Helliget Herren

Det er Helligånden, som helliggør mig

Jeg har læst meget om Hellighed både af teologisk og opbyggelig art. Jeg har ofte talt om dette emne og tænkt endnu mere over det. Og jeg tror, det er væsentlig rigtigt, både det, jeg har fundet hos andre, og det, jeg selv har talt og skrevet om denne sag.

Men jeg har allerede i længere tid haft en følelse af, at der er en mangel ved det.

Teologisk ville jeg udtrykke manglen således: Vort Hellighedsbegreb er for meget antropocentrisk og for lidt teocentrisk. Populært ville det sige: Det er mennesket og ikke Gud, vi gør til centrum i vor Helliggørelses-lære.

Dermed sigter jeg ikke blot til den mangel, at man ofte lægger eftertrykket på den menneskelige side af Helliggørelsen, så den guddommelige gerning under menneskets Helliggørelse træder noget i baggrunden.

Denne mangel finder jeg oftest på reformert grund. Vi lutheranere har jo ikke så let ved at glemme, hvad Luther også her har lært os: »Jeg tror, at det er Helligånden, som helliggør mig.«

Men også vi, som understreger den guddommelige side ved Helliggørelsen også vi gør mennesket til centrum. Vi ser på Helliggørelsen som noget, Gud gør for menneskets skyld.

Og derved får Helliggørelsen ikke det fulde perspektiv imod evigheden — hverken mod evigheden bag os eller evigheden foran os.

Sandt nok, Gud foretager Helliggørelsen af kærlighed til mennesket.

Men han gør det for sin egen skyld. Eller nærmere bestemt: For sin store rigsplans skyld.

Udskilt og indviet

I den sædvanlige behandling af dette emne går man ud fra den utvivlsomt rigtige betydning af det hebraiske ord: Hellig, kadosch, som betyder: udskilt fra verdsligt brug og indviet til guddommeligt brug.

Men heraf har vi fået mere at vide om følgen af at være hellig end om selve Hellighedens væsen. Hvad det egentlig vil sige »at være hellig«, det lærer vi først at kende, når vi bliver opmærksomme på, at Gud er den ene og egentlige hellige.

Og når det siges om Gud, at han er hellig, så vil man dermed udtrykke det uudsigelige, at han er guddommelig til forskel fra skabningen, som for det første er skabt og dernæst — efter faldet — er syndig.

Gud er altså den ene hellige. Og skabningen får sin Hellighed af Gud. Og hellig er den skabning, som Gud på en eller anden måde udvælger, og som får lov til at komme nær til ham, og som han således på en eller anden måde benytter sig af. Dette ser vi tydeligt f. eks. 4Mosebog 16:5. Her siges det ligefrem, at hellig er den, som Herren lader komme nær til sig1. En sådan får noget af Gud over sig, som gør, at han kan være sammen med Gud, og at Gud kan benytte sig af ham. Hellighedens inderste består således i Gudsnærheden, som uvægerlig indvirker på skabningen og overfører på den de guddommelige egenskaber, som vedkommende skabning kan tage imod.

Det kan være ting, f. eks. Pagtens Ark eller Templet. Det kan være en person, f. eks. Ypperstepræsten eller Profeten. Det kan også være et folk, det udvalgte folk.

For det menneske, som således helliges, er det både gavnligt og saligt. Men det er ikke hele hensigten med Helliggørelsen. Det er ikke engang den egentlige hensigt. Det er for sin egen skyld, at Gud helliger det skabte. Han udsøger imellem skabningen, hvem han kan give af sin Guddommelighed, og hvad han kan have i sin nærhed og benytte sig af.

Og hvad er så hensigten med dette? Han søger efter skabninger, som han kan gyde sin kraft i, som han kan lægge sin Herlighed over. Det hellige folk var ofte både vantro og ulydigt. Men fordi det var i Guds nærhed og blev benyttet af ham, var det dog helligt.

