Hør Salmen oplæst her: (bibliasound)
Læs v. 1-3
Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængt er? Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede: “Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!” (Sl. 2:1-3 [DA31])
I NT er der flere henvisninger til denne salme, og her får vi at vide, at det er Helligånden, som har inspireret David til at skrive denne salme. Et eksempel på dette finder vi i Apg. 4, hvor de forsamlede kristne beder til Gud i forbindelse med, at Peter og Johannes lige var blevet løsladt fra fængslet, og vi læser:
“Du (Gud), som ved Helligånden gennem din tjener Davids mund har sagt: ‘Hvorfor fnyste hedninger og pønsede folkefærd på tomhed? Jordens konger rejste sig, og fyrsterne samlede sig mod Herren og hans Salvede’. Ja, de har i sandhed samlet sig i denne stad imod din hellige tjener, Jesus”, Apg. 4:25-27a.
De første kristne så altså denne profeti opfyldt gennem det, der var sket med Jesus ved slutningen af hans liv her på jorden. Derfor er vi heller ikke på vildspor, når vi opfatter salmen i den samme Ånd – for det var jo Kristi Ånd, der var i profetierne.
Det stemmer med det, der står et andet sted i NT, nemlig, at Jesu vidnesbyrd er profetiens Ånd, og ‘om ham vidner alle profeterne, Åb. 19:10, Apg. 10:43. Altså er det både Ham, der vidner, og Ham, der vidnes om, og det sker ved hans Ånd. Det stemmer med det, der står i 1. Pet. 1.11…xx
Salme 2 er den første af de mange messianske salmer, som taler tydeligt om ham, der skal komme som verdens frelser. Salmen lægger hurtigt ud med at stille et undrende spørgsmål, for normalt er der ingen, som vil gå i gang med noget, som man på forhånd ved, er forgæves. Men alligevel både ‘fnyser’ og ‘pønser’ hedninger, selvom de muligvis er klar over, at de, når det kommer til stykket, ikke kan gøre noget, for: “Gud er Gud, om alle land var øde! Gud er Gud, om alle mand var døde”
Når et oprør mod Gud ikke nytter, er det en gåde, at mennesker alligevel har så travlt med at tale imod Gud, og løfte deres hænder i vrede mod ham. Det er en gåde, at samtidig med, at de siger: ‘vi tror ikke på Gud’, eller ‘vi vil ikke have noget med Gud at gøre’, så er de alligevel travlt optaget af at bekæmpe ham. Hvorfor har de så travlt med at modbevise Gud, hvis de ikke tror på ham? Det har jo ikke ligefrem noget med fornuft at gøre. Mon ikke det skyldes, at de inderst inde egentlig godt ved, at Gud er til, men vil bare ikke anerkende ham som deres Herre og Frelser?
Hele beskrivelsen vidner om en form for massesuggestion – en fælles beslutning. En flok, der måske er uenige om meget, men som dog er forenede i at bekæmpe Gud, at støde ham fra tronen, som om de kunne gøre det. Salmen peger dermed, så vidt jeg kan se, direkte frem mod ‘den stille uge’, som gik forud for Jesu død – men som i virkeligheden ikke var så stille endda. For da disciplene senere tænkte tilbage på det, der var sket i forbindelse med påskeugen, bad de til Gud og sagde: ‘Ja, de har i sandhed samlet sig i denne stad mod din hellige tjener Jesus, ham, som du har salvet; både Herodes og Pontius Pilatus, sammen med hedningerne og Israels folkestammer’, Apg 4:27.
Men, læg så mærke til, hvordan de fortsætter bønnen (i v. 28): “.. for at udføre det, som din hånd og din vilje forud havde bestemt, skulle ske”?
Er der noget, denne flok ikke ville, så er det netop at tjene Guds vilje. De er forsamlede med den dagsorden at ryste ham – og det, han vil gøre for at frelse dem, af sig. De vil endda slå Herrens salvede ihjel, for om mulig at blive fri for Guds vilje og vej – og dermed ramme Herren selv.
Det var en brutal uge. Det var en uge, hvor Jesus blev overgivet til menneskers ondskab. Det var det, vi læste om i de førnævnte vers fra Apg. 4. Umiddelbart så det ud til, at deres plan var lykkedes. De to, der var på vej til Emmaus, talte sammen om det, der var sket, troede det også. Det kommer til udtryk i ordene: ‘Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel’. Vi havde håbet det, men vi har taget fejl, har vi ikke?
