Forord til Den Nye Pagts Skrifter af S. Konstantin-Hansen

Almindelig Indledning.

Det nye Testamente, som man har kaldt det, er en Samling af 27 meget forskellige større og mindre Skrifter af mindst ni forskellige Forfattere, som dog alle har staaet i Kristentroens Tjeneste som Missionærer og Menighedsarbejdere i Aposteltiden.

De ældste Haandskrifter, vi nu har af dem, er fra det fjerde Aarhundrede, og de foreligger alle for os paa Græsk.

Men Mattaiosevangeliet skal efter gammel Overlevering være skrevet af Apostlen oprindelig paa Aramaisk, det Sprog, der i lidt forskellige Dialekter taltes i hele Forasien fra Middelhavet til Indien som Østens Kultursprog. Vi har ogsaa flere gamle Oversættelser af disse Skrifter i dette Sprog (den syriske Dialekt.) Men da Kristendommens Vej kom til at gaa mod Vest, hvor Græsk var Kultursproget, og blev standset mod Øst, blev Græsk den apostoliske Overleverings Sprog.

Der fandtes paa den Tid to forskellige Slags Græsk: dels den dannede Verdens Skriftsprog gammeldags i sin Form, det saakaldte attikistiske, og dels det Folkesprog, som siden Aleksander den Stores Tid var blevet det almindelige Talesprog vidt og bredt navnlig i Storstæderne, og som siden efterhaanden udviklede sig til det nuværende Nygræsk. Dette Folkesprog er brugt i Menighedens hellige Skrifter og i den endnu ældre græske Oversættelse af Jødefolkets hellige Skrifter, ligesom det ogsaa brugtes i den almindelige Brevveksling mellem jevne Folk paa den Tid.

Hist og her forekommer der enkelte Ord, vi ikke kender Betydningen af eller kun usikkert kan gætte os frem med. I Løbet af al den Tid — 1400 Aar — før Bogtrykkerkunsten kom i Brug i Europa, da alle Bøger maatte mangfoldiggøres gennem Afskrifter og Afskrifters Afskrifter, er ikke saa faa Fejl kommet ind i Teksten, som dog undertiden kan rettes efter de ældste kristne Forfatteres Skrifter, hvor de anfører Steder af de hellige Skrifter.

Hvor der forekommer Henvisninger til Jødernes hellige Skrifter (det gamle Testamente), stemmer de som oftest mere med den gamle græske Oversættelse (den saakaldte Septuaginta) end med den hebraiske Tekst, som den nu haves.

Man har ofte villet paastaa, at flere af Skrifterne er kommen med under falske Navne. Peters andet Brev og Paulusbrevene til Timoteos og Titus har været stærkt angrebne. Men Bevis for Uægtheden har ikke kunnet føres, og i alle Skrifterne vidner den aandelige Kraft og Dybde stærkt overbevisende om deres Ægthed.

Enkelte historiske Oplysninger om Forholdene i Jødeland paa den Tid, Skrifterne handler om, kan det være nødvendigt at give.

Jødeland hørte ind under det store romerske Verdensrige, men stod under en ret selvstændig Styrelse, for saa vidt ikke de romerske Landshøvdinge satte sig ud over det. Da Jesus blev født, raadede Herodes den Store i Jødeland. Han var Søn af en edomitisk Lykkejæger, som gjorde sig gode Venner med Romerne og fik Herredømmet, men ikke Kongenavn. Sønnen fik i Aaret 40 før vor Tidsregning Kongenavn, men maatte kæmpe sig frem til Riget, som ved den Tid var erobret af Partherne.

Da han Aar 37 var kommen til Magten, myrdede han hensynsløst enhver, der kunde staa ham i Vejen, først 45 af de mest ansete Mænd i Jerusalem, saa Resterne af den gamle hasmonæiske Fyrsteslægt, saa sin egen Hustru Mariamne, saa sine egne Sønner og endelig, som Mattaios fortæller, Smaabørnene i Betlehem for at komme den nyfødte Medbejler til Davids Kongesæde til livs. Han satte mange store Byggeforetagender i Værk, deriblandt Templet i Jerusalem, som han byggede helt nyt op.

