Menneskesønnen helbreder den lamme

Menneskesønnen helbreder den lamme

I denne artikel vil vi gennemgå beretningen om Jesus helbredelse af den lamme i Kapernaum. (Mark 2:1-12) Her møder vi meget stærkt Guds ords kraft. Vi vil også se på Jesu tale om sig selv som Menneskesønnen. Må det blive til velsignelse ind i dit liv.

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. (Mark 2:1-2)

Jesu hjem og faste base

Kapernaum var den voksnes Jesus’ hjem og faste base (Matt 4:13; 9:1; Mark 2:1; Joh 2:12; 6:24). Fra skriften ved vi, at Kapernaum lå ved søbredden (Matt 4:13) ved Genesaret Sø (Mark 6:53; Joh 6:22-59) nær en politisk grænse, som påkrævede, at der var en toldbod. Her kaldte Jesus Matthæus til discipel (Matt 9:9; Mark 2:14). Sandsynligvis lå der også en militærforlægning i byen, da der boede en officer, mens der et andet sted i byen også boede en kongelig embedsmand, der var velstående nok til at have tjenere (Joh 4:46-53). Tilsammen vidner dette om, at Kapernaum ikke var en ubetydelig landsby.

Forskere har hovedsagelig foreslået to steder, hvor Kapernaum kan have ligget. For det første kunne den have ligget i ruinerne af Khan Minyeh i det nordøstlige hjørne af Genezaretsletten ud mod Galilæas Sø, men udgravninger har vist at disse ruiner er af arabisk, ikke jødisk oprindelse. Derimod peger stærke vidnesbyrd fra Josefus, kristne pilgrimstekster, middelalderlige jødiske rejsebeskrivelser og moderne udgravninger alle i retning af, at Kapernaum har ligget ved Tell Hum, et ruinområde, der lægger godt 4 km længere mod nordøst og ca. 4 km sydvest fra det sted, hvor Jordanfloden løber ud i Galilæas Sø. Arkæologien bevidner at byen har været beboet fra det 1. årh. f.Kr. og frem til det 7. årh.[1]

Efter at Jesus havde vandret i landsbyerne rundt omkring, var han nu vendt tilbage til Kapernaum. Dette var rygtedes, så der nu var stimlet så mange mennesker sammen, at der ikke engang var plads til dem uden for døren. Hvorfor samler Jesus så mange mennesker? Hvad var de kommet for? Forud for Jesus’ tur rundt i de små landsbyer, havde han sagt til sine disciple: »Lad os gå andre steder hen, til landsbyerne heromkring, så jeg også kan prædike dér; det er derfor, jeg er draget ud« (Mark 1:38). Nok drog Jesus også rundt i landbyerne og uddrev dæmoner og helbredte de syge (Mark 1:39-45), og hvordan skulle det kunne være anderledes? Dér, hvor Guds Søn er tilstede i egen person, der må sygdom, død og djævel vige for ham, der har alt magt i himlen og på jorden. Men Jesus var, efter eget udsagn, altså først og fremmest, kommet for at prædike sit ord.

Guds ords kraft og fremgang

Nu stod mennesker, pakket som sild i en tønde, i Kapernaum for at få et møde med Jesus og høre hans budskab. “Og han talte ordet til dem” (Mark 2:2). I dag er der mange kristne, der har mistet modet over, at så få mennesker går i kirke. Derfor danner man udvalg for at diskutere, om det nu er moderne lovsang, røgmaskiner, drama, foredrag om store kristne personligheder eller tango, der skal lokke folk i kirke, så man kan liste sig til at hælde lidt bibel indenbords gennem en lille andagt og en aftenssang. Det burde være unødvendig at skrive, at sådanne metoder er nyttesløse og ufrugtbare. Der kommer ikke flere i kirken af den grund, men hvorfor skulle der også det? Det lokale diskotek er meget bedre og har flere års erfaring i dét med røgmaskiner. Skulle én eller anden alligevel forvilde sig ind i kirken, ville han ikke finde lindring for sjælen – hverken igennem drama, foredrag eller megen moderne lovsang. Hvis kirken ikke vil gøre det den er sat i verden til: At forkynde, undervise og døbe – så er det bedre, om mennesker holder sig væk, og kirken drejede nøglen om.

Men nu er virkeligheden jo – Gud ske tak – også den, at mange menigheder vover at stå fast på ordets forkyndelse og sandhed, hvor Jesus Kristus er selve kernen. Dér oplever man det samme som på Jesu tid: At mennesker flokkes for at høre ham og hans tale til os.

”Mens flere af byens kirker har begrænset besøg om søndagen, strømmer kirkegængere til byens konservative præster”[2], kunne Jyllandsposten berette om den kirkelige situation i Aarhus. Det var den daværende ’biskop’ for Aarhus ikke særlig imponeret af: ”Menighederne har en appel til folk, og det tager jeg til efterretning. Men de står og vifter med hænderne oppe over hovedet og har fri bøn, og det ville almindelige jordbundne aarhusianere næppe kunne føle noget med” udtalte den såkaldte tilsynsmand.

Jo, det vil de faktisk! Om det er galilæer i år 30, eller om det er aarhusianere i dagens Danmark, gør ingen forskel. Når først Guds ånd får frit løb i en menighed, får jordbunden mennesker himmelvendte øjne. Når først ordet bliver troet, ser vi syndere, at vi i Kristus Jesus er indsats i himlen. Da begynder formerne og farvene i den frie bøn, hvor lovsangen foregår med hænderne oppe over hovedet, sammen med bønnen, hvor man sidder pænt på de hårde kirkebænke, at træde i baggrunden til fordel for den sande fælles tilbedelse og lovprisning af Gud og hans mægtige frelsesværk på korset. Det forbavser os jo egentlig ikke. Vi ved, at Jesus er den samme i går, i dag og til evig tid (Heb 13:8). Samtidig er der mht. til mennesker intet nyt under solen (Præ 1:9). Vi er stadig utro syndere, der har brug for en trofast frelser.

