Billig nåde er vor kirkes dødsfjende. Vor kamp i dag gælder den dyre nåde. Billig nåde betyder nåde som udsalgsvare, tilgivelse, trøst og sakramente til spotpris; nåde som kirkens uudtømmelige forrådskammer, hvorfra der øses ud med letfærdig hånd, tankeløst og grænseløst; nåde uden pris, uden omkostninger. Det skal jo netop være nådens væsen, at regningen på forhånd er betalt for alle tider, og at alting derfor er gratis. Uendelig stor er den sum, der er betalt, uendelig stor er derfor også muligheden for at bruge løs, ja at ødsle. Hvad ville også nåden være, om den ikke var billig nåde?

Billig nåde — det er nåde som lære, som princip, som system; det er syndernes forladelse som en almen sandhed, det er Guds kærlighed som den kristelige forestilling om Gud. Den, der siger Ja til dette, har allerede fået tilgivelse for sine synder. En kirke, der hylder denne nådelære, er allerede gennem sin lære delagtig i nåden. I denne kirke finder verden billig dækning for synder, som den ikke angrer og egentlig slet ikke ønsker at komme fri af. Billig nåde er derfor fornægtelse af Guds levende ord, fornægtelse af Guds ords menneskevordelse.

Billig nåde betyder retfærdiggørelse af synden, ikke af synderen. Fordi alt er af nåde alene, kan alt blive ved det gamle. »Al vor gerning er omsonst.« Verden forbliver verden, og vi forbliver syndere, også i vore bedste øjeblikke. Den kristne må altså leve som verden, skikke sig lige med verden i alle ting og ikke formaste sig til det kætterske sværmeri at føre et andet liv under nåden end under synden! Han må vogte sig vel for at være modstander af nåden, for at krænke denne store, billige nåde og oprette en ny bogstavens tjeneste ved et forsøg på at leve i lydighed under Jesu Kristi bud. Verden er retfærdiggjort ved nåden, derfor — på grund af alvoren i denne nåde! for ikke at modarbejde denne uerstattelige nåde! — lever den kristne som den øvrige verden. Sandelig, han udrettede hellere end gerne noget usædvanligt, og det er uden tvivl den tungeste forsagelse for ham at afholde sig fra det, at være nødt til at leve verdsligt. Men han må udholde denne forsagelse. Han må øve sig i den selvfornægtelse, det er, ikke at adskille sig fra verden ved sin livsførelse. Han må i den grad lade nåden være virkelig nåde, at han ikke spolerer verdens tro på denne billige nåde. Men den kristne kan være fortrøstningsfuld og sikker (securus) i sin verdslighed, i denne nødvendige forsagelse, som han udholder for verdens — nej, for nådens — skyld!, thi han ejer selv denne nåde, som ordner det hele. Altså, den kristne følger ikke Jesus, men han trøster sig med nåden! Det er billig nåde som retfærdiggørelse af synden, ikke som retfærdiggørelse af den bodfærdige synder, der omvender sig fra sin synd, ikke den tilgivelse for synd, som skiller fra synd. Billig nåde er den nåde, vi har — med os selv.

Billig nåde er at forkynde tilgivelse uden bod. Billig nåde er dåb uden kirketugt, nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål. Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåde uden den levende, menneskevordne Jesus Kristus.

Den dyre nåde er den skjulte skat i marken, for hvis skyld et menneske med glæde går hen og sælger alt, hvad han har; den er den kostbareste perle, som får købmanden til at afhænde hele sin ejendom for at kunne betale prisen; den er Kristi kongeherredømme, for hvis skyld et menneske river det øje ud, der forarger ham; den er Jesu Kristi kald, som får disciplen til at forlade sine garn og følge ham.

