Fred i Mellemøsten? – Esajas’ bemærkelsesværdige profeti

Irak og Syrien er i dag et af verdens hårdest ramte krigsområder. Men Esa¬jas forudsiger, at sådan vil det ikke blive ved. (Foto fra Aleppo i Syrien: Det britiske Foreign and Common-wealth Office/ Wikimedia)

Irak og Syrien er i dag et af verdens hårdest ramte krigsområder. Men Esa¬jas forudsiger, at sådan vil det ikke blive ved. (Foto fra Aleppo i Syrien: Det britiske Foreign and Common-wealth Office/ Wikimedia)

Der er ikke meget i Mellemøsten i dag, der tyder på fred. Hverken internt i Syrien og Irak eller mellem Israel, palæstinenserne og de arabiske naboer.

Den fredsproces, der begyndte mellem israelere og palæstinensere for over 20 år siden, ligger i ruiner. Borgerkrigen i Syrien, der gennem snart seks år har dræbt et uhyrligt stort antal mennesker og drevet endnu flere på flugt, ser aldeles ustoppelig ud. Også i Sinaj fortsætter blodige kampe mellem egyptiske regeringsstyrker og islamistiske oprørere, selv om medierne ikke skriver meget om det.

Så meget mere grund er der til at lægge mærke til en profeti i Bibelen, der taler om en fredens hovedvej fra Egypten over Sinaj, Israel og Syrien og op til det nordlige Irak.

Et mellemøstligt landbælte, der i vores tid omfatter en af verdens hårdest ramte krigszoner, skal en dag opleve fred og velsignelse, forudsagde profeten Esajas (Es 19:16-25).

Baggrund: Hovedvejen mellem øst og vest

Da Gud udvalgte Abraham og hans efterkommere som sit redskab til at bringe den tabte velsignelse fra Paradis tilbage til alle folkeslag, udvalgte han også et bestemt landområde, der skulle danne scenen for gennemførelsen af frelsesplanen (1Mose 12:1-9).

Landet, der først var kendt som Kana’ans land og senere som Israels land, lå strategisk vigtigt placeret i den sydvestlige del af den såkaldte Frugtbare Halvmåne.

En af oldtidens vigtigste hovedveje gik gennem den vestlige del af den såkaldte Frugtbare Halvmåne. Det er denne vej, Esajas profeterer om. (Kortet er fra Bibelkortbogen, side 14, Lohse)

En af oldtidens vigtigste hovedveje gik gennem den vestlige del af den såkaldte Frugtbare Halvmåne. Det er denne vej, Esajas profeterer om. (Kortet er fra Bibelkortbogen, side 14, Lohse)

Den Frugtbare Halvmåne er det område, der ligger i en bue vest, nord og øst for den syriske ørken. Det strækker sig fra Israel i sydvest gennem Libanon og Syrien til det østlige Tyrkiet i nord og videre mod den (4Mose 20:14-21 og 21:21-24). Endnu vigtigere var den anden sydøst gennem Mesopotamien i det nuværende Irak.

Den sydvestlige del af Den Frugtbare Halvmåne var ildæ blot vigtig på grund af sin frodighed, der gjorde det muligt for mennesker at bo her, men også som forbindelsesled mellem oldtidens to store politiske og kulturelle centre: Egypten mod vest og Assyrien, Babylon og Persien mod øst.

To vigtige hovedveje gik gennem det område, der i dag udgøres af Israel, Jordan og Syrien, og gav området dets strategiske betydning.

På plateauet øst for Jordandalen gik Kongevejen fra Det Røde Hav i syd, øst om Dødehavet og op til Damaskus og videre. Det var denne vej, der skabte en politisk krise, da Israels folk mod slutningen af ørkenvandringen ønskede at benytte hovedvej, kendt som Via Maris, Vejen Langs Havet. Den gik fra Egypten langs Middelhavet op gennem Israel, gennem passet ved Megiddo, forbi nordvestkysten af Genesaret Sø og videre op til byen Hazor og derfra mod nord.

Disse veje spiller en stor rolle i Bibelen. Det var dem, patriarkerne fulgte på deres rejser fra Karan i det nuværende Tyrkiet ned gennem Syrien til Israel – og undertiden videre til Egypten. Det var disse veje, israelitterne fulgte op til det forjættede land efter udvandringen af Egypten. Stormagternes hære brugte disse veje på deres talrige krigstogter. I årene omkring 722 f.Kr. var det også ad disse veje, at indbyggerne fra Nordriget blev ført i eksil i Assyrien. Og mange indbyggere fra Sydriget og Jerusalem måtte i 597 og 586 f.Kr. følge samme vej på deres tunge vandring til eksil i Babylon, mens andre flygtede i den modsatte retning ad vejen mod syd til Egypten.

