En af reformationens slagord var: Kristus Alene. Som mellemmand mellem Gud og mennesket kan man ikke regne med paven eller helgenerne. Som det hedder i en luthersk bekendelse: ”Skriften lærer intet om at påkalde helgenerne eller søge hjælp hos dem. For der er kun én eneste Kristus, som er givet os som fredsmægler, sonoffer, ypperstepræst og talsmand. Det er ham, vi bør påkalde.”
Luther mente ikke vi kunne søge hjælp hos de såkaldte helgener. Deres gerninger hjælper os ingenting! Det er kun Kristi gerninger, det gælder! – I en af hans prædikner sagde han: ”…vi må skelne mellem Kristus og alle de hellige, så vi ikke havner blandt hyklerne, som ved hjælp af deres bønner og gerninger vil gøre sig fortjent til Himmelen.”
Det var ikke noget Luther havde fra fremmede, det var noget han havde fra skriften, hvori det gøres klart: … der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus… (1Tim 2:5 [DA48])
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Skabelsen – Kan 1 Mosesbog 1 og 2 forenes med videnskaben? - 4. august 2020
- Jeg har ikke tid til det der! - 4. august 2020
- KIABB09/10 – Vor trofaste profet - 7. juli 2020
- Herren har gjort store ting for os - 1. juli 2020
- Maria, Guds moder og vores trosforbillede #luthersk vs #katolsk - 24. juni 2020
