Markens liljer

Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. (Matt 6:28b-29).

Kong Salomon var prægtig klædt. For han havde råd til det. Han ejede skibe, der gik til Tarsis og kom hjem igen med lasten fuld af guld. Og guldet strålede i Salomons dragt, når han sad på sin trone i al sin herlighed. Der gik så stort ry af denne herlighed, at dronningen af Saba kom rejsende langvejs fra for at se den.

Men Kong Salomon i al sin herlighed var alligevel ikke så smuk som en af de blomster på marken, som Gud Fader selv klæder. Der er ingen guld og ædelstene, ingen glimmer og stads ved markblomsten; men der er en stor skønhed – for dem, der har øje for skønhed.

Jesus har haft øje for skønhed; han har stået og betragtet markblomsterne, og han har tænkt: Der er dog ingen konge, ingen dronning så fint klædt på som en af disse mine små venner.

Ja, blomsterne på marken var hans venner. For han lignede dem. Han var selv som en blomst på marken. Ingen pomp og pragt var der ved ham, ingen glimmer og stads; men der var en såre stor skønhed — for dem, der har øje for skønhed.

Det har alle mennesker ikke — lige så lidt den gang som nu. De fleste syntes, det er smukkest, som er mest forgyldt og mest pralende. Og for dem, der har den smag, er Jesus ingenting. De finder ham så uanselig. Men nogle er der, som opdagede hans skønhed. Og når de har set den, falmer al verdens pragt ved siden af den.

Jesus var som markblomsten. Ligesom den står på marken uden at arbejde eller spinde, men lader duggen falde og solen skinne på sig, således vandrede Jesus her i verden og stolede på sin himmelske Fader og lod alle jordiske bekymringer og unyttige sorger fare. Dette var en af grundene til, at han kunne bevare en skøn sjæl.

For vi ved nok, at bekymringer ikke forskønner sjælen — og for resten da heller ikke ansigtet. Sorg — det er noget andet. Sorgen har sin egen skønhed lige så vist som natten, — når det da ikke er en kulsort nat, men stjernerne skinner foroven. Således kan også sorgen, når den ikke bliver til sort fortvivlelse, men gennemlysnes af glimt fra evigheden, give sin skønhed til et menneskes sjæl. Det alvorsdrag over hans pande, der viser, at sorgen har gæstet ham, det misklæde ikke.

Men bekymringerne, småsorgerne, ængstelserne for den dag i morgen, det er nogle slemme gæster. De gnaver som orme, de æder som rust og møl, og det menneske, de får tag i, kommer ikke til at se godt ud.

Jesus Kristus havde en sjæl, som bekymringerne aldrig havde fået lov at vansire. Sorg var der gået igennem hans sjæl, livets alvor havde grebet den; men småsorg og bekymring gik han ikke omkring og bar på. Han kastede det på Gud alt sammen. Han stolede aldeles sikkert på, at hans himmelske Fader ville sørge for ham. Om det end undertiden kunne se nok så sort ud, lagde han sig dog rolig til hvile i den tro, at det klarede sig nok alt sammen ved Gud Faders magt.

I den henseende var han ganske som et barn. Han var ellers ikke noget barn, nej en mand i ordets bedste betydning, fuld af alvor og fasthed, af visdom og forstand. Han kunne stå midt iblandt fjender, gå rolig hen mellem de farisæere og skriftkloge, som han vidste, stod ham efter livet. Han var en mand i hele sin færd; men med hensyn til dette at stole fromt på Gud Fader var og blev han et barn.

Ligesom barnet går ubekymret i sin faders hus og venter, at der nok skal være noget at spise, når tiden kommer, og at der nok bliver et par ny sko, når de gamle er slidt op, det sørger far og mor for, — således gik Jesus her i verden.

Han, som giver føde til fuglene, han, som klæder græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han ikke føde og klæde mig, hans barn? Jo, det troede Jesus fuldt og fast, og det blev han ved at tro, selv om han et lille øjeblik måtte sulte. Og derfor blev det kun et øjeblik at sulte eller fryse i, men ikke et øjeblik at ængstes og fortvivle i, som om man nu skulle sulte og fryse ihjel. Nej, dersom ængstelsen og fortvivlelsen i et sådant øjeblik kom og bankede på, blev de straks vist bort, idet Jesus så opad og sagde: Fader, du som er i himlen! Og det betød: Jeg tror på dig, og jeg er slet ikke bange; du vil forsørge mig til din tid; jeg véd, du vil, og jeg skal nok holde den smule nød ud så længe.

