Stilhed skal søges

Vi har brug for stilheden, hvis vi skal nå det, Gud kalder os til

Effektivitet, aktion, hurtige forandringer. Begreber, som vi kender i vores hverdag. Uafbrudt konfronteres vi med, at sådan er det, og sådan skal det være.

Et forsøg på at ændre det, vil nok mest komme til at ligne DonQuijote’s kamp mod vindmøllerne. Det betyder dog ikke, at du blot skal lade stå til. Du kan ikke ændre hele den vestlige verdens måde at leve på, men du afgør, hvordan dit eget liv skal leves. På det punkt er vores situation i øvrigt ikke anderledes, end den altid har været.

Er vi ikke meget opmærksomme, sker det umærkeligt, at vi bliver præget af tidsånden. Vi kommer til at tænke og at handle, som tidsånden vil det.

En vanskelig lektie

I mange børneklubber blev der for år tilbage sunget: “Jeg vil ligne Daniel, og jeg vil ligne Ruth!” I en senere periode blev det almindeligt, at mange, særligt unge og teenagere, gik med et armbånd med indskriften WWJD (What Would Jesus Do – Hvad ville Jesus gøre?). Jeg tror, mange af os gerne vil ligne en bibelsk skikkelse, og endnu mere vil vi gerne ligne Jesus.

Det er slet ikke nogen umulig opgave, at arbejde i den retning. Men modsat så meget andet i denne verden, kræver det ikke hård fysisk selvdisciplin eller træning. Det kræver heller ikke, at vi bliver hurtigere til at træffe de rigtige beslutninger. Tværtimod, så kræver det stilhed, langsommelighed og eftertanke.

For mig selv har dette været en vanskelig lektie at lære, da jeg gerne ser handling og holder af at være med i forandringsprocesser, som helst ikke må tage for lang tid. Jeg kan ikke sige mig fri for at være en del af den tid, vi lever i. Samtidig er jeg kaldet til at høre Jesus til, og jeg ønsker at være hans barn og hans discipel.

Abraham måtte vente

Mine største undervisere har jeg mødt i Skriften. Den første, vi skal lægge mærke til, er Abraham. Gud besluttede at udvælge ham, fordi han ville skabe et folk, der skulle være hans redskab i helefrelseshistorien.

Det første Gud gør, er at isolere Abraham. Han tager ham bort fra slægt og hjemegn. Han gør ham til en fremmed. Han lader ham vente i 25 år. Det er vanskeligt for en som mig at forstå dette. Men isolationen og ventetiden gav Abraham noget ganske særligt, og gjorde ham til den, han blev. Abraham fik på en eller anden måde Jesus og Jesu sejr over døden at se.

Jesus siger om ham: “Abraham, jeres fader, jublede over, at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig” (Joh 8:56-57). Gud havde god tid og lod Abraham leve isoleret i lang tid. Gud lod Abraham række langt længere ud, end vi fatter, og Abraham selv fik en rigdom, vi endnu mindre kan fatte.

Jakob og Moses

Jakob, Abrahams barnebarn, var et meget utålmodigt menneske. En stor del af hans liv var præget af, at han ikke kunne vente, men tog livet i sine egne hænder. Men en dag stod han ansigt til ansigt med hele sit livs ruin. Han skulle møde den bror, som han i den grad havde bedraget.

Den dag søgte Jakob ud i ensomheden. Der i ensomheden mødte han sine fædres Gud, og Gud gjorde Jakob til en Israel. Jakob så, at Gud havde banet vejen for ham, men Jakob blev, der i stilheden med Gud, formet til Guds ære.

Mange år senere blev Moses født. Gud brugte 40 år på at oplære Moses i al den kundskab, det var muligt at skaffe sig. Både mentalt og fysisk. Der var ingen tvivl. Han skulle uddannes med den bedste lederuddannelse, der fandtes. Men derefter sendte Gud Moses ud i ensomheden, og efter yderligere 40 år (i ensomhed og stilhed), var Moses klar til aktiv tjeneste.

