Eskild Særkjær undersøger i denne artikel om Islams Allah er identisk med bibelens Gud eller om han er en afgud.

Efterhånden er der rigtig mange, som er overbevist om, at muslimernes gud, Allah, er den samme som bibelens Gud. Aril Edvardsen siger det fx på denne måde:

“På grund af fordomme og ’religiøs racisme’ har mange kristne udvist stor uvidenhed og endog spot og hån mod muslimer. Jeg har set kristne… ’eksperter’ på Islam …(som) kalder Allah, som er alle araberes Gud … for en månegud og en afgud. Dette er både uvidenhed og spot, for de hedenske araberes månegud hed Hubal, og da Muhammed stod frem, bød han sit folk at vende om fra at tilbede Hubal, og kun tilbede Allah, som var de kristnes og jødernes Gud…”([1]).

Er det sandt, at Allah er identisk med Bibelens Gud? Kan det være rigtigt, at det slet ikke var Allah,, som araberne dyrkede før Muhammed, men derimod Hubal? Nej! Sådanne påstande modbevises af utallige historiske facts, som dokumenterer, at det var Allah, som var den øverste af de hedenske afguder i den arabiske verden, og som nu introduceres for den kristne verden som den sande Gud for også at få dens sympati og tilbedelse. Som når man fornylig kunne se pave Johannes Paul 2 tage koranen i sine hænder og kysse den for at tilkendegive, at han accepterede dens lære og gud ([2]).

Tidlig historie: Lidt om måneguden Sin.

Arkæologer har udgravet og afdækket månegudens templer mange steder i den arabiske verden. Sumerne havde fx efterladt tusinder af lertavler, som beskriver deres religiøse pligter og tilbedelse af måneguden, som blev kaldt med forskellige navne. I Assyrien såvel som Babylonien (inkl. Mekka) blev han kaldt for Sin. Tilbedelsen af denne månegud var den mest udbredte religion i datidens verden og kan spores tilbage til babelstårnet, og overalt optræder han som den øverste af alle guder. I Ur har man fx fundet et guderegister med måneguden Sin med tilnavnet al-Ilah (Allah, se senere) og hans symbol* placeret på toppen af det. Det er sandsynligvis denne månegud, som Abrahams slægt dyrkede i Ur, før han og hans far (som måske også troede på Jahve?) rejste bort fra dette afgudscenter, 1Mose 11:31.

* Månegudens Sins symbol har altid været den tiltagende måne, samme symbol som tyregudens horn, som man fx ser det hos Baal og Zeus, og repr. altid gudens store magt ([3]). Tusinder af udgravninger viser, at dette symbol er nærværende overalt, hvorfor det også flyttede med til Kaba’en, da stedet for ca. 4000 år siden blev et tempel for denne månegud. Og da samme gud mange år senere blev tilbedt af Muhammed og hans efterfølgere, blev dette symbol overtaget af islam som en naturlig konsekvens.

Måneguden Sin er identisk med Allah.

Oprindelig blev måneguden Sin omtalt som Il eller Ilah, men blev næsten kun omtalt som al-Ilah ca. 2500 år før Muhammed, og på næsten samme måde, som når vi siger ’Gud’ om vores Herre (Jahve). Der er dog ingen navnesammenhæng, da al-Ilah altid henviser til måneguden. Flere hundrede år før Muhammed blev al-Ilah forkortet til Allah, og tilbedt som den største, bl.a. også i Ka’baen i Mekka ([4]). Historiske kilder redegør for, at Allah er identisk med Hubal, hvis navn kan føres tilbage til den semitiske frugtbarhedsgud Baal (= Bel og Beliar) ([5]).

Allah, Allat og deres tre døtre

Måneguden var dengang altid ledsaget af en gudinde. Utallige lertavler, potteskår, amuletter, øre- og halskæder, klippevægge mv. bevidner, at dyrkelsen af Allah (Sin) og hans hustru Allat og deres tre døtre, al-Lat (som både var Allahs hustru og datter, er den samme som gudinden Venus, på græsk Athene), al-Uzzah (den almægtige) og Manat (skæbnegudinden), var meget udbredt og blev dyrket som én hellig gudefamilie overalt, også i Mekka ([6]). I den første udgivelse af koranen blev de troende opmuntret til at tilbede disse tre døtre, men disse vers blev senere ændret, fordi Muhammed efter eget udsagn var blevet ’forført af djævelen’ til at få disse vers med i koranen (an-Najm 53:19-22), jfr. Sura 17:73-75, 22:52-53. Den oprindelig tekst er dog stadig tilgængelig, og det var bl.a. den, som sammen med den tidligere dyrkelse af Allahs døtre, gav Salman Rusdie inspiration til at skrive bogen ’De sataniske vers’.

