De fleste af os kender vist »Det danske Sprog- og Litteraturselskab« og »Den (store) danske Ordbog«. Igangsætteren af alt dette var Lis Jacobsen, datter af national-bankdirektør Marcus Rubin. Hun var fuldblods jøde.

I 1903 blev Lis Rubin gift med dr. phil. J. P. Jacobsen, søn af gårdejer Hans Jacobsen, »Salemgaard« i Ulkjær, Sindbjerg sogn ved Vejle. Hans broder Kresten Jacobsen overtog gården, som nu ejes af dennes søn, Oluf Jacobsen.

Hun har fortalt om mødet mellem en pige »fra et snævert københavnsk miljø« og et jysk bondesamfund. Hun kørte med sin kæreste ind ad porten til »Salemgaard«. Flaget var hejst på flagstangen i græsplænen midt imellem de fire længer. I »stuehusets dør stod min mands gamle mor og hans stovte bror, der bestyrede gården. Dannebrog var hejst til min ære. Denne for mig nye verden var næsten en åbenbaring for mig.«

Men »det egentlige var den nære tilknytning, jeg fik til menneskene på gården og hele den kreds af jyske bønder, som jeg lærte at kende her. Noget af det, der greb mig mest, var hjemmets stærkt positive kristelige indstilling, der var forenet med et overordentligt stærkt frisind. Jeg havde — da vi blev forlovede — spurgt min tilkommende mand, hvad hans fromme mor ville sige til, at hendes søn ville giftes med en ung københavnsk jødepige. Hans svar kom uden tøven: »Hun vil betragte dig som en hellig kvinde fra det gamle testamente.«

Det jyske hjem, som Lis Jacobsen, f. Rubin, kom ind i, havde været præget af religiøse brydninger i slægten mellem »de stærke jyder« på fædrenes side og den friere grundtvigske kristendomsopfattelse, der var kommet ind på gården med hendes svigermor, fortæller Lis Jacobsen videre i et interview fra 18. febr. 1957 i Vejle amts folkeblad.

Men hvilke forskelle, der end kunne være mellem »stærke jyder« og grundtvigianere i familien, så ville de være helt enige i at modtage en københavnsk jødepige som »en hellig kvinde fra det gamle testamente.«

Her er tale om et hjerteligt møde mellem dansk og jødisk folkeliv. —

Lis Jacobsen har i anden forbindelse beskæftiget sig med et positivt møde mellem jødisk og dansk.

Jeg tænker i denne forbindelse på en kronik fra 1961 i »Politiken«: Fra Ghettoen i Altona til højskolen i Vallekilde«. Den drejer sig om Mendel Levin Nathanson, der fødtes i Altona den 20. nov. 1780, og som rejste til København for at uddannes til købmand hos sin morfar. Han havde selv følt savnet af skolekundskaber. Og nu ville han hjælpe andre til at få, hvad han så stærkt havde savnet. Han havde i sin tid truffet Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), dengang Mendel var lærling. M. P. Kierkegaard opfordrede ham til at søge kundskaber også udover det rent faglige område. Med disse erfaringer in mente oprettede Mendel senere en friskole for drenge fra fattige jødiske hjem.

Et andet område, der beskæftigede ham, var: jødiske gudstjenester på dansk sprog. Det var Mendel Nathansons mål at indføre en levende forkyndelse og en dansk forkyndelse i den jødiske gudstjeneste. Men det lykkedes ham ikke at få dette gennemført.

Man havde dengang ikke en synagoge, men samledes på nogle loftsrum. Gudstjenesten bestod i gamle ceremonier og hebraiske bønner, som kun få af deltagerne forstod. Men der var en voldsom modstand indenfor den ældre del af menigheden mod forandringer. Og så søgte mange unge jøder derhen, hvor man kunne finde tilfredsstillelse for sit religiøse behov — i den danske folkekirke.

Nathanson og hans hustru forblev i den jødiske menighed. Men alle deres 9 børn blev døbte og de seks døtres jødiske ægtefæller. De fem yngste blev døbt i Frederiksberg kirke torsdag den 16. august 1828. I dåben fik sønnerne det gamle københavnske familienavn Nansen. Af de tre sønner blev de to senere præster i den danske kirke.