Det burde ikke være nødvendigt at skrive, at en fyldt kirke selvfølgelig ikke er nogen garanti for, at det er en sand kirke eller, at evangeliet forkyndes sandt og rent. Vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen (Matt 7:13), hvilket flere af de amerikanske mega kirker er et sørgeligt eksempel på. Det ændrer dog ikke på den kendsgerning, at har en menighed først fået rygtet af at være bibeltro, rygtet af at Jesus er tilstede, så flokkes vi syndere, syge og besatte for at bede om, at Guds nåde dog også måtte gælde os i mødet med hans elskede søn. Har Guds ord først fået fremgang i en menighed, så bliver disciplene flere og flere, og så kan selv det under ske, at en stor gruppe præster (og måske en enkelt biskop) bliver lydige mod troen (Apg 6:7).

Troens sind

Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« (Mark 2:3-5)

Scenen er sat, huset i Kapernaum er spækket til randen, og det er umulig at bryde igennem menneskemængden for at komme ind til Jesus. Det afholder ikke fire venner til en lam mand i at hjælpe deres ven til Jesus. Disse venner er så fyldt af omsorg og kærlighed til deres lamme ven, at de ikke lader sig hindre af noget – heller ikke hvis det skulle koste dem en lille erstatningssag. Kærligheden tvinger dem til at bringe et møde i stand mellem deres lamme ven og Herren Jesus Kristus (2Kor 5:13-14).

Husene i Israel, på ny testamentes tid, var som regel bygget af sten. De havde flade tage og udvendige trapper, der ledte op til dem. Taget var som regel lavet med mudder mikset med strå, men fra parallelhistorien fra Lukas evangeliet ser vi, at taget her også var dækket med tegl (Luk 5:19). Sådanne tage fandtes i Israel på den tid, selv om de ikke var nær så almindelige. Markus bruger to ord til at beskrive, at mændene fjerner den del af taget over det sted, hvor Jesus stod: ἀποστεγάζω (afdække) for at fjerne teglet og ἐξορύσσω (nedbryde) for at bryde igennem blandingen af mudder og strå. Det er altså ikke helt korrekt, når diverse bibelkommentarer påstår, at det var ”nemt” for vennerne at bryde taget op. Tværtimod var det noget af et arbejde, der understreger deres didikation og vilje.

Vi ser her det troens sind, der kæmper sig gennem alle hindringer og ikke affinder sig med at lade sig standse, før det er nået ind til frelserens nåde og velsignelse. Som Jakob svarede Herren i deres brydekamp: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig” (1Mose 32:27). Desværre er der mange der begynder at nærme sig Gud, men opgiver når hindringer melder sig på banen. Og at hindringer kommer, når du nærmer dig Gud, kan du være vis på. Det skal djævelen, verden og kødet nok sørge for. Skriftens opfordring og løfte står dog fast: Kom nær til Gud, så vil han komme nær til jer (Jak 4:8)[3]. Et sådan troens sind må du eje, hold du godt fast i din himmelske ven, så vil han, om ikke andet så på grund af din påtrængenhed, rejse sig og give dig, hvad du har brug for. Bed, så skal der gives dig; søg, så skal du finde; bank på, så skal der lukkes op for dig (Luk 11:5-13).

Jesus ser efter din tro

De fire sænkede nu båren med deres lamme ven ned, og vi hører ordet; ”da Jesus så deres tro”. Et menneskes tro og overbevisning giver sig udslag i handling og gerning. Det, du i hjertet er overbevist om, handler du ud fra. Det betyder også, at vi til en vis grad kan se på hinanden, om vi mener det, vi siger. Vi, som kristne, bliver advaret og formanet: ”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve”. Men hvordan skal vi kunne se at de er glubske ulve indeni? Skriften forsætter: ”På deres frugter kan I kende dem” (Matt 7:15-16b). Verden har et vidnesbyrd om de sande Jesu Kristi disciple ved, at der er en indbyrdes broderkærlighed (Joh 13:35). Tertullian (ca. 160-225) citerede nogle ikke-kristne for at sige om de kristne: ”Se hvor de dog elsker hinanden,.. og hvor de er rede til at dø for hinanden…”[4]. Sådan er det. Gerninger er en indikation på, hvad der bor i dit hjerte. Jakob siger det således: ”Nogen vil indvende: »Én har tro, en anden har gerninger.« Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro” (Jak 2:18). Men med Jesus er der tale om noget dybere. Jesus ser ikke bare deres trosgerning, han ser direkte på troen i hjertet, som den der véd, hvad der gemmer sig i mennesker (Joh 2:25).

Det er afgørende at forstå, at det er vi slet ikke i stand til. Nuvel, det kan hænde at Gud ved hans ånd åbenbarer for os, hvad der bor i et andet menneskes hjerte som tilfældet var i Lystra, da Paulus mødte den lamme mand (Apg 14:8-9). Men den slags er bestemt ikke hverdagskost. Vi lever et troens liv med vor Herre og med vore brødre. Vi kalder ikke andre kristne for brødre og søstre, fordi vi kan se de er det, men fordi vi tror de er det. Vi er udmærket klar over, at der kan være både den ene og den anden grund til, at ”de gode gerninger” endnu ikke viser sig i et menneskes liv. Men er troen på Jesus’ fuldbragte værk på korset til stede i et menneskes hjerte, er han lige sandt en kristen broder. Vi er også smertelige klar over, at os der ejer troen falder i synd og tit og ofte handler stik mod Guds eget ord. Da er verden hurtigt nok til at dømme: ”Et menneske der handler sådan kan da umuligt være en kristen”?! Jo det kan det faktisk. For synden hærger stadig i et menneskes indre, selv om troen har taget bolig i hjertet. (Rom 7:19)

Kirken at tit blevet beskyldt for at fordømme. Sandt er det, at kirken ofte hyler med på verdens kor om, at ”et sådan menneske da umuligt kan være en kristen”. Jo, dømmesygens ånd lever i allerbedste velgående i kirken. Dog, der hvor Guds ånd får lov at erstatte denne verdens ånd i menigheder, får skriftens ord sin opfyldelse om, at ”det er nok med den straf ’et sådan menneske’ har fået af flertallet” Så menigheden i stedet tilgiver og trøster dette menneske, for at han ikke skal blive opslugt af en endnu større bedrøvelse (2Kor 2:6-7). Den kristne tro har aldrig været budskabet om vore syndfrihed og retskafne liv, nej, den kristne tro er budskabet om Jesu syndfrihed og retskafne liv, hvor der i hans blod er tilgivelse og trøst for enhver, uanset hvor mange gange og hvor dybt vi falder.

