Guds åndsudgydelse over Israel

Joels bog kap. 3

Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme Drømme og eders unge skue Syner; også over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de Dage. Og jeg lader ske Tegn på Himmelen og på Jorden, Blod, Ild og Røgstøtter. Solen skal vendes til Mørke og Månen til Blod, før HERRENs store og frygtelige Dag kommer. Men enhver, som påkalder HERRENs Navn, skal frelses; thi på Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HERREN har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HERREN kalder. Thi se, i de Dage og på den Tid, når jeg vender Judas og Jerusalems Skæbne, samler jeg alle Hedningefolk og fører dem ned i Josafats Dal. Der vil jeg holde Rettergang med dem om mit Folk og min Arvelod Israel, som de spredte blandt Folkene; og de delte mit Land, kastede Lod om mit Folk, gav en Dreng for en Skøge og solgte en Pige for Vin, som de drak. Og desuden, hvad vil I mig, Tyrus og Zidon og alle Filisterlands Kredse? Er der noget, I vil gengælde mig, eller vil I gøre mig noget? Hastigt og brat lader jeg Gengældelse komme over eders Hoved, I, som tog mit Sølv og Guld, bortførte mine kostbareste Ting til eders Borge og solgte Judæerne og Jerusalems Borgere til Grækerne, for at de skulde føres langt bort fra deres Hjem.  

Se, jeg vækker dem op fra det Sted, I solgte dem til, og lader Gengældelse komme over eders Hoved. Jeg sælger eders Sønner og Døtre til Judæerne, og de skal sælge dem til Sabæerne, Folket i det fjerne Land, så sandt HERREN har talet. Råb det ud blandt Folkene, helliger en Krig, væk Heltene op! Lad alle våbenføre Mænd komme og drage op! Smed eders Plovjern om til Sværd, eders Vingårdsknive til Spyd! Svæklingen skal sige: “Jeg er en Helt!” Skynd eder og kom, alle Hedningefolk viden om, og saml eder! Før dine Helte derned, HERRE! Hedningefolkene skal vækkes op og drage til Josafats Dal; thi der vil jeg sidde til Doms over alle Hedningefolk viden om. Sving Seglen, thi Høsten er moden; kom og stamp, thi Persekummen er fuld! Persekarrene løber over, thi stor er Folkenes Ondskab. Skarer på Skarer i Opgørets Dal! Thi nær er HERRENs Dag i Opgørets Dal. Sol og Måne sortner, og Stjernerne mister deres Glans. HERREN brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin Røst; Himmelen og Jorden skælver.

Men HERREN er Ly for sit Folk og Værn for Israels Børn. Og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud, som bor på Zion, mit hellige Bjerg. Jerusalem skal blive en Helligdom, og fremmede skal ikke mere drage derigennem. På hin Dag skal Bjergene dryppe af Most og Højene flyde med Mælk; alle Judas Bække skal strømme med Vand, og en kilde skal vælde frem fra HERRENs Hus og vande Akaciedalen. Ægypten skal blive øde, Edom en øde Ørk for deres Vold mod Judæerne, i hvis Land de udgød uskyldigt Blod. Og Juda skal være beboet evindelig, Jerusalem fra Slægt til Slægt. Jeg hævner deres Blod, som jeg endnu ikke har hævnet; og HERREN bor på Zion. (Joel 3:1-26 [DA31])

I: Den profetiske forjættelse om en åndsudgydelse ved endetiden

1. Åndsforjættelsens frelses historiske ramme.

Den første vigtige erkendelse, som netop forjættelsen hos Joel bringer specielt indtrængende nær til os, er den, at udgydelsen af Helligånden er en endetids-begivenhed i Israels historie. På intet andet sted i Det gamle Testamente bliver forkyndelsen af Helligåndens komme sat ind i en så dramatisk sammenhæng af direkte kosmisk dimension som her: “Og jeg lader ske tegn på himmelen og på jorden, blod, ild og røgstøtter. Solen skal vendes til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer.” (vers 3-4).

Og dette skal ske som en mægtig indledning til den dag, som skal foranledige det store vendepunkt i Israels og folkeslagenes historie. Det er “Jom Jahweh”, Herrens dag, som også endetidsvisionerne hos andre profeter taler om (f.eks. Obadias 15-17). Joel betegner den her som, Herrens store og frygtelige dag” (vers 4) Helligåndens komme udgør altså et afgørende led i en kæde af dramatiske begivenheder, der vil foranledige det store vendepunkt fra den gamle til den nye verdenstid.

Men deraf får vi også en vigtig negativ indsigt: Helligånden er ikke allerede givet menneskerne til alle tider. Den tilhører på ingen måde deres grundudrustning og er heller ikke det, som overhovedet først gør mennesket til menneske overfor dyrene. Vi må ikke forveksle Helligånden, der er forjættet som en speciel gave, som den idealistiske filosofi gør det, med menneskets åndelighed henholdsvis delagtighed i den absolutte verdensånd, som kommer til syne i kulturhistorien.

Nej, Biblen lærer ikke om identitet mellem Gud og mennesker, men om den entydige afstand mellem begge, som skaber og skabning. Denne afstand kan aldrig blive overvundet af mennesket.

Når nu Biblen, og allerede Det gamle Testamente, dog forkynder, at mennesket skal modtage Guds Ånd, så udtrykkes heri en stor ufattelig hemmelighed. Det er den hemmelighed, at Gud har skabt mennesket til at træde ind i et personligt fællesskab med ham. Gud vil træde ind i en jeg-du-forbindelse med menneskerne, ja i et fader-søn-forhold og ved sin nåde give dem del i sit eget uendelige væsen og liv. Denne Guds plan kom allerede til udtryk i skabelsen af mennesket i Guds billede (1Mosebog 1:27). Men på grund af syndefaldet kunne planen ikke foreløbig opfyldes.

