Forord til Det NYE Testamente Oversat af Anna Sophie og Paul Seidelin

ASPS76[4]Forord

Helt fra den første nedskrift har ordene i Det nye Testamente været bestemt til at siges og høres. For det første kendte man dengang slet ikke til at læse stille, man læste højt, også når man læste for sig selv. Rige og dannede mennesker holdt slaver til at læse højt for sig, og man dikterede til skrivere hellere end at skrive selv, hvad vi kender fra Paulus’ breve. Mennesker havde dengang en meget trænet hukommelse for det, de hørte sagt. Evangelierne er nedskrevet efter menneskers hukommelse for Jesu ord og apostlenes vidnesbyrd, Johannesevangeliet efter tilhørernes erindring om apostlens prædikener.

Det har præget oldtidsskrifternes stil, at de er tænkt højt. Der er mange forskellige stilarter i Det nye Testamente, for der er forskel på forfattere, selv om de tænker højt. Men den, der taler for at huskes (og som selv skal huske, hvor han er kommet til i sin diktat!), får uvilkårligt et sprog, der er rytmisk, bygger på gentagelser af ord og ensartede sætningsled, eller på modstillinger af ord og sætningsled. Stilen får temperament og påvirker tilhørernes temperament. Tankerne bliver ikke abstrakte meninger, men opleves som direkte berøring med tilhørerne.

I vore dage er læsning noget, der kræver stilhed og koncentration. Der skal helst være stille omkring den læsende, han skal koncentrere sig væk fra andre mennesker. Tilsvarende forestiller vi os forfatteren som et menneske, der arbejder koncentreret med sine egne tanker, og som skriver for at se — ikke høre — dem udfolde sig — på papiret.

Derfor er de fleste nutidsmennesker uøvede i at høre, og huske det hørte. Vi synes, vi bedre kan “forstå” en ting, når vi læser selv og alene.

Man kan alvorligt overveje, om man ved oversættelse af Det nye Testamente i vore dage skal rette sig efter vor tids læsevaner. Det har en række især engelske og tyske oversættere gjort. De har tænkt som så: “Det nye Testamente bringer et budskab, som man skal tro og følge. Men hvordan kan man tro og følge noget, man ikke kan forstå? Vi må skrive vor oversættelse sådan, at Det nye Testamente kan læses af den enkelte ligesom en letfattelig lærebog eller en god avisreportage”. Sådanne samvittighedsfulde og naturligvis stærkt fortolkende omskrivninger er til. gængelige for det engelsk- eller tysklæsende publikum, også selv om man ikke kan ret meget engelsk eller tysk. Titlen på den amerikanske udgave: “Good News For Modern Man” fortæller tydeligt om, hvad man har villet opnå med sit arbejde.

Da Det danske Bibelselskab for en lille halv snes år siden førte de første forhandlinger med os om en oversættelse, foreslog vi i stedet at skrive en genfortælling. Det er nemlig vor opfattelse, at man ikke hverken kan eller skal prøve på at skjule, at Bibelens verden på vigtige punkter er meget forskellig fra den verden, vi oplever — så forskellig, at der mange gange skal forklaringer til for at få det fulde udbytte af evangeliets tale. Det kan godt være tilfældet, selv på steder, hvor læseren synes, der tales fuldstændig klart og forståeligt. Vi mente, at i en genfortælling kunne man indflette den slags nyttige oplysninger, som man ellers plejer at finde i en kommentar, og samtidig skabe en læselig tekst. Og samtidig ville læseren hele tiden være klar over, at udlægningen og oplysningerne stod for genfortællerens egen regning.

Men Bibelselskabet ønskede en reel oversættelse, og det ville vi da hellere end gerne påtage os. Vi ønsker her at sige en stor tak, fordi man ville betro os den opgave at lave det, man kalder “en privatoversættelse”. Der er en stor tradition for den slags ikke-autoriserede oversættelser på dansk, fra Ove Høgh-Guldberg over J. C. Lindberg til Skat Rørdam og Peter Schindler. Og vi siger tak, fordi vi fik frie hænder til at løse vor opgave.

Men så skulle vi jo tage stilling til, om vi ville følge den nye omskrivningsmetode, eller om vi skulle forsøge at gengive den oprindelige skrivemåde, som er tænkt til at blive talt og hørt. Vi valgte det sidste. Vi kan ikke forlige os med den tanke, at en oversætter skal forbedre eller forenkle en forfatters sprog og stil. Oversætteren skal netop ikke jævne bjergene og udfylde dalene.