Den dyre nåde er evangeliet, der stadig påny må søges, gaven, der må bedes om, døren, der må bankes på. Dyr er den, fordi den kalder til efterfølgelse, nåde er den, fordi den kalder til Jesu Kristi efterfølgelse; dyr er den, fordi den koster mennesket livet, nåde er den, fordi den derved skænker ham livet; dyr er den, fordi den fordømmer synden, nåde er den, fordi den retfærdiggør synderen. Dyr er nåden fremfor alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans Søns liv — »I blev købt dyrt« —, og fordi det, som har været dyrt for Gud, ikke kan være billigt for os. Nåde er den fremfor alt, fordi Gud ikke anså sin Søn for at være for stor en pris for vort liv, men gav ham hen for os. Den dyre nåde er Guds menneskevordelse.

Den dyre nåde er nåden som Guds hellige gave, der må beskyttes mod verden og ikke bør kastes for hundene. Det er nåden som et levende ord, Guds ord, som han selv taler, sådan som det behager ham. Det rammer os som et nådigt kald ind i Jesu efterfølgelse, det kommer som et tilgivende ord til det ængstede sind og det sønderknuste hjerte. Dyr er nåden, fordi den tvinger menneskene ind under Jesu Kristi efterfølgelses åg. Nåde er det, at Jesus siger: »Mit åg er gavnligt, og min byrde er let.«

To gange fik Peter kaldet: »Følg mig!« Det var Jesu første og sidste ord til sin discipel (Mark. 1, 17; Joh. 21, 22). Hele hans liv ligger mellem disse to kald. Første gang forlod Peter som svar på Jesu kald ved Genesareth sø sine garn og sit arbejde og fulgte Jesus på hans ord. Sidste gang møder den opstandne ham igen på hans gamle arbejdsplads ved Genesareth sø, og endnu engang hedder det: Følg mig! Mellem disse to kald ligger et helt discipel-liv i Kristi efterfølgelse, og i midten står bekendelsen til

Jesus som Guds Kristus. Tre gange, ved begyndelsen, ved afslutningen og i Kæsarea Filippi — får Peter det ene og samme forkyndt, nemlig at Kristus er hans Herre og hans Gud. Det er den samme Kristi nåde, som kalder ham: Følg mig! og som åbenbarer sig for ham i hans bekendelse til Guds Søn.

Tre gange blev Peter standset på sin vej af nåden. Tre gange blev én og samme nåde forkyndt ham i forskellig form. Den var Kristi egen nåde og afgjort ikke en nåde, som disciplen tilsagde sig selv. Det var den samme Kristi nåde, som tvang diciplen til at forlade alt for efterfølgelsens skyld, som skabte i ham den bekendelse, der måtte forekomme hele verden en bespottelse, og som kaldte den utro Peter ind i martyriets endelige fællesskab og dermed tilgav ham alle hans synder. Nåde og efterfølgelse er uadskilleligt forbundet i Peters liv. Han modtog den dyre nåde.

Med kristendommens udbredelse og kirkens tiltagende verdsliggørelse gik erkendelsen af den dyre nåde efterhånden tabt. Verden blev kristianiseret og nåden blev en kristelig verdens fælleseje. Den var billig at få. Dog bevarede den romerske kirke en rest af den første erkendelse. Det var af afgørende betydning, at munkevæsenet ikke skilte sig ud fra kirken, og at kirken havde visdom nok til at tåle munkevæsenet. Her, i kirkens yderkant, var der et sted, hvor den erkendelse holdtes vågen, at nåden er dyr, at nåden indebærer efterfølgelse. Mennesker forlod alt for Kristi skyld og forsøgte ved daglig øvelse at følge Jesu strenge bud. På den måde blev munkelivet en levende protest mod kristendommens verdsliggørelse, mod nådens billiggørelse.