Profeterne var fejlende og syndige mennesker. Men fordi de var i Guds nærhed og blev benyttet af ham, var de dog hellige.

Men ingen af disse var helt igennem hellige. Det var kun Jesus. Derfor kaldes han også »Guds Hellige« (Apg. 2:27). Han er den hellige, den hellige i egentlig forstand. Fordi Gud helt er gået ind i ham og helt kan benytte ham. I ham kan han heltud åbenbare sin Magt og sin Herlighed.

Og nu siger Jesus, at han helliges, for at vi alle skal blive helligede. For at vi skal kunne være i Guds Nærhed, vi faldne og syndige skabninger. For at han skal kunne benytte også os til at åbenbare sin Magt og sin Herlighed.

Én eneste evig handling

Det, Gud skal kunne bruge, må han selv udvælge og rense. Allerede i den gamle pagt kommer dette tydeligt frem. Det var ikke nok, at en mand helligede sig til Herren og fremstillede sig til hans tjeneste. Nej, før han kunne bruges af Gud, måtte han først renses af Gud selv ved en hellig tvættelse, og så måtte han indvies af Gud selv ved salving med den hellige olie (se f. eks. 3Mosebog 8:6-12). Ligeså i den nye pagt. I 1Thessaloniker 5:23 kommer dette klart frem: »Fredens Gud hellige jer helt og holdent« At gøre en skabning hellig er altså en handling, som kun Gud kan udføre.

Og ifølge skriften er Helligelsen én sammenhængende handling fra Guds side, som rækker fra evighed og til evighed. Og på sin gang fra evigheden før til evigheden efter passerer den også vor verden, tidens og rummets verden. Og som et herligt stjerneskud går den igennem vor atmosfære med evighedens lys gennem tidens mørke nat.

For Gud er Helligelsen én eneste evig handling. Men for os falder den i forskellige afdelinger. Jeg vil nævne fire.

For det første: »før verden blev grundlagt, har Gud i Kristus udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt « (Ef 1:4).

Dette er Helligelsens evighedsside. Og denne side er for Gud den afgørende. For os bliver den som regel noget fjern, fordi den ligger inde i evigheden forud for al tid. Men det kan ikke forandre den kendsgerning, at vor Helligelses kilde og evige udspring ligger i det, som Gud gjorde i Kristus, før verdens grundvold blev lagt.

For det andet: Den historiske gennemførelse af denne evighedshandling. Den syndige slægt kunne den hellige Gud kun tage ind i sin nærhed på én eneste måde: ved Kristus. Der står skrevet: »efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.« (Hebræerne 10:10). Og Jesus siger: »Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden.« (Joh 17:19).

Lad os følge hovedtrækkene i Jesu Helligelse, hvorledes han indviede sig til at gøre sin Faders vilje, og hvorledes han blev skilt ud fra alle mennesker.

»Ingen tager mit liv fra mig; men jeg sætter det til af mig selv« (Joh 10:18). »vendte han sig mod Jerusalem som målet for sin rejse« (Lukas 9:51). Derfor sagde han: »Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?« (Joh 18:11). Derfor bad han i Gethsemane: »Dog, ske ikke min vilje, men din.« Derfor blev han lydig indtil døden, ja, døden på et kors.

Og hvilken udskillelse for vor skyld!

Først måtte han for vor skyld skilles fra sin herlige himmel. Den almægtige Gud blev et menneske. Og her på jorden blev han straks skilt ud fra de andre mennesker. Han var det lem på slægtens legeme, som skulle samle i sig alle slægtens straffelidelser. Han var lidelsens mand, smerternes mand. Han fødtes i en stald, og han døde på et kors. Han ejede ikke et sted at hvile sit hoved.

Og alle fik lov til at gøre med ham, hvad de ville. Også de onde ånder. Han blev omringet af de mest djævelske fristelser og overvældet af helvedes unævnelige angst. Under et sådant anløb udbrød han engang: »Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige?« (Joh 12:27). Og denne angst forfulgte ham lige til det sidste. Ja, på korset var angsten værre end nogensinde før.

