Den gamle kone på markedet og »nåden alene«

En gammel kones bøn på det jødiske Machane Yehuda-marked i Jerusalem kan hjælpe os til at forstå ordet »nåde«. (Foto: Ruben Bernhard)

Boderne bugner med appelsiner, meloner, nødder, oliven og krydderier i mange forskellige udgaver. Det jødiske Machane Yehuda-marked i Jerusalem summer af liv. Ved en af boderne står en gammel kone. Hun har lige bedt manden afveje 100 gram til hende af den vare, hun gerne vil have med hjem.

Og så – netop da ekspedienten skal til at lukke posen på vægten -lyder det på hebraisk fra den gamle kone: Ten li chesed, »giv mig nåde!».

Meningen med den gamle kones bøn er tydelig nok: Læg lidt ekstra ned i posen! Uden betaling. Bare fordi du gerne vil være god mod en gammel kone.

Det er netop betydningen af »nåde«.

Nåden i hjertet

Når den autoriserede danske bibeloversættelse bruger ordet nåde, er det en oversættelse af tre forskellige hebraiske ord og et græsk ord (se blå boks).

Ordene har lidt forskellig betydning afhængigt af sammenhængen. Men hovedbetydningen af ordene for nåde kan gengives med danske ord som: gunst, velvilje, troskab, trofasthed, godhed, barmhjertighed.

Nåde er, at en person i sit hjerte har en positiv indstilling præget af velvilje og trofasthed og ønsket om at gøre godt imod en anden.

Når den gamle kone på markedet beder om nåde, betyder det, at hun beder forretningsindehaveren om at give hende noget uden betaling, uden at hun er berettiget til det, men alene fordi han i sit hjerte har en lyst til at gøre godt imod hende.

To kernesteder om Guds hjerte

Blandt Bibelens mange beskrivelser af Gud er der to kernesteder, der gør brug af samme ord som den gamle kone på markedet. Det ene sted står i Det Gamle Testamente, det andet i Det Nye Testamente.

2Mose 34:6-7: Guds nåde mod Israel

Efter Israels store syndefald i forbindelse med guldkalven under ørkenvandringen møder Gud Moses på Sinaj bjerg. Her præsenterer Gud sig selv på denne måde: »Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled« (2Mose 34:6-7).

Udtrykket »rig på troskab og sandhed« er vigtigt. Det hebraiske ord, der er oversat med »troskab«, er »chesed« — altså samme ord, som den gamle kone brugte på markedet. Meningen er, at Gud er »rig på nåde og sandhed« og »bevarer nåde i tusind slægtled«. Gud har en stærk og vedvarende velvilje i hjertet over for mennesket. I hjertet er han trofast og pålidelig i sit forhold til mennesket og vil hellere frelse end straffe. Guds ønske om at gøre godt mod mennesker bunder i hans eget hjerte og skyldes ikke fortjeneste eller betaling fra menneskets side.

Gud er også en retfærdig Gud.

Det fremgår tydeligt af fortsættelsen: »Han lader ikke den skyldige ustraffet« (2Mose 34:7). Gud er altså på én gang retfærdig og nådig. Men nåden betyder, at han af hjertet ønsker at tilgive mennesket, så vi ikke skal rammes af den straf, han i sin retfærdighed ellers må idømme os.

De gamle rabbinere bemærkede, at ordet nåde (chesed) er brugt to gange i 2Mose 34:6-7. Det må have en betydning, sagde de. Og så gjorde de opmærksom på, at de to sætninger om nåden er brugt om hver sin tid.

Første gang bruges ordet nåde i udtrykket »nåde og sandhed«, som i sammenhængen handler om Guds hjerteindstilling over for Israels folk på dette tidspunkt under ørkenvandringen. Israel har forkastet Gud til fordel for en guldkalv. Men på grund af nåden i Guds hjerte vælger Gud at tilgive dem, undlade at udslette dem og beholde dem som sit udvalgte folk.

Anden gang, ordet nåde er brugt, er i udtrykket »han bevarer nåde i tusind slægtled«. Her er nåden altså fremtid. Ligesom Gud var nådig ved Sinaj bjerg, vil Gud også være nådig i fremtiden.

