Der var én der vågede over mig

Chaim overlevede Holocaust. I dag er han messiansk jøde

Under Holocaust fik den lille dreng Chaim, som andre jøder tatoveret et nummer på armen, da han kom i koncentrationslejr. Mange år senere viser han sin arm frem en eftermiddag på et lejrsted ved Middelfart. Men nummeret er der ikke længere. Der er kun et ar tilbage.

»Da jeg var ung og skulle i den israelske hær, fik jeg anbefalet at få nummeret fjernet, da det kunne give mig problemer. Min søster var en hårdfør dame, og hun tog et varmt strygejern og satte det på min arm. På den måde blev mit nummer brændt væk,« siger Chaim, der nærmer sig de 75 år.

Han og ægtefællen Geola på 70 år er sammen med en gruppe af jøder på tur til Danmark for at møde menigheder og kirker og se landet. Det er Maxim Katz, der er ansat i organisationen »Chosen People«, som arbejder blandt russiske jøder i Israel, og »Ordet og Israel« i Danmark, som står bag turen.

Maxim Katz organiserer flere ture til Europa hvert år, for det er en rigtig god måde at fortælle jøder om Jesus.

»Sidste år havde vi otte ture, hvor vi besøgte lutherske menigheder i Polen, Tyskland og Danmark. Det er en optimal måde at introducere dem til kristendommen uden for Israel. Vi har ti dage til at være sammen med dem, lære dem om Bibelen og vise dem kærlighed, samtidig med at de møder andre kristne,« fortæller Maxim Katz.

Hans fars løfte

Selv om Chaim ikke var ret gammel under Holocaust, husker han det, som var det i går.

»Der skete nogle frygtelige ting, jeg ikke kan glemme. Nogle gange har jeg stadig mareridt, og så vågner jeg op med bankende hjerte. Jeg falder til ro igen, når jeg konstaterer, at jeg er o.k., og jeg ved, min kone er ved siden af mig. Vi er sikre,« fortæller Chaim, der til daglig bor i Jerusalem.

Han er født i Bulgarien, og han tænker tilbage på den morgen, da tyskerne kom og førte ham og familien og mange andre jøder ned til stationen i byen. Toget skulle bringe dem til koncentrationslejren. Kirken i Bulgarien støttede jøderne, og mange kristne forsøgte at forhindre toget i at køre ved at lægge sig på skinnerne. Men det hjalp ikke.

Toget satte i gang, og Chaims far, der var en stor mand på næsten to meter, smadrede vinduet i togvognen og hoppede ud sammen med en ven.

»Inden han flygtede, efterlod han min mor med ordene: ‘Hvis jeg overlever, finder jeg dig’,« siger Chaim. Det lykkedes hans far at flygte op i bjergene, hvor han sluttede sig til en oprørsgruppe ledet af Tito, der senere blev præsident i Jugoslavien.

Udsat for forsøg

I koncentrationslejren kom hans mor og søster til at arbejde i køkkenet, mens han gik med de andre børn i børnehave, som det hed. I virkeligheden var det et laboratorium, som var ledet af en læge, der brugte børnene til forskellige frygtelige eksperimenter som at ændre øjenfarve eller at sprøjte petroleum ind i blodårerne.

»Jeg blev udsat for forskellige grimme forsøg, men jeg overlevede, fordi jeg var en robust dreng. Og jeg havde en oplevelse af, at nogen vågede over mig,« siger Chaim.

Den 5. maj 1945 om morgenen var der usædvanlig stille i lejren. Kvinder og mænd begyndte forsigtigt at åbne dørene til barakkerne, da de opdagede, at tyskerne var væk. Ude i det fjerne kunne de høre rumlen af store køretøjer, og de sagde til hinanden: Nu kommer russerne.

»Vi så fire tanks og en jeep. Her var der en chauffør og en høj mand med et stort skæg. Han var i en militæruniform, der var dekoreret med medaljer, to røde stjerner,« fortæller Chaim og viser, hvor de sad på uniformen.

»Da han kom til vores barak, skubbede han døren op og råbte: ‘Mathilda, Mathilda’. Det var navnet på min mor. Min søster genkendte ham og råbte: ‘Far’, min mor kom langsomt frem, for hun var meget træt og udmattet. Min far løftede min mor og krammede hende. Jeg holdt mig tæt til min mor, og jeg spurgte hende: ‘Er det zaren?’ ‘Nej, det er din far’. Og han tog mig i armene.«

Flyttede til Israel

Efter Anden Verdenskrig vendte familien hjem til Bulgarien, men Chaims far ønskede at rejse til Palæstina sammen med mange andre jøder i Bulgarien for at være med i oprettelsen af staten Israel.

»Myndighederne afviste flere gange, at min far kunne forlade landet. Til sidst kontaktede han Tito, som han havde kæmpet sammen med. Tito trak i nogle tråde, så vi kunne forlade landet,« forklarer Chaim, der sammen med 6000 bulgarske jøder kom til Israel i 1948.

»Det var et hårdt liv i begyndelsen, for vi havde ingenting. Men vi overlevede, fordi vi fik mad af amerikanerne.«

Chaim mistede tidligt sin far, og hans mor måtte arbejde for at forsørge familien. Da han var 17 år, kom han i militæret, og de næste 42 år tjente han staten Israel på forskellig måde. Han var med i krigen i 1967 og i krigen i 1973. I en periode var han i politiet. Han var også ansat i et ministerium og var i en årrække i Interpol.

»I de år gjorde jeg nogle ting, som jeg ikke er stolt af,« forklarer Chaim uden at uddybe det.