Da var han skilt fra alle mennesker. Og var ganske ensom. Ja, endog af Gud følte han sig forladt.

Fra korset så Jesus det frygteligste syn, som nogen har set i denne verden. Han så ud over hedningeverdenen, som den lå i fuldstændigt mørke uden Gud og uden håb. Det lille Israels folk havde Gud taget sig af og gennem århundreder forberedt det, så det skulle forstå Messias og tage imod ham, når han endelig kom. Men nu havde folket gennem sine ledere med koldt blod forkastet verdens eneste frelser. De anså ham for farligere end røveren og morderen Barabbas.

Vistnok var der nogle få i dette folk, som satte pris på ham og var ham oprigtigt hengivne. Men hvor meget forstod de af ham og hans gerning? Da han gik fra nadversalen efter at have fortalt dem, at han i den nat skulle arresteres og henrettes, så gik de nogle skridt bag efter ham og stredes med hverandre om, hvem der var den største iblandt dem!

Inde i haven faldt angsten atter over ham, og han måtte ind i ensomheden og tale med sin Fader. Men da er han så angst — denne modige mand, at han beder tre af sine bedste venner om at være i nærheden. Men hvor ensom er han alligevel! Da han kommer tilbage fra bønnen, finder han dem alle tre sovende. Mere forstod de ikke af hans navnløse angst.

Et øjeblik senere går han lige i armene på forræderen, og soldaterne griber og binder ham. Da flygter alle hans venner.

Et par af dem kommer dog snart til besindelse og følger på afstand med ind i ypperstepræstens gård. Men da Jesus ud på morgenstunden føres over til landshøvdingen, kommer han akkurat tidsnok til at høre sin modigste discipel bande for tredje gang på, at han aldrig havde set Jesus.

Jo, nu var han udskilt fra mennesker.

Under korset stod rigtignok hans moder og et par af hans bedste venner. Men hvad forstod de af ham og hans gerning? Hans moder havde jo allerede for længst frygtet, at han var sindssyg (Markus 3:21). Og ikke én af hans få venner forstod, at han måtte dø, endnu mindre betydningen af hans død (Lukas 18:34 og 24:21).

Da kastede djævelen sine sidste og giftigste pile ind mod hans rene og ømme sjæl: »Om nogle timer er du død. Hvad efterlader du dig? Nogle velmenende venner, som intet forstår af din egentlige gerning. De vil sørge en tid, når du er borte. Og så vil verden gå sin skæve gang nøjagtig som før. Alt det, du gjorde og led, var forgæves! Ingen forstod dig. Så har du alligevel taget fejl. Du var ikke den, som profeterne havde varslet om. Derfor har Gud nu også forladt dig. Og du dør — som alle de andre sværmere, som før dig troede, at de var Guds Messias.

Allerede profeten havde udtalt, at Messias skulle træde vinpersen alene (Esajas 63:3). Ja, nu var han i sandhed alene. Alene var han i hele den vide verden. Og nu følte han sig også forladt af Gud.

Så meget kostede det at hellige den faldne slægt.

Men da Jesus Langfredag eftermiddag døde, så lå hans blod mellem vor slægt og dens synd.

I søgende sjæle og bekymrede Guds børn! Se her er det historiske faktum, som for tid og evighed er kilden til al vor Helligelse. Se her er det, som for evigt skiller dig fra din synd og gør dig behagelig og brugbar for Gud.

Skikket til at være i Guds nærhed

For det tredje: Helligelsen af den enkelte.

Kristus helligede sig for os, for at vi skulle blive i sandhed helligede. Det er altså ved Jesu Helligelse, at vi kan blive hellige. Ved at få del i hans Helligelse. Og det, som fra vor side skal til, samler skriften oftest i det ene lille ord: Tro. Det hedder da også, at vi helliges ved troen på Kristus (Apg 26:18).

