Forord til Første Mosebog oversat i gammel stil af Paul V. Rubow

OVERSÆTTELSEN
Denne Oversættelse er ikke et Udtryk for den i protestantiske Lande saa almindelige Tænkemaade »hver Mand sin Bibel«. Det er tvært imod af Kærlighed til vort gamle Bibelsprog, jeg har baaret mig ad som Soldaten, der købte en Kanon og begyndte for sig selv. Jeg giver Læseren, hvad de gamle Oversættere har laant mig, eller hvad jeg har hentet hos andre gode Prosaister.

I Valg af Læsemaader følger jeg næsten i Tykt og Tyndt den glorrige Christian VI’s Bibel; kun nogle Steder hvor det stilistisk spiller en Rolle, har jeg føjet mig efter afvigende Opfattelser; desuden har jeg rettet nogle faktiske Fejl og FortolkningsMisforstaaelser; men dette er ganske uden Betydning. Hvad der overalt har ligget Magt paa, det er at gengive den ærværdige og dog saa levende og naturlige Original i et Sprog, som smagte af Kernen. Maatte mit beskedne Arbejde tækkes de Venner af Modersmaalet, det falder i Hænderne paa.

FØRSTE MOSEBOG
Den bedste Bog i Verdenslitteraturen tror jeg næsten er Første Mosebog, eller Genesis som de Lærde kalder den. Den nyder jo ogsaa fortjent Anerkendelse blandt Kristne og Jøder, til Dels endog blandt Tyrker og Hedninger. Den ligner et prægtigt orientalsk Tæppe, lidt bleget af Tiden, og slidt her og der. Men Vævet er ganske særdeles solidt, og Tegning og Farve er liflige.

Det er ogsaa den mest kommenterede Bog i Verden. Desværre er Kommentarerne ofte meget slidte. De er udarbejdede i en Tidsalder, da Theologerne hovmodede sig og troede at vide Alting bedre. Da opløste man den herlige gamle Fortælling i indbildte »Kilder«, bestaaende af løsrevne Stumper og Stykker; man nægtede overhovedet, at Bogen havde en Forfatter og tilskrev en »Redaktør« Æren af at have »samlet« den. Man tog endog disse Kildeskrifter fra hinanden og kaldte de Brokker, der blev tilbage, for »Torsoer« —sandt nok, men hvem havde sønderlemmet dem? Denne aldersgraa Bog, maaske den hebraiske Litteraturs Førstegrøde, blev af barske og ufølsomme Fortolkere anbragt langt nede imod vor Tidsregning og betragtet blot som en Samling ethnografiske Kuriositeter. I dens velanbragte Pauser saa man Vidnesbyrd om daarlig Redaktion; dens kunstfærdige Gentagelser, troede de, var af flere forskellige Forfattere, som mærkelig nok skrev ens og brugte de samme Ord.

Bogens høje Ælde attesteres af en Række alderdommelige Træk. Abrahamshistorien er i den Grad en Komposition af en Fortidsdigter, at man maatte antage den for en slet og ret Kopi af en ældre Bog, hvis man iøvrigt vilde regne Genesis for at tilhøre Exilet eller en endnu senere Tid. Ældgamle er Fortællingerne om Abrahams Okkupation af Landet og derpaa følgende Indblanding i Kongernes Strid. Gamle er saadanne Løfter som 28, 20 ff.: »Naar Gud Herren vil være med mig og jeg vender hjem til min Faders Hus i god Behold, saa skal Herren være min Gud.« Eller Træk som Tyveriet af Labans Husgud. Hvor skulde man kunne digte saadant i Esras Dage? De mange forældede sproglige Vendinger og ægyptiske Laaneord peger ogsaa mod en Tid, da Palæstina hørte til det ægyptiske Rige.

