ledsaget af kampen mod sataniske styrker (Matt 10;1 og 8). Det sker for at forkynde Kristi sejr over dem og byde dem trække sig tilbage.

Men ifølge Det ny Testamentes vidnesbyrd er Satans magt på jorden endnu ikke helt tilintetgjort, og det vil heller ikke ske, før Kristi herlige genkomst; heller ikke vil hele menneskeheden blive revet ud af Satans magt til Kristi rige. Forkyndelsen af evangeliet kalder til en afgørelse. Den hellige Ånd giver os frihed til at sige ”ja”, men Han overlader os også friheden til at sige “nej”. Derfor er det endelige resultat af evangeliets forkyndelse ikke menneskehedens forening under Kristi herredømme, men tværtimod en voksende modsætning mellem Guds rige og Satans rige.

En af de mest fatale fejltagelser i det missionerende arbejde er den tanke, at det er vor opgave i den nuværende tidsalder – før Kristi synlige tilsynekomst – at kristne verden og derved i egen kraft oprette det messianske rige. Kristne, der således tager fejl, er ledet af den utopiske vision om en forenet menneskehed, i hvilken fuldkommen fred og retfærdighed nu er blevet en universel realitet. De er imidlertid skuffet over den kendsgerning, at en stor del af menneskeheden simpelt hen nægter at modtage evangeliet og at leve i overensstemmelse med Kristi riges nye lov. Derfor fortvivler de over virkningen af rent åndelige virkemidler, dvs. en måde at evangelisere på, som bygger helt på Guds ords udfordrende virkning på den menneskelige samvittighed.

To farlige alternativer har vist sig i en eskatologisk¹) orienteret forkyndelse af evangeliet: Det første er udviklingen af en vildledt form for evangelisering, som for at opnå slående, synlige resultater tager sin tilflugt til psykologiske metoder, der ligner massehypnose, gruppedynamiske eksperimenter, personlighedskulter eller endog udstrålingen af parapsykologiske kræfter, forklædt som Helligåndens værk. Nogle mennesker prøver at tiltrække deres tilhørere med materielle goder eller med løftet om iøjnefaldende lægedom eller jordisk lykke, som vil efterfølge deres omvendelse. Der er ingen virkelig velsignelse i et sådant arbejde. Det kan endog føre evangelisten selv ind i hemmelig kynisme og tab af hans tro.

Det andet lige så fejlagtigt alternativ har været udført af kristne, som erstatter det messianske rige med en utopisk vision, som skal realiseres med politiske midler. De gentager zeloternes fejltagelse på Jesu tid, de, som ønskede at fremtvinge Guds rige ved at fordrive romerne med sværd. De fysiske kilder, som de kristne kirker kan øse af, er naturligvis ikke tilstrækkelige til at fjerne alle undertrykkende kræfter. Derfor forsvarer man endog en alliance med frihedsbevægelserne inden for alle ikke-kristne religioner og ideologier. Dette nye ”missionsbegreb” er vore dages største trussel mod den verdensomspændende kirke; jeg vil kalde den Barabbas-missionen. Den har intet løftet fra Herren. Dog kan den måske få en begrænset succes. Men et sådant verdensomspændende rige, som fuldføres af forenede åndskræfter, ideer og metoder i denne tidsalders dynamiske bevægelser, bliver et rige uden Kristus. Det vil blive det antikristelige rige.

Og dette er, hvad vi faktisk har i vente. Det ny Testamente forudsiger klart, at til trods for evangeliets store sejre blandt alle folk, vil Satans modstand fortsætte. Mod enden vil den endog vokse så meget, at Satan inkarneret i Anti-krists menneskelige person endnu en gang vil tilrive sig næsten total kontrol over den ulydige menneskehed, (2Thess. 2:3-12; Åb 13).

Det er vigtigt at bemærke den religiøse fremtræden, som Antikrists herredømme har. Han vil skaffe sig sit faste greb om menneskeheden ikke alene ved militær eller politisk styrke, men også gennem hans falske profets magiske trolddom (Åb. 13:11-17).

Men Gud har givet os et våben, som vi kan stå imod med. Det er Åndens sværd (Ef. 6:17), Guds ord’ Det er martyrernes blodrøde vidnesbyrd, at Satan har mistet sit herredømme ved Kristi sejr på korset’ (Åb. 12:11-12).

