Forord til Det Ny Testamente af Dr. T. Skat Rørdam

FORTALE

til første Udgave.

I mange Aar har det været erkjendt af alle, som have tilstrækkeligt Kjendskab til det Ny Testament i Grundsproget, at vor autoriserede danske Oversættelse ikke er tilfredsstillende. Gjengivelsen af den græske Grundtext er paa mange Steder mindre nøjagtig, end den burde være, selv om man gaar ud fra den saakaldte »vedtagne Text« af det græske N. Test., som Oversættelsen for det meste har fulgt; og langt mere Grund har man til at klage over det Dansk, den bruger, hvilket ved sine mange halvt tydske, halvt græske Vendinger ikke sjælden vanskeliggjør den rette Forstaaelse for Læsere, der ikke kjende Grundsproget.

At dette er Tilfældet, kan man ikke undres paa, naar man kjender vor nuværende Bibeloversættelses Historie. Til Grund for den ligger Biskop H. P. Resens Oversættelse (fra 1607). Denne skulde egentlig have været en Revision af den ældre danske Oversættelse, »Kristian III.s Bibel« (1550), som var oversat efter Luthers tydske, og som man ikke fandt ordret nok; men den blev i Virkeligheden en ny Oversættelse, skjønt man ofte sporer dens, Forgænger i den. Resens Oversættelse var paa sin Vis et dygtigt Arbejde, men dens Sprog var saa udansk som næsten muligt. Han vilde gjengive Grundtexten saa ordret, ja saa bogstavret, som det kunde gjøres, men han havde intet øre for Forskjellen mellem tydsk og dansk Sprog; det sidste skulde med Vold og Magt klemmes ind i den hebraiske og græske Ordføjning, og det blev derfor paa mangfoldige Maader mishandlet, endog saaledes, at Oversættelsen stundom blev uforstaaelig.

Efter Resens Død udgav den senere Ærkebiskop Hans Svane en gjennemset og rettet Udgave af hans Oversættelse (»den Svaningske Bibel«, 1647), hvorved den dog ikke vandt stort i sproglig Henseende. Ingen var imidlertid rigtig tilfreds med dette Arbejde, og efter flere forgjæves Forsøg paa at tilvejebringe en helt ny Bibeloversættelse blev den Svaningske Bibel efter et Hundredaars Forløb under Kristian VI underkastet en ny Revision (1737 og 1740), for hvilken Professor M. Wøldike var Hovedmanden.

Og i dette Aarhundrede blev det N. Test. endelig for tredje Gang revideret (1819), hvorved det fik den Skikkelse, vi nu have det i. Naar denne Oversættelse saaledes atter og atter er bleven gjennemgaaet og rettet, kunde man maaske tænke, at den da endelig maatte være bleven saa god som muligt; men enhver, som kjender Forholdet mellem en Revision og en Oversættelse, vil vente det modsatte. Ved en Revision arbejdes der nemlig altid med bundne Hænder, eftersom den paa en Gang har de to Opgaver, at gjengive Grundtexten nøjagtig, og tillige saa vidt muligt at holde paa den ældre Oversættelse. Dennes Fødselsmærker ville derfor stedse holde sig gjennem alle Revisioner, og naar disse Mærker ere saa uheldige, som Tilfældet var med Resens udanske Oversættelse, ville de stedse vedblive at give Aarsag til saadanne Klager, som der føres over det nuværende danske Ny Testament.

Hertil kommer endnu, at man forlængst har erkjendt, at der ingenlunde tilkommer den saakaldte »vedtagne Text« af N. Test. den Hævd, som man i tidligere Dage har tilkjendt den. Allerede ved Revisionen af 1819 afveg man paa flere Steder fra den; og ved det store Arbejde, som i de sidste 40 Aar er gjort af Tydskeren Tisehendorf og Englænderne Tregelles, Westeott og Hort, for at fastsætte det N. Test.s oprindelige Text, saa vidt som det nu er os muligt, er det blevet stedse mere uimodsigeligt, at den »vedtagne Text« ikke har Ret til at være »vedtagen«, — en Benævnelse, som den iøvrigt kun ved et Boghandlerfif har faaet.