Det havde været Mendel Levin Nathansons ønske at fremme udviklingen af en dansk jødedom, der kunne virke i samklang med en fri kristendom. På en vis måde realiserede hans dattersøn Ernst Trier dette ønske ved oprettelsen af Vallekilde højskole, skriver Lis Jacobsen. Forstander Frederik Nørgaard, Antvorskov, har engang udtalt: »I Israels, sit eget folks historie, fandt han sine kæreste foredragsemner. Med betagende veltalenhed kunne han skildre det gamle testamentes store skikkelser. Her fandt han udtryk for sin forkyndelse om kristendom og menneskeliv.«

Lis Jacobsen bemærker: »Mon Ernst Trier ikke var blevet rabbiner i Krystalgade i stedet for højskoleforstander i Vallekilde, hvis hans morfar havde kunnet gennemføre sine reformplaner inden for den danske jødedom?«

Ja, det kan man jo kun gisne om.

Interessant er også, hvad Lis Jacobsen skriver i en efterskrift til sin kronik: I Mendel Levin Nathansons efterslægt »indtager kunstnere og videnskabsmænd en fremtrædende rolle, men navnlig er det påfaldende, hvor levende denne jødiske slægt har været repræsenteret inden for den danske folkekirke og folkehøjskole ned til vore dage, særlig kraftig gennem navnene Trier, Borup og Fink.«

I 1956 holdt højskoleforstander Hans Borup en tale ved en slægtsfest for Mendel Levin Nathanson. Han nævner bla. de fem yngste børns dåb i 1828. »Det skete efter påvirkning af præsten Boye og af jomfru Colding, som var der i huset. Det forklarer lidt bedre den alvor, som var i deres overbevisning.«

Lis Jacobsens kronik er trykt som særtryk og — sammen med Borups tale — trykt i bogen: »Gæst i et fremmed land», en antologi af Hanne Kaufmann fra 1967.

Holger Begtrup giver i sin bog »Det danske folks historie i det 19. århundrede« en gribende skildring af Trier, som fortæller: »Når han førte sine tilhørere til det hellige land, lod dem mødes med Abraham, Isak og Jacob, da følte man, at her havde hans hjerte hjemme, her talte han som en søn om sine forfædre. Det var levende mennesker, der blev skildret, mennesker af kød og blod, der ofte viste sig som store syndere, men som fik lysglans over deres liv fra nådens sol i det høje.«

»Han lod danske kristne se stærke glimt af, hvilken oplivelse, den kristne menighed vil få, når Israel engang vender om til sin rette fører.« II s. 386-87.

Hvad forklaring er der på, at jødedom og dansk folkelighed her har kunnet komme i en frugtbar vekselvirkning med hinanden, — at der ikke opstod en dæmonisk antisemitisme i Danmark? — Lis Jacobsen og Ernst Trier har oplevet det samme: Jyske og sjællandske bønder har taget imod dem med åbne arme uden forbehold.

En meget væsentlig grund har været denne, at man på de steder, hvor et lykkeligt møde fandt sted mellem kristendom og jødedom, har forstået hvad det folkelige er. Og det skyldes Grundtvigs forståelse af det folkelige. Ingen har vel som Grundtvig evnet at tale om folkelighed, så ordet blev mættet med indhold fra livet selv.

I »Christenhedens Syvstjerne« giver Grundtvig ud fra Åbenbaringsbogen 1:12-20 og menighedsbrevene Kap. 2 og 3 en kirkehistorie på vers. »Kristenfolkets historie er her forudset«. De syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder. De syv sange eller breve behandler i rækkefølge: Ebræermenigheden, Græker-, Latiner-, Angler-, Tyskermenigheden, den nordiske og den sidste menighed.

Grundtvig siger, at der er tale om en nedadgående linje fra Ebræermenigheden over Grækermenigheden til Latinermenigheden, og så atter en opadgående linje fra Angler-, Tyskermenigheden til den nordiske menighed. Den sidste menighed inden afslutningen bliver måske den indiske eller den genopstandne Ebræermenighed.

Grunden til, at Ebræermenigheden står så højt på rangstigen, er den, at her begyndte kirken. Men hvorfor begyndte den her? Fordi folkeligheden var mest udviklet netop blandt Ebræerne.