Jeg er ængstelig for, at mange evangeliske kristne endnu hverken er forberedt på eller rustet til denne kamp. Vi har behov for ny bibelsk klarhed for igen at blive overbevist i vor evangeliske grundholdning og for at kunne skelne mellem ånderne. I dag angriber Satan kirker, missioner og enkeltkristne over hele verden med kætterske bevægelser, som truer dem med åndelig forvirring. Erklæringerne fra Wheaton og Frankfurt har sat sig for teologisk at trænge ind i dette røgslør. De stridsspørgsmål, der er nævnt i disse historiske erklæringer, burde behandles på alle trin i den verdensomspændende mission. De må besvares som en bekræftelse og en gendrivelse i korte og klare konfessionelle²) udsagn, som er bindende for vort evangeliske virke, og som, over for dem, der støtter os gør det klart, hvem vi er.

6) Forkyndelsen af evangeliet er inspireret af visionen af herlighedsriget, som vil blive oprettet ved Kristi genkomst.

Evangeliet kommer til mennesker med et nuværende tilbud, grundet på Kristi sejr på korset, og med et eskatologisk løfte, baseret på hans afsluttende sejr ved hans genkomst. Denne dialektiske spænding inden for Guds riges historiske udvikling er den drivende dynamik i forkyndelsen af evangeliet. Den tilbyder Guds nåde i Kristus og nyt liv i Den hellige Ånd nu. Den lover fuld forløsning af vore legemer og af hele skabningen ved herlighedsrigets komme. Paulus siger at hele ”skabningen venter i inderlig længsel på, at Guds børn skal åbenbares … thi også skabningen selv skal engang udfries fra den forkrænkelighed, hvorunder den træller, og nå til den frihed, som Guds børn skal have i herligheden” (Rom. 8:19 og 21). Dette vil ske ved Kristi genkomst. Han vil forvandle sin stridende kirke til sin triumferende kirke, som vil regere sammen med ham i hans messianske rige med universel fred (Matt. 19:28-29; Luk. 22:28-30; 1Kor 6:2).

Denne eskatologiske tanke har altid været det udprægede kendetegn på en sand bibelsk forståelse af evangeliets forkyndelse. Det har inspireret mange missionærer med hellig uro. Men der er et spørgsmål, som er omstridt, selv blandt evangeliske kristne. Af hvad art vil det rige blive, som Kristus vil oprette ved sin genkomst? Vil det blive den helt nye himmel og nye jord, som Johannes beskriver i Åb. 21 og 22 (amillenismen³)? Eller vil det blive tusindårsriget, som han hemmelighedsfuldt taler om i Åb. 20:1-6 (præmillenismen³)? De bibelske tekster giver os væsentlig støtte, men også vanskelighed med begge disse syn.

Amillenisterne forstår ikke Åb. 20:1-6 bogstaveligt, men symbolsk. De hævder, at vi lever i tusindårsriget nu, eller snarere ved afslutningen på det, hvor Satan er løst igen. De opstandne hellige må da være dem, som efter deres sejrrige død nu er forenet med Kristus i Himlen, selv om deres legemer endnu ikke er genopstået.

Præmillenisterne forstår riget i kraft, som den genkomne Kristus vil oprette som en begyndelse til det endelige rige i herlighed, som først vil komme, når også døden er opslugt til sejr (1Kor. 15:24-26).

Endnu et forsøg på at løse den tilsyneladende spænding mellem de forskellige eskatologiske tekster som Åb. 20:1-6 og 2Pet. 3:10 er postmillenismen. Her vil tusindårsriget være den sidste sejrrige fase i kirkens historie før Kristi genkomst. Det bringer en næsten universel anerkendelse af evangeliet blandt folkene gennem en ny udgydelse af Helligånden.

Men det er vanskeligt at forene et sådant syn med den klare bibelske forudsigelse af den talmæssige indskrænkning og forfølgelse af kirken ved denne tidsalders afslutning. Jesus selv forudsiger, at selv de overlevende blandt de udvalgte vil blive truet (Matt. 24:21-31). Forfølgeren er Antikrist, som ”Herren Jesus skal dræbe med et åndepust af sin mund og tilintetgøre ved sit synlige komme. (2Thess. 2:8). Er det ikke sådan, at disse apokalyptiske⁴) træk er ved at blive synlige for vore øjne? Falder ikke skyggen af Antikrist på os allerede nu? Hvor placerer postmillenisterne hans tilsynekomst? Hvis de ikke har noget svar på dette spørgsmål, kan deres syn på tusindårsriget næppe kaldes bibelsk.