”Jesus så deres tro”. Det er stærke og mægtige ord, som vi der kommer i den del af kirken, der døber vores børn, tager til os. Jesus ser troen i disse fire venner, der bærer den lamme frem foran ham. Er det ikke noget af det samme, vi ser med barnedåben, når vi bærer vores børn frem for ham? Nuvel, jeg er udmærket klar over, at dette skriftsted intet siger om dåben, men det siger jo dog noget om, hvad Jesus ser efter! Er det da ikke sandt, at skriften har dette underlige ord om, at børn er hellige blot den ene af forældrene ejer troen (1Kor 7:14)? Jeg er sådan set også godt klar over, at Jesus ikke kun så de fire venners tro, men også den lammes. Derfor siger han netop til ham »Søn, dine synder tilgives dig.« Sådan er det også med dåben: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes” (Mark 16:16). Uden tro hjælper dåben intet. Så er det bare vand. Endnu er ingen frelst ved at blive våd. Min erfaring, der bygger på samtaler med både voksen- og barnedøbere, siger mig, at det er selve troen, der er sagens kerne. Kan ”en af disse små” virkelig tro på Jesus (Matt 18:6)? Nuvel, dette skal ingenlunde handle om dåben. Skriften kender hverken til ’barne-’ eller ’voksen’dåb. Den kender kun til dåb. Ja, en ting kan Guds børn være enige om: Det er ganske bibelsk at døbe.[5]

Synd og sygdom

Jesu ord lyder til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Vil Jesus hermed sige, at der er sammenhæng mellem den lamme mands synd og hans sygdom? Er hans sygdom en straf for en bestemt synd? Uha nej da! Siger den moderne ”feel good” kristendom, der forsikrer, at sygdom og synd intet har med hinanden at gøre. Men jo, de har meget med hinanden at gøre, overordentlig meget endda! De hører begge denne tidsalder til, og lever vi her i Kristus Jesus vil begge dele være fuldstændig forsvunden i den næste.

Mange jøder har gennem tiden, også på Jesu tid, sat lighedstegn mellem sygdom og synd. Var man syg, var det fordi, man havde syndet. Et eksempel på dette var, da Elifaz ville have Job til at tænke over og bekende den synd, han havde gjort, efter at lidelser havde ramt ham så meget. ”Tænk dig om! Hvem er gået uskyldig til grunde, hvor blev retskafne udslettet?” (Job 4:7) Men Job havde lagt sin synd over til Gud. Han var en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holdt sig fra det, der var ondt. (Job 1:1) Derfor gik Herren i rette med Elifaz fra Teman: ”Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner, fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job har gjort.” (Job 42:7)

I dag prædiker lykkereligionen[6] noget nær det samme. Hvis du er syg skyldes det din vantro eller mangel på tro, for i Jesus er alt din sygdom fjernet. Det er da sådan set sandt: at i Jesus Kristus er alt sygdom helbredt, men først i tidens fylde, når Herren kommer igen og opretter Gudsriget. Var det måske mangel på tro, da Paulus tre gange bad om helbredelse for hans ”torn i kødet” og Herren svarede ham ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”? (2Kor 12:7-9) Vågn dog op, se dig omkring, Gudsriget er ikke kommet på jorden endnu. Du har i Kristus fået løftet om paradis, men du lever ikke i det nu, du lever i synden og dødens verden. Jesus sagde ikke ’Guds rige er kommet’, men ’Guds rige er kommet nær; [derfor] omvend jer og tro på evangeliet!’ (Mark 1:15)

Jesus gør det klart, at man som grundregel ikke kan sætte lighedstegn mellem synd på den ene side og sygdom og lidelse som Guds straf på den anden. Han afviser på det pureste at de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte, skulle være mere skyldige end alle andre i Jerusalem (Luk 13:4). Men samtidig fastholder bibelen, at Guds hånd kan lægge tungt på os dag og nat, indtil vi bekender vores overtrædelser for Ham (Sl 32:3-5).

I skriften ser vi, at der kan være mange grunde til sygdom og lidelse. I Jobs tilfælde var grunden et særpræget møde mellem Herren og Satan (Job 1-2). I Paulus tilfælde var det for, at han ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer Gud havde givet ham (2Kor 12:7). Lazarus’, fra Betania, sygdom var for at tjene til Guds herlighed, og for at Guds søn skulle herliggøres ved den (Joh 11:1-4).

Du og jeg skal være utrolige varsomme med sygdommens ’hvorfor’, hvis vi ikke skal irettesættes af Herren som Jobs tre venner. Vi skal hellere bede og spørge om sygdommens hvorhen. For en ting ved vi: at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet (Rom 8:28). Gud er i stand til at vende det onde til det gode (1Mose 50:20), og at Han gennem sygdom og lidelse kan og vil føre mennesker ind i et tættere forhold til Jesus, der tog vore sygdomme og bar vore lidelser. Da bliver vi bekendt med ’smerternes mand’ på en underfundig måde, og kan med Job sige: ”Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne” (Job 42:5; Es 53:3-4).