Her griber Jesus ind og fortæller det, han også tidligere havde sagt, og som også profeterne har vidnet om, nemlig, at det var nødvendigt for ham at dø. Han siger derfor: “Hvor er I tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed? Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham”, Luk. 21:25-27.
Jesu lidelse og død var forudbestemt af Gud, og derfor var det også forudsagt af ham. Det, der var sket med Jesus, var derfor hverken Pilatus, Herodes, hedningerne eller jødernes vilje, som det ellers kunne se ud til. Gud havde nemlig ført dem sammen for at gøre hans vilje, og den kommer de til at gøre, selvom de troede, at det var deres egen.
Sådan tænker mennesker også i dag. Mange arbejder for, at budskabet om Gud og hans indgriben i verden afskaffes, eller i det mindste forties. Derfor rejser de sig også til råd mod Herren og hans salvede, som er Kristus.
Som eksempel kan vi tage udviklingslæren. Jeg har en del citater fra forskere, der godt kan se, at udviklingslæren er opbygget på vås og nonsens, og siger det ligeud. Men alligevel holder de fast på udviklingslæren. Svaret på, hvorfor de gør det, når det er tåbelig, er ofte, at de ikke vil anerkende og tro på alternativet, som er troen på Gud som skaberen. Ifølge bibelen vidner dette synspunkt om dårskab. Vi husker sikkert de kendte vers fra Rom. 1:19-20, hvor der står:
“.. det, som kan erkendes om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet de forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning”.
Her siger Gud, at ethvert menneske kan erkende ham, hvis de vil. Han har åbenbaret det for dem, og derfor lyver de faktisk, når de eksempelvis hævder, at der ikke er noget bevis for, at han er til. Det er der så absolut. Det er bare at lukke øjnene op!
Ifølge bibelen begyndte oprøret mod Gud med, at mennesker troede på det, djævelen sagde: ‘Mon Gud har sagt’? Det er også det, der ligger bag oprøret, som vi kan læse om i de første vers i denne salme. Ifølge NT sker der det, at hvis mennesker lukker ørerne for Guds kald og åbenbaring af sig selv, så vil de i stedet nærmest automatisk begynde at tro på løgnen.
Det samme oprør mod Gud ligger bag antisemitismen. De fleste mennesker i dag tror på løgnen om, at jøderne har stjålet palæstinensernes land, selvom enhver, som ønsker at kende sandheden, kan se, at der aldrig har været et palæstinensisk folk, og det meste af det, der bliver sagt om Israel og Israels folk, er løgn. Uden at vide eller ville det, har de stillet sig til rådighed for ham, som bibelen beskriver som ‘løgnens herre’.
Det sidste eksempel, jeg vil tage med her, er den globale krig mod bibelen og de kristne. En sagde engang: ‘Djævelens to mest brugte våben mod de kristne er forfølgelse og forførelse. Hvis han ikke kan få en kristen til at opgive sin tro på Jesus ved forfølgelse, vil han i stedet forsøge at forføre dem’.
Jeg tror det er sandt. Ved forførelse ændres holdningen nemlig til, hvad der er sandt og hvad der ikke er sandt. Som eksempel kan nævnes Knud Gjesing, som i en årrække var domprovst i Viborg. For en del år siden forfattede han 50 teser med overskriften: ‘Vi fornærmer ikke Gud ved ikke at tro på ham”. Den 5. tese lyder således:
‘En Gud, som er kærlighed, trænger ikke til forsoning’, Kristeligt Dagblad, 20. juli 1991.
På trods af disse 50 bibelkritiske og Jesus-kritiske teser blev han efterfølgende omtalt som en af vor tids dygtigste teologer, og hans synspunkter er nu udbredt i mange kirkelige kredse. Det næste eksempel virker næsten hel uskyldig i forhold til det forrige:
“Efter en gudstjeneste.. kom jeg i samtale med sognepræsten. Jeg benyttede lejligheden til at spørge hende, om man her i hendes sognekirke var villige til at vie homoseksuelle, hvilket hun svarede ja til. Det fik mig til at stille endnu et spørgsmål: Hvad så med troskaben overfor Guds Ord? Hun svarede: Hvem siger, at det (hele) er Guds ord?” Udfordringen 23. maj 2013.