Men ved at tåle protesten uden at lade det komme til et afgørende brud, relativiserede kirken den, ja skaffede sig oven i købet ved dens hjælp en retfærdiggørelse af sit eget verdsliggjorte liv. Nu gjorde man nemlig munkelivet til enkelte menneskers særlige præstation, som kirkefolkets brede masser ikke kunne være forpligtet til at yde. Denne skæbnesvangre begrænsning af Jesu bud til kun at gælde en bestemt gruppe særligt kvalificerede mennesker førte til, at man skelnede mellem et maksimum og et minimum i kristen lydighed. På den måde lykkedes det at afvise ethvert angreb på kirkens verdsliggørelse ved at henvise til munkevejen som en mulighed indenfor kirken, ved siden af hvilken den lettere vej heltud var retfærdiggjort som en anden mulighed. Den henvisning til den urkristne forståelse af den dyre nåde, som lå i, at munkevæsenet opretholdtes indenfor romerkirker, måtte altså paradoksalt nok tjene til forsvar for kirkens verdsliggørelse. Når alt kommer til alt bestod munkeinstitutionens afgørende fejl ikke i, at den — med sin iboende misforståelse af Jesu vilje — gik nådens vej i streng efterfølgelse. Men den fjernede sig væsentligt fra det kristne ved at lade denne vej være en fri særydelse for nogle få, og ved at lade dem, der gik vejen, have krav på særlig fortjeneste.

Da Gud i reformationen ved sin tjener Martin Luther vakte evangeliet om den rene. dyre nåde til live igen, førte han Luther gennem klosteret. Luther var munk. Han havde forladt alt og ville følge Kristus i fuldkommen lydighed. Han forsagede verden og tog fat på at blive en kristen. Han lærte lydighed mod Kristus og hans kirke, fordi han vidste, at kun den lydige kan tro. Kaldet til at gå i kloster kostede Luther hans livs fulde indsats. Men både han selv og den vej, han havde valgt, gik i stykker på Gud selv. Gud viste ham gennem skriften, at Jesu efterfølgelse ikke er nogle få menneskers fortjenstfulde særydelse, men et guddommeligt bud til alle kristne. Efterfølgelsens ydmyge handling var i munkevæsenet blevet til helgeners fortjenstfulde gerning. Efterfølgerens selvfornægtelse viste sig at være den frommes yderst åndelige selvhævdelse. Dermed var verden trængt ind i munkelivets centrum og udfoldede sig der på allerfarligste måde. Munkens verdensflugt var gennemskuet som den mest raffinerede form for kærlighed til verden. Da denne sidste mulighed for et fromt liv led skibbrud, greb Luther nåden. Da hans munkeverden brød sammen, så han Guds frelsende hånd udrakt i Kristus. Han greb den i troen på, at »al vor gerning er omsonst, selv i det bedste liv«.

Det var en dyr nåde, han erfarede. Den sønderbrød hele hans eksistens. Endnu engang måtte han forlade sine garn og følge Jesus. Første gang — dengang han gik i kloster — havde han ladt alting bag sig, kun ikke sig selv, sit fromme Jeg. Nu blev også dette frataget ham. Han fulgte ikke af egen fortjeneste, men af Guds nåde. Der blev ikke sagt til ham: Ganske vist har du syndet, men det er nu tilgivet altrammen, bliv bare, hvor du er, og trøst dig med tilgivelsen! Nej, Luther måtte forlade klosteret og ud i verden igen, ikke fordi verden i sig selv er god og hellig, men fordi heller ikke klosteret var andet end verden.

Luthers vej ud af klosteret og tilbage til verden er det skarpeste angreb, der er blevet rettet mod verden siden urkristendommens dage. Det Nej til verden, som munken havde givet ved at gå i kloster, var barneleg mod det Nej, verden skulle erfare gennem ham, der nu vendte tilbage til den. Nu kom angrebet frontalt. Jesu efterfølgelse skulle leves midt i verden. Det, der hidtil var blevet udøvet som en særlig præstation under et klosterlivs lette forhold, blev nu det nødvendige og påbudte for enhver kristen i verden. Den fuldkomne lydighed mod Jesu bud skulle vises i dagliglivets arbejde. Dermed uddybedes konflikten mellem livet som kristen og livet i verden ganske uoverskueligt. Den kristne var rykket verden ind på livet. Det var nærkamp.

