Det apostolske vidnesbyrd om Skriften

Det, GT vidner om sig selv, finder vi bevidnet og bekræftet af apostlene overalt i NT. Deres vidnesbyrd er i så henseende helt entydigt: Skriften – og det var for dem ensbetydende med jødernes samling af hellige skrifter – er Guds ord!

Som der står skrevet

Ligesom GT’s profetiske budskab kan siges at stå under et bestemt og samlende fortegn: »Så siger Herren«. således kan NT’s apostolske vidnesbyrd siges at stå under et bestemt og samlende fortegn: »Som der står skrevet! (Mk. 1,2; Rom. 1,17; 4,17; 1. Kor. 2,9 etc.). Apostlene søger bestandig at legitimere deres forkyndelse og hver enkelt del af dens indhold gennem henvisning til »skriftern” (1. Kor. 15,3-4; Ap.G. 17,2-3; 26,22-23; Rom. 3,4 og 10; 4,17; 11,26; 14,11; 1. Kor. 1,19; 3,19 etc.). Alt det, som skete med Jesus af Nasaret, det, som skete pinsedag og som nu sker i den kristne menighed og gennem missionen, ses som en opfyldelse af »det, som står skrevet« (Ap. 2,16 ff. og 25 ff.; 15,15 ff.; Rom. 9,24-26 etc.).

Karakteristisk i så henseende er den udtryksmåde, der kommer igen og igen i Mattæus-evangeliet: »Alt dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som Herren talte ved profeten, der siger,: . .«, og så følger et citat fra GT (Mt. 2,15. 17 og 23; 4,14; 8,17 etc.). En ganske tilsvarende udtryksmåde og tankegang møder os også mange andre steder i NT:

Ap. G. 1,16: Peter om Judas: »Mine brødre! det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden forud havde talt gennem Davids mund om Judas/ . .«.

Ap. G. 3,18: Peter om Jesu lidelse og død: »Men på den måde har Gud ladet det gå i opfyldelse, som Han forud havde forkyndt gennem alle profeternes mund, at Hans Salvede skulle lide«.

I indgangshilsenen til Romerbrevet skriver Paulus, at det »Guds evangelium«, som han og de øvrige apostle er udkåret til at forkynde, intet andet er end: »Det, som Han (Gud) har forjættet ved sine profeter i hellige skrifter« (Rom. 1,1-3).

Hvad Skriften siger, det siger Gud

De her anførte og mangfoldige tilsvarende udsagn i NT viser med umisforståelig klarhed, at »Skriften« eller »skrifterne« for apostlene og de først kristne var fuldstændig identisk med Guds egen tale ved Helligånden. Det var deres »bibelsyn«. Derfor kunne de også udtrykke sig i deres bøn til Gud, som vi læser det i Ap. G. 4,24-25: »Herre . . . du, som ved Helligånden gennem din tjener Davids mund hare sagt . .« hvorefter følger et citat fra Sl. 2,1ff.; eller som Paulus gør det, når han i Ap. G. 28,25 med tanke på de genstridige jøder siger: »Med rette har Helligånden, talt ved profeten Esajas til jeres fædre og sagt . og så følger et citat fra Es. 6,9 f.

Gud og Skriften er for apostlene og de første kristne så nært forbundet, at der ofte i NT finder en ligefrem »personifikation« af Skriften sted. »Skriften siger”, eller: ». . . som Skriften har sagt” hedder det gang på gang (Rom. 4,3 og 10,11; Gal. 3,8 og 22; jvf. Joh. 7,38 og 42), og udtrykkene »Skriften siger« og »Gud siger er i virkeligheden helt synonyme og kan bruges vekselvis:

Rom. 9,17: »Og Skriften siger til Farao: Netop derfor har jeg ladet dig fremst for at jeg kan vise min magt på . .«. I den gammeltestamentlige sammenhæng (2. Mos. 9,16) er det ikke »Skriften«, som taler dette ord, men Herren selv.

