Uden Jesus ville jeg stadig være punker – Nicki mødte Gud i en sump af alkohol og stoffer. Nu forkynder han om Jesus i København – Interview Af Anette Ingemansen
Som teenager begyndte Nicki Andersen at undersøge hvilke værdier, han ville indrette sit liv efter, men han blev utrolig skuffet.
“Det var lige meget, hvad jeg satte mig ind i, så havde jeg en følelse af, at alt var prøvet, alt var slået fejl, og livet var ikke andet end elendigheder. Der var ikke noget at holde fast i, så jeg kunne ikke se nogen fremtid,” fortæller Nicki om årsagen til, at han som femtenårig havnede i punkermiljøet i Randers. I de følgende år gled livet forbi ham.
“Håbløsheden prægede mig. Det hele var ligegyldigt, så det gjaldt om at nyde dagen i dag, for i morgen ville vi være væk. Mit liv som punker var selvdestruktivt, og det endte i druk og stoffer. På et tidspunkt blev jeg erklæret tabt af kommunen.”
Som 20-årig fik Nicki så meget styr på sit stofmisbrug, at det begrænsede sig til weekender, og han tog en drama- og teaterlederuddannelse.
Pigens forældre bad
En kristen familie og en medarbejder i en IM-genbrugsbutik ledte Nicki i retning af kristendommen.
“I folkeskolen gik jeg i klasse med en kristen pige, og mine forældre og hendes forældre fik noget med hinanden at gøre. Jeg ved, at pigens forældre bad for mig i skolen. Flere år senere så hun mig nede i byen, hvor jeg gik rundt i en rus. Da hun kom hjem, sagde hun til sine forældre, at de måtte bede for mig,” fortæller Nicki. Han boede ikke så langt fra IM-genbrug i Randers.
“Jeg kom tit ned i butikken og kiggede efter gamle bøger, og jeg snakkede med en medarbejder om kristendommen.”
Nicki mødte Guds ord
En dag sad 22-årige Nicki og læste i sin konfirmandbibel.
“Når jeg var allerlængst nede og ikke havde andre steder at gå hen, så kom der en bevidsthed om, at jeg kunne spørge Gud om råd. Jeg vidste ikke, hvem han var, eller hvordan han var. Kun at han var der,” forklarer Nicki. Det var en bevidsthed, han havde fået med hjemmefra.
“Jeg betragtede Bibelen som en gammel støvet bog, men lige den dag skete der noget, da jeg læste i Bibelen. Guds ord nåede mig. Jeg måtte træffe et afgørende valg, om Gud skulle bestemme i mit liv.”
Nicki lagde sit liv i Guds hænder. “Jeg bad til Gud, og jeg gav ham ret i alt det, der stod i Bibelen. Jeg følte, at jeg var en synder og havde fortjent Guds straf. Jeg bad om tilgivelse, og bagefter takkede jeg Gud for frelsen og tilgivelsen i Jesus,” understreger Nicki, som her otte år senere konstaterer: “Jeg kom ned i sumpen af alkolhol og stofmisbrug, og der mødte Gud mig.”
Så fulgte en hård og turbulent tid for ham. “Mit liv var lagt over til Jesus, men det betød ikke, at mit liv tog en drejning på 180 grader. Gentagne gange i de første par år faldt jeg tilbage i druk og stoffer, og jeg måtte på knæ og søge Guds tilgivelse. I den periode undersøgte jeg forskellige fællesskaber i kirken for at finde ud af, hvor jeg ville komme,” siger Nicki.
Droppede venner
Nicki droppede de fleste gamle venner i punkermiljøet.
“Der skulle laves et skel, for det var ikke mig, der hev dem med, men det var dem, som hev mig med. Der skulle ikke så meget til, at jeg faldt i. I dag har jeg ikke den fristelse i mit liv, og det er Guds værk. Det er Guds nåde, der har givet mig kraften til det,” forklarer Nicki.
Folkekirken var hans kristne fællesskab, og IM-genbrug var hans åndehul, når han havde fri fra arbejdet som pædagogmedhjælper.
“Jeg fik en god ven i medarbejderen, som jeg snakkede med om troen. En dag spurgte han, om jeg havde prøvet at komme i IMU, men jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg tog til IMU i Randers, men det viste sig, at de lige havde lukket ned, fordi der ikke var nok IMU’ere,” fortæller Nicki. Han var nu 25 år og søgte ind til militæret. Det førte ham til Holstebro.