Man gør sig skyldig i den mest skæbnesvangre misforståelse af Luthers handling, hvis man mener, at han med opdagelsen af den rene nådes evangelium har fundet og proklameret dispensation fra lydigheden mod Jesu bud i denne verden; at verden med andre ord ved denne reformatoriske opdagelse skulle være blevet erklæret hellig og retfærdig ved hjælp af den tilgivende nåde. For Luther bliver den kristne jordiske kaldsgerning tværtimod kun retfærdiggjort ved, at protesten mod verden fremføres med den største skarphed i denne kaldsgerning. Kun forsåvidt den kristnes jordiske kaldsgerning udøves i Jesu efterfølgelse har den sin berettigelse fra evangeliet. Årsagen til Luthers tilbagevenden fra klosteret var nemlig ikke den, at synden var blevet retfærdiggjort, men at synderen var blevet retfærdiggjort.

Den dyre nåde var blevet Luther til del. Nåde var den, fordi den kom som regn på tørstigt land, som trøst for angst, som befrielse fra den selvvalgte vejs slaveri, som tilgivelse for alle synder. Dyr var nåden, fordi den ikke fritog for handling, men skærpede kaldet til efterfølgelse uendeligt. Men det var netop dette, der gjorde den dyr: at den var nåde. Og netop deri bestod nåden: at den var dyr. Det var det reformatoriske evangeliums hemmelighed, hemmeligheden ved retfærdiggørelsen af synderen.

Og alligevel blev det ikke Luthers erkendelse af den rene, dyre nåde, der sejrede i reformationens historie, men derimod menneskets årvågne, religiøse instinkt for, hvor nåden er allerbilligst at få. Der behøvedes kun en ganske let, næsten umærkelig forskydning af akcenten — og det hele var fordærvet. Luther havde erfaret, at mennesket end ikke med det frommeste levnedsløb kan bestå for Gud, fordi mennesket i grunden altid søger sig selv. I denne nød havde han i tro grebet nåden, den frie og betingelsesløse tilgivelse for alle synder. Luther vidste, at denne nåde havde kostet ham livet, og at den fremdeles ville koste ham livet hver dag, thi han var jo ikke ved nåden blevet fritaget for efterfølgelsen, men først nu for alvor kastet ind i den. Når Luther talte om nåden, medregnede han altid sit eget liv, som først gennem nåden var blevet stillet ind under den fulde lydighed mod Kristus. Han kunne slet ikke tale anderledes end netop sådan om nåden.

Luther havde sagt: Det er nåden alene, der gør det. Og hans elever gentog det ordret, men med den ene forskel, at de meget snart undlod at medregne eller sige det, som Luther altid havde regnet med som en selvfølge, nemlig efterfølgelsen. En så afgjort selvfølge, at han ikke mere behøvede at sige det, fordi han altid selv talte som en, der af nåden var blevet ført ind i den strengeste efterfølgelse af Jesus. Elevernes lære var altså — hvad ordvalget angår — ikke til at skelne fra Luthers, og dog bevirkede denne lære, at reformationens åbenbaring af Guds dyre nåde på jorden blev tilintetgjort. Retfærdiggørelse af synderen i verden blev til retfærdiggørelse af synden og verden. Den dyre nåde blev til billig nåde uden efterfølgelse.

Når Luther sagde, at al vor gerning er omsonst, selv i det bedste liv, og at intet andet derfor gælder hos Gud end nåde og syndernes forladelse, så sagde han det som en, der lige til det øjeblik og i selvsamme øjeblik vidste sig kaldet påny ind i Jesu efterfølgelse, kaldet til at forlade alt, hvad han havde.

At erkende nåden betød for ham et yderst radikalt brud med synden i hans liv, aldrig retfærdiggørelse af synden. Og at gribe om tilgivelsen var ensbetydende med et yderst radikalt nej til det selvrådige liv. At erkende nåden indebar derfor dybest set et alvorligt kald til efterfølgelse.