Aar 4 før vor Tidsregning døde han. Jesus’ Fødselsaar er i sin Tid bleven ansat flere, maaske 8 Aar for sent. Efter Herodes den Stores Død raadede Sønnen Arkelaos i Judæa til Aar 6.

Derefter blev Landet en Tid styret af romerske Landshøvdinge, saadan fra Aar 26 til kort før Paaske 36 af Pontius Pilatus. I Galilæa herskede en anden af Herodes’ Sønner, Herodes Antipas fra Aar 4 til 36. Det var ham, der lod Johannes Døber halshugge og gjorde fælles Sag med Pilatus om at lade Jesus korsfæste.

En Sønnesøn af Herodes den Store, Herodes Agrippa den første var Konge over hele Jødeland fra 41 til 44. Det var ham, der lod Apostlen Jakob halshugge. Hans Søn Agrippa den anden fik et mindre Kongerige. Det var ham, der hørte paa Paulus’ Forsvarstale overfor Landshøvdingen Festus i Kæsarea.

Jøderne havde i al den Tid et ret udstrakt Selvstyre gennem Ypperstepræsten og det store Raad i Jerusalem (Synedriet), der synes at have været sammensat af Ombudsmænd fra hele Landet.

Det var Landets øverste Domstol. I Livssager forbeholdt Romerne sig dog Retten til at dømme. Og den romerske Borgerret skulde holdes i Agt og Ære. En romersk Borger maatte ikke lide Pryglestraf. Denne Borgerret havde Apostlen Paulus arvet fra sin Hjemstavn Tarsos i Lilleasien.

I religiøs Henseende var der blandt Jøderne ret dyb Splittelse. Farisæerpartiet gjorde sig stærkt gældende og indtog den egentlig førende Stilling. Det havde sin Rod langt tilbage i Hjemfærdstiden under Esra og Nehemia og gik ud paa at drage Skellet mellem Jøde og Hedning saa skarpt som muligt ved saadanne Skikke og Vedtægter, som umuliggjorde et egentligt Samliv mellem de to. De støttede sig stærkt til gammel jødisk Skriftlærdom og krævede streng Lovlydighed overfor Moseloven.

Et helt andet Parti var Sadukæerne, der samlede sig om den ypperstepræstelige Slægt, yndede græsk Aandsliv og sluttede sig til det herskende Kongehus og dets Tilhængere, Herodianerne. De holdt kun svagt paa de gamle jødiske Overleveringer, og det dybeste i den jødiske Tro stod de ret fremmede for.

Tolderne, som ret ofte omtales, var stillede som en Slags Statsforpagtere og var overalt ilde sete. Deres Livstilling fristede let til Uærlighed, og det havde de ogsaa Ord for vidt og bredt i hele det romerske Rige. Farisæerne saa ned paa dem med dyb Foragt.

I Østerland delte man Dagen i tolv Timer fra Kl. 6 Morgen til 6 Aften, og man nævnede ikke Klokkeslet men løbende Time: I den første, anden Time o. s. v. Natten deltes i fire Nattevagter: Aften, Midnat, Hanegal, Morgengry (se Mark. 13,35 og Herrens Lidelseshistorie 14,17-14,41-14,68-15,1). Ugedagene nævnedes efter Rækkefølgen: den første, anden, tredje Dag i Ugen. Kun Lørdagen nævnes altid med sit eget Navn, Sabbat og Fredagen undertiden som „Beredelsesdagen”.

Tidsregningen baade med Hensyn til de enkelte Skrifters Tilblivelse og til de historiske Forhold, der i dem omhandler, er temmelig usikker. Jesus’ Fødselsaar kan ikke nøje bestemmes, dog rimeligvis Aar 8 før vor Tidsregning. Hans Dødsaar er man ikke enige om. Det sættes mellem Aar 29 og 33. Hans Dødsdag volder store Vanskeligheder. At det var en Fredag, er sikkert. Men om det var den 14de eller 15de Nisan, er et stort Stridsspørgsmaal blandt de lærde.

Af Evangelieskrifterne er Mattaios evangeliet skrevet først, sagtens mellem Aar 60 og 65. Det maa være skrevet i Østerlandene og har nærmest Hebræerne for Øje. Det gaar ud paa at skildre Jesus som den rette Konge af Davids Æt, som Profeterne har varslet om, Guds Søn, Verdens Frelser.

