Herren har gjort store ting for os

Så vidt jeg ved, siges det aldrig i Ordet, at et menneske har gjort store ting for Herren, men det siges ofte, at Herren har gjort store ting for mennesker.

I Salme 126 siger de, der er helt fortumlede af glæde over, at de kan drage hjem fra fangenskabet i Babel: »Herren har gjort store ting for os, og vi blev glade.« De havde været komplet magtesløse uden nogen indflydelse over deres egen situation, men Herren havde grebet ind – og nu var de frie!

Forudsætningen

Man hører ofte sagt, at hvis Herren skal gøre store ting, så må vi have tro dertil. Før jeg kommenterer denne påstand, vil jeg sige, at skal Guds kraft udfolde sig helt, må vi være magtesløse. Grunden, til at der ikke sker store ting, er næppe, at menigheden mangler tro, snarere at den er for stærk. De største ting, der berettes om i Skriften, gjorde Gud, da hans folk var i dybeste afmagt. Israel blev ført ud af Ægypten, ikke i kraft af sin vældige tro, thi den var yderst svag, men i kraft af, at Gud gjorde Farao afmægtig, da han syntes allerstærkest, og forløste sit folk, da det var allersvagest. Hans kraft udfoldede sig helt i det udvalgte folks afmagt, kraftesløshed og svaghed. Derfor er det umuligt at rose folket for det store, der skete; man kan end ikke rose det for dets »vældige tro«.

På samme måde da Herren førte sit folk hjem fra Babel. Kyros var blevet herre over verdensriget, og hans magt forekom uindskrænket. De bortførte havde ikke skygge af chance for at gøre sig fri; men Herren greb ind; han indgav det i Kyros’ hjerte at lade enhver, der ville, drage hjem. Da det udvalgte folks magt var helt brudt, greb Gud ind og udfoldede sin visdom og kraft.

Gud har ikke brug for vor styrke; den er en hindring for ham og for os selv. Alligevel slipper vi den nødigt; vi holder ikke af at være komplet magtesløse; det er nu rart at have noget at støtte sig til – indflydelse – anseelse – gode forbindelser – en fast vennekreds – eller støttekreds – sikre fremtidsudsigter – penge en loyal organisation – helst så lidt risiko som overhovedet muligt!

Hvem tænker på, at alt dette er hindringer for Gud! Hvem tænker på, at troen lider skade, når den sikrer sig og støtter sig til magt under den ene eller anden form. Når vi har magt over vore forhold, har Gud ingen interesse i at åbenbare sig. Det var for de syge og svage, Herren åbenbarede sig, de små og oversete, dem, der intet var og selv vidste, at sådan forholdt det sig. Men de indflydelsesrige og store, de ansete og ærede, dem gik han forbi. Han er den samme i dag; også i dag udvælger han det, der intet er.

Det sværeste for os alle er at erkende i vort indre, at vi intet er. Det er så nemt at sige det, og det er så trist at høre på, når det bliver sagt, fordi det nu engang skal siges. Men når det ikke siges, fordi det hører med til en pæn udlægning af Skriften, men bliver sagt af en, der virkelig er et intet, da sænker den dybe stilhed sig over sjælene, thi i denne intethed sporer man tydeligt Gud. Det er nemlig farligt at have magt over den sandhed, at man er et intet; den, der virkelig er blevet til intet, har naturligvis ingen magt over sandheden derom, thi i så fald var han jo ikke et intet.

Som før sagt holder ingen af os af denne intethed; vi søger ikke gerne vort nulpunkt, hellere nogle højdepunkter; derfor handler Herren underligt med os, og det gør han for at velsigne os; han berøver os al vor støtte, hvad enten vi finder den i vor egen retskaffenhed, karakterstyrke og helhjertethed, eller vi har gjort os afhængige af bestemte ydre støttepunkter. Så har vi »kun« Gud. Og det er netop det, der er forudsætningen for, at Gud kan åbenbare sig for os som Gud! Her kan hans kraft udfolde sig helt, hvad enten det gælder den overstrømmende nåde, der opleves aldeles overvældende, når synden og fordærvet i ens eget liv ses i al dets hæslighed, eller det gælder at skaffe os hjælp, hvor al hjælp synes udelukket.

