»Skriften alene« i lyset af Det Nye Testamentes jødiske baggrund

Da Paulus var gæsteprædikant i synagogen i Berøa i det nordlige Grækenland, lyttede de lokale jøder til ham og »granskede dagligt Skrifterne« for at undersøge, om Paulus’ forkyndelse nu også var i overensstemmelse med Det Gamle Testamente. Synagogen i Berøa i dag. (Foto: Ole Andersen)

Bibelen havde enorm betydning for Jesus og de første kristne. Sloganet »Skriften alene« (sola scriptura) fra reformationen 1.500 år senere kunne såmænd udmærket have været formuleret af Peter eller Paulus eller Jesus selv. For det var det princip, de praktiserede.

Allerede før Det Nye Testamente var blevet til, havde Jesus, apostlene og de første kristne en bibel. De brugte nemlig jødernes bibel.

På dette tidspunkt omfattede den jødiske bibel netop de 39 bøger, som de kristne senere begyndte at kalde for »Det Gamle Testamente«. Der var forskellige måder at tælle antallet af bøger i Bibelen på. Nogle rabbinere sagde, at der var 24 bøger, andre sagde 22. Forklaringen er, at mange af de bøger, vi i dag opfatter som selvstændige, blev talt som en bog. For eksempel var Samuelsbøgerne en bog, Kongebøgerne var en bog, og også de tolv små profeter blev opfattet som en bog.

Men selvom antallet kunne opgøres forskelligt, var indholdet det samme. Den jødiske bibel, Det Gamle Testamentes 39 bøger, var også de første kristnes bibel.

For apostlene og mange af de første kristne var det fuldstændig naturligt at bruge den jødiske bibel. Alt andet ville have været utænkeligt. De var jo selv jøder, og deres tro på Jesus ændrede intet ved deres forhold til den jødiske bibel. Tværtimod stod Bibelens budskab blot endnu mere fast for dem, efter at de var kommet til tro på Jesus som Messias (2Pet 1:19).

I løbet af en årrække kom skrifterne i Det Nye Testamente til.

De indeholdt budskabet fra de apostle, som Jesus havde udsendt med fuldmagt og autoritet til at repræsentere ham og tale på hans vegne (Matt 10:40).

Fordi apostlenes budskab kom fra Jesus, der var Messias og Guds søn, begyndte de første kristne at sidestille apostlenes ord med profeternes ord i den jødiske bibel, de allerede havde (2Pet 3:2). Det nye var altså ikke, at de nu fik en bibel, men at deres bibel blev udvidet med en række nye skrifter, så den kom til at bestå af Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente.

Bibelens store betydning

Læsepulten i synagogen i Berøa, hvor torarullen lægges ved oplæsning. På Jesu tid blev Det Gamle Testamente hver sabbat oplæst i synagoger overalt i Romerriget. De første kristne videreførte den jødiske tradition med stærk vægtlægning på oplæsningen og studiet af Bibelen. (Foto: Ole Andersen)

Jesus brugte Bibelen livet igennem, Når han på sabbatten deltog i synagogegudstjenesten (Luk 4:16ff). Når Satan fristede ham (Matt 4:1ff) Når han underviste disciplene (Matt 5:21ff). Når han afviste kritik fra farisæerne (Matt 9:10ff) eller fra saddukæerne (Matt 22:23ff). Når han svarede på spørgsmål (Matt 11:1ff). Når han belærte folkekamrene (Matt 11:7ff). Når han revsede de vantro (Matt 11:20ff) eller ryddede op i templet (Matt 21:12ff). Ja, selv i smerterne på korset, lige før han udåndede (Matt 27:45ff), og i undervisningen af disciplene efter opstandelsen (Luk 24:25f).

Apostlene og de første kristne gjorde som Jesus og brugte Bibelen i alle tænkelige situationer. Da de forsøgte at forstå Judas’ forræderi (Apg 1:15ff). Da Peter skulle forklare begivenhederne på pinsedagen (Apg 2:14ff). Da han prædikede i Salomos Søjlegang (Apg 3:12ff). Når de bad (Apg 4:24ff). Da Stefanus skulle forsvare sig for Rådet (Apg 7:2ff). Da Filip vidnede for den etiopiske hofmand (Apg 8:26). Da Peter vidnede for den romerske officer Cornelius (Apg 101ff). Når Paulus prædikede i synagogerne (Apg 13:16ff). Når apostlene skulle afgøre et stridsspørgsmål (Apg 15:13ff). Også når Paulus, Jakob, Peter og Johannes skrev breve til menighederne, citerede de ustandseligt fra Bibelen eller henviste til den med antydninger eller sammendrag.