Paulus rejste til fods

Går vi til Det nye Testamente, møder vi den store hedningeapostel Paulus. Også han var en meget handlekraftig og hurtigt tænkende personlighed. Men da Gud kalder ham, er det første, Gud gør, at sende Paulus ud i ensomheden i ørkenen (Arabien).

Han har sandsynligvis været der i tre år (Gal 1:17ff). Gud ville bruge ham til at bringe evangeliet til bl.a. Europa.

Ingen af os er vel i tvivl om, at evangeliet har hast. Men Gud lod Paulus leve i ensomheden og stilheden i tre år, inden han blev sendt ud.

Senere hører vi, at Paulus på et tidspunkt valgte at rejse til fods i stedet for det hurtigere, at tage båden (Apg 20:13). Der siges ikke, hvorfor Paulus valgte sådan, men det er meget sandsynligt, at han gjorde det for at være i stilheden og ensomheden.

Selv vælger jeg i øvrigt ofte dette lidt mere langsommelige transportmiddel i byen, når jeg f.eks. tager på husbesøg. Det giver mig en god anledning til en kort periode med stilhed, også selv om jeg måske ikke når så meget, som jeg kunne have gjort, hvis jeg var kørt i bil eller på cykel.

Det er også værd at bemærke evangelisten Johannes. Han bliver af Gud sendt i ensomheden på Patmos. Det var i denne afsondrede stilhed, at vi fik det vidunderlige skrift, som Åbenbaringsbogen er.

Jesus søgte stilhed

Men stærkest er det vel at bemærke Jesus. Ham, som vi gerne vil ligne og leve i efterfølgelse af. Han søgte ofte stilheden.

Det var ikke blot hans tjeneste, der blev indledt med de 40 dage i ørkenen. Flere gange kan vi læse, at Jesus søgte ensomheden og stilheden, for at Gud kunne tale til ham. Umiddelbart før Jesus vandrer på søen ud til disciplene, kan vi læse, at han søgte op i bjergene for at bede (Matt 14:23). Lige før han udvælger de 12 disciple, søger han også stilheden (Luk 6:12).

Det lærer vi

Gennem alle disse personer i Bibelen kan vi lære noget, men der er også noget, de ikke kan lære os.

Vi lærer intet om, på hvilken måde eller hvor ofte vi skal søge den længerevarende stilhed. Vi lærer heller ikke, hvor lang tid der er nødvendig. En enkelt gang var det 40 år, andre gange var det en enkelt dag, ja måske endda helt ned til blot nogle timer. Men vi lærer, at de personer, Gud har brugt, havde brug for stilheden og tid med langsommelighed, for at Gud kunne forme dem og give dem sin vejledning i deres tjeneste.

Vi lærer, at selv Jesus havde brug for at søge stilheden, for at lære at kende Guds vilje. Ikke bare en gang.

Vi lærer også, at nogle gange tager Gud et menneske og fører det ind i stilheden, og det bragte en velsignelse, som rakte langt længere, end vi overhovedet kan fatte.

Kilde: IMT 2010 nr. 12

Jørgen Bloch

Lignende indlæg:

Livet venter! Tænk dig at have livet foran sig. Det er, som om verden ligger for ens fødder. Ja - livet venter netop på dig! Der er så meget spændende, skønt og tillokkende. Det gælder om at nå så […]
Reddet af kobberslangen Beretningen om kobberslangen er et stærkt eksempel på, hvordan Det Nye Testamente tager udgangspunkt i Det Gamle Testamente. Israel havde færdedes længe i ørkenen. Folket havde oplevet […]
Håbet er et anker »Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på […]
En Herlig Ypperstepræst Gud lod Moses se det usynlige tempel i himlen, så han kunne bygge åbenbaringsteltet på ørkenvandringen som en synlig efterligning af det usynlige. Forfatteren af Hebræerbrevet gør det […]