Gal. 3,8: »Og da Skriften forudså, at det er af tro, Gud ville retfærdiggøre hedningerne, forkyndte den forud Abraham det evangelium: ‘I dig skal alle folkeslagene velsignes’;” – Det anførte skriftord er igen i den gammeltestamentlige sammenhæng (1. Mos. 12,3) et ord, som er talt af Herren selv.

En tilsvarende synonymitet består også mellem udtryk som: »Moses, David, Esajas, Jeremias – eller en anden af profeterne – siger«, »Skriften siger«, »Gud siger« eller »Helligånden siger«.:

I Rom. 10,19-20 anfører Paulus ord fra 5. Mos. 32,21 og Es. 65,1 som talt af henholdsvis Moses og Esajas; i den gammeltestamentlige sammenhæng er de anførte ord talt af Herren selv. Jvf. Rom. 15,12 og det der anførte ord fra Es. 11,10.

Modsvarende er der også adskillige eksempler på, at ord, der i den gammeltestamentlige sammenhæng er talt af en navngiven person eller af den menneskelige forfatter til det pågældende skrift, anføres i NT som talt af Gud selv, af Helligånden:

Ap. G. 13,35: »Derfor siger Han (Gud) også i en anden salme: ‘Du skal ikke lade din Hellige se forrådnelse’.«.- Dette er et citat fra Sl. 16,10, og i den salmes egen sammenhæng, er det David, som siger dette.

Hebr. 3,7: »Derfor, som Helligånden siger: ‘I dag, når I hører Hans røst,. .’«. -Det skriftord, som her siges at være talt af Helligånden, er en gengivelse af Sl. 95;7b, som i den oprindelige sammenhæng er talt af forfatteren til denne salme.

I afsnittet Hebr. 1,5-12 er der flere eksempler på det samme. Her anføres en række skriftord fra Salmernes bog: 97,7 -104,4 – 45,7 og 102,25 ff. som talt af Gud selv. Slår vi tilbage og ser disse steder efter i deres gammeltestamentlige sammenhæng viser det sig, at disse skriftord der er talt af den menneskelige forfatter til disse salmer.

Begge slags eksempler viser, hvilken nøje forbindelse, ja, ligefrem identitet, der ifølge apostlene består mellem Skriften. menneskelige ord og Guds ord. Dette understreges på en særlig måde også derved, at det f.eks. i 1. Pet. 1,10-12 siges, at skriftordenes oprindelige af Gud Helligånd tilsigtede mening undertiden gik ud over, hvad de menneskelige forfattere til dette ord har haft fuld klarhed over eller været sig selv bevidst (jvf. Joh. 11,51).

Skriftens inspiration

Det er det her omtalte identitetsforhold mellem menneskers ord og Guds ord i Skriften, der har fået dogmatisk udtryk i læren om Skriftens guddommelige inspiration. Som det forhåbentlig er fremgået af det foranstående, grunder denne lære sig ikke kun på et par enkelte, løsrevne skriftsteder. Inspirationens faktum er tvært imod til overflod bevidnet både direkte og indirekte gennem hele Skriften. Vi vil alligevel til sidst i dette afsnit også tage de to apostelord frem, der sædvanligvis betragtes som den »klassiske« skriftbegrundelse for læren om Skriftens inspiration. Det drejer sig om 2. Tim. 3,15-17 og 2. Pet. 1,19-21.