Overraskende og provokerende var det for mange at høre Jesu første ord til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Det er det for øvrigt stadig. Hvordan vover Jesus at tale til den lamme på denne måde? Det var jo hans lidelse, han kom med til Jesus, og så vil Jesus bare tilgive den lammes synder? Siges der harmt fra dem der ikke vedkender sig synd og skyld i eget liv. Nej, Jesus viser sig igen her som den, der kender hvad der bor i et menneske. Den lamme har kendt til sin synd og afstand til Gud, derfor møder Jesus ham med ordet søn. Egentlig står der på græsk ”barn”. Ordet rummer den kærlige omsorg en far har for sit barn. Jesus taler ind i den lammes liv, som han gør ind i dit og mit liv, når vi i troen søger tilgivelsen hos ham. ”Jeg ser din synd, men du har hos mig intet at frygte, jeg afviser dig ikke, jeg dømmer dig ikke, for i mig tilgives dine synder dig. I mig er du ikke fremmed og forkrøblet, men der er du et Guds barn” (Joh 1:12) Sådan er de retfærdiggjortes Gudsforhold.

Jesus er Gud

Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? (Mark 2:6-8)

»Søn, dine synder tilgives dig« kan, ud fra den græske grundtekst forstås på to måder:

  1. For det første, at Jesus mener: ”Gud tilgiver dig”. Altså at Jesus handler som en profet, der på Guds vegne og med Guds autoritet skænker Guds tilgivelse. Sådan forstår mange bibelkommentarer desværre hans udsagn, men det er forkert.
  2. For det andet, at Jesus mener: ”Jeg tilgiver dig”. Altså Jesus handler ikke som en profet, men som Gud selv. Sådan opfatter de skriftkloge Jesu ord, og Jesus bekræfter deres forståelse af hans udsagn ved at henvise til sig selv som menneskesønnen samtidig med, at han helbreder den lamme.

Havde Jesus ment, han havde fuldmagt til på Guds vegne at skænke Guds tilgivelse, ville de skriftkloge ikke havde tænkt, som de gjorde. For en Guds profet havde netop denne fuldmagt. Natan kunne derfor, på Guds vegne og med Guds autoritet, da David bekendte sin synd svare ham: ”Herren tilgiver din synd. Du skal ikke dø” (2Sam 12:13). Sådan kunne Johannes Døber prædike omvendelsesdåb til syndernes forladelse. (Mark 1:4) Sådan har menigheden fået overdraget myndighed til at proklamere syndernes forladelse i Jesus Kristus (Joh 20:21-23).

Nej, for de skriftkloge var det Gudsbespottende, at Jesus sagde ”JEG tilgiver dig”. For som de ganske rigtigt bemærker: ”hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?” Der er ingen andre end Gud selv, der kan tilgive synder. Det viste de, for de kendte skriften, hvori Herren proklamerer: ”Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser” (Es 43:25a) Der er ingen andre end Gud selv, vi på den yderste dag skal stå til regnskab over for (Rom 14:10-12; 2Kor 5:10).

Jo, modsat mange af nutidens skriftkloge opfattede datidens skriftkloge det ganske rigtigt. De forstod, at Jesus ved hans ord påstod at være Gud selv. Det var derfor, de blev vrede. Det var derfor, de tænkte ham som gudsbespotter, og det var derfor de søgte at slå ham ihjel, fordi han havde gjorde sig selv Gud lig (Joh 5:18).

Jesus er en hjertesag

”Gudsbespotter”, sådan lød den tavse fordømmelse af Jesus i de skriftkloges hjerter. ”På Jesu tid tænkte man med hjertet” skriver Torben Kjær i hans udmærket bibelkommentar til Markus evangeliet[7]. Det gør man stadigvæk, må vi så tilføje. Her tænker vi selvfølgelig hverken på tanker, der er i stand til at udregne vanskelige matematiske formler, eller på det organ, der pumper blod rundet i kroppen. Det gjorde de nu heller ikke på Jesu tid. Nej, vi taler om troens- eller vantroen tanker, der giver sig til udtryk i den hjerteindstilling, man har over for Gud.

I sager om Gud hører man med ørerne og fatter med hjertet. Det er det bibelske vidnesbyrd. Det er ikke fordi, Jesus ikke klart åbenbarer sig som Gud ved hans ord og gerning. Det er ikke fordi, der mangler hverken beviser eller åbenbaringer fra og om Gud (Rom 1:20). Men er man fjendtlig stemt overfor Gud i sit troens hjerte, vil man ikke høre. For med hjertet enten tror man til retfærdighed (Rom 10:10) eller afviser den levende Gud (Sl 14:1; Heb 3:12).

At Jesus i ’sin ånd’ straks vidste, at de tænkte sådan i hjertet, betyder derimod ikke ”i sit indre”. Nej, det er en betegnelse af Gud Søns relation til og med Gud Fader – at Han og faderen er ét (Joh 10:30). Jesus, som sand Gud, ransager nyrer og hjerter og kender alt og alle (Joh 2:24-25; 16:30; 18:4; 21:17 Åb 2:23). Jesus, som sandt menneske, derimod gik som alle andre mennesker forhåbentlig gør ”frem i visdom” (Luk 2:40-52). Jesus så den lamme og hans venners tro, og Jesus kendte de skriftkloges vantro. Jesus glæder sig, når han finder troen (Matt 8:10) og han vredes når han finder vantroen (Mark 3:5; 6:6). Sådan er Herren. Han gennemskuer menneskers hjerter for at se, om han kan finde troen. Sådan er det i dag, og sådan vil det være ved hans genkomst. Når han kommer igen har han én ting for øje. Derfor siger Han: ”Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” (Luk 18:8) Han spørger ikke til, om han finder dig i gang med hans arbejde eller med at drive den af. Han spørger ikke til, om han finder dig i gang med at synde eller lovprise. Han spørger om dette ene: Finder jeg troen?

Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!« (Mark 2:9-12)

Tilgivelse og helbredelse

Jesus møder de skriftkloges stille fordømmelse med et spørgsmål: Hvad er det letteste, at tilgive eller helbrede? Det er et godt spørgsmål! Den kyniske vil måske hurtig svare, at tilgive må være det lettelse. Vi kan jo ikke kontrollere, om det er sandt. Den der, som de skriftkloge, ved, hvad tilgivelen kræver, vil derimod nok mene, at helbredelse må være det lettelse. For hvem kan da tilgive uden Gud selv? Jesus svarer selv på spørgsmålet med et ”for at I kan vide, jeg kan tilgive vil jeg helbrede”.

Ultimativt hænger tilgivelse og helbredelse sammen. Synden bragte og bringer døden og sygdommen ind i verden og tilgivelsen i Kristus bringer liv og lægedom tilbage til verden (Rom 5:12-21). Nuvel, Gud er god! Han helbreder også mennesker, der ikke vil tage imod hans tilgivelse og lovprise ham. Det viste Jesus med alt ønskelig tydelighed, da han på grænsen mellem Samaria og Galilæa ikke kun helbredte den ene spedalske, der kom til tro på Ham, men også de 9 andre, der ikke efterfølgende ønskede at prise Gud for deres helbredelse (Luk 17:11-19).

Det er en usund kristendom, der sætter helbredelse før forsoning og tilgivelse. Det bliver en fordrejet kristenhed, når målet bliver at bringe lindringen ind i denne synden og dødens verden. Når nu engang tilgivelsens evangelium ved Kristus Jesus forkynder, at synd, død og djævel ER besejret. Hvorfor skulle det være de kristnes mål at smide vand på manden i flammerne, når Jesus Kristus har revet ham ud af ilden? Ikke nok med det, han har slukket selve bålet, så der er kun gløder tilbage. Dem kan man selvfølgelig også brænde sig på, og derfor må kirken til stadighed være middel for Guds helbredelse og nødhjælp på denne side af evigheden. Men det er hverken Jesu eller hans folks mål. Menneskesønnen kom ikke for at opsøge og helbrede det ødelagte, men for at opsøge og frelse det fortabte (Luk 19:10). I selve frelsen er også helbredelsen, om ikke her så hisset, som de gamle sagde. Først i riget for Israel: ”Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel.” (Es 35:5-6) Siden på den nye jord, hvor alt det fra denne synden og dødens verden hører op: ”Døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere” og Gud selv vil tørre hver tåre af deres øjne (Åb 21:4). Se, det er tilgivelsens virkelighed, det er Kristi gerning, det er kirkens forkyndelse, håb og mål.

Eller sagt på en anden måde: ”Et menneske, der fries fra synden ved Guds tilgivelse, er i princippet samtidig friet fra al legemlig svaghed, for sygdomstilstande er noget, der kun eksisterer i syndens verden. Selvfølgelig kan det ikke gentages for tit, at folks helbredstilstand ikke er et mål for deres fromhed; Gud har nu engang ikke bundet sig til mekaniske naturlove, men alene til sin ofte uudgrundelige plan om størst mulig frelse og velsignelse. Timoteus fik næppe sit maveonde på grund af specielle forsyndelser, og efter overleveringen havde Johannes’ fromhed nået nærmest englelige højder på det tidspunkt, hvor han bukkede under for alderens skrøbeligheder. Men en syndsforladelse som den, Jesus tilsiger den lamme i Kapernaum, er — som alle Kristi undere i sidste instans viser sig at være — et eskatologisk tegn: Når al synd engang udslettes, er al sygdom dermed borte. »Ingen indbygger [i det frelste Jerusalem] siger: »Jeg er syg!« Folket der har sin synd forladt.«”[8]

Tegn og undre

”Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden, siger jeg dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!” Jesus helbredelse af den lamme mand er hans bevis for, at Han er den, han siger, han er. Det er stadfæstelsen af selve tilgivelsens nådefulde evangelium. Det er det også den dag i dag. Jesus sendte og sender alle dage indtil verdens ende hans kirke ud i alverden for at gøre alle folkeslagene til Hans disciple ved dåb og ved ordets forkyndelse og oplæring (Matt 28:19-20). Som en kirken, i lydighed mod denne befaling, prædiker alle vegne, virker Herren selv med og stadfæster ordet ved tegn og undere (Mark 16:20).

Uha nej da, ’tegn og undere’ siger den fattige vestlige Laodikæa kristendom, der er så rig i egne øje. Nu bliver det vel ikke lige lovlig ”sværmerisk”? Næ, sværmerisk kan det aldrig blive på skriftens grundvold! Død bliver til gengæld hurtig den kristendom, der ud fra egne fordomme og liberalteologisk forgiftning, vil bestemme, hvad Gud kan og ikke kan. Eller vil reducere Hans magt og undere til noget, der kun kan foregå i en bog, som man ellers også har svært nok ved at tro på. Guds børn har ikke et usundt syn på tegn og undere. Men de takker Gud, når Han bestemmer sig for at virke ved bl.a. helbredelser, der får mennesket til, at prise Gud og som øjenvidnerne til helbredelsen af den lamme, sige: »Aldrig har vi set noget lignende!«’

Menneskesønnen er et menneske

”Menneskesønnen”. Det er første gang i Markusevangeliet, vi møder denne titel, som ellers
er Jesu foretrukne betegnelse om sig selv. ”Menneskesøn”[9] betyder slet og ret menneske. Sådan bliver det brugt i det gamle testamente.[10] Jesus vil fortælle os, at han er et sandt menneske, men samtidig at han er sand Gud, der ”har myndighed til at tilgive synder på jorden”. Jesus kalder sig dog ikke bare for menneskesøn, nej, når Jesus bruger ordet om sig selv, er det altid (med en enkelt undtagelse) i den bestemte form ”Menneskesønnen” og viser hermed, at han er opfyldelsen af den Messianske profeti i Daniels bog.