Det er Grundtvig meget om at påpege, at kristenlivet helt igennem må betragtes som et åndeligt folkeliv, der har stået i vekselvirkning med hovedfolkenes ejendommelige udvikling og modersmål.

Det følger af sig selv, at en kristen menigheds bekendelse, lovsang og forkyndelse aldrig kan blive renere, varmere eller klarere, end folkets modersmål er det.

Ethvert folks modersmål svarer til dets folkelige synskreds og udviklingstrin. En levende kristendom må altid være folkelig. Det er kun talen på modersmålet, der går os ret til hjerte.

På den store pinsedag talte Helligånden på tilhørernes modersmål. Kristendommen fører jo ikke selv sit eget sprog med sig, men låner hvert folks modersmål, der hvor kirken er gæst.

Kristus sagde til apostlene: »Gå ud for at kristne alle folkefærd«. Folkekirker er ganske rigtigt i kristendommens ånd, men det må bare ikke være statskirker, åndelige tvangsindretninger. Kristendommen skal stå i levende vekselvirkning med det folk, det gæster, bruge modersmålet, folkeånden, folkeligheden som redskab for sit budskab.

Derfor er en folkelig vækkelse forudsætningen for en kristelig vækkelse. Jo rigere modersmålet er udviklet, jo rigere kan evangeliet tilegnes.

»Folkelig« betyder her: ikke det samme som populær, jævngod, halvdårlig. Folkelighed er udtryk for et folks inderste væsen. Et folks folkelighed får afløb i og kendes på folkets egne sagn og sange, i ordsprog, i historie og poesi. Heri åbenbares folkets selvforståelse, folkets ånd.

Derfor var det Grundtvig om at gøre gennem folkehøjskolen at vække almuen, så den blev sig bevidst som folk. Og midlet dertil var og er Danmarks historie og sand digtning, det vil sige: Folkets levnedsløb og modersmålet.

Så forstår vi måske bedre, hvordan de i det foregående nævnte jøder kunne komme i levende forbindelse med dansk kirkeliv og folkehøjskolebevægelse.

Der var en trang i disse danske jøder til at høre religiøse emner blive behandlet på det levende sprog, som de nu var vokset op i og blevet fortrolige med. Og da den jødiske gudstjeneste dengang udelukkende førtes på et for dem uforståeligt sprog, gik mange af dem, som nævnt, over til den danske kirke.

Og så kunne de desuden medbringe deres oprindelige folkelighed, det gamle testamentes folkelighed. I den jordbund havde kristendommen sat sine allerførste og dybeste rødder.

Og når gamle fru Jacobsen på »Salemgaard« omfavner sin svigerdatter, Lis Rubin, i hoveddøren til den gamle jyske gård og modtager hende som en hellig kvinde fra det gamle testamente, så skyldes det, hvad fru Jacobsen har tilegnet sig i sin børnelærdom og måske ved sit højskoleophold. Og når sjællandske bondesønner accepterede den københavnske jøde, cand. theol. Ernst Trier som højskolemand, lærer og foredragsholder, så skyldes det, at han jo slet ikke er en fremmed. Man kender hans forfædre fra bibelhistorien. Og han kan som ætling af disse bedre end nogen andre fortælle om dem.

Lis Jacobsen, f. Rubin, og Ernst Trier er ikke fremmede i Danmark. Deres forfædre er man fortrolig med, mere end med fortidsskikkelser fra noget andet folk, bortset fra ens eget.

Den hebræiske folkelighed var i enestående grad uddybet og egnet til jordbund for kristendommen og for vekselvirkning med kristenliv. Kunne vort eget folkeliv og vor folkelighed blot uddybes i tilsvarende grad!

Lad os nu høre om nogle af de tanker, som Grundtvig gør sig om Hebræermenigheden i »Christenhedens Syvstjerne« fra 1860. Grundtvig skriver den første sang om »Ebræer-menigheden« over det første »himmelbrev« til menighedens engel i Efesus i Johannes’ Åbenbaring 2:1.-7.:

Skriv til englen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed og véd, at du ikke kan døje de onde, og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver. Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig. Men det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.

Dette, det første af menighedsbrevene i Johannes åbenbaring, udlægger Grundtvig som handlende om »Ebræermenigheden. «

Lysestagen blev virkeligt og til gavns flyttet. Men slutningslinjen peger på, at denne menighed vil opstå igen i fornyet skikkelse.