Vor Tids Undersøgelser have godtgjort, at det væsentlige Indhold af N. Test. er det selv samme, hvilken Text man end tager for sig; men »den vedtagne« er udgiven efter ikke sønderlig nøjagtige Haandskrifter fra en sildig Tid, og de ældste Vidner om N. Test.s Text afvige fra den i saa mange Smaating og Enkeltheder, at man ikke kan lægge den til Grund, naar man skal give en virkelig nøjagtig Oversættelse. Det vilde være højst ubilligt at laste de tidligere Revisorer af det danske N. Test., fordi de ikke have taget Hensyn dertil, al den Stund de omtalte Arbejder for at fastsætte den oprindelige Text falde længe efter deres Tid. Men ligesaa ubilligt og uforsvarligt vilde det være, nu om Dage at give en Oversættelse, som ikke tog tilbørligt Hensyn til disse Arbejder.

Den Oversættelse af N. Test, som jeg nu begynder at forelægge danske Medkristne, har optaget en stor Del af min Fritid i den sidste halve Menneskealder. Fra først af troede jeg, at et nøjagtigt Gjennemsyn og Rettelse af vor danske Oversættelse vilde kunne fyldestgjøre alle billige Krav. Men jo længere jeg kom ind i Arbejdet, og jo nøjere jeg sammenholdt den danske Text med den græske, des mere blev det mig klart, at de kyndige Læsere aldrig derved vilde kunne tilfredsstilles.

Vistnok vilde man ved et saadant Gjennemsyn have det Forspring fremfor ved en ny Oversættelse, at det baade var langt lettere at foretage, og lettere vilde finde Indgang i Menigheden, idet der da vilde være mindre, som kristne Lægfolk ved første Øjekast vilde studse ved eller stødes over. Men paa den anden Side vilde Arbejdet da komme til at lide af de samme Mangler og blive Gjenstand for de samme Anker som vor nuværende Oversættelse. Jeg besluttede da med Guds Hjælp at foretage en ny Oversættelse, dog saaledes, at jeg bevarede den gamles Klang eller Sprogtone, for saa vidt denne er ægte dansk og med Rette kan kaldes bibelsk. Dette er et Arbejde, som kræver megen Tid og Flid og Omhu, og hvis Vanskeligheder man næppe ret kan gjøre sig Forestilling om, inden man selv har prøvet det; og det blev for mig dobbelt vanskeligt, fordi jeg kun har kunnet bruge min Fritid dertil og har maattet udføre Arbejdet under mange Afbrydelser og Forsinkelser, især i de senere Aar, efter at jeg er bleven Præst i Kjøbenhavn. Og det vil næppe undgaas, at disse Afbrydelser ville efterlade deres Spor i min Oversættelse. Thi for at en saadan skal blive ret fyldestgjørende, udkræves der en stadig Opmærksomhed for en Mængde af Enkeltheder; men denne vil være omtrent umulig, naar man ikke kan være nogenlunde stadig ved Arbejdet, saa at man uforstyrret kan hengive sig dertil.

Det første Krav, der maa stilles til en Bibeloversættelse, er, at den er en nøjagtig og samvittighedsfuld Gjengivelse af Grundtextens Ord og Tanker. Ved andre Skrifter kan man som oftest nøjes med at gjengive Tankerne; er dette gjort nøjagtig, kommer det ikke saa meget an paa de enkelte Ord, og i mange Tilfælde vil en Omskrivning i Virkeligheden være en bedre Oversættelse end en mere ordret Gjengivelse. Ikke saaledes med den hellige Skrift. Medens en Omskrivning (Parafrase) af denne kan være i sin gode Ret, naar Talen er om en Gjenfortælling af dens Indhold (f. E. i en Bibelhistorie e. lign.), saa kan man ikke nøjes dermed i en Bibeloversættelse; thi her kræver man ej alene Tankerne, men ogsaa Ordene gjengivne saa nøje, som det lader sig forene med vort Sprog. Derved føres vi til det andet Krav, som vi maa stille til en dansk Bibeloversættelse: at den er skreven paa rent og ret Dansk, saaledes som det tales og forstaas af danske Kristne, der ere fortrolige med den Tankegang og det Livssyn, som hører hjemme i Guds Rige.