Undtagelsen er i Johannesevangeliet kapitel 5, hvor der står som følge:” For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.” (Joh 5:26-27) Pointen er klar. Gud har givet Jesus magt til at holde dom, netop fordi han blev- og er et menneske. Hebræerbrevet tager denne tråd op: ”Siden børnene [mennesker] alle er af kød og blod, måtte han [Jesus] også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre [altså fuldtud menneske] for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes.” (Heb 2:14-18)

Kristus er altså i modsætning til den første Adam, det egentlige, sande menneske, der lever i overensstemmelse med Guds vilje. (Rom 5:12-19; 1Kor 15:42-58) Det betyder konkret, at ligesom de mange[11] blev syndere [arvesynden] ved det ene menneskes ulydighed [den første Adam i edens have], sådan skal også de mange blive retfærdige [arvefrelsen] ved én enestes lydighed [Jesus på Korset]. ”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.” (Fil 2:6-8)

For at forstå begreber som arvesynd og arvefrelse, er det afgørende, at vi igen mindes kristendommens jødiske rødder. Den vestlige individualisme fylder ikke nær så meget i skriften som folket, stammen og familien gør. Vores ophav og vores familie er afgørende. Ene og alene fordi vi er født som børn af Adam, har vi arvet synden og døden. Ligeså vil vi, hvis vi bliver født på ny som børn af Gud, arve herliggørelsen og livets nådegave (Joh 3:3-8; Rom 8:17; 1Pet 3:7). Arvesynden er en virkelighed for alle mennesker. På samme måde gælder den bibelske arvefrelse enhver, dog ikke sådan at forstå at alle mennesker frelses, for arvefrelsen må tilegnes i tro på Jesu Kristi navn (Joh 1:12-13; 3:16). Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.

Menneskesønnen er den lovede Messias

Den bestemte form ”Menneskesønnen” viser, at Jesus ikke bare er et menneske, men den lovede Messias. Jesus bruger nemlig denne titel om sig selv som en direkte henvisning til profeten Daniels nattesyn: ”Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham. Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde.” (Dan 7:13-14)

Det ville føre for vidt her nøje at skulle modbevise de to mest almindelige fejlfortolkninger af Daniels tekst: at Menneskesønnen skulle være folket Israel eller ærkeenglen Mikael. Dog skal kort nævnes at: Teksten gør det klart, at det handler om ’én person, der kommer i og fra himmelen’, der kan derfor ikke være tale om folket Israel. Teksten gør det ligeledes klart, at personen skal tilbedes[12], derfor kan det ikke være en engel (Kol 2:18; Åb 19:9-10).

En anden ting må også lige nævnes i forbifarten, nemlig at det er en sandhed med modifikationer når nogen påstår, at ”på Jesu tid var »menneskesønnen« ikke en titel.” Nuvel, det er sikkert rigtig nok, at ”der ikke har været en senjødisk Menneskesønsforestilling, der har monopoliseret titlen »menneskesønnen«, så folk kun kunne tænke på personen fra Dan 7:13, når ordet »Menneskesønnen« nævntes”[13]. Men samtidig må man konkludere at: ”I senjødiske skrifter anvendes Menneskesønnen som Messiasbetegnelse, ikke om en jordisk, men om en himmelsk frelserskikkelse, der engang ved dagenes ende skal åbenbares for at dømme verden og herske over Israel.”[14] At i hver fald nogen jøder på Jesu tid har forstået »Menneskesønnen« som Messias titel, kan alle forsikre sig om, der gider at ubelejlige sig til at læse de 2 Pseudepigrafer Fjerde Ezrasbog og Første Enoksbog.

Menneskesønnen i oldjødiske skrifter

Pseudepigrafer, af græsk: “med falsk påskrift”, er en betegnelse, der anvendes om en gruppe ikke-kanoniske oldjødiske skrifter, der uden grund er tillagt kendte personer i fortiden. De stammer fra perioden 200 f.Kr. til 100 e.Kr. og er en meget vigtig kilde til jødedommen på og omkring Jesu tid. Ikke mindst ved at fortælle om, hvordan GT blev forstået og brugt, men også, som her, hvad de messianske forventninger angår.

PseudoEzra[15] ser en ’menneskeskikkelse’ fare frem med himlens skyer og får at vide, at ”det er ham, den Højeste gemmer i mange tider for ved ham at udfri sin skabning”. Denne menneskesøn overvinder for øvrigt sine fjender ved, at ”lade en strøm af ild slå ud af sin mund og en luende ånde af sine læber og sende en storm af gnister fra sin tunge” (Åb 2:16; 19:11-21).

PseudoEnok[16] ser én, ’hvis skikkelse var som et menneskes udseende’ og får at vide af englen, der følger ham, at: ”Denne er Menneskesønnen[17], som har retfærdigheden, og hos hvem retfærdigheden bor, og som vil åbenbare alle det skjultes skatte, thi Åndernes Herre har udvalgt ham, og hans lod har sejret foran Åndernes Herre ved retfærd til evig tid”

Nuvel, hvor der er to jøder samlet er der tre meninger, som man siger, og det er bestemt ikke meningen at påstå, at alle jøder forstod ’Menneskesønnen’ som Messias eller, at Pseudepigrafernes vidnesbyrd om Menneskesønnen skulle være det samme som den hellige skrifts. Næ, PseudoEzras version af menneskesønnen beskriver ham, som en, der stiger op af havet som dyret i Åbenbaringsbog (Åb 13:1; 4Ezra 13:2), mens PseudoEnoks menneskesøn viser sig belejligt nok at være ham selv (1Enok 71:11-14). Hvad der derimod er meningen er at fastslå at nogen jøder på Jesu tid var klar over, at når Herren omtalte sig selv som Menneskesønnen, så omtalte han sig selv som Messias, hvis udspring er i himmelen, og som skal tilbedes, og hvis ”herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå”.

Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?