Jøderne i byen Berøa i det nordlige Grækenland får i Det Nye Testamente ros, fordi de ivrigt studerede Bibelen for at vurdere, om Paulus’ prædikener nu også var troværdige (Apg 17:11ff).

Bibelen var livsnerven, den røde tråd og det stadige omkvæd i de første kristnes liv. Sådan som den også var det for mange jøder, der ikke troede på Jesus.

En sammenligning af de første Jesus-troende jøders fodhold til Bibelen med andre jøders forhold til Bibelen er lærerig. Der er både en meget vigtig lighed og en afgørende forskel.

Lighed: synet på Bibelen

Jesus og apostlene havde på mange måder samme forhold til Det Gamle Testamente, som mange andre jøder havde dengang. Lad os se på fire ligheder:

a) Samme benævnelser

Når Jesus og apostlene omtaler Det Gamle Testamente, sker det med de samme benævnelser, som var almindeligt brugt i antik jøde dom (se Bibelen – kært barn med mange navne nedenfor).

b) Samme citatmåder

En af de mest almindelige måder i antik jødedom at indlede et citat fra Det Gamle Testamente på er »der er sagt«. Den indledning bliver også brugt i Det Nye Testamente (Matt 5:21; Luk 4:12).

c) Samme bibelsyn

Blandt jøder på Jesu tid var der ofte uenighed om, hvordan Bibelen skulle tolkes, men der var stor enighed om, at Bibelen var Guds ord. Historieskriveren Josefus forklarer, at det hører med til jødernes bibelsyn, at profeterne i Det Gamle Testamente ikke skrev »på egen hånd«, men »efter inspiration fra Gud« (se hele citatet nedenfor).

Apostlen Peter delte dette almindelige antik-jødiske bibelsyn og skriver: »Ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud« (2Pet 1:21). Paulus siger tilsvarende, at »ethvert skrift er indblæst af Gud« (2Tim 3:16).

Apostlene var ikke enige med farisæerne om, hvordan Bibelen skulle forstås og efterleves. Men de var enige om, at den var Guds ord.

Netop fordi Helligånden stod bag tilblivelsen af de bibelske skrifter, kan Helligånden i dag bruge Bibelen, når han arbejder i os. Ånden og Bibelen hører derfor nøje sammen. Det bedste, et menneske, der ønsker Helligåndens virke i sit liv, kan gøre, er at bruge Bibelen. For den er Helligåndens redskab i vores hjerter.

d) Samme bibelbrug

For mange jøder på Jesu tid spillede Bibelen en helt afgørende rolle. Hver sabbat blev der læst op af Bibelen i synagogerne (Apg 15:21). Hvis man i et religiøst spørgsmål ville overbevise andre, måtte man bruge Det Gamle Testamente. Som det hedder i det rabbinske skrift Mishna: »Jo mere tora, jo mere liv« (mAvot 2,7). Denne omfattende brug af Bibelen tog de første jøde-kristne med ind i de nye kristne menigheder.

Fordi Det Gamle Testamente er Guds ord, er det her, vi finder vejledning, visdom og hjælp.

Ligheden i bibelbrug mellem antik jødedom og de første kristne illustreres fint af to citater; det ene fra den jødiske Første Makkabæerbog, det andet fra Paulus:

  • »Vi henter trøst i de hellige bøger, vi besidder« (1Makkabæerbog 12:9).
  • »Med den trøst, som Skrifterne giver os« (Rom 15:4).

Overbevisningen om, at Israels Gud havde åbenbaret sig gennem Bibelen, Det Gamle Testamente, blev overtaget af de første kristne. Derfor blev Bibelen betragtet med enorm respekt, og derfor blev den brugt som den altafgørende rettesnor for troen. Skriften alene – det var den logiske følge af det syn på Det Gamle Testamente, som kirken arvede fra Israels folk.

Men der var også en vigtig forskel.

Forskel: Bibelen og traditionen

Det fortælles, at en mand kom til den kendte rabbi Shammai (kort tid før Jesus) og spurgte: »Rabbi, hvor mange toraer har I?« Shammai svarede: »To, en nedskrevet og en mundtlig«.

Den nedskrevne tora var Mosebøgerne og i udvidet betydning hele Det Gamle Testamente. Men i indflydelsesrige grupper i antik jødedom mente man, at der ved siden af Bibelen også var en mundtlig tora. For farisæerne på Jesu tid og senere rabbinsk jødedom spiller den mundtlige tora en enorm rolle.