V. 2:
Flyttet er din Lyse-Stage,
Kold din moderlige Favn,
Af din Glands er dog tilbage
Straale-Krandsen om dit Navn;
Overalt, hvor Christne findes
Som vor Moder du skal mindes,
Til af Døde du staaer op.

Det vil sige: Der vil engang ske det under, som skete ved Lazarus’ grav. Den døde skal blive levende. Ebræer-menigheden vil genopstå, således som apostlen Paulus også ser det for sig i Romerbrevet 11:25 flg. Muligvis vil det være den syvende og sidste menighed, den endnu ukendte, som nævnes i dette kvads sidste afdeling.

Den rigdom, som du ejede, den har du givet os.

V. 4: Intet kaldte du dit eget.

Ikke engang Stamfaderen Abraham eller kong David eller »Seer-Rækken«, det er profeterne. Eller »Apostel-Tylvten«. Det fællesskab har vi med dig. Din rigdom blev kristenhedens fælleseje.

Davids-Psalmerne, de store højtiden Alt dette er gaver fra dig.

V. 11:
»Vore bedste Tone-Strømme
Er mod dine Vand mod Viin.
Naar vi tale, naar vi sjunge,
Hvad er ordet paa vor Tunge
Meer end Røgen af din Brand?«

I vers 17 flg. siger Grundtvig, at Israel er menighedens folkegrund. I Israels folkelighed kunne kristendommen udfolde sig i en aldrig siden overgået fylde. Til Israel, Guds førstefødte, kom Guds ord som en drot med herskermagt i tjenerdragt. Israel havde, ved sine oplevelser i sin bevægede historie og ved sine skjalde udviklet en folkelighed, der var helt mageløs.

V. 20:
»Alt, hvad der hos dig blev skuet,
Vær hos dig og forberedt:
Hvor Ild-Støtten havde luet,
Der blev Flamme-Tungen seet.

Der menes hermed: Et folk, som havde historiske minder om ildstøtten under ørkenvandringen, kunne også rumme pinseunderet. Gæstebudet hos Abraham i Mamrelund og påskemåltidet er forudsætningen for at kunne forstå indholdet af nadveren. Kun fra tolvstamme-folket kunne apostlene udgå. Kun hvor loven havde lynet, var synet for Guds nådes sommersol blevet tilpas skærpet. Det vil sige: Kun hvor loven havde bøjet mennesker, kunne man tage mod nåden.

Her ser man tydeligt, hvad Grundtvig mener med »folkeligheden«. Folkets oplevelser i historien og dets deraf udviklede sprog er forudsætning for at kunne gribe kristendommen i en vis fylde. Jo fattigere et folk er i erfaringer og sprog, des mindre kan det rumme af kristendommens rige gaver.

Men Israel var i usædvanlig grad folkeligt udviklet gennem sin historie og sin poesi. Derfor blev det et udvalgt folk for Guds søn, Guds ord.

V. 22:
»Guld kun voxer i Guld-Aarer,
Faaer kun der sin Glands og Klang,
Kun hvad saaet var med Taarer,
Høstet blev med Frydesang«. —

I den rige folkegrund og folkelighed udfoldede sig også det rigeste kristenliv. Se blot på Stefanus. I hans færd så man et af de bedste og skønneste udtryk for kristenlivet i den første menighed. (V. 27).

Og de tre hovedapostle viser, hvortil Guds-mennesket kan vokse. Et ord hentet fra 2Timoteus 3:17: »så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt«.

V. 38 flg.: Petrus, Paulus og Johannes.

V. 39: Peter kaldes for »Klippe-Boen«, den, der bor ved klippen Kristus. Han vidste af egen erfaring, hvor svag menneskets tro er, og hvorfra den henter sin styrke. Ved at bo hos Kristus.

V. 42: Paulus er håbets apostel. Det ser man bla. i romerbrevet det 8. kap. Han håbede i sin tid at fælde Kristus. Men senere blev Kristus hans håb. Stefanus’ bøn for sine fjender gik i opfyldelse på Paulus.

V. 44: Johannes er kærlighedens apostel, — kærligheden, som er troens rod og håbets frugt.

Kun i så rig en folkegrund, som den fandtes i Israel, kunne kristendommen få så rig en udfoldelse.