Markus skal efter gammel Overlevering have skrevet sin Bog i Rom efter Peters og Paulus’ Død, altsaa ikke før Aar 67 eller 68. Han hed oprindelig Johannes. Men det var Skik, at Jøder, som færdedes blandt Hellenere og Romere, antog et græsk eller romersk Navn. Han skal have fulgt Peter paa hans Missionsrejser og skrevet sin Bog væsentlig efter, hvad han havde hørt Peter fortælle, og nærmest med den romerske Menighed for Øje.

Lukas, antager man Reglen, har skrevet begge sine Bøger, Evangeliet og Apostelgerningerne (den første og anden Bog til Teofilos) efter Aaret 70, da Jerusalem gik til Grunde. Han skal efter troværdig Overlevering være død helt aandsfrisk i en Alder af 84 Aar, og i Hellas har han antagelig skrevet sine Bøger, som han vel nok i Løbet af mange Aar havde samlet Stof til. Han skrev for hele den græskdannede Verden, og han var selv den eneste af alle Forfatterne til de nytestamentlige Skrifter, der ikke var født Jøde. Han har vist nok været født i Antiokia i Syrien og af græsk Slægt. Han var Læge. Selv har han vistnok aldrig set Jesus, men han har staaet i nøje Forbindelse med mange, som kunde give ham sikre Oplysninger. Ofte fulgte han med Paulus paa hans Missionsrejser som hans Medhjælper, og hvad han fortæller i Apostlenes Gerninger, har han selv for en stor Del været Øjenvidne til.

Johannes, den af Apostlene, som stod Jesus nærmest, antages at have skrevet sit Evangelieskrift i den sidste Fjerdedel af det første Aarhundrede. Men man antager almindeligt, at han har holdt det tilbage i nogen Tid, inden han lod det udsprede gennem Afskrifter. Det maa være skrevet i Efesos, hvor Johannes opholdt sig paa sine gamle Dage og tilsidst døde i en meget høj Alder. Af Kejser Domitian blev han for en Tid bortført som Fange til den lille Ø Patmos og skrev der, sandsynligvis i Aaret 96 Aabenbaringsbogen. Af de tre Breve, der haves af ham, er det første vistnok skrevet, da han lod sit Evangelieskrift udgaa. De andre to er senere, maaske senere end Aabenbaringen og er altsaa de seneste af alle nytestamentlige Skrifter.

Hvornaar Peters brevene er skrevne, derom kan kun siges, at de rimeligvis er skrevne ikke saa længe før Peters Død. Han led Martyrdøden i Rom Aar 66. Det første af dem er skrevet i Babylon. Der er vel mange, der mener, at Babylon skal betyde Rom. Men naar man ikke med afgørende Grunde kan bevise, at det ikke kan være Babylon, har man ingen Ret til at bortforklare det.

Jakobsbrevet er skrevet af Jakob Herrens Broder til kristne af jødisk Byrd i Adspredelsen. Man antager, at det er skrevet meget tidligt. Maaske er det det ældste Skrift i det nye Testamente.

Judas Brev er antagelig skrevet noget senere end Petersbrevene, efter Aar 70. Forfatteren er en af Herrens Brødre, altsaa ikke Apostlen Judas Taddaios.

Hvem der har skrevet Hebræerbrevet, véd man ikke, og heller ikke, hvorfra det er skrevet, maaske fra Alexandria.

Om Rækkefølgen mellem Paulus brevene og om Affattelses- Tid og Sted for hvert af dem er de Lærde for Tiden ret uenige. Før tænkte man sig Rækkefølgen: Tessalonikerb., Korintierbr., Romerbr., Galaterbr., Efesierbr., Kolossæerbr. Og Filemonbr, de sidste tre samtidige, skrevne i Rom eller maaske Kæsaræa Filippierbr., Titusbr., 1 Timoteosbr. — Disse tre fra Rom — 2. Timoteosbr. fra Tiden efter det romerske Fangenskab.