Mennesket blev drevet ud af Edens have for at det ikke skulle udstrække sin hånd efter frugten på livets træ. Siden da har mennesket stået i en indre fremmedgørelse overfor Gud, dets skaber. Menneskets tænken og stræben er ond fra ungdommen af. (1Mosebog 8:21). Det lukker sig for Guds tiltale og er krummet ind i sig selv (incurvatus in se), som Luther siger. Det vil sige, det grubler over, hvordan det kan virkeliggøre sig selv ved egne, midler og modsætter sig budene. Mennesket er ganske vist ikke gennem synden så fordærvet, at det slet ikke kan høre Guds stemme mere, og ikke mere har nogen tanke om forskellen på det sædeligt gode og onde. I dets egenkærlighed og trods rammer samvittighedens stemme det dog endnu (Rom. 2:14-16). Det længes efter igen at blive forsonet med Gud, som er dets livs kilde (Apg 17:22-23). Derfor forbliver mennesket genstand for en guddommelig opdragelseshandling, som fuldbyrdes i verdenshistorien i almindelighed og i Israels udvælgelseshistorie i særdeleshed. Målet for denne ledelse af folkene i historien er, at de skal anerkende den eneste sande Gud, som deres skaber og herre (Rom. 1: 19-20), villigt stille sig under ham, for at hans ret kan herske over hele verden og bringe den fred og lykke.

Men denne Guds opdragelseshandling støder til stadighed på sine grænser, ikke blot hos de hedenske folkeslag, men også hos Israel, det folk, der blandt dem er udvalgt til midlertjenesten.

Forblindelsen af erkendelsen, den syndige drifts fangenskab af viljen og følelsernes hårdhed tillader ikke en indre harmoni med Guds ledelse, ved hvilken hans frelsesmål endelig kan blive virkeliggjort. Selv svære straffe, som naturkatastrofer og ødelæggelser ved politiske fjender, forbliver hos Israel uden varig virkning.

Lad os tænke på Esajas’ bevægende klage: ,,Ve det syndefulde folk, en brødebetynget slægt, ugerningsmænds æt, vanartede børn! De svigtede Herren, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham ryg. Kan I tåle flere hug, siden I stadig falder fra? Kun sår er hovedet, sygt hele hjertet; fra fodsål til isse er intet helt…. Eders land er øde, eders byer brændt, fremmede æder eders jord for eders øjne.” (Es. 1:4-7). Her har i grunden den i Det gamle Testamente ofte udtalte forventning allerede fundet sin afslutning, nemlig at Israel på grund af Guds ords åbenbaringer gennem Moses og profeterne, såvel som gennem hans straffe- og frelseshandling i historien, endelig vil fuldbyrde en dybtgående omvendelse og en fuldkommen viljeshengivelse til ham. Målet for en garanteret fredstilstand gennem på den ene side Guds troskab og på den anden side Israels lydighed mod Loven, som pagtsslutningen på Sinai forudså det, er på grund af det menneskelige væsens beviselige fordærvethed ikke opnåelig.

2. Guds indgreb på Herrens dag vender historiens gang.

Netop på dette punkt, ansigt til ansigt med denne store skuffelse, sætter nu profeternes eskatologiske forkyndelse ind. Gud vil i alle tilfælde nå sit mål med skabelsen af verden og udvælgelsen af Israel til formidler af sin åbenbaring og frelse blandt folkene på trods af sit folks genstridighed!

Men dertil er det nødvendigt, at han, Herren, ved historiens ende endnu engang griber ind i den, og det vil ske på en fuldkommen ny måde. Dér, hvor Israel ikke har hjulpet dets Gud til ære for alle folkeslagene, dér vil Gud selv bringe sit hellige navn til herliggørelse. En afsluttende, frygtelig retshandling vil give ubrødeligheden af hans bud eftertryk. Og i en mægtig krig mellem folkeslagene vil han på en måde, der overgår alle hans tidligere frelsesgerninger i Israels historie, anskueliggøre sin sejrsmagt og derved udtrykke, at han hjælper sit folk ud af den yderste nød (Ez. 38 og 39). Dette vil ske på den allerede omtalte ”Herrens dag” (Zef  1:15), på hvilken Gud vil samle alle folkeslag foran sit bjerg Zion for at lade sin vrede over dem få frit løb.

Og så vil det store vendepunkt, det dramatiske omslag i verdenshistorien, følge. Den frygtelige rettergang over folkene vil blive fulgt af Guds endnu skønnere frelseshandling. Gud selv vil forherlige sig på sit hellige bjerg Zion. Endetidens messianske frelserkonge af Davids hus vil tiltræde sit fredsherredømme over Israel (Es. 11:1-5), et fredsherredømme, som vil strække sig over hele verden. Israel vil i sandhed blive midtpunkt for verdenspolitikken. Folkeslagene vil valfarte til Zions bjerg og bringe deres skatte til Herrens tempel (Hag 2:7). De vil fejre den store fredsfest (Es. 25:6-9) og modtage Guds lovs anvisninger fra Zion.

“Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mere (Es. 2:4). Også naturen vil antage en ny skikkelse, selv i den tidligere ørken vil der herske paradisisk frugtbarhed (Es. 41:18-20). Herrens frygtelige domsdag, som vil bringe denne epoke i historien til afslutning, vil altså blive fulgt af en stor vidunderlig forvandling, som vil berøre alle livets områder: politik, samfundsliv, økonomi, kultur og natur. Men denne forvandling vil i sit inderste væsen være en religiøs forvandling af hjerterne. Forvandles skal i første række Israels hjerter (Es. 44:3). For dette folk skal jo være den egentlige bærer af den kommende messianske fredsorden, under hvilken så også folkeslagene villigt stiller sig. Men for at det kan komme dertil, er yderligere to indgreb fra Gud nødvendige i den åndelige verden, to indgreb, som går hånd i hånd med de omtalte ydre indgreb i den fysiske verden, eller sagt mere direkte: som går forud for og følger dem.

Om det andet indgreb fortælles os med tydelige ord, omend det først sker i Biblens tredjesidste kapitel. I Åb. 20:1-8 læser vi, at i tilslutning til den i kap.19 berettede dom over den folkeverden, som er behersket af Antikrist, vil en engel fra himlen fare ned for selv at uskadeliggøre Guds egentlige modstander for tusind år. Djævelen vil blive lænket og styrtet i afgrunden, for at han ikke mere skal forføre folkeslagene, indtil de tusind år er gået. Først da kan altså missionens kraft, som indtil nu til stadighed er blevet bremset af dæmonisk modstand fra ikke-kristne religioner og, ideologier, komme til sin fulde og universale udfoldelse. Men til dette negative indgreb fra Gud svarer nu et positivt indgreb, som går umiddelbart forud for dommen over folkene på Herrens dag: Gud vil dygtiggøre sit folk til den endetids-rolle, som er tiltænkt det i det messianske fredsrige, nemlig at være formidler af frelsen til nationerne, ved at han lader det modtage en speciel udrustning med sin Helligånd.

Gennem denne endetids-udgydelse af Helligånden, om hvilken ikke blot Joel i kap. 3, men også flere andre af profeterne taler (Es. 44:3; Ez. 36:26; 37:14; 39:29; Zak. 12:10), vil Gud ved Israel endelig nå det, som åbenbaringen af hans ord, hans opdragelseshandlinger gennem flere tusind år, på trods af alle frygtelige straffe og alle forbavsende frelsesgerninger, alene ikke har kunnet nå: den indre forvandling til hans lydige sønner og døtre, som i kærlighed og med villige hjerter opfylder hans bud (Ez. 36:27; 37:24; Jer. 31:33) og overbevisende giver det videre også til den ikke-israelitiske folkeverden. Nu kan endelig den forjættelse opfyldes, som Herren på Sinai tilsagde Moses for sit folk efter udtoget fra Ægypten og overgangen over Sivhavet: »Dette skal du sige til Jakobs hus og kundgøre for Israels børn: I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar eder på ørnevinger, og bragte eder hid til mig. Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!” (2Mosebog 19:3-6).

Hvordan kan man forestille sig den indre forvandling ved Guds Ånd? Joel nævner følgende virkninger: “Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal drømme drømme og jeres unge skue, syner”(Joel 3:1). Hvad der her bliver skildret kan i første omgang forekomme noget fremmed, hvis Helligåndens virke skal udtømmes i disse ekstatiske tilstande. Lignende iagttagelser kan også gøres i de ikke-kristne religioner. Men jeg tror ikke, at vi med denne overfladiske bedømmelse tilfredsstiller profetien hos Joel. Det, Joel skildrer her, er de for den almindelige israelit mest påfaldende træk ved profeternes fremtræden. I dem mødte han mænd, der som specielt befuldmægtigede havde en umiddelbar forbindelse til Gud, nemlig at Gud åbenbarede sig direkte for dem uden mellemkomst af menneskelig autoritet eller helliggjorte traditioner. Således blev de draget ind i et personligt fællesskab med Ham i tanker, følelser og ønsker. Gud forblev dem ikke en utilnærmelig, skjult Gud, som man kun kan tjene på afstand ved benyttelse af særlige hellige institutioner. Profeterne kunne i Hans navn meddele profetier, trøst og advarsel og underrette folket om Guds fremtidige handlen. Denne hellige forrang blev i den gamle pagt kun tildelt ganske få udvalgte mennesker, ja i de senere århundreder næsten ingen. Men i endetiden skal det blive en gave til hele folket – sådan skal nemlig ordene »alt kød« oversættes i denne sammenhæng. Hverken forskel i alder og slægtsmæssigt tilhørsforhold eller den sociale standard skal sætte skel for modtagelsen af denne gave.

3. Den forjættede ånds fornyende indre virkning. 

Forjættelsen hos Joel får dog endnu en væsentlig uddybning, når man bruger den i forbindelse med dens vigtigste paralleller. Her skal frem for alt nævnes Jer. 31:31-34 og Ez. 36:26-27; 37, men også Zak. 12:9-10 er en ganske vigtig tekst, som jeg endnu engang vil komme tilbage til. I Jer. 31:31-34 tales der om den nye pagt, som Herren vil slutte med Israel, i stedet for den gamle pagt, som det har brudt. Dens væsens kendetegn er netop denne indre forvandling, i hvilken en fra hjertet spontan kommende lydighed vil træde i stedet for den nu yderst tvungne, modvillige lydighed mod loven: “Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder sin broder og sige: “Kend Herren!” Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra Herren; thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mer deres synd i hu” (Jer. 31:31-34).