Den skal derfor ikke være given i forældede Ord og Vendinger, som nu ere uddøde af det levende Sprog, ej heller i nydannede Ord af nordisk Rod, som først skulle vinde Borgerret i Sproget; den skal ikke danne sit Sprog, men gives i et Sprog, som kjendes og bruges af danske Kristne. Og fremdeles: den hellige Skrift hverken skulde eller kunde oversættes i vore Dages filosoliske Tungemaal; men ligesaa lidt kan den oversættes i det dagligdags Sprog »fra Gaden«, uden at Indholdet lider derved. Hvad der gjælder om enhver Livsvirksomhed, at den vil meddele Sproget hos dem, der leve i den, en ejendommelig Tone eller Farve, der for et opmærksomt Øre vil give sig til Kjende paa mangfoldige Maader, i Vendinger, Udtryk og Ord, saa at man strags »kjender Manden paa hans Tale«, det samme gjælder i fuldeste Maal om den hellige Skrift.

Den aabner os Indblik i en Verden, som er højt ophøjet over den, vi kjende fra den daglige Handel og Vandel; den er udsprungen af et Liv, der er langt dybere end Dagligdagslivet, som mødes paa Gader og Stræder; og denne Forskjel maa nødvendigvis give sig til Kjende i det bibelske Sprog i en Oversættelse, ikke mindre end det er Tilfældet i Bibelens Grundsprog. Vilde man gjengive Skriften i et helt dagligdags Sprog. vilde uundgaaelig meget af det dybe i Indholdet udviskes og udglattes, af den ligefremme Grund, at det dagligdags Liv i det hele bevæger sig paa Overfladen, og denne Overfladiskhed vil nødvendigvis afpræge sig i Sproget, saa det kommer til at fattes den rette Fynd og Dybde.

Derfor bør en god dansk Bibeloversættelse være skrevet i det danske bibelske Sprog; thi der er et ejendommeligt bibelsk Sprog, i Dansk ligesaa vel som i Græsk, og dette Sprog vilde have sine Ejendommeligheder, selv om N. Test. fra først af havde været skrevet paa Dansk og i vore Dage; men langt mere kjendelige ville disse Ejendommeligheder være nu, da det er skrevet paa et fremmed Tungemaal og for 1800 Aar siden. Selvfølgelig fremtræde det bibelske Sprogs Ejendommeligheder paa forskjellig Maade i de egentlige Læreskrifter og i de historiske; men i alle Skrifterne maa det kjendes, i en Oversættelse ligesaa vel som i Grundsproget, at den, der skrev, »har draget sine Sko af, fordi han stod paa hellig Jord«. Det maa aldrig kræves af en Bibeloversættelse, at den skal lyde som en Nutidsfortælling.

Naar man nu vilde kræve Regler for dette bibelske Sprog, til Bestemmelse af dets Forskjel fra det dagligdags, saa vilde jeg ganske vist ikke være i Stand til at give dem; ligesaa let som det er ved Exempler fra Skriften at oplyse Forskjellen, ligesaa vanskeligt er det at give Regler derfor. Det er »Øret», som maa lære os at gjøre Forskjellen, det vil sige, et Øre, som er aabent for den HelligAands Røst, af hvem de hellige Mænd bleve baarne, naar de talte og skrev, og et Øre, som er Vej til et Hjærte, der har virkelig Ærbødighed for den hellige Skrift og Ærefrygt for Gud, som i den har givet sig Vidnesbyrd for Menigheden; men ikke mindre udkræves der et Øre, som er saaledes klaret, at det kan høre Forskjel mellem det ægte bibelske Dansk og det Vrængbillede deraf, som mange troskyldige Bibellæsere holde derfor, men som i Virkeligheden er en udansk, halvgræsk og halvtydsk Sammenføjning af danske Ord.

Hvor vidt det nu maa lykkes mig at give den danske Menighed en god dansk Oversættelse af det Ny Testament, maa andre dømme om; men jeg tør sige, at jeg ikke har sparet paa Flid og Omhu for at gjøre Arbejdet saa godt, som det var mig muligt. Det er mit Haab, at det maa kjendes, at det er gjort med Troskab og Kjærlighed og Ærbødighed, og fremfor alt, at det maa bidrage noget til at gjøre den hellige Skrift tilgængelig og kjær for danske Kristne. For at fremme dette, har jeg endvidere tilføjet korte oplysende Anmærkninger, ikke for lærde og saadanne, som have udførligere Udlægninger til deres Raadighed, men for kristne Lægfolk, som kunne trænge til en Hjælp for at læse deres Ny Testament med Forstand og med Frugt. Gud har kjendeligt besøgt sit Folk iblandt os i den sidste Menneskealder, og der lindes ikke alene en stor Villighed til at høre om Guds Rige, men ogsaa megen Hjærtevarme og Iver for at fremme Guds Rige i forskjellige Retninger.