Den samme tanke finder vi i 1Kor. 6:11: »I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd. Og i Ef. 5:25-26 hedder det: »Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet«

På disse 3 steder bruges udtrykket hellige i samme betydning som retfærdiggøre eller tilgive synden. Og lad os nøje lægge mærke til dette: Det grundlæggende og afgørende i den enkeltes Helligelse — det er syndsforladelsen. Det er jo vore synder, der skiller mellem os og vor Gud (Esajas 59:2). Og før synderne er fjernet, kan vi ikke være i Guds nærhed.

Men i det øjeblik, jeg ved troen får del i Kristus, så har jeg også del i hans blod. Og så ligger Jesu blod imellem mig og alle mine synder. De er for evig skilt fra mig. Jeg skal aldrig gøres ansvarlig for dem.

Dermed er vi skikket til at være i Guds nærhed og til at bruges af ham. Nu kan han åbenbare sin kraft og sin Herlighed på os og igennem os.

For det fjerde: Her er vi endelig ved den side af Helligelsen, som vi er vant til at kalde Helliggørelsen, nemlig Helligelsen af dem, som ved en sand omvendelse er kommet til troen. Til den sigtes der i Ordet: »Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme! Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det.« (1Thess. 5:23-24).

Hvilken Kraft

Nu er synderen brugbar for Gud. Nu har Gud igen fået en skabning, som han kan meddele sin kraft og sin Herlighed. Og han tager fat øjeblikkelig.

Vi ser det allerede hos den nyomvendte. Den søgende og længselsfulde tro er frugten af at være i Guds nærhed. Den søgende sjæl har kun lidt af vished og fred og glæde og sejr. Men i Guds nærhed har han fået en tilstoppet mund og er blevet skyldig for Gud. Med sikker hånd fjerner Gud de sidste rester af selvhjulpethed og selvrådighed, så synderen ligger der ganske rådløs og fortvivlet og mener, at ikke engang Gud kan frelse et menneske, som er så umulig, som han er, på alle måder.

Men i Guds nærhed sker der nye undere med synderen.

I dette mørke går retfærdighedens sol op med helbredelse under sine vinger. Som ved et trylleslag er al tvivl og frygt borte. Vished, glæde og fred fylder sjæl og sind. Det før så mørke og nedtyngede menneske er ikke til at kende igen. Glæden stråler ud af hans øjne, i hans hjerte og mund er der lagt en ny sang. Nu er der trang til at prise Gud, nu er der kraft til at stride og sejre over syndevanerne, nu er der lyst til at tjene, ofre, ja lide for Herren og hans sag!

Hvordan gik det hele til?

Jo, gennem en lille rude fik den rådvilde og hjælpeløse synder lov til at se ind i nådens endeløse verden. Gennem et lille Guds ord fik han øje på evangeliets hemmelighed: Kristus død for vore overtrædelser og oprejst til vor Retfærdiggørelse. Helligånden trækker sløret til side og så — ja, så står synderen ansigt til ansigt med korset. Og mere behøves ikke, for at en fortvivlet synder skal blive vis og glad.

Hvilken Kraft!

Der gik synderen for lidt siden så angst og bange, at et blad kunne få ham til at skælve. Og nu — nu er han så glad, så salig, så frimodig og vis, at alle tvivlere og fornægtere og spottere gerne kunne stille sig op på rad, det ville ikke røre ham det bitterste. Han ville blot føle sig glad ved at måtte sige til dem: »Nu kan I tvivle og fornægte og spotte, så meget I har mod til, jeg ejer nu en vished, som overgår både jeres og min forstand. Den bærer mig i livet, den skal også ved Guds nåde få lov til at bære mig i døden.«

Ved at være i Guds nærhed får synderen ikke blot del i Guds kraft, men også i hans Herlighed.