“Jeg kom i IMU, når det kunne lade sig gøre, men på grund af de mange aften- og natøvelser var mit kristne fællesskab først og fremmest på soldaterhjemmet. Det var mit andet hjem, hvor jeg fik god kristen føde, og der var nogle ansatte, jeg kunne snakke med,” siger Nicki.
Kaldet på værelset
På soldaterhjemmet mødte Nicki også sin kone Joan. De flyttede til Randers, og IM-samfundet blev deres base. Nicki søgte ind i Indre Mission som volontør og blev ansat i januar 2007, fordi han havde fået et kald.
“Lige siden den dag, hvor jeg mødte Gud på mit værelse, havde der været noget i mig, som sagde: ‘Det her kan og må du ikke holde mund med’,” fortæller Nicki. Han blev senere missionær i Randers i en kort periode.
Nu er arbejdsområdet København, hvor Nicki er ansat som missionær i missionshuset Bethesda. Over en kop kaffe på kontoret siger han: “Det er en utrolig stor velsignelse at være medarbejder i IM og være frikøbt til at forkynde og undervise om Jesus på fuld tid. Jeg kan ikke holde mund med, hvem Jesus er. Alle religioner har slået fejl, men det har alle relationer ikke. Der er Herren Jesus Kristus.”
En anden Jesus
“Hvis ikke Jesus var i mit liv, ville jeg stadig være punker,” konkluderer Nicki.
“Jeg mener stadig, at håbløsheden er der. Uden Jesus er det hele bare ligegyldigt. Det kører kun ned ad bakke med denne verden, men det befriende er, at man kan læse om det i Bibelen. Det går efter planen, som Gud har beskrevet. Derfor kommer han igen anden gang og gør en ende på det. Gud har fuldstændig styr på det.”
Nicki har haft mange snakke med Jehovas Vidner og Mormoner for at vise dem Bibelens Jesus.
“De er oprigtige i deres tro, og de er flinke og rare. Men bag deres organisationer står der nogle åndsmagter, som har givet dem en anden Jesus, et andet evangelium, en anden ånd. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at være så overbevis om, at du har fundet fred med Gud, og så står du på dommens dag med løftet hoved, men bliver dømt og fejet bort,” forklarer Nicki.
“En ting er at sige nej til kristendommen. Det kan jeg godt sætte mig ind i, det er et valg, men at tro og være sikker i sin sag, og så er det bare ingenting. Det er så forfærdeligt.”
Bibelvækkelse
“Der er mange Jesus’er derude. Mormonerne har en Jesus, Jehovas Vidner har en Jesus, de liberale har en … Bibelens Jesus er anderledes. Han er troens banebryder og fuldender. Han giver liv og frelse. Det er kun i Bibelen, vi lærer ham at kende, og det er kun i Bibelen at vi har en relation til ham,” tilføjer Nicki.
Han ønsker, at der kommer en bibelvækkelse.
“Jeg håber, at der engang bliver sagt om Indre Mission: Hold da op, hvor folk er kedelige. De sidder bare og læser i Bibelen. – Det er frækt sagt, men jeg vil hellere have et samfund med seks bibeltroende og bibelelskende kristne, end jeg vil have et samfund med 125 let-på-tå-lovsangs-elskende-følelses-kristne,” forklarer Nicki.
“Det er min mission at få folk til at granske skrifterne. Der er ikke noget større, end når et menneske kommer til tro. Men hvis vi bliver på troens grænse lige mellem tvivlen og vantroen, så står vi et rigtig farligt sted. Vi må over på skriftens grundvold og dykke ned i den.”
Nicki er optaget af, at folk bliver bevaret i troen.
“Det slutter ikke med en omvendelse. Det er der, det hele begynder,” siger Nicki Andersen.
Artikel bragt i: IMT 2009 nr. 24
Forfatter: Anette Ingemansen
Lignende indlæg:
Nicki Andersen
Nyeste indlæg af Nicki Andersen (se alle)
- Nyt om Israel i ord og billeder - 12. juli 2019
- Noas ark – en historisk beretning? - 28. maj 2014
- Salige Vished - 9. maj 2014
- Hvad er sandhed? - 3. maj 2014
- Endetiden - 29. april 2014
Post your comments