David i fare

Saul tog 3.000 udsøgte soldater (elitetropper), da han kom tilbage fra forfølgelsen af filisterne (som HERREN altså atter havde givet ham sejr over!) og drog ud for at gribe David. En aften gik han ind i en hule for at sove uden at vide, at David og hans mænd lå inderst i hulen – (1. Sam. 24,34).

Hvorfor undersøgte han ikke hele hulen? Hvor har frygten grebet David derinde, da han hørte raslen af våben og fodtrin og stemmer! Tænk, hvis David eller en af hans mænd havde fået et hosteanfald! Menneskelig talt var David fanget i fælden – men se, hvor Gud styrer de mindste ting såvel som de største! Det var ham, der afledede Sauls tanke fra at undersøge hele hulen – det var ham, der så til, at ingen fik hoste eller kom i panik – Gud er Herre oppe i himmelen og hernede på jorden i en grad, som vi næppe forstår og heller ikke regner med!

Saul faldt i en dyb søvn, og hans livvagt, som ikke omtales (og som måske kun har holdt vagt ved hulens indgang), var ingen fare for David og hans mænd. Nu havde David sit livs store mulighed for at gøre det af med Saul, og hvad var mere naturligt, end at han udnyttede den? Han havde kun gjort Saul godt, og alligevel hadede Saul ham ud af sort misundelse så voldsomt, at han gjorde alt for at få David ryddet af vejen.

Vi må, straks vi hører Davids mænds ord, give dem ret: »Se, nu er den dag kommet, HERREN havde for øje, da han sagde til dig: Se, jeg giver din fjende i din hånd, så du kan gøre med ham, hvad du finder for godt!« (24,6). Hvis David havde været en impulsiv mand, der straks handlede i overensstemmelse med de muligheder, en situation bød, da havde han slået Saul ihjel. Men David var forankret i Gud og kendte Guds tanker bedre end sine mænd. Han svarede derfor sine mænd: »HERREN lade det være langt fra mig. Slig en gerning gør jeg ikke mod min herre!« Han afviser dem blankt, indlader sig ikke i diskussion med dem.

På tilsvarende måde afviste Jesus fristerens forslag i ørkenen. Vi ved ikke, om Davids mænd citerede noget, HERREN engang havde lovet David, og om de i så fald citerede rigtigt. Men hvad enten det er tilfældet eller ej, kunne det ord, om at HERREN ville give alle Davids fjender i hans hånd, så han kunne gøre med dem, hvad han ville, ikke gælde eller anvendes i denne situation. Det forstod David. Guds ord kan aldrig anvendes til at udføre noget ondt, f.eks. tage sig selv til rette. Hævnen hører HERREN til!

Der står ikke, som så ofte ellers, at David rådspurgte HERREN. Det var der ikke tid til, det gjaldt jo om sekunder. Da gælder det om at holde sin egen ånd fri af kødets tanker og forslag, af den rastløse iver og geskæftighed, der gerne vil drive os til at gøre, hvad der umiddelbart synes at lønne sig – ja, da gælder det om at blive i Gud! Det er ikke nemt at styre ivrige mænd med lysende øjne, når de omringer dig med gode og indlysende forslag og vil overbevise dig om, at du skal gøre, hvad de siger, thi det er Herrens vilje – men David kunne!

Han udsatte sig for at blive misforstået og anset for en trodsig eenspænder, men han var udsondret i evighedens personlige ansvar og lod sig ikke rive med.

»Jeg lægger ikke hånd på HERRENs salvede; thi HERRENs salvede er han!« Samuel havde i sin tid på Guds vegne salvet ham, og Guds Ånd var kommet over Saul. Gud havde altså ophøjet ham til herre og konge over Israel. Derved var han også Davids herre og konge, indsat dertil af Gud. Men havde han ikke misbrugt Guds store nåde imod ham? Havde han ikke vist sig uværdig til sit høje kald? Og var David ikke senere selv blevet salvet til konge og fået Guds løfte om, at han skulle træde i Sauls sted?

Jo, men det var Guds sag og ikke noget menneskes, end ikke Davids, at ydmyge Saul og ophøje David. Den time ville komme, da Gud gjorde det, og den time var David stærk nok til at kunne vente på! Man skal ikke gøre ende på sine personlige trængsler ved at knuse et andet menneske, end ikke sin fjende. Vi skal derimod elske vore fjender og gøre godt imod dem (Matt. 5,44). Derfor satte David sine mænd strengt i rette (1. Sam. 24,8a) og tillod dem ikke at overfalde Saul. Og hans mænd lod sig sætte i rette! Davids holdning, hans renhed og rankhed i Herren, lagde den nødvendige dæmper over deres febrilske iver.

