Nådegaverne

»Men stræb efter de nådegaver, der er de største! Og jeg vil nu vise jer en endnu ypperligere vej.« 1Kor. 12:31.
»Hig efter kærligheden, og stræb efter de åndelige gaver, især efter at tale profetisk.« 1Kor. 14:1.
»Altså, brødre, stræb efter at tale prof etisk, og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger!« 1Kor. 14:39.

I vor tid bliver den kristne kirkes opmærksomhed i høj grad ledt hen på de specielle »åndelige gaver«, og det er godt, om vi omhyggeligt og nøgternt overvejer, hvad Den hellige Skrift lærer os om dette vigtige emne. Emnet indtager en fremskudt plads i apostelen Paulus’ første brev til korinterne, idet der anvendes næsten tre kapitler til betragtning heraf.

Lad os først og fremmest huske på, at Åndens gaver, som her omtales, er helt forskellige fra Åndens virke til personlig frelse og helliggørelse, og at besiddelsen af disse gaver derfor intet har at gøre med vor stilling hos Gud, idet vi frelses af nåde.

Den største og farligste vildfarelse med hensyn til nådegaverne er læren om, at de er et nødvendigt tegn på, at vi har modtaget Helligånden og fået del i Kristi fylde.

Apostelen Paulus’ belæring angående disse gaver er klar, og det er vigtigt at bemærke sig den.

1. Apostelen skelner mellem: Åndens gaver, tjenester og virkninger (kap. 12:4-6). Ved »gaver« mener Han den kraft, som meddeles den troende til tjeneste. Med ordet »tjeneste« betegnes gavens anvendelse i en bestemt tjeneste. Med udtrykket »kraftige virkninger« må forstås Helligåndens skjulte virke, når vi modtager den åndelige gave og bruger den. Hjertet modtager da et indtryk, som giver sig udslag i en mere kraftfuld tjeneste udadtil. Vi er ikke kolde og passive redskaber i Guds hånd, men Hans varme, levende og følsomme medarbejdere. Derfor velsignes også vore egne hjerter med det, vi modtager til andre.

Der er forskel på disse gaver, tjenester og erfaringer, men det er den samme Ånd, som virker i hvert enkelt tilfælde. Vi belæres derfor om, at vi ikke skal søge at efterligne nogen, men huske, at Gud behandler os individuelt; Hans fremgangsmåde er ikke altid den samme.

2. Enhver kristen bør have en særlig tilkendegivelse af Helligånden og en eller flere gaver til tjeneste. »Og Åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn.« 1Kor 12:7. Der er ingen plads til de unyttige og dovne, og der er ingen undskyldning for kristne, som ikke bærer frugt. Gud har kraft og arbejde nok til enhver, som overgiver sig til Ham og Hans tjeneste for derigennem at være med til at herliggøre Hans navn.

3. Disse gaver meddeles os af Helligånden ifølge Hans guddommelige vilje, efter som den enkelte er i stand til at modtage dem til gavn og til vækst for hele Kristi legeme. Han kender, hvilke gaver der vil gøre os bedst skikkede til at herliggøre Kristus og til at hjælpe andre.

Ingen discipel må forvente at modtage alle nådegaverne. Det er således absurd (fornuftstridigt) at sige, at tungetalen er kendetegnet på at have modtaget Helligånden. Apostelen siger ganske tydeligt: »Kan alle tale i tunger?« Gud afpasser vor udrustning efter vort naturlige temperament og vor dygtighed, efter vore omstændigheder og efter det særlige arbejde, Han kalder os til. Vi repræsenterer Kristi legemes forskellige lemmer, og ligesom lemmerne på legemet er sat til forskelligt brug, således også på Kristi legeme. Apostelen spørger udtrykkeligt: »Hvis hele legemet var øje, hvad blev der så af hørelsen? Hvis det hele var hørelse, hvad blev der så af lugtesansen?« (v. 17). Det er let at gøre billedet endnu mere levende: lad os forudsætte, at hele ansigtet kun var næse eller ører, så ville det være et misfoster, og hvis det blot var tunge, som talte et fremmed tungemål, ville det hverken være tiltrækkende eller nyttigt.

Vor side af sagen er at overgive os til Helligånden for at modtage de nådegaver, Han har til os, og så have den tillid til Ham, at Han vil skænke os dem og give os kraft til at bruge dem.

4. Paulus nævner nu de enkelte nådegaver; der er ni ialt.

Visdom.