2.Timoteus brev 3,15-17

I 2. Tim. 3,15-17 skriver Paulus: »Du kender fra barndommen af de hellige skrifter (= GT), som kan gøre dig viis til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning<

Der er nogen tvivl om, hvilken oversættelse der bedst gengiver grundtekstens mening i v. 16:

  1. Det græske ‘pasa graphé’ som i vor nuværende danske oversættelse er gengivet med »ethvert skrift«, kan lige så godt – og bør måske snarere – oversættes med »hele Skriften«. Det er imidlertid i begge tilfælde uden al tvivl »de hellige skrifter«, som Paulus allerede har nævnt i v. 15, han har i tanke også i v. 16. Såfremt oversættelsen »ethvert skrift« er den rette, tænker Paulus på hvert enkelt af disse skrifter, måske endda på hver enkelt passage i disse skrifter, for sig (distributiv betydning). Er derimod oversættelsen »hele Skriften« den rette, har han Skriften som helhed i tanke med udtrykket (kollektiv betydning).
  2. Det er endvidere uklart, om der bør oversættes: »Ethvert Gud-indblæst skrift er også gavnligt til . . .«, eller: »Ethvert skrift er Gud-indblæst og derfor også gavnligt til . . .« Sagligt betyder det imidlertid ingen stor forskel, om man oversætter på den ene eller anden måde. I førstnævnte tilfælde er Skriftens guddommelige inspiration forudsat, i sidstnævnte tilfælde er udtrykket at forstå som et direkte udsagn om Skriftens guddommelige inspiration.
  3. Den danske oversættelses »indblæst af Gud« er en dårlig gengivelse af det græske ‘theopneustos, blevet til under indflydelse fra den latinske Vulgatas »divinitus inspirata«. Der er imidlertid ikke på dette sted i grundteksten så meget tale om, at Skriften er »ind-blæst< eller »ind-givet« af Gud, men snarere om, at den er direkte »ud-gået« fra Ham. Det græske ‘theopneustos’ betyder ordret gengivet »Gud-åndet«; det, der her er tale om, er altså, at hele Skriften eller hvert enkelt skrift og hver passage i Skriften er udgået direkte fra Guds egen mund på tilsvarende vis, som et menneskes ord og tale »åndes ud«, »ud-går« fra det menneskes mund. Uanset tvivl om den rette oversættelse så er altså én ting ganske klar: Der gives også her en stærk bevidnelse af, at »de hellige skrifter« ikke bare har en menneskelig oprindelse og et menneskeligt forfatterskab, men er af guddommelig oprindelse og har Gud selv som deres sidste og egentlige ophavsmand og forfatter.

Det er dette inspirationens faktum, der både her og der og overalt i NT ellers får en klar og stærk apostolsk bevidnelse. Om måden, der er gået til på, siges her intet. Det må vi derfor også afholde os fra.

I kraft af inspirationens faktum er »de hellige skrifter« indhold ét samstemmig vidnesbyrd om Kristus og frelsen i Ham. Netop derfor er disse skrifter også mægtige til at udrette og virke det, som er Guds hensigt og mål med alt det, Han har talt, og som står skrevet: at »gøre viis til frelse, ved troen på Kristus Jesus« (v. 15), og gavnlige til at belære, irettesætte, genoprejse og optugte i retfærdighed, »så Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning« (v. 16-17).

2.Peters brev 1,19-21

I 2. Pet. 1,19-21 har vi endnu en klar apostolsk bevidnelse af Skriftens guddommelige inspiration og autoritet. Vi læser dér: »Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter. Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i Skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti i Skriften fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud«

Med »det profetiske ord« (v. 19) er her tænkt på den gamle pagts hellige skrifter og deres hele indhold, som ret forstået er en profetisk forjættelse om Kristus og frelsen i Ham. Med »profeti i Skriften(v. 20) og »profeti« (v. 21) er der tænkt enten på hver enkelt del af Skriften for sig eller på hver passage i Skriften, som indeholder en særskilt profeti eller forjættelse.

