Katolikker verden over har de seneste årtier klaget over, at det er for vanskeligt at gøre et ægteskab ugyldigt. Spørgsmålet, som deler kirkens biskopper, er til debat på et møde i Vatikanet i næste måned. Pave Frans kridter nu banen op til den helt store kamp om den katolske kirkes syn på ægteskab og skilsmisse.
Forud for et bispemøde i Vatikanet i næste måned har det katolske overhovedet besluttet, at det skal være nemmere for katolikker at annullere et ægteskab. Det skriver National Catholic Reporter.
Ifølge katolsk lære kan man ikke opløse et ægteskab, og bliver man som katolik skilt i juridisk forstand, kan man derfor ikke længere modtage nadver. Man kan derimod annullere et ægteskab. Det er imidlertid ikke nogen enkel proces, og efter årtier med klager fra katolske par, som ikke længere ønsker at leve sammen, har det katolske overhoved nu valgt at tage konsekvensen.
Pave Frans har nedsat en kommission bestående af teologer og juridiske eksperter i katolsk ret, som skal komme med forslag til ”at forenkle og strømline processen, men bibeholde princippet om ægteskabets uopløselighed”.
“Det, at fraskilte katolikker bliver udelukket fra sakramenterne og ikke kan deltage i nadveren eller gå til skrifte, er noget, der skaber en tristhed rundt omkring i sognene. Mange synes, at det er forkert, at kirken markerer den forskel, og mange steder overholdes det heller ikke.” fortæller Jakob Egeris Thorsen ph.d. ved Aarhus Universitet, som beskæftiger sig med katolicisme og selv er katolik.
Forud for bispemødet har den katolske kirke verden over spurgt katolikker om deres syn på spørgsmål som ægteskab og skilsmisse. Ved at gennemføre denne høring har paven tilkendegivet, at grundlaget for diskussionen ikke bare er teologi og katolsk ret, men også almindelige katolikkers udsagn og oplevelser, vurderer Jakob Egeris Thorsen.
Pave Frans har allerede antydet, at han er åben for forandringer på området, og tidligere på måneden demonstrerede han sin åbenhed ved at vie 20 par i Peterskirken, hvoraf nogle allerede levede sammen og havde fået børn.
“Jeg tror ikke, kirken er klar til at acceptere gengiftning. Men annullering af et ægteskab kunne godt blive nemmere og mindre afhængigt af folks ressourcer. Man kan nemlig se, at det er i de rige, vesteuropæiske lande, at ægteskaberne annulleres, mens man i den tredje verden ikke har overskud til at gå i klinch med de kirkelige domstole. Konsekvensen i den tredje verden er, at katolikker måske bare går fra hinanden og glider væk fra kirken.”
Kilde: kristeligt-dagblad
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
Post your comments