Den første af gaverne er visdom — den egenskab, som sætter os i stand til at gøre det rigtige og undgå det forkerte. Den er livets ror. Og som saltet i den fysiske verden ofte er umærkeligt og tilsyneladende af liden betydning, men dog absolut nødvendigt for liv og helbred, således betyder visdom mere end nogen anden egenskab og beholder med rette førstepladsen som Helligåndens største gave. Vi er ofte tilbøjelige til at overse denne egenskab, idet vi higer efter Åndens mere iøjnefaldende og ualmindelige åbenbaringer, men mangelen på visdom medfører ofte misbrug af de gaver, vi mest begærer.

Kundskab.

Den næste gave er kundskab. Det er kundskab om sandheden og især om Guds ord. Hermed menes ikke et lager af kundskaber, erhvervet ved menneskelige studier, men den særlige åbenbaring, vi behøver for at kunne bruge Ordet ved given lejlighed. »Jeg lægger mine ord i din mund,« siger Han, »og gemmer dig under min hånds skygge.« Es. 51:16.

»Den Herre Herren gav mig lærlinges tunge, at jeg skulle vide at styrke de trætte med ord; Han vækker hver morgen mit øre, Han vækker det til at høre, som lærlinge hører.« Es. 50:4.

Tro.

Den tredje gave er tro. Herved skal ikke forstås den frelsende tro, den tro, der retfærdiggør, helliggør og delagtiggør os i den guddommelige nåde, men det er den særlige tro, der dygtiggør os til en effektiv tjeneste. Det er den tro, der flytter bjerge af vanskeligheder og oprykker træer med rod, den tro, der banke, på, indtil døren lukkes op. Det er den tro, der udruster evangelisterne til at vinde sjæle og arbejderne til at udrette store og mægtige ting — til at nedbryde fæstningsværker og opbygge Guds rige.

Ingen af Åndens gaver er af mere uvurderlig værdi end troens. Det var den, Mesteren talte om, da Han sagde til sine disciple: »Hav tro til Gud!« Mark. 11:22.

Helbredelsens gave.

Efter troens gave kommer helbredelsens gave. Ved denne forstås ikke en magisk kraft eller trylle-kunstnerisk evne, som nogle er i besiddelse af, så de ved berøring kan helbrede sygdomme. Nej, der forstås en virkelig kraft i Kristi legeme (menigheden) til at hjælpe Guds syge og lidende børn til at modtage Jesus Kristus som deres læge og liv. Ligesom Gud giver nogle den særlige tjeneste at vinde sjæle for Ham, giver Han andre den særlige tjeneste at lede de syge og lidende hen til den store læge.

Undergerninger.

Derefter følger gaven til at udføre undergerninger (mirakler). Der må skelnes mellem denne gave og gaven til at helbrede. Selv om der gives mirakuløse helbredelser, sker de fleste helbredelser i det stille, til tider endog langsomt, idet den pågældende ledes til at tilegne sig mere og mere af Jesus og tage Hans liv som sit eget. (Gal. 2:20).

Undergerningens hensigt er derimod ved en pludselig og overraskende indgriben at tiltrække sig almindelig opmærksomhed og bære vidnesbyrd om Guds kraft og majestæt på en ekstraordinær måde.

Der er ingen tvivl om, at undergerningen er en side af Åndens virke, og hvorfor skulle den være forsvunden fra menigheden? Men også her skal vi ikke spejde efter det sensationelle, men vi skal overlade til Gud at gribe ind med undere, efter som det behager Ham og kan tjene til at herliggøre Ham.

Profeti.

Den sjette nådegave er gaven til at profetere. Herved forstår vi i reglen evnen til at forudsige fremtidige begivenheder, men ifølge Skriften er det snarere en guddommelig inspiration, som sætter vedkommende i stand til at bringe et direkte budskab fra Helligånden til åndelig berigelse for tilhørerne. »Men den, der taler profetisk, taler mennesker til opbyggelse, formaning og trøst.« 1Kor. 14:.3.

Enhver prædiken burde til en vis grad altid være profetisk; Guds direkte budskab til sjælene.

Man må skelne dette fra udlægning og forklaring af Skriften. Det profetiske budskab tager mere sigte på den enkelte tilhørers særlige tilstand og hans trang til åndelig hjælp. Det er denne gave, apostelen fremhæver som den mest nyttige og af stor betydning, idet han siger: »Hig efter kærligheden, og stræb efter de åndelige gaver, især efter at tale profetisk.« 1Kor. 14:1.

Bedømmelse.

Den syvende nådegave er gaven til at bedømme ånder. Det er bemærkelsesværdigt, at denne gave kommer umiddelbart før de to sidste – tungetale og udlægning af tungetale. Det synes, som om der på dette punkt må være et særligt behov for evnen til at kunne skelne mellem det falske og det sande. Fremfor alle andre gaver giver tungetalen mulighed for ophidsende scener og sataniske efterligninger.