V. 61: Men selv om lysestagen blev flyttet, vil der altid være en rest, som frelses, et rodskud (Es. 7:3. 11:1), en »Levning af Ebræer-Stammen, af det gamle Israel«, en »Folke-Levning uden Mage!«

Ebræer-menighedens genoplivelse kommer, når kristenfolket længes dybt derefter.

V. 62:
»Det skal skee, naar i Guds Rige
Alting græder ved dit Savn«.

Ligesom alt græd for Balder i den nordiske mytologi.

Og når det sker, vil det bevirke en fornyelse, en ny-oplivelse af hele kristenheden. Det vil da i virkeligheden betyde opfyldelsen af de gamle forjættelser, en nyskabelse ved Guds ånd.

Da vil spådommen fra hos Haggaj 2:9 om »det andet hus» (»Dette hus’ kommende herlighed bliver større end den tidligere —,«) gå i opfyldelse i en aldrig før oplevet herlighed.

V. 70:
»Saa, vor gamle Moder-Kirke!
rejser du dig af dit Gruus«,

i en pragt, der kun kan måles »med Engle-Stav« »I hans Glands, som kommer snart». —

Sådan er tankegangen i den første sang i »Christenhedens Syvstjerne«, om »Ebræer-Menigheden«, hvis lysestage blev flyttet, fordi den havde svigtet sin første kærlighed.

Men inden da havde menigheden nået sin højeste og rigeste kristelige udfoldelse, fordi folkeligheden var så velberedt, så veludviklet.

Det bliver nok ikke sidste gang, man kommer til at høre fra den første menighed. Måske vil det vise sig, at den syvende og sidste menighed, den endnu ukendte, vil blive den genoplivede Ebræer-menighed.

Men selv om dens lysestage blev flyttet, er den dog stadig vor læremester i kristendom.

Det siges så stærkt i salmen »Var I ikke Galilæer —,« der i indhold ligger på linje med det, der var sagt i Grundtvigs tolkning af det første menighedsbrev i Åbenbaringsbogen.

DDS. 242:
»Jødelands apostelskare!
Hvad i verden kan forklare
kraften i dit gamle ord?
– – –
Paaskemorgen, pinsedagen
ikkun de forklarer sagen …

Og dernæst folkegrunden:

»Modersmaalet dybt sig bøjer,
let og lifligt det sig føjer
efter Herrens tankegang;

Men også Israels folkelighed medvirker, idet dansk folkelighed og sprog henter inspiration herfra, »yndigt selv, men blødt derefter,

laaner aand og ild og kræfter
det af Sions heltesang«.

Thi det er nemlig noget helt afgørende: En kristen bekendelse, forkyndelse og lovsang kan aldrig være renere, varmere og klarere end folkets modersmål.

Og ethvert folks modersmål svarer til dets folkelige synskreds og udviklingstrin.

Israels rigt udviklede folkelighed gav kristendommen et til dato endnu uovertruffen udtryk.

Grundtvig kunne — som bekendt — godt digte salmer. Men alligevel siger han beskedent i »Christenhedens Syvstjerne«:

»Vore bedste Tone-Strømme
er mod dine Vand mod Viin
Hvad er Ordet paa vor Tunge
Meer end Røgen af din Brand?«

Emnet for denne artikel er »Grundtvigs syn på Israel«. Hvis dette syn har påvirket større kredse, må vi lige undersøge de steder, hvor berøringsfladen er størst. Og det må jo være salmebogen og højskolesangbogen. Navnlig i gendigtningen af det gamle testamentes salmer og de bibelhistoriske sange er Grundtvigs tanker nået længst ud i befolkningen.

Man vil meget hurtigt lægge mærke til, at i disse salmer og sange er Israel og dets mænd og kvinder fra bibelens tid ikke fremmede personer.

Palæstina er ikke et fjernt, fremmed land. Og personerne er ikke af en anden og vildfremmed race. Israel og Danmark er identiske i mange af disse digte.