Den mundtlige tora indeholder de vises og rabbinernes udlægning af Bibelen. Tankegangen er, at det er umuligt at efterleve buddene i Bibelen, hvis man ikke har en udlægning af dem. Hvordan kan man for eksempel lade være med at arbejde på sabbatten, hvis man ikke ved præcist, hvad arbejde er? Derfor er der brug for en mundtlig tora, der forklarer Bibelen.

Den mundtlige tora blev overleveret af de vise og rabbinerne fra generation til generation. I Det Nye Testamente kaldes den mundtlige tora for »de gamles overlevering« (Mark 7:3ff) eller »de fædrene overleveringer« (Gal 1:14). Som elev af datidens mest kendte farisæer, Gamaliel, var Paulus grundigt oplært i den mundtlige tora.

Den mundtlige overlevering blev gennem generationerne så omfattende, at ingen kunne lære den udenad. I år 200-220 blev den derfor nedskrevet i det vigtige jødiske værk Mishna. Senere blev dette værk sammen med den fortsatte mundtlige overlevering til det rabbinske hovedværk Talmud.

Den mundtlige tora er i rabbinsk-jødisk tankegang bindende. Den mundtlige tora bestemmer, hvordan Det Gamle Testamente skal forstås.

Her ligger en af de vigtigste forskelle mellem Jesus og farisæerne (og den senere rabbinske jødedom).

Jesus kalder den mundtlige tora for »menneskebud« og »menneskers overlevering« til forskel fra »Guds bud«, der er nedskrevet i Det Gamle Testamente (Mark 7:7-8).

Jesus anklager farisæerne for ved hjælp af den mundtlige overlevering at ophæve nogle af Guds bud (Matt 23).

Det betyder ikke, at alt i den mundtlige overlevering er forkert, slet ikke. Jesus anerkender, at de vise og farisæerne faktisk på nogle områder udlægger Moseloven rigtigt (Matt 23:1-3). Nogle steder går Jesus ind i et stridsspørgsmål, hvor farisæerne selv var uenige, og holder med den ene part i diskussionen. Men Jesus gør op med selve princippet om, at der er en bindende tradition ved siden af Bibelen.

Bibelen står fast. »Skriften kan ikke rokkes« (Joh 10:35). De menneskelige traditioner skal vurderes ud fra, om de stemmer overens med Bibelen.

Aktuelt princip

Den jødiske baggrund for Det Nye Testamente hjælper os til at have et skarpt fokus på begge sider af princippet »Skriften alene«.

På den ene side betyder princippet, at Bibelen er Guds ord, som vi skal tro på, bygge på og bruge. Det skal vi, fordi Bibelen som Guds ord har magt til at skabe troen og vejlede, irettesætte, trøste og opmuntre os.

På den anden side betyder princippet, at vi ikke må sætte noget ved siden af Bibelen, som om det havde samme autoritet. Heller ikke Luther og reformatorerne. Deres ord kan være en stor hjælp til at forstå Bibelen, men de er kun menneskeord og skal derfor hele tiden vurderes ud fra, om de nu også stemmer overens med Guds ord i Bibelen.

Skriften alene! Det er et afgørende princip.

Det jødiske folk er blevet kaldt »bogens folk«. Den benævnelse passer også på Jesus og apostlene. De første kristne var »bibelkristne«. Lad os gå i deres fodspor!


Bibelen – kært barn med mange navne

I antik jødedom var der mange forskellige måder at omtale Det Gamle Testamente på. Jesus og de først kristne brugte de samme benævnelser. Her er et udvalg af nogle af de mest anvendte betegnelser for hele Bibelen eller dele af den. Der er anført eksempler fra både antik-jødiske tekster og Det Nye Testamente.

a) De hellige Skrifter

  • Josefus (Ant 1,13 og 10,210) og de ældste rabbinere (fx Mishna: mShab 16,1).
  • Rom 1:2: »det evangelium, Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter« (jf. 2Tim 3:15).

b) Skriften/Skrifterne

  • Aristeas (150-100 f.Kr.) 155 og 168: »Intet er blevet fastsat i Skriften uden grund«.
  • Almindeligt hos de ældste rabbinere (fx Mishna: mAvot 3,7; 3,8; mSanh 4,5).
  • Joh 2:22: »De troede Skriften« og Apg 8:32: »Det afsnit i Skriften, han læste, var …«.