Men ved Siden deraf er der ogsaa megen Mangel paa alvorlig kristelig Erkjendelse, og denne Mangel vil næppe blive afhjulpen, førend Menigheden lærer at øse ret af den hellige Skrifts dybe Kilder, som ere opladte for os, for at vi ved dem skulle blive »vise til Frelse ved Troen paa Kristus Jesus«. Det har været mit Ønske med disse Anmærkninger at bidrage noget til at fremme denne Erkjendelse. Læseren maa ikke vente sig nyt i dem, ikke heller en opbyggelig Anvendelse af Skriftordet, men kun en jævn Oplysning om saadanne Spørgsmaal, som jeg tænkte mig kunde opstaa for kristne Lægfolk under Læsningen. Nogle ville maaske finde, at mine Anmærkninger ere for mange og lange, andre, at de ere for faa og korte; jeg selv har beflittet mig paa den størst mulige Korthed, og jeg havde tænkt, at de vare blevne meget kortere, end det viser sig nu ved Trykningen; men jeg har ikke kunnet gjøre dem kortere, naar jeg skulde have sagt, hvad jeg ansaa for nødvendigt, og faa dette sagt paa en nogenlunde forstaaelig Maade.

Naar der endelig spørges om, hvilken græsk Text jeg har fulgt ved Oversættelsen, saa vil man af det ovenfor skrevne kunne skjønne, at jeg ikke har kunnet følge »den vedtagne« (efter hvilken de i min Prædikensamling »Kirkeaaret« anførte Texter ere oversatte); men heller ikke har jeg kunnet ubetinget slutte mig til nogen af de nyere Textkritikeres Udgaver, uagtet jeg er sikker paa, at de Grundsætninger, som disse have fulgt ved deres Arbejder, i det hele ere de rette.

Thi medens man ved en Textudgave let overser eller mister Følelsen for de Vanskeligheder, som opstaa, naar man følgestrengt gjennemfører visse kritiske Grundsætninger, hvis Rigtighed man har godtgjort, saa ville disse Vanskeligheder blive des mere følelige, naar man faar med Indholdet at gjøre, baade ved en Udlægning og maaske end mere ved en Oversættelse; og man vil se, at disse Grundsætninger dog ikke lade sig gjennemføre overalt. Ved den kritiske Behandling af Skriftens Text (o: af Afskrivernes Arbejde) vil man, som allevegne i Menneskelivet, møde en Mængde Undtagelser og Uregelmæssigheder, som man vel kan kjende for urigtige, men ikke bortforklare eller negte. Derfor vil en omhyggelig Oversætter nødes til efter Evne at gaa ind i det møjsommelige Arbejde, at foretage en kritisk Sigtelse af Texten, og herpaa har ogsaa jeg anvendt megen Tid og Flid. At jeg her altid skulde have truffet det rette og ikke overset noget, som burde være taget med i Betragtning, tør jeg ingenlunde vente; men paa alle Steder, hvor jeg mente, det kunde have nogen Betydning, har jeg i en Anmærkning anført den Læsemaade, som der kunde være Tale om at foretrække for den, jeg har valgt, ofte ogsaa den, som ligger til Grund for vor nuværende Oversættelse, selv om jeg var vis paa dens Urigtighed.

Hermed overgiver jeg da dette Arbejde til danske Kristne, med det Ønske, at det maa blive Gud til Ære og hans Menighed til Gavn.

Marts 1886.

Til anden Udgave.

Den første Udgave af denne Bog fandt saa god Modtagelse, at Oplaget var udsolgt næsten samtidig med, at det sidste Hefte udkom. Den anden Udgave udsendes nu i Haab om, at Bogen fremdeles maa finde god Modtagelse og Udbredelse og tjene til at gjøre den hellige Skrift kjendt og kjær for den danske Menighed. Jeg har underkastet baade Oversættelsen og Anmærkningerne et saa omhyggeligt Gjennemsyn, som min Tid tillod; især har jeg stræbt at affile Oversættelsen i sproglig Henseende, for at den maatte blive saa fattelig og læselig for danske Kristne, som jeg var i Stand til at give den. Hertil har jeg faaet god Hjælp af Rektor, Dr. Joh. Forchhammer, som i Forening med mig har gjennemgaaet min Oversættelse, samt af Præsterne P. N. Petersen og A. Andersen, som have meddelt mig mange værdifulde Bemærkninger, især til Evangelierne.