Beskrivelsen af Gud som rig på »nåde og sandhed« er vigtig, hvis vi virkelig ønsker at forstå, hvordan Gud er. Det fremgår af to forhold:

a) Udtrykket er brugt talrige gange om Gud i Det Gamle Testamente (for eksempel 1Mose 24:27; 1Mose 32:11; Sl 25:10; 40:11-12; 86:15; 89:15; 115:1 og 138:2 — i den danske oversættelse bruges ofte udtryk som »godhed og trofasthed«).

b) Guds handlen med Israels folk er igennem hele Det Gamle Testamente styret af hans nåde.

Når Moses ved afslutningen af ørkenvandringen sammenfatter Israels opførsel over for Gud i de sidste 40 år, bruger han en rædselsliste af tragiske udtryk: stivnakket folk, vakte Guds vrede, handlede slet, veg fra Guds vej, syndede mod Herren, krænkede Gud, troede ikke på Gud, adlød ikke Gud (5Mose 9). Til sidst sammenfatter Moses Israels opførsel i sætningen: »I har trodset Herren, lige så længe jeg har kendt jer.« Alligevel slutter kapitlet på denne måde: »De er dog dit folk og din ejendom« (5Mose 9:29). Guds forhold til Israels folk skyldes sandt at sige ikke folkets trofasthed eller elskværdighed! At Israel efter ørkenvandringen stadig var Guds folk, skyldtes nåden i Guds hjerte.

Mange hundrede år senere konkluderede israelitterne på Nehemias’ tid præcis det samme. I en mægtig syndsbekendelse erkender folket, at deres forfædre handlede selvrådigt, gjorde nakken stiv, ikke adlød Guds befalinger og ikke huskede på Guds undere (Neh 9:16-17). At folket overlevede og vedblev at være Guds folk, skyldes alene Guds væsen: »Men du er en tilgivelsens Gud, nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab (hebraisk: chesed, nåde)« (Neh 9:17).

Det er Guds nådefulde indstilling alene, der er årsag til Israels overlevelse.

Derfor er det ikke underligt, at profeten Daniel, når han beder om redning for Jerusalem og Israel, alene henviser til Guds nåde som årsag til, at Gud skal gribe ind: »Lyt nu, vor Gud, til din tjeners bøn og tryglen! Lad dit ansigt lyse over din ødelagte helligdom, for din egen skyld, Herre! … Det er ikke vore retfærdige gerninger, der får os til at trygle dig, men din store barmhjertighed« (Dan 9:16-19).

Israels historie beviser det. Gud er virkelig rig på nåde og sandhed. Han er ikke lunefuld. Han bedrager os ikke. Han er ikke en ondskabsfuld Gud, der nyder at straffe. Men i hans hjerte brænder en velvilje over for mennesker og et ønske om at give os frelse og alt godt.

Joh 1:14-17: Nåde over nåde

Johannes’ juleevangelium indeholder et udtryk, der måske er lidt overset. Han skriver sådan: »Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed« (Joh 1:14). Jesus er fuld af »nåde og sandhed«.

Når Johannes vil beskrive Jesus, bruger han altså netop det udtryk, som Gud 1400 år tidligere brugte om sig selv på Sinaj bjerg, og som Det Gamle Testamente så ofte gentager: »nåde og sandhed«. Jesus er Gud. Som Faderens hjerte er fuld af nåde, er Sønnens det.

Men ligheden med Guds åbenbaring på Sinaj er endnu større. I 2Mose 34:6-7 bruges ordet »nåde« to gange: om Guds indstilling dengang til Israels folk og om Guds indstilling i al fremtid (»tusind slægtled«). På samme måde taler Johannes om Guds dobbelte nåde: »Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus« (Joh 1:16-17).

Guds handlen er »nåde over nåde«. Den første nåde var, at han dengang ved Sinaj fastholdt Israel som sit folk og gav dem loven ved Moses, selvom de i sandhed ikke havde fortjent det. Og nu, mange århundreder senere, viser han en endnu større nåde — nåde over nåde —nemlig ved at sende Messias, Jesus fra Nazaret. Det er virkelig »nåde og sandhed« — et udslag af Guds væsen, den trofaste og uophørlige nåde i Guds hjerte.

De to hjerter

Når Bibelen taler om menneskets mulighed for at blive frelst og igen komme til at leve sammen med Gud i Paradis, er der to hjerter i spil: menneskets og Guds.

Menneskets hjerte tog skade i forbindelse med syndefaldet og har siden været sygt.

