Gå til Jesus med din søgen

»Gå til Jesus med din søgen, og bliv ved med det, også selv om du ikke får svaret med det samme.»

Sådan lyder opfordringen til søgende mennesker fra Jørgen Bloch, der i mere end 40 år har været missionær i Indre Mission. Som missionær har han ofte mødt mennesker, der betegnede sig selv som søgende mennesker, og som gerne ville snakke med ham om Jesus og kristendommen. Jørgen er glad for, at han kan pege på, at Jesus tager imod mennesker, der kommer til ham, og at Jesus har noget vigtigt at sige til søgende personer. Jørgen nævner Det Nye Testamentes beretning om Nikodemus som et stærkt eksempel på det.

»Tre steder i Johannesevangeliet fortælles der om Nikodemus, som var en fremtrædende person i Israel. Han sad i Sanhedrin, jødernes øverste råd, og han var farisæer. Nikodemus skildres som en søgende person, der var nysgerrig med hensyn til Jesus. Og Nikodemus gik det helt rigtige sted hen, for han kom til Jesus med sin søgen,« fortæller Jørgen, der henviser til samtalen mellem Nikodemus og Jesus i Johannesevangeliet kapitel 3.

Gik til Jesus

»En nat kom Nikodemus til Jesus for at samtale med ham. Han begyndte med at sige til Jesus: ‘Vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud’. Han tillader sig altså at tale på fleres vegne. Det er ikke usandsynligt, at medlemmerne af jødernes øverste råd har drøftet, hvem Jesus var. Og så tænker jeg, at Nikodemus frivilligt har meldt sig til at gå til Jesus for at finde ud af, hvem han var,» forklarer den 63-årige missionær fra Randers.

Han har tænkt over, hvorfor Nikodemus indleder samtalen med diplomatisk at anerkende Jesus som en lærer fra Gud.

»Det er en venlig indledning, men måske ligger der også et ønske om, at Jesus skulle svare tilbage: ‘I gør det egentlig også meget godt’. Det er en meget menneskelig måde at reagere på. Vi kender det i alle mulige sammenhænge. Når nogen siger: ‘Du ser godt ud’, så forventer man ikke, at folk svarer: ‘Kunne jeg bare sige det samme om dig!’ Vi forventer, at folk svarer pænt tilbage.»

Jesus overrasker

Det svar, Jesus kommer med, er overraskende. I stedet for at bekræfte Nikodemus i, at han også er en god lærer i Israel, siger Jesus, at ingen kan komme ind i Guds rige uden at blive født på ny.

»Jesus slår faktisk benene væk under Nikodemus, der kun kan have forstået det sådan her: ‘Du skal begynde helt forfra. Du skal blive spæd igen og skal lære alting forfra’. Nikodemus fatter ikke en meter af, hvorfor Jesus reagerer sådan. Dybest set kan jeg godt forstå, han ikke fatter det,» erkender Jørgen.

»Jesus siger om sig selv, at han skal ophøjes som slangen i ørkenen. Han skal ophøjes ved at blive hængt op på et kors. Om Gud siger han, at beviset på Guds kærlighed er, at han har sendt sin søn, den elskede, til os. Og om os mennesker siger Jesus, at enhver – altså ikke kun jøder -men enhver, der tror, at Gud har sendt sin søn, skal frelses,« forklarer han.

Det, Jesus sagde til Nikodemus, var sikkert ikke lige det, Nikodemus havde forestillet sig. Men Nikodemus vendte sig ikke væk i vrede.

»Han blev ved med at lytte til, hvad Jesus sagde til ham,« understreger Jørgen.

Nikodemus’ positive indstilling til Jesus fremgår også af de to andre steder i Johannesevangeliet, hvor Nikodemus er omtalt.

»I kapitel 7 tager Nikodemus Jesus i forsvar ved at gøre opmærksom på jødernes egen lov, at man ikke dømmer nogen, før man har hørt ham. I kapitel 19 møder vi ham igen ude ved Jesus’ grav, hvor han sammen med Josef fra Arimatæa får salvet Jesus’ legeme,« fortæller missionæren.

Det Nye Testamente fortæller ikke mere om Nikodemus.

»Vi må nøjes med at gætte, hvordan det gik ham senere. Men når Paulus nævner 500 unavngivne, som mødte den opstandne Jesus, så kan Nikodemus godt have været en af dem,« overvejer Jørgen.

Vendte sig ikke bort fra Jesus

Jørgen peger på, at Nikodemus gjorde det helt rigtige, når han blev hos Jesus og lyttede til, hvad Jesus havde at sige til ham. Det er noget, som søgende mennesker i dag kan lære af Nikodemus.

»Nikodemus gik til Jesus med sin søgen. Han vendte sig ikke bort fra Jesus, selv om Jesus siger noget, som virker fornærmende. Han bliver ved med at søge, selv om han ikke kan forstå det, han møder hos Jesus,» siger han.

I mødet med mennesker har Jørgen oplevet, at selve det at søge kan blive et mål i sig selv, så man egentlig ikke er interesseret i at linde. Det ser han som en fare for søgende mennesker.

»Der er mennesker, der gerne vil være åbne over for Jesus og troen, men de ønsker ikke at følges med Jesus som hans disciple. Jeg har også mødt mennesker, der kommer og gerne vil have den åndelige vejleder til at bekræfte, at det er godt nok med dem,« fortæller missionæren.

»Hvis vi som sjælesørgere dumper i og klapper folk på skulderen, handler vi forkert, for vores opgave er at pege på Jesus, og ikke at fortælle mennesker, at Jesus må være tilfreds med det, de har gjort. Vores opgave er at sige, at det, Jesus har gjort til vores frelse, er nok, og at alt det, vi selv har gjort, må vi pakke sammen,« understreger han.

Jesus tæller alt

»I frelsens sag – over for Gud – tæller alt det, vi selv har bygget op, vores klogskab og al vores fromhed ingenting, men Jesus tæller alt. Jeg tror, at Jesus vil sige til nutidens Nikodemuser, der vil vide, hvem Messias er, at han er den, der blev ophøjet på et træ. Hvis vi vil kende Guds kærlighed, skal vi se hen til korset,« understreger missionæren.

»Når vi oplever noget, der gør ondt i vores liv, og Satan frister os og siger til os: ‘Gud elsker dig ikke, for han slipper dig og overlader dig til det, du nu oplever’ -så kan vi sige: Jo, Gud elsker mig, for jeg kender korset, og dér har Gud bevist sin kærlighed.«

Interview Af Gunner Jensen

Jørgen Bloch

Kilde: IMT 41/2017

Lignende indlæg:

  • En kvist fra Isajs stub Ud fra teksten i Esajas 11:1-10 vil vi spørge: Er Jesus virkelig på tronen? Når vi slår op i dagens avis, konstatere mange af os jo at det stadig er ondskaben der regere, og så må man […]
  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del II) Vi forsætter vores gennemgang om: Hvad står der i bibelen om englene. Vi ser på nogle eksempler i det nye testamente og i kirke historien, desuden kommer Eskild med sit eget […]
  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]
  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
The following two tabs change content below.

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development