Jo, krigen mod bibelen har været i gang i 2000 år. Den, som har læst bare lidt om den voldsomme kristenforfølgelse under den katolske kirke – hvor det anslås, at 50 millioner er blevet dræbt, kan ikke undgå også at læse om den systematiske krig mod bibelen, som kørte for fuld udblæsning i den samme periode. Der var fx dødsstraf ved bare det at eje en bibel, og ingen har tal på de millioner af håndskrevne bibler, som er blevet brændt. I dag bliver de ikke brændt, men målet er det samme. Bibelens troværdighed som Guds ord bliver i stigende grad underkendt, og bedømt til at være kun ord af mennesker, som man derfor kan skalte og valte med efter forgodtbefindende.
Et af djævelens vigtigste mål med forførelse er at få selv kristne til at sætte spørgsmålstegn ved, at skriften er Guds Ord, inspireret af Guds Ånd. Det farlige i dette bibelsyn er, at Guds ord bliver bagatelliseret, og bliver ikke længere troet på som Sandheden. Dermed underkender man alt, hvad Gud har sagt til os om fx Jesu død og opstandelse, og om nødvendigheden af at blive frelst og leve et helligt liv. Der er endda nogle såkaldte kristne præster, der hævder, at Jesus ikke er opstået fra de døde. Men det er jo i virkeligheden blot en naturlig følge af, at man har tilsidesat bibelen som Guds ord.
Når det sker, kan vi ifølge bibelen heller ikke elske ham ret. I Joh 14:23 siger Jesus: “Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord, og min fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham”.
Det er betingelsen. Hvis vi ikke elsker hans ord, kan vi heller ikke elske Jesus – og så står vi ifølge bibelteksten også udenfor Faderens kærlighed. Det er alvorligt. Tilsyneladende ser de førnævnte eksempler ud til at være menneskers dåragtige tanker! Men faktisk har de dermed også gjort sig selv til et redskab for djævelen i hans altomfattende opgør mod Gud og hans salvede – og de siger derfor. “Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af os”, v. 3.
De tror eller håber altså, at deres plan vil lykkes. Det gør de i dag – og det gjorde de dengang, Jesus stod anklaget foran rådet, og folkets ledere fik folkeskaren, som blot fire dage tidligere hyldede ham som Davids Søn (Messias), da han kom ridende ind i Jerusalem, til nu at råbe: ‘Korsfæst ham!’ Enhver tanke om ret og rimelighed drukner i larmen. Rådet havde før været samlet, og talt om, hvad de skulle gøre med Jesus, og de blev enige om, at: ‘hvis vi lader ham blive sådan ved, vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage både land og folk fra os’. Forbrydelsen mod Jesus skulle altså kamufleres som fædrelandskærlighed, jfr. Joh 11:47-48.
Men ypperstepræsten Kajfas kom med dette ‘gode’ råd: ‘I forstår da heller ingenting; og I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at et menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde, Joh 11:49-50.
Apostelen Johannes, som gengiver denne tale, tilføjer: ‘Det sagde han ikke af sig selv, men da han var ypperstepræst det år, profeterede han, at Jesus skulle dø for folket, og ikke for folket alene, men også for at samle Guds adspredte børn sammen til et’.
De troede, at de kunne bestemme, hvad der skulle ske, men i virkeligheden måtte de gøre Guds vilje. Ifølge bibelen benytter Gud sig ofte af både lydige og ulydige profeter. Her kan vi fx tænke på Biliam, som vi kan læse om i 4Mose 22:38+24:13. Han ville gerne havde forbandet Israel, som en af Israels fjender havde opfordret ham til, men da det kom til stykket, var han ude af stand til at sige andet, end hvad Gud havde sagt og bestemt. Gud brugte ham præcis, som han ville, endog til at profetere om Kristus. Sådan bruger Gud også i dag mennesker, som han vil, og derfor nytter det intet, at de tror, at de ved fælles anstrengelse kan samles til råd mod Gud og mod Kristus, for om muligt, som der står i vers tre, at sprænge deres bånd og kaste rebene af sig.
Set fra et jordisk perspektiv kunne det godt se ud til, at ondskaben regerede, men set fra et himmelsk perspektiv er det lige omvendt. Det, mennesker gør, også i deres modstand mod Gud, vender han, så det i stedet tjener hans plan. Der er nemlig ingen skabning, som er i stand til at ændre Guds vilje og plan, eller sprænge de bånd, Gud har bundet dem med. Rebet er stærkt, og knuderne kan ikke løses af andre end Gud selv.