Det er bl.a. dette, der er baggrunden for Jesu spørgsmål til disciplene: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus[18], den levende Guds søn.« (Matt 16:14-16) Det er ikke et tilfælde, at Matthæusevangeliet, der var skrevet til jøderne, er det eneste af de synoptiske evangelier, der lader Jesus bruge titlen Menneskesønnen om sig selv i denne beretning. Markusevangeliet var skrevet til grækere, Lukasevangeliet til romere, og i disse spørger Jesus blot »Hvem siger folk, at jeg er?« (Mark 8:27-30; Luk 9:18-21) Det gav ikke mening med brugen af titlen ”Menneskesønnen” til dette hedningepublikum, men Helligånden vil derimod gennem Matthæus udfordre hans jødiske læsere: Er Menneskesønnen fra Daniels bog virkelig Messias, den levende Guds søn? Og er det virkelig i denne Jesus af Nazaret vi møder i ham?

Menneskesønnen forekommer i evangelierne ikke mindre end 80 gange: Hos Matthæus 30, hos Markus 14, hos Lukas 25, hos Johannes 11. At Matthæus bruger betegnelsen flest gange, hænger sammen med det ovenfor forklarede. At Lukas bruger betegnelsen næstflest gange er næppe et udtryk for samme iver for, at overbevise jøderne om profetien fra Daniels bog kapitel 7 omhandler Jesus, men må nok nærmere ses som Lukas’ optagethed af at fremlægge Guds Søn som sandt menneske. Johannes bruger betegnelsen færrest gange. Han er mere optaget af at bevise, at Jesus også var sand Gud.

Tusinde og atter tusinder jøder kom til tro på Jesus Kristus som Menneskesønnen beskrevet i Daniels nattesyn. Men den store del af folket fastholdt, at Menneskesønnen hverken kunne være Jesus eller Messias. De fleste bibelbevidste jøder underviser stadig i profetien fra Daniel ud fra forudsætningen om, at ”menneskesønnen” peger på Ærkeenglen Mikael eller det jødiske folk. Det kan man ærlig talt ikke undre sig over. Læg mærke til Jesu ord efter Simon Peters bekendelse om, at Menneskesønnen var ”Kristus, den levende Guds søn”. Jesus svarede ham: ”Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene” (Matt 16:17). At se sammenhængen mellem Menneskesønnen i Daniels bog og i Jesu egen tale om sig selv, at se at Menneskesønnen i sandhed er Messias, er en åbenbaring. Det kan man ikke læse eller tænke sig til, hverken på teologiske fakulteter eller rabbinerskoler. Det er med Herrens egne ord skjult for Israels øjne, indtil hedningerne er kommet fuldtallige ind til frelsen (Matt 23:37-39; Luk 19:41-44; Rom 11:25-29).

I Jesu tale om sig selv som Menneskesønnen, har han særlig fokus på tre ting: 1: Menneskesønnens fuldmagt som sand Gud (Mark 2:10, 28), 2: Menneskesønnens lidelse, død og opstandelse (Mark 8:31; 9:9,12,31; 10:45; 14:21,41), 3: Menneskesønnens genkomst (Mark 8:38; 13:26; 14:62). Til den, der har øre at høre med og øjne at se med, lægger der et velsignet studie af Daniel bog gemt i netop disse tre funktioner.

Herrens krafts er i hans ord

Jesus sagde til den lamme: ”Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!”. Og det var netop, hvad han gjorde.

Guds ord skaber det, det nævner. Guds ord skaber, trøster, formaner, irettesætter, vejleder, opdrager, læger, uddriver dæmoner og opvækker levende af døde for Menneskesønnens navn er selve Guds Ord (Åb 19:13).

Hvad var konsekvensen af Jesu helbredelse af den lamme? Lad os for et øjeblik gå tilbage til begyndelsen af beretningen: ”Det rygtedes, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren”. I denne kæmpe skare af mennesker sad der (også) nogle farisæere og lovlærere, som var kommet fra alle landsbyerne i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem, læser vi i Lukasevangeliets gengivelse af sagen (Luk 5:17). Ifølge den græske grundtekst[19] står der: ”og Herrens kraft helbredte dem!”[20] Her ser vi det sande Guds under. Herrens kraft helbreder ikke bare den lamme rent fysisk, men Herrens kraft er tilstede for åndelig helbredelse til den, der tror, for den lamme, for farisæere, for lovlærere og for hele den store skare af mennesker, der var samlet.

Ja, konsekvensen af Jesu helbredelse af den lamme blev troens vækkelse. Menneskesønnen blev livet for disse mennesker. Den lamme gik hjem, mens han priste Gud i ren og skær taknemmelighed (Luk 5:25). Folkeskaren (og sikkert også nogle farisæere og lovlærere) blev ude af sig selv og grebet af Gudsfrygt. De lovpriste Gud, der havde givet mennesker en sådan myndighed. (Matt 9:8; Mark 2:12; Luk 5:26) De kom til tro på Herren Jesus Kristus. De tog ham på hans ord. De så, at han, som Menneskesønnen, var det sande menneske med det himmelske ophav. At han var messias, og at han virkelig havde den myndighed, han påstod, at han havde. De anede, hvad kun Herrens helbredende kraft kan åbenbare – at Menneskesønnen er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for Guds folk Israel (Luk 2:32).

Til slut vil vi lade Jesu spørgsmål stå: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?…. Men du, hvem siger du, at jeg er?«

Nicki Andersen

________________________________________
[1] Lohses Store Bibel Leksikon II s. 291-294

[2] Jyllands Posten 07.12.2013

[3] Tit og ofte i danske oversættelser af bibelen oversat noget nær ”Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer.” Men nok mere korrekt oversat: ”Kom nær til Gud, så vil han komme nær til jer”, som i f.eks. Det nye testamente efter Vulgata oversat af Erikke Rosenørn-Lehn 1932, og Det NYE testamente oversat af Anna Sophie og Paul Seidelin 1975.