Allah i den præ-islamiske polyteisme

I de arabiske lande dyrkede de hedenske stammer div. guder i stjerner, sol, måne, træer, planter osv. ([7]). I Quraish, som var profeten Muhammeds egen stamme, var det især Allah, som blev tilbedt meget, før Muhammed blev født. Faktisk stammer islams trosbekendelse ’Allah er den største’ fra denne tid. Allah var simpelthen hovedet for Mekkas gudeverden ([8]), og Ka’baen (den muslimske helligdom) i Mekka var kendt som ’Allah’s hus’ i den præ-islamiske polyteisme (flerguderi), og alle måtte årligt valfarte til den sorte sten (meteoritsten) i Kaba’en for at kysse den og for at få tilgivelse for alle deres synder, da man troede, at den kunne optage alle synder i sig, fordi den kom fra himmelen og derfor var guddommelig ([9]). Muhammed overtog fuldstændig denne og andre religiøse pligter fra de tidligere Allah-dyrkere i Mekka, og derfor spiller den sorte sten stadig samme hovedrolle på muslimernes årlige valfarter til Mekka.

Der er mange eksempler på, at de hedenske arabere havde Allah med i de navne, som de gav til deres børn. Eksempelvis hed Muhammeds far Abd Allah (Allah’s tjener ell. tilbeder) og hans onkel Obred Allah ([10]). Men hvordan kunne Muhammeds far have et navn som ’Allahs tjener’, hvis Allah først senere blev åbenbaret for Muhammed? Nogle påstår, at de, som havde Allah med i deres navne, nok havde fået dem ændret pga. hengivenhed til islam. Men dette er umuligt. Navnet Abd Allah kan fx spores flere hundrede år længere tilbage. Og historien fortæller, at Muhammeds far døde før Muhammed blev født. Så hvordan skulle de kunne få deres navne ændret pga. islam, som jo først opstod senere? Dette fortæller os:

• at Allah blev dyrket i den hedenske verden før Muhammed.
• at Muhammeds familie var hengivne Allah dyrkere før Muhammed blev født.
• at Allah ikke har sin oprindelse fra islam, men var en del af den hedenske polyteisme.
• at Allah ikke er hentet ind i islam fra kristendommen eller jødedommen, som det ofte påstås, men stammer fra hedenske religioner ([11]).

Det samme kan man iagttage ved at se på de bønner, som de hedenske araberne bad til Allah før Muhammed. Af disse fremgår det klart:

• at Allah var i centrum for deres gudsdyrkelse,
• at man (ofte samtidig) bad til både Allah og andre guder,
• at Allah var den største af de andre guder og (dermed også) større magt ([12]).

Allah var altså en hedensk afgud (månegud) blandt i de arabiske stammer (og lande) før Muhammed og derfor er der ingen lighed og intet fællesskab mellem denne afgud og bibelens Gud. Men hvad så med påstanden om, at det slet ikke var Allah, men derimod Hubal, som var den hedenske månegud, som blev dyrket i Ka’baen på Muhammeds tid?

Hubal er Allah’s billede

Svaret er, at det ikke kan lade sig gøre at adskille Allah fra Hubal, som Aril Edvardsen gør det, fordi Hubal ganske enkelt er Allah’s billede (gudestatue), som repræsenterede Allah og var dermed på en måde også identisk med ham. Ka’baen var dengang fuld af gudestatuer, som hver for sig repræsenterede de forskellige guder og kosmiske kræfter, som de dyrkede. Det var ganske almindeligt, at gudernes billeder hed noget andet end guderne selv. Tidligere var Allah (vistnok) den eneste, som ikke havde noget afgudsbillede stående i Kaba’en, men var kun præsenteret af hans månesymbol.