Også dette er vel at mærke en forjættelse, som specielt gælder Israel, og som er forbundet med dets blivende beståen i historien og med dets politiske genoprettelse (jvf. vers 35-40). På ganske samme måde lyder nu også Ezekiels forjættelse: “Jeg giver eder et nyt hjerte, og en ny ånd giver jeg i eders indre; stenhjertet tager jeg ud af eders, kød og giver eder et kødhjerte. Jeg giver min Ånd i eders indre og virker, at I følger mine vedtægter, og tager vare på at holde mine lovbud”. (Ez. 36:26-27). Også her er den indre forvandling gennem en fornyelse af hjertet og tildelingen af Guds Ånd forudsætningen for den i samme sammenhæng forjættede ydre genoprettelse af Israel til bekræftelse af Guds troskab mod sine tilsagn og til herliggørelse af hans navn i verden. Betegnende for Ezekiel er netop den stadig tilbagevendende vending: “og folkene skal kende, at jeg er Herren.. (Ez. 36:23, 36; 37:28).

Gud vil til sidst kunne afstå fra gennem stadig fornyede straffeforanstaltninger over sit folk at stille spørgsmålstegn ved udfaldet af sin plan med det. For gennem udgydelsen af Helligånden vil denne plan endelig finde sin bekræftelse og virkeliggørelse: »Jeg vil ikke mere skjule mit åsyn for dem, da jeg har udgydt min Ånd over Israels hus, lyder det fra den Herre Herren” (Ez. 39:29).

Jeg sammenfatter: Den profetiske forjættelse om en kommende åndsudgydelse er en forjættelse om endetiden. Den gælder specielt for folket Israel. Dens mening er Israels duelighed til dets præstelige fredstjeneste i det kommende messianske rige. Den går hånd i hånd med den anden truende profeti om den kommende dom over folkeverdenen på Herrens dag, men også med forjættelsen om fremtidig fornyelse af såvel naturen, som den sociale og politiske orden. Denne vil få sin bestandighed i den kommende fredskonges herredømme, som jo selv er hovedbæreren af fuldmagten, der er givet med Ånden. ”Herrens Ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, Herrens kundskabs og frygts Ånd” (Es. 11:2).

Efter at vi først og fremmest har klarlagt den profetiske baggrund for forjættelsen af Ånden i Det gamle Testamente, rejser sig det yderst vigtige spørgsmål om opfyldelsen af denne forjættelse.

En ting er foreløbig klar: Forfatterne til Det gamle Testamente har ikke oplevet denne opfyldelse. Hverken Israels hjemvenden fra det babyloniske fangenskab eller en anden senere betydningsfuld begivenhed i Israels historie var forbundet med udgydelsen af Helligånden.

Den forblev indholdet af Israels brændende eskatologiske håb i samme grad som Messias’ komme. På Det gamle Testamentes tid er Guds Ånd altid kun for dem, der er specielt udvalgt af Gud til at have ansvaret for folket, altså enkelte dommere og konger såvel som profeter og præster, som har fået Guds Ånd givet som udrustning til tjeneste i varetagelsen af deres foreliggende opgaver (f.eks. 5Mosebog 34:9; Dom. 3:10; 11:29). Men Ånden kan også blive taget fra dem igen: »Kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig” beder kong David i Salme 51:13.

Hvor brændende og samtidig også hvor central messiansk-eskatologisk forventningen om Ånden forblev i Israel tydeliggør også Johannes Døbers udtalelse: “Jeg døber jer med vand til omvendelse, men han, som kommer efter mig. . . . han skal døbe jer med Helligånd og ild” (Matt. 3:11).

Vi ved, at Johannes Døber som alle israelitter, ja som også de ortodokse jøder i dag, havde forestillet sig Messias’ komme som en enestående begivenhed, der ville føre til en umiddelbar oprettelse af det messianske rige i Israel. Dette blev til hans store anfægtelse ikke opfyldt (Matt. 11:2-3). Men dernæst forblev også hans anden forventning uopfyldt, at Jesus ville døbe jøderne med Helligånden. Det hedder udtrykkeligt i Joh 7:39: “Thi Ånden var endnu ikke kommen, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort”.

Hvordan er altså så Joels forjættelse om den kommende Ånd blevet opfyldt henholdsvis hvordan skal den opfyldes? Dette er et meget vigtigt spørgsmål. Ved dets besvarelse må vi være yderst samvittighedsfulde, da det netop på dette sted igen i dag kan komme til en tydning, som kan føre de kristne på afveje. Ved nøje undersøgelse af profetien i sammenhæng med hele Den hellige Skrift vil vi nemlig komme til det resultat, at den ikke opfyldes i en enkelt begivenhed, men i to frelseshistoriske begivenheder.

II: Den første opfyldelse af forjættelsen af Ånden sker i den apostoliske menighed

1. Hvad var den frelseshistoriske betydning af pinsebegivenheden?

Vi ved fra Apostlenes Gerninger, hvad der skete på den første pinsedag: ”Da pinsedagen var kommet, var de alle samlede med hverandre. Da lød der med ét fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde” (Apg 2:1-4).

Denne hændelse vakte stor opsigt i omegnen. Man styrtede til og måbede over, hvad der her gik for sig. Nogle hører højst overrasket Guds store gerninger blive prist på deres mange, forskellige sprog, andre hører kun fremmedartede lyde og tror, at de har en flok berusede for sig. Men Peter, talsmand for apostlene og hele urmenigheden, tager ordet. Han tyder hændelsen med en udførlig henvisning til profetien i Joel 3, som her bliver til en virkelighed. Han siger ikke: »Her er den opfyldt”, men »her opfyldes det, der er talt ved profeten Joel” (Apg 2:16).

Og her er det påfaldende, at Peter ikke giver nogen pneumatologisk1) udlægning af Joel kap.3. I stedet holder han en central kristologisk prædiken om Jesu liv, død, opstandelse og himmelfart, Jesus af Nazaret, spiren fra Davids hus (Apg 2:22-86).