c) Bogen/Bøgerne/De hellige Bøger

  • Dan 9:2: »Jeg, Daniel, blev opmærksom på angivelsen i bøgerne af …«.
  • Aristeas (150-100 f.Kr.) 316: »det, der er skrevet i Bogen«.
  • 1Makk 12:9: »Vi henter trøst i de hellige bøger, vi besidder« (jf. 2Makk 8:23).
  • Josefus (Ant 20,261): »alt i overensstemmelse med det, der er skrevet i vores Hellige Bøger«.
  • En del steder hos de ældste rabbinere (fx Mishna: mMeg 1,8).
  • 2Tim 4:13: »Den kappe, jeg efterlod i Troas hos Karpos, skal du tage med, når du kommer, også bøgerne« (»bøgerne« kan enten være brugt i betydningen bibelskrifter eller i bredere forstand).
  • Det hebraiske ord »sefarim« (bøgerne) blev oversat til det græske »biblia«, der blev til vores »bibel«.

d) Toraen/Loven

  • Adskillige rabbinere bruger »toraen« om hele Det Gamle Testamente, ikke kun Mosebøgerne.
  • Joh 10:34 (ved citat af Sl 82:6).

e) Toraen (Mosebøgerne), Profeterne og Skrifterne

  • Siraks Bog (132 f.Kr.) prologen: »loven, profeterne og de andre fædrene skrifter«, »loven og profeterne og de øvrige bøger«.
  • Josefus: Mod Apion 1,39-40: »Moses, profeterne og de øvrige«.
  • Rabbinerne: bSanh 90b: »Saddukæerne spurgte rabban Gamliel: Fra hvad lader det sig bevise, at Gud vil opvække de døde? Han svarede dem: Fra Toraen, fra Profeterne og fra Skrifterne«.
  • Luk 24:27: »Moses, alle profeterne, Skrifterne« og Luk 24:44: »Moseloven, profeterne, salmerne«.

Josefus om Bibelen

Den jødiske historieskriver Josefus (ca. 30-100) beskriver i bogen »Mod Apion« jødernes forhold til Bibelen på denne måde:

»Naturligt nok eller rettere nødvendigvis er det derfor sådan — da det hverken står åbent for enhver at skrive på egen hånd eller der er nogen modstrid inden for skrifterne, men profeterne alene efter inspiration fra Gud lærte om de fjerneste og ældste tider og nedskrev klart og tydeligt begivenhederne i deres egen tid, sådan som de indtraf — at der hos [jøderne] ikke er tusindvis af bøger, der er i uoverensstemmelse og modstrid med hinanden, men blot toogtyve bøger [dvs. Det Gamle Testamente], der indeholder optegnelsen for al tid og som med rette har vundet tiltro ..

[Senere skrifter] er ikke blevet dømt værdig til den samme tiltro …

Det står i handling klart, hvordan vi går til vore egne skrifter. For selv om der nu er gået så lang tid, har ingen vovet hverken at tilføje, at fjerne eller at ændre noget som helst i dem; og det er medfødt hos enhver jøde lige fra fødslen at anse dem for Guds bestemmelser, holde fast ved dem og, om nødvendigt, dø med glæde for dem.«

(Mod Apion 1,37-42, oversat af Niels Henningsen, Anis 2013)


Rabbinerne om Bibelen

To eksempler på, hvor stærkt rabbinerne understregede, at toraen e (Mosebøgerne og i udvidet betydning hele Det Gamle Testamente) er Guds ord:

1) »Den, der siger, at toraen ikke er fra Himlen, har ingen del i den – kommende verden« (Mishna mSanh 10,1).

2) »Den, der siger, at hele toraen er fra Himlen bortset fra dette vers, for det er ikke udtalt af Gud men af Moses’ egen mund, han er en [om hvem der er skrevet]: han har ladet hånt om Herrens ord [4Mose 15:31]« (Den babylonske Talmud bSanh 99a).


Kilde: Ordet & Israel 8/2017

Ole Andersen

Lignende indlæg:

  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del II) Vi forsætter vores gennemgang om: Hvad står der i bibelen om englene. Vi ser på nogle eksempler i det nye testamente og i kirke historien, desuden kommer Eskild med sit eget […]
  • Hvad står der i bibelen om englene? (Del I) I denne gennemgang skal vi se på, hvad der står i bibelen om engle, og vi skal også se på nogle vidnesbyrd på disse op gennem tiden. Lad os begynde med at læse et vers fra Heb 1:14, […]
  • 15. februar: Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig OM SÅ ALLE ANDRE SVIGTER, SÅ SVIGTER JEG DIG ALDRIG ”Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt: ”Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.” Og han gik udenfor og græd […]

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development