Forskellige historiske kilder skriver, at ca 400 år før Muhammed bragte en mand ved navn Abd Allah (Allah’s tjener) en statue ved navn Hubal, som var ’Allah’s billede’, fra Mesopotamien til Mekka og anbragte den på toppen af Ka’baen ([13]). Dette kan være årsagen til, at månegudens symbol, den tiltagende måne, den dag i dag sidder i toppen af enhver minaret og moske og er islams mest centrale symbol over hele verden. Andre kilder fortæller, at Hubal blev anbragt i Ka’baen, så at han måske først senere kom op på taget?

Hubal var altså allerede Allah’s billede, som blot holdt flyttedag. Måske var Hubal oprindelig en anden konkurrerende månegud, som på et tidspunkt blev gjort til Allah’s billede? I alle fald var Hubal ifølge den arabiske tradition ny i Mekka i forhold til de andre guder. Beretninger i Sira (hedensk arabisk krønike) beskriver, at Hubal og Allah allerede dengang var den samme gud, og begge blev derfor både kaldt for Ka’baens herre såvel som den største gud (af afguderne). Samme krønike beretter, at når det arabiske folk bad til Allah i Mekka, stod de ved siden af hans billede Hubal (og bad til ham) ([14]).

Påstanden om, at de hedenske arabere dyrkede Hubal i Mekka er altså rigtig nok, men det er historieforfalskning at negligere, at de hedenske arabere før Muhammed ikke dyrkede Allah, men blot afguden Hubal – for derefter at gøre Allah til at være identisk med bibelens Gud. Men det er han altså absolut ikke!

Muhammed overtager Allah-dyrkelsen

I år 570 blev Muhammed født ind i en polyteistisk familie, hvor man ikke dyrkede Allah som den eneste, men som den største. Af historien ved vi, at Muhammed flygtede til Medina i år 622, men vendte tilbage til Mekka 6 år senere. I de første år forenede Muhammed og hans tilhængere sig med de hedenske arabere (polyteisterne) på deres fælles pilgrimsrejser til Mekka, hvor de sammen dyrkede (den samme) Allah. Den muslimske historie beretter, at Muhammed regnede med, at hans landsmænd ville lade sig overbevise om, at det kun var Allah, den største af de guder, som de tidligere dyrkede, som de fra nu af skulle dyrke. Men da de afslog, lavede han en fredsaftale med dem, som han straks brød, da han var stærk nok.

Fredens eller krigens hus?

Dette brud skete i år 630, hvor Mekka blev besejret af Muhammed og hans tilhængere efter en blodig slag og knuste alle Ka’baens 360 afgudsbilleder (inkl. Hubal, som var Allah’s billede) og gjorde den største afgud, Allah, til den eneste gud. Muhammed gav herefter hans modstandere fire måneder til at omvende sig til den nye religion (islam) eller dø! Muhammed (og hans efterfølgere) havde nemlig inddelt verden i to grupper:

1. Dar-al-Salaam (fredens hus) omhandler alle dem overalt på jorden, som har (vil) underkaste sig Allah.
2. Dar-al-Harb (krigens hus), som omhandler alle dem, som ikke har (vil) underkaste sig Allah. Disse må i så fald tvinges til det ([15]).

Eller med andre ord: Enten er man for Muhammed og islam og underkaster sig Allah, og så er man muslim i ’fredens hus’; eller så er man imod Muhammed og islam og betragtes så som Allahs fjender og skal tvinges til lydighed gennem ’jihad’ (hellig krig). Denne muslimske inddeling af mennesker eksisterer den dag i dag overalt i verden.

Der er ingen gud uden Allah

Muslimernes trosbekendelsen ’La ilaha illa-Ilahu’ (der er ingen gud uden Allah) betød oprindelig: ”Der eksisterer ingen gud uden den ene hvem I allerede kalder Allah” ([16]). Muhammed introducerede altså ikke en ny gud for dem, fordi de allerede kendte og anerkendte Allah’s guddommelighed ([17]). Når muslimer råber ’Allah Akbar’ (Allah er den største), så har disse ord også sin oprindelse i den polyteistiske religion i betydningen: ’Allah er den største af de 360 guder’, som blev tilbedt i Ka’baen. Det arabiske ord, som er oversat med ’største’ betyder, at der så selvfølgelig også må være nogle guder, som er under ham ([18]).