Disse internationalt strategisk vigtige hovedveje gennem Israels land var altså vidne til mange af de mest betydningsfulde begivenheder i Israels historie. Men Esajas profeterer, at denne gamle, historiske hovedfærdselsåre fra Egypten til Assyrien engang i fremtiden igen skal blive vidne til en epokegørende historisk begivenhed, nemlig en mellemøstlig fred, der strækker sig fra Egypten over Israel til Syrien og Irak.

Teksten: Israels hjemkomst ad »banet vej«

På den dag løfter Herren atter sin hånd for at genvinde den rest af sit folk, der er tilbage i Assyrien og Egypten, Patros, Nubien og Elam, Sinear, Hamat og havets fjerne øer. Han rejser et banner for folkene, han samler Israels fordrevne og bringer Judas spredte tilbage fra de fire verdenshjørner. Da forsvinder Efraims skinsyge, og Judas fjendskab udryddes; Efraim er ikke skinsyg på Juda, og Juda er ikke fjendtlig mod Efraim. I vest slår de ned på filistrenes skulder, sammen plyndrer de Østens folk; Edom og Moab lægger de hånd på, ammonitterne bliver deres undersåtter. Herren lægger band på Egypterhavets vig, han svinger sin hånd mod floden; med sin kraftige storm slår han den til syv bække, så man kan gå tørskoet over. Der bliver en banet vej for den rest af hans folk, der er tilbage i Assyrien, ligesom der var for Israel, den dag de drog op fra Egypten. (Es 11:11-16)

En »banet vej« tilbage til Israel

Esajas’ profeti i kapitel 19 om den kommende fred langs vejen fra Egypten til Assyrien hænger nøje sammen med en tidligere profeti hos Esajas, nemlig Es 11:11-16. For at få baggrunden for fredsprofetien i kapitel 19 må vi derfor se på hovedlinjerne i profetien i kapitel 11.

Udgangspunktet for kapitel 11 er, at Davids gamle kongedynasti er faldet. Engang var det et mægtigt træ, nu er kun en stub tilbage. Davids-familien har mistet kongemagten i Israel. Men en dag skal der skyde et rodskud fra den gamle stub; en ny konge af Davids-slægten skal fremstå, Messias (Es 11:1).

Esajas fortæller, hvordan Messias-kongen fyldt af Helligånd og visdom skal regere og dømme med retfærdighed (Es 11:2-5). Fra Det Nye Testamente ved vi, at Messias kommer to gange, men beskrivelsen her tyder på, at der først og fremmest er tænkt på Jesu genkomst. Det bekræftes af Paulus, der henviser til netop denne profeti, når han skriver om Jesu sejr over Antikrist ved genkomsten (2Thess 2:8).

I de følgende vers maler Esajas et fantastisk billede af forholdene, efter at Davids-kongen har holdt dom og nedkæmpet den onde hersker. Ulven skal bo sammen med lammet, og ingen skal længere handle ondt (Es 11:6-9).

I sidste del af kapitlet beskriver Esajas to begivenheder, der hænger sammen med Messias’ overtagelse af herredømmet.

Den ene begivenhed vedrører hedningefolkene. Hedninger skal den dag slutte sig til den ophøjede Davids-søn. På samme måde som en hær samles omkring dens banner, vil hedningefolkene strømme til Messias og samles om ham (Es 11:10).

Den anden begivenhed vedrører Israels folk. Gud vil nemlig den dag samle israelitterne i deres gamle land. Efterkommerne af Israels folk er på det tidspunkt ganske vist spredt i både Egypten og Assyrien, ja, til lande i alle fire verdenshjørner, men Gud vil anlægge en hovedvej for dem tilbage til Israels land: »Der bliver en banet vej for den rest af hans folk, der er tilbage i Assyrien, ligesom der var for Israel, den dag de drog op fra Egypten« (Es 11:11-16).

Når Israels folk vender tilbage til landet, vil den gamle splittelse mellem Nordriget og Sydriget være ophævet (vers 13). Israelitternes hjemkomst vil være ledsaget af kamp mod nabofolkene (vers 14). Det sidste viser, at hjemkomsten vil gå forud for den herlige fredstid, som Messias-kongens herredømme vil ende i, og som er beskrevet i vers 6-9.

Esajas 11 tegner altså et fremtidsbillede, der omfatter fire begivenheder:

  1. Messias overtager herredømmet og nedkæmper det onde (inklusive Antikrist ifølge Det Nye Testamente).
  2. Paradisets harmoni i skaberværket genopstår, og alt ondt ophører.
  3. Hedningefolk skal tilslutte sig Messias-kongen.
  4. Israels folk skal vende tilbage fra hele jorden og genvinde deres land i kamp mod nabofolkene.