Det er netop ikke hans opgave at låse læseren fast i sin egen fortolkning. Al oversættelse forudsætter fortolkning; men fortolkningen må netop kun være et redskab. Især en ny tysk oversættelse som “Die gute Nachricht. Das neue Testament in heutigem Deutsch”, er ganske udmærket som udtryk for et gennemsnit af kirkelig teologi, som den er i øjeblikket. Men Det nye Testamente er ikke skrevet som en letfattelig lærebog i teologi. Det er derimod en kilde at øse af.

Vi har altså villet forsøge at lave en oversættelse til oplæsning, og det vil igen sige til brug for øret, og det vil sige til brug i menighedens forsamling — til fælleslæsning, til at undervise andre om og selv at modtage undervisning om, til drøftelse indbyrdes. Så er vi nemlig i den situation, som er kirkedannende.

For hvad man end kan opleve med Ordet i sin ensomme fordybelse — og det håber vi da meget, bogen også kan bruges til — så bliver det noget helt andet, når man er flere om Ordet. Evangelisten Johannes bruger det mærkelige udtryk: “At gøre Sandheden”. For Johannes var det vigtigt at fortælle om Jesu mening, at det er det samme at “erkende” Sandheden og at “gøre” den. Evangeliet viser ud over den enkelte og hans “forståelse” og hans tro, det viser ud imod alle de andre mennesker. Vi må vænne os til at høre Evangeliet sammen, vænne os til, at med Evangeliet hører vi sammen med hinanden, og sammen hører vi til Jesus som vort overhoved.

I denne forbindelse vil vi gerne sige tak til vore egne sognemenigheder, som har tilladt os at bruge vore forsøg ved gudstjenesterne nu igennem flere år.

Da vi nu lige har afvist omskrivningsteknikken så energisk, må, vi hellere tilstå, at vi selv har brugt den for to vigtige ords vedkommende. Det ene er ordet “kød”, det andet er “retfærdighed” og de dermed beslægtede ord “retfærdiggøre” osv. Det er ord, hvis indhold kun kan opfattes, dersom man er belæst i Det gamle Testamente; og det er en forudsætning, man for tiden ikke kan regne med. 1948-oversættelsen af Det nye Testamente begyndte allerede med at finde forskellige udtryk for “kød” efter den sammenhæng, ordet stod i. Vi er gået et stykke videre ad samme vej, og har altså udvidet bestræbelserne med at oversætte ordet “retfærdighed”. Kun i de gammeltestamentlige citater findes den ordrette oversættelse gennemgående. Vil man kontrollere, må man sammenligne med oversættelsen af 1907.

Nogle småting: Man vil finde nogle ord skrevet med stort begyndelsesbogstav, skønt nudansk retskrivning foreskriver lille bogstav. Det er ord, der har en speciel betydning, f. eks. “Døden”, “Livet”, eller i Johannesskrifterne “Sandheden”. Der er ikke tilstræbt konsekvens.

Visse sted- og personnavne er ført tilbage til den oprindelige sprogform: Efesos, Timotheos. Heller ikke her har vi villet være konsekvente: Vi har ikke rettet Jesus til Jesu, skønt det ligger dansk nærmere, eller rettet det latinske Kristus tilbage til Kristos. I Det nye Testamente optræder ordet “græsk” brugt om mennesker, der tilhører Romerrigets fælles kultur Hellenismen. Vi har i disse tilfælde ikke skrevet “græsk”, men “hellensk”, og kaldt disse mennesker ikke for “Grækere”, men for “Hellenere”.

Uensartethed i gengivelse af samme græske ord og vendinger skyldes ofte, at vi har skønnet, at forskellige sammenhænge og forskellige forfattere motiverede dertil.

Erik Gunnes’ norske oversættelse har været en hjælp og inspiration ved arbejdet. Mange andre skylder vi tak for tilskyndelser, opmuntring, råd. At nævne dem alle ville sprænge et forords rammer. Specielt skylder vi tak til den komite, bestående af biskop H. Høgsbro, forstander Johs. Müller og professor N. H. Søe, som i en lang serie af møder har gennemgået oversættelsen med os fra ende til anden og flere gange, sådan at vi stadig havde forbindelse med Bibelselskabet, der står som udgiver. Når vi har takket for et forbilledligt samarbejde og det varme forhold, vi havde, er vi sikre på, at de tre vil være enige med os om, at den egentlige oplevelse var bogen selv, Det nye Testamente, dens styrke, dens gennemslagskraft.

Knebel, i august 1974
ANNA SOPHIE OG PAUL SEIDELIN

Lignende indlæg:

The following two tabs change content below.
Tagged with:     , ,

Post your comments

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development