Det er ham, der efter sin forunderlige opstandelse er blevet ophøjet til Guds højre hånd. Der har han nu taget imod den forjættede Ånd fra Faderen, og »han har udgydt den, således som I både ser og hører«. Heller ikke på dette sted dvæler Peter for på ny at udfolde betydningen af denne gave. Tværtimod munder denne første pinseprædiken ud i en missionerende, kristologisk bekendelse: “Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus« (Apg 2:30).

Udgydelsen af Helligånden er altså en eskatologisk frelsesbegivenhed, men dens betydning findes ikke i den selv. Den tjener meget snarere som bevis for Jesu messianitet, som Israel indtil nu har benægtet, men som for disciplene allerede tidligere på grund af hans opvækkelse er blevet til uomstødelig vished. Tro på Jesus som Herre og Messias og modtagelse af Helligånden hører altså på det allernærmeste sammen. Helligåndens virke besidder ifølge Det nye Testamente ingen selvstændighed over for den levende, nærværende Kristi gerninger. Ja, netop deri må en sådan Åndens virke vise sig som Helligåndens virke, at den altid viser hen til Jesus selv. Det bliver endnu engang tydeligt af det svar, som Peter (vers 38) giver på spørgsmålet fra den tilhører, hvis samvittighed er blevet gennemboret af hans budskab, spørgsmålet om, hvad de nu skal gøre: »Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.« (Apg 2:38.)

Helligånden bliver altså givet i sammenhæng med omvendelse og dåb i Jesu Kristi navn. Måske var denne urkristne dåb forbundet med en håndspålæggelse og udtrykkelig tilsigelse af Helligånden. Det er værd at lægge mærke til, at Peter her endnu en gang henviser til den israelitiske karakter af den gammeltestamentlige forjættelse af Ånden: “Thi jer gælder forjættelsen, jer og jeres børn og alle dem, som er langt borte, (her er der sikkert tænkt på diasporejøderne), så mange som Herren vor Gud vil kalde” (Apg 2:89). Den tanke, at Gud også kunne forære hedningerne Helligåndens gave, som var tiltænkt Israel, er på pinsedagen slet ikke opstået hos apostlene. Det fremgår af den store forbavselse, der overvælder såvel medlemmer af den jødekristne urmenighed som også Peter selv, da de nogen tid senere ved missionsprædikenen i Kornelius hus pludselig oplever, at Helligåndens gave også falder på de hedenske tilhørere på en lignende åbenbar måde (Apg 10:44-48; 11:15-18).

Her bliver altså fem ting tydelige:

Det første er, at den gammeltestamentlige forjættelse af Ånden på grund af Kristi frelsesværk på korset og i hans opstandelse bliver opfyldt ved, ham selv, den ophøjede.

Det andet er, at denne forjættelse, nøjagtig som det var at vente ud fra Det gamle Testamente, blev opfyldt inden for Israels folk.

Det tredje er, at Åndens gave er meddelelse af det nye livs gave. Den forener den bodfærdige og i tro på Jesus Kristi navn døbte til et livsfællesskab med ham. For ekkoet fra åndsmeddelelsen ved den første hedningedåb i urmenigheden er: »Så har Gud altså også givet hedningerne omvendelsen til liv« (Apg 11:18).

Det fjerde er, at Helligåndens komme i form af en uformidlet udgydelse, som den gjorde sig kendelig for modtagerne ved at tale i andre sprog, ikke er norm for fremtiden, men snarere var en frelseshistorisk førstegangs-begivenhed. På denne måde indtræffer det kun to gange, nemlig på pinsedagen, hvor de første jødekristne modtager Helligånden og i Kornelius´ hus, hvor de første hedninge-kristne på overraskende måde modtager den samme gave. Fra da af følger tildelingen af Ånden derimod den regelmæssige måde, nemlig omvendelsen og dåben i Jesu Kristi navn til syndernes forladelse.

Dette var, som jeg allerede har nævnt, sandsynligvis forbundet med en apostels håndspålæggelse og udtrykkelige tilsigelse af Helligånden. Jeg drager denne slutning ud fra Apg 8:14-17. Her hedder det nemlig om dem, der var kommet til tro i Samaria: “Thi den (Helligånden) var endnu ikke faldet på nogen af dem, men de var blot døbt i Herren Jesu navn. Så lagde de (Peter og Johannes) hænderne på dem, og de fik Helligånden” (Apg. 8:16-17).

Det femte og sidste er, at denne gave, som gennem Jesus Kristus tildeler nyt liv, nu også bliver tildelt de hedninger, som kommer til tro. De bliver derved indlemmet i Jesu Kristi menighed, på hvilken de tilsagn, som den gamle pagts folk fik, er overført. På denne måde vil Jesu Kristi menighed i fremtiden i frelseshistorisk efterfølgelse og stedfortrædelse blive til et nyt Israel henholdsvis til et nyt Gudsfolk, ved hvilket Gud nu endelig, omend på en foreløbig måde, kan bringe sit oprindelige hverv: formidling af velsignelsen til folkeslagene, til udførelse (1Pet. 2:9-10).

III: Den fuldstændige opfyldelse af forjættelsen af Ånden til Israel

1. Nuværende tolkningsforsøg af Joels profeti.

Vi må endnu en gang vende tilbage til forjættelsen i Joel kap. 3. Dér læste vi i den indledende sætning: “Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min Ånd over alt kød; eders sønner og eders døtre skal profetere, eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue syner.” Er denne forjættelse virkelig allerede blevet fuldstændig opfyldt gennem det, som foregik den første pinsedag i Jerusalem og umiddelbart derefter i den urkristne tid?