De religiøse tekster før og efter Muhammed bevidner, at muslimernes Allah er den samme hedenske afgud (dæmon), som man har dyrket i årtusinder i den arabiske verden. Den største forskel på ’før og nu’ kan bedst beskrives med følgende konklusion af det, Muhammed har sagt:

”Se, I tror allerede at måneguden er den største af alle guder. Alt hvad jeg ønsker af jer er at tro, han er den eneste gud. Jeg tager ikke den Allah væk som I allerede tilbeder. Jeg tager kun hans kone, hans døtre og alle de andre guder bort”.

Samme Allah i koranen som tidligere

Den hedenske arabverden anklagede derfor aldrig Muhammed for at tale om en anden Allah end den, de forud kendte og altid har tilbedt. Derfor præsenterede Muhammed da ikke Allah nærmere i koranen, hvorfor der heller ikke nogen afstandtagen til at dyrke denne afgud. Der er intet opgør fra en forkert til en mere rigtig dyrkelse. Det eneste, som de hedenske arabere bebrejdes for, er, at de (stadig) dyrker andre guder ved siden af Allah, sura 6:137. I koranen benævnes Allah ofte på samme måde som tidligere, fx med ’Allah er den største’ og ’Allah er Ka’baens herre’ ([19]). Og fordi Allah var den samme gud, var der for Muhammed ingen modsætning i at overføre mange af de samme ritualer fra den tidligere hedenske Allah-dyrkelse, men omskrev dem blot til at passe til islams monoteisme ([20]). Eksempelvis kan man nævne muslimernes lære om tvætninger, valfarter til Mekka, samt den nøje fastsatte liturgi omkring Ka’baen, hvor man bl.a. skal kysse den sorte sten på bestemte tider, osv.

Allah og kristendommen

Da Muhammed altså betragtede Allah som den samme gud (skabergud), som hans landsmænd i deres polyteistiske religion også kendte og dyrkede, sagde han til dem, at det var ham, de skulle dyrke som den eneste gud, jfr. sura 29:61-63, 31:25, 39:38, 43:87. Men til  jøderne og de kristne sagde han, at Allah også var deres Gud. Man kan sige, at djævelens mål med Allahdyrkelsen i sidste ende er at forene verdens troende i en falsk gud, som vil være den største og den eneste gud, men som i virkeligheden er Guds modstander, Satan. Enhver som giver agt vil kunne se hans listige bedrag. Derfor forkastede både jøder og de kristne dengang da også straks Allah som en falsk gud. Det påstås jævnligt, at kristne arabere altid har kaldt den sande Gud for Allah, men det er ikke korrekt. Tidl. arabiske oversættelser brugte aldrig ordet Allah i bibelen af den grund, at han aldrig har været bibelens Gud, men tværtimod var en gud fra den arabiske hedenskab ([21]).

Afguden Allah og navnet Elohim

Men pga. islams dominans og kristen uvidenhed begyndte man efterhånden at omtale Gud som Allah, fordi man troede (fik fortalt), at Allah svarer til bibelens Elohim. Næsten på samme måde, som når et bibelselskab for få år siden valgte at oversætte Gud med det buddhistiske Tao (vejen) i de kinesiske bibler, hvilket er særdeles uheldigt, idet Tao ikke er en person, men er det mandlige princip ’yang’, som kun kan forstås i vekselvirkning med yin, det kvindelige princip. Det er dog vigtigt at bemærke, at selvom kristne arabere omtaler Gud som Allah, så er det kun navnet, de fejlagtigt har benyttet. De har aldrig hævdet, som så mange kristne i vesten, at bibelens Gud og muslimernes Allah er den samme. De har heller aldrig brugt navnet Allah som et egetnavn for Gud ([22]). Modsat har muslimerne da heller aldrig kaldt nogen anden gud (fx bibelens Gud) for Allah. For dem er der ingen tvivl: Allah er ikke bibelens Gud! I stedet har han altid været Ka’baens Allah og ingen anden. At muslimer tilbeder Allah som den eneste og den største gør ham ikke til Gud, selvom mange kristne naivt tror dette.

Mange anstrenger sig ligesom Arild Edvardsen for at påvise, at navnet Allah og Elohim er beslægtede ord på henholdsvis arabisk og hebraisk ([23]), men det er ikke tilfældet. Tværtimod! Historisk henviser Allah altid til den hedenske månegud. Israels Gud bliver omtalt som Elohim i GT ca. 2500 gange, men dette ord bliver aldrig (oversat) brugt om Allah i koranen, fordi han ikke er Elohim. Det er vigtigt at bemærke, at Gud næsten konsekvent omtaler sig selv som Elohim (som er flertalsformen for Eloah) for at beskriver sin treenighed. Hvis Allah var den sande Gud, så ville han ikke hade den bibelske åbenbaring af sig selv som den treenige Gud, som tilfældet er, jfr. koranen 4:171, 19:88-93, 39:4, 5:73.