På den måde kunne der måske komme lidt blege kinder ud deraf, men ingen formørkelse af sindet, ingen bitterhed og bedrøvethed. For sådan noget kommer jo ikke af, at man skal døje ondt, men af, at man på den onde dag slipper troen på Guds forsyn.

Jesus måtte døje adskilligt ondt; men han tog ingen skade; thi han bevarede altid det fromme tillidsfulde sind, som er skønnere både i Guds og menneskers øjne end markens allerskønneste liljer.

Et sådant sind anbefaler Jesus os i vor tekst, at vi skal se at tilegne os. Ligesom han selv gik omkring med et barns tryghed, således vil han, at vi skal gøre det samme. I denne henseende gør han ingen forskel på sig selv og os. Han taler ikke om dette at være ubekymret, som om det var en forret for ham som den enbårne. Nej, han siger til os allesammen: I er den himmelske Faders børn, hvorfor vil I da bekymre jer, I lidettroende?

Vi véd da også, at det altid har været et kendetegn på de rette kristne, at de kunne være frimodige i Gud og ikke bekymre sig. De kunne sige: „Jeg er tilfreds med mine kår og stoler på mit Fadervor”. Eller: „På alle dine veje, hvor mørkt det end ser ud, gak rolig til dit leje og stol på Himlens Gud.”

Ja, er vi kristne, så ved vi, at denne lyse tro, denne glade tillid er vort hjertes skønne smykke, som vi ikke for alt vil miste. Vi siger med et Ord af den danske digter Bredahl.

Jeg går til Side for det mørke Tungsind;
jeg kalder Munterhed mit kære Barn
og kæmper for mit Barn, så godt jeg kan.

Ja, „munterhed” er måske ikke netop det udtryk, vi vil bruge. Og dog — behøver det at være så højtideligt? Er der ikke noget der hedder at være „lystig og glad i Jesu navn”? Jo, netop denne munterhed i Herren er vort hjertes skønneste barn. Og, sandt er det, at vi kæmper for vort barn, så godt vi kan. Mere tør vi ikke sige. Ingen af os vil påstå, at vi altid har vort muntre, lyse kristne sind i rolig og ubestridt besiddelse. Sandt at sige sidder vi mange gange i bekymringer til op over ørerne. Men er vi kristne, så kæmper vi i den onde tid for at beholde vort hjertes barn, troens munterhed og glade fortrøstning.

Uden kamp fastholder man den ikke gennem et langt menneskeliv, især ikke i en pessimistisk tidsalder som vor. Tager man sig ikke i agt, smittes man af den syge modløshed, inden man ser sig om.

I en sådan tid gælder det mere end nogensinde om at „gå til side for det mørke tungsind”. Og husk, at den rette side er den, der hedder „opad”. Således går den kristne til side for tungsindet, for småsorgerne, for de unyttige bekymringer, at han henflyr til Faderen i himlen, taler til ham, udøser sit hjerte for ham, nævner alt for ham, kaster al sorgen på ham, således som apostelen siger: „Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. (Fil 4:6-7).

Jeg, som skriver dette, er mange gange af denne vej gået til side for et truende mismod, er blevet let om hjertet igen og holder endnu i min favn det kære barn, som mit hjerte vil kæmpe for, så længe det lever: den lyse tro på ham, der “føder fugl og klæder markens lilje klæder”, men som dog allermest har menneskebørnene kær og „ånder på øjet, når det græder”.

Morten Pontoppidan

Kilde: Aldrig fortvivle! (sproget i stykket er moderniseret en smugle)

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del I) I denne gennemgang skal vi se på, hvad der står i bibelen om engle, og vi skal også se på nogle vidnesbyrd på disse op gennem tiden. Lad os begynde med at læse et vers fra Heb 1:14, […]
  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]
  • Kamelen og nåleøjet Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. (Matt 19:24.) Når man vil have et billede af en belæsset og betynget sjæl, kan man […]
The following two tabs change content below.

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development