Vi læser altså, at alle slags mennesker, hedninger, folkefærd, jordens konger og fyrster, som ellers nok er uenige om ret meget, alligevel er enige om at det ene, som vi læser om i salmens første vers. Og det ser også ofte ud til at lykkedes. Også, da Jesus blev taget til fange, dømt og korsfæstet som en anden forbryder. Hvordan gik det? Var Jesu lidelse og død på korset en succes eller en fiasko? Vi kender svaret. Jesus sejrede og kunne triumfere over synden, døden og djævelen. De næste vers fortæller, hvad Guds modstandere fik og får ud af deres oprør mod ham.
Læs Vers 4-5.
Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem. Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme: (Sl. 2:4-5 [DA31])
Her får vi at vide, hvordan Gud reagerede på deres spot, knytnæver og råb om at blive fri for ham og hans indflydelse. I vers fire siges det ligefrem, at han ler af dem. Han ler af dem i sin vrede! Selvom han elsker sin skabning og ønsker, at de må blive frelst, så skyldes hans vrede, at de har forkastet ham og hans frelsesplan. Han er vred over, at de vover at gå imod ham, i den tro, at deres forehavende skal lykkes. De mennesker, som han har skabt, og som i forhold til ham er som ganske små støvkorn – tror de virkelig, at de kan sige sig fri for deres skaber? Gud er på tronen i himlen, står der, og den er der ingen, der kan rokke ved, ikke engang så meget som en millimeter.
Et oprør som det, der beskrives i de første tre vers, kan derfor kun ende med, at han ler af deres tåbelige forsøg. Dette udtryk forekommer kun nogle få gange i skriften, og det varsler aldrig noget godt for dem, han ler af. Deres oprør mod deres skaber svarer på en måde til en tegning, jeg så engang. Her havde en myg stillet sig op foran en elefant og havde udfordret den til kamp – hvad der får elefanten til at more sig, idet den siger: ‘Tror du virkelig, at du kan bekæmpe mig?
Hvor meget mere tåbeligt er det så ikke, at skabningen rejser sig til oprør mod Skaberen? Heldigvis er der indimellem mennesker, som indser dette, og er med til at få andre til at stoppe op i deres modstand mod Gud. I 1989 fik en prædikant fx lov til at tale til flere af Zambias direktører, redaktører og fagforeningsledere og andre af landets ledere. Efter talen fik han spørgsmålet: ‘Hr. prædikant, hvad er den rigtige holdning til Israel? Er de Guds folk?’. Jeg citerer:
“Jeg undveg lidt, da jeg ikke ønskede at blande politik og forkyndelsen af evangeliet [sammen].. Men han pressede på og mødelederen sagde, at det var i orden, jeg svarede. Jeg fortalte [så], hvad jeg mente var en bibelsk holdning til Israel, nemlig
- at de er Guds udvalgte, og
- at dem, der velsigner Israel, skal blive velsignet,
- at vi skal bede for Jerusalems fred, og
- at Herren Jesus kommer tilbage til Oliebjerget.
Efter denne korte redegørelse rejste fagforeningslederen sig igen, så alle de tilstedeværende strengt i øjnene, pegede dem ud en for en og sagde: ‘Tænkte jeg det ikke nok! Kan I huske, hvordan vort land var i langt bedre forfatning, da vi havde over 2000 rådgivere fra Israel, men vi smed dem ud. Det var forkert! Det er forkert, at vi [nu] fordømmer Israel. Jer på aviserne må begynde at skrive på en ny måde om Israel’..”, Vision nr. 6/1989.
Selvom Gud er vred over menneskers modstand mod ham, så elsker han dem og ønsker at give dem en ny nådetid, inden det en dag er for sent. Det viser eksemplet til fulde. Efterfølgende fik Zambia, i alle fald for en tid, en mere positiv holdning til Israel, og det har helt sikkert været til velsignelse for landet. Vi skal se på endnu et eksempel, som er beskrevet af en major i den israelske hær i forbindelse med 1967-krigen mellem Israel og dets naboer: “Under min informationstjeneste har jeg til opgave at afhøre fanger som er faldet i vore hænder under krigen… Jeg er vant til direkte at spørge fangerne: Hvorledes kunne I lide et så skammeligt nederlag?”