Jesusbarnet kom til verden i en dansk landsbykirke. Det hellige land er her. »Kirke, du er vort Bethlehem.« Og Kristus opstår på en dansk kirkegård. Der står om englen ved graven i salmen »Opstanden er den Herre Krist«: »Som morgenlærken var hans røst«. Vandringen til Emmaus går af en dansk kirkesti. »Den snor sig over mark og eng, imellem korn og blommer, fordi så mangen fugleseng i vår og tidlig sommer«. Forklarelsen på bjerget sker midt iblandt os. »Med stråleglans om tinde forklaret Jesus stod.» »Vi sidder mellem grave« i landsbykirken, der ligger midt i kirkegårdslunden. »Dog godt er her at være, det volder Herrens ord.« For vi sidder her »som venner i Guds bolig med ham vi skifter ord«.

Og jorden vil gå under i danske omgivelser for os: »Da gjalder luren for sidste gang, da luer bavnen i blomstervang, da styrter dødens trone«. Det er Johannes’ åbenbaring i Dannevang, i kløvermarken udenfor kirkegårdsmuren.

Sådan kunne man blive ved med at citere. I omdigtningen af Es. 35 »Blomstre som en rosengård« mødes Sarons yndigheder med Rungsteds roser, skriver Vilhelm Andersen i sin store litteraturhistorie.

Helligånden er som en sommerbrise, der vifter hjemligt gennem løvet i bøgetræernes kroner. Og kirkens stadige fornyelse har et jordisk forbillede: Guds riges glans opstår »som aks i vang som maj i bøgeskove«. Ja, lad pinsesolen skinne over vang »som en morgen med sang, morgen i maj, når det grønnes.«

Alle de bibelske begivenheder gentager sig nu fortroligt og hjemligt i danske omgivelser.

Israelitisk poesi er virkelig smeltet sammen med dansk sprog og tonefald, når Grundtvig gendigter det gamle testamentes salmer. Salme 42-43: Som tørstige hjort. 84: Hyggelig rolig. 92: Giv mig Gud en salmetunge. 103: Lovsynger Herren. 104: Sin vogn han gør af skyer blå. 137 og Haggai 2: Tør end nogen ihukomme.

Det er ikke noget fremmedartet eller artsfremmed, man skal værge sig imod og støde fra sig. Vi kender os selv i personerne fra bibelen. Vi kender menneskelivet, som det er skildret i jødernes hellige bog. Det er som vort eget skabt af Gud og derfor værdifuldt i sig selv. Og det er som vort eget liv blevet misbrugt og ødelagt ved vor ulydighed.

Den israelitiske folkelighed har så mange lighedspunkter med dansk folkelighed og er en jordbund, hvori Guds ords sædekorn kan spire og gro.

Det forklarer vel også, at Grundtvig uden betænkeligheder kunne digte åndelige sange til professor Mariboe’s skole. (Mariboe var en døbt jøde), — sange, der kunne synges af både jødiske og kristne børn, f. eks. »Morgenhanen atter gol«, »Udrundne er de gamle dage».

Lad mig nævne endnu en bibelhistorisk sang, som har gjort sit til at latterliggøre antisemitisme: »Kong Farao var en ugudelig krop, han sagde: det varer for længe med svøben at slide ebræerne op, smid ud deres nyfødte drenge!« Jeg har, da jeg underviste på Jelling seminarium, hørt eleverne synge den på melodien: »Kathinka, Kathinka, luk vinduet op», så ruderne klirrede. Jeg mener, at Grundtvig ville have moret sig og fundet denne melodi særdeles velegnet.

Denne sang er overdådig morsom og humoristisk og gør grin med alle antisemitter, hvad enten de hedder Farao eller Hitler. Og latteren er et farligt våben. Den kan være en udløber af den guddommelige humor: »Vil nogen Guds forsætter hæmme, han nødes til selv dem at fremme.« —

Til belysning af emnet »Grundtvigs syn på Israel« har jeg indtil nu hentet stof fra hans versedigtning, fra »Sangværk til den danske kirke» og »Sangværk til den danske kirkeskole« og »Christenhedens Syvstjerne«. Desuden findes der stof i »Krønikerim« fra 1828.