Men der er vægtige Grunde til at regne Galaterbr. for det første, skrevet lige før Apostelmødet i Jerusalem. Brevene til Filippi, Efesos, Kolossai og Filemon kunde maaske ogsaa være skrevne under et tidligere Fangenskab i Lilleasien, som ikke omtales i Apostlenes Gerninger.

Man havde i Middelalderen sit Kendskab til Bibelen ikke fra den gamle hebraiske og græske Tekst, men fra den latinske Oversættelse. Det har været kendeligt paa Navnenes Form, som gennemgaaende har faaet latinsk Præg. I denne Oversættelse er de som Regel ført tilbage til den græske Form, som ogsaa staar den hebraiske nærmere. Saaledes Mattaios, Sebedaios, Sakkaios, Kafarnaum for Kapernaum, Samariter for Samaritaner, Filippesiere og Kolossæer for Filippensere og Kolossensere osv.

Den vanvittige Ejeform Jesu Kristi er afløst af Jesus’ Kristus’. Der er ingen, der taler om Julii Hat eller Sofu Støvler.

Der er et enkelt Ord i vore Bibeloversættelser, som jeg synes, det er helt nødvendigt at faa erstattet med et nydannet Ord. Det er „Forargelse”. Det Ord det skal gengive (skandalon) har i det nye Testamente slet ikke den Betydning, som Forargelse har i vort moderne Sprog. Forargeligt kalder vi det, man med Rette frastødes af. Naar det onde uhindret faar Lov til at raade, kalder vi det forargeligt. Naar de, der skulde hævde Lov og Ret, er tilfals for Bestikkelse, kalder vi det forargeligt.

I det bibelske Sprog bruges i det hele ikke Egenskabsordet forargelig, og at forarges betyder der at lade sig støde bort af noget, som man misforstaar og miskender, noget man slet ikke skulde lade sig støde bort af. Gør jeg det, bliver det mig selv til Mén. At Guds Søn kom til os i Fattigmands Skikkelse og led Døden som en Forbryder, er ikke hvad vi kalder forargeligt.

Men den, som miskender ham for den Sags Skyld og lader sig støde bort deraf, han gør det sig selv til Mén, og det er Betydningen af det græske Ord skandalon. Det er derfor i denne Oversættelse gengivet ved „Ménstød), dog saadan, at „Forargelse” er føjet til i Parenthes. Saa kan enhver læse det, som han vil, og det vil da vise sig, om det nye Ord. slaar an. Det rammer klart og fyndigt, hvad Meningen er. At forarges kan være sundt og rigtigt. At ménstødes er altid en Ulykke.

I andre nyere Oversættelser, den norske, den folkelige engelsk-amerikanske f. Eks. har man prøvet paa at bruge snart et og snart et andet Ord. Anstød er det, man i vore nordiske Sprog nærmest vælger.

Men deri kommer det ejendommelige ved det bibelske Udtryk ikke til sin Ret, og det skulde det dog helst, da det er Udtryk for en Tanke, der har meget at betyde baade i vor Herres og i Apostlenes Tale. Man har vist kun den Udvej at optage Ordet Ménstød, hvis man ikke vil opgive at udtrykke, hvad der er vor Herres og Apostlenes Mening.

Lignende indlæg:

Forord til Det NYE Testamente Oversat af Anna Sophie og Paul SeidelinForord Helt fra den første nedskrift har ordene i Det nye Testamente været bestemt til at siges og høres. For det første kendte man dengang slet ikke til at læse stille, man læste højt, […]
Forord til Bibelen på hverdagsdansk af 2007Forord I 1992 udkom 1. udgave af Bibelen på hverdagsdansk, inspireret af den engelske Living Bible. Den blev en stor succes, og rigtig mange mennesker har været glade for dens ligefremme, […]
Forord til Det Gamle Testamente af Fr. Buhl & O.A.FORORD Den Opgave, som den foreliggende Oversættelse af det gamle Testamente søger at løse, er — i Modsætning til de hidtil benyttede, der havde en mer eller mindre udpræget kirkelig […]
Efterord til Den Nye Aftale – Det Nye Testamente på nudanskEfterord Den Nye Aftale — Det Nye Testamente på nudansk er en oversættelse af Det Nye Testamente fra den græske grundtekst, som den foreligger i den 27. udgave af Nestle-Alands Novum […]