David stod op og skar ubemærket fligen af Sauls kappe. Saul bemærkede det ikke, hans mænd heller ikke, men Davids samvittighed bemærkede det og slog ham. Var det med rette, samvittigheden slog ham, eller havde David en overfølsom samvittighed? Satan kan jo indvirke især på overfølsomme samvittigheder og anklage dem. Det er ikke altid, samvittigheden taler sandt. Vore brødres anklager vil gerne påvirke den. Jeg kan ikke besvare spørgsmålet med sikkerhed. Da David næste gang kunne dræbe den sovende Saul, tog han vandkrukken og spyddet ved hans hovedgærde, og da slog samvittigheden ham ikke (26,12). Der er imidlertid den forskel, at han første gang ydmygede kongen selv ved at skære hans kongelige kappe i stykker, men anden gang ydmygede Abner, der ikke havde vogtet kongen, men var faldet i søvn på sin post. Derfor er jeg tilbøjelig til at mene, at det var med rette, samvittigheden slog David første gang, og med rette, at den ikke gjorde det anden gang, thi han ødelagde kongens kappe, men han ødelagde ikke vandkrukken og spyddet, som da også blev leveret uskadte tilbage. Man skal ikke ødelægge det mindste af, hvad der tilhører ens fjende.

Gud havde været i stand til at retfærdiggøre David, selvom han ikke havde haft en flig af Sauls kappe at vise frem til fremhævelse af sin retfærdighed!

Så rejste Saul sig og forlod hulen for at drage videre; heller ikke nu fik han den tanke at undersøge hulen. Gud styrede hans tanker og hvert skridt, han tog. Han havde haft David i sin magt uden at vide det, fordi Gud ikke tilstedte ham at vide det. Det var tværtimod sådan, at han faktisk havde været i Davids magt! David stod op bagefter, gik ud af hulen og råbte efter Saul: »Herre, konge!« Da Saul så sig tilbage, kastede David sig med ansigtet mod jorden og bøjede sig for ham (vers 9). Det er ikke et skuespil, thi David hykler ikke, han er ren af hjertet, hvilket er ensbetydende med at være ydmyg og sagtmodig, og det giver sig praktisk udtryk i, at han uden skrømt ærer kongen, thi det skal vi gøre (1. Peter 2, 17). Han hader ham ikke, foragter ham heller ikke, ønsker kun, at det onde ikke skal sejre. Og David sagde til Saul: »Hvorfor lytter du til, hvad folk siger: Se, David har ondt i sinde imod dig?« Der har været folk i Sauls hof, der har pustet til misundelsens glød i Sauls sind ved at sværte David, og Saul har ikke været ædel nok til at afvise bagtalelse. Han påvirkede snarere ved sin humørsyge sine karaktersvage mænd, der gerne ville stå sig godt med ham, til at sige det om David, de vidste kongen gerne ville høre. David fortsatte: »I dag har du dog med egne øjne set, at HERREN gav dig i min hånd inde i hulen; og dog ville jeg ikke dræbe dig, men skånede dig og sagde: jeg vil ikke lægge hånd på min herre, thi han er HERRENS salvede« (vers 11).

Ordene har ramt Saul som et voldsomt slag: David havde været inde i hulen – altså i hans, kongens magt – men Gud havde vendt situationen til det stik modsatte: Saul var givet i Davids hånd! Han stod som lamslået! »Og se, fader (svigerfader – David føler sig som hans søn der er ømhed i stemmen, ikke hoveren eller skadefryd), se her har jeg fligen af din kappe i min hånd. Indse dog, at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen forbrydelse i sinde eller har forsyndet mig imod dig, skønt du lurer på mig for at tage mit liv.«