Allerede hos de nyomvendte ser vi dette. Der ligger en forunderlig skønhed over den nylig omvendte synder. Vel er han umoden og ufærdig og har selvsagt liden erfaring og indsigt. Han har måske heller ikke store, naturlige evner eller åndelige gaver. Han gør også mange ting, som er smertefulde for ham selv og uheldige for Guds rige.

Men Guds Herlighed hviler over ham, så længe han lever i redelighed og ydmyghed. Derfor er de nyomvendte så yndige, så uimodståelige.

Der står at læse på dem et: Helliget Herren, som ikke blot de troende, men også verden kan læse. Derfor ser vi også, at der ofte følger en stor kraft med disse nyfrelste mennesker. De anbefaler sig til alle menneskers samvittighed på en hjertelig, overbevisende måde. De er i sandhed en Kristi vellugt på ethvert sted.

Vækstpunktet i den troendes Helliggørelse

Men så hedder det i ordet: » Fredens Gud hellige jer helt og holdent.« Ved at være i Guds nærhed skal vi lidt efter lidt præges af Gud helt igennem. Hans kraft og hans Herlighed skal gennemtrænge hele vor person, fra det inderste til det yderste.

Dette har apostlen Paulus et andet sted udtrykt således: »Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.« (2Kor. 3:18).

Her rører vi ved hjertebladet, selve vækstpunktet i den troendes Helliggørelse. Det at blive et helligt menneske er ikke noget hekseri. Det sker ganske simpelt ved at leve i Guds nærhed. Den, som dag for dag lever for Guds Åsyn, den, som dag for dag skuer Herrens Herlighed med ubedækket ansigt, han kan simpelthen ikke undgå at blive et helliggjort menneske.

Fremdeles hedder det: » Trofast er han, som kalder jer; han vil også gøre det.«

Gud selv ønsker at lægge noget af sin egen Guddommelighed over os. Han ønsker at udgyde sin kraft i os og lægge sin Herlighed over os. Der er intet, han så gerne vil som dette. Han vil, at vi skal bede om det, men at tigge og trygle ham om det behøver vi ikke.

Og dog standser Helliggørelsen hos så mange.

De bliver ikke længere brugt af Gud. Der ligger ikke længere nogen Herlighed over dem. Ilden er brændt ud. Den indre kraftesløshed viser sig i småt og stort.

Det ydre liv er måske endnu rigtigt og godt, ja endda flittigt optaget af kristelig virksomhed. Men det »Helliget Herren«, som før hvilede over ham, er nu borte. Tilbage er et egenkærligt, egenrådigt, verdsligt og jordbundet hjerte, som ivrigt søger at dække sig med gudelige ord og fagter.

Frakobling

En frakobling har fundet Sted.

Og det er synden, som kobler Guds kraft fra. Men her skal vi mærke os dette: Ingen synd er så stor, at den kobler fra, hvis vi bekender og bekæmper den. Men den mindste synd er stor nok til at koble fra, hvis vi ikke bekender den, men undskylder, besmykker og forsvarer den.

Nu er vi jo mange arbejdere i Guds rige, og selve dette faktum, at vi er så mange, har i de senere år gjort mig mere og mere ængstelig. Der har jo sikkert her i norden aldrig været så mange omvendte mennesker, aldrig har der været et så målbevidst og så vel planlagt arbejde i gang for Herren, aldrig har der været holdt så mange møder, aldrig har der været så mange prædikanter.

Men just derfor rejser det spørgsmål sig så truende imod os. Hvorfor sker der da ikke mere i vore lande? Hvorfor er det så yderst fattigt med de helliges liv og samliv? Og hvorfor er vækkelserne mellem de ufrelste så få og så små og giver så lidt varig frugt?

Jeg tænker mig, der er mange af jer, mine brødre og søstre, som har følt disse spørgsmål knugende. Og I føler vist som jeg trang til, at vi tager en lille stund sammen til hellig selvransagelse. Lad os så spørge os selv: Hvad er det, som frakobler Guds kraft fra vort fælles kristelige arbejde? Hvor er det band i lejren, som hindrer Guds kraft i at hjælpe os? Hvor er det, vi har indgået forbund med synden?