Han nævner videre, at de fleste ikke vidste, hvad de skulle svare. Men, fortsætter han:
“en af dem, en seniorofficer, som for tredje gang kæmpede i de ægyptiske linjer på Palæstinna-fronten, kom med [denne..] erklæring: ‘Guds forbandelse er over os’, sagde han i en hviskende tone, som om han afslørede en stor og frygtelig hemmelighed. ‘Dette er jødernes land – det tilhører dem efter Guds vilje. Derfor er det Gud selv, som har tilføjet os dette nederlag. Vi kan aldrig sejre i nogen krig mod jøderne.. vort nederlag er tilføjet os af Gud selv’..”‘.
Artiklen afsluttes med ordene:
“Mange arabere mener det samme – og havde bare Abdul Nasser regnet med denne sandhed, ville han virkelig have været arabernes redningsmand”, Fra Karmel nr. 18, 1967, gengivet i Karmel Israel-Nytt nr. 10 2013.
Igen et vidnesbyrd om, at nogle går imod strømmen, og forsøger at få mennesker til at forstå, at det er Gud, der råder, at det er nyttesløst kæmpe for at blive fri for ham og hans indflydelse. Et sidste eksempel blev offentliggjort tidligere i år (2014) på arabiske nyhedsmedier. Her hævdede en lærd muslim, Sheikh Ahmad Adwan, at ‘palæstinenserne havde fordrejet Koranen’, og idet han citerede nogle vers i Koranen, sagde han, at ‘Allah har tildelt Israel jøderne indtil dommedag’, og, at ‘jøder er arvtagere af Israels land’ (Sura 5, vers 21, Sura 26, vers 59). I sin tale sagde han bl.a.:
“Jeg vil sige til dem, der fordrejer Koranen: Hvorfra har I navnet Palæstina, I løgnere, I forbandede, når Allah allerede har navngivet det hellige land og testamenteret det til Israels børn indtil dommedag? Der findes ikke noget Palæstina i Koranen. Jeres krav på Israels land er en løgn og med den angriber I Koranen, jøderne og deres land. Derfor vil I ikke lykkes, men Allah vil lade det mislykkes og ydmyge jer, fordi Allah er den, der vil beskytte dem”.
Dette var en lille udpluk af hans frimodige og farlige tale. For det kan koste at sige sandheden. Jeg ved ikke, om der evt. er sket ham noget, men også dette eksempel viser, at hedninger ofte godt kender sandheden, og frygter for, hvad der vil ske, når mennesker går imod Gud og forsøger at kaste rebene af sig. Samstemmende hermed står der gentagne gange i bibelen, at Gud på mangfoldige måder griber ind med den begrundelse, at “de skal kende, at jeg er Herren”.
Når Gud er vred i denne nådetid, er han det ikke, for at han ønsker, at mennesker skal gå fortabt. Tværtimod ønsker han, at de må indse, at for at blive frelst må de omvende sig og vende sig til ham. Bibelen underviser os om, at således har Gud altid handlet med sit folk. Han har gjort alt vores frelse – hvor dumt er det så ikke at forkaste ham? Joh 3:16 står stadig ved magt.
Læs vers 6-7.
“Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!” Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: “Du er min Søn, jeg har født dig i Dag! (Sl. 2:6-7 [DA31])
Gud har indsat sin konge på Zion. Selvom det endnu ikke er synligt for vore øjne, så blev Jesus indsat som konge, da han døde for verdens synder på Golgata i Jerusalem. Hele Guds frelsesplan begynder – og ender i Zion, og derfor er det også Zion, folkeslagenes oprør er rettet imod. Folket regnede med at kunne blive fri for deres konge, men de kunne alligevel ikke slippe for at tage stilling til ham – det vidner de 2000 års kirkehistorie også om. De troede, at Jesu lidelse og død ville være afslutningen på ‘dét med Jesus’, man det modsatte blev tilfældet. Satans triumfering varede kun i nogle få timer, men så gik det hurtigt op for ham, at Jesus havde sejret over ham – hvorved han mistede al sin magt, jfr. Kol. 2:14-15. Derfor var korset ikke til et nederlag for Jesus, men til evig sejr over døden, og til hans evige ophøjelse.
