At fatte med hjertet

Teksten

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det.  I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte.  Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem.  Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. (Luk 2:41-52)

Prædiken

Hvad var det, Maria og Josef ikke forstod? Havde de ikke begge fået klar besked om Jesu sønneforhold til Gud allerede før hans fødsel?

Det var næppe blot det, at de – dér blandt de lyttende lovlærde – blev desorienterede, fordi hans ord om at “være i min faders” (som der egentlig står) kom i svaret på Marias ord om “din far og jeg”. Det var snarere noget på linje med, at disciplene siden, trods tilsyneladende optimale forudsætninger, var ude af stand til at fatte, hvad Jesus på forhånd fortalte dem om sin død og opstandelse.

Man kan forestille sig et replikskifte mellem Josef og Maria på hjemrejsen, måske i skæret fra en taglygte i et serail i Peræa:

Josef: Hvad var det, han sagde om sin fars hvadfor-noget?

Maria (lidt undvigende): Det var vel noget med dig -.

Josef (utålmodig): Det var det jo ikke! Kan du ikke sige mig – hvad skete der egentlig – dengang?

Maria: Hvad skulle jeg kunne sige? Det var i hvert fald ikke noget, du behøver være ked af.

Josef: Jeg er ikke ked af det. Men jeg spekulerer på, om der er noget, vi aldrig rigtig har fattet til bunds.

Maria: Eller måske noget, vi slet ikke er begyndt at fatte endnu?

Josef: Jeg havde fornemmelsen af at blive vækket med en lussing…

Det er en erfaring, som er gjort gennem alle tider: det er som at vågne med et chok, når det pludselig går op for én, hvad det egentlig vil sige, at Jesus er Guds søn. At det er alvor. At i ham var Gud og Maria forenet, som ens far og mor er det i en selv.

Sagen er jo ikke blevet lettere at forstå siden dengang. Tværtimod, vi er blevet så kloge, at vejen til sandheden og virkeligheden er blevet et rent forhindringsløb for os. Hvad med gener og kromosomer? Jesu hårfarve, håndbevægelser, temperament – hvor meget havde han fra Maria og hvor meget fra Gud? Hvad bliver der for resten af ens ry for at være et nøgternt menneske, hvis man begynder at tænke i den slags baner?

Hvis man lader sig vække af lussingen.

Det er nemmere at sove videre. Sandheden og virkeligheden er så besværlige. Nemmere at vende sig om på den anden side og blive i det drømmeland, hvor Jesu undfangelse ved den Højestes kraft i Marias jomfruskød flimrer forbi som noget uegentligt, symbolsk, mytisk. Nemmere at synge med på sangen om “sagnhistoriske paralleller”, selv om man godt er klar over, at der med samme ret kunne tales om sagnhistoriske paralleller til DSBs køreplaner. Eller på den med, at Maria måske var blevet gravid med en soldat fra den romerske besættelsesmagt; den slags kan man næsten tage alvorligt, hvis man i øvrigt henter sin åndelige næring i kioskromaner.

Men ret længe skal man jo ikke være vågen, før man fornemmer, hvad drømme er for noget tøjeri (“dersom de ikke er sendt dig med budskab fra den Højeste,” som det hedder i Siraks Bog). Drømme har deres egen rationalitet, så længe de varer, men straks man vågner, afslører de sig som absurde og synker i glemselens hav.

I stedet genopdager man den virkelige verdens sande rationalitet. At han, der reelt og bogstaveligt stod op af graven og opsteg til Himlen og skal komme igen og bringe verdensgenfødelsen – at han lige så reelt og bogstaveligt var Guds søn, er ikke blot noget rimeligt, men noget evident. Det er simpelt hen en del af frelsens virkelighed. At gøre det til noget uegentligt er at gøre hele evangeliet til noget uegentligt.

Forstå det? Vågne eller ikke vågne?

Der er det ved det, at Guds sandhed er man altid nødt til at fatte med hjertet, før man kan fatte den med hjernen. Ellers bliver man i drømmen, der langsomt forvandles til mareridt. Sandhedens Ånd ved utvivlsomt alt om gener og kromosomer, men det er til hjertet, han taler, i den evige saligheds sprog.

Derfor var der måske en forskel på Josef og Maria i eftertankens dage efter det tempelbesøg. Det er kun om Maria, der står, at hun gemte alle ordene i sit hjerte. Dér, hvor forståelsen måtte begynde.

Josef: Du ser så glad ud, Maria. Vil du ikke nok prøve at forklare mig…

Maria: Kære Josef, jeg kan jo ikke forklare dig andet, end at fordi han sagde de ord, dufter græsset så svimlende i nat, og jeg elsker dig mere end nogen sinde, og jeg er så glad, at jeg kunne tude …

Josef (stryger hendes kind, rejser sig og går over til taggelænderet. Ude fra markerne lyder en hyrdefløjte. Tæppet går langsomt ned).

Poul Hoffmann

Kilde: Kristeligt Dagblad, 7. januar 1995

Lignende indlæg:

  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]
  • 31. januar: Hvem kan så blive frelst? HVEM KAN SÅ BLIVE FRELST? Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« (Matt 19:25) Jesus møder en rig ung mand, der gerne vil have Jesus til […]
  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • 21. februar: Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere? HVORFOR SPISER HAN SAMMEN MED TOLDERE OG SYNDERE? Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han […]
The following two tabs change content below.

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development