Er det hemmelige synder?

Det synes urimeligt at stille dette spørgsmål til kirkens præster, missionsarbejdere og levende kristne. Men erfaringen viser, at det ikke er overflødigt. Vi hører jo af og til om troende menneskers fald i utugt eller andre synder. Og i den private sjælesorg hører jeg undertiden ting, som viser mig, at der er uhyggelig mange af de troende, som ligger under for hemmelige synder. Min mund er lukket angående disse betroelser fra skriftestolen. Men jeg bæver ofte i mit sind, når jeg tænker på Guds gerning iblandt os, at den skal bæres frem i så urene kar. Og jeg synes ofte, at det er et under, at Guds gerning overhovedet kan få fremgang, når der er så mange troende, som lever i ubekæmpede synder.

»Den, som står, se til, at han ikke falder,« siger Guds ord. Og lad os bede for og med hinanden: » led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde«

Er det forfængelighed og æresyge?

Forstår jeg Jesus ret, er der ikke nogen synd, Herren frygter mere for i sin discipelflok end dette.

Som græshoppen kaster sig over kornagrene og udsuger og opæder kornets kærne, således lægger æresygen sig kvælende over hele det indre menneske.

Den marvstjæler arbejdet i Guds rige. Iveren og virketrangen er ikke længere en frugt af kærlighed til Gud og omsorg for sjælene, men udspringer af trang til at blive beundret og rost og overgå de andre. Den marvstjæler de helliges kærlighed ved at kvæle den enfoldige og barnlige Ånd mellem de troende. Ja, den marvstjæler selve Gudsforholdet. Hør Jesu indtrængende ord herom: »Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden?«

Er det partivæsen?

Vi lever i organisationens århundrede og føler fuldt ud dens farer. De fristelser, som organisationstanken har kastet ind over vort arbejdende kristenfolk, har fældet os alle. Og det værste er, at mange iblandt os ikke engang øjner disse fristelser. Og ve de organisationer, som kommer i hænderne på sådanne mænd. I den tid, som nu kommer, skal det vise sig tydeligere og tydeligere end før, at det er de sagtmodige, som skal arve jorden. Og lykkelige er de organisationer, som nu ejer mænd, der har mod nok til at være sagtmodige.

Er det uforsonlighed og had?

Hvor mange vennekredse lider ikke af den slags åbne sår. Det begynder med en lille misforståelse mellem to ledende brødre. Det bliver til en fornærmelse. Og da den ikke gøres op, gror den fast i sindet som uforsonlighed og had. Man arbejder fremdeles for Guds rige — måske dobbelt ivrigt; for nu ønsker man at overgå, ja endog ærgre modparten. Hvad Jesus mener om en sådan offertjeneste, har han udtalt på mange måder (se Matt. 5:23-24; 6:14-15 og Markus 11:25-26).

Et sådant uopgjort forhold mellem 2 ledende brødre bliver til et band i lejren. Dobbelt skadeligt, fordi det gerne deler venneflokken i to dele.

Er det forhold i hjemmet.

Apostlen Peter taler om nogle, som lever sådan i deres hjem, at deres bønner bliver hindret. Der er mange arbejdere i Guds rige, som har haft så megen medgang og anseelse, at de ikke længere tåler modsigelser. En sådan mand bliver lidt efter lidt en hustyran, gnaven og ubehagelig, eller heftig og opfarende, alt efter anlæg og temperament.

Min kære broder! Hvordan har du det hjemme? Står du i et bønnens samfund med de troende i dit hjem? Eller lever du sådan, at bønnerne forhindres? Og så lader du dig nøje med en kort forretningsmæssig husandagt.

Folk, Gud kan lægge sin Herlighed over.