Jesus er i øvrigt den eneste konge, der nogensinde er blevet indsat gennem død og opstandelse. Alle andre konger afsættes ved døden og bliver i deres grave, men ikke Jesus. Hans rige er nemlig, i modsætning til alle andre riger, et evigt rige.
I vers 7 kundgør kongen, hvad Herren Gud har givet ham tilsagn om. Det er stadig ikke David, der taler på sine egne vegne, men det er igen Kristus, der taler gennem ham ved Helligånden, idet han siger: ‘Han (Gud Fader) sagde til mig: Du er min Søn, jeg har født dig i dag’. Det var i øvrigt helt det modsatte af det, jøderne sagde til ham langfredag. ‘Du er ikke Guds Søn, men en gudsbespotter’.
Men selv vidnede Jesus og sagde: ‘Jeg er det’, da jøderne havde udspurgt ham for at have noget at anklage ham for. Han blev ikke indsat af noget menneske, men af Gud Fader, der før verdens grundvold blev lagt, havde udvalgt ham til at være vores Konge, Frelser, Herre og Søn. Dette blev bevidnet gennem hele skriften, og i NT, da han trådte ind i verden, da han begyndte sin gerning ved Jordanfloden, og ved sin død og opstandelse. Om det sidste står der i Rom. 1:4, at han “ifølge Helligheds-ånd med vælde blev godtgjort at være Guds Søn ved opstandelsen fra de døde”.
Jesus er nu indsat som konge på Zion. Zion kan her både henvise til det jordiske og det himmelske Jerusalem, fx i Heb. 12:22, som beskriver vores kommende bolig i Himlen således: “Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal..”.
Jesus er der allerede, og engang skal vi komme der, hvor han er. Han sidder nu i det himmelske ved Faderens højre hånd, og ifølge bibelen vil give han give sin Søn hvad som helst i løn for det, han har gjort for os på, da han gik i døden for os. Det er netop denne, hans sejr på Golgata, at han får det løfte af Faderen, som er nævnt i de næste par vers:
Læs Vers 8-9.
Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje; med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!” (Sl. 2:8-9 [DA31])
Læg mærke til, at der her ikke er tale om Israels folk. At Gud har omsorg for dem, det har han jo allerede tilkendegivet, da han sagde: “Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg”.
Nu taler han om hedningerne, om os! Gud vil altså give Jesus ‘OS’ som sin arv, til sin ejendom, hvis han ønsker det. Og det var jo netop det, han ønskede mest af alt. Det var jo derfor, han gik i døden, for at ‘ENHVER, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv’. Det var pga. denne kærlighed til jøder og til hedninger, at han kom til jorden for at dø for alle vore synder. Det var pga. denne, hans sejr på korset, at han nu vinder sig et folk af alle nationer. I Dan. 7:14 beskrives hans sejr, såvel som hans sejrsløn på denne måde: “Magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham. Hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå”.
Her i salme 2 får Jesus det samme vidnesbyrd. Det var pga. hans sejr på korset, at Gud kunne give ham hedningerne i arv og den vide jord i eje. Han er nemlig hele jordens konge, som dog endnu ikke kan ses af alle. Det skyldtes, at profetien endnu ikke fuldt ud er blevet opfyldt, men ved sin død begyndte den at gå i opfyldelse, men nu, snart 2000 år efter er tiden snart ved at være inde.
I øjeblikket sker der en indhøstning af hedningefolkene, der nævnes i vers 8, men snart komme Jesus tilbage til vor jord, og så skal alle se ham, og anerkende, at han er herrernes Herre og kongernes Konge. Et stort tegn på, at tiden for hans genkomst nærmer sig er, at staten Israel er oprettet, og jøderne kommer i stigende grad tilbage til deres land igen, efter deres mange år i landflygtighed. I bibelen knyttes deres tilbagevenden til Israel nemlig nøje til den tid, som varsler Jesu snarlige komme. Hos profeten Amos bliver en profeti om ‘Messiastidens herlighed’, dvs. 1000-årsriget, fx afsluttet med dette løfte til Israels folk: “Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op af deres jord, som jeg gav dem, siger Herren din Gud”, Amos. 9:15.