Der tales åndelige sprog såvel i Himmelen som i Helvede, og Gud har selv formanet os til at prøve ånderne, om de er af Gud eller ikke. »I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud; thi mange falske profeter er draget ud i verden.« 1Joh 4:1.

Når Gud virkelig taler, vil Han aldrig være utålmodig over for os, når Han ser, at vi er ærlige i vore bestræbelser efter at kende Hans røst. Han vil give os tid til at blive klar over, om det, vi står over for, er fra Ham eller ej.

Der gives forskellige tegn, ved hvilke vi kan skelne mellem det falske og det sande og kontrollere bønnen i offentlige forsamlinger. Vi skal senere komme tilbage til disse.

Tungetale.

Herefter kommer tungetalens gave. Der er ingen tvivl om, at denne gave var en af Åndens særlige åbenbaringer i den apostolske kirke. Specielt synes den at have været almindelig i menigheden i Korint. Det ser ud, som om disse mennesker, der ikke er kendt som videre åndelige, i særlig grad har dyrket og søgt netop denne gave. Der er altid en fare i at søge det skjulte, mysteriøse og opsigtsvækkende, da det ofte er igennem noget sådant, at fjenden åbenbarer sin magt.

Der er dog ingen tvivl om, at tungetalen hos mange har været ægte. Der er heller ingen grund til, at denne gave ikke skulle vise sig i menigheden til enhver tid, og ikke mindst i disse sidste dage, hvor vi venter en særlig udgydelse af Helligånden.

Tungetalen synes at være en guddommelig ekstase, som løfter sjælen op over fornuftens sædvanlige udtryksmåde. En kristen, tysk forsker har sagt, at mennesket i sin højere konstitution indeholder tre elementer: ånd, fornuft og tale. Ånden er det højeste element, og den synes i tungetalen helt at forbigå fornuften og finde udtryk i talen; helt uforståelig for mennesket selv og dog udtrykkende de høje tanker og følelser, som besjæler hans åndelige tilstand.

Det kan være enten et menneskeligt eller et himmelsk sprog, thi apostelen taler tydeligt om både menneskers og engles tungemål.

I den apostolske kirke blev tungetalen ikke altid brugt som et middel til at prædike for folk af andre sprog, men snarere som et udtryk for direkte tilbedelse og lovprisning.

»Thi den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud; ingen forstår det jo, men i Ånden taler han hemmeligheder. Men den, der taler profetisk, taler mennesker til opbyggelse, formaning og trøst.« 1Kor. 14:2-3.

Udlægning.

Endelig er der gaven til at udlægge tungetale d. v. s. evnen til at forstå og oversætte det sprog, der tales i Ånden.

Undertiden var det taleren selv, der udlagde tungetalen, men ellers var der en anden, der kunne oversætte. Derfor siger apostelen: »Derfor skal den, der taler i tunger, bede om, at han må kunne udlægge det.« 1Kor. 14:13.

5. Derefter fremfører apostelen med stor klarhed betydningen og værdien af disse gaver. De nævnes i en bestemt rækkefølge, som altid er den samme. Tungetalen kommer i ethvert tilfælde sidst, medens visdoms-, kundskabs- og trosgaverne kommer først. På praktisk måde anbefaler apostelen de gaver, som opbygger og hjælper menigheden, fremfor de gaver, som kun velsigner og opbygger den enkelte. Han forbigår på ingen måde tungetalen, men anerkender den som et tydeligt tegn på guddommelig kraft og nærvær. Han omtaler den som et herligt middel til at komme i samfund med den himmelske verden, som en åben vej imellem det himmelske og det jordiske, men han tilføjer med kraftig betoning: »Altså, brødre, stræb efter at tale profetisk, og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger!« 1Kor. 14:39.

» Når I er ivrige efter de åndelige gaver, så lad det være til menighedens opbyggelse, at I søger at få dem i rigeligt mål.« 1Kor. 14:12.

6. Endelig understreger apostelen: »Men lad alt ske sømmeligt og med orden!« (v. 40). »Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre hver gang, og den ene efter den anden, og én skal udlægge det! Og er han ikke i stand til at udlægge det, skal han tie i menighedsforsamlingen og tale alene for sig selv og Gud!« (v. 27-28).

»Og hvis en anden, som sidder der, får en åbenbaring, så skal den første tie! I kan jo alle komme til at profetere, den ene efter den anden, for at alle kan blive belærte og alle blive formanede . . . thi Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.« (v. 30, 31 og 33).