Om dette »profetiske ord« og hver enkelt del af det slår apostelen en række sandheder fast:

  1. Ingen profeti, intet skriftord, skylder noget menneskeligt initiativ sin tilblivelse.
  2. Det har derimod altsammen kilde og oprindelse i Gud selv og er blevet til på Hans initiativ.
  3. Gud brugte hertil mennesker, der var under en særlig indflydelse af Guds hellige Ånd.
  4. Den indflydelse af Guds hellige Ånd, som de menneskelige redskaber var under, var af en sådan art og grad, at det, de talte og skrev, ikke var deres eget, men Hans værk, Hans ord.
  5. Netop derfor står »det profetiske ord« så fast, som de apostolske øjenvidne-erfaringer og øjenvidne-beretninger godtgør (v. 16-18), og udgør således en urokkelig grundvold for troen.
  6. Fordi Skriften er af guddommelig oprindelse og har et guddommeligt indhold, står det ikke i noget menneskes egen magt at forstå dens mening og tilegne sig dens betydning ret; den rette forståelse af Skriften kommer vi ikke til som resultat af nogen rent menneskelig granskning og tænkning; den må gives os som guddommelig gave, der bliver os til del alene gennem omvendelse ord« (1. Kor. 2,10-14 og 2. Kor. 3,14-16).

Eet Gud-menneskeligt ord

Som vi nu her har set, er det til overflod bevidnet både direkte og indirekte af apostlene i NT, at alt, hvad der står skrevet i hele Den hellige Skrift, er Guds egen tale til os ved Helligånden. Det er altsammen samtidig, uopløseligt og uadskilleligt Guds ord og menneskers’ ord: givet os af Gud ved Helligånden gennem mennesker i hellige skrifter.

Dette gælder ikke bare nogle af »de hellige skrifter/ visse dele af deres indhold eller en bestemt slags udsagn i dem til forskel fra andre (de tros- og læremæssige f.eks. til forskel fra historiske, geografiske o.lign.). Nej, det gælder »alt, hvad der I forhen er skrevet«,(Rom. 15,4), hvert skrift og hver passage i Skriften, ja, hvert enkelt udsagn og ord. Et nok så talende vidnesbyrd herom har vi i Gal. 3,16. Paulus søger her at godtgøre, at forjættelserne i GT til Abrahams afkom gælder Kristus og opfyldes i ham. Gyldigheden af hele denne argumentation beror på den grammatikalske form af et enkelt ord; nemlig »dit afkom« (ental) i stedet for afkom« (flertal).

Apostlene skelner således aldrig mellem noget i Skriften, der er af guddommelig oprindelse (Guds ord), og andet, som er af rent menneskelig oprindelse (menneske-ord); ej heller mellem noget, som er absolut autoritativt, urokkeligt, fuldt troværdigt, ufejlbart og modsigelsesfrit, og andet, som ikke er det. Nej, Skriften er ifølge det apostolske vidnesbyrd i NT såvel i sin helhed som i alle sine enkelte dele og udsagn en uopløselig og uadskillelig enhed af Guds ord og menneskers ord, ét absolut autoriativt, urokkeligt, fuldt troværdigt, ufejlbart og indre modsigelsesfrit Gud-menneskeligt ord.

Kilde: Bibelenes syn på sig selv – DBI 1979

Niels Ove Vigilius

Lignende indlæg:

  • Det Gamle Testamentes Selvvidnesbyrd Så siger Herren! Der er et bestemt fortegn, hele GT's indhold og budskab står under. Det er den profetiske proklamation: »Så siger Herren! »Hør Herrens ord« (se f.eks. Amos 1,3.6. 9. 11 […]
  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Sandheden er én – meningerne mange Det forholder sig med Bibelen som med Jesus selv: Sandheden er én, menneskers meninger derimod er indbyrdes modstridende og mange. Den kristne menighed tror og bekender et om Jesus fra […]
  • Åbenbaring & Kirkens Læresymboler Den almindelige Åbenbaring. Når vi spørger om Gudserkendelsens kilde, hvorfra vi har vor viden om Gud og Guds rige, da må vi svare, at Gud har åbenbaret sig, og vi skelner imellem den […]
The following two tabs change content below.
Tagged with:    

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development