Denne erkendelse af nåden var for ham til enhver tid »resultat«, omend et guddommeligt og ikke et menneskeligt resultat. Men dette resultat blev af hans elever gjort til den principielle forudsætning i en kalkulation. Deri lå hele ulykken. Dersom nåde er kristenlivets »resultat« og skænket af Kristus selv, så er dette liv intet øjeblik fritaget for efterfølgelsen. Men dersom nåde er den principielle forudsætning for mit kristenliv, så har jeg dermed på forhånd retfærdiggørelse af de synder, som jeg gør, når jeg lever i verden. Jeg kan nu synde på denne nåde, verden er jo i princippet retfærdiggjort gennem nåde. Jeg forbliver derfor i min borgerlig-verdslige eksistens som hidtil, alt bliver ved det gamle, og jeg kan trygt stole på, at Guds nåde dækker mig. Hele verden er under denne nåde blevet »kristelig«, men kristendommen er under denne nåde blevet verdslig som aldrig før. Konflikten mellem kristeligt og borgerligt-verdsligt kaldsliv er ophævet. Det kristelige liv består deri, at jeg lever i verden og som verden, at jeg ikke adskiller mig fra den i noget-somhelst, ja, at jeg — for nådens skyld! — slet ikke har lov til at adskille mig fra den. Men til faste tider går jeg ud fra verdens område og ind på kirkens område, for der at lade mig forvisse om mine synders forladelse. Jesu efterfølgelse er jeg befriet for — ved den billige nåde, som må være efterfølgelsens bitterste fjende og må hade og håne den. Nåde som forudsætning er den billigste nåde; nåde som resultat er den dyre nåde. Det er forfærdende at erkende betydningen af den måde på hvilken en evangelisk sandhed bliver udtalt og brugt. Det er det samme ord om retfærdiggørelse af nåde alene; og dog fører den falske brug af den selvsamme sætning til fuldkommen ødelæggelse af dens væsen.

Når Faust efter et livslangt arbejde i erkendelsens tjeneste til sidst siger: »Jeg ser, at vi intet kan vide,« så er det et resultat, og dermed noget helt andet end hvis en student i første semester sagde det samme for dermed at retfærdiggøre sin dovenskab (Kierkegaard). Som resultat er sætningen sand, som forudsætning er den selvbedrag. Det betyder, at en erkendelse ikke kan skilles fra den eksistens, i hvilken den er vundet. Kun den, der befinder sig i Jesu efterfølgelse og har givet afkald på alt, hvad han havde, har lov til at sige, at han bliver retfærdig af nåde alene. Han erkender selve kaldet til efterfølgelse som nåde, og nåden som dette kald. Men den, som ved hjælp af denne nåde vil fritage sig selv for efterfølgelsen, han bedrager sig selv.

Men kom ikke Luther selv i den farligste nærhed af denne fuldstændige forvrængning af nåden? Hvad betyder det, når Luther kan sige: »Pecca fortiter, sed fortius fide et gaude in Christo« — »Synd tappert, men tro og glæd dig desto tappere i Kristus!«.¹⁾ Altså, du er nu engang en synder og kommer alligevel aldrig ud af synden; om du er munk eller du lever i verdslig stand, om du vil være from eller ond, du undgår ikke verdens fangegarn, du vil fremdeles synde. Så synd da tappert løs — og det på den tilsagte nåde! Er det ikke en utilsløret proklamation af den billige nåde, fribrev for synden, ophævelse af efterfølgelsen? Er det ikke en forargelig opfordring til forsætligt at synde på nåden? Findes der en mere djævelsk forhånelse af nåden end at synde på den nåde, Gud har skænket? Har den katolske katekismus ikke ret, når den heri erkender synden mod Helligånden?