Personlig har jeg været tilbøjelig til at være enig i et modificeret præmillenistisk syn, som mødes med bekendelsens kritik, der er rettet imod kiliasmen, er materiel forståelse af tusindårsriget. Parusien, dvs. Kristi tilsynekomst, er ikke en ren og skær sammensmeltning af Kristi regimentes usynlige og synlige riger til et politisk teokrati, hvor han og hans hellige til stadighed opholder sig på vor gamle jord igen. Snarere bør vi forstå tilsynekomsten som klimaks i mødet mellem Kristi endnu usynlige herredømme og den nuværende verdens historie. Derved vil det i en afgrænset periode blive helt klart, hvorledes verden er opdelt i det dennesidige og hinsidige, mellem et nu og et siden, indtil al kosmisk magt er underlagt Kristus (1Kor.15:25-26) og verdens historie er opslugt ved en ny skabelse.

Alene Guds endelige opfyldelse af de bibelske profetier vil give os løsningen på alle exegetiske⁵) problemer. I hvert fald behøver uoverensstemmelsen mellem amillenisterne og præmillenisterne ikke at påvirke vor forståelse af evangelisering som presserende rettet mod Kristi tilsynekomst med hans rige i kraft og herlighed.

Fuldstændig overensstemmelse er kun nødvendig på to punkter: For det første, at Kristus først vil oprette dette rige efter, at vi i troskab har udført hans befaling om at forkynde evangeliet for alle folkeslag (Matt. 24:14; Mark. 13:10; Apg 1:6-8); for det andet, at kirker og missioner må være årvågne over for den antikristelige fristelse (Matt. 24:4, 11, 23-26).

7) Det led, der kroner forbindelsen mellem evangeliseringen af verden og oprettelsen af det messianske rige, vil være Israels genoprettelse.

Hvorfor tror jeg, at tusindårsriget er en mellemliggende periode mellem Kristi genkomst og skabelsen af en ny himmel og en ny jord? Det er på grund af den særlige rolle, som Det gamle Testamente har tildelt Israels folk inden for det messianske rige. Disse profetier er ikke hverken opfyldt endnu eller ophævet ved skabelsen af kirken (Apg 1:6). Paulus fastslår meget afgørende i Rom. 11:29, at Guds gaver og kald til Israel er uigenkaldelige. Han forudsiger klart det historiske Israels endelige omvendelse. At Guds folk atter indpodes i oliventræet vil indebære stor rigdom for hedningefolkene (v. 12).

Nu er der en vigtig trefoldig forbindelse mellem kirkens verdensomfattende forkyndelse af evangeliet for hedningefolkene og den afsluttende antagelse af Israels folk:

For det første: Paulus fastslår, at et vigtigt formål med hans gerning over for hedningerne er at vække sine frænder, jøderne, til skinsyge over hedningernes frelse i Kristus (Rom. 11:11-14). Dette betyder, at vor evangeliserende gerning altid bør udføres med et øje længselsfuldt hvilende også på den forjættede frelse for jøderne. Dette kristne vidnesbyrd, over for Israel må altid ledsage hedningemissionen.

Den anden forbindelse er den hemmelighed, at den nuværende forhærdelse af Israel vil ophøre, når hedningerne fuldtalligt er gået ind (v. 25). Dette betyder i virkeligheden, at tiden for verdens-evangeliseringen er begrænset. Hedningernes nådetid er nøjagtigt tidsrummet mellem Israels forhærdelse, som fulgte efter afvisningen af deres Messias og hans evangelium, og deres eskatologiske genoprettelse, som iflg. Ez.37:8-10 først vil blive af fysisk og derefter af åndelig art.

Den tredje forbindelse mellem kirkens hedningemission og Israels genoprettelse er af afgørende betydning for vor forståelse af vor opgaves begrænsning i verdensevangeliseringen.

Israels omvendelse vil markere forandringen fra verdens-evangelisering til verdens-kristianisering. Den opgave, som for nærværende er overdraget kirken, er ikke politisk at bringe folkeslagene ind under Kristi lov, som udtrykt i bjergprædikenen. Under de nuværende forhold, hvor Satan ikke er bundet, er dette simpelt hen ikke muligt. Men i det messianske rige bindes Satan og vil ikke mere være i stand til at forføre folkeslagene (Åb. 20:3). Derfor vil også fredens herredømme, udøvet gennem Israels virksomhed fra Zions bjerg oprette en lang, varig politisk fred.

Indtil da har verdens-evangeliseringen imidlertid kun et direkte formål. Det er at kalde og samle endetidens udvalgte menighed ud af alle folk!