Der er vist adskillige sådanne arbejdere inden for vore rækker i norden. Begavede, kundskabsrige, indsigtsfulde, erfarne og øvede både som talere og organisatorer.

Men uden åndelig kraft! De er som ubefrugtede æg, hvoraf der aldrig bliver liv, selv om de er optaget af mangfoldigt arbejde og er omgivet af menneskers ære og anseelse. Men Guds Hellighed er veget fra dem.

De er som fugle med stækkede vinger, som flagrer langs jorden. Men Jesus byder: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men de holder sig altid inde ved land på grundet vand, hvor de let kan bunde, dvs. de arbejder ikke i tro, men efter en klog, ofte listig beregning. De kan nok opvise fremgang og resultater, men liden eller ingen frugt for Gud.

Mange af disse synes uhelbredelige. Det ser ud, som om de har solgt sig med hud og hår til deres personlige æresyge og magtbegær eller til det organisationsmæssige magtbegær, som vist er den største fare for det kristelige arbejde i vor tid.

Andre lider under deres egen åndelige afmagt og indre usselhed. De går med smertelige minder om den første kærligheds lyse og lykkelige tid og føler sig dømt, hver gang de møder en enfoldig, glad arbejder i Guds rige.

De ser, hvor det bærer hen — men føler sig bundne. De forstår, at der må en operation til, men bæver og — udsætter det.

Hjemme i vor have havde vi en haveslange. Vandtrykket var udmærket godt, så vi fra den samme vandhane kunne vande hele haven uden vanskelighed. Men efterhånden blev trykket mindre og mindre. Til sidst løb det kun ganske langsomt, når slangen lå nede i græsset.

Jeg havde en anelse om, at det var rørledningen, som var rustet til, og fik fat i en vandmester, som skilte ledningen og fik renset den for rust. Det viste sig da, at åbningen flere steder var så fin, at en stoppenål knapt kunne passere igennem rusten. Men nu blev det hele ordnet. Og jeg husker godt vor fælles glæde, da vandmesteren og jeg første gang prøvede at vande med slangen. Nu kunne jeg igen vande hele haven som før.

I Herrens have er der mange sådanne vandførende rør. Tilførslen fra oven var engang i orden, og den bragte velsignelse fra Gud ud til omgivelserne. Men nu er røret blevet tilstoppet af rust, så der kun kommer nogle få dråber under særlig gunstige omstændigheder. Andre er helt tilstoppede.

Vandmesteren måtte skrue hele vandledningen fra hinanden for at få rørene rensede. Han satte altså hele vandledningen ud af funktion, mens arbejdet stod på.

Der er sikkert nogle arbejdere i vingården, som Herren gerne ville sætte ud af funktion en tid, indtil han fik røret renset, så tilførslen fra oven igen kom i orden. Blev Herrens råd hørt midt i arbejdet og fortravletheden, så ville det lyde således: Lad være med at prædike, gå ud af din ledende stilling, så længe du lever i ubekendte og ubekæmpede synder. Du er syg, ja syg til døden. Indlæg dig til operation hos mig, så skal du blive rask og arbejdsdygtig på ny.

Vil du blive rask?

Vil du tage operationen nu? Det bliver blot værre, hvis du venter!

»Å, jeg ville så gerne, men jeg magter det ikke,« siger nogen. Min lidende og blødende Ven! Giv du dig trygt i Herrens hånd. Han skal hjælpe dig og rense dig for dine synder.

En anden siger: »Jeg har prøvet det så mange gange før. Men, det er, som om jeg var lammet. Synden holder mig fast.«

Også det har Herren forudset. Derfor har han i sin nåde anordnet en særlig kur for Mennesker af din art. I Jakob 5:16 læser vi om dette: » Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt.«

Der gives synder, som vi ikke kan blive kvit, hverken i samvittigheden eller i livet, før vi har bekendt dem for en medkristen.