Til forståelse af dette kommer det helt og holdent an på, om vi formår at skelne mellem resultat og forudsætning. Hvis Luthers sætning gøres til forudsætning for en nådeteologi, er det en hyldest til den billige nåde. Men Luthers sætning skal netop ikke opfattes som det, man begynder med, men helt og holdent som afslutningen, som resultat, som slutsten, som det allersidste ord. Forstået som forudsætning bliver pecca fortiter til et etisk princip; til et nåde-princip hører jo også et pecca fortiter-princip. Det er retfærdiggørelse af synden. Derved bliver Luthers sætning forvrænget til sin modsætning.

»Synd tappert« — det kunne for Luther kun blive den allersidste oplysning, et trøstens ord til den, der på efterfølgelsens vej erkender, at han ikke kan blive syndfri og i frygt for synden fortvivler på Guds nåde. For ham er dette »synd tappert« ikke en principiel stadfæstelse af hans ulydige liv, men det er evangeliet om den Guds nåde, som altid og overalt afslører os som syndere, som netop

Bekend dig tappert til dine synder, forsøg ikke at flygte fra dem, men »tro desto taprere«. Du er en synder, så vær da også en synder og prøv ikke på at være noget andet end hvad du er, ja, bliv hver dag påny en synder og vær tapper i det. Men sådan kan der kun tales til den, der daglig af hjertet forsager synden og alt, hvad der hindrer ham i Jesu efterfølgelse, og alligevel må fortvivle over sin daglige utroskab og synd. Hvem kan høre det uden fare for sin tro? Kun den, der gennem en sådan trøst hører kaldet påny ind i Kristi efterfølgelse. Således bliver Luthers sætning, forstået som resultat, et udtryk for den dyre nåde, som alene er nåde.

Nåde som princip, pecca fortiter som princip, billig nåde, er, når alt kommer til alt, kun en ny lov, som ikke hjælper og ikke befrier. Nåde som det levende ord, pecca fortiter som trøst i anfægtelse og kald til efterfølgelse, kort sagt: den dyre nåde, denne alene er ren nåde, som virkelig tilgiver synd og befrier synderen.

Som gribbe har vi samlet os om det ådsel, der hedder den billige nåde, derfra stammer giften, der dræbte Jesu efterfølgelse iblandt os. Læren om den rene nåde blev udsat for en guddommeliggørelse uden lige, den rene lære om nåden blev til eet med Gud selv, med nåden selv. Overalt finder vi Luthers ord og dog forvrænget fra sandhed til selvbedrag. Hvis blot vor kirke hylder læren om retfærdiggørelsen, så er det en retfærdiggjort kirke! Sådan hed det. Den rette arv fra Luther skulle kendes på, at man gjorde nåden så billig som muligt. At være luthersk betød, at man overlod Jesu efterfølgelse til lovtrælle, reformerte eller sværmere, alt sammen for nådens skyld; at man retfærdiggjorde verden og beskyldte de kristne i efterfølgelsen for kætteri. Et helt folk var blevet kristent, var blevet luthersk, men på efterfølgelsens bekostning — til en alt for billig pris. Den billige nåde havde sejret.

Men er vi også klar over, at denne billige nåde i højeste grad har været ubarmhjertig imod os? Er den pris, vi i dag må betale med de organiserede kirkers sammenbrud andet end en nødvendig følge af den for billigt erhvervede nåde? Man gav forkyndelsen og sakramenterne billigt, man døbte, man konfirmerede, man tilsagde et helt folk syndernes forladelse, uspurgt og betingelsesløst. Man gav af menneskelig kærlighed det hellige til spottere og vantro, man udøste strømme af nåde uden ende, men kaldet til streng efterfølgelse af Kristus hørtes sjældnere. Hvor var indsigten fra den gamle kirke, som gen-nem dåbsundervisningen trofast vågede over grænsen mellem kirken og verden, over den dyre nåde? Hvor var Luthers advarsler mod en evangelieforkyndelse, som gjorde menneskene sikre i deres gudløse liv? Hvornår blev verden kristnet på mere grufuld og usalig måde end her? Hvad er de 3000 saksere, hvis legemer Karl den Store myrdede, i sammenligning med de millioner af myrdede sjæle idag? Hos os er det blevet sandhed, at fædrenes synder hjemsøges på børnene indtil tredje og fjerde led. Den billige nåde var yderst ubarmhjertig mod vor evangeliske kirke.

