Gud lod Moses se det usynlige tempel i himlen, så han kunne bygge åbenbaringsteltet på ørkenvandringen som en synlig efterligning af det usynlige. Forfatteren af Hebræerbrevet gør det modsatte: Han ser på templet i Jerusalem og viser os derudfra den usynlige sandhed.

I ca. 1500 år levede Israel med en helligdom, der repræsenterede Guds bolig på jorden. Fra Moses rejste Åbenbaringsteltet og frem til romerne i år 70 ødelagde templet i Jerusalem, var der kun en kort periode uden helligdom. I begyndelsen var det Åbenbaringsteltet, som fulgte Israel alle årene i ørkenen.

Åbenbaringsteltet var også helligdom i Israel, indtil kong Salomo fik lov til at bygge et tempel på toppen af Morija bjerget.  I små hundrede år var Israel uden tempel – fra Salomos tempel blev ødelagt, til et nyt blev rejst under Zerubbabel efter hjemkomsten fra Babylon.

Jesus var blot en måned gammel, da han første gang var med Josef og Maria i templet i Jerusalem (Luk 2:22ff). Siden var Jesus der flere gange, blandt andet under de store valfartsfester.

Ny Testamente og templet

Efter den pinsedag, hvor Gud udgød sin Ånd over dem, der troede på Jesus, var det stadig en del af de Jesus-troendes hverdag at færdes i templet (Apg 2:46). Et naturligt spørgsmål kunne godt være: hvorfor var det vigtigt for de første kristne at færdes i templet?

Det Nye Testamente giver os intet svar på dette spørgsmål. Måske fordi det var indlysende for enhver. Her var forkyndelsens baggrund synliggjort.

Hebræerbrevet

Hebræerbrevets forfatter er en af dem, der har levet sit liv med templet i Jerusalem. Hele hans brev er gennemsyret af, at det ikke blot var en del af et livsmønster, men en væsentlig, synliggjort del af Det Gamle Testamentes forkyndelse om, hvor stor Guds frelse ville blive. Det er helt vidunderligt at følge, hvordan forfatteren bruger disse stærke illustrationer til at beskrive den virkelighed, som vi i Jesus har fået del i.

Vi forsøger af og til at illustrere og forstærke vores forkyndelse med drama, billeder, lyd og så videre. I Åbenbaringsteltet og templet har Gud givet os illustrationer så stærke, at vore dramastykker blegner ved siden af.

Da Moses i sin tid fik vejledningen til at indrette åbenbaringsteltet, sagde Gud: I skal lave den nøjagtigt efter det forbillede af boligen og dens udstyr, jeg viser dig (2 Mos 25:9).

Moses fik lov til at se ind i den usynlige verden. Han fik lov til at se, hvad ord ikke kan udtrykke, og vores hjerne ikke fatte. Han fik besked på at skabe en helligdom, der kunne illustrere dette. Det er ikke underligt, at Hebræerbrevets forfatter igen og igen kalder det for en »skygge« (fx Hebr 8:5).

Når jeg læser Hebræerbrevet, oplever jeg, at forfatteren gør kunststykket at gå den modsatte vej. Han tager det fysiske billede, og ved Åndens vejledning fører han os ind i det usynliges hemmelighed.

Ypperstepræsten

I Hebr 4:14ff er Hebræerbrevets forfatter trådt helt ind i helligdommen. Der møder vi ypperstepræsten som den centrale skikkelse. Ypperstepræsten var et menneske, der måtte frembære ofre, også for sig selv. Hebræerbrevets forfatter vil lede os til at se, at vi har en endnu større ypperstepræst. Ham, der er trådt ind i den himmelske helligdom.

Se, hvor stor han er, Jesus, Guds søn! Så stor, at han kan have medfølelse med vore skrøbeligheder. Han kender alle vore fristelser, men han forblev uden synd. Han har båret alle vore lidelser og overvundet dem. Vi vil derfor frimodigt træde ind i templet, og træde frem for nådens trone (Hebr 4:16).

Nådens trone

Nådens trone! Lad blot disse to ord få lov til at summe i dit hoved i dag. Kan du se denne trone for dig? Vi skal ikke først overbevise Gud om, at han skal vise os nåde. På tronen båret af keruberne (Sl 99:1), sidder han, som længes efter at vise nåde.

Ypperstepræsten, som bar brystpladen med de tolv ædelstene, var et vidnesbyrd om, at Gud bærer sin udvalgte ved sit hjerte. Han var i hele sin tjeneste et vidnesbyrd om, at Gud var villig til at tage imod folket.

Den ypperstepræst, Hebræerbrevets forfatter ser, er endnu større. Han bærer vore navne i sine hænder (Es 49:6). Han er ikke blot et vidnesbyrd om Guds nåde. Han er Guds nåde!

To slags præster

I Det Gamle Testamente tales der om to præstedømmer.

For det første: de, der af Gud havde fået betroet opgaven at gøre tjeneste ved Åbenbaringsteltet og senere ved templet i Jerusalem. Præsterne af Levi stamme.

For det andet: taler Det Gamle Testamente også om Melkisedeks præstedømme. Melkisedek var ypperstepræst og konge på Abrahams tid og dermed før det levitiske præstedømme.

Hebræerbrevets forfatter påpeger i kapitel 7, at Levi, gennem Abraham, havde måttet bøje sig for Melkisedek. Derved vidner Melkisedek om, at der ville komme en ny og endnu større præst, nemlig ham, der er præst på Melkisedeks vis.

Inde i templet

Forfatteren tager os nu med ind i det Hellige (Hebr 9:1-10). Inde bag forhænget foran os står arken med sonedækket.

Hvert år på Yom Kippur (forsoningsdagen) gik ypperstepræsten derind. Det var en alvorlig sag, for det var farligt. Ingen dødelig kunne træde ind for Guds ansigt, og det var med livet som indsats, at ypperstepræsten gik ind, selvom det var på Herrens befaling. Derfor måtte ypperstepræsten bære en andens liv med derind, blodet fra offerdyret. Det kostede altså livet at gå derind.

Offerdyret havde givet sit liv. Det gav håb om, at præsten kunne komme ud fra det allerhelligste og bevidne for folket, at Herren havde ladet dem leve og vist folket nåde.

Jesus i templet

Jesus gik ikke ind i det jordiske tempels allerhelligste (Hebr 9:11-14). Han var fra Juda stamme og havde derfor ingen adgang. Men han er, fordi han er præst på Melkisedeks vis, gået ind i den himmelske helligdom.

Ja, endnu større rigdom tegnes for os her, for Kristus var ikke alene ypperstepræst. Han var også offer. Det var ikke en andens blod, en andens liv, han bar ind bag forhænget, men sit eget.

Ved synden er vi blevet Gud skyldige. Vi skylder ham vort liv. En gæld, som vil tage livet fra os. Men nu er en andens liv bragt ind i stedet for os. Ikke noget midlertidigt, som skal gentages år efter år, men et evigt offer, én gang for alle.

År efter år måtte ypperstepræsten gentage turen ind bag forhænget til den Helliges trone. Ja, dag efter dag stod præsterne i templet og bragte de foreskrevne ofre. Et stærkt vidnesbyrd om, at Gud ikke kunne se igennem fingrene med synd og ulydighed. Men nu er en større præst trådt frem! For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet (Hebr 10:14).

Se dog, hvor stor en ypperstepræst vi har!

Kilde: Ordet og Israel januar 2004

Jørgen Bloch

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Skriften

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)

• Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
• Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
• Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
• Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
• Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023