Det er ret betegnende for Digteren, at han ved Besked om alt Muligt i Ægypten, hvor jo ogsaa en Trediedel af Bogen foregaar. Uden Tvivl har Forfatteren levet i det jødiske Kongedømmes første Tid, da Faraonerne endnu erindredes som Suveræner. Han har sikkert kunnet Babylonisk, for det var Jødernes gamle Skriftsprog, mange Aarhundrede inden de fandt paa at bruge deres eget Sprog til Skrift, efter de omboende Stammers Exempel. Man har ondt ved at tænke sig ham bosat i det urolige og fattige Jødeland.

Snarere har han boet ved Nilens Bredder. Naar han skal skildre Syndflodens Stigen og Falden, benytter han den ægyptiske Almanak, der var inddelt efter den store Strøms Oversvømmelser. Han har vel hørt til Josefs Stamme, der ved Midten af det andet Aartusinde før vor Tidsregning blomstrede i Palæstina, men paa hans Tid kun erindredes i den udenlandske Jødedom. Maaske er det ham, der har Æren for den kunstfærdige Konstruktion af Jakob = Israel, og af de tolv Stammer, som han gør til Jakobs Sønner, skønt vi nuomstunder veed, at der neppe nogensinde har været tolv Stammer, og at Jakob ikke var Israel, og at Josef neppe var Jakobs Søn.

Hele Bogen handler i Grunden om Josefs Herlighed. Den har ikke anden Tendens end at vise, hvor mange Genvordigheder der maatte til, inden Josef kunde føre sin Familie, efter en storladen Tilgivelse, til Nillandet. Den Model, Forfatteren arbejder efter, er den samme, vi finder i et græsk Digt som Odysseen, et romersk som Æneiden. Der var en Masse Hensyn at tage. Hans Kunst bestaar i at vise, hvordan Alt hvad der fra først af syntes at gaa skævt, dog vendte sig til det Bedste. Strax Historien om Adam og Eva viser hans Evne to make the best of it. Hvis ikke vore første Forældre var drevet ud af Paradis, hvordan skulde saa Seths og Sems og Tharahs Æt være kommet ind i Verden?

Han har en indtagende og præcis Maade at indrømme at den Slægt, hvis Historie han fortæller, altid var Skumpelskud. Kain var unægtelig Adams Førstefødte, og Forfatteren fragaar ikke, at han i Herlighed overstraaler alle Jordens Folk; han meddeler, at der skal gives syvdobbelt Mandebod for en Dræbt af Kains Æt — men han skaffer ham af Vejen ved Hjælp af den sindrige Fiktion om Brodermordet. Hvor snedige kommer han ikke uden om, at Hagars Søn, Ismaeliternes Stamfader var Abrahams Førstefødte!

Og fiffigt faar han anbragt Abrahams Ægteskab med Ketura som en Slags Appendix til det Hele. Uden Tvivl var denne Ketura Stammoder til mægtige Folkefærd, der ingenlunde anerkendte Sara eller Hagar som Abrahams første Hustruer. Uhyre snedigt er ogsaa hans Bevis for, at Jakob fik Førstefødselsretten, eller paa en anden Maade udtrykt, at Edom ikke skulde have Forsædet for Israel ved de semitiske Kongresser; det er troligt, at Edomiterne var af en anden Mening. Af alle disse Vanskeligheder har han lavet en frodig novellistisk Epope, hvis tunge Ende er den brillante Historie om Josef. Denne Josef maa for Systemets Skyld fremstilles som den yngste Broder, men nu var jo Benjamins Stamme der; mærk da, hvor lumsk og en passant han meddeler Benjamins Fødsel, der ligesom overhøres i Sorgen over Moderens Død; og hvor gloriøst han faar Josef og Benjamin til at staa med hinanden om Halsen ved Fortællingens Slutning.