Men den billige nåde har så sandelig også været ubarmhjertig mod de fleste af os ganske personligt. Den har ikke åbnet os vejen til Kristus, men spærret den. Den har ikke kaldet os til efterfølgelse, men forhærdet os i ulydighed. Var det måske ikke ubarmhjertigt og hårdt, når vi netop der, hvor vi engang hørte kaldet til Jesu efterfølgelse som Kristi nådekald til os og måske også havde vovet efterfølgelsens første skridt, tugtet under lydighed mod buddet, når vi netop der blev overfaldet med ordet om den billige nåde? Kunne vi opfatte det som andet end et ord, der ville standse os på vejen og kalde os til en højst verdslig nøgternhed, et ord, der kvalte al glæde og lyst i os til efterfølgelse ved at pege på, at det hele var vor selvvalgte vej, et spild af kraft og anstrengelse, som er helt unødvendig, ja, højst farlig? Thi alt er jo på forhånd fuldbragt og ordnet ved nåden! Den rygende tande blev ubarmhjertigt slukket. Det var ubarmhjertigt at tale sådan til et menneske, fordi det billige tilbud forvirrede ham, og fordi han måtte forlade den vej, Kristus kaldte ham ind på, for at få fat på den billige nåde, der for altid skulle hindre hans erkendelse af den dyre nåde. Det kunne jo heller ikke være andet, end at det bedragne og svage menneske pludselig følte sig stærk ved besiddelsen af den billige nåde, og så havde han i virkeligheden mistet kraften til lydighed og efterfølgelse. Ordet om den billige nåde har ødelagt flere kristne end noget påbud om gode gerninger.

Vi vil nu med alt det følgende henvende os til den, hvis store anfægtelse det er, at nådens ord er blevet så forfærdelig tomt. Der må for sandfærdighedens skyld tales til dem iblandt os, der bekender, at de ved den billige nåde mistede Kristi efterfølgelse, og med Kristi efterfølgelse også forståelsen af den dyre nåde. Dette forsøg på atter at forstå nåde og efterfølgelse i deres rette forhold til hinanden må gøres, simpelthen fordi vi ikke vil benægte, at vi befinder os udenfor den rette Kristi efterfølgelse. Vel er vi medlemmer af en rettroende kirke, som hylder den rene lære om nåden, men vi er ikke på samme måde medlemmer af en efterfølgelses-kirke. Derfor må forsøget gøres. Vi har i dag ikke længere lov til at vige udenom. Stadig klarere koncentrerer vor kirkes nød sig i det ene spørgsmål, hvordan vi i dag kan leve som kristne.

Lykkelig den, der allerede står ved enden af den vej, vi vil gå, og i undren begriber det, som i sandhed synes ubegribeligt, nemlig at nåden er dyr, fordi den er ren nåde og fordi den er Guds nåde i Jesus Kristus. Lykkelig den, der i enfoldig efterfølgelse af Jesus Kristus er blevet overvundet af denne nåde, sådan at han med ydmyg ånd må prise Kristi alene-virkende nåde. Lykkelig den, der i erkendelsen al en sådan nåde kan leve i verden uden at fortabe sig i den, og som i Jesu Kristi efterfølgelse er blevet så forvisset om det himmelske fædreland, at han er virkelig frigjort til at leve i denne verden. Lykkelig den, for hvem Jesu Kristi efterfølgelse ikke betyder andet end livet af nåden, og for hvem nåden ikke betyder andet end efterfølgelse. Lykkelig den, der blev kristen i denne betydning af ordet, den, som nådens ord var barmhjertigt imod

Fodnote:

1) Enders III, s. 208, 118 ff. søger os og retfærdiggør os som syndere.

Dietrich Bonhoeffer

Kilde: Efterfølgelse. Lohse 1964. s.23-36