I en anden profeti taler Jesus om det samme løfte, han har fået fra Gud, som vi læste det i salme 2:9: “Nu siger Herren (Gud Fader), som dannede mig fra moders liv til sin tjener, for at hjemføre Jakob til ham og samle Israel til ham.. Han (Gud Fader) siger: [det er] for lidt for dig som min tjener at rejse Jakobs stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til hedningernes lys, at min frelse må nå til jordens ende”, Es. 49:5-6.
Det, der her siges, er, at Jesus ikke kun skal være jødernes frelser – det er ikke nok! Han skal også være det for hedningerne. Det tog sin begyndelse på Golgata. Men den sidste del af profetien om, som siger, at min frelse må nå til jordens ende, vil først opfyldes fuldt ud, når han har genrejst Jakobs stammer (Israel), og har hjemført Israels frelste.
Fx ved vi, at mange jøder er kommet hjem fra mange (nu vistnok 144) forskellige lande, men mange jøder mangler stadig. Bibelen siger dog, at den dag kommer, hvor Gud vil samle dem alle. De sidste kommer vistnok først til Israel den dag, hvor de som folk har omvendt sig til Herren deres Gud i de sidste dage. Her kan vi bare tænke på eksempelvis 5Mose 30:2-3, hvor der står, at når “du (Israels folk) af hele dit hjerte og hele din sjæl omvender dig til Herren din Gud.. så vil (han) vende din skæbne og samle dig fra alle de folk, Herren din Gud spreder dig iblandt”.
Det stemmer helt med det, vi læste fra Esajas, hvor Jesus siger, at han vil hjemføre ‘Israels frelste’.
Ifølge bibelen går denne profeti først fuldt ud i opfyldelse samtidig med, at Jesus fysisk og synlig for alle vil komme tilbage til vor jord, som han har sagt det. Det er det, der henvises til, når Gud (i vers 9) siger til ham, at ‘med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar’. Jesu herredømme beskrives ofte på denne måde i GT, og er et billede på, at når han kommer igen, og opretter sit fredsrige, vil han udrydde al ugudelighed og ondskab på jorden. Hvilken vidunderlig dag, det vil blive, når alt dette går i opfyldelse.
Læs Vers 10.
Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere, (Sl. 2:10 [DA31])
Verset begynder med ‘og nu..’. Det betyder, at der stadig er en nådetid for enhver, som hører ham. Læg mærke til, at Gud opfordrer de tiltalte til at være kloge og lad sig råde. De hebraiske ord kan også oversættes til ‘Lad jer advare’. Flere steder i bibelen advarer Gud os til at forhærde vore hjerter.
Det at forkaste Jesus bevidst eller ubevidst er alvorligt. Derfor kommer formaningen om at være kloge. Har det været i dag, har han måske nok havde sagt det på denne måde: ‘Hvis I bruger hovedet, så vil I kunne se og indse, at det er mig, som har al magt og er jeres Herre og Gud. Vend om til mig og bliv frelst. Hvis I forkaster mig, vil det ikke gå jer godt’.
Hvis vi bruger hovedet, så kan vi, som vi allerede har været inde på, faktisk erkende, at Han er til og har al magt. Frelsen er simpelthen for dyrebar til bare at blive kasseret, og det er tåbeligt at gøre dette, uden i det mindste af et ærligt hjerte at undersøge, om han taler sandt eller ej. I bibelen udfordres vi mennesker derfor flere gange til at søge ham; og gør vi det, har vi hans guddommelige ord og løfter, som siger, at så vil han også lade sig finde. Det er det, de sidste vers handler om.
Læs Vers 11
tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven! (Sl. 2:11 [DA31])
Når Gud i de tidligere vers opfordrer jordens dommere og konger – og selvfølgelig også alle andre, som hører kaldet – om at tjene Herren – så betyder det selvfølgelig, at de – trods deres oprør, stadig har mulighed for at omvende sig. Vi lever stadig i en nådetid. Her tales der selvfølgelig ikke om vrangvillige tjenere, som bliver nødt til det, men om nogle, som får et møde med Jesus, så de ser, hvor god han er, og hvad – og hvor meget – han har gjort for at frelse dem (og os) fra den evige fortabelse. Men, hvad menes der med, at de skal tjene ham med frygt? Og hvorfor står der, at de skal fryde sig med bæven?
