I vor tid begynder man at til­rettelægge sit otium, når man nærmer sig de tres år. Det, finder de fleste, er rimeligt; tænk dog, hvor jeg har knok­let hele livet, nu skal andre have lov at komme til. Den tanke er god og smuk, – men er den rigtig?

Teksten

Da Moses var færdig med at tale disse Ord til hele Israel, sagde han til dem: “Jeg er nu 120 År gammel og kan ikke mere færdes som før; og HERREN har sagt til mig: Du skal ikke komme over Jordan der! Men HERREN din Gud vil selv drage over i Spidsen for dig, han vil udrydde disse Folkeslag for dig, så du kan tage deres Land i Besiddelse. Og Josua skal drage over i Spidsen for dig, som HERREN har sagt. Og HERREN skal handle med dem, som han handlede med Amoriterkongerne Sibon Og, og med deres Land, som han ødelagde; og HERREN skal give dem i eders Magt, og I skal handle med dem i Overensstemmelse med alle de Bud, jeg gav eder. Vær frimodige og stærke, frygt ikke og forfærdes ikke for dem; thi HERREN din Gud vil selv drage med dig; han vil ikke slippe og ikke forlade dig!” Derpå lod Moses Josua kalde og sagde til ham i hele Israels Nærværelse: “Vær frimodig og stærk; thi du skal føre dette folk ind i det Land, HERREN svor at ville give deres Fædre, og give dem det i Eje. HERREN selv vil gå foran dig, han vil være med dig og ikke slippe eller forlade dig; frygt derfor ikke og vær ikke bange!” (5Mose 31:1-8)

Rimeligt eller urimeligt?

I vor tid begynder man at til­rettelægge sit otium, når man nærmer sig de tres år. Det, finder de fleste, er rimeligt; tænk dog, hvor jeg har knok­let hele livet, nu skal andre have lov at komme til.

Den tanke er god og smuk, – men er den rigtig? Gud har skabt os og sat os til at virke på jorden, og det, Han har kaldet os til, har Han også udrustet os til. Sådan er Gud nemlig. Moses er et vældigt eksempel på, at Guds kald og Guds ud­rustning følges ad.

Vi er efterhånden blevet så vant til at kræve det, vi mener er voret ret, det, vi synes, der er rimeligt. Men hvem er vi, at vi kræver? Gud har givet os det, vi har. Vi skal ikke følge med i det kor, der råber på de­res ret, men være optaget af at tjene.

Den af Gud indsatte øvrig­hed har givet os love og for­skrifter, men undertiden tilsi­desætter de Guds bud, og hvor det sker, skal vi først ad­lyde Guds bud.

Gud slipper ikke folket

Det er vidunderligt at høre Gud gentage sit løfte. Selv om vi har hørt det meget ofte, så trænger vi til at få det gentaget, løftet om, at Gud vil føre folket ind i landet. For folket var det en temmelig uoverskuelig opgave. Landet var dej­ligt, rigeligt med alt, hvad de behøvede, men hvad med dis­se store mennesker? Vantroen plagede folket.

Selv om de gang på gang i de 40 år havde set Guds ind­griben, tvivlede de. Det er ik­ke enestående for et folk. Alle mennesker har til alle tider tvivlet på Gud og Hans magt til at føre sin vilje igennem.

Gud slipper ikke. Er vi utro, forbliver Han tro. Gud kan du altid regne med. Kan Han også regne med dig?

Vær frimodig Israel

I Rom. 8:31 spørger Paulus om, hvem der kan være imod den, som Gud er for. Paulus mener, at det kan ingen. Og Paulus vidner om det. Det vidnesbyrd kunne også blive Israels. Mere end noget andet folk har Israel oplevet, at Gud bevarede det og førte det frem til opfyldte forjættelser.

I stedet for at vidne om Guds store gerninger og lov­prise Gud, jamrede det vantro og ulydige folk videre. At Gud med sine mange indgreb ville vise sin storhed, magt og vælde, synes vi nok, er klart. Det skulle opmuntre folket og give det ny frimodighed, men ofte sejrede vantroen. Kender du det?

Vi er døbt til at være Hans, men alligevel kender vi til at miste frimodigheden. Det er svært altid at bevare den. Tit er det, fordi du ser på dig selv og alt det i dit liv, som, du synes, er galt. Du kan måske glæde dig over det, Gud gør for andre, men når det gælder dig selv, så ser du kun uduelighed, mørke og elendighed.

Hør her, Gud by­der dig og Israel, ja enhver: »Frygt ikke og forfærdes ikke, jeg vil ikke slippe dig eller for­lade dig«. Det er Guds løfte til dig. Det gælder dig, hvem du så end er. – Alle mine mange synder – javel, Gud ved om dem alle, men for Jesu Kristi skyld tilgiver Han alt, når du beder Ham om det.

Vær frimodig – Josua

Hvilken opgave at give en mand, der nok havde levet en del i skyggen af Moses, tænker vi. Gud ved også om det, men for Ham gælder det ikke. Gud taler ved Moses og siger til Jo­sua: Vær frimodig og stærk. Josua bliver mindet om, at Gud har »svoret«, at folket skulle komme ind i landet, – så er det altså bare fremad. Til­bage er der mennesket Josua med vantro og frygt, som vi al­le kender den. Men Josua gik i tro på, at Gud står ved sit Ord og sine løfter.

Moses og Josua gik til opga­ven.; tvivl og vantro kendte de så godt som nogen, men de gik i tro. Guds Ords løfter er de samme i dag som dengang. I dag lyder det til os fra Heb 13:5b: »Jeg vil aldrig slippe el­ler forlade dig.«

Kilde: IMT

Bjarne Lindgren Christensen

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Bjarne Lindgren Christensen

Missionær af IM Region Midt

Bjarne er en god gammeldags vækkelsesprædikant med en prisværdigt og barnlige tillid til hvert et ord i skriften. Bjarne prædiker klart om synden og det afgrundsdybe skel, synden har skabt mellem mennesket og Gud. Han har mod til at stille dig spørgsmålet: Hvor kommer dine elskede hen hvis de går i dine fodspor? Bjarne kalder til omvendelse fra synd og døde gerninger og til en levende tro på den Almægtige Hellige Gud gennem Herren Jesus Kristi død på korset for vores synders skyld.

Nyeste indlæg af Bjarne Lindgren Christensen (se alle)

• 120 år – men ingen efterløn - 7. januar 2016
• Min skyld ramte Jesus - 2. oktober 2014
• Øs af kilden - 23. juli 2014
• Hvor er du? - 20. maj 2014
• Levende vand - 2. april 2014