Der er i dag en række røster i kristenheden, som erklærer, at dette ikke er tilfældet. Jeg tænker herved først og fremmest på det vidt udspredte skrift af lederen for de evangeliske Mariasøstre, fru Dr. Klara Schlink:

“Og det skal ske derefter”. (vækkelsesbevægelser i dag). Her bliver den fuldstændige opfyldelse af Joels profeti sat i umiddelbar forbindelse med Jesus-People-bevægelen, som, da skriftet udkom, var på sit højeste. Jeg må åbent vedgå, at jeg anser dette skrift for ligefremt skæbnesvangert. Men fru Schlink står ikke alene med en sådan tolkning. Evangelisten David Wilkerson fra pinsebevægelsen forsvarer i sin evangelisation blandt unge nøjagtig det samme syn. Det forekommer at være blevet overhovedet den vigtigste trosartikel i den såkaldte karismatiske fornyelses-bevægelse. Mærkeligt er det, at i 1973 har også Kirkernes Verdensråds syv præsidenter i deres pinsebudskab henvist til forjættelsen hos Joel. Den er ganske vist blevet noget sækulariseret, idet de erklærer: ”Vores verden af i dag er blevet uden mål og søger fortvivlet efter en mening med livet. Den forventer med rette, at den kristne kirke vil tale med en tydelig og fælles stemme om Guds store gerninger. Sådan skal det også forstås, når Peter siger, ”Jeres unge skal se syner, og jeres gamle skal drømme drømme  – drømme, der ikke er illusioner, men som lader Guds plan erkendes. Vi vil bede om Helligåndens udgydelse”..

Noget forsigtigere, men dog meget lig fru Schlink og David Wilkerson, aktualiserede Billy Graham i Amsterdam 19712 forjættelsen hos Joel med henblik på Jesus-bevægelsen: »Jeg tror, at der er bibelsk grundlag for at vente en stor udgydelse af Helligånden over kirken før denne tidsalders afslutning. Peter taler om profetien hos Joel, om udgydelsen af Ånden før Herrens dag kommer, den store og herlige, – som opfyldtes på pinsedagen. Jeg tror, at denne profeti har en dobbelt opfyldelse. Den første skete den første pinsedag, og den anden vil indtræffe, kort før Herrens dag kommer, den store og herlige. Åndsudgydelsen af Helligånden begyndte den første pinse, og den fortsætter i de åndelige vækkelser fra tid til anden igennem hele kirkehistorien. Men der vil blive en ”stor finale”, kort før Herren vender tilbage”

Jeg må sige det lige ud, at jeg – selv om jeg nærer stor respekt for Billy Graham som evangelist – på samme tid anser hans tolkning for rigtig og forkert. Jeg er enig med ham i, at Joels forjættelse har en dobbelt opfyldelse, og jeg er enig i, at den anden opfyldelse endnu er i vente og vil hænge sammen med Herrens store og herlige dags komme og sandsynligvis vil gå umiddelbart forud for den. Thi en sammenligning mellem Joel kap 3 og Apg kap. 2 viser, at ganske vist indtrådte på pinsedagen en opfyldelse af den af Joel forjættede begivenhed, men at vigtige træk ved den endnu ikke er kommet til syne. Det ene er, at Joel ventede en udgydelse over ”alt kød”. Men på den første pinsedag blev Helligånden kun udgydt over en begrænset skare i Jerusalem, nemlig over urmenigheden og derefter over de 3000, som kom til tro den dag. Endelig er der dertil at spørge: kan man ved åndstildelingen ved dåben overhovedet tale om en “udgydelse”? Herrens store og herlige dag indtraf ikke i tilknytning til den første udgydelse som en verdenspolitisk og kosmisk rædsel, således som Joel havde forudset det.

Disse tydelige forskelle må vi ikke bortforklare på en nem måde, det være sig igennem en bundethed hos Joel af et tidsbestemt apokalyptisk verdensbillede eller gennem en mulig fejltagelse hos Peter eller forfatteren til Apostlenes Gerninger. Det er nemlig påfaldende ved en nøje tekstsammenligning, at Peter citerer den indledende sætning i Joels tekst med en ganske lille ændring, som han ganske vist allerede kunne finde i Septuaginta3). SeIv om det i den oprindelige hebraiske tekst hedder: »… at jeg vil udgyde min Ånd”, så citerer Peter: ». . . at jeg vil udgyde af min Ånd”.

Denne forskel hentyder til muligheden af en frelseshistorisk foregribende delopfyldelse af forjættelsen af Ånden. Det betyder, at urmenigheden i Jerusalem fik en første frugt af den store endetids-gave, som engang skal blive skænket “alt kød”.

Denne forskel hentyder til muligheden af en frelseshistorisk foregribende delopfyldelse af forjættelsen af Ånden. Det betyder, at urmenigheden i Jerusalem fik en første frugt af den store endetids-gave, som engang skal blive skænket “alt kød”.

2. Den endnu manglende endetidsudgydelse af ånden gælder ikke kirken.

Men på dette sted sætter nu den nødvendige indsigelse ind mod Billy Graham og de andre nævnts tolkning. Billy Graham tror her at finde et bibelsk grundlag for en forventning om en stor ny udgydelse af Ånden over kirken før afslutningen af denne tidsalder. Af to grunde kan der nu ikke være tale om det. Den første grund er, at Gud ikke vil udgyde sin Ånd over sin kirke, fordi kirken allerede har modtaget Helligånden og derfor ikke behøver at modtage den for anden gang. På den måde er pinsen en engangsbegivenhed på linie med alle Guds andre grundlæggende frelsesgerninger. Ligesom Jesus Kristus kun blev født, korsfæstet, opvakt og ophøjet èn gang for os, sådan blev Helligånden kun udgydt èn gang over kirken, og han tager også kun bolig èn gang i enhver af dens medlemmer.