Allah hader bibelens Gud

Den som læser koranen vil vide, at Allah absolut ikke er identisk med  eller har noget til fælles med Israels Gud, som har åbenbaret sig som Abrahams, Isaks og Jakobs Gud og Jesu Kristi Fader. Hans navn er Jahve (Herren) for evigt, 2Mose 3:14-15; 1Pet 1:3. Disse navne mangler fuldstændig i koranen af den simple grund, at det ikke er den samme HERRE, som åbenbarer sig dér. Dette forklarer, hvorfor koranens Allah er i en så diametral modsætning til ’bibelens Gud’, hvorfor koranen og muslimer hader alt, hvad der har med den levende Gud at gøre, herunder hans kærlighed til os ved sin søn, Jesus Kristus, som døde for alle menneskers synder på Golgatas kors, 1Joh 4:10, jfr. koranen 4:156-159, 30:2.

Hvis Allah var Gud….

Hvordan kan vi som kristne blive frelst, hvis det var Allah, som var vores Gud? Det ville være umuligt!. Hvordan kan nogle tro, at Allah er den levende Gud, når bibelens åbenbaring af Gud og hans evige frelsesplan i Jesus Kristus afvises så totalt i koranen? Hvordan kan nogle tro, at Allah er Gud, uden at de også tror på Allahs åbenbaring af sig selv i koranen, som fx påstår følgende:

• at den er sandheden, som skal adlydes for at bliver frelst,
• at den står over alle bibelske skrifter,
• at de kristne har taget fejl, da de påstod, at Jesus døde for menneskers synder,
• at Jesus hverken er herre, Gud eller frelser, men kun en profet som så mange andre,
• at ’helvedes ild venter på dem, der ikke tror på profeten’, koranen 4:149-50. Koranen lægger ikke skjul på, at enhver, som ikke ’underkaster sig’ Allah’s åbenbaring til den sidste profet Muhammed, er forbandet. Derfor hævder koranen, at Islam er den eneste sande religion i fortid, nutid og fremtid, men som jøder og kristne har fordrejet (i bibelen) og har derfor også bevidst  skjult budskabet om Muhammeds komme

Slutning

Hvis ånden i koranen var den samme som bibelens Ånd, så ville koranen ikke være så fjendtligt indstillet overfor jøder og kristne eller overfor bibelens budskab om synd, nåde, dom og retfærdighed. Men Allah er ikke Gud! Og derfor advarer bibelen klart mod at (forsøge at) forene Kristus og Beliar, jfr. 2Kor 6:15.

Vi skal ikke tro, at Gud vil velsigne, at vi forsøger at gøre en afgud som Allah til Gud, måske fordi vi mener, at muslimer så bedre kan blive nået med evangeliet. Eller måske allerede er forført til at tro, at når muslimer og kristne har samme Gud, så kan muslimer finde sandheden i koranen og blive frelst ved at dyrke Allah og blive ’messianske muslimer’. Det er der allerede mange, som hævder, og forskellige artikler i fx Udfordringen er bestemt heller ikke afvisende overfor denne mulighed ([24]). Nogle går endda så vidt, at de mener, at når muslimer og kristne er ’brødre’, er der ingen grund til at søge at omvende muslimer til kristendommen ([25]).

Må det være sådan, at vi som kristne må omvende os fra at forbinde afguden Allah med den treenige Gud, så vi ikke modarbejder den levende Guds frelsesplaner og bliver årsag til, at Antikrists lettere kan træde frem for – sammen med djævelen – at påberåbe sig at være den eneste og sande Gud. Må vi, som er kristne, vogte os for at påkalde en afgud, og give alle, også muslimer, et klart vidnesbyrd om vores Herre og frelser, som er åbenbaret for os i bibelen, læs John 17:3 og Gal 1:8-10.

The following two tabs change content below.

• Profil
• Nyeste indlæg

Skriften

Nyeste indlæg af Skriften (se alle)

• Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
• Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
• Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
• Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
• Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023