Af de Ændringer, jeg har foretaget ved dette Gjennemsyn, maa ,jeg her omtale én: at jeg i denne Udgave stadig har oversat det græske Ord Dæmonion (der i N. Test. bruges enstydigt med »en ond, eller: uren Aand«) ved »en Uaand«, medens jeg i første Udgave havde beholdt vor sædvanlige Bibeloversættelses Gjengivelse »en Djævel«. Jeg vidste den Gang ingen bedre Gjengivelse, uagtet jeg saa, at den altid er unøjagtig og i adskillige Tilfælde næsten vildledende for Læsere, som ikke kjende Grundtexten; thi at omskrive Ordet ved af optage det græske, for Folket ukjendte Ord »Dæmon« (eller: »Dæmen«), som nogle have gjort, kan ikke kaldes en Oversættelse eller en Tydeliggjørelse af Meningen. Men nu er der hos os i den sidste Menneskealder opkommet Ordet Uaand (dannet i Lighed med »Umenneske, Udyr, Udaad. o. lign.); dette Ord har i de senere Aar vundet stedse mere Indgang i dansk Sprogbrug, og da det fuldstændig dækker det græske Begreb Dæmonion, saaledes som dette bruges i N. Test., har jeg optaget det i min Oversættelse. Det vil maaske ved første Øjekast vække nogen Studsen; men det er saa sprogrigtig dannet og derhos saa betegnende for Begrebet, at det let forstaas og fortjener at vinde almindelig Indgang i vort Sprog; og jeg haaber, at det skal hjælpe til, for læge Læsere at klare Herrens og Apostlenes Tale om Aandernes Verden.

Endelig har jeg en Tak at bringe til en vid Kreds af kristne Venner baade i og udenfor Danmark, fra hvem jeg har modtaget en betydelig Pengegave, som Hjælp til, at denne Bog kunde udkomme til saa billig Pris, at ogsaa uformuende kunde anskaffe sig den. Dette Givernes Ønske, som aldeles falder sammen med mit eget, har det været mig en inderlig Glæde at opfylde; jeg har ordnet det saaledes, at naar Bogen er helt udkommen, ville uformuende Læsere kunne faa den for en Tredjedel af Bogladeprisen.

Juli 1894.

Til tredje Udgave.

Under fortsat Læsning og Granskning af det Ny Testament er jeg bleven opmærksom paa flere Steder, hvor min Oversættelse kunde blive en bedre og mere udtryksfuld Gjengivelse af Grundtexten, og hvor jeg kunde give en nøjagtigere eller dybere Forklaring. Jeg har derfor ogsaa i denne Udgave saavel i Oversættelsen som i Anmærkningerne foretaget adskillige Ændringer, som jeg haaber at Bogen maa have vundet ved.

Kjøbenhavn i September 1903.

Skat Rørdam.

Lignende indlæg:

Forord til Den Nye Pagts Skrifter af S. Konstantin-Hansen Almindelig Indledning. Det nye Testamente, som man har kaldt det, er en Samling af 27 meget forskellige større og mindre Skrifter af mindst ni forskellige Forfattere, som dog alle har […]
Forord til Det NYE Testamente Oversat af Anna Sophie og Paul SeidelinForord Helt fra den første nedskrift har ordene i Det nye Testamente været bestemt til at siges og høres. For det første kendte man dengang slet ikke til at læse stille, man læste højt, […]
Forord til Bibelen på hverdagsdansk af 2007Forord I 1992 udkom 1. udgave af Bibelen på hverdagsdansk, inspireret af den engelske Living Bible. Den blev en stor succes, og rigtig mange mennesker har været glade for dens ligefremme, […]
Forord til Det Gamle Testamente af Fr. Buhl & O.A.FORORD Den Opgave, som den foreliggende Oversættelse af det gamle Testamente søger at løse, er — i Modsætning til de hidtil benyttede, der havde en mer eller mindre udpræget kirkelig […]