Der er tale om enkeltprofetier, hvor Esajas undlader at angive nogen rækkefølge. Dog ser fredstiden (vers 6-9) ud til at være en følge af, at Messias med et åndepust dræber den onde voldsmand (vers 4).

Teksten: Velsignelsen langs den gamle hovedvej

På den dag skal egypterne blive som kvinder; de skal ryste og skælve for Hærskarers Herres hånd, når han svinger den mod dem. Judas land skal blive egypternes skræk. Hver gang nogen nævner det for dem, gribes de af rædsel for den plan, Hærskarers Herre har lagt mod dem. På den dag skal der være fem byer i Egypten, som taler Kana’ans sprog, og som aflægger ed til Hærskarers Herre. En af dem skal hedde Ir-ha-Heres. På den dag skal der stå et alter for Herren midt i Egypten og en stenstøtte for Herren ved landets grænse. De skal være tegn og vidne for Hærskarers Herre i Egypten. Når de skriger til Herren om hjælp mod undertrykkerne, skal han sende dem en befrier; han skal kæmpe, og han skal redde dem. Da skal Herren give sig til kende for egypterne, og de skal lære Herren at kende på den dag. De skal dyrke ham med slagtofre og afgrødeofre; de skal aflægge løfter til Herren og indfri dem. Herren skal slå egypterne, slå, men også helbrede. Så skal de vende om til Herren, og han vil bønhøre dem og helbrede dem. På den dag skal der være en vej fra Egypten til Assyrien. Assyrerne skal komme til Egypten og egypterne til Assyrien. Og egypterne skal dyrke Herren sammen med assyrerne. På den dag skal Israel, som den tredje sammen med Egypten og Assyrien, blive til velsignelse midt på jorden. Hærskarers Herre skal velsigne dem og sige: »Velsignet være mit folk Egypten, mine hænders værk Assyrien og min ejendom Israel.« (Es 19:16-25)

Es 19: Seks scener fra fremtiden

I kapitel 19 uddyber Esajas profetien fra kapitel 11 om, at hedningefolkene en dag skal søge Messias og samles om ham. I sammenhængen er der tale om tre domsprofetier i kapitel 18, 19 og 20 mod Egypten og Nubien (dvs. det sydlige Egypten, Sudan og Etiopien).

Første halvdel af kapitel 19 er en domsprofeti mod Egypten (vers 1-15). Gud vil straffe egypterne på forskellige måder gennem hårde politiske herskere, indre stridigheder, forvirring og modløshed samt naturkatastrofer.

Anden halvdel af kapitlet består af seks korte profetier, der alle begynder med eller indeholder udtrykket »på den dag« (vers 16-25). Det er i disse profetord, at den store overraskelse gemmer sig.

Første profeti (vers 16-17) danner en overgang mellem domsprofetien i det foregående og de efterfølgende frelsesløfter. De katastrofer, der rammer egypterne, vil få dem til at gribes af frygt og rædsel dels for Israel, dels for Israels Gud.

Anden profeti (vers 18): Fem byer i Egypten skal den dag tale hebraisk, og indbyggerne skal aflægge troskabsed til Israels Gud. I sig selv kunne det betyde, at der skal bo jøder i Egypten, men sammenhængen viser, at der snarere er tænkt på egyptere, der omvender sig til Herren. De efterfølgende vers vi ser, at disse byers omvendelse kun er begyndelsen på en omfattende vækkelse, der skal gribe Egypten.

Tredje profeti (vers 19-20): Der skal være både et »alter« og en »stenstøtte« for Herren i Egypten. Da Moseloven forbyder offeraltre alle andre steder efter bygningen af templet i Jerusalem, er det tydeligt, at »alter« og »stenstøtte« her er brugt i overført betydning, nemlig at Herren Israels Gud den dag skal tilbedes i Egypten – fra landets centrum til dets periferi.

Vækkelsen vil give sig udslag i, at det egyptiske folk råber til Gud om hjælp mod undertrykkere, og så vil han sende en befrier til dem. Nogle bibeltolkere mener, at der er tale om en politisk leder (fx Alexander den Store), der skulle befri egypterne. Men »befrieren« kaldes på hebraisk for moshia rav, »en stor frelser«, og ordet kommer af samme rod som navnet Yeshua. Det kunne tyde på, at der er tale om Messias. To ting underbygger det.