»I alle årene følte jeg, at jeg ikke var alene. Der var noget eller nogen, som vågede over mig. Det er ikke til at forklare, jeg vidste det bare.«

Turen til Polen

Spørgsmålet om Guds eksistens begyndte at køre i hans tanker, og det fik ham til at søge Gud. Han fik undervisning i den jødiske lære, og efter nogle år spurgte en rabbiner ham, om han ville gå i dybden med studierne, for Chaim var en kvik elev.

»Jeg begyndte at fordybe mig i den jødiske mystik, og jeg mødtes med andre om aftenen fra midnat til klokken fire om morgenen. Efter fire år var jeg ikke tilfreds, for jeg havde ikke fundet det, jeg søgte efter,« fortæller Chaim, der på det tidspunkt havde været gift i mange år og havde familie.

Af forskellige veje fik han kontakt med den messianske jøde Maxim Katz fra »Chosen People«. De lærte hinanden at kende, og Maxim inviterede Chaim og hans kone Geola med på en tur til Polen.

»En dag stod jeg i madkøen sammen med to piger, som fik øje på et blad på bladhylden. De spurgte mig, om jeg vidste, hvad det var. Jeg så i bladet og fortalte, at det var en historie, der handlede om Pontius Pilatus, som ville erklære en såret og ydmyg mand for uskyldig. Men en stor menneskemængde krævede, at manden blev korsfæstet.

Bag mig stod Maxim, som havde hørt det hele. Om aftenen gav han mig et nyt testamente på hebraisk, og jeg læste og læste til næste morgen. Jeg begyndte at stille ham spørgsmål, for jeg ville vide mere,« siger Chaim.

Hvorfor kom du så sent

Maxim sørgede for, at Chaim kom i kontakt med en leder af en messiansk menighed i Jerusalem. Efter flere samtaler blev han en del af menigheden.

»Jeg læste evangeliet flere gange, og jeg besluttede, at jeg ville være en sand troende messiansk jøde. Jeg spurgte, om jeg kunne blive døbt,« fortæller Chaim, der en uge senere blev døbt i Middelhavet. I dag er det tre et halvt år siden.

På et tidspunkt gik det op for ham, hvem der havde våget over ham gennem alle årene.

»Herren kom til mig i mine tanker en aften, og han sagde til mig: ‘Hvorfor kom du så sent til mig? Kan du ikke forstå, at jeg har holdt øje med dig? Du er under mine vinger. Jeg er alfa og omega’. Der blev stille, og jeg sagde til ham: ‘Kære Herre, bedre sent end aldrig’,« siger Chaim, der oplever, at troen på Jesus hjælper ham i at takle de ting, som skete under Holocaust.

»Guds kærlighed hjælper mig til at bære de frygtelige ting. Gud har lært mig, at tilgivelsen er det største mål i livet. Jeg kan ikke glemme, men jeg har lært at tilgive.«

Hans kone blev interesseret

Chaim har oplevet at blive velsignet på en anden måde, for han har været gift med Geola i 50 år, og i dag er de fælles om troen på Jesus. Geola så, hvad der skete med Chaim, og hun blev interesseret i at høre om Jesus. I to år kom lederen af den messianske menighed uge efter uge for at undervise Chaim og Geola om Jesus.

»Det store spørgsmål for min kone var, hvordan et menneske, der blev dræbt og døde, kunne opstå igen,« forklarer han.

Langsomt begyndte Geola at tro på Jesus og komme i den messianske forsamling, men hun ville kun døbes, hvis hun fik et tegn af Gud.

»Jeg sagde til hende, at hun ikke kunne teste Gud på den måde,« siger Chaim.

På et tidspunkt var ægteparret på en biltur med deres datter. I en by begyndte hun at dreje til venstre i et kryds, selv om der var rødt lys.

»Bilerne dyttede advarende, og det blev et spørgsmål om liv og død. Pludselig stod tiden stille, og hverken biler eller mennesker bevægede sig. Min datter drejede til venstre, uden der skete noget, og så begyndte bylivet igen. Min kone tog det som et tegn fra Gud, at han gjorde det for at redde os,« fortæller Chaim.

Derefter blev Geola døbt, og det er halvandet år siden.

Nu er parret aktive i den messianske menighed, og de er med i gruppen af russisk-talende jøder, som er taget med Maxim Katz på tur til Danmark af en vigtig grund.

»De fleste jøder i gruppen tror ikke på Jesus. Vi prøver at være vidnesbyrd for dem,« forklarer Chaim.

Interview Af Anette Ingemansen

Kilde: IMT 42/2016

Lignende indlæg:

Musa Filibus valgt til præsident i Det Lutherske Verdensforbund Ærkebiskoppen i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria, Musa Panti Filibus, er blevet valgt som præsident for det Lutherske Verdensforbund. Han kommer fra den kirke, som Mission Afrikas […]
Kong Davids palads opdaget af arkæologer? Tre unikke offentlige bygninger, de første af sin karakter nogensinde fundet i Judæa-området, er blevet udgravet af arkæologer i det forløbne år. Bygningerne er dateret til det tiende […]
Selvmordsbombere angriber kirker i Indonesien Selvmordsbombere har søndag angrebet tre kirker i Indonesiens næststørste by, Surabaya, der ligger på øen Java. Mindst 11 personer meldes dræbt, mens omkring 41 mennesker er såret […]
DNPS26: Romerbrevet 151 Det er vor Skyldighed som de stærke at bære de svage over deres Skrøbeligheder og ikke gøre os selv til Behag? 2 Vi skal hver især gøre vor Næste til Behag for at faa noget godt ud af […]