I vers 32 fremfører apostelen et særdeles vigtigt princip: »Profeters ånder er jo profeter lydige.« Helligånden fører os ikke ind i hæmningsløs og uforståelig overdrivelse, men Han lægger sine meddelelser hen til vor helligede dømmekraft, da det gælder hele menighedens orden og opbyggelse. Det er ondskabens ånd, som driver os til udskejelser, som bringer skam og foragt over Guds navn og over Hans gerning.

Hvor må vi dog takke for disse vise og hellige råd og anvisninger! Lad os være villige til at give agt på dem og efterfølge dem.

7. Kærlighedens forrang. Over alle nådegaver og tjenester står kærligheden. Kærligheden bruger ikke sine evner og gerninger til at ophøje sig selv, men til at herliggøre Gud og til velsignelse for mennesker. Kærligheden beskrives ikke alene som et mål, men som et middel, idet apostelen siger: ».. Og jeg vil nu vise jer en endnu ypperligere vej.« 1Kor. 12:31 b.

Det er på denne vej, at Åndens største gaver fås, thi Gud vil kun betro os sine helligste tjenester og herligste åbenbaringer, når Han ser, at vi vil bruge dem i kærlighedens ånd og til hjælp for menneskesjæle, som er så dyrebare for Ham.

Til slut: lad os ikke frygte for eller ringeagte nogen af Helligåndens gaver eller åbenbaringer, lige meget hvor forunderlige de end er. Lad os derimod være forberedte på og forvente, at Gud i disse sidste tider vil åbenbare sig for sit folk med mange tegn og på forunderlig måde. Vi må dog ikke vige tilbage for at bedømme ånderne, men give os god tid til at få klarhed over, om sagen er fra Gud, præget af Hans velbehag og underlagt Ham.

Vi må særligt lægge mærke til, om bevægelser, som ellers er gode, bliver blandet med ondt på grund af manglende visdom og forsigtighed hos lederne. Vi skal derfor ikke være bange for at udvise årvågenhed eller udøve åndelig kontrol ved religiøse sammenkomster, idet vi fremfor alt drager omsorg for, at disse overnaturlige og forunderlige Åndens åbenbaringer ikke bliver ledet af urene og letsindige mennesker med tvivlsomme karakterer og liden åndelig sans.

Vi må heller ikke forveksle Helligåndens gaver med Åndens frugt, idet disse gaver som tidligere nævnt er helt forskellige fra Helligåndens frelsende og helliggørende virkninger.

Det er ubibelsk at sige, at tungetalen er det eneste rigtige bevis på at være døbt med Helligånden. Siger man det, sætter man gaverne over Giveren og over kærligheden, som er en Åndens frugt, der står over alle disse gaver, og denne kærlighed vil sikkert bevare os fra at dømme hverandre.

Lad mig sige det igen: vi må tragte efter enhver nådegave, men særligt efter dem, som er nyttige og brugbare i Åndens tjeneste.

Lad os tage afstand fra al uorden og overdrivelse, selv om vi bliver kritiserede derfor og udråbte som dem, der vil hindre og kvæle Ånden. Helligånden har selv givet os disse guddommelige vink og råd som en hjælp til at undersøge og bedømme. Vi er Ham derfor lydige, når vi kærligt, men bestemt holder på, at Guds børns forsamlinger skal være præget af ro og orden, og at vi skal tage hensyn til hverandre. Fremfor alt skal vore forsamlinger være præget af kærlighedens Ånd til hjælp og nytte for mennesker.

Lad os derfor bede om kærlighed og pleje kærligheden. Lad os modtage den Herre Jesus selv, som vil virke kærlighed i os, så vort dybeste begær bliver: Giv mig et hjerte som Dit eget!

A. B. Simpson

NÅDEGAVERNELad os ikke frygte for eller ringeagte nogen af Helligåndens gaver eller åbenbaringer, lige meget hvor…

Opslået af Skriften på 5. marts 2018

Lignende indlæg:

  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]
  • Messiashåbet hos kristne og jøder Til de store berøringspunkter, som forbinder den kristne tro med den jødiske, hører ikke kun bekendelsen til den gamle pagts ene Gud, men også håbet om Messias' komme. Og netop disse […]
  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Pottemageren Emnet for denne bibel undervisningen ud fra teksten i Jeremias kapitel 18:1-12 er: Pottemageren og det arbejde pottemageren udfører ved sin drejeskive. Fra selve teksten er det åbenlys […]
The following two tabs change content below.

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development