Det er værd at bemærke sig, at disse salmer og sange virkeligt er blevet brugt ved gudstjenestens salmesang og gennem højskolesangbogen. De har været med til at præge det danske folk så meget, at den danske andelsbevægelse gennem andelsudvalget i 1944 gav 50.000 kr. (og det var meget dengang) til en ny udgave af Grundtvigs sangværk. Det er dog helt interessant, at danske andels-slagterier og andels-mejerier har været med til at bekoste en ny stor udgave af disse digte. Det vidner om deres udbredelse og betydning. Og navnligt er det da glædeligt, hvis det livssyn, de formidler, er sandt og sundt for vort folk. —

Til sidst vil jeg nævne nogle eksempler fra Grundtvigs øvrige produktion om hans syn på Israel. Jeg henter dem fra nogle taler, som Grundtvig holdt i 1838 »Mands Minde« og fra taler i den grundlovgivende rigsforsamling i 1848 og fra »Kirke-Spejl« 1861-63.

Grundtvig holdt på opfordring i 1838 nogle historiske foredrag på Borchs kollegium. De var blevet kaldt for de første højskoleforedrag, der er blevet holdt i verden.

Den 21. november talte han i den »Niogfyrretyvende Forelæsning« om jødefolket. Det var i anledning af en »jødefejde«. Han sagde bla.: »Hvad nu Jødefejden angår«, nævner han den kun »for at ytre mit dybe Mishag med det hele Skrig mod det ypperste og gjennem snart to Aartusinder ulykkeligste Folk paa Jorden«. »Og hvem ved det mindste om Forstenelsen, Adspredelsen og Mishandlingen af Abrahams Folk, som ikke må beundre de store Sjæle-Evner, den utrættelige Virksomhed og de mange Borger-Dyder, som Jøderne desuagtet har bevaret indtil denne Dag«. Jeg ville nødigt låne penge af dem og endnu nødigere være i Rothschilds sted, men jeg ville dog »råde alle Stater til at gjøre sig dem til Venner, da Historien lærer mig, at de er til Velsignelse eller Forbandelse, efter som de behandles«. Hvor de fik borgerlige rettigheder, som de havde det »i Antiokien, Alexandrien og alle grækernes stæder«, var de vel ikke just en prydelse, men dog en vigtig støtte for det borgerlige selskab. Man ser derfor også, at jøderne i Danmark, siden de blev mildt behandlet, har taget levende del i rigets ve og vel. Og jo før vor folkestemme vil hæve sig for de indfødtes fulde borgerret, des rigere frugter vil Danmark sikkert høste af deres opfindsomhed, driftighed og erkendtlige påskønnelse af gæst-mildheden i det fremmede land.

Dobbelt anser jeg det for min pligt, fortsætter Grundtvig i sin forelæsning, uforbeholdent at udtale denne overbevisning, da gejstligheden alle vegne har haft megen skyld i dette folks undertrykkelse og mishandling, hvis hellige skrift de dog kaldte deres visdoms kilde, hvis stamfader de løftede til skyerne, hvis Messias de tilbad, — en urimelighed og selvmodsigelse, det er den høje tid for kristendommens tolke at fralægge sig.

Grundtvig tænker måske herved på den forkyndelse, der giver jøderne skylden for Jesu korsfæstelse alene, hvor man ikke som det nye testamente vil, og som Kingo gør det, lader de bibelske beretninger være evigt aktuelle, så de foregår til hver en tid:

»Og når på din dom jeg grunder, ser jeg og mit segl derunder! « DDS. 163. v. 3.

Kingo og Grundtvig ligger sikkert helt på linje i dette synspunkt. Skylden for Jesu død er universel og rammer hver ny slægt. —

Som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling har Grundtvig også udtalt sig om jødespørgsmålet. Den 12. april 1849 siger han i forbindelse med drøftelsen af jødernes borgerlige rettigheder:

Der har været gjort indvendinger imod, at jøder kunne få visse bestemte embeder, at det slet ikke gik an. Man har således anført, at en jøde nær var blevet kultusminister i Preussen. »Det kunde jo altid blive et Spørgsmål, hvorvidt vi turde give Jøderne — dette oprindelig ganske fremmede asiatiske Folk — hvorvidt vi turde give det borgerlige og politiske Rettigheder lige med vort eget.« Vi skal imidlertid ikke betænke os på grund af deres religion. Det ville bare fremme hykleriet. Men Grundtvig anser det slet ikke for at være farligt at tilstå dem lige rettigheder, ialtfald langt mindre farligt end at tilstå tyskerne eller andre fremmede folk denne frihed. Thi disse er et folk og har et fædreland og kan derfor blive farlige for vort fædreland. Sådan er det ikke med jøderne. Verdenshistorien lærer os, at jøderne altid stod ved siden af de bedste borgere i de lande, hvor man skænkede dem fulde borgerlige rettigheder. Og så nævner Grundtvig atter grækerne i gammel tid og de to store hovedstæder Antiochia og Alexandria.