Naturligvis kan der ske en fornyelse eller genoplivelse af vores åndsudrustning, som vi alt for ofte forsømmer (2Tim. 1:6). Men man skal vare sig for at forveksle begrebet genoplivelse eller »vækkelse« med det af Billy Graham her på fejlagtig måde brugte begreb »udgydelse«. For det ville ganske enkelt være en fornægtelse af Helligåndens stadige bliven hos menigheden og en total sprængning af dens historie. Jeg er mig rigtignok absolut bevist, at mange af vore pinse-salmer beder om en sådan fornyet »udgydelse« af Helligånden over menigheden. Men de gør det i en overført billedlig mening, idet de anskueliggør den enestående pinsebegivenhed, på samme måde som jule-, langfredags og påskesalmer gør det.

Også Paulus skelner ved det enkelte menneske mellem dem, i hvilke Helligånden bor, og dem, som ikke har den. Men han taler ingen steder om en ny tildeling af Ånden. Ja, det sjette kapitel i Hebræerbrevet (vers 4-8) udelukker ligefrem muligheden for at omvende sig på ny efter et fuldkomment tab af Helligånden. Man ville jo så ikke længere forestille sig Helligånden som en person, men snarere som en væske, man efter behov igen kunne blive fyldt op med. Men at hengive sig til sådanne ubibelske forestillinger er af endnu en grund højst farligt. Hvis man siger til en kristen, som jo allerede har modtaget Helligånden, at han endnu ikke har Åndens fylde, men tværtimod endnu først må række efter den, så vil man skabe stor usikkerhed hos ham. Han vil nu ringeagte virkningerne af Ånden, som faktisk allerede findes hos ham og række efter en om mulig mere iøjnefaldende ny åndsfylde. Men det vil denne gang ikke mere ske ved Helligånden, men ved en anden ånd. Denne vil ganske vist især efterligne Helligåndens ekstatiske virkninger, men den stammer i virkeligheden fra en ganske anden kilde.

Mod en sådan sværmerisk fordrejning af den bibelske lære om Ånden advarer allerede Paulus udtrykkeligt. Han skriver nemlig i 2Kor. 11:3-4: “Men jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus. Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri”. Der er altså fare for en trefoldig fordrejning af de mest centrale frelsesgoder: en anden Jesus, en anden ånd og et andet evangelium.

Bærerne af disse fordrejninger er de såkaldte pseudo-apostle4), pseudo-profeter eller også antikrister, som Det nye Testamente flere steder udtrykkeligt advarer imod. Og Jesus gør det klart i Oliebjergs-prædikenen i Matt. 24:4-5, 11:23-26, at vi har sådanne antikristelige forførelser i vente især i endetiden, kort før den sidste Antikrists fremtræden og Jesu genkomst. Læs engang omhyggeligt hele denne eskatologiske tale af Jesus. Man vil da kunne fastslå, at Jesus ikke med ét ord taler om store vækkelsesbevægelser i endetiden eller overhovedet om en ny åndsudgydelse over menigheden. Og hvis det alligevel skulle komme til sådanne fænomener, så kan det set i forhold til Jesu tydelige advarsler kun dreje sig om antikristeligt inspirerede skinvækkelser, om udgydelsen af en fremmed ånd. Og derfor må vi på det alvorligste advare menighederne i denne vor endetids situation mod at blive overvældet af et sådant ubibelsk løfte.

3. Israels forestående åndelige genfødelse.

Men hvis det er sådan, at vi ikke kan bifalde den nævnte tolkning af Joels profeti om kirken i endetiden, hvordan skal vi da forestille os dens fulde opfyldelse, som tydelig nok endnu mangler? Jeg tror, at Joel teksten selv giver os en helt tydelig henvisning dertil. Hele denne profeti taler jo slet ikke om en universel udgydelse af ånden over hele menneskeheden. Det lå nemlig slet ikke indenfor de gammeltestamentlige profeters horisont. Heller ikke de øvrige kapitler taler på nogen måde om en dramatisk rednings og frelseshandling af Gud i endetiden rettet mod hele menneskeheden, men om folket Israel, ja om det historiske folk, den gamle pagts Israel. De to ord »alt kød” kan ikke umiddelbart tydes med henblik på hele menneskeheden. For allerede den umiddelbart følgende sætning hentyder jo til forjættelsen om jeres sønner og jeres døtre”. Han bevæger sig altså fuldstændig i det historiske Israels slægtsrække. Men ved denne endetids åndsudgydelse over Israel og ved dets omvendelse til Jesus Kristus skal også Israels indsættelse i den kongelige præstetjeneste for alle folkeslagene følge. Via dette endetidens Israel skal da ved Guds handlen Helligånden komme over alt kød, det vil sige hele menneskeheden. Hvad der altså er forjættet i Joel kap. 3 er en udgydelse af Ånden over hele det israelitiske folk.