Min syge medarbejder, gå til en broder, som du har fuld tillid til. Bekend åbent for ham alt det, som binder din vilje og ængster din samvittighed. Så beder han med dig og for dig, at du må blive helbredet. Og så har han ret til på Guds ords grund at tilsige dig alle dine synders forladelse. Som bekendt har Luther meget stærkt anbefalet det private skriftemål med påfølgende absolution. Han benyttede det også selv meget hyppigt i sit liv, som var så fuldt af kampe.

Det ville se anderledes ud i vore vennekredse, hvis dette herlige lægemiddel blev mere benyttet. Når Guds riges arbejde ikke har haft mere rigelig og åndelig fremgang trods alt arbejde, beror det sikkert på, at der er så mange vanhellige hænder i vor fælles gerning.

Jeg mener ikke, at Gud behøver syndfri folk for at fremme sin sag. Da måtte han have ansat engle og ikke mennesker til at udføre arbejdet. Men han trænger til hellige mennesker, det vil sige mennesker, som er i Guds nærhed, som står for Guds ansigt med hele deres indre og ydre liv og derfor aldrig kan indgå forbund med synden, selv om de nok kan både fejle og falde.

Måtte disse ord blive til selvransagelse for os alle.

Herren søger efter folk, han kan lade komme i sin nærhed. Folk, han kan gyde sin kraft i. Folk, han kan lægge sin Herlighed over.

Nye sejre

Da ville Guds riges arbejde blive uimodståeligt.

Her rører vi ved en ny side af det hellige, som nu ganske kort skal nævnes til sidst.

Det hellige er sacrosant, dvs. det er majestætsforbrydelse at forgribe sig på det. Gud har selv ordnet det sådan.

Det hellige har noget ukrænkeligt i sit væsen, som gør, at det ikke kan røres af profane hænder, uden at det går ud over den vanhellige selv.

Tænk på, hvor stærkt Gud har indprentet dette i den hellige pagt. Den, som rørte ved det hellige med vanhellige hænder, han måtte dø. Selv Uzza, som rørte ved Arken i god tro for at støtte den, så den ikke faldt ned af vognen, faldt død om på stedet (2Samuel 6:6-7).

Eller tænk på Farao, som vovede at lægge hånd på Guds hellige folk. Eller tænk på Jesu fjender. Det så ud som om de fik lov til at gøre med ham, hvad de ville. Men se dommen, som Jesus selv under gråd havde forudsagt. Og se, jo mere de ydmygede Jesus, des mere ophøjede faderen ham.

Jo helligere vi er, des farligere er det at røre ved os. Thi Herren selv tager sagen i sin hånd og skaffer sine udvalgte ret.

Jo helligere en organisation er, jo mere ukrænkelig er den. Fjender og falske brødre kan prøve at lægge hånd på den. Men det bliver blot nye sejre, ny Herlighed for dem, som er Helliget Herren.

Ole Hallesby

Kilde: Helliget Herren s. 135-156 Lohse 1933 (artiklen er moderniseret en smugle – Overskrifter mine egne, udfra den oprindelige inddeling.)

Noter

  1. Den dansk autoriserede oversættelse fra 1992 skriver: ”I morgen tidlig vil Herren give til kende, hvem der hører ham til, hvem der er hellig og må ofre til ham; den, han udvælger, må ofre til ham.” Men tætter på den original hebræiske tekst er den danske oversættelse fra 1871: ”I Morgen skal Herren give til Kende, hvo hans er, og den, som hellig er, og den, han skal lade komme nær til sig; og hvem han udvælger, den skal han lade komme nær til sig.” [Min fodnote – Nicki Andersen]

 

Lignende indlæg:

  • De lykkelige og de lykkeløse Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der […]
  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]
  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Verdens evangelisering og Guds rige Hvad er det for en vision, der inspirerer os, når vi på Jesu befaling sætter os for at evangelisere verden? Det er, at denne plagede jord til sidst skal se Guds rige. Men hvad er […]
Tagged with:    

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development