Vi synes ikke, det var svært at indse, men Saul holdt fast på sit; han ville hellere tro løgnen end sandheden. Hans øje var ondt, derfor kunne han ikke indse og ville ikke indse, at David var god. David er kærlig, men ikke sentimental. Han ved, at Saul ikke ustraffet kan gøre det onde. Derfor siger han mandigt og utvetydigt: »HERREN skal dømme mig og dig imellem (han nævner sig selv først, thi han har lige fået et slag af sin samvittighed og ved, at der ikke er persons anseelse hos Gud, og at han selv skal aflægge regnskab for sit forhold til Saul), og HERREN skal give mig hævn over dig; men min hånd skal ikke være imod dig!« Hævnen hører Gud, men ikke David til. Han vil ikke tage sig selv til rette, men overlader det til Gud at skaffe ham ret. David citerer et gammelt ord: »Fra de gudløse kommer gudløshed!« – og han mener øjensynlig ikke blot, at de gudløse handler gudløst, men at de også høster, hvad de sår, i Sauls tilfælde at være uden Gud i nøden, thi han føjer til: »men min hånd skal ikke være imod dig!«

Hævnen hører Gud til, og hævnen består i, at et menneske høster, hvad han sår! »Hvem er det, Israels konge er draget ud efter, hvem er det, du forfølger? En død hund, en loppe!« David mener følgende: Hvem er det, du forfølger? Tror du, jeg er en død hund (altså en uren) eller en loppe (et skadedyr). Underforstået: Jeg er den, jeg er, salvet til at blive din efterfølger! Det er ikke et udtryk for en ydmyghed, der er helt selvudslettende, men en påmindelse om, at Saul ikke skal bilde sig ind, at David, som han forfølger, er en ligegyldig skabning, en »nobody« som englænderne siger. Derfor gentager David, at »HERREN skal være dommer og dømme mig og dig imellem; han skal se til og føre min sag og skaffe mig ret overfor dig!« Det er forgæves at ville tilintetgøre Guds vilje med Guds udvalgte.

Da David havde talt disse ord til Saul, der stod fjernet et godt stykke fra ham, sagde han: »Er det din røst, min søn David?« og Saul brast i gråd (vers 17). Det var jo betagende, men det var ikke en bedrøvelse, der førte til omvendelse. Man kan græde over sig selv, uden at det fører til nogen forandring. Måske sørgede Saul mere over, at han var blevet afsløret som ond, end over sin synd. Han havde jo medlidenhed med sig selv og syntes, at ingen forstod ham. Han sagde med grådkvalt røst: »Du er retfærdigere end jeg; thi du har gjort mig godt, medens jeg har gjort dig ondt, og du har i dag vist mig stor godhed, siden du ikke dræbte mig, da HERREN gav mig i din hånd. Hvem træffer vel sin fjende og lader ham gå i fred? HERREN gengælde dig det gode, du har øvet mod mig i dag! Se, jeg ved (han vidste det, og hans samvittighed vidste det), at du bliver konge, og at kongedømmet over Israel skal blive i din hånd (han havde altså trodset sin egen samvittighed og trodset Gud, da han stod David efter livet – derfor burde han nu virkelig have angret og råbt til Gud om tilgivelse og udfrielse af sin ondskab, men han tænker kun på sig selv, sit navn og sine efterkommere) derfor tilsværg mig nu ved HERREN, at du ikke vil udrydde mine efterkommere efter mig eller udslette mit navn af mit fædrene hus!«

Her er ikke tale om sorg over synden, men kun om frygt for syndens følger. Derfor drog Saul, ydmyget, men uforandret hjem – der var ikke skabt forsoning mellem ham og David, fordi Saul ikke havde søgt at blive forligt med Gud.

Poul Madsen

Kilde: Mod Målet 1985-02

Lignende indlæg:

Herren har gjort store ting for os Så vidt jeg ved, siges det aldrig i Ordet, at et menneske har gjort store ting for Herren, men det siges ofte, at Herren har gjort store ting for mennesker. I Salme 126 siger de, […]
David udenfor fare (2. Sam. 6) David samlede alt udsøgt mandskab i Israel, 30.000 mand. I 1. Krøn. 13,1 står der, at han rådførte sig med tusindførerne og hundredførerne, alle øversterne, og i vers […]
Guds svaghed Kristus betyder den salvede, den med Guds Ånd salvede, altså den kraftens og visdommens Ånd hviler over i hele sin fylde. Derfor kan han »naturligvis« ikke være kraftesløs, svag og […]
Netanyahu vil have dødsstraf til 19-årig terrorist Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, vil have dødsstraf til en ung palæstinenser, som i sidste uge dræbte tre israelere ved bosættelsen Neve Tsuf. - Dødsstraf til […]