Dette fandt ifølge Apg kap. 2 ikke sted den første pinsedag. Det vil meget snarere opfyldes umiddelbart inden den sidste store dommedag indtræder, når Israel kommer ind i en verdenspolitisk nød, hvis omfang aldrig har været set tidligere – gennem stormløb af fjendtligsindede folkeslag, især fjenden fra nord (Joel 2:20). Så vil Gud antage sig sit folk først og fremmest gennem en særlig åbenbaring, nemlig hin udgydelse af Ånden, for derpå at skænke det ydre redning, når det påkalder Herrens navn på Zions bjerg. Denne tolkning viser sig nu også at være den eneste mulige derved, at den på den ene side bliver bekræftet af flere andre gammeltestamentlige forjættelser af lignende art og på den anden side finder sin dybeste begrundelse i Det nye Testamente, nemlig i Romerbrevets 11 Kapitel. Der er flere steder i Det gamle Testamentes profetiske bøger, som ligeledes taler om en endetids-åndsudgydelse over Israel, der muliggør dets redning ud af den apokalyptiske trængsel. Jeg tænker her på Es. 32:15; 44:3; Ez. 11:19; 36:27; 37:14; 39:29 og frem for alt på Zak. 12:9-10. Her læser vi:

“På hin dag vil jeg søge at tilintetgøre alle de folk, som kommer imod Jerusalem. Og så udgyder jeg over Davids hus og Jerusalems indbyggere nådens og bønnens Ånd, så de ser hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren søn, og holder klage over ham, som man holder klage over den førstefødte”.

Der findes vel næppe i hele Det gamle Testamente en så tydelig henvisning til en fremtidig stor anger bevægelse i Israel over dets skyld ved korsfæstelsen af Jesus, dets Messias, som netop denne profeti.

Israels folk vil engang blive vækket af dets næsten 2000 årige forhærdelse overfor ham, der er dets største søn, denne vækkelse vil samtidig betyde en smertefuld anger uden sidestykke og muliggøre frelsen i Hans navn. Men den, for hvem disse gammeltestamentlige vidnesbyrd ikke er overbevisende nok, kan slå efter i Rom. 11:25 ff:

“Jeg vil nemlig ikke, at I skal være uvidende om denne hemmelighed, brødre! (for at I ikke skal være kloge i egne tanker): at der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind; og så skal hele Israel frelses, som der står skrevet: ”Befrieren skal komme fra Zion Han skal fjerne ugudeligheder fra Jakob…. thi sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke”.

Den fuldstændige opfyldelse af forjættelsen af Ånden i Joel kap. 3 vil altså fuldbyrdes, når Gud genoptager sin uomstødelige frelseshistoriske plan med sit gamle pagtsfolk og så bringer den til endelig udførelse. Verdenshistorien skal jo efter Guds plan ikke ende i en total tilintetgørelse, men på trods af de endnu forestående apokalyptiske rædsler endelig føre til virkeliggørelse af hans forjættede fredsrige på jorden.

Dette fredsrige vil ikke blive virkeliggjort ved menneskelige anstrengelser (Zak. 4:6) med baggrund i ideologier og krav på magt fra verdslige bevægelser eller enkelte herskere. Det vil tværtimod ske ved Israels præstelige tjeneste i Kristi messianske herredømme.

Også den martyrmenighed, der er bortrykket til Jesus (1Thess. 4:15-17), skal ved Hans genkomst spille en vigtig rolle, men den vil blive af en anden karakter end Israels. Israel må nemlig ved den endnu manglende udgydelse af Ånden – ganske svarende til den hedninge-kristne menighed i dens foreløbige eksistens – på dobbelt måde blive gjort skikket til det afsluttende kald på jorden. Det må først og fremmest, efter at Gud fysisk har samlet det fra adspredelsen i alle jordens lande til sit land, omvende sig i bod og tro på Jesus, dets Herre og Messias, som det indtil nu har forstødt – dette er den første del af profetien i Ez. 37:4-8. Og det vil så af Ham, som jo ifølge Es.11:2 selv er indehaver af den åndelige fuldmagt, karismatisk blive tilpasset til at opfylde den fremtidige tjeneste blandt folkeslagene; ”Thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens ord.” (Es. 2:3).

Jeg håber, at det gennem det her skrevne er blevet tydeligt: at dette ikke er tomme spekulationer over en fjern eskatologisk fremtid. Vi står sandsynligvis nærmere ved virkeliggørelsen af disse forjættelser, end nogen af os aner.

Peter Beyerhaus

Noter:

  1. åndeliggjort; pneumatologi: en belæring om det, der angår Helligånden.
  2. G. W. Kirby, Evangelism Alert, den engelske beretning fra den europæiske evangelisations-kongres i Amsterdam 1971, udgivet i London 1972, side 87.
  3. den græske oversættelse af Det gamle Testamente ca. år 100 f. Kr.
  4. pseudo: falske, uægte.)

Kilde: Guds Plan med Israel og folkene (Ordet og Israel 1976. s.70-92.)

Læs de første artikel i serien om Guds Plan med Israel og folkene

Verdens evangelisering og Guds rige

Israels udvælgelse, forkastelse og genantagelse

Messiashåbet hos kristne og jøder

Lignende indlæg:

  • DA31: Joels Bog 31 Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min Ånd over alt Kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme Drømme og eders unge skue Syner; 2 også over […]
  • De sidste tiders tegn Hvad forudsiger Bibelen om tiden frem til Jesu genkomst? Ole Andersen gennemgår Bibelens tale om "de sidste tider". Jorden er på vej mod undergang. Det er ikke kun dommedagssekter og […]
  • Israels udvælgelse, forkastelse og genantagelse Det israelitiske folks eksistens og dets vej gennem tiderne er yderst forbavsende og samtidig en af de største gåder, som verdenshistorien kan fremvise, ”Kan, De nævne mig et eneste […]
  • Lys og lygte Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og […]

Følg Skriften på de sociale medier

Facebooktwitteryoutubeinstagram
Web Design MymensinghPremium WordPress ThemesWeb Development