I Første Mosebog bliver beretningen om syndefaldet og Kains mord på Abel fulgt af »Adams slægtsbog« (1Mose 5:1-6,8). Adams slægtsbog slutter med, at Gud ser på menneskehedens situation, som den ser ud en del generationer efter Adam, ligesom han ved skabelsen så på hver enkelt ting, han havde skabt, for at konstatere, at det var godt (for eksempel 1Mose 1:4). Men ved slutningen af Adams slægtsbog er resultatet af Guds kontroleftersyn helt anderledes: »Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt« (1Mose 6:5). Skabelsens »det var godt« er nu blevet til »det var ondt«.

Den danske oversættelse af verset er imidlertid ret fri. En ord-for-ord-oversættelse ville lyde: »… og hele hans hjertes tankers tilbøjelighed var kun ond hele dagen.« Syndefaldet skadede menneskets hjerte. Hjertets tilbøjelighed er blevet ond. Det onde ligger os nærmest. Den onde tilbøjelighed er blevet en del af menneskets personlighed.

Hvor alvorlig denne hjertesygdom er, fremgår af to ting i Mosebøgerne. For det første gentager Gud beskrivelsen få kapitler senere: »For menneskets hjertes tilbøjelighed er ond fra hans ungdom af« (ord-for-ord-oversættelse af 1Mose 8:21). For det andet henviser Gud til sidst i Femte Mosebog igen til menneskehjertets tilbøjelighed (5Mose 31:21), så Mosebøgernes beretning om livet på jorden fra syndefaldet til Moses’ død er indrammet af den tragiske konstatering af menneskehedens hjertesygdom.

Jesus fastslår præcis det samme: »Fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. Det er det, som gør et menneske urent« (Matt 15:19-20).

Guds hjerte derimod er nådigt. Fyldt af nåde. I Guds hjerte findes en grundlæggende velvilje over for mennesket, en kærlighed, der ønsker at give mennesket alt godt. Tilbøjeligheden i Guds hjerte er at tilgive, hjælpe, have omsorg for og overøse med gode gaver. Kort sagt: nåden i Guds hjerte.

Nåden er vores håb

Af væsen er Gud nådig. Det er en fantastisk trøst for ethvert menneske, der kender sin egen onde tilbøjelighed. Og Paulus tilføjer endda om Gud: »… fornægte sig selv kan han ikke« (2Tim 2:13). Guds nåde er en uudslettelig del af Guds væsen. Derfor kan vi stole på den.

Det er denne Guds nåde, der fik ham til julenat at sende Jesus til verden som Messias, der skulle bære vores skyld og straf og frelse os.

Den onde tilbøjelighed i menneskets hjerte gør det totalt umuligt, at vi kan frelse os selv. Skal vi frelses, kan det kun ske ved Jesus og på grund af nåden i Guds hjerte.

»Giv mig nåde,« siger den gamle kone på markedet i Jerusalem, når hun beder om at få noget uden betaling, alene for ekspedientens barmhjertigheds skyld. Kun sådan kan vi mennesker komme til Gud og bede om frelse — alene med henvisning til nåden i hans hjerte.

Menneskehedens, Israels og det enkelte menneskes håb er i sandhed nåden alene!

Ole Andersen

Kilde: Ordet & Israel 10/2017

Denne artikel om “Nåden Alene” indgår i en lille artikelserie i anledning af Reformationens 500-årsjubilæum i år. Serien behandler reformatorernes hovedsætninger.

Spændende lys fra Det gamle Testamente over »troen alene«

»Skriften alene« i lyset af Det Nye Testamentes jødiske baggrund

 

Lignende indlæg:

  • Et håbløst liv – Norea Mediemission Albanske roma-kvinders liv er alt andet end en dans på roser. Mange bliver gift og får børn i en alder af bare 12-15 år, og mangel på uddannelse og arbejde holder disse kvinder fast i […]
  • 20. September: Kastet for løverne KASTET FOR LØVERNE Min Gud sendte sin engel; han lukkede løvernes gab, så de ikke kunne gøre mig noget; det var, fordi han fandt mig uskyldig. (Dan 6:23) Det med at blive kastet for […]
  • DNPS26: Efeserbrevet 41 Jeg den fangebundne i Herren formaner jer da til at skikke jer, saa det værdigt kan svare til den Indbydelse, I har faaet, 2 ydmygt og fordringsløst i alle Maader, taalmodige til at […]
  • DNPS26: Markusevangeliet 111 Da de saa nærmer sig til Jerusalem og til Betania over Oliehavebjerget, sender han to af sine Lærlinge afsted. 2 Gaa hen i den Landsby lige for jer, siger han til dem, saa finder I […]

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development