For det første bruger Esajas udelukkende ordet moshia om Gud selv (43:3,11; 45:15,21; 49:26; 60:16; undtagelsen er 47:15). For det andet viser profetien i Es 11:10, at hedningefolkenes frelse den dag består i, at de samles om Davids-sønnen Messias.

Fjerde profeti (vers 21-22): Egypterne, der tidligere har dyrket afguder (Es 19:3), vil nu »kende« Herren i den dybe betydning af ordet. Samme ord, som profeterne brugte om israelitternes fremtidige omvendelse, bruger Esajas nu om egypterne: »De skal vende om til Herren«. Vækkelsen, der begyndte med fem byer (vers 18), har nu nået et omfang, så Esajas bare generelt taler om Egypten i sin helhed.

Femte profeti (vers 23): Hidtil har Esajas kun talt om Egypten, men nu udvider han perspektivet og taler om hele vejen fra Egypten til Assyrien. Det er den gamle hovedfærdselsåre, Via Maris, der går op langs Israels Middelhavskyst, tværs over Jizreelsletten til Genesaret Sø og videre mod nord gennem Libanon og Syrien til det østlige Tyrkiet og nordlige Irak. Denne hovedvej, som Egypten og Østens riger brugte, når de sendte deres hære ud i krig mod hinanden, skal nu være en fredens vej.

Esajas har allerede forudsagt, at den gamle hovedvej skal bruges, når de adspredte af Israels folk vender hjem til deres gamle land (Es 11:16). Nu forudsiger han, at de gamle fjender Assyrien og Egypten ikke blot skal bruge vejen til kommunikation og fredelige møder, men i fællesskab skal tilbede Israels Gud.

Sjette profeti (vers 24): Højdepunktet i Esajas’ profeti nås i en tredobbelt saligprisning af Israel sammen med Egypten og Assyrien. Israels folk skal den dag bo i landet midt på den gamle hovedvej og være et frelst folk. Egypten skal den dag komme til tro på Israels Gud og blive helbredt. Assyrien — området i det nordøstlige Syrien, det østlige Tyrkiet og det nordlige Irak — skal også komme til tro på Israels Gud og få del i samme frelse. Og sammen skal de tre lande blive til velsignelse for hele jorden.

Hvornår går det i opfyldelse?

Esajas’ profeti om »velsignelsens vej« fra Egypten over Israel til Nordirak passer ind i mønstret af en række profetier i Det Gamle Testamente om, at Gud en dag vil bruge det frelste Israel som redskab til at bringe vækkelse og velsignelse ud til hele jorden (fx Es 2:1-5; Jer 3:17; Zak 8:20-23).

Hvornår skal det ske?

Es 19 forudsætter, at Israels folk selv er kommet hjem til deres land og blevet frelst. Es 11 knytter det sammen med Messias’ komme til dom og herredømme. Det svarer til, hvad Det Nye Testamente beskriver som Jesu genkomst, hvor han skal dræbe Antikrist med et åndepust (Es 11:4; 2Thess 2:8).

Der er derfor grund til at tro, at den herlige fredstid med vækkelser, hvor Israel sammen med Egypten og det gamle Assyrien-område skal blive til velsignelse midt på jorden, ligger i tusindårsriget.

Tusindårsriget er en periode i Jesu genkomst — efter hans tilsynekomst, hvor han dræber Antikrist, men før den endelige dom, der danner overgang til den nye jord.

I denne periode skal Jesus være konge på jorden.

Den vækkelse i Egypten og Assyrien, som Esajas taler om i kapitel 19, og som svarer til de andre profeters forudsigelser af vækkelser blandt hedningefolkene, passer godt ind i billedet af tusindårsriget. Inden den endelige dom vil Gud lade komme en stor indhøstning af mennesker til hans frelse — en »høst«, der vil forklare, hvorfor Det Nye Testamente omtaler de frelste fra tidligere tiders missionsindsats som en »førstegrøde« (fx Jak 1:18).

Ja, Bibelen har et håb om fred i Mellemøsten! Det er et håb, der er knyttet til Messias — han, som en dag skal frelse sit ejendomsfolk Israel, og som store skarer i Egypten og Syrien-Irak en dag skal komme til tro på.

Ole Andersen

Kilde: Ordet & Israel 9 – 2016

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del I) I denne gennemgang skal vi se på, hvad der står i bibelen om engle, og vi skal også se på nogle vidnesbyrd på disse op gennem tiden. Lad os begynde med at læse et vers fra Heb 1:14, […]
  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]
  • Kristne arabere og messianske jøder: En historie om fællesskab og uenighed Antallet af messianske i Israel stiger. Hvordan er deres forhold til de Jesus-troende, israelske arabere? Ole Andersen fortæller om forholdet mellem kristne arabere og messianske jøder […]

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development