Nogle eksempler

Den kendte salme: »Jeg løfter mine øjne til bjergene« (Salme 121) beskriver en situation, hvor salmisten føler sig ude af stand til at klare det, der ligger foran ham. Han vil gerne begive sig på vej til Jerusalem, men vejen går over uoverstigelige bjerge, og han spørger: »Hvorfra kommer min hjælp til denne vandring? Jeg kan umuligt komme over dem, jeg kan ikke overkomme de store besværligheder, anstrengelser og vanskeligheder. Færden over bjergene er mig alt for farefuld!« Da lyder hans eget svar: »Fra HERREN kommer min hjælp, fra himlens og jordens Skaber!«

Han kan ikke i egen kraft, men han kan i Herrens kraft! Det siger han stille til sin egen tanke og sjæl. »Jeg kan ikke – jeg kan alligevel, thi Herren er min hjælp!« Han er himmelens og jordens og disse bjerges Skaber; de er ikke uoverkommelige for ham. Begynd derfor vandringen i total svaghed og afmagt, så vil Herren være din kraft. »Din fod vil han ej lade vakle, hvor vakkelvorn den end er – ej blunder han, når du er så træt, at du ikke orker mere, han bevarer dig i træthed. Det er virkelig HERREN, der bevarer dig, tænk på det – HERREN, den evige, almægtige Skaber, som du tilhører.

HERREN bevarer din udgang, nu du begiver dig af sted i tillid til ham og i fuldkommen hjælpeløshed, og din indgang, når du ved hans kraft og visdom går ind i Jerusalem!« Hvor mange har ikke med undren erfaret det! Det er en beskrivelse af Paulus’ hverdag – sådan havde han det, sådan arbejdede han, sådan erfarede han, at Kristi kraft udfoldede sig helt i hans magtesløshed.

Men du kæmper sikkert imod din afmagt og forsøger at samle i hvert fald så tilpas megen selvtillid, styrke og anseelse, at du dog gælder for noget. Se hellere kendsgerningen i øjnene: du er svagere, end du bryder dig om at være – svagere, end du ønsker at være – du er netop et intet! Giv Guds Ånd tid til at tale ud med dig herom, så du kan lære Kristus bedre at kende som dit liv, din visdom, din kraft!

Da de var kommet hjem fra Babel, ville de genopføre templet, og Zerubbabel var leder af arbejdet. Det stødte snart på et bjerg af vanskeligheder og modstand. Det så håbløst ud. Aldrig ville templet blive genrejst. Den lille flok havde simpelt hen hverken kræfter, mod eller midler til det. Modstanderne var alt for mægtige. Da kom der bud fra Himmelen med disse vidunderlige ord til Zerubbabel: »Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers HERRE« (Zak. 4,6). Så var det jo godt, at de hverken havde magt eller styrke! Hvor frygteligt, om de havde haft det! Og der blev videre sagt: »Hvem er du, du store bjerg? For Zerubbabel skal du blive slette!« Det store bjerg skulle ved Guds Ånd forsvinde for lille Zerubbabel, og han skulle få lov at lægge slutstenen, når templet var færdigt, medens der blev råbt: »Nåde, nåde over den.« Der skulle råbes »nåde, nåde«, når topstenen blev lagt, thi alle kunne klart se, at det var alene Guds nåde, der havde skabt det store værk.