Der er skrevet flere Meter Boghylder fulde om denne Digters »Kilder«, idet man troskyldigt har indbildt sig selv og Andre, at han kun har sammenføjet hvad tidligere er fortalt. Selv om dette var Tilfældet, kunde en senere Tids Forskere ikke rekonstruere disse Kilder af Bogen alene. Hvad man i den Henseende har frembragt, er blot Illusion, et Ekko af en forkert Methode, som nu kun dyrkes af den liberale Theologis mest forbenede Tilhængere. Man kunde i det Højeste formode, at saadanne Ting som Edoms Stamtræer gik tilbage til edomitiske Kilder — og endda! Men man kunde ikke ane, at Forfatteren af første Mosebog havde brugt babyloniske Digte til sin Skabelses som til sin Syndflodshistorie, eller at baade Ægyptere og Babyloniere digtede om Urmennesket i Haven og om det mythologiske Træ, der snart var Kundskabs og snart Livs og snart Kærlighedstræ.

Kun ved Sammenligning med andre Litteraturer kan man danne sig Formodninger om den gamle muntre Fortællers Arbejdsmaade. Thi den øvrige jødiske Litteratur har han tydelig nok ikke kendt. Den tilhører en senere Periode, der har store Forfattere, men Folk med mere indskrænkede Hoveder. løvrigt er det soleklart, at alle bevarede jødiske Forfattere, som vi kender dem fra det gamle Testamente, har læst hans Bog, og at hans Stil er bleven efterlignet indtil det Trættende, af Skribenterne fra en senere Tid. Man havde ikke behøvet den jødiske Tradition for at se, at dette er det ældste Skrift i det gamle Testamente.

De protestantiske Theologer, som i særlig Grad har ment sig kaldede til at forvalte »Kildespaltningen« af første Mosebog, er gaaet ud fra, at dens Forfatter var en Historieskriver, efter Tidens Tarv og Lejlighed. I Virkeligheden var han snarere det modsatte, idet hans Opgave har været at omtyde de fremmede Stammesagn i Jødefolkets Favør, saaledes at det udvalgte Folk og dets Forløbere, skønt næsten altid stillede som Askepot i Eventyret, blev som den bestandig heldige Klodshans, der sejrede tilsidst og endda kom til at faa Retten paa sin Side. Til Brug for denne storslaaede Fiktion benytter han det Greb at fremstille Stammerne som Personer.

Snart optræder hans Helte som Privatmennesker, vogter Faar og gaar paa Frierfødder, snart optræder de som Folkefærd og erobrer Byer eller besætter Lande. Denne Fortællemaade laa noget nærmere for en Oldtidsforfatter end for en moderne Romandigter, men den er hos denne Digter gennemført i en Maalestok, som hans senere israelitiske Efterfølger ikke har turdet holde. Man kunde kalde hans Fiktionsform en »Novelle med Stamtavler«. Han bevæger sig i den med samme Lethed som Fisken i Vandet: de tørre Landkrabber, der i en moderne Tid har kommenteret og kritiseret ham, manglede Sansen for det Ejendommelige ved hans Værk.

Forfatteren af denne Bog er en ÆrkeOrientaler. Mens senere israelitiske Forfattere, som han der har skrevet Samuelsbogen, allerede har Idealer af relativ Enkelhed og Gennemsigtighed, ynder denne Forviklinger. Hvor godter man sig allerede over den sindrige Kunst, hvormed han fortæller om det første Menneskepar og dets Forseelse. Han har Erindring om Historier, der skildrer et overtraadt Forbud og dets Følger, som Pandoras Æske eller Amor og Psyche. Han kender Fortællingen om Livstræet, hvis Frugter giver Udødelighed, om Kærlighedsæblerne, som fremkalder kødelig Lyst, om Faren ved at vide for meget (en ældgammel folkelig Forestilling, som afspejles i de mange Æventyr om lærde Folk, der hjemfalder til Djævelen), om Nøgenhed som Synd.