[4] The Ante-Nicene fathers 3, – Charles Scribner’s sons 1918, – Apology Kapitel. 39:7 s. 46

[5] Personlig er jeg overbevist om, at mange ” kristelige fejder” over dåben bliver undgået, når vi erkender, at NT er en jødisk bog og begynder at forstå den kristne dåb på den jødiske baggrund. Skulle en eller anden have lyst til at grave lidt dybere, har jeg en 3 timers undervisning, hvor vi gennemgår stort set alle steder, hvor NT bruger ordet dåb. Den kan høres her: http://skriften.net/kristen-daab-hvad-hvorfor-hvordan/

[6] Lykkereligionen: Herlighedsteologi, trosforkyndelse m.fl. er navne på en religiøs retning, som volder splittelse langt ind i kristne kredse. Skulle det have interesse, har jeg i Københavns Nærradio haft pastor H.K. Neerskov, der selv har måttet tage et oprør med “lykke religionen”, i studiet. Udsendelsen kan høres på dette link: http://skriften.net/teologien-bag-lykke-religionen/

[7] Markus Evangeliet ved Torben Kjær – Credo Forlag s. 67

[8] Syner og seere ved Poul Hoffmann – Lohse Forlag s. 127-128

[9] Menneskesøn (Heb, Ben Adam – søn af adam). Man har i de nyere danske bibeloversættelser valgt blot at oversætte det menneske eller menneskebarn for at undgå forvirring mellem mennesker og den Messiansk titel Menneskesønnen.

[10] Se Fx 4Mose 23:19; Job 25:6; 35:8; Sl 8:5; 144:3; 146:3; Es 51:12; 56:2; Jer 49:18; 50:40; Ez 2:1; 3:1; 14:13;

[11] ”De mange” i Rom 5:19 er en betegnelse for alle mennesker jf. Rom 5:18, og skal altså ikke forstås sådan, at der er nogle få, der er undtaget denne virkelighed. ”De mange” står derimod i modsætning til ”den ene”.

[12] Ordet der i Dan 7:14 bliver oversat med ’tjente’, kunne bedre oversættes ’dyrkede’. Daniel bruger ordet 9 gange (Dan 3:12,14,17,18,28; 6:17,20; 7:14,27). Alle gange bliver det oversat ’dyrkede’, bortset fra de to gange i kapitel 7, hvor det oversættes ’tjente’, og begge steder kunne man med fordel fastholde den ellers gængse oversættelse.

[13] Markus Evangeliet ved Torben Kjær – Credo Forlag s. 70

[14] Bibelhåndbog ved E. Thestrup Pedersen – Fischer og Hertz 1961 s. 161

[15] Fjerde Ezrabog Kapitel 13 – De gammeltestamentlige Pseudepigrafer, Det Danske Bibelselskab 2001. s. 60-64

[16] Første Enoksbog Kapitel 37-71 – De gammeltestamentlige Pseudepigrafer, Det Danske Bibelselskab 2001. s. 98-129

[17] Kun to gange (48:10; 52:4) kaldes han udtrykkeligt Messias (»hans salvede«), men hele skildringen af Menneskesønnen viser, at han er tænkt som Messias med særlige funktioner ved dommen.

[18] Kristus på græsk er som bekendt det samme som Messias på Hebræisk.

[19] Hermed tænkes Textus Receptus, den teksttype der blev brugt til langt de fleste bibeloversættelser indtil ca. 1900, hvor den højere tekstkritik og liberal teologien i fælleskab fandt, at det var bedre at holde sig til og oversætte ud fra den korrupte aleksandrinske teksttype, der i dag er grundlaget for de forenede bibelselskabers oversættelser og Nestle-Aland-udgaverne, der i stor stil bliver brugt på de teologiske fakulteter verden over – til den der ikke aner, hvad jeg skriver om, er her nok et studie, der er værd at grave sig ned i. Selv om jeg hører til en af forsvarerne og fortalerne for Textus Receptus, er jeg selv blevet omvendt gennem en oversættelse af den Alexsandrinske tekstype. Jeg skriver fuldstændig under på forordet til den norske bibeloversættelse, der bygger på Textus Receptus, kaldet: Bibelen – Guds Ord. Hvor i der står: ”I spørsmålet om forskjellige lesemåter er det viktig å være klar over at ingen av forskjellene er av noen slik art at de kan så tvil om Bibelens budskap: frelsen i Jesus Kristus. Blant kristne finnes det forskjellige syn på hvilke håndskrifter som bør tillegges størst vekt, men uenighet om disse spørsmål bør ikke anfekte tilliten til kristne brødre og søstre.” (Bibelen – Guds Ord, Bibel Forlaget 2004)

[20] Textus Receptus: har αὐτούς (altså ’dem’). Det henviser til den forsamlede skare. Således kan den danske præst Jacob Christian Lindberg i sin bibeloversættelse fra 1866 skrive: ”Som han en af dagene lærte, sad der farisæer og lovkyndige, som vare komne fra alle byer i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem, og Herrens kraft var til at læge dem” Den Alexsandrinske teksttype har: αὐτόν (altså ’ham’). Det henviser til Jesus Kristus. Således kan den danske biskop Thomas Skat Rørdam i sin oversættelse fra 1904 skrive: ”Og det skete en af de Dage, at han var i Færd med at lære, og der sad Farisæere og Lovlærere som vare komne fra hver Landsby i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem, og Herrens Kraft var til Stede, saa han kunde helbrede.”

Lignende indlæg:

  • Vidnesbyrd bragt i IMT Uden Jesus ville jeg stadig være punker - Nicki mødte Gud i en sump af alkohol og stoffer. Nu forkynder han om Jesus i København - Interview Af Anette Ingemansen   Som […]
  • 21. februar: Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere? HVORFOR SPISER HAN SAMMEN MED TOLDERE OG SYNDERE? Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han […]
  • Kristen ledere: Sådan skal man betragte os Overvejer du om du har kaldet til at træde ind i en kristen ledertjeneste? Gør dig selv og din menighed den tjeneste at høre denne undervisning først. Der er rigtig mange unge der […]
  • Løst og fast om bibelen I denne udgave af Fredag 22, har Nicki Andersen, forfatter Poul Hoffmann i studiet, hvor de vil tale om den bibelske kanon, videnskab, darwinisme, dinosaurerne, bibelsyn, Gudssønner og […]

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development