I Rom behandlede man dem som trælle. Den vestlige kristenhed lærte så meget ondt af romerne, også at behandle jøderne dårligt, som trælle, ja, tit som afskum. Derved blev de skadelige for folkene. —

Grundtvig holdt i årene 1861-63 nogle kirkehistoriske foredrag »Kirke-Spejl eller Udsigt over den christne Menigheds levnetsløb«. Her nævnes jøderne naturligvis også. Det er foredrag, der blev til på opfordring af bl. a. teologerne Ludvig Schrøder og Ernst Trier. De blev holdt i Grundtvigs hjem på Gammel Kongevej.

Hvad der siges her, minder i nogen måde om tankerne i »Christenhedens Syvstjerne«. Men da synspunktet uddybes og udtrykkes i prosa, skal der anføres nogle afsnit.

Israels rige folkelighed fremhæves. »Israel var nemlig, som skrevet står, Guds førstefødte blandt alle Jordens folk.« Dette folk var allerede gennem sin stamfader, Guds ven og de troendes fader, udvalgt til at arve velsignelsen.

Dette folk var så velopdraget, at intet hedningefolk kunne sidestilles med det. Der var jo intet folk, der var rundet af så ædel en rod eller havde nydt så himmelsk en opdragelse ved Moses og alle profeterne, »så Hedningernes Tungemål kunde ikke engang bruges til at udtrykke Guds Tankegang nær så fuldstændig, levende og tydelig, som det ebraiske …«

Derfor begyndte den kristne kirke her.

Det var nogle glimt fra Grundtvigs produktion, der kan belyse emnet: »Grundtvigs syn på Israel«. Der kunne anføres flere udtalelser. Men de nævnte er repræsentative for, hvordan Grundtvig så på jødefolket og jødeproblemer.

Dette syn har udbredt sig til det danske folk gennem salmebog, højskolesangbog og folkelige foredrag og prædikener. Det har sikkert medvirket til, at efterkommere af Abraham, »Guds ven«, folket med den højst udviklede folkelighed ikke føles som fremmede i Danmark. Derfor befandt de sig som regel godt og ydede Danmark store tjenester. Mendel Levin Nathanson og hans efterkommere: Nansen, Trier, Borup og Fink blev integrerede i det danske folk og nogle af dem tjente i den danske kirke og folkehøjskole.

Lis Jacobsen f. Rubin var medstifter af »Det danske sprog- og litteraturselskab« og var drivkraften bag »Den (store) danske ordbog«. Lis Jacobsen (og hendes datter Grethe) blev begravet på Sindbjerg kirkegård ved Vejle ved siden af sin mand i den jord, som hendes mand kaldte for »fædrenes jord». Det var hende, der blev modtaget i sine svigerforældres hjem på den jyske gård med stor hjertelighed, fordi hun kom som »en hellig kvinde fra det gamle testamente«.

Det varer måske længe, før Israel som folk anerkender Kristus som frelser. Men når det sker, da vil kirkens liv opnå en hidtil ukendt fylde, varsler Grundtvig i sit store digt.

Men allerede nu, selv i deres afvisning af evangeliet er jøderne en udfordring og en inspiration for kirken. Nu er kirken det udvalgte folk, siger apostlen Paulus. Og hvordan omgås vi nu med det betroede gods? Det spørgsmål gør os bestemt ikke hovmodige overfor andre.

Den allerførste menighed var en hebræermenighed, som altid vil være vor læremester i kristendom.

Engang skal den måske opstå igen og da overgå alt, hvad der har været af kirkeliv igennem tiderne.

Det er det håb, vi synger om på pinsedagen: »I Jesu navn da tungen gløder hos hedninger såvel som jøder«.

Thyge V. Kragh

Kilde: Grundtvigs syn på Israel – Den Danske Israelsmission 1971