Vedr. det første, så tror jeg ikke, at frygt betyder at være ‘bange’, men om at have gudsfrygt, som betyder, at vi ikke ønsker at gøre noget, som er imod Guds vilje, og som bedrøver ham. Derfor giver bibelen os igen og igen formaninger som: “Frygt Herren og vig fra det onde” og ‘indlad dig ikke med folk, som gør oprør’, Ord. 3:7, 24:21.
Opfordringen til at ‘fryde sig med bæven’ indebærer selvfølgelig, at de tiltalte, der omtales i v. 10, lader sig råde og omvender sig til Gud. Uden omvendelse og tro kan de nemlig ikke komme ind i den frelsestilstand, der beskrives. For først på dette tidspunkt kan et menneske fryde sig over den frelse, han har givet os. Men, hvad der menes der så med ordene: ‘Fryd jer med bæven’. Kan man på samme tid både fryde sig og bæve?
Ja! Når et menneske bliver frelst og fryder sig over frelsen, så skal de ifølge skriften også have en hellig frygt og bæven for, at de ikke kommer til at gå imod Guds plan og vilje med det, han ønsker. Det er måske forkert at sige, at ‘de skal’, for når Guds Ånd har taget bolig i os, hvorved vi frelses, så ønsker vi jo at gøre alt for at fremme hans riges sag. Paulus kommer ind på dette i Fil. 2:12, hvor han opfordrer de kristne til ‘at arbejde på jeres frelse med frygt og bæven’. Det er vigtigt at være opmærksom på det lille ord ‘på’. Det betyder nemlig, at verset ikke handler om selve frelsen – altså frelsens grundvold, men derimod om, at ‘vi med frygt og bæven kan leve et gudvelbehagelig, helligt liv’.
Læs Vers 12
Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham! (Sl. 2:12 [DA31])
Salmens sidste vers understreger, at den eneste måde, hvorved vi kan undfly Guds vrede over synden er at fly ind i Jesu favn og tage imod hans frelse. Det er det, der menes med opfordringen om at ‘kysse sønnen’. Den direkte betydning er, at de tiltalte (som inkluderer os) skal have ærbødighed for ham. Nogle bibelkommentarer tolker ordene ‘kys Sønnen’ (ordret) til at betyde: Bøj jer.., anerkend, tilbed Sønnen… .. at han ikke vredes og I forgår’.
Nogle tror og underviser om, at ‘Gud er kærlighed’ i betydningen, at ‘Gud kun er kærlighed’. Det betyder, siger de, at alle bliver frelst. Men at tro dette fører ikke til himlen, og i bibelen advares vi da også mod ændre på det, der står skrevet. Et eksempel: “Læg intet til hans ord, at han ikke skal stemple dig som en løgner”, Ord. 30:6.
Så hjælper det ikke, at mennesker påberåber sig af Joh 3:16. For selv i dette vers siges der jo direkte, at det er enhver, som tror på ham, som bliver frelst – men de, der ikke gør det, går fortabt.
Dette vers taler også til os, som lever i dag.
Vi lever som førnævnt stadig i den tid, som vi kan kalde Guds nådetid. Men ifølge bibelen vil den dag meget hurtig komme, hvor Jesus kommer igen og vil dømme verden. Det kommer fx klart frem i Matt. 13:41-43, hvor Jesus taler om dommen – og frelsen – ved hans andet komme: “Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige..”.
Jesus taler alvorligt til os, og til alle om de to veje. Han siger, at det kun er den ene, som fører til himlen. Jeg vil her til slut citere vers 12 igen i en fri gendigtning, for derved at understrege, hvordan verset stemmer med bibelens hovedbudskab:
‘Ær Sønnen og vogt jer for, at han ikke skal vredes på jer, med det resultat, at I forgår. Salig er hver den, som tror på hans frelsesværk’.
Ja, salig enhver, som tager sin tilflugt til ham!
AMEN
Eskild Særkjær
Kilde: Jesus-lever.dk
Lignende indlæg:
Nyeste indlæg af Skriften (se alle)
- Jordan advarer Israel om ‘katastrofale konsekvenser’, hvis al-Aqsa-moskeen igen stormes af tropper - 10. april 2023
- Døden – den legemlige opstandelse - 9. april 2023
- Endnu en kirkelukning i Indonesien - 9. april 2023
- Israel tester dronelevering af blod og andre kritiske medicinske forsyninger - 9. april 2023
- Den nigerianske regering ser væk, mens landbrug fortsætter med at blive ødelagt - 7. april 2023