At Israel udgør det afgørende eskatologiske bindeled mellem verdens-evangeliseringen og oprettelsen af det messianske rige er en profetisk erkendelse, som er særlig spændende for vor generation. Jesus har sagt til jøderne: “Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes (fastsatte) tider (nådetider) er til ende. (Luk. 21:24).

Dette er tankevækkende. For i året 1967 blev selve vor generation vidne til, hvordan Jerusalem i en forbavsende krig blev generobret af jøderne. For første gang siden byens ødelæggelse i år 70 e.Kr. er Israels hovedstad ikke længere nedtrådt af hedninger. Men Jom-Kippur krigen i 1973 bragte en ny udvikling. På grund af de arabiske staters olieboykot er næsten alle folk på jorden ved at vende sig imod Israel som forudsagt af Det gamle Testamentes profeter (Ez. 38; Zak 12:3).

Betyder det, at nådetiden for hedningerne, dvs. de for verdens-evangelisering fastsatte tider, også går mod afslutningen? Det tror jeg. Faktisk lægger vi mærke til det allerede i mange dele af verden. Er der da ikke mere nogen mening i at sammenkalde til internationale kongresser for verdens evangelisering? Jo. Det er netop, hvad der er!

8) En forstærket evangelisering er det rejste sejrstegn i Kristi riges endelige kamp mod Antikrists kræfter.

I sin apokalyptiske tale på Oliebjerget om Jerusalems skæbne og verdenshistoriens ende svarer Jesus på et spørgsmål, der er lige så brændende for vor generation (Matt. 24:3): Hvornår skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende? Jesus nævner nogle slående tegn. De viser sig i naturen og i verdenshistorien såvel som i den kristne kirkes liv. Krige, hungersnød, jordskælv, falske profeter. De fortæller alle, at enden nærmer sig; dog det er endnu ikke enden. Derpå kommer Jesus til den dramatiske sidste fase, det store frafald, hvor de fleste menneskers kærlighed vil blive kold (Matt.24:10-12); dette går forud for den store trængsel (v. 21-22).

Kirkehistoriens afsluttende fase vil ikke være kendetegnet ved store vækkelser eller ved fuldstændig kristianisering af nationerne. Tværtimod: Kun en udvalgt minoritet vil holde ud og blive frelst (Matt. 24:22 og 25). Dog en grundlæggende funktion i kirken vil fortsætte selv under disse omstændigheder. Ingen vil standse den, før den har nået sit mål:

”Og dette evangelium om riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme” (Matt. 24:14). Denne profeti sætter Kristi befaling om at forkynde evangeliet for verden ind i en apokalyptisk sammenhæng. Forkyndelsen af evangeliet er kirkens væsentligste bidrag til at fremskynde den synlige oprettelse af Kristi rige på jord. Først når dette værk er tilendebragt, vil Kristus komme for at forløse den sukkende skabning fra dens nuværende trældom.

Hensigten med en sådan eskatologisk forkyndelse af evangeliet er ikke kun at hverve så mange proselytter som muligt. I så fald ville statistikkerne afgøre betydningen af verdens evangelisering. Det er ikke vor opgave at rose os af talmæssige resultater (selv om vi nok kan glæde os over dem), for det endelige tal på dem, som bliver frelst, er alene kendt af Gud (Joh 10:16; Rom. 11:25). Det må formodes, at flertallet af dem, som lytter, ikke vil modtage vort nådetilbud. Alligevel fastholder Jesus, at evangeliet om riget vil og skal blive prædiket over hele verden indtil enden.

Hvorfor? Fordi ethvert folk på jorden må have hørt vidnesbyrdet om Kristus som verdens herre og forløser for at genkende ham, når han kommer i herlighed (Matt. 24:30; Åb. 1:7). Da vil mennesker enten blive modtaget eller dømt i overensstemmelse med deres lydighed eller ulydighed mod Ordet. Men alle knæ i himmel og på jord og under jorden vil bøje sig, og hver tunge vil bekende, at Kristus er Herren, Gud til ære (Fil. 2:10).

Peter Beyerhaus

Noter:

1. Læren om endetidens store og forfærdende begivenheder forud for Guds riges frembrud.
2. I henhold til trosbekendelsen
3. Millennium: tusindårsrige.
4. Apokalypse: åbenbaring, skrift om verdens undergang
5. Bibeltolkningsmæssige

Kilde: Guds Plan med Israel og folkene (Ordet og Israel 1976. s.7-26.)

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Skriften

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)

• Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
• Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
• Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
• Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
• Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023