Og han vender op og ned paa det Hele. Det er allerede et Vovestykke at lade Mand og Kvinde opleve Fristelseshistorien, i Folkeeventyrerne optræder kun een Person i den Kasus. Historien forvikles ved at han efter ægyptisk Forbillede lader Slangen optræde som den første Frister, og derefter lader Kvinden friste Manden. En ny Forvikling hitter han paa, naar han lader ikke Livstræet, men Kundskabstræet bære den forbudne Frugt. Læserne vil have anet, at vore Forældre bliver jaget ud af Herligheden, fordi de ikke mere maa spise af Livstræet. De har hidtil levet som Guder, fordi dette Træs Frugter skænkede dem evig Ungdom. Nu da de har ædt af Kundskabsfrugten, er de blevet »som en af os«, altsaa virkelige Guder; Slangen havde jo Ret i at de kom til at kende Forskel paa Godt og Ondt. Men Digteren har kunnet nøjes med to Træer, idet han ved et nyt Raffinement strax lader dem opfinde et sexuelt Tabu, som røber dem.

Eller hvor overvættes kunstfærdig er ikke Fortællingen om, hvorledes Jakob og Laban deler Aarets Grøde! Det er det gamle Folkeeventyr om Bonden og Trolden, den Listige og den Stærke, som skal deles om Høsten, men udsat for Kvægavlere og med flere forskellige Slags Dyr, flere Trick fra den Forslagnes Side. Eller den tre Gange gentagne Historie om Kongen og Patriarkens Hustru. Forfatteren har her benyttet et gammelt Sagn om Menneskehedens Oprindelse af tre golde PatriarkKoner, som ikke kan befolke Verden, skønt det er deres eneste Mission.

Menneskehedens Mødre kan aldrig føde, blot fordi de omgaas deres Mænd; der maa noget Extra til! Vi kender dette Sagn fra det oldnordiske Digt Rigsthula hvori det fortælles, at de først fik Børn, efter at den kongelige Gæst havde sovet hos dem. Historien er hos den gamle semitiske Novellist vævet sammen med Fortællingen om Patriarken som den uheldige Løgner, der bilder Folk ind, at hans Hustru blot er hans Søster (hvilket iøvrigt i Abrahams Tilfælde er en halv Sandhed), saaledes at Moralen i det mindste tilsyneladende bliver, at »Fals slaar sin egen Herre paa Hals«. Den pragtfuldeste af disse Historier er den om Josef og hans Brødre, hvor man selv uden Kendskab til Digterens Forudsætninger ret kan lægge Haanden paa hans Forhalings og ForviklingsTeknik.

Ja denne Bog er en af de forunderligste og bedst fortalte i Verdenslitteraturen. Men man maa læse den uden de dødbringende Kommentarer og falske Kildeangivelser, som en uvittig Theologi har belastet den med — saadan som de gammeldags troende Jøder og Kristne i Aartusinder har læst den, med fuld Hengivelse i dens Spænding og Tillid til Forfatteren, som dog bedst selv veed, hvad det er, han vil fortælle.

Paul V. Rubow

Lignende indlæg:

Forord til Den Nye Pagts Skrifter af S. Konstantin-Hansen Almindelig Indledning. Det nye Testamente, som man har kaldt det, er en Samling af 27 meget forskellige større og mindre Skrifter af mindst ni forskellige Forfattere, som dog alle har […]
Forord til Det NYE Testamente Oversat af Anna Sophie og Paul SeidelinForord Helt fra den første nedskrift har ordene i Det nye Testamente været bestemt til at siges og høres. For det første kendte man dengang slet ikke til at læse stille, man læste højt, […]
Forord til Bibelen på hverdagsdansk af 2007Forord I 1992 udkom 1. udgave af Bibelen på hverdagsdansk, inspireret af den engelske Living Bible. Den blev en stor succes, og rigtig mange mennesker har været glade for dens ligefremme, […]
Forord til Det Gamle Testamente af Fr. Buhl & O.A.FORORD Den Opgave, som den foreliggende Oversættelse af det gamle Testamente søger at løse, er — i Modsætning til de hidtil benyttede, der havde en mer eller mindre udpræget kirkelig […]