Guds nåde eller Guds kraft er det samme, og begge betegnelser udtrykker, at der ikke er nogen menneskelig fortjeneste eller menneskelig kraft med i foretagendet. Det er vanskeligt for os at acceptere, at vor kraft og foretagsomhed, vor energiske indsats og beslutsomhed kan være en hindring for Guds nåde og kraft, for Guds Ånd. Det er ikke let for kød og blod at befinde sig vel til mode i svaghed, kraftesløshed, angster og intethed. Men Paulus lærte det. Derfor virkede Guds kraft så overmåde i hans liv og tjeneste.

Disse eksempler, der kunne suppleres med mange flere fra Skriften, understreger, at Gud, der skabte ud af intet, også fortsat virker og udfører sit værk ud af intet.

Troens væsen

Det hører med til selve troens væsen, at den intet andet har at holde sig til end netop Gud, og det vil atter sige: Gud, således som han har åbenbaret sig i Kristus i sit ord. Abraham havde intet andet end, hvad Gud havde sagt til ham. Moses befandt sig i en aldeles håbløs situation, men Gud havde sagt til ham, at han skulle gå til Farao og føre folket ud.

Troen og magtesløsheden hører altså uløseligt sammen. Men magtesløsheden indebærer den fare, at den magtesløse resignerer og giver op. Det kaldes i Bibelen en bedrøvelse til død. Man sukker og trækker på skulderen – man er bedrøvet og giver op! Og man henviser til, at nu har man troet i så mange år, og der er dog ikke sket nogen forandring! Abraham måtte i øvrigt vente mange år og tro med håb imod håb, men han resignerede ikke, selvom han begik nogle fejltrin i mellemtiden.

Bedrøvelsen til døden er den magtesløses værste fristelse; den kan endda antage fromme former – man synes, man er så umulig, så håbløs, så gennemforvendt, så selvcentreret, at Gud med rette opgiver at frelse, forløse og føre frem til målet – man synes ikke, man kan blive ved at komme til Gud med det samme problem, den samme svaghed, det samme fald – og så giver man op i en »from« bedrøvelse til død – man vil jo ikke være usand, siger man, og glemmer, at Gud er rede til at tilgive 70 gange 7 på samme dag, og at det er sandheden om Gud!

Mørkets magter vil gerne udnytte vor magtesløshed til deres fordel. De kaster mismod, håbløshed, træthed, depression, fortvivlelse og forargelse ind over sjælen, og det er virkelig en kamp at stå fristeren imod med al hans løgn og list. Men troen kæmper sig igennem i kraft af Guds uendelige trofasthed og barmhjertighed, og en dag udbryder den: »Gud har gjort store ting for mig, og jeg er så glad!« Men om det i andres øjne ser så stort ud, er ikke sikkert, thi det drejer sig ofte om problemer, der i den store sammenhæng er små, men som for vedkommende, der stod med problemerne, var store. Derfor tales der ikke meget om dem, og der skal ikke tales for meget, thi da åbner vi døren for de store ord, og de har slet ingen plads, hvor Gud har gjort store ting.

Poul Madsen

Kilde: Mod Målet. Marts 1985

Lignende indlæg:

  • Guds svaghed Kristus betyder den salvede, den med Guds Ånd salvede, altså den kraftens og visdommens Ånd hviler over i hele sin fylde. Derfor kan han »naturligvis« ikke være kraftesløs, svag og […]
  • David udenfor fare (2. Sam. 6) David samlede alt udsøgt mandskab i Israel, 30.000 mand. I 1. Krøn. 13,1 står der, at han rådførte sig med tusindførerne og hundredførerne, alle øversterne, og i vers […]
  • David i fare Saul tog 3.000 udsøgte soldater (elitetropper), da han kom tilbage fra forfølgelsen af filisterne (som HERREN altså atter havde givet ham sejr over!) og drog ud for at gribe David. En […]
  • Pottemageren Emnet for denne bibel undervisningen ud fra teksten i Jeremias kapitel 18:1-12 er: Pottemageren og det arbejde pottemageren udfører ved sin drejeskive. Fra selve